Sommervrøvl

Troede ikke, at jeg var i dårligt humør, da jeg stod op i morges. Følte mig næsten udhvilet. Jeg tog en blomstret nederdel på. Hvid bluse. Hørte radio og drak kaffe. Jeg har købt sådan nogle frottésokker med gele og lavendelolie i, som angiveligt skulle give bløde fødder. Drønsmart, tænkte jeg og befriede sokkerne for indpakning. De mærkedes underlige at have på. Under fodsålerne er der små skridsikre siliconedutter. Altså, konkluderede jeg, må de være beregnet til at gå rundt i. Det var først efter tyve minutters trissen rundt i sokkerne, at jeg opdagede det olierede stisystem, jeg havde skabt på mit ubehandlede trægulv. Hovedsageligt mellem klædeskab og spejl, men en smuttur mod køkkenet kunne også anes. Bliver helt sikkert en fest at holde flyttesyn med min udlejer inden længe. Den sorte skosværteplet findes forresten stadig ude i entreen. Det var helt nye gulve, da jeg flyttede ind. Håber ikke, udlejer også opdager den kæmpe flig, der mangler inde på min stues planker efter et kikset stunt med en stol. Ja, og så har jeg vist også formået at ødelægge badeværelsesdøren. Troede ikke, at det der med badeforhæng var så vigtigt. Eller. Altså. Jeg har et badeforhæng. Det er bare temmelig meget for kort. Og da jeg først opdagede, hvordan døren begyndte at hæve og bule faretruende fugtmættet, var det jo ligesom for sent. Heldigvis var mine fødder både babybløde og lavendelduftende, da jeg tog sokkerne af.

De havde lovet høj sol i dag, men det var gråvejr, jeg vågnede op til. Efter fast makeuprutine, efter ærgrelse over oliefodspor, og efter at have skiftet blomster til denim faldt sådan en underlig tomhed over mig. Jeg har ikke noget, jeg skal. Ferie. Jovist. Men ingen planer. Man kunne vel argumentere for, at jeg for eksempel bare kan lege turist i egen by. Kigge på slotte og kirker og malerier og synes, at det er mægtigt. Man kunne også mene, at jeg burde gå i gang med at pakke min lejlighed ned i kasser og poser. Især taget i betragtning af, at der er under to uger til, jeg skal flytte. Måske man endda kunne opremse den ene bog efter den anden, som jeg straks burde kaste mig over og bruge al vågen ferietid på at hamre mig igennem. Og jeg har også prøvet alt det der. Også næsten helhjertet. Er i hvert fald gået i gang med seriøse intentioner om at færdiggøre både museumsbesøg, papkassefoldning samt sommerlæsning. Men jeg er ikke god til at være alene længere. Jeg bliver energiforladt og dvask og får ikke gjort, hvad jeg burde. Føler direkte afmagt. Og sommerferie er altid lig med oceaner af netop alenetid til mig. Ja, man kan vel gå så vidt og sige, at det nogle somre har været tre hele uger i streg alene. Det bliver man lidt småskør af. Og meget, meget trist. Åh. Men jeg er vant til det. Sådan har det været i årevis nu, så det skal man ikke tænke på. Og der var også engang, hvor jeg kunne få noget ud af mine ferier. Hvor jeg afrimede fryseren eller vaskede gulvtæpperne og stolt tænkte, at det lige godt var pokkers så huslig og produktiv jeg kunne være, når det virkelig stak mig. Kunne også hygge med dameblade og ansigtsmasker. Købe mørk chokolade og nedsvælge små, bitre bidder, mens masken virkede, og først da komme ubelejligt i tanke om, at jeg i virkeligheden hellere ville have haft den lyse slags. Jeg kunne tænde stearinlys og sidde og kigge og være tilfreds med bare at være. Men et eller andet sted gik det galt. Et eller andet sted mistede jeg evnen til at kunne sætte pris på kun at være mig og kunne finde ud af at lave noget på egen hånd. Måske det var, da jeg satte mig med en lidt for dyr husleje som endegyldigt afgjorde, at samtlige fremtidige somre skulle og måtte foregå her på tredje sal. Eller måske det var helt dengang, da jeg så alle venner flytte mod større byer og ikke selv turde følge. Tog mig lang tid at opbygge et nogenlunde netværk derefter. Måske det bare er, hvad al for megen alenetid kan gøre ved en; det der med pludselig at mangle energi og ikke evne at gøre noget ved det. Ved det ikke rigtigt. Men hvor er det godt, hvor er jeg heldig, hvor priser jeg mig lykkelig for snart at have bofæller. Jeg er så klar.

Nå. Men ellers havde jeg faktisk tænkt på at finde en feriemand. Selvfølgelig en, der ikke er ude og rejse, forstås. Muligvis også en jeg kunne have lyst til at se lidt mere til efter ferien. Hvem ved? Ikke at jeg er kommet så meget videre med den plan end selve tanken. Men alligevel. Såeh. Har man en bror, en fætter eller bare en rigtig sød kammerat, der render lige så mutters rundt i det halvtarvelige danske sommervejr, som jeg – oho! Eller som er en af dem, der synes, det er super hyggeligt at pakke lejligheder ned i papkasser, og som derfor ikke kunne forestille sig noget bedre end at gå på flyttedate med undertegnede – losser man ham endelig bare min vej.

   

Musvitten

Det kan godt ske, jeg er blevet kræsen. Eller også daler udvalget af lækre mænd på diverse datingapps bare endnu en gang foruroligende. Er nok en blanding. Ikke fordi det nogensinde har været noget at gå specielt amok over. Mændene på Tinder. Sjovt, for jeg fik engang lov til at swipe for en kammerat. Og der tonede da den ene smukke dame frem på skærmen efter den anden. Mon de lækre mænd også er lidt tungnemme i det og endnu ikke helt har forstået, at tilsvarende damer kun er et svirp med tomlen væk? Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi, Tinder og Happn er splinternye, banebrydende opfindelser, så hvorfor de til stadighed nægter at deltage i festlighederne derinde, forbliver et mysterie for mig.

Men jeg fandt da efter en del opgivende udbrud endelig en flot og sød mand. Jeg likede. Vi matchede. Nøj, hvor har han alligevel været en besværlig lille musvit at få fingrene i. Blev ordentlig ved med at aflyse dates og flyve ud af mit greb. Hvorfor man bliver ved med at spille kostbar, når man én gang har givet udtryk for, at man ved et match er interesseret, er jeg heller ikke helt med på. Men ok. Kan jo også godt lide at jagte mine mænd lidt nogle gange, så jeg var på den måde ikke ved at gå til af spekulationer. Happn er godt nok ikke det nemmeste sted at lege kat, men jeg må simpelthen lige tage et øjeblik og rose mig selv. For Musvitten lod aldrig til at opdage, at han trods sine ivrige, små hop i den modsatte retning hele tiden var durk på vej mod mine kløer. Lidt smalltalk, lidt smiger, lidt afvisning, lidt sødme, og så var han fanget. I bund og grund nemt. Jeg indsætter en mental selvfed-smiley-med-solbriller her.

Så. Efter at have trukket tingene i langdrag i ugevis, landede vi endelig på en fast dato for et møde. Musvitten ville gerne gå en tur. Det kan jeg jo også godt lide at gøre på en date, så jeg var frisk. Vi mødtes i aftes. Jeg stod og ventede på ham på en travl gade. Havde godt set ham ud af øjenkrogen komme gående mod mig, men jeg vedblev at spejde let søgende mod et punkt en smule til venstre for ham. Var tilpas overrasket, da jeg opdagede ham få skridt før han stod foran mig. Jeg undskyldte smilende mit distræte væsen, han virkede vældig tilfreds med at være kommet sådan bag på mig. “Skal vi gå derhen?” pegede jeg og guidede ham gelinde på vej. Musvitten var meget flottere i virkeligheden, end jeg havde forventet. Man kunne se, at hår, bryn og vipper var solbleget, hans kulør var sund og sommerbrun. Han duftede godt. Kunne høre på hans dialekt, at vi vist ikke kom samme sted fra, og det viste sig da også, at Musvitten kun havde boet i min by i ganske kort tid. “Så kan jeg jo vise dig rundt,” foreslog jeg glad. Det lod han til at synes var en fin idé. Så vi gik og gik, mens jeg fortalte og viste og spurgte, om han kendte til dette og hint. Vil mene, at der maksimum nok kun forløb omkring tyve minutter, før jeg fik en kraftig mistanke om, at vores kemi ikke var helt så gnistrende, som man kunne have håbet. Og herfra blev det faktisk kun værre og værre. Ikke at vi ikke kunne snakke sammen. Jeg er god til bare at fyre en masse af og holde en samtale kørende, så det var ikke noget problem.

Der var imidlertid et nyt byggeri, som jeg endnu ikke har besøgt, men som jeg regner med forhåbentlig at tilbringe mange varme sommereftermiddage ved, og vi besluttede at gå hen og kigge nærmere på det. På vejen præsenterede jeg ham for et af mine yndlingssteder. Musvitten var ingenlunde imponeret. Og havde jeg ikke vidst det før, vidste jeg da, at kunne han ikke lide dette sted, ville han formentlig heller ikke kunne lide mig. Men vi nåede det nye byggeri, og jeg var ovenud begejstret. Min følgesvend knap så meget. Vi traskede lidt rundt og ih’ede og åh’ede, før vi begav os tilbage igen. På hjemvejen snakkede vi om ferieplaner. Musvitten fortalte, at han skulle ud og sejle om et par uger. Svarede, at jeg ville ønske, jeg var mere søstærk, end jeg er; men det skyldes en ganske bestemt episode på charterferie i Tyrkiet for mere end tyve år siden. Min mor havde taget mig og Søster med på en typisk turistsejltur, mens min far denne dag var blevet på hotellet for at se Tour de France nede i poolbaren. Undervejs blæste det op, og jeg husker den sorte himmel og trykkede, alvorlige stemning ombord. Min mor har senere fortalt, hvordan hun havde bedt en fremmed mand om at passe på mig, skulle vi risikere at kæntre. For jeg kunne næsten svømme selv, men Søster var endnu en lillebitte pusling, og min mor kunne ikke bjerge to små børn på samme tid. Mens jeg under stor indlevelse fortalte alt dette til Musvitten, sagde han ikke meget. På et tidspunkt – bare et kort splitsekund hvor han vendte blikket mod skosnuderne – så han endda så træt og uinteresseret ud, at jeg denne gang blev oprigtig overrasket. Lynhurtigt fik han atter styr på sin belevne maske. Men han havde dog nået at bekræfte mig i, at jeg ikke var den eneste, der havde mærket det komplette fravær af både kemi og tiltrækning mellem os.

Han fulgte mig hjem, lige til hoveddøren. Det var pænt gjort af ham. Et sidste emne, vi her rundede, var SKAM. Hvor jeg fangirler fuldstændig ubehersket og drøner omkring iført citat-t-shirts og -muleposer og synes, det er det absolut sejeste, kunne jeg ligefrem se på Musvittens mimik, hvor udmattet han blev af den blotte tanke. Da vi derefter skiltes, var det under høflige fraser, men uden nogen form for tilkendegivelse af at have lyst til at se hinanden igen. “Tak for en hyggelig rundvisning,” sagde han. “Selv tak. Farvel,” smilede jeg. Han var allerede på vej væk.

Jeg regner ikke med at skulle mødes med Musvitten til flere byvandringer. Regner ikke med hverken at høre fra ham eller selv tage kontakt. Det var mærkeligt at opleve, hvordan jeg kunne rende rundt i to stive timer med et menneske, jeg sagtens kunne se var rigtig sød, men som jeg ikke havde noget som helst til fælles med. Der havde været sådan en underligt flad, død fornemmelse under hele daten. Skulle han dog mod al forventning finde på at foreslå film og aftenhygge under tæpper, takker jeg natuligvis ja. Er trods alt endnu ikke gået hen og blevet kræsen og krævende, så småting som manglende gnister har nogen betydning for, om jeg gider knalde en flot mand eller ej.

Efter vores farvel sad jeg nede i min baggård og nød en aftensmøg. Den flade, døde fornemmelse var blevet hos mig. Og jeg kunne nu mærke, hvor meget jeg savner lidenskab og brand og for fanden da bare at finde en enkelt, hvor kemien er i top. En, der deler min begejstring for både fine nybyggerier og samtidig den diametrale modsætning i faldefærdige yndlingssteder. Som sender mig smil, der gør mig blød og blævrende fra knæ til ankel. Som kan se skønheden og betagelsen ved et virtuelt norsk univers, der virker så ægte og vigtigt som nogensinde. Og som sidst men ikke mindst kan få mig til at føle, at rollerne er byttet om, så det pludselig er mig, hvis vinger bliver stukket og som langsomt bliver trukket ubehjælpeligt mod kattens favn.

Svar på fødselsdagsspørgsmål – første del

Godt, så. Egentlig var min første tanke at kopiere jeres spørgsmål og poste dem i et indlæg med svar under. En god gammeldags Q&A, som vi kender den. Men lad os i stedet forsøge at holde det lidt i bloggens ånd og gøre det en smule mere flydende og sammenhængende. Så hermed kommer første del. Hvori vi blandt andet skal høre om de to mænd i mit liv, der indtil videre har gjort størst indtryk, mørke tanker, sandheder og lidt om en flytning.

Tilsyneladende har I ikke glemt Sommermanden. Det har jeg heller ikke. Men han var jo også skøn. Den allersidste gang jeg snakkede med ham, var den aften på Skype, hvor jeg ikke forstod særlig meget af alt det, han forsøgte at sige. I dag har vi ingen kontakt. Eller. Ikke udover den besked Sommermanden her i foråret sendte på min fødselsdag. Der stod en masse søde ting. Noget med han havde læst, at jeg ikke havde det så godt, og at det gjorde ham ked af det. At jeg er et dejligt menneske, der skal have dejlige ting i sit liv. Og så videre. I ved. Og jeg blev da glad for at høre fra ham, men syntes også, at det var underligt pludselig at få så hjertelig en hilsen. I hvert fald når man tager i betragtning, at der muligvis også lige var en enkelt gang i januar, hvor tingene koksede lidt i hovedet på mig, og jeg kom til at skrive noget dumt til ham. Føltes total som livets idé, lige indtil jeg trykkede send, hvorefter jeg selvfølgelig fortrød bitterligt. Hans svar dengang var venligt men temmelig afvisende. Så. Tja. Jeg ved ikke. Hverken om vi nogensinde kommer til at mødes igen, om jeg i det hele taget har lyst til at se ham, eller hvordan jeg har det med ham nu. Men jeg er ikke vred længere. Så meget kan jeg da sige. Måske mere bare uforstående. Og kun en lille, lille smule bitter. Jeg kan stadig ikke helt se formålet med at ville bryde manderegler, give gaver og hviske rare ord, når man i det lange løb ikke rigtig har tænkt sig at stå ved det alligevel. Men fred være med det. For gennem det sidste år har jeg brygget min egen sandhed om Sommermanden sammen. Blev i sin tid født efter uforsonlig hævntørst og altoverskyggende tristhed mødtes i sensommeren. Gik i det store hele ud på, at han må have nydt den udfordring, det var, at fælde mine barrierer og smide mine skjolde bort. Som en anden sjov sport. Og da det var gjort, så var det dét, og så var det videre. Bare. Bye bye. Men så hændte det, at jeg for nogle uger siden kom til at genlæse et par gamle indlæg. Pludselig kunne jeg huske dufte, stemninger og blikke fra sidste sommer. Sådan. Fuldstændig klart og knivskarpt. Og med et var min hjemmebryggede sandhed slet ikke så sand længere. For jeg kan godt se nu, at det virkelig var ægte og det var også næsten godt, det vi havde. Så selvom jeg synes, at Sommermanden opførte sig som et værre fjols, så fortjener han alligevel ikke dén sandhed.

Lad mig fortsætte lidt i samme dur. For der skal ikke herske tvivl om, at samme Sommermand med sit exit triggede den melankoli, jeg har hang til. Og jeg har haft et fucking lorteår. Rent ud sagt. Jeg bliver spurgt ind til, hvordan jeg har det nu. Bedre, lyder svaret. Nogle dage ligefrem godt. Og også rigtig godt. Det er ikke meget, jeg har skrevet om det, det der indeni. Åh jo, jeg har da forsøgt. Et par spæde, ufuldstændige indlæg er det også blevet til. Men ord har det med at blive fattige, når man forsøger at forklare noget uforklarligt. Mørke er som oftest en udløser så sikker som amen i kirken for mig. Hvorfor vintermånederne – og i særdeleshed januar og februar – er nogle, jeg møder med gru. De er tunge og lange at komme igennem. Sker hvert år. Men det har længe været i så mere eller mindre mild grad, at jeg næsten troede, jeg helt havde lært mig selv at undgå tungsind. Derfor kom det med et lammende brag denne gang. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet det så slemt. Og jeg ved ikke hvorfor, det kommer. Sådan er det bare nogle gange. Men jeg blev ærlig talt forskrækket, da det gik op for mig, at noget af det første jeg gjorde, da jeg vågnede om morgenen, var at græde. På arbejdet var det med dybe vejrtrækninger og spinkel stemme. Så snart jeg stod hjemme i min egen lejlighed igen, startede gråden forfra. Sjovt som sådan noget pludselig kan gå hen og føles almindeligt og hverdagsagtigt, når bare det sker nok gange. Heldigvis fandt jeg på at gå lange ture i vintersolen, og formentlig hjulpet godt på vej af den seriøse røvfuld D-vitamin, min mor stædigt vedblev at proppe ned i halsen på mig, endte det til sidst med, at jeg fik skabt mig en lille luftlomme.

Og da var der endelig overskud til at sande en ting eller to. Blandt andet hele jobsituationen. Den er jeg forresten ikke kommet meget nærmere. Eller jo. Altså. Jeg har besluttet at arbejde videre indtil næste sommer. Hvad der så skal ske, ved jeg vitterligt ikke, men vi snakker temmelig sikkert SU. Skal nok blive et chok af en anden verden, når jeg pludselig bliver tvunget til at begrænse mit forbrug. Det kan allerede gøre mig i umådelig dårligt humør, når jeg tænker på ikke længere at kunne købe damesager, som det passer mig. Præcis hvilken uddannelse jeg har nu, vil jeg ikke fortælle direkte. Men den er hverken lang eller mellemlang. Der er intet kreativt over mit nuværende job. En læser spørger, om jeg har med sprog eller skrift at gøre til daglig. Jeg kan fortælle, at det vildeste, jeg kommer til at skrive i løbet af en arbejdsdag, er et mødereferat eller en e-mail til en kollega. Såeh. Spændende.

Ja, og så flytter jeg. Den var I nogle stykker der fangede. Egentlig havde jeg tænkt at give flytningen sit eget indlæg, men jeg er ikke kommet videre med det, så lad os bare tage den her. Bliver i samme by. Flytter til et nyt kvarter. Der findes to grunde: 1) Min mor fortalte mig i går, at jeg giver mere i husleje for min lejlighed, end hun og min far giver for deres hus. Jeg sidder dyrt i det. Når man dernæst tænker på, hvor få kvadratmeter jeg egentlig har at boltre mig på, virker det som en fuldstændig absurd leje. Jeg vil ikke have råd til at bo her på SU. Selv ikke med et lån. Økonomi er altså den første grund. 2) I min lille luftlomme mærkede jeg den ultimative konsekvens af, at mennesker trenger mennesker, og jeg vidste, at det i allerhøjeste grad også gælder for mig. Tror muligvis, jeg har fundet mine mennesker nu. Håber ikke, nogen synes, jeg nogensinde har lagt skjul på, hvordan jeg har det med, at jeg både er ene single og snart også ene barnløse blandt mine veninder. Ensomhed skulle vise sig at blive grund nummer to. Jeg flytter derfor sammen med en flok mennesker, jeg kun har mødt en håndfuld gange, men som jeg er sikker på, at jeg nok skal få det rigtig, rigtig godt sammen med. Vi spiste for eksempel aftensmad sammen for ganske nylig. Og jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg sidst har grinet så meget, som jeg gjorde, da vi sad og smurte bønnemos og dryssede med agurkstykker på tortillapandekager. Det er et vemod uden lige at skulle flytte fra min dejlige, lyse, hjemlige tredjesalslejlighed. Men nogle gange må man vælge noget fra for at kunne vælge til.

Lad mig forresten lige vende tilbage til Sommermanden. Har jo før givet ham muligheden for at komme til orde herinde. Er det relevant for en historie, kan jeg måske godt lokkes til at gøre det igen. Om han så nogensinde kommer til at sætte sig ned og skrive endnu et indlæg, tvivler jeg dog på. Men man kan jo altid spørge rigtig sødt i en kommentar herunder, hvis man savner hans skriverier – han vil nemlig med ret stor sikkerhed læse dette. For ja, han læser fra tid til anden med herinde, og ja, det kan meget vel tænkes, at det var noget af det min dumme januarbesked handlede om. Eksen derimod læser ikke med. Da han opdagede bloggen, sagde han straks, at han ikke ville vide, hvad jeg laver. Jeg stoler hundrede procent på ham, når han siger sådan. Så jeg ved, at han ikke læser med. Ændrer dog ikke på, at jeg efter Afsløringen bestemte mig for fremover at skrive så lidt om ham som muligt. Men. I virkeligheden stoppede vi ikke med at se hinanden. I virkeligheden lå han inde i min seng, mens jeg sad ude i stuen og skrev med Sommermanden. I virkeligheden har jeg aldrig elsket nogen så hårdt og samtidig opført mig så usmageligt, som jeg har gjort, når det kommer til Eksen. Og i efteråret fik han langt om længe nok af mig. Så vi har heller ingen kontakt mere. Jeg tror, han stadig er sammen med den kæreste, han fandt, da jeg fik et jalousiflip. Vi snakkede sjældent om hende, hvorfor jeg ikke er helt sikker. Men jeg savner Eksen, så det river i mig, når jeg tænker på ham. Hvilket for øvrigt er stort set hver dag. Savner den måde vi altid lå på: Mit hoved på hans bryst – hans fuldkommen perfekt formede bryst til min kind – hans arm omkring mig, hånden hvilende på lænden, mens en finger strøg stedet, hvor ryg bliver til balle. Altså bare helt simpelt, ikke noget særlig indviklet. Men jeg har forsøgt at genskabe netop det scenarie med så mange mænd efter ham. Det har aldrig været det samme. Og jeg savner hans duft: Lidt sødlig, lidt krydret, meget maskulin. Jeg savner at snakke med ham, at høre ham le og se hans øjne smile til mig. Da Eksen i efteråret meddelte, at han ikke ville se mig mere, blev jeg så edderspændt, at jeg slettede og blokerede ham på samtlige sociale medier. Der skal rigtig, rigtig meget til, før jeg gør sådan noget. Normalt unfollower jeg bare.

Så. Hvorfor gik vi egentlig fra hinanden, Eksen og jeg? Jeg er vokset op i et idealistisk, politisk aktivt hjem med meget stærke holdninger og værdier. Da jeg som purung flyttede hjemmefra, gjorde jeg meget ud af ikke at leve som mine forældre havde brugt atten år på at lære mig. Lad os kalde det et oprør. Og det var faktisk først langt senere, jeg fandt ud af, at jeg ikke kan fornægte mine rødder. Står klarere og klarere for mig, jo ældre jeg bliver. Dog er og bliver jeg fuldstændig håbløs til politik og debatter, jeg gider ganske enkelt ikke at lære at forstå det, og er vel som sådan familiens sorte får. Det har dog trods alt lykkes mine forældre at plante nogle solide kerneværdier i mig. Men se. I mellemtiden havde jeg nemlig fundet Eksen. Han var stik modsat. Det fascinerede og lettede mig helt usigeligt i starten. Og jeg blev forelsket, som jeg aldrig har været det før. Seriøst. Det var fuldkommen sindssyge i over et år. Efter de første fjorten dage sammen, sagde han, at han elskede mig. Og jeg vidste, det var sand kærlighed, for jeg lå syg med halsbetændelse og kunne tilmed lugte mig selv, men han kyssede mig alligevel så inderligt. Vi snakkede børn, vi snakkede fremtid, og jeg kunne så let som ingenting blive rørt til tårer over den rene lyksalighed, jeg følte, havde ramt mit liv. Men tiden gik. Jeg blev ældre og samtidig mere bevidst om egne værdier, som jo var så fundamentalt forskellige fra Eksens, at det efterhånden i langt oftere og højere grad sprang i øjnene. Og jeg fandt ud af, det er vigtigt for mig, at et eventuelt barn kommer til at vokse op på samme måde som jeg selv gjorde. Vigtigt for mig med en mand, der deler samme overbevisning og holdninger, og ønsker at opdrage barnet efter disse. Det ville jeg ikke få sammen med Eksen. Og det kunne jeg ikke forlig mig med. Så. Kærligheden slap simpelthen op. I hvert fald den der uovervindelige, episke slags. Var desuden blevet voldsomt slidt og flosset, efter jeg havde fået endnu en af mine nedture med dertilhørende føromtalte melankoli, som Eksen forgæves havde forsøgt at bjerge mig fra. Tilbage var nu en hengiven kærlighed, jovist, men dog kun et blegt ekko af fordums flammer. Jeg blev boende i vores fælles lejlighed, jeg bor her endnu. Eksen fik de dyre vinglas og peberkværnen i sort højglans og flyttede til den anden ende af byen.

Når man spørger mig, om jeg fortryder, om jeg er ked af, at tingene gik, som de gjorde, og at drømmene brast – så er svaret både ja og nej. For det meste er jeg afklaret og helt på det rene med, at det var for det bedste. Men jeg kan også sagtens have enkelte dage, hvor jeg sørger og er på nippet til at tigge Eksen om at tage mig tilbage. Kan bogstavelig talt få fysiske stik af smerte, når jeg ser endnu et vennepar komme trillende med en barnevogn, mens jeg på samme tid er så vanvittig lettet over, at det ikke er mig, der må trækkes med en unge. Der går heldigvis længere tid mellem de væmmelige stik, og jeg kan efterhånden mindre og mindre se mig selv i sådan en familiekonstellation. Efter en del analyseren er jeg kommet frem til, at jeg tror, jeg i Sommermanden så netop den type mand, jeg ikke kunne få i Eksen, og som jeg er blevet bevidst om, jeg vil have. Var meget, meget svært at give slip på, da jeg endelig havde fundet ham.

Jeg er ikke spor bange for, at hverken Sommermanden eller Eksen afslører mig som Frøken Kløe. For førstnævntes vedkommende tror jeg, at han vist er mere bange for, at jeg skulle kunne finde på at afsløre ham som værende en af dem, der spiller en vigtig rolle herinde. På den måde har vi lidt noget på hinanden, som gør, at vi ikke tør sige noget. Er klar over, at han har snakket med en ven om, at han havde fundet en dame, der skrev om det sex vi havde sammen, dengang han skulle finde ud af, om han var ok med bloggen. Det er helt fint for mig. Med hensyn til Eksen så stoler jeg ganske enkelt bare så meget på ham, at jeg ved, han ikke vil afsløre mig. Men så er der nogle af jer, der spørger ind til Læseren. Er jo straks en anden snak. For Læseren kender mig ikke, der er intet, der knytter os sammen; ingen loyalitet eller trofasthed, som måske stadig ville kunne findes i forholdet til de to andre mænd, graver man bare lidt efter det. Så selvfølgelig er jeg smånervøs for, om han kunne finde på at afsløre mig. Selvom jeg ikke har fortrudt, at jeg valgte at stole på ham for flere måneder siden. Håber, han gør sig fortjent til den tillid.

I forhold til om Sommermandens status som læser har indflydelse på, hvad jeg deler om andre mænd, så er svaret nej. Der bliver ingen hensyn taget. Fortæller lige nøjagtig så meget eller så lidt, som jeg selv har lyst til. Men det er ingen hemmelighed, at hans kendskab til bloggen har gjort, at jeg har følt mig ufri, når et indlæg har skulle handle om netop ham. Og der er helt afgjort ting, jeg har undladt at skrive, fordi jeg simpelthen har vurderet, at det trods alt ville være for skrap kost. Det har betydet, at der på mit eget fristed har været ting, jeg har måtte gå på kompromis med. Altså. Bilder mig da ikke ind, at det altid har været lige morsomt for den ægte, levende Sommermand at læse om sig selv herinde. Som han skrev, så var der en helt særlig ærlighed mellem os – men selv den satte min pli altså grænser for. Hele situationen både ærgrede og hjalp mig. Begyndte at tænke mere over, hvordan jeg skrev om mænd, hvordan jeg behandlede dem i mine skriverier. Har endnu ikke rigtig taget stilling til, om jeg engang i fremtiden atter vil fortælle en sød mand om bloggen. Måske. Men i så fald ikke så tidligt, som jeg fortalte det til Sommermanden.

Og hermed, mine damer, er vi nået til vejs ende for første del af spørgerunden. Pyh. Faktisk lidt ærgerligt for nu har jeg ikke længere nogen undskyldning for at blive hjemme fra fitness. Nå. Man kan vel altid så småt begynde på anden del.

   

Fødselsdagsspørgsmål

Bloggen har fødselsdag i dag. To år. Hvem skulle have troet det, da slem kløe og kedsomhed ledte til, at jeg nogenlunde spontant oprettede Den søde kløe en sen juniaften? Jeg havde helt ærligt bare regnet med, at det skulle være et tidsfordriv henover sommeren. Og jeg havde faktisk besluttet mig for at lukke hele skidtet ned igen, da en sød dame pludselig nævnte mig, og I alle begyndte at klikke løs. Så i anledning af dette og ikke mindst fordi jeg jo er et yderst selvoptaget menneske, der bare rigtig godt kan lide når alt drejer sig om mig, tænkte jeg, at det måske kunne være sjovt med en lille leg. Sådan en spørgerundeleg. Agtigt. Ligesom alle de andre bloggere gør nogle gange. Og jeg vil også! Nu kan jeg jo ikke deltage i seje events og posere på pastelfarvede OOTD-billeder – men det her, det må da kunne lade sig gøre. Under alle omstændigheder er det i hvert fald altid de indlæg jeg som regel selv bedst kan lide at læse på blogs, og måske I er en enkelt eller to, som har det på samme måde?

Såeh. Vær med til at støtte op om en ydmyg bloggers narcissistiske tendenser og stil en masse spørgsmål, så svarer jeg på dem alle i et indlæg inden længe. Hurra!

PS. Ej. Seriøst, damer. Spørg lige om noget. Bare et eller andet. Vil være pænt pinligt med et gabende tomt kommentarfelt herunder.

PPS. Hav forresten lige in mente at det jo er nødt til at være spørgsmål, som jeg kan svare på. Altså. Uden det går ud over min anonymitet. Ik’. Også selvom min nye ting er at bryde den.

PPPS. Det plejer vist godt nok at høre sig til i et fødselsdagsindlæg, men forestiller mig ikke, det er spor nødvendigt at nævne noget som helst om, hvor glad jeg selvfølgelig er for, at jeg alligevel ikke lukkede bloggen hin sommer. Fordi nu har jeg nemlig stadig jer. Men det er jeg sikker på, I allerede ved alt om. *Hjerte-emoji, hjerte-emoji til alle*.

Møde med Læseren

Han kontaktede mig på Instagram. Havde læst Den søde kløe, skrev han. Og. Ville lige spørge om noget. Om jeg havde nogle gode råd, om jeg kunne hjælpe, om jeg havde tid til at tage en snak med ham. For han havde tænkt på at starte sin egen blog i samme boldgade som min. Manglede derfor en at sparre med. Og jeg er jo så frygtelig hjælpsomt et menneske. Simpelthen. Helt igennem godhjertet. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Bad ham sende en mail med alle spørgsmål han måtte have, for det virkede trods alt smartere end at kommunikere over Instagram. Åh! Han havde nu tænkt, om ikke vi kunne snuppe en kop kaffe sammen en dag i stedet for? Tjo, havde vi boet i samme by, ville jeg sikkert gerne, svarede jeg og tilføjede en blinkesmiley; men det gjorde vi ikke, så det blev selvklart lidt svært. Og det var jo nemt nok for mig at sidde og skrive. Sådan. Endnu helt anonym og ukendt og gemt. Men Læseren foreslog da, at vi bare kunne ringe sammen i stedet for. Det var lige godt pokkers, som han kunne finde på alternativer. Ups, tænkte jeg, nu kommer det pludselig tæt på. Jeg havde lyst til at hjælpe ham. Det havde jeg. Kunne dog samtidig godt se, der var en god chance for, at det sikkert ville blive både usmidigt og svært at gøre over en mailkorrespondance. Men. Tale i telefon. Lade ham høre min stemme. Give sig til kende. Kunne mærke, jeg havde brug for betænkningstid. Og under alle omstændigheder havde jeg heller ikke tid til noget som helst denne dag, for jeg stod med det ene ben på vej ud af døren. Vi blev enige om at skrives ved.

Dagen efter ringede jeg til Søster. Selvfølgelig. Reder mig altid, skulle nogen endnu ikke have opfattet det. Hvor jeg ikke selv kan finde ord, kommer hun mig til undsætning. Så jeg satte hende hurtigt ind i sagen: At der var denne her mand, der gerne ville starte sin egen blog, og som i den forbindelse havde brug for at snakke med mig. Tror, Søster var lige så forbløffet som jeg selv over, at Læseren kontaktede mig på den måde. Jeg mener. Var nærmest rystet helt ind i min inderste kerne over, at han bare spurgte mig ligeud. At han bad mig bryde min anonymitet. Som om. Som om det ikke var noget særligt. Eller. Noget stort. For det var det, syntes jeg. I hvert fald for mig. Ikke fordi han spurgte på en specielt ligegyldig eller respektløs måde. Tværtimod. Det var faktisk bare helt chill. Men selvfølgelig aner han ingenting om, hvor stort et arbejde jeg altid lægger i at sløre mænd, oplevelser og eskapader så meget som muligt, fordi jeg generelt er et omvandrende, paranoidt nervevrag, når det kommer til bloggen, min anonymitet og de ambivalente følelser, der følger. Ok, jeg kan blive afsløret. Vil højest sandsynligt gå ud over mit arbejde, måske endda også visse i min omgangskreds. Det har jeg ligesom selv valgt. Men at nogle af mine mænd – hvor slemme enkelte end måtte have været – skal lide under, at jeg har gang i den helt store selvrealisering og derfor ikke kan finde ud af at holde fingrene fra tastaturet, kan jeg næsten ikke bære. Giver mig tilmed ofte store samvittighedskvaler. Men Læseren vidste heller ikke noget om, at jeg samtidig mildest talt hungrer efter en medsammensvoren. At jeg savner en at dele erfaringer og etiske overvejelser med. Jo, jeg snakker med andre om at blogge. Som oftest er det Søster og én bestemt veninde. Det er to mennesker. De er overmåde flinke til at hjælpe og guide så godt som muligt. Men det er, når alt kommer til alt, ikke dem, der har en blog. Da jeg første gang skulle stå frem som Frøken Kløe, var det til et møde med Bloggers Delight, hvor der skulle skrives under på kontrakter og diskuteres muligheder og kigges på aftaler. Det var vist lidt svært at slippe af med mig igen, for jeg bare snakkede og snakkede. Havde endelig mødt nogen, der forstod og vidste, hvordan det er. Ork. Det lyder så navlepillende, det her. Nå. Summa summarum er, at jeg føler mig alene med en masse tanker. Og se så. Det var nemlig det, der skulle vise sig at blive Læserens smuthul. For efter opkald til Verdens Bedste Søster og dertilhørende mindre selvransagelse, endte jeg ud med erkendelsen af, at lysten til en kumpan var stærkere end frygten for at miste min anonymitet. Der var forresten sikkert også andre ting, der spillede ind. Nysgerrighed. Spænding. For at nævne et par. Især sidstnævnte var det, der i sin tid i et særligt modigt og muligvis lettere dumdristigt øjeblik fik mig til at oprette bloggens Instagram. Og det var nu her jeg atter gik ind for at skrive til Læseren, at det ville være i orden for mig at ringe sammen med ham. Så der sad jeg. En søndag eftermiddag med tømmermænd på mit solskinsspot i baggården. Pakket ind i uld og anden blødhed tastede jeg hans nummer.

Hvordan præsenterer man sig selv, når den, man ringer til, end ikke kender ens rigtige navn, men derimod ved alt om ens sexliv, akavede øjeblikke og forelskelser? Nogle gode forslag? Jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det, før han tog telefonen, og jeg fik sagt noget i stil med: “Hej! Det er. Øh. Altså. Frøken Kløe, du ved. Eller. Ehrm. Jeg hedder – – – i virkeligheden. Såeh. Æh.” Vi grinede lidt, jeg himlede med øjnene over mig selv. Kunne mærke min puls. Jeg var lidt urolig for, om han ville stille en masse svære spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Men sådan var det heldigvis slet ikke. Relativt hurtigt gik snakken let mellem os, selvom jeg hele vejen igennem kunne mærke, at jeg var mere eller mindre på vagt. Læseren fortalte sin historie. Han var en kvindebedårer. Det var sjovt og anderledes at høre oplevelser så lig mine egne fra en mands synspunkt. Opkaldet varede i over en time. Jeg fik kæderøget en hulens masse smøger undervejs. Han nævnte sine tanker og overvejelser. Jeg kommenterede, rådede og vejledte, som det orakel jeg nu engang er. Ej. Ved egentlig ikke helt, hvor stor hjælp jeg var til den dag. For det var midt i krisens rasen. Som desuden havde affødt en så solid skriveblokering, at det fik mig til at tvivle på egne evner. Et nogenlunde sandsynligt gæt vil derfor være, at jeg nok ikke var den mest positivt indstillede blogger, Læseren kunne have fundet til sin søndagssludder. “Du bor i samme by som Søster,” bemærkede jeg, da samtalen nærmede sig sin afslutning. “Måske vi så kan snakke videre over den der kop kaffe, næste gang du besøger hende?” spurgte Læseren. Tilfældigvis havde jeg meldt min ankomst i starten af juni. “Lad os tales ved,” sagde jeg. På vej op mod tredje sal kunne jeg høre ord for mine ører, sætninger der dannede sig for hver etage. Følte mig mere lettet end jeg længe havde været. Mærkeligt, tænkte jeg. Satte mig direkte ved computeren og skrev til langt ud på aftenen.

Der var karneval, der var fødselsdag, der var rigtig, rigtig meget andet. Samtalen med Læseren gled efterhånden lidt i baggrunden. På et enkelt tidspunkt skrev jeg dog kort til ham for at høre, om blogplanerne var blevet til noget. Det var de ikke. Så var der pludselig også en lejlighed, der skulle opsiges. Fremvisning for ny lejer. Øv, hvor skal der gøres rent og ryddes op til sådan noget. Min mor kom med flyttekasser. Og jeg fik næsten stress af at tænke på, at min dyrebare sommerferie næsten udelukkende vil komme til at gå med at fylde dem op. Da der var knap en uge til, at jeg skulle besøge Søster, skrev Læseren: “Kan du snakke i aften?” “Klart. Du ringer bare,” svarede jeg. Nåede at tænke, at det føltes underligt at skrive sådan, at han havde mit private telefonnummer nu. Han ringede et par timer senere. Denne gang snakkede vi om alt muligt. Ikke særlig blogrelateret. I hvert fald ikke lige så teknisk som det første opkald havde været. Det var mere en erfaringsudveksling. Det var hyggeligt og måske endda lidt som om, at vi kendte hinanden. Jeg kiggede på telefonens skærm, som viste halvanden times samtale. Kunne mærke, jeg var mere åben for at møde ham ansigt til ansigt. Måske jeg inderst inde også syntes, at han var så mystisk og spændende, så jeg slet ikke ville kunne lade være. Vi aftalte tid og sted for kaffe. “Lov, at du kommer og henter mig,” sagde jeg, “jeg har så elendig stedsans, at jeg knap nok ved, hvor jeg befinder mig nu – og da slet ikke i en fremmed by.” Det lovede han. “Har du tænkt på, at du ikke aner, hvordan jeg ser ud?” spurgte jeg derefter. “Ved du da, hvordan jeg ser ud?” gav Læseren igen. “Hør lige. Du taler med Stalker Nummer Et, så selvfølgelig ved jeg det,” indrømmede jeg. “Hm. Du har skrevet, at du har en flot røv,” sagde han. “Jamen, så kig efter hende med røven. Så finder du mig,” vi ringede kort efter af.

Jeg havde taget en enkelt fridag fra arbejde, så jeg kunne holde forlænget weekend med Søster. Ankom sent torsdag aften. “Jeg skal drikke kaffe med Læseren i morgen,” fortalte jeg, da vi havde spist pomfritter og børstet tænder og tisset af. Lå side om side i hendes seng. “Ja?” hun scrollede gennem Asos uden at kigge op. Tror måske, det er et aftenritual af en art, hun har. “Tror du, han lyver?” spurgte jeg lidt efter, “tror du, at han kun gør alt det her, fordi han vil se giraffen?” Hun slukkede sengelampen. “Det ville da være enormt meget besvær bare for at se dig,” grinede hun. Skubbede til hende. Lå med hovederne på hver vores pude og fortsatte med at vende Læserens mulige motiver en stund, indtil jeg kunne høre hendes tale blive til mumlen og kort efter også vejrtrækning blive dybere. Vi faldt i søvn hånd i hånd.

“Hvad nu, hvis han har et skjult kamera?” spurgte jeg næste morgen over havregrøden. Der var en time til mødet med Læseren, og jeg var kommet i alvorlig tvivl. “Nu slapper du af med at være så paranoid. Desuden er det ulovligt med skjulte kameraer. Tror jeg,” svarede Søster. Hun havde hostet sig gennem det halve af natten, jeg havde til sidst jaget en spids albue i siden af hende og trukket dynen op over hovedet. Nu sad hun og stirrede intenst ind i et lille håndspejl, mens hun lagde mascara med lange strøg. Vi diskuterede vejret. Bare ben ville nok være i overkanten, men mon ikke sandaler ville kunne gå an. Godt nok havde jeg taget et par halvløse sommerbukser på, men da jeg gik mod bussen, fortrød jeg i løbet af få øjeblikke både jakke og blusens lange ærmer. Og åh, hvor jeg hader offentlig transport i fremmede byer. Stod bare og svedte og holdte ængsteligt øje med Rejseplanen.

Jeg var voldsomt bevidst om mig selv, da jeg stod i skyggen og ventede på Læseren. Hvordan håret faldt om mine kinder, hvordan mit tøj sad, hvor skinger min stemme pludselig havde lydt, da jeg rømmede mig, og hvor små mine bare tæer så ud. Let fugtige håndflader. Hvad forventede han? Hvordan tror folk, jeg ser ud? Hvordan tror de, jeg er? Er med på, at man sikkert godt kan fornemme en smule af det i mine indlæg. Men jeg tager tit mig selv i at kunne distancere mig fra det, jeg skriver. Ja, jeg skriver om enkelte virkelige hændelser – men selvom Frøken Kløe er mig, er jeg ikke hende. Ikke kun, i hvert fald. Jeg er meget mere. Og jeg er også leverpostejsmadder. Ville Læseren mon kunne forstå det? Eller ville han blive skuffet over det med leverpostejen? Jeg modtager nogle gange mails med dybt personlige beretninger fra andre læsere. Beder mig gerne om råd i forhold til dating. Og jeg er absolut beæret over at blive taget i betragtning som en, der ville kunne retlede. Men. Jeg tænker også. I virkeligheden aner jeg jo ikke noget om noget. Kan ikke engang finde ud af mit eget liv, så hvem skulle jeg være til at kunne rådgive andre i deres? Jovist, jeg kan være god på en date. Men jeg har ikke svar på noget. Sådan tænkte jeg, der i skyggen, og lige så stille gik det op for mig, at jeg var bange for ikke at kunne leve op til den forestilling, jeg forestillede mig, Læseren havde om mig. Var flov over at stå og føle mig så usikker og selvbevidst.

Uh, dér kom han cyklende. Jeg kaldte stille hans navn bagfra, fik ham til at dreje omkring. Han var høj. Ikke sådan ualmindeligt høj, men jeg måtte da løfte mig en smule på tå for at kunne nå ham i et kram. Vi begav os ud efter kaffe med det samme. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage solbrillerne af, var nødt til at have noget mellem os, skærme mig. Hurtigt måtte jeg nævne min nervøsitet og kaotiske tanker, for jeg kan sjældent holde mund omkring ting, der flyder over indeni mig på den måde. Det var han vist lidt forbavset over at høre, tror jeg. Nå. Men vi fandt endelig kaffe og vi tog den med os, for det ville være en skam at sidde indenfor i det skønne vejr. Bagefter kom vi forbi en park og et par – hmm, rustikke? – bænke med et solidt plankebord imellem. Og så satte vi os på hver vores bænk og snakkede løs. Jeg smed først jakken, så sandalerne. Trak fødderne op under mig. Til sidst solbrillerne. Det føltes ok nu. Når jeg er udenbys, har jeg det med at sammenligne alt med min egen by. Skete selvfølgelig også denne gang, og her efterfølgende synes jeg, at jeg i starten kom til at plapre lige lovlig meget om hjemby og forskellighed og andet i den dur. Eller. Det var måske nærmere hele vejen igennem, at jeg blev ved med at vende tilbage til bysnak. Super.

“Jeg er god til af aflæse damer,” nævnte Læseren på et tidspunkt. “Hvad læser du så nu?” spurgte jeg og kiggede på ham. Var begyndt at slappe af sammen med ham. “Du er svær,” tøvede han. “Kompleks?” jeg lo. “Ja,” svarede han og smågrinede også. Vi kredsede hele tiden om emner som dating og sex og alt, der måtte følge med. Syntes, det var en meget ærlig snak. Men hvorfor også holde noget tilbage, tænkte jeg. Læseren vidste jo alligevel næsten alt om mig på lige dette punkt. “Måske jeg også var nervøs før,” sagde han, “jeg føler mig en del roligere nu.” Og det må have været sandt, for selvom jeg syntes, at vi var to ret forskellige typer, fungerede det efterhånden helt fint mellem os. Han var nem at snakke med. Ligesom i telefonen. Jeg var spændt på, om han ville bruge sine dameteknikker på mig. Faktisk tror jeg slet ikke, han kan lade være. Og der var et spil mellem, det er jeg slet ikke i tvivl om, der var. Men ville andet ikke også have været sært, når to så flirtende mennesker mødes på grove bænke og deler hemmeligheder? “Du må spørge mig om alt,” slog han flere gange fast. Så det her direkte blik. Lidt skråt. Lidt uskyldigt. Og så alligevel. Det var altså en sød måde at sige det på. “Er der da noget bestemt, du gerne vil have, jeg spørger om?” smilede jeg og kiggede op på ham gennem øjenvipper. Nåhr. Han trak lidt på det. “Jamen, så prøv du at spørge mig om noget i stedet for,” mit smil blev en kende bredere. Ved ikke, om han havde brug for at tage tilløb først, men sådan opfattede jeg det. “Havde du tænkt på, om vi skulle knalde?” spurgte han så. “Ja! Det havde jeg faktisk,” svarede jeg prompte. Læseren så overrasket på mig. “Jeg havde overvejet, om det måske var derfor, du ville drikke kaffe med mig. Men så tænkte jeg også, at du heller ikke lod til at have bagtanker på den måde.” Han rystede på hovedet. Nej. Ingen bagtanker. “Desuden har jeg mega menstruation, så at knalde kommer jeg i det hele taget ikke til med nogen som helst i dag,” tilføjede jeg og tog et hvæs af smøgen. Læserens latter var umiddelbar. Og så snakkede vi ellers videre, mens folk omkring os luftede hunde og solede sig og slæbte på indkøbsposer. Efter godt tre timer brød vi op med lovning om at ses igen en anden gang.

Det havde været rart at møde Læseren. Mit bryst var senere på eftermiddagen helt lyserødt af at have siddet så længe i solen sammen med ham. Jeg er stadig en smule i tvivl om, om han ser mig som mig eller Frøken Kløe. Men. Måske det også kan være svært at skelne, når man ikke kender hinanden bedre. Er desuden heller ikke noget, der går mig lige så meget på, som det gjorde, da jeg stod i skyggerne. Og jeg var endnu så forfjamsket, da han galant betalte for vores kaffe, at jeg vistnok helt glemte at sige tak. Så. Tak, Læser.

Karneval med Superman

Aaah. Karneval. Årets fest. Søster og jeg bruger hvert år lang tid på at udtænke sjove kostumer. Denne gang var ingen undtagelse. Selvom vi ikke lige havde kalkuleret med hvor upraktisk det skulle vise sig at være med så voluminøse gevandter i optoget. Men hvilken rolle spiller det også, når ens udklædning efter min egen beskedne mening så absolut lå i top ti af mest gennemførte? Ingen! Ha!

Der findes måske dem, som aldrig har oplevet karneval. Til disse kan jeg oplyse, at det nogenlunde foregår sådan, at man først og fremmest planlægger sit kostume med største omhu. Man er gerne flere, der klæder sig efter samme tema. Sådan helt ens. På selve dagen står man ulideligt tidligt op – måske man trækker i udklædningen hjemmefra, måske man venter, til man er samlet med sine venner, sin gruppe. Men hvorom alting er, så mødes man altså med vennegruppen på karnevalsmorgenen og spiser morgenmad sammen. Og drikker og fester. Sådan. Rigtig, rigtig meget. For Søsters og mit eget vedkommende var det det samme som altid: Vækkeuret ringer på den gale side af klokken syv. Søvndrukken småsludren mens vi på bare, matte ben vakler rundt i lejligheden. Jeg er som regel nødt til at snyde og tage en lillebitte skålfuld skyryoghurt på forhånd, for jeg er en af dem, der er udstyret med et bundløst hul af glubende appetit straks jeg vågner. Dernæst selve udklædingen. Var simpelthen lige i øjet. Siger det bare. Justerede alt en sidste gang. Der blev brugt godt med gaffa og glimmer. Også solfaktor af den højeste slags, for Yr havde sjældent set så fin og lovende ud. Slutteligt sminke. Glimmer igen. Og så målrettet vandring gennem byen, som summer på den helt specielle måde, man kun oplever en gang om året. Det er det allerbedste tidspunkt på hele dagen, synes jeg. Komplimenter og glade tilråb fra forbipasserende karnevaldeltagere, der netop selv foretager samme morgenmarch. Vi fortrød, at vi havde valgt at droppe trækvognen. Plastikhankene gav op under posernes vægt allerede inden vi var nået halvvejs. De var læsset med sixpacks og flasker. Musik i alle gader. Vejret var, som forventet, strålende. Vi sagde til hinanden, at vi skulle huske at drikke vand. Mine arme rystede af anstrengelse og varme, da vi endelig nåede frem. Så morgenmad. Baileys i kaffen. Shots. Øl, øl, øl. Altsammen inden klokken slår ti. Vi hang ud af vinduerne og piftede og hujede og dansede.

Vi var kun ganske kort med i optoget. “Det er for varmt,” gispede nogen. “Vi skal ud,” råbte en anden. Rådslagning i en sidegade. Hvad nu? Der var dem, der gerne ville tilbage og fortsætte ruten. Mens andre helst ville finde en fest et andet sted. Jeg så et par – en ung pige iklædt voldsomme mængder tyl og en bestøvlet cowboy – forsvinde fnisende sammen om bag et par containere. Pisset løb som små bække om fødderne på os, mens vi stod og diskuterede. Solen bagede. Jeg vil tro, at der næsten må have været over tredive grader inde i midten af optoget, da det var værst. Sådan føltes det i hvert fald. “Vi har ikke mere vand,” sagde Søster. Det afgjorde sagen. Og vi var to, der var blevet inviteret til samme fest et stykke derfra, så nu gik vi alle i samlet flok derhen.

Det viste sig at være en baggårdsfest. Folk lå mest på tæpper og dasede i etageejendommenes skygge. Men der var også frisbee og grill. Plænen må være blevet klippet nogle dage forinden; det tørre, afskårne græs klæbede overalt til det fleecetæppe jeg endte på. Store højtalere var blevet slæbt ned i gården, playlisterne var lange og hyggelige. Musikken blev styret af en enhjørning (horn i panden, pailletter på trøjen og behårede, pink benvarmere) siddende i hvid plastikstol under en parasol, mens han vippede taktfast med sin bajer mod låret. Der blev brændt røgelse af et sted bag mig. Et kærestepar lå og så kærligt på hinanden, den ene aede den andens kind, som kvitterede med kys. Jeg kiggede rundt på alle disse skønne mennesker og følte mig meget levende, meget heldig. Det var der, jeg opdagede ham. “Ham derovre,” sagde jeg til en veninde og udpegede diskret den mand i superheltekostume, som i samme øjeblik krydsede gårdens plæne. Rykkede mig lidt nærmere veninden, sænkede nakken. “Han er virkelig flot,” fnes jeg. Hans ansigt var solbrunt. Vi fulgte ham begge med øjnene fra bagdør til tæppeland. “Så tag ham,” grinede hun. Svarede, at det kunne hun lige tro, jeg ville. Det må have været en varm udklædning, sådan med kappe og det hele, og det varede da heller ikke længe, før han smed det og i stedet trissede rundt kun iført de røde underbukser. Hans bare overkrop viste sig at være lige så brun som ansigtet.

Der gik nogle timer. Jeg snakkede med en del forskellige mennesker. Der var især den her lyshårede fyr som var vældig sød og virkede ret interesseret i mig. Vi grinede og pjattede. Indtil jeg fandt ud af, hvor ung han i virkeligheden var. Tror selv, han havde regnet med, at jeg var yngre, for han så lidt betuttet ud, da jeg afslørede min alder. Nå ja, mange antager ofte, at jeg er omkring fire-femogtyve. Det må skyldes min enormt spændstige hud. Hm. Men derefter forsvandt den lyshårede hurtigt. Jeg så mig lidt omkring. Dér sad Iværksætteren på en solseng. Vi sørgede begge omhyggeligt for ikke at kigge på hinanden. Selvfølgelig var han her. Ved, vi begge kender dem, der holdte festen. En dame kom hen og satte sig ved siden af ham, lagde ansigtet mod hans hals. Han kælede hende på ryggen og så forelsket ud. Det gjorde mig glad at se.

Ovre ved en sandkasse stod et kæmpe plastikmonstrum af en baljelignende sag. Vi fandt en vandslange og snart var baljen fyldt. Kølede fødder og underben hvilket resulterede i, at vandet blev fyldt med tørt græs. Jeg gik tilbage til tæpperne for at hente et par øl, og da jeg kom tilbage, stod Superman og Søster og plaskede. Et eller andet sted havde de åbenbart fundet to par dykkerbriller, for nu stod de med dem i hænderne og sagde, at vi skulle lege en leg. “Find det, der ikke hører til på havets bund,” sagde Søster dramatisk og kastede shotsglas og kapsler i vandet. Superman og jeg greb hver en brille, faldt på knæ foran baljen, råbte: “En-to-tre-NU!” Og med hovederne først plaskede vi kort efter rundt. Jeg vandt. Det dryppede fra Supermans mørke hår, da han smilende lykønskede mig. Wow. Sikke nogle øjne. Mit kostume var gennemblødt. Det varede ikke længe, før vi sammen dansede rundt på græsplænen for at blive tørre igen.

Resten af dagen sad Superman og jeg ved siden af hinanden oppe ved musikken. Enhjørningen var væk, så nu var det os, der styrede playlisterne. Satte de mest old school numre på, som vi kunne komme i tanke om. Hvor kunne vi snakke om alt, som vi sad der og forsøgte at overgå hinanden med Salt-N-Pepa og TLC. Hvor var han sød, og hvor grinede vi højt. Jeg var plantet på mos, det var så blødt under fingrene. Rettede på mit tøj og måtte nogle gange bly slå blikket ned, når han kiggede opmærksomt på mig. Tænkte, at jeg havde ledt efter en som ham. “Jeg har set dig før,” bemærkede Superman. “Måske på Tinder?” foreslog jeg kækt. Det var ment som en spøg. “Ja,” svarede han. Var ikke helt sikker på, om jeg også var stødt på ham derinde. Bad om at måtte se hans profil. “Hvis jeg må se din,” smilede han, og vi talte endnu en gang ned med hver vores telefon parat. Han så sød ud på sine billeder. Men de kunne slet ikke måle sig med den bombe af maskulin udstråling, der nu sad lyslevende foran mig. “Så burde vi jo næsten matche,” sagde jeg. “Det burde vi,” nikkede han.

Der blev tændt bål sent om aftenen. Superman og jeg grillede resten af de pizzastykker, vi fandt i en stak af pepperonifedtede, efterladte papbakker. Nogen havde været så venlig at købe aftensmad til os alle. Superman var trukket i sin blå trikot igen. Jeg havde fået kappen på. Det var egentlig bare et stort, rektangulært klæde af rød nervøs velour bundet om halsen. “Vi skal i byen,” Søster kom tumlende med en mindre flok i hælene. “I byen, i byen,” hujede de alle. Så vi gik fra haven gennem gader, der flød med glasskår og stank af sprit og møg. Vejene var klæbrige. Kappen daskede mod mine haser. Superman gik ved siden af mig. Flokken skiltes så småt, efterhånden som vi kom frem, og især da vi ramte de første barer. Sådan har man jo altid forskellige præferencer, når man går i byen. Men vi var fem som fortsatte sammen. Havde jeg følt, at optoget tidligere på dagen havde været varmt, var det intet i forhold til den kvælende, trykkende hede, der her slog mod os. Alt for mange mennesker samlet på alt for lidt plads. Vi forsøgte at danse, men kunne knap få luft. Og jeg kunne mærke på min krop, der pludselig blev så tung og træt, at den havde været i gang i noget der snart mindede om tyve timer. Vi gik udenfor. “Jeg skal have vand,” mumlede jeg og følte mig næsten desperat af tørst. Min mund var helt tør. De andre var enige, Søster sad ligefrem og hang med helt opkogte kinder. Superman og jeg gik mod den nærmeste kiosk. Proppede begge favnen fuld af kolde vandflasker, hvis klare plastikoverflader drev af fugt. På vej tilbage havde samtlige bargæster tilsyneladende bestemt sig for alle at begive sig i den modsatte retning end os, og vi stod bogstavelig talt i urokkelig stampe, kunne hverken komme frem eller tilbage. Der var en asen og masen uden lige. Jeg rakte ud efter min Superman, men blev øjeblikkeligt presset tilbage. Vores hænder greb ud i den tomme luft. Kunne se ham glide længere væk i mængden, og jeg nåede at mærke klaustrofobien strejfe min ryg, inden jeg hørte ham råbe mit navn og med stærke arme række ud og få fat i mig. Min hånd var lille og fugtig i hans store og ru. Min pande i hans armhule, mens han lagde armen om mig og banede vej. Søster drak grådigt af flaskerne, da vi endelig nåede tilbage. Herefter var det som om, at vi alle mistede gejsten lidt. De andre gik mod smeltet ost og baconfedt, mens Superman og jeg fulgtes hjem. Tog en mindre befærdet omvej. Vi sludrede og gabte. På et gadehjørne stod vi foran hinanden med generte smil og sagde farvel. Og jeg vidste, han ville kysse mig, før det skete. Ville ønske jeg kunne sige, at det var et fantastisk kys. Sådan et der er blevet bygget op gennem en hel dags flirten. Men hele min krop føltes så knastør og dehydreret. Den smule spyt, der måtte befinde sig i mundhulen, var tyktflydende og hvidt; jeg havde selv set det i et skåret toiletspejl kort tid forinden. Jeg trak mig hurtigt væk fra Superman. “Ej, undskyld,” udbrød jeg forlegent, “normalt har jeg altså meget mere spyt end det her, så er jeg slet ikke så tør at kysse på.” Heldigvis lo han bare. “Men jeg vil gerne se dig en anden dag,” fortsatte jeg. “Kaffe?” spurgte han. Jeg nikkede glad. Det var det bedste karneval, jeg nogensinde har været til.

I dagene efter var jeg flyvende. Fandt Superman på Facebook. Vi skrev sammen. Han var lidt sen til at svare nogle gange. Men jeg vidste, at hans arbejde, som kan være på nogle lidt sjove tidspunkter, gjorde, at han ikke altid kunne svare lige med det samme. Så det var ok. Mindede ham om det med kaffe. Sagde, at jeg altså stadig var interesseret, hvis det skulle være. Dog blev det straks noget sværere at finde en specifik dag, hvor vi kunne mødes. Men jeg var jo klar over, hvor tidskrævende hans sport, som han går op i med liv og sjæl, kunne være. Så det var vitterligt helt i orden. Han foreslog lørdag. Det var en måske-aftale. Ville komme an på vejret, tilføjede han. Men jeg var også helt med på, at hans hobby, som er et større projekt sammen med nogle kammerater, afhang af netop dette. Og alt det der – arbejde, sport, hobby – det er fint for mig. Men jeg hader at stå på stand by på den måde. Tilsyneladende var det komplet umuligt at finde en anden dag, der passede ind i hans travle kalender. Så jeg lod mig overtale og gik med til at være Supermans måske-date trods en dump, gnavende følelse af begyndende irritation i mellemgulvet. Bryder mig ikke om at være nummer to. Og jeg kunne jo se, da det endelig blev lørdag, at vejret vist ikke var optimalt, men jeg hørte alligevel ikke noget fra ham. Ikke før jeg selv skrev og spurgte, om kaffen ville blive til noget eller ej. Det ville den ikke. For kammeraterne og han fandt på noget andet. Vi har ikke snakket sammen siden.

   

Et perfekt knald

Da jeg vågnede, var det uden tømmermænd. Til gengæld var det til noget langt værre. For var der noget, der denne formiddag ikke herskede nogen tvivl om, så var det, at jeg under ingen omstændigheder er typen, der magter at administrere min telefon, når jeg har fået noget at drikke. Min far ringede grinende, spurgte om jeg havde haft en sjov aften. “Det lød i hvert fald sjovt,” sagde han. Jeg havde tilsyneladende ringet til ham mellem bodegabesøg og forsøgt at fortælle noget. Men det havde været lidt svært at forstå, når alle mine s’er blev til sch og d’er til t-lignende lyde. Bagefter skrev min veninde. “Jeg glæder mig til du vågner, så du kan læse, hvad du skrev til mig i aftes 😉Scrollede gennem Messengerkorrespondancen. Den var foruroligende lang. Næsten ulæselig. Men så vidt man kunne tyde, var det i hvert fald noget med, at jeg havde fundet en nuttet mand, der ikke vil have børn. Tog en dyb indånding, inden jeg åbnede Snapchat og afspillede min egen story. “Schid li’ schtille, schå cha’r jeg et billed’,” råbte jeg på et videoklip, mens Spurven kravlede rundt på en statue. “Jeg cha’r et billed’ nu, Schpurv,” lød det. Og han må have syntes, at statuen så ud til at savne lidt omsorg, for i samme øjeblik slikkede han på dens algeplettede overflade. Hvortil jeg grinede hysterisk. På næste klip havde jeg fundet nogle, der på et gadehjørne sad og spillede trommer. Her valgte jeg så at prøve et par samba-moves af. Og sådan fortsatte jeg raskt med at dokumentere resten af min aften. Derefter opdagede jeg til min store beklagelse, som jeg lå der under dynen med en mund som fugtigt råd, at jeg tilmed også havde sendt mærkelige mails og tosset rundt på Instagram. Fucking fantastisk.

Brugte derfor langt størstedelen af lørdagen på brandslukning. Ringe til folk og undskylde. Ved egentlig ikke rigtig, hvor godt det gik med netop sidstnævnte, for jeg var stadig godt og grundigt beruset det meste af dagen. Underligt, tænkte jeg. For jeg havde da fuldstændig styr på sagerne i aftes, jeg havde da ikke drukket for meget? Pokker til guldøl. “Skal jeg komme og passe dig lidt?” spurgte min veninde. “Ja tak,” mumlede jeg og følte mig pludselig ret elendig. Pasningen foregik mest sådan, at jeg rendte rundt og skældte ud over ikke at kunne finde et eneste sted i byen, hvor man kunne opstøve en ærlig omgang quesadillas. Gerne med ekstra ost, tak. Alt imens veninden var ved at dø af grin over – ikke kun den pinlige Messengerkorrespondance, som åbenbart stadig skabte stor moro – at jeg endnu var så langt fra ædru, som nogen kunne være.

Da mørket og tømmermændene lidt senere faldt på og vi sammen lå på min sofa med kold Cola linet op foran os, skrev Fyren Fra Facebook“Hej Frøken Kløe 🙂 Tak for i aftes, det var fedt at se dig! Nu kan du jo ikke sige nej til at mødes?” Ork. Nå ja. Kom i tanke om ham. Hvad var det nu jeg havde sagt? Åhr. Noget med at han skulle skrive til mig igen? Fik helt dårlig samvittighed. For jeg havde ikke den mindste lyst til at ses med ham. Det blev et rimelig tamt svar, hvor jeg undskyldte mange gange og forsøgte at forklare, at man på ingen måde bør tro mig over en dørtærskel, når jeg er i sådan en tilstand, som jeg befandt mig i, da han stødte på mig.

Vi så Outlander, veninden og jeg. Igen-igen. Jeg insisterede på afsnit syv; som den glade Outlanderfan naturligvis har fuldstændig styr på hvad indebærer. “Hej smukke – er du stadig frisk på i morgen?” skrev Enspænderen midt i det hele. Perfekt timing, det må man give ham. Og selvfølgelig var jeg frisk. Vi blev enige om at finde et nærmere tidspunkt næste dag.

Om søndagen vågnede jeg tidligt. Nød morgenkaffe på mit solskinsspot nede i gården. Vejret var dejligt, der var allerede lunt. Sprang i træningstøjet og cyklede nynnende i fitness. Der stod allerede en mindre flok damer og ventede foran holdsalen. Faldt i snak med en af dem. Bemærkede en høj skikkelse lidt til venstre for mit synsfelt. Drejede hovedet. Danseboy smilede til mig. Egentlig havde jeg bestemt mig for, at næste gang jeg så ham, så ville jeg spørge efter hans navn. Men jeg må være blevet kureret noget så eftertrykkeligt for nogensinde at kontakte flere af mine boys igen, for jeg vendte mig hurtigt bort. Ikke en eneste gang i løbet af holdtimen fandt mit blik hans, og jeg skyndte mig i dækning i omklædningsrummet, så snart vi blev sluppet løs.

Atter hjemme på tredje sal fik jeg omsider styr på det rod, der natten forinden havde afholdt mig fra at invitere Enspænderen med op. Lakerede negle. Stod længe foran spejlet og sørgede for, at hvert et hårstrå sad præcis som det skulle. Pudder, rouge, mascara. Hvid t-shirt og sorte bukser, der stumpede ved anklen. “Hvad så, Enspænder?” kunne jeg endelig skrive, “skal vi kneppe?” Han var ikke sen til at svare. Kort efter havde vi aftalt både tid og sted. Eftersom min lejlighed ikke blot var ryddelig men også duftede mildt af Ajax fra samtlige overflader, gik jeg med til at lade det foregå her.

Det første han gjorde, da han trådte indenfor, var at kysse mig. En hånd på min hofte, underarmen mod min lænd, sådan hev han mig ind til sig. “Hej!” sagde jeg, da vi slap hinanden. “Hej!” han gav mig et sidste smækkys. “Skal jeg vise dig rundt?” spurgte jeg. Det var hurtigt gjort. Har en ret lille lejlighed. “Her er hyggeligt,” smilede han. Stod lidt og kiggede på hinanden. Så tog han fat i mig igen. Vi kyssede længe. Var overmåde tilfreds med, at han bare gik direkte til værks på den måde. Jeg smed t-shirt og bukser. Stadig kyssende trak vi ind mod soveværelset. Uden han havde sagt noget, forstod jeg, at jeg skulle lægge mig. Han skrællede langsomt trusserne af mig. Hævede forventningsfuldt underlivet en smule mod ham. Og så slikkede han mig fuldstændig himmelsk. Åh! Her var endelig en mand, der har fattet, at man ikke skal gå lige på det allersjoveste, allerfølsomste sted som det første. At man gerne må give inderlår, kønslæber og andre folder og flapper lige så stor opmærksomhed. Gned taktfast min kusse mod Enspænderens underansigt. Han stoppede. Trak sit tøj af. Og uden at bryde øjenkontakten rullede han med øvet hånd kondomet på plads. Han ville gerne have mig øverst. Fint nok. Men. Ok, hør lige. Jeg plejer som regel at leve efter devisen: Hellere for lille end for stor. Altså. Pikken. Ik’. Og jeg troede virkelig aldrig, jeg skulle sige det, men jeg kunne godt have brugt den en my større. Det viste sig nemlig, at det der med at ride Enspænderen måske ikke var den bedste stilling, for han blev ved med at falde ud. Skulle ikke bevæge mig ret meget, før det skete. Ingen af os var tilfredse, det var tydeligt. Så gik det straks bedre med mig nederst. Sådan. Meget, meget bedre. “Hvorfor stopper du?” udbrød jeg forpustet, “lad være med det.” “Jeg er lige nødt til at holde en lille pause,” han sitrede. “Er du bange for at komme?” spurgte jeg. Han nikkede forpint. “Men jeg vil jo gerne have, at du kommer. Det tænder mig,” forklarede jeg. “Ja?” han begyndte så småt at røre på sig igen. Som svar greb jeg ham om ballen. Og så kneppede han løs, indtil han kort efter brølede mod loftet.

Vi lå tavse en stund og vidste vist ikke rigtigt, hvad vi skulle sige til hinanden. “Skal jeg vise dig et trick?” spurgte jeg. Da han opdagede, hvor min hånd var på vej hen, var han selvfølgelig mere end klar på at se alverdens tricks. “Vent,” han standsede mig og lagde sig til rette et sted nede mellem mine ben. Lå på siden med hovedet hvilende mod håndfladen, mens han kiggede mig lige op i mit allerhelligste. “Skal du ligge sådan og se det?” grinede jeg og blev en lille smule genert. Han sagde, det var den bedste måde at lære på, og så fulgte han opmærksomt med, da jeg gik i gang. Det varede selvfølgelig ikke længe, før han ikke kunne holde fingrene for sig selv. Det gjorde mig nu ikke spor, han måtte gerne hjælpe til. Og snart spasmede mine ben, og jeg hvinede næsten lige så højt som han få øjeblikke tidligere.

Derefter gik snakken nemmere. Tingene var meget afslappet mellem os. Enspænderen lå stadig med hovedet nede mellem mine ben, med en finger fulgte han hudens linjer. “Du har en rigtig flot kusse,” roste han. Jeg fortalte om mine flytteplaner, han nikkede og lyttede. “Jeg er altså sulten. Har du noget imod, hvis jeg smutter hjem nu?” spurgte han. Det havde jeg ikke. Vi trak i tøjet sammen, tog bagtrappen ned i gården, hvor vi delte en smøg. “Du kan komme hjem til mig næste gang, hvis du har lyst?” han gav mig et kram som afsked.

Jeg var henrykt. Det hele havde cirka taget halvanden time fra Enspænderen kom til han gik. Det er sådan, det skal være, tænkte jeg tilfreds. Så kan det godt ske, det ikke var det bedste knald, jeg nogensinde har fået. Det kan også godt ske, at Enspænderen heller ikke var den lækreste mand, jeg nogensinde har været sammen med. Men det hele havde været så dejligt ukompliceret. Der var ingen følelser at tage hensyn til, det var bare hej og knep og slut. Den overvældende følelse af afsindigt overskud og energi, der nu rullede gennem min krop var så klart at foretrække fremfor optimal pikstørrelse og den form for englesang man hører, når den får én helt op og ringe. Så på den måde havde det faktisk været perfekt. Jeg satte Despacito på, skruede så højt op, at min underbo dagen efter påtalte det, og dansede glad gennem min lejlighed.

Endelig fyraftensøl igen

Ork. Jeg er så sindssygt meget bagud med at få skrevet om alt der sker for tiden. Nå. Hm. Hæsblæsende liv, I ved. Ej. Ok. Udover at være det mest glemsomme menneske, er det vel heller ikke for ingenting, at jeg også går for at være det langsomste. Så der er nok ikke andet for, end at tage det hele fra en ende af. Vi starter med lidt øl.

Havde lige nogle dumme uger efter hele miseren med Manden På Gaden. Kløen forsvandt. Mænd er roden til alt ondt, tænkte jeg og skulede olmt efter ethvert hankøn, der måtte passere min vej. Samtidig kunne jeg vitterligt skrige af ren og skær længsel efter følelsen af varm hud mod min egen. At lægge kinden mod et bryst og høre hjerteslaget. Blide strøg langs mit skulderblad, stærke arme om min talje, ben, der fletter sig ind mellem mine. Som single savner jeg altid nærvær på den måde, men som oftest i langt mildere grad. Dog var disse dage især grumme ved mig, og jeg savnede og sukkede og trængte. Min veninde var i færd med at blive fuldstændig mesterligt forført af en spændende mand. Hjalp ikke spor på noget som helst, og jeg var ved at gå til af misundelse trods midlertidig overbevisning om det der med mænd, rødder og ondskab. Ellers en super kombination, må man sige. Misundelse og hudsult. Veninden screenshottede beskeder og sendte til mig, så vi sammen kunne dåne en smule over hvordan en sand forfører opererer.

Men da var det, jeg kom til at snakke lidt med mit gamle slæng igen. Nogen har måske bemærket, at det er lang tid siden, jeg sidst har været ude og drikke fyraftensøl. Det findes der tre grunde til: For det første havde jeg jo lige et efterår, hvor jeg havde brug for at grave mig ned. Og hvor jeg måske heller ikke opførte mig som en særligt god ven. Snarere tværtimod. Fik jeg for eksempel ikke aflyst en aftale på forhånd, lod jeg simpelthen bare være med at møde op. Fordi. Mig og mennesker dengang? Ah-ah. Det tog mit slæng forståeligt nok ganske fortrydeligt op. Kontakten ebbede ud. Omkring juletid mødte jeg tilfældigvis et par stykker af dem i byen en aften. Der måtte en del undskyldninger og bajere på min regning til, før de tøede op overfor mig. Efterfølgende forsøgte vi at finde en fredag, hvor alle havde tid til at mødes. Men se, nu rendte vi straks ind i grund nummer to – for i mellemtiden havde de nemlig alle fået kærester. Hver og en. Og i stedet brugte de hellere deres fredage på at holde en sådan i hånden. Tsk. Tredje grund skulle vise sig at være vinteren. Der var mørkt og jeg var trist og dundrede i det hele taget i fuldt firspring mod Krisen Over Dem Alle. Igen mistede vi al kontakt. Men så skrev de pludselig til mig en dag. Og forrige fredag lykkedes det os endelig at ses.

Nøj, hvor havde jeg glædet mig! Det foregik nøjagtig som i gamle dage: Hjulede gennem byen på mit Røde Lyn. Hurtigt hjem for at hælde en skålfuld havregryn i gabet. Op på cyklen igen. Vejret var helt sommerligt, jeg havde solbriller på næsen. Mødte dem på det værtshus, som engang var vores faste, inden vi fandt et andet. Vi havde ikke været der i hvad der næsten føltes som hundrede år. Alle døre og vinduer stod vidt åbne, da jeg trådte indenfor med en lun brise i ryggen. De råbte mit navn og jeg smilede glad. Spurven sad i midten. Jeg kunne se, han lige var blevet klippet. Eftermiddagssolen glødede i hans hår, der nærmest fik en dyb, gylden farve. Det så blødt ud. Fik lyst til at lade håndfladen glide henover nakkehårene. Jeg gik op i baren og bestilte øl til hele bordet, før jeg satte mig ned hos dem. Spurven havde taget sin kammerat med. Påskemanden. Det ærgrede mig en smule. Vi pligtkonverserede kort, så stemningen ikke skulle blive alt for akavet. Han fortalte lidt om et nyt projekt, jeg lod som om, det interesserede mig. Vendte os hurtigt derefter væk fra hinanden og snakkede ikke rigtigt sammen igen resten af tiden. Jeg kiggede rundt og kunne konstatere, at jeg havde været sammen med tre ud af de i alt fem mænd, som sad bænket ved samme bord som jeg. Godt gået, tænkte jeg og var svært tilfreds med mig selv. Inden weekenden var omme, skulle det vise sig, at jeg ville nå op på fire.

“Hvor har jeg savnet dig,” sagde Ekskollegaen med ansigtet meget tæt mod mit. “Vikaren har fortalt mig, at du er flyttet sammen med din kæreste,” svarede jeg. “Ja,” han kiggede væk. “Hvor er Vikaren i øvrigt?” spurgte jeg. “Han er ikke blevet inviteret. Det var der ingen grund til. Han må alligevel ikke komme med,” lo Ekskollegaen og forklarede, hvordan Vikaren bliver holdt i overordentligt kort snor af sin dame. Jeg tror nu mere, han endelig bare er faldet til ro. Godt for ham. Kan huske, hvordan han, da vi mødtes i byen i julen, stolt fortalte, at han på daværende tidspunkt ikke havde rørt noget som helst pulver af nogen som helst art i månedsvis. Jeg havde smilet og sagt, at det var vældig flot. Havde dog inderst inde ikke rigtig troet, at det ville holde i længden, for jeg har da sjældent mødt nogen så begærlig efter vildskab som ham. Tilsyneladende har han fundet en, som kan mætte ham på anden vis, og det er jo glædeligt.

“Kan du huske dengang,” begyndte Ekskollegaen, “da vi næsten knaldede?” Jeg nikkede. Selvfølgelig kunne jeg det. Vi har aldrig rigtig fået snakket om det. “Det blev lidt skørt. Synes du ikke?” sagde han stille. Nikkede igen. “Men vi var jo også helt væk,” svarede jeg og tænkte, at det netop var dengang, da Vikarens vildskab og luner endnu fik lov til at præge størstedelen af vores møder. Var lidt spændt på, om vi denne aften alle kunne finde ud af at være sammen igen uden ham som evig sol og omdrejningspunkt. “Er du sur på mig over det?” spurgte Ekskollegaen. “Nej,” smilede jeg, “det er lige meget nu.” Og så skålede vi på det, jeg gav hans hånd et lille klem.

Denne gang var en ny mand med til at drikke øl. Jeg har mødt ham før. Endda også på Tinder op til flere gange. Har aldrig brudt mig specielt om ham. Han er så arrogant, synes jeg. Han er mindst ti år ældre end mig med både grånende tindinger og skæg. Som vi sad der ved bordet med øllerne foran os, var det ikke mange ord vi fik udvekslet. Vi havde Spurven imellem os, ved min anden side sad Ekskollegaen. På et tidspunkt begyndte Spurven at fortælle sjove historier. Den nye mand stemte hurtigt i, og de supplerede nu hinanden så perfekt, at jeg til sidst næsten ikke kunne få luft af bare latter. Jeg kiggede overrasket på den nye, som viste hidtil ukendte, morsomme sider af sig selv. Han blinkede til mig. Kort efter brød vi op og begav os allesammen videre til det næste værtshus. Her kom jeg til at sidde ved siden af den nye, og jeg overhørte ham tale om at vælge tosomheden fra, om at være en enspænder, om ikke at ville have børn. Ok. Det kan godt ske, at jeg da havde fået mere end en enkelt øl, men jeg blev fuldstændig blæst bagover af Enspænderens fortælling. Han taler jo sandheden!, kan jeg huske det rungede gennem mine efterhånden lettere sejlende tanker. “Du er et sandhedsmenneske,” sagde jeg. Stirrede på ham, som om jeg først nu så ham ordentligt for første gang. Han smilede skævt. Vendte overkroppen halvt, hvilede albuen på stoleryggen. Og det næste lange stykke tid sad vi lænet ind mod hinanden og snakkede om fravalget af børn, presset fra alle kanter om at ombestemme sig. Min egen spirende usikkerhed og kaotiske, modstridende følelser – angst mikset med en sær, udefinerbar tristhed af en slags, som altid opstår i mig, når jeg nogle gange tænker på, at det der med et barn muligvis indenfor en overskuelig fremtid er ved at være oppeover for mig. Hvis det altså skal være. Engang var jeg helt sikker. Sådan er det ikke længere. Men Enspænderen var urokkelig i sit valg. Rolig. Afklaret. Jeg syntes, det var vanvittigt tiltrækkende.

“Frøken Kløe og Enspænderen har vist gang i noget dybt derovre, men vi andre vil altså ind til byen nu,” sagde nogen. Så vi drak alle ud, låste cyklerne op og trak langsomt videre. Vi fandt stedet med den bedste musik, og vi skrålede: “Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeeeg…” Ekskollegaen havde købt helflasker og fik et mindre kar med isterninger med sig. Jeg plantede mine guldøl strategisk i isen, stod dansende for enden af bordet, slog med en knyttet næve ud i luften og sang med på “Det’ mig der står herud’ og banker pååå…” Ja. Der var utroligt meget Thomas Helmig den aften. “Kom nu og sæt dig hos os,” sagde de indimellem. Men jeg havde gang i min egen lille fest, og i timevis stod jeg der for bordenden og dansede løs med mig selv. Kan huske, jeg syntes, jeg havde enormt styr på min brandert. Havde fundet en fin metode med først at tage et par slurke guldøl for så at spise en isterning. Hvilket åbenbart gav tilpas med vand indimellem til at holde mig flyvende. Øl, isterning, øl, isterning. Egentlig ret ulækkert, for jeg fandt af og til andet end is i karret, men det tog jeg naturligvis ikke så nøje på det tidspunkt.

“Isterningeleg!” udbrød Ekskollegaen. “Isterningeleg, isterningeleg, lååå-lålå-lå-lå,” sang jeg og proppede en ekstra stor en i munden. Greb Enspænderen om nakken og før jeg vidste af det, kyssede han mig, som kun en fuldvoksen, rutineret sølvræv kan. Det kom fuldstændig bag på mig, at han var så god til det. “Hvad var det?” mumlede jeg og kiggede forbavset på ham. Han grinede og afslørede lidt glinsende is mellem tænderne, før han sendte det videre til den næste, som legen kræver. “Jeg har mere,” sagde jeg og kyssede ham igen. Han lo højt, da han opdagede, at min mund var tom.

Flere isterninger, tænkte jeg og gik op i baren. En fyr stod og vinkede til mig deroppe. Kunne umiddelbart ikke rigtigt genkende ham, så jeg gik bare ned til bordet igen, da jeg havde fået mit is. Fyren fulgte efter. “Hej Frøken Kløe,” sagde han bag mig. Vendte mig og så nu, hvem det var. Åhr – det har jeg da vist forresten ikke fået fortalt? For et par måneder siden blev jeg kontaktet af selv samme fyr på Facebook. Kendte ham ikke, men han sagde, at han havde set mig før, og at han meget gerne ville drikke en kop kaffe med mig, skulle jeg have lyst. Jeg var betænkelig, syntes, han var ret ung. Han skrev mange søde ting for at overbevise mig, men enden blev, at jeg afslog. Nogle dage før denne fredag skrev han til mig igen. Om jeg ikke nok ville genoverveje mit svar? Blev vældig smigret over hans vedholdenhed, som jeg, når man tænker på, hvordan jeg selv kan finde på at opsøge mænd, heller ikke kunne lade være med at respektere. Skulle lige til at ombestemme mig og sige ja til kaffe alligevel, da jeg efter en hurtig indskydelse trykkede mig lidt længere ind på fyrens profil. Opdagede, at han var min gamle lærers søn. Den lærer og jeg havde et mildest talt anstrengt forhold til hinanden gennem hele min skoletid. Og pludselig kunne jeg kun se faren i sønnen, når jeg kiggede på hans billeder. Afgjorde ligesom sagen, og et meget bestemt nej blev sendt afsted. Men nu stod han her på en larmende, varm bar overfor mig, og jeg havde drukket øl og var i godt humør, og hørte pludselig mig selv spørge, om han ville med ud og have en smøg. Ville han selvfølgelig gerne. Snart efter charmerede han efter bedste evne, og jeg kunne ikke lade være med at synes, at han alligevel var en smule sød. “Du kan prøve at skrive igen, og så må vi jo se, hvad jeg svarer denne gang,” snøvlede jeg kælent, inden jeg gik indenfor igen.

Klokken var mange. Der var næsten blevet lyst udenfor og jeg var efterhånden knap så flyvende. Sad og hang og gabte. “Skal jeg følge dig hjem?” spurgte Enspænderen. Og jeg livede straks op, for der var ikke noget jeg hellere ville end at blive fulgt lidt på vej af ham. Vi købte pomfritter, kastede i spøg et par stykker efter hinanden, mens vi fortsatte mod min gade. “Tak for i aften,” sagde jeg og vendte mig om mod ham, da vi nåede hoveddøren. Han svarede ikke, men kyssede mig bare igen på sin rolige facon. Jeg sukkede, da hans hånd fandt mit bryst. Det var så tydeligt, at han havde prøvet det her et utal af gange før, og jeg lod mig trygt smelte. En finger lirkede prøvende ved nederdelens linning, jeg nikkede umærkeligt, hans hånd gled ned. “Du er jo helt våd,” hviskede han. Det var jeg virkelig. Fuldstændig. Drivende. Jeg lagde hovedet på hans skulder, næsen mod hans hals, stønnede sagte da den første finger gled op i mig. Det var så langsomt. “Tag mig med op,” bad han hæst. Åh, hvor havde jeg lyst. “Ikke i aften,” måtte jeg svare. Forklarede dernæst halvflov, at jeg havde en alt for rodet lejlighed til at kunne lade ham se den. Enspænderens latter var dæmpet, hans ånde som lette pust mod min pande. En anden finger fandt plads ved siden af den første. “I morgen har jeg tømmermænd, men på søndag vil jeg gerne kneppe med dig,” foreslog jeg. Han kneb øjnene hårdt i, da jeg strejfede den bule der hurtigt blev hårdere og hårdere. “Ja,” nikkede Enspænderen stakåndet, “det vil jeg gerne. Meget gerne.” Trak hans hånd op fra nederdelen igen. “Så skriv til mig, så finder vi ud af noget,” smilede jeg over skulderen og låste mig ind i opgangen.

Sex med Manden På Gaden

Det var en fredag aften. Jeg vidste, den var gal i samme øjeblik, Manden På Gaden trådte ind i min lejlighed. Med lange skridt og stadig med sko og jakke på gik han direkte ind i stuen og kiggede rundt. “Aha!” udbrød han, “du kan lide Nolde?” Han nikkede mod akvarellen over spisebordet. “Ja. Jeg er især glad for hans umalede billeder,” svarede jeg. Manden På Gaden kommenterede bare tørt, at Emil Nolde jo var nazist. Tak. Kender historien. Det var de allerførste ord mellem os nogensinde. Jeg kiggede spørgende ned på hans fødder, der i dette øjeblik stod plantet midt på mit gulvtæppe. “Nå ja,” mumlede han og gik ud til knagerækken i entreen. Skoene stillede han på dørmåtten.

Inde i stuen igen stod vi og kiggede lidt på hinanden. Han så ud, som jeg huskede ham. Havde en mørkeblå sweater på. “Såeh. Skal vi -,” begyndte jeg og ville have spurgt, om han ikke ville med ind i sengen med det samme, da han nervøst afbrød mig: “Jeg er altså vant til at snakke med folk inden. Du ved. Inden man gør mere.” Jeg havde forestillet mig, at vi straks ville kaste os i armene på hinanden. I min fantasi blev der jo aldrig sagt noget mellem os. “Åh,” gjorde mig umage for ikke at lyde skuffet, “du foretrækker at snakke først? Jamen. Ok. Det kan vi vel godt.” Slog med en håndbevægelse ud mod sofaen. Naturligvis, beroligede jeg mig selv, det giver god mening lige at skulle finde hinanden først. Manden På Gaden satte sig midt i sofaen, mens jeg holdt mig mere på kanten. Han spurgte ind til mit arbejde. Jeg fortalte og forklarede. “Man skulle ikke tro, at du har sådan et job,” sagde han, “du er mere en type, hvor man tænker, at du nok laver noget kreativt. Er kunstner eller sådan noget.” Jeg lo lidt. “Ja, det har jeg hørt før. Sådan plejer folk at sige. Men nu er det sådan her, det blev.” Så snakkede vi om hans job. Han nævnte i den forbindelse, at han havde datet enormt mange psykologistuderende. Jaså. Det stod meget hurtigt meget klart, at vi ikke havde noget som helst til fælles. Der var ingen ild. Ingenting. Den første halve time prøvede jeg alligevel optimistisk at skabe en glød, lidt røg, bare et eller andet mellem os, og jeg deltog lige så aktivt i samtalen som han. På et tidspunkt kom vi selvfølgelig også omkring hjemby som nærliggende emne. Vi kendte de samme mennesker. Især faldt snakken på én bestemt, min barndomsven, der døde ung, pludseligt. Jeg fortalte stille, at jeg havde været til begravelsen. Det havde Manden På Gaden ikke. “For det ville jo være det samme som at tage til globryllup. Man kommer kun for sladderens skyld,” forklarede han. Sagde, jeg syntes, det handlede om respekt. “I så fald havde man holdt sig væk,” han hævede stemmen. Jeg fik kort lyst til at give ham et hårdt puf, men nøjedes med at sige, at vi vist ikke var enige. Stemningen var underlig. “Dine ekskærester, de mænd, du har været sammen med – har de været høje?” spurgte han ud af det blå. Og med tanke på både Eksen og Sommermanden, som begge må siges at kunne gå for at være et par velvoksne mandfolk, svarede jeg, at ja, det har de som regel været. Manden På Gaden kiggede ned i gulvet. Han er på min højde.

“Ah,” han udpegede sig en bestemt bog i min reol. “Den har jeg også,” smilede han. Jeg havde glemt, at jeg har den. Sådan. Næsten. I hvert fald. Er det sidste levn fra Sommermanden, som jeg i efteråret ikke nænnede at smide ud. Dumt, tænkte jeg. For nu ville Manden På Gaden selvfølgelig til at diskutere temaer. Lavede hurtigt en mental note om at huske at få ryddet op i reolen, for der fandtes tydeligvis bøger, som ikke længere hørte til der. “Det er ikke min. Eller. Det er det. Men jeg har ikke læst den færdig,” prøvede jeg. Han ville vide hvorfor. Svarede undvigende noget med, at det havde der alligevel ikke været nogen grund til. Manden På Gaden fortsatte med at være meget interesseret i at vide, hvem der helt præcis havde foræret mig bogen. Men da det efter nogen tid gik op for ham, at han ikke ville få mere ud af mig desangående, kastede han i stedet opmærksomheden mod noget nips, jeg har stående. Som jeg har fået af Eksen. Det var sgu da utroligt. Og jeg tror, han må have opfanget den klang af smerte, der altid opstår, når jeg omtaler Eksen. For nu spurgte han venligt ind til ham, og jeg blev lullet ind i rarhed og kom til at sige for meget. Manden På Gaden lod en analyserende bemærkning falde, jeg fortrød i samme øjeblik den opståede fortrolighed mellem os. “Jeg gider ikke tale med dig om ham,” sagde jeg i en stram tone.

Jeg betragtede Manden På Gaden, mens han ufortrødent fortsatte sin ordstrøm om fuldstændigt ligegyldige emner, og jeg kunne mærke, hvordan jeg lige så stille blev tændt mere og mere af. Der var næsten gået en time. Havde en del besvær med at genspille min vante film. Hvordan var det nu, det var? I en trappeopgang? Det skal blive lyv, tænkte jeg. Nu var jeg trods alt kommet så langt. Da der blev en kort pause i Manden På Gadens tale, lagde jeg min hånd på hans og sagde: “Nåhmen. Måske vi skulle lave noget andet?” Men han kiggede på mig og så ud til at befinde sig i vildrede. Han sank, adamsæblet bevægede sig op og ned. Snublede nervøst over ordene, var tydeligvis ikke klar til at gå videre endnu. Herefter tog jeg mig selv i flere gange at forsvinde helt væk, mens han snakkede. Min hibiscus er begyndt at blomstre igen, tænkte jeg. Betragtede de lyserøde blade ovre i vindueskarmen. Manden På Gaden brummede monotont i baggrunden. Den har opført sig underligt længe, planten. Nærmest gået i dvale. “Du har svært ved at holde øjenkontakt,” bemærkede Manden På Gaden og ruskede let i mit knæ, rev mig ud af funderinger over, hvad jeg mon har gjort anderledes, siden hibiscussen blomstrer så fint igen. “Er du færdig med at snakke nu?” sukkede jeg. Det var ikke meningen, at det skulle lyde sådan. Det var det altså ikke. Han kiggede såret på mig. “Det er bare. Jeg troede ikke, vi skulle sidde sådan her,” undskyldte jeg. “Vi kan godt. Altså. Vi kan godt gøre det nu,” sagde han endelig.

Egentlig gik det første kys fint nok. Det var ikke et dårligt kys. Måske sådan et hvor man tænker, at der kunne være brug for lidt øvelse og lidt bedre kendskab til hinanden. Jeg foreslog hurtigt at rykke ind i rummet ved siden af. For nu skulle det altså være. Inde i soveværelset pressede han mig op mod klædeskabet. Et gammelt, vakkelvornt skrummel jeg fandt på Den Blå Avis engang. Kunne høre de på skabets top placerede urtepotter klirre. Han masede, fumlede ved mine lår. Fingrene prikkede hårdt og fór lynsnart henover mig. Han kyssede mig nogle gange på munden, men havde mest travlt med noget på min hals. Jeg er faktisk ikke helt klar over hvad. Og var det ikke sket før, var det i hvert fald her, jeg så småt indså, at hvad der dernæst skulle til at ske nok ikke ville komme til at gå helt som planlagt. Jeg stod og kiggede lidt op i loftet og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, mens hans hænder stadig rasede rundt. Besluttede mig for at prøve at hjælpe ham lidt. Smækkede benet op om hans hofte. Greb om hans kinder og forsøgte at guide ham væk fra halsen. Til sidst smed jeg blusen. Han trak vejret i små stød. “Skal jeg lukke døren?” spurgte han. Hans stemme var blevet lys og luftig. Han læspede. “Det må du selv om. Ikke for min skyld. Men du må gerne tænde lyset, hvis du har lyst,” svarede jeg, for der var dunkelt i soveværelset. “Nej! Vi skal have det slukket,” Manden På Gaden lukkede døren ind til stuen, hvorfra lyset indtil da havde strømmet. Nu var der helt mørkt. Jeg kunne kun skelne ham som en endnu mørkere masse. Nu gør vi det altså, tænkte jeg – vi skal bare lige i gang. Tog resten af tøjet af. Væltede om i sengen. Jeg lå halvt under ham. Prøvede at vise ham, hvad der skulle gøres. Hvor han skulle røre mig, hvor der skulle aes, hvor der skulle kysses og hvor der skulle klemmes. Efter lidt tid begyndte jeg at opfatte hele hans asen og masen som havende noget desperat, febrilsk over sig. Stadig det gispende åndedræt. Det var de samme hurtige fingre. Jeg stoppede brat op. Lå og glippede lidt med øjnene og følte mig usikker. Mænd plejer jo at vide, hvad der skal ske. De skal sjældent hjælpes særligt meget. De ved jo, hvordan man gør. Men her var det som om, jeg viste ham alt for første gang. Og jeg fik pludselig den frygtelige tanke, at Manden På Gaden var jomfru.

Jeg tror, han troede, at jeg gerne ville slikkes. Men ak. Det er jo sjældent noget for mig. Man må sige, at det heller ikke hjalp spor, at det så absolut virkede som om, at Manden På Gaden kun bevægede hovedet ned mellem mine ben, fordi han havde en idé om, at han skulle. Med en meget tør tunge strejfede han først mine inderlår men mistede så vist alligevel modet, da han fik øje på herligheden, der blomstrede lige for næsen af ham. Tja. Den kan vel også være lidt uoverskuelig at gå til, hvis man aldrig rigtigt har prøvet det før. Hev ham op til mig igen. “Jeg skal have kondom på,” sagde han med sin nye, lyse stemme. Jeg ved godt, at nogle synes, at de få øjeblikkes kondomfumleri, der opstår under sex, er akavede og pinlige. Men jeg kan som regel godt lide dem. Især hvis det er en lækker, selvsikker mand, der skræver henover mig og stritter stolt med pikken, mens han kigger ned på mig og roligt ruller løs. Det ser så flot ud, synes jeg. Simpelthen eddermandigt. Men. Aldrig har jeg oplevet noget så pinefuldt, som da Manden På Gaden kastede sig fladt ned på ryggen og bare lå der, mens svirpende elastiksmæld og sagte banden genlød gennem mørket. Efter lidt tid på den måde spurgte jeg forsigtigt, om jeg skulle hjælpe. Han snerrede, at det skulle jeg i hvert fald ikke. Og jeg kunne høre, hvordan hans stemme rystede, hvordan gråden må have gjort ham tyk i halsen og presset smerteligt mod svælget. Jeg begyndte efterhånden at føle mig lige så ilde til mode, som jeg fornemmede, at Manden På Gaden var. “Måske kan du…” begyndte han anstrengt. “Tænde lyset?” jeg åndede lettet op over endelig at kunne gøre et eller andet, rakte hurtigt ud efter sengelampen. “NEJ! Men du kan… Prøv lige…” han rystede dinglende med pikken, “… At sutte.” Jeg opdagede, at han var blevet helt slap. Åh nej. Og jeg prøvede – det gjorde jeg virkelig, virkelig – at syne så rolig som muligt i håb om, at det kunne smitte bare en lille smule af på Manden På Gaden. Tog ham langsomt i munden og sagde “mmh!” og smilede op til ham, selvom jeg ikke er helt sikker på, at han kunne se mit ansigt i mørket. Heldigvis skulle der ikke meget mere end et par af de helt dybe ned i halsen til, før han var nogenlunde hård igen. Forsøgte sig endnu en gang med kondomet. “Nååå. Det vendte åbenbart forkert før,” mumlede han fjoget. Nu gled det på plads uden problemer. Åh, Gud, tænkte jeg. Og jeg kan godt sidde her i dag og læse, hvad jeg netop har skrevet, og undre mig over, hvorfor jeg ikke bare stoppede. Hvorfor jeg ikke bare bad ham holde inde og gav ham et kram i stedet, for det var måske egentlig mest, hvad vi begge havde brug for. Men det var som om, der var blevet trykket på en kontakt indeni mig. Var fuldstændig klar over, at tingene indtil videre ingenlunde kunne kaldes for vellykket. Kunne sagtens mærke, at Manden På Gaden nok hverken var erfaren eller særlig tryg ved situationen. Og måske ynkede jeg ham. Måske er jeg stadig ikke helt skarp på, hvad jeg helt præcis følte udover et voldsomt behov for bare at få det knald, jeg havde besluttet mig for. Koste hvad det ville.

Der findes flere forskellige måder at ride en mand på. Nu ved jeg ikke med jer, men jeg foretrækker tit, at han ligesom stemmer imod. Ikke ligger helt blød og slatten under mig. Der er nødt til at være noget at arbejde med. Han må gerne støde igen, vippe underlivet op mod mig, bare lige lidt, spænde maven. Sådan noget. Så man finder den bedste rytme sammen. Jeg havde sat mig overskrævs på Manden På Gaden, for jeg vidste, at det nok ikke ville være så god en ide, at lade ham føre an. Jeg har prøvet en ting eller to før, men aldrig at nogen krummer sig sammen under mig, som han gjorde. Nærmest forsøgte at trække sig væk. Jeg lagde håndfladen mod hans bryst for at holde ham tilbage, men han røg straks fremover igen som en anden fjeder. Tog hans hænder, fortalte, han skulle presse mig ned over sig. Forsøgte dernæst med småværkende lår til følge at holde mig hævet, sidde mere stille på ham, så han kunne kneppe opad, hvis det var det, han foretrak. Men. Lige meget hjalp det. Måske det er bedre i en anden stilling?, tænkte jeg. Hans hoved mod mit bryst, mens jeg baksede. Nej. Hele tiden det her desperate knepperi, som havde antydningen af noget vredt eller fortvivlet over sig. Han formåede ikke at holde rytmen på et eneste tidspunkt, og jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle gøre for at vise ham den. Han snøftede og stønnede, hans lyde lød som et barns. Skubbede ham væk, sagde: “Nu gør vi det bagfra.” Men han hev og sled i min hofter i stedet for at støde. “Kan du lide at få tissemand?” læspede han bag mig. Jeg kan ikke fordrage det ord. Så. Jeg lukkede øjnene og tænkte på Løven. Og det endte næsten med at kunne fungere en smule for mig sådan. Indtil Manden På Gaden tabte rejsningen igen. Han lagde sig straks på ryggen og bad mig sutte. “Men. Altså. Med kondom på?” spurgte jeg. “Ja, ja. Gør det nu bare,” tiggede han. En skarp, nærmest bitter smag af gummi blandet med min egen let syrlige. Han var hurtigt klar igen. I et sidste forsøg satte jeg mig atter overskrævs på ham. Det foregik nøjagtig som før. Mærkede dog denne gang noget anderledes. Kiggede ned. Jeg ved ikke, hvor længe kondomet havde været af – men jeg kunne se snippen af det titte frem ved siden af hans pik, som stadig var oppe i mig. “Stop. Det går ikke,” sagde jeg og ville trække mig væk. “Nej, nej, nej. Du skal blive ved,” insisterede han på sin lyse, luftige måde. “Hallo. Se nu lige,” svarede jeg irriteret. “Det var ikke mig,” læspede han hurtigt, da han opdagede, hvad jeg mente, “det er dig. Det er den måde, du sad på.” “Det er jo ikke nogens skyld,” sagde jeg. Prøvede at hive kondomet ud, men min kusse virkede til at have skabt et slags vakuum, så det lod sig ikke sådan lige gøre. Man måtte hive godt til. Manden På Gaden gik på toilettet. “Hvad så nu?” spurgte han, da han kom tilbage. “Jeg synes, vi skal stoppe,” jeg strakte mig. “Det var ledt sagt,” hviskede han. “Jamen, vi skal jo for fanden da stoppe på et eller andet tidspunkt,” lykkedes efterhånden ikke så godt med at skjule irritationen længere. Han ville vist gerne have en eller anden form for efterspil, for han lagde sig ved siden af mig og kiggede mig dybt i øjnene. Mit blik flakkede først mellem øjenkontakt og væggens hvide, noprede tapet. Endte til sidst med at finde ro et sted mellem kommode og natbord, og jeg lå og gloede tænksomt, mens Manden På Gaden snakkede. Han tog min hånd og lagde den på sit bryst. Jeg lod den ligge der i et par minutter, før jeg fjernede den igen. “Men du kom da. Gjorde du ikke?” spurgte han. Hans stemme var blevet normal igen. Da kiggede jeg direkte på ham. “Nej,” sagde jeg bare. “Skal jeg blive og sove?” var hans næste spørgsmål, hvortil jeg ret bestemt afslog. “Du er så stille nu,” sagde han. “Jeg er træt,” svarede jeg kort og brød mig ikke længere om mig selv. “Du har meget triste øjne,” var noget af det sidste han fik sagt, inden jeg bad ham gå.

Jeg vidste godt, at Manden På Gaden nok forventede at høre fra mig. Vidste, at han måske gerne ville ses igen. Men næste dag orkede jeg ikke at skrive til ham. Bestemte, jeg skulle have det hele lidt på afstand først. Bare. Puste ud. Det havde ikke været en specielt rar oplevelse at være sammen med ham. Jeg havde fået det, som jeg ville, men havde det været det værd? Brugte lang tid på at spekulere. Købte en fortrydelsespille. Aner ikke, om man kan blive gravid af præsperm, men jeg havde under ingen omstændigheder tænkt mig at tage chancen. Spiste sen frokost med en veninde. Trissede lidt rundt. Gik i fitness. Henad aftenstid skrev han pludselig til mig. At det havde været hyggeligt. At han ville vide, hvad jeg tænkte om det hele. “Jeg tænker ikke, vi skal ses igen,” svarede jeg. Det ville han gerne have en forklaring på. “Jeg synes bare ikke, den rette kemi var der,” forsøgte mig med en klassiker, vurderede, at det måtte være det mest skånsomme svar. Og det var jo egentlig heller ikke usandt. Til gengæld virkede det som en rød klud på Manden På Gaden. Jeg tror, han havde regnet med mit svar. Tror, han havde planlagt sit modtræk, skrevet det ned på forhånd. For nu tikkede den ene alenlange besked ind efter den anden i så vanvittig fart, at jeg knap kunne nå at svare i mellem. Anklagede mig for at være uærlig, dobbeltmoralsk, vise svage karaktertræk. Hvorfor havde jeg ikke bare sagt forrige aften, at jeg ikke ville ses igen? Hvorfor havde jeg ikke skrevet til ham tidligere? Og så: “Men på den anden side set kan jeg også godt se, at du har ret. Vi har intet til fælles. Jeg, der er utroligt snakkende og dyb, fik ingenting tilbage af dig. Det eneste du gik op i var at kneppe. Du gad ikke engang prøve at komme ind på livet af mig. Du virker som en enormt overfladisk person, som ikke kan finde ud af at knytte dybere til andre mennesker. Jeg må sige, at jeg aldrig i mit liv har haft sådan en oplevelse med en kvinde før – og jeg har ellers været sammen med en del. Utroligt følelseskoldt.” Den besked fik mig til at fnyse, sprutte vantro af grin. Altså. Seriøst? Hans indbildskhed indtog nye højder. Nåede at svare, at han var langt ude, før han spydigt begyndte at kommentere på en af de hemmeligheder, jeg i et svagt øjeblik havde betroet ham. Nu var det min tur til at blive tirret og som en arrig tyr galoperede jeg tungt mod ham, svarede nedladende, men han drejede dansende af, jog sit spyd i siden på mig. “Du ville ikke røres ved og kunne ikke kigge mig i øjnene. Du er iskold. Søg hjælp,” sluttede han af, før han blokerede mig og dermed fratog mig muligheden for at tage til genmæle.

Mange dage efter vedblev jeg stædigt at gentage overfor mig selv, hvor revnende ligeglad jeg var. Men kunne alligevel ikke lade være med hele tiden at tænke på min aften med Manden På Gaden og den efterfølgende beskedudveksling. Det er ikke første gang, jeg er blevet kaldt iskold. Vikaren brugte for eksempel samme beskrivelse. Dengang tog jeg mig ikke synderligt af det. Sidenhen er det igen blevet nævnt overfor mig. Og nu dette. Jeg har tænkt meget over, om min tilgang til mænd og sex er helt forkert. Som oftest gør jeg klart, hvad jeg har tænkt mig at få ud af et bekendtskab, før man indlader sig på mere. Nogle gange er det et knald. Andre gange noget andet. Jeg bryder mig ikke om løgne, men ejer trods alt pli og er heller ikke ærlig for enhver pris. Føler godt, man kan omgå sandheden lidt uden at forstille sig. Manden På Gaden blev ved med at fremhæve hvor uærlig, han syntes, jeg havde opført mig. Det provokerede mig grænseløst. Måske blandt andet fordi jeg godt vidste, han havde fat i noget. Ja, jeg havde fortalt ham, at jeg kun var interesseret i sex. Men jeg havde samtidig også lukket øjnene, når han hentydede, at han i virkeligheden lod til at ville have mere af mig. Når han ville vide, hvordan jeg er som kæreste, eller hvad jeg kunne tænke mig at lave sammen med ham udover det sjove i sengen. Og jeg kan godt se, at mine hemmelighedsbetroelser muligvis signalerede andet og mere. Det var tankeløst gjort af mig. I mere end en forstand. Men havde han ikke også undgået at tage mine ord for gode varer, når jeg i så direkte vendinger fortalte, at det ikke var med ham, jeg var interesseret i sådan noget med? Så. Uærlig? Overfor hvem af os? Jeg har ingen konklusion.

   

Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnetiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

Anden date med Kreamanden

Scene 8. Ungpigehybel. Aften. Frøken Kløe – for hvem det i denne weekend har lykkes at føre et højest usædvanligt aktivitetsniveau med både langt event i fitness og kunstudstilling med sine forældre – ligger atter på sofaen iklædt nattøj. Hun har købt bland selv-slik for halvfjers kroner. Det er et par dage siden, hun var på date i teatret. På Tinder modtager hun en besked fra Kreamanden.

KREAMANDEN: Har du travlt i næste uge? Hvornår vil du se mig igen?

Beskeden formår at irritere Frøken Kløe nok til, at hun ikke gider svare lige med det samme. Hun er ved at gense Outlander; går i gang med sjette afsnit. Bagefter ringer hun til Søster.

SØSTER: Skriver han ordret “hvornår vil du se mig igen?”?

FRØKEN KLØE: Ja. Er det ikke lidt irriterende?

SØSTER: Jo, sådan lyder det. Også desperat. På en måde.

FRØKEN KLØE: Præcis!

SØSTER: Tror du ikke, det er fordi, du i virkeligheden ikke gider ham nok, at du har det sådan nu?

FRØKEN KLØE (slår smæld med tungen): Tjo. Sikkert. Det er bare fordi, han jo skaffede teaterbilletter. Så føler jeg ligesom, at jeg skylder ham noget. Du ved. Det er for dumt. Men. Han var jo også sød nok. Rigtig sød, faktisk. Hans ven var bare endnu sødere. Og smukkere. For satan, han var smuk.

SØSTER: Løven?

FRØKEN KLØE: Løven. Jeg har fundet ham på Facebook.

Søster søger efter Frøken Kløes anvisninger på Facebook. Hun finder Løven.

SØSTER: Ok. Hold da op. Han er godt nok. Ja. Det er han virkelig. Hold da helt op.

Frøken Kløe og Søster fortsætter med at stalke Løven en rum tid, inden de afslutter samtalen. 

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad med lørdag?

KREAMANDEN: Jeg kan desværre ikke i weekenden. Har du ikke mulighed for at ses tidligere på ugen?

Frøken Kløe ser syvende afsnit af Outlander.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad så med i morgen?

KREAMANDEN: Det er en aftale.

– – –

Scene 9. Ungpigehybel. Dag. Frøken Kløe gør et forsøg på at rydde op, flytter en stak vasketøj fra stuebord til vindueskarm. Hun spiser en skålfuld havregryn. Dupper en smule ferskenfarvet lipgloss på læberne. Dørtelefonen kimer. Det er Kreamanden. Frøken Kløe sprayer hurtigt med lidt hårlak. Trækker dernæst i overtøjet, går ud af døren og ned ad trapperne.

– – –

Scene 10. På gaden. Kreamanden står udenfor Frøken Kløes opgang. Han har sin cykel med og har en mørkeblå filthat på hovedet. 

KREAMANDEN (smiler): Hej! Tak for sidst.

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej Kreamand! Selv tak. Skal vi snuppe en kop kaffe?

De går sammen hen ad gaden. Snakker lidt om, hvad de hver især har lavet i løbet af dagen. Ved den første kaffebar går de indenfor. Frøken Kløe gør meget ud af på en diskret måde at vifte med sit dankort, så Kreamanden ikke er i tvivl om, at hun gerne vil betale for sig selv. De sætter sig.

KREAMANDEN (kigger ned ad Frøken Kløe, da hun tager jakken af): Du ser rigtig godt ud i dag.

Frøken Kløe er iført denimnederdel, rød- og blåstribet bluse og sorte ruskindsstøvler.

FRØKEN KLØE: Tak. Det er mit faste date-outfit.

KREAMANDEN (griner): Er det?

FRØKEN KLØE (griner): Nej, det var bare for sjov.

KREAMANDEN: Går du på mange dates?

FRØKEN KLØE: Nja. Det kommer vel an på, hvad man synes, der er mange dates. Tror ikke, jeg går på flere dates end andre singler.

KREAMANDEN: Jeg må sige, at du er en af de bedre dates, jeg har oplevet.

De drikker kaffe og småsnakker om løst og fast. Samtalen falder på fitness. Klassisk emne.  

KREAMANDEN: … Det er ligesom ham, jeg bor sammen med. Løven. Kan du huske, vi mødte ham i teatret? Det er min roommate. Han er fitnessinstruktør.

FRØKEN KLØE (pludseligt meget interesseret): Du bor sammen med Løven? Ja?

KREAMANDEN: Nemlig. Men han leder efter en lejlighed for sig selv nu.

FRØKEN KLØE (henkastet): Virkelig? Nå! Skal han da flytte sammen med sin kæreste eller hvordan?

KREAMANDEN: Nej, han har ingen kæreste.

FRØKEN KLØE: Aha. Hvor vil han bo? Midtbyen? Vestbyen? Østbyen?

KREAMANDEN (med let rynkede bryn): Øh. Det ved jeg ikke.

FRØKEN KLØE: Har han børn? Eller. Æh. Du ved. Men. Har han?

KREAMANDEN (griner): Nej, det har han ikke.

FRØKEN KLØE: Hvordan er han? Hvilken type? Jeg mener. Hænger jo tit sammen med hvilken bydel, man har lyst til at bo i.

KREAMANDEN: Han er sådan meget chill i det.

Frøken Kløe remser begejstret alle sidegaderne op omkring sin egen gade, som ville egne sig absolut glimrende til en chill, kæreste- og barnløs Løve. Tænk hvis de kunne blive naboer! Frøken Kløe synes efterhånden, det hele kunne minde om et manuskript til en B-film. I tankerne roser hun sig selv for at have håndteret de spændende, nye oplysninger om Løven på en så elegant og afslappet måde. Minder dernæst sig selv om, at det er Kreamanden og ikke Løven, hun er på date med nu. Hun begynder i stedet at tale om sommerferieplaner. Bagefter musik. Uddannelsesvalg. Runder endnu en gang sommerferieplanerne. Det bliver en kort date.

– – –

Scene 11. Foran kaffebaren.

FRØKEN KLØE: Tak for i dag, Kreamand.

KREAMANDEN: Har du lyst til at ses igen?

FRØKEN KLØE: Øh. Vi må lige tales ved.

KREAMANDEN: Jeg skriver til dig.

De siger farvel og skilles, går i hver sin retning. Da Frøken Kløe er kommet et godt stykke væk, ringer hun Søster op og sætter hende hurtigt ind i sagerne.

FRØKEN KLØE: Som jeg ser det nu, har jeg to muligheder: Blive venner med Kreamanden og sørge for at blive inviteret hjem til ham – på en fuldstændig venneagtig måde! – så jeg kan møde Løven igen. Eller – og det ville selvfølgelig være det pæneste at gøre – helt stoppe med at date Kreamanden og finde ud af det med Løven på anden vis. Skulle Løven tilfældigvis følge en eller anden åndssvag, pernitten bro code, er det bedst aldrig, aldrig at se Kreamanden igen.   

SØSTER: Du må under ingen omstændigheder knalde Kreamanden! Og du må heller ikke lade ham tro, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre. Får Løven det at vide, er det først, han holder sig væk.

De fortsætter et stykke tid med at diskutere og vurdere Frøken Kløes muligheder. Selvom det med at blive venner med Kreamanden klart ville være det snedigste, bliver de til sidste enige om, at det nok vil være bedst ikke at se ham igen.

– – –

Scene 12. Ungpigehybel. Dag. Der er gået over fjorten dage siden sidste møde med Kreamanden. Han har ikke skrevet til Frøken Kløe, og i mellemtiden har der også været så meget andet rod, så hun har heller ikke kontaktet ham.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe. Det er lang tid siden. Hvordan har du det? Hvornår skal vi tage en tredje date?

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand. Det har været hyggeligt at møde dig, men jeg synes ikke, vi skal ses igen.

KREAMANDEN: Kemien og den umiddelbare tiltrækning var der alligevel heller ikke rigtigt fra min side. Jeg synes bare, vi skulle give det en chance. Men det må du selv om. Ha’ det godt.

Frøken Kløe trækker på skuldrene. Kort efter sletter Kreamanden hende som match. Men da er Frøken Kløe allerede gået i gang med at lægge andre planer. 

Efterlysning: Danseboy

Jeg så dig første gang i november. En eftermiddag i toget fra den ene ende af landet mod den anden. Du sad skråt overfor mig. Havde skulderlangt, lyst, bølget hår. Høj. Måske omkring femogtredive år gammel. Din frakke var mørkeblå og dobbeltradet. Du vidste naturligvis ikke, at jeg netop var på vej hjem fra en katastrofal weekend, som havde givet mig mere end nok at tænke på, og at det var grunden til, at jeg så sjældent kunne gengælde dit blik. Men når det alligevel skete, smilede du på sådan en skæv, sød måde, så jeg havde svært ved at koncentrere mig om mit til turen indkøbte sladderblad. Da vi nåede min by, stod vi begge af. Kiggede på dig over skulderen. Men jeg skyndte mig gennem banegården, for jeg fornemmede, at du måske ville sige noget til mig, og det var simpelthen mere end hvad jeg kunne overskue den dag.

Efterfølgende så jeg dig nogle gange rundt omkring i byen. Stadig samme mørkeblå frakke. Men du så vist ikke mig. Eller også lod du bare som ingenting. Jeg tænkte, der nok var noget, jeg havde misforstået.

Nu er det sådan, at jeg er glad for at danse. Det er vist slået fast et par gange. Så selvfølgelig melder jeg mig på dansehold i fitness. Der er især dette ene hold, hvor der sjældent kommer nye til, men hvor vi mestendels er den samme håndfuld hårdkogte dansedamer, der tropper op og sveder sammen. Så når der endelig kommer nye, er det altid lidt af en sensation. Især hvis det er en mand. Men der stod du pludselig en dag, Danseboy. Dit hår var klippet kort nu, og jeg kendte ikke dit navn før da, men selvfølgelig hedder du Danseboy.

Jeg er hende, der gennem så lang tid er kommet regelmæssigt på holdet, så jeg anses som værende en af de rigtigt inkarnerede dansedamer, der kan tillade sig at gøre krav på en fast plads i salen. Og skulle en ny forvilde sig ind på forreste række blandt os, bliver denne hurtigt forvist til den bagerste. Ja. Sådan er jeg. Irriterende. Ved det godt. Jeg tror, du var overrasket over at være ene hane den dag. De andre damer var helt fjantede over, at en mand dukkede op til dans, så du fik lov til at stille dig, hvor du ville. Først var det i højre hjørne. Jeg fortsatte forbi dig. Mit vand placerede jeg foran spejlet. Indtog position. Kunne godt se, at du vendte dig efter mig. Og sekundet inden timen gik rigtigt i gang, greb du hurtigt din egen drikkedunk, satte den ved siden af min, der var pink, og placerede dig derefter roligt lige bag mig. Det viste sig allerede efter de første par takter, at du ikke kan danse, Danseboy. Men du grinede bare til mig i spejlet, hver gang du trådte galt. Jeg smilede opmuntrende tilbage, for vi havde øvet koreografien i ugevis, og heller ikke jeg kunne finde ud af de sammensatte blokke den allerførste gang. Jeg måtte gå tidligt, midt i udstrækningen, for jeg havde en aftale, der ikke kunne vente. Da jeg kom fra omklædningsrummet, var du på vej ned ad trapperne. Ventede til det helt rette øjeblik, før jeg sendte dig et koket øjekast. Du lyste. Jeg blev pludselig fej og skyndte mig videre.

Jeg har været på hvert eneste dansehold lige siden. Du kom aldrig tilbage.