Gensyn med Fitteren

Nu er det ikke sådan så jeg aldrig så Fitteren igen efter vores date. Absolut ikke. Faktisk ser jeg ham hele tiden.

Før vi matchede på Tinder, havde jeg kun set ham nogle gange rundt omkring i byen. Nu ser jeg ham over alt. Typisk. Jeg ser ham på gaden, jeg ser ham i fitness, jeg ser ham i køen i Netto. Så sent som i formiddags vinkede han til mig i spejlet ved håndvægtene, mens han gav den ekstra gas med “ah!” og “åhr!” og “hmmpf!”.

Netop det første møde i Netto var der, hvor vi har haft den længste samtale siden daten. Det var et par dage efter. Min veninde og jeg havde smidt vores varer op på båndet, da jeg hører et “Heeej!” bag mig. Så stod han der. I træningstøj. Selvfølgelig. “Åh, hej Fitter,” sagde jeg spagt. “Og tak for sidst,” smilede han. “Mmh, ja, tak for sidst,” mumlede jeg. “Det var virkelig hyggeligt,” fortsatte han. “Mh-hm,” nikkede jeg og pillede pludseligt interesseret ved en mælkekarton. Min veninde kiggede nysgerrigt fra ham til mig med spørgsmål dirrende på læberne. Hun skulle lige til at spørge. “Nå men. Øh. Hej hej så,” skyndte jeg mig at sige, betalte og væltede hastigt ud af Nettos automatiske dør.

Efterhånden vænner man sig ligesom til at rende ind i ham alle mulige steder. Så tænker jeg mere bare sådan her: Nå, hej igen Fitter. Jeg har set din pik. Ha.

Noget om klamydia

Sent søndag aften måtte jeg kapitulere og indså, at jeg var nødt til at ringe til min læge den efterfølgende morgen. Det kløede. Ja, det gør det jo som regel. Men ikke på dén måde. Min kusse kløede som den aldrig havde kløet før. Og sved det ikke også lidt, når jeg skulle tisse? Sørme så. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere sved det faktisk. Satans piklort, tænkte jeg og googlede straks alverdens kønssygdomme. Åh Gud. Der er en del, skulle jeg hilse og sige. Med tilhørende closeups af sygdomsramte kønsdele. Det får man ud af at være let på tråden, skældte jeg i tankerne og gloede gysende på billederne. Man får vorter og man får slim og man får røde pletter og det der er værre. Nu kløede det endnu mere, og jeg kløede igen, indtil jeg følte mig hævet og fandt blod under et par negle. Hev et spejl frem og satte mig med bar numse på stuegulvet. Spredte ben og og spejlede hvad der lignede vrangen på min kusse. “Stakkels lille du”, jamrede jeg og aede forsigtigt en opsvulmet skamlæbe.

Næste morgen tastede jeg min læges nummer. Sad irriterende længe i kø til irriterende muzak. “Hvad kan jeg hjælpe dig med?” spurgte en venlig lægesekretær. “Jeg vil gerne bede om en tid hurtigst muligt, tak,” svarede jeg. “Er det akut? Er du dårlig?” spurgte hun. “Mjah, sådan da,” mumlede jeg. “Kan du sige kort, hvad det drejer sig om?” fortsatte hun. “Det KLØR! Og det klør MEGET! Og det er KLAMT! Jeg tror, jeg har KLAMYDIA!” hylede jeg så det ikke skulle undre mig, hvis mine naboer hørte det. “Fy for Pokker,” sagde lægesekretæren. “Så må du hellere skynde dig herind.”

Følte bitterligt min walk of shame på turen mod lægen. Tænk hvis jeg havde… noget? Hvad så? Hvad gør man så? Jeg ved, jeg burde kontakte tidligere sexpartnere. Åh. Magtede det ikke. Altså. Hvad siger man?

Kom ind til en anden læge end min sædvanlige. En ung, pæn kvinde. Sikkert omkring min egen alder. Great. “Og jeg kan se, du er her på grund aaaf… klamydia?” sagde hun, mens hun læste sekretærens noter på computerskærmen. Satte hende hurtigt ind i situationen. “Det er jo altid bedst at bruge kondom,” smilede hun. “Men det SPRANG!” sagde jeg hurtigt. Og så var det ikke engang løgn. Det sprang virkelig. Lød bare så dumt at sige der i hendes pæne, hvide lægekontor. “Vi må hellere kigge på det så,” hun pegede over mod briksen og stigbøjlerne. Fucking stigbøjler.

Jeg synes altid en underlivsundersøgelse gør ondt. Kan slet ikke slappe af. Det er min straf, tænkte jeg og sukkede. Lægen var faktisk sød nok. Forsøgte at være forsigtig. Snakkede beroligende om løst og fast. Havde det ikke været fordi hun havde et metalmonstrum af et kæmpe gynækologisk tanglignende udstyr stukket op i mig, tænkte jeg dér på briksen, var hun faktisk lige sådan én, jeg kunne blive veninder med. “Har du nogensinde haft svamp?” spurgte hun nede mellem mine ben. “Jeg kan godt forstå du klør! Pyha, du har i hvert fald svamp. Det er da helt sikkert! Men nu poder vi dig lige for klamydia også for en sikkerheds skyld, selvom jeg nu ikke tror, det er det, der giver dig kløe.”

Det var heldigvis hurtigt overstået. Hun lavede en recept på piller, og jeg travede hastigt mod apoteket. Tænk at man kan blive så glad for svamp. Hell, jeg tager gerne al svamp, jeg kan komme i nærheden af, så længe jeg ikke har klamydia og er tvunget til foretage pinefulde telefonopkald.

Jeg kan til den nysgerrige læser informere om, at min kusse i dag heldigvis er tilbage som sit eget søde, bløde, lyserøde jeg. Hurra.

Sexting med Udenbysen

Så Udenbysen er langt væk. Ik’. Og det klør. Ik’. Så jeg skrev en liderlig besked til ham. Som han ivrigt besvarede. Uh. Det var lækkert nok for mig. Indtil jeg bad ham beskrive, hvad han har allermest lyst til at gøre ved mig. “Jeg har lyst til at kneppe dig i munden og presse min pik så langt ned i halsen på dig, så du brækker dig udover mig *hidsig-lilla-djævel-emoji*,” svarede han.

Meh. Bare. Meh…

Vikaren

Jeg havde kaldt ham ind på kontoret. Havde brug for nogle underskrifter. Jeg havde sendt ham en mail: ”Hej Vikar. Er du sød at komme ind til mig, når du får tid?” Tjekkede ivrigt min indbakke for svar. Det er altid lidt spændende at få en mail fra en lækker mand. Også selvom mailen kun omhandler korte kontormøder. Og efter den sidste aften i byen var jeg temmelig spændt på at snakke med ham igen.

Han svarede: ”Hej Frøken Kløe. Jeg kommer i løbet af ugen.” Så jeg ventede. Da det blev onsdag, vidste jeg det. I dag kom han. Vidste det bare.

Men da han endelig trådte ind ad døren, var jeg slet ikke forberedt alligevel. For han stod der med sine meget, meget blå øjne. Kiggede sådan nysgerrigt og uskyldigt på mig. Jeg stirrede tilbage. Og dér fattede jeg det. Vikaren er smuk. Han er den mest maskuline, fuldendte mand. Jeg snappede efter vejret og bad ham udfylde nogle papirer. Han smilede, det hele gik meget hurtigt. Jeg håbede bare han snart ville gå igen. Kunne ikke holde ud at være så tæt på ham.

Resten af dagen sad jeg åndsfraværende og pillede lidt ved musen, tastede tilfældigt på tastaturet, tegnede på en post-it. Vikaren havde givet mig en sindssyg mavepuster, og jeg kunne stadig ikke få luft.

For satan, hvor var de øjne blå.

Frøken Kløe – en analjomfru

Udenbysen og jeg har udvekslet hede, saftige beskeder lige siden vores date for en lille uge siden. En enkelt gang udviklede det sig til en omgang phone sex. Det var spændende og frækt, men slet, slet ikke nok. Så vi blev enige om at ses i går. Endnu en gang tog jeg den lange togtur udenbys.

Hjemme i hans køkken kyssede vi. Længe. Han tog tøjet af mig, så jeg stod helt nøgen. Han bad mig dreje rundt. Langsomt. Stilhed. Tunge åndedrag. Jeg vendte ryggen til ham. Og så smækkede han mig pludselig så hårdt bagi, så det gav klaskende genlyd i hele køkkenet. Han kommanderede mig ind i soveværelset. “Sut,” sagde han og strittede med pikken. Jeg suttede, jeg slikkede, jeg savlede villigt det bedste, jeg havde lært. Det kunne han godt lide. Kælede for mit hår imens. “Jeg er nødt til at kneppe dig nu,” stønnede han og hev mig op mod sig. Jeg satte mig overskrævs på ham, han hamrede op i mig. Jeg hvinede frydefuldt og lod ham gøre hvad han ville med mig. Udenbysen boller ikke. Han elsker ikke. Udenbysen knepper. Og han knepper hårdt og hurtigt.

Men. Han er vild med numser. Meget vild med numser. Det er jeg ikke. Meget kan jeg gå med til, men dét der? Ej. Vel. Han siger, det skal ske på et tidspunkt. Skal. “Det bestemmer jeg vel selv,” udbrød jeg lettere fornærmet. “Du bestemmer ingenting,” sagde han og tvang min bagdel i vejret. Stirrede beundrende lige op i mit røvhul, slikkede mit mellemkød. “Det er fandeme flot, se hvor flot det er,” sagde han og tog lynhurtigt et billede af min blottede åbning. Jeg spruttede af grin, da jeg så billedet, men han kiggede på det med tilfreds mine, og sagde: “Det vil jeg gemme og kigge på, når du ikke er her.”

Vi kneppede længe og meget. Indimellem spiste vi flødekartofler. Det havde jeg valgt. Elsker flødekartofler. Når jeg får det, bliver jeg som regel sød og blød og medgørlig. Det må Udenbysen have luret, for han hev en sort buttplug frem og lagde foran mig. Så lad gå da, tænkte jeg og lod ham smøre mig ind i glidecreme. Han blev helt vild. Som en lykkelig, lille dreng. Det var virkelig morsomt. Tænk hvad et åbent røvhul kan gøre ved den mand!

Han startede med massage. Forsigtigt stak han en finger op. Stadig med fingeren bagi trængte han op i mig fortil. Ikke fordi jeg ikke har prøvet det før, for det har jeg. Og jeg er stadig ikke fan. Føles simpelthen som om jeg skider og knepper på én gang. Det er for mærkeligt. Han skiftede finger ud med buttplug. “Det ser så smukt ud,” hviskede han. Tilsidst kunne jeg ikke mere. Han tiggede mig om blive ved. Sagde, det ville føles anderledes lige om lidt. Sagde, han ville komme så hårdt af det lige om lidt. Sagde, der var plads til hans pik lige om lidt. Bare lige om lidt. Åh! Jeg råbte: “Men jeg skal SKIDE!” Han trak sig grinende ud, og jeg tjekkede grundigt sengetøjet for uheld. Selvfølgelig var der ikke noget. Men alligevel.

Han fulgte mig op til toget. “Næste gang,” sagde han. “Næste gang prøver vi igen.” Jeg følte stadig, jeg skulle på toilet. Men jeg var så udmattet og mæt, så jeg nikkede bare træt og susede hjem i mørket.

Older posts