Tågeri

I morges stod jeg op til en hvid verden. Min gade henlå i tyste tågemasser, den kommunale fejebil brummede dæmpet under min vindue; tågen slugte brølet. Jeg forsøger at stå ti minutter tidligere op for tiden. Det er et eksperiment. Har det med at komme for sent. Så tænkte, det måske ville hjælpe, hvis jeg havde mere tid. Denne logik var åbenbart – igen i dag – lidt morgensløj i det, for tilbragte adskillige minutter foran mit nu åbne soveværelsevindue og betragtede søvnigt tågeslørene. Fugten krøb ind under morgenkåben, og jeg vågnede, og gik ud til mine havregryn.

Jeg cyklede over broen på vej på arbejde. Tågen satte sig vådt i mine øjenbryn og i mit hår. Jeg kunne mærke de fine dun i ansigtet. Det var sælsomt at trille over broen. Som at cykle ud i intetheden. Hvidt til højre, hvidt til venstre, hvidt foran mig, og hvidt bag mig. Og det slog mig, hvor alene jeg er, og tågen pressede hårdt mod mine tindinger. Så overhalede en anden cyklist, ringede højt med klokken mens han trampede forbi, og jeg var ovre broen.

Tågen væltede bølgende frem fra cykelskurets flossede hjørner. Der er altid plads til cyklerne. Parkeringspladsen er proppet og bilerne holder i lag. Jeg nåede frem to minutter før mødetid, gik op på fjerde, og så solen brænde det hvide væk.

Møde med Lærer X

Nu er det lige før der går lidt for meget Bridget i den, men ikke desto mindre var dette hvad Universet bød mig i morges.

Klokken var 7.38, og jeg var allerede sent på den. Min overlæbe var hurtigt blevet fugtig, fordi jeg susede gennem byen som et lyn. Og ikke et specielt elegant lyn. Dette er en årstid, hvor morgenerne ser kolde og klamme ud, så man tager strikketrøjer og sweatere på, og så snart man kommer udenfor og får sat sig i sadlen, viser september sig fra sin mildeste side. Med en skarp og morgendoven sol tittende bag hushjørnerne, begyndte sveden at pible stille ned af ryggen og drive fra min kavalergang. Jeg savnede mine solbriller. Kunne alligevel godt se, at skikkelsen, der kom gående mod mig, så bekendt ud. Det er simpelthen løgn, nåede jeg lige at tænke, inden det gik helt op for mig, at det var Lærer X på cykelstien.

I de få sekunder der gik inden vi passerede hinanden, nåede jeg at gå fuldstændig i panik. Min indre kujon skreg: “Vend om! Du kan stadig nå det. Stop! Vend ooom!” Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for det ville ærlig talt have set endnu mere åndssvagt ud, hvis jeg pludselig var standset op midt i trafikken og begyndt at hjule den anden vej.

Lærer X stirrede på mig. Hans læber var som en smal, stram streg, og han så mere alvorlig ud, end jeg nogensinde husker at have set ham. Han havde fået nye briller med et kraftigt stel, og hans hår var sat med lidt for meget voks. “Hej,” kvækkede jeg med et skævt smil og kunne slet ikke genkende min egen stemme. Lyder jeg altid så nasal? Helt ærligt. Det er bare for meget. Men Lærer X sagde ikke noget. Han nikkede til mig. Sådan et højtidligt, dødsensalvorligt nik. Mens han nedstirrede mig med en snert af et-eller-andet, jeg ikke helt kunne tolke, i blikket. Samme rædsel som jeg selv følte? Forlegenhed? Medlidenhed? Da jeg stoppede op for rødt ved næste lyskryds, begyndte jeg at grine ukontrolleret. Befandt mig i en tilstand af det skete bare ikke det dér!, hans dybe nik tog fuldstændig pippet fra mig, og jeg fniste nervøst resten af vejen mod arbejde.

Hvor er det bare typisk at rende ind i ham nu. Det må være en naturlov. Har ikke set så meget som skyggen af Lærer X i flere år, og så – efter et mislykket scoreforsøg og en elleve dage lang afvisning – møder jeg manden i morges. Av, Univers. Av.

Skriverier med Frømanden

Okay. Så jeg var ikke den eneste stalker i går. Efter Tinder begyndte at virke igen, var alle mine matches heldigvis intakte, så jeg skrev til Frømanden, at jeg ikke håbede, han troede, jeg havde prøvet at snige udenom daten. Han havde haft samme problem som mig. Og havde i stedet fundet mig på Facebook. Havde ikke opdaget hans besked, den var landet i min andet-indbakke. Vi brugte resten af aftenen på at skrive sammen. Det viste sig hurtigt, at Frømanden slet ikke bor i samme by som mig. Faktisk sad han i flyet på vej hjem. For helvede, jeg er ved at være træt af den historie. Den nu hedengangne Udenbysen var trods alt ikke længere væk end en times tid i tog; Frømanden bor så langt væk, så det nemt kan blive en mindre dagsrejse. Hvorfor går man på Tinder og byder på kaffe og jeg ved ikke hvad, hvis der alligevel kun er få timer til man flyver sin vej? Jeg søger kun på en maksimal afstand af 25 kilometer for netop at undgå sådan noget.

“Det her lyder måske lidt mærkeligt, men jeg synes godt nok, at du er smuk, så vil ikke afskrive kaffen, selvom der er langt,” skrev han. Nå. Hm. Det var jo egentlig meget sødt sagt. Men gider jeg tage så langt for en date? Nej, det gider jeg simpelthen ikke. Han lokkede i stedet med kaffe i starten af oktober, hvor han er tilbage i byen igen.

Det viste sig også, at et mere korrekt navn til ham måske ville være noget i stil med Politikeren. Går rimelig meget op i det politik der. Det gør jeg ikke. Jeg går til nøds moderat op i det. Han spurgte, hvad jeg lavede. “Jeg ser Grey’s Anatomy og spiser M&Ms,” svarede jeg og huskede også at spørge ham, hvad han lavede. Han sendte et billede af en meget seriøst udseende mand, som helt klart lignede en politiker, og noget sagde mig, at jeg nok burde vide, hvem han var. Jeg er på ingen måde stærk i sådan noget. Men et eller andet skulle jeg jo svare. “Hvad er det?” endte jeg med at skrive. “Hehe, du virker meget sød *græder-af-grin-emoji*,” sagde han, “jeg ser Deadline om flygtningedebatten.” Jeg kunne aldrig finde på at se Deadline. Fint nok at andre gør, jeg gider bare ikke.

At jeg så er “meget sød” – hvilket åbenbart er hylende morsomt – fordi jeg ikke lige kunne namedroppe en politiker, er jeg lige glad med. Til gengæld kunne jeg engang svare på et spørgsmål i Trivial Pursuit, fordi jeg havde set Grey’s og vidste et og andet om aorta. Men jeg vil vædde med, at Frømanden heller ikke ville kunne komme på McDreamys navn, hvis jeg viste et billede af ham.

En ikke-date

Så Tinder har været fyldt med kedelige, ikke særligt lækre mænd på det sidste. Lige indtil i morges. I nattens løb havde byens dejligste mænd åbenbart logget på. Oh, det var en ren fest, og jeg swipede frejdigt løs. Venstre-højre-venstre. Højre-højre-venstre. Hyggede mig rigtig på min sædvanlige solplet i gården med morgenhår og plaid. Og således gik det til, at jeg fik et match med en bebrillet frøemoji lignende fyr. Allerede i fjerde besked bød han på kaffe senere i dag. Jeg kan godt lide initiativrige mænd. Det er forfriskende. Og så var han sjov oveni. Jeg overvejede hurtigt, om rengøring af lejlighed virkelig var vigtigt et dagsprojekt. Det kunne vist godt vente endnu en uge. Jo. Kunne helt bestemt godt vente. Jeg takkede ja til kaffedate og følte mig ung og impulsiv og levende.

Så crashede Tinder. Og ikke bare sådan genstart-app-crash. Næ næ. Vi taler fuldstændig frys-crash. Jeg googlede. “Log ud og log ind,” stod der, så det gjorde jeg straks. Og mistede alle mine matches. Alle mine lækre, nye matches. Pist væk. “Satans pisselort,” råbte jeg. Men det blev kun værre og værre. Nu var ikke bare mine matches væk; alle andre mænd var også forsvundet, og jeg var pludselig mutters, mutters alene på Tinder.

Så skete der noget, jeg ikke er så stolt over. Jeg gik i stalkermode. Brugte muligvis halvanden time på at søge på Frømanden. Ville virkelig gerne have den kaffe! Men Frømanden har et temmelig almindeligt navn, vi har ingen fælles bekendte, og jeg vidste stort set ingenting om ham, så det lod sig selvfølgelig ikke gøre at finde ham. I bare arrigskab tog jeg en eftermiddagslur og gav pokker i den ellers planlagte rengøring.

Jeg håber virkelig, Tinder snart kommer op og køre igen. Håber, det ikke bare er min gamle, totalsmadrede (som i flækket skærm med dertilhørende uduelig slukknap og kamera. Kan heller ikke afvise, at der visse steder decideret mangler hele stykker af skærmen) iPhone 4S, der har bestemt sig for at dø, og gøre livet så surt for mig som muligt, ved, på sit dødsleje, at nægte mig adgang til himmerige. Mandehimmerige. “Tak for lort, Frøken Kløe,” kan jeg høre den hvæse der på sofabordet. Og så håber jeg, at Frømanden tror mig, når jeg siger, at det virkelig ikke var med vilje, og bestemmer sig for at give kaffen en chance til.

Fredag

Endelig slog klokken 15.00 i går. Det betød weekend. Åh. Endelig weekend! Så jeg cyklede hjem med fødderne trampende lystigt i pedalerne og en frisk vind i ansigtet. Bare mig, min sofa og første sæson af yndlingsserie forfra. Sådan skulle min fredag aften være, tænkte jeg glad. Måske lidt tændte stearinlys, og måske lidt falden-i-søvn-på-sofa-og-vågne-med-hold-i-nakken. Ja. Rigtig damehygge. Mine varme sko sparkede jeg af i entreen, mine stramme jeans blev knappet op, og jeg aede min nu endeligt befriede mave, mens jeg stod lænet over tredje kommodeskuffe og nøje udvalgte de mest slaskede, bløde bukser, jeg kunne finde. Tredje skuffe er skuffen med hyggetøj.

Jeg fik en sms. “Der er fredagsbar, vil du ikke med?”, spurgte en ven. Nøhø, om jeg gad. “… Med gratis tapas,” stod der i næste bedsked. Tapas. Det kan jeg godt lide. Og jeg kom til at tænke på ham der, der var med til julefrokosten i fjor, som var lidt sød, men som jeg ikke havde fattet dengang. Han arbejder vist sammen med min ven. Det afgjorde ligesom sagen.

Jeg ankom til en halvtom fredagsbar. Ved det bagerste bord kendte jeg nogen. Fyldte godt med tapas på min tallerken. Der blev snakket om en kollegas elendige privatøkonomi. Jeg nikkede medfølende med munden fuld af semidried tomater. Hun havde det hårdt. Altid minus. “Måske du skulle lade være med at bruge så mange penge,” sagde jeg og viftede med en ostehaps. Stilhed. Stirren. Det skulle jeg ikke sige. “Du kan jo melde dig til Luksusfælden. Jeg ville i hvert fald se det,” trøstede jeg. “Jeg tror, vi skal tale om noget andet nu,” sagde hun.

Ham den julesøde dukkede aldrig op. Og samtalen blev ikke bedre. Efter dårlig økonomi, gik vi videre til en vigtig snak om en andens tykke, tykke hår. Der var et problem med det tykke hår, og det var rigtig uretfærdigt. Så snakkede vi lidt om eksamen. Dér kunne jeg godt være med, og jeg gøs på de rette tidspunkter. Vi drak øko-øl. Jeg skovlede tapas ind. Efter tredje tallerken, sagde en syrlig stemme: “Er du sikker på, du ikke vil have mere?” Jeg kastede endnu en omgang hvidløgsrejer i gabet. Bare fordi. Og så skred jeg.

Var hjemme igen allerede tre timer efter, jeg tog afsted. Maven var fuld. Jeg behøvede ikke lave aftensmad. Det var virkelig perfekt. Hader at lave mad. Endelig smed jeg mig i sofaen. Og i dag har jeg ingen planer. Så nu må I have mig undskyldt, mens jeg lige drøner ned efter noget blandselvslik til frokost og bruger resten af weekenden på allerfineste single vis med Outlander og Vampire Diaries.

Older posts