Søndagspanik

Det er det samme hver måned. Menstruationsstress. Stor ulempe ved at stoppe på p-piller. Jeg er efterhånden blevet ret hysterisk med min menstruation og noterer sirligt røde krydser og streger i kalenderen de dage, den indfinder sig. At blødningen er fuldstændig utilregnelig, og at jeg åbenbart er helt håbløs til at tælle uger, gør ikke stressen mindre. Således skete det, at jeg indviede en sød kollega i min udeblevne menstruation fredag aften over vin og netværksmiddag. Hun har selv to børn og derfor FULDSTÆNDIG styr på menstruation, skulle jeg mene. Hun grinede og spurgte med lystigt nysgerrige øjne: “Hvem er faren?” Åh nej. Åh nej, nej, nej. Vi analyserede grundigt min cyklus. Var gået tre dage over tid. Blev enige om at købe graviditetstest. Igen. Inden aftenen var omme, havde vi nået at tale os selv op i en spids – babyen var praktisk talt så godt som på vej – og jeg endte med at sidde med et tomt, indadvendt blik, mens kollegaen trøstende klappede mig på hånden.

Lørdag fik jeg købt en test. Ventede, ventede på søndag morgen. Drak godt med vand aftenen inden; den test skulle have hele armen. Og den var negativ. “99,7% sikker,” stod der på æsken. Det kunne fandeme lige passe, at jeg var de sidste 0,3%. Og jo mere jeg tænkte over det, des mere sikker i min sag blev jeg. Selvfølgelig, det var soleklart. Så panikkede jeg. Det er allerede hormonerne, tænkte jeg. Ringede grædende til Eksen og fortalte, at han godt kunne forberede sig på at blive far. Han tog det med ophøjet ro. Han kender mig. Ved, jeg gør sådan noget. Ringer og siger mærkelige ting, rabler derudaf. Hans dybe bas beroligede mig, og han spurgte, om jeg ikke var en smule stresset på arbejdet for tiden. Mjoh. Lidt stresset måske. Han var sikker på, at min krop ville falde til ro, så snart sindet gjorde, og se!, så ville kroppen begynde at bløde helt af sig selv. “Mh. Måske,” snøftede jeg. “Og bagefter vil du grine af det og føle dig lidt dum, ligesom dengang du skulle til eksamen og brugte hele natten på at græde, fordi du troede, du ville dumpe. Men hvad skete der så?” spurgte han. Jeg kunne høre, han smilede i røret. “Jeg. Øh. Fik 10. Øh,” mumlede jeg. Han sluttede af med at give mig sin kode til Netflix.

Og i aftes, mens jeg lå henslængt i sofaen, skete det. Min Røde Frelser kom galopperende gennem mit underliv med en sådan kraft, at jeg måtte ty til en stærk cocktail bestående af Pinex og Ribena. Mit kød krampede og sved, men jeg følte mig så lettet, at jeg hilste smerten velkommen som en kær ven. I dag er jeg glad og flov. Svinger triumferende rundt med bind og tampon. Har lovet mig selv afholdenhed. Ikke mere menstruationsstress. Fra nu af. Nu.

Krop

Jeg kan godt lide den måde, jeg ser ud på. Synes selv, jeg er pæn. Smuk. Den er nok lidt skæv i det – min skønhed. Nogle ser den med det samme, andre får først øje på den efter lidt tid. Eller slet ikke. Her er hvad jeg ser:

Mit ansigt er spinkelt. Nogle synes, jeg har flotte øjne. Det har jeg aldrig tænkt over før. De er blågrå. Når jeg smiler, lyser de begyndende linjer op i den tynde øjenhud som et forgrenet vejnet. Jeg forestiller mig DSBs S-togs rutekort. For et år siden så det ikke sådan ud. Jeg synes, linjerne giver mig tyngde. Men der behøver heller ikke komme flere. Vel. Over øjnene buer mine øjenbryn. De har samme farve som mit hår, der går til kæben. Jeg har høje kindben. Mine læber er fyldige, de ser godt ud med læbestift.

Jeg har en slank hals. Det er en almindelig hals. Hverken kort eller lang. For enden af den er mine kraveben. De står nydeligt frem. Da jeg var yngre, kunne man se, hvor de hæftede ved skulderen. Det er mange år siden nu. Fra mine skuldre går mine arme. Fedtet ligger som et skærmende lag under huden. Det gør mig ikke så meget, jeg har aldrig været tonet. Laget er efterhånden blevet mere insisterende og fast i sit udtryk. Mine håndled er smalle og knoklede. Hænderne er små, fingrene korte. Jeg har halvmåneformede ar på håndryggen fra Søsters skarpe barneklør, der borede sig ind i min hud dengang for mange år siden over tuscherne og en malebog. Hun har de samme ar på sin kind.

Jeg har små bryster. En A-skål. Kan rigtig godt lide mine bryster. Jeg behøver ikke gå med bh. De er faste. Ikke så faste som før. Men alligevel. Hvis jeg fryser er de kuglerunde, det ser godt ud. Jeg sover altid på maven; når jeg står op om morgenen, har jeg dybe linjer under barmen. De forsvinder ikke længere henad formiddagen som før.

Min talje er smal og fra den svinger hofterne sig svulmende. Jeg har flotte hofter. Mine blodårer løber blåt langs lysken. Min mave strutter, det synes mænd ser sødt ud. Jeg har skoldkoppear på maveskindet. Under navlen er min evige pude. Fra dens bløde bule går det skråt nedad mod mit venusbjerg, som er fladt og glat. Mine kønslæber har en brunrød farve, den ene er lidt længere end den anden. Jeg kalder den kusse. Nogle gange kigger jeg på den skrævende over et spejl.

Jeg har store baller. De er runde og tunge. De kan løfte mange kilo, når jeg træner. Det gør mig stolt. Når jeg går op ad trapperne til mit hjem på tredje, kan jeg mærke dem hårdt spændte under huden. Mine lår er også stærke. Musklerne hæver sig fra knæet og buer op. Mine lægge er kødfulde. Kombinationen af en strittende bagdel og kraftige lægge gør det svært for mig at finde bukser, der passer. Jeg går alligevel også hellere i kjole. Mine ben er pæne. Min mor siger altid: “Du og din søster har flotte ben, jeg har flotte ben, jeres mormor har flotte ben.” Min mormor gik som ung catwalk i byens park, hendes veldrejede stænger fik min morfar til at sukke.

Mine fødder er brede, svangen høj. Tæerne er korte og sidder langt fra hinanden, nogle synes, det ser sjovt ud. Men en fysioterapeut sagde engang til mig, at jeg har sunde fødder.

Jeg kan se en krop, der ikke ligner dem i bladene. Bliver nogle gange ked af det og føler mig tyk og klodset. Jeg vil ikke finde mig i den følelse. For jeg kan lide den måde, jeg ser ud på. Jeg kan lide følelsen af mine hofter, baller og mave, der vibrerer, gynger og bølger, når jeg tager et skridt. Så føler jeg mig feminin. Jeg kan se, min krop bliver ældre, selvom den i det store hele ikke har ændret sig meget, siden den var tyve. Den er blevet bredere. Mere struttende. Fået flere folder. Men jeg kan bedre lide den nu end nogensinde før.

Iværksætteren

Jeg har rygende travlt på arbejde i denne uge. Og næste uge med. Mindst. Er ved at segne af træthed, når jeg kommer hjem. Der er møder, deadlines, kurser. Det var måske lige optimistisk nok, da jeg oven i købet sagde ja til at tage på date i dag, for jeg ligger nu fuldstændig flad og drænet på min sofa. Egentlig ligger jeg lidt skævt på min hofte, det gør ondt, jeg orker end ikke vende mig. Og i stedet for at forberede mig til i morgen, går jeg nu i gang med at blogge om daten.

Han skrev til mig henover weekenden: “Hej Frøken Kløe 🙂 Jeg så dig på Tinder, men noget gik galt, for du forsvandt, og jeg har forgæves swipet løs for at finde dig igen. Jeg håber ikke, du synes, det er for stalker-creepy, at skrive til dig på Facebook. Jeg vil gerne invitere dig på kaffe, har du lyst til det?,” stod der. Lidt stalker-creepy måske. Også lidt sødt. Han fortalte, han er nystartet iværksætter. Det lød sejt. Da jeg først fik klikket mig ind på hans billeder, var jeg overbevist og rimelig klar på kaffe. Vi aftalte at mødes efter fyraften.

Genkendte Iværksætteren med det samme, da jeg så ham stå der på gadehjørnet. Lavere end jeg havde håbet. Praktiske gummisko. Men han havde store, troskyldige øjne og lyst skæg. Så charmerende ud. Jeg kunne mærke mit blik fare rundt og gennemsøge hver en snirkel og rynke i hans ansigt. Mine hænder flagrede, da jeg i løbet af de første sekunder lynhurtigt forsøgte at tolke hans kropssprog. Gengældte hans fnisen, og opdagede en hvirvel i hans pandelokker. Jeg var på med det samme, min hjerne kværnede, og mit smil strålede; mundvigene var som naglet med hæfteklammer i et U. Han ligner en, man kan få pæne børn med, tænkte jeg.

Vi købte kaffe to go. Og så gik vi. Gik og gik i tre timer. Kom forbi ditten, der mindede Iværksætteren om datten, så vi skyndte os over til dette, som bragte os videre til hint. Det var sjovt og spontant. Men jeg kunne ikke greje, om jeg var tiltrukket af ham eller ej. Så ham an fra enhver vinkel, vurderede, overvejede, slap ikke tanken. Da han et par gange tilfældigt stod tæt op af mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg ikke håbede, han ville benytte lejligheden til at forsøge at kysse mig. Kunne bare slet ikke overskue kys. Jeg håber, det var fordi, jeg var træt. For Iværksætteren er sød og god. Han er lige sådan en type, jeg burde snuppe. Så jeg gik med til at mødes igen og håber, jeg finder ham uimodståelig næste gang.

Farvel

Jeg har trængt til at få et skub. Har ikke evnet at afslutte tingene med Eksen. Selv kløen forsvandt, men jeg kunne stadig ikke. Kunne ikke puffe mig selv ud over kanten ud i ensomheden. Trangen til at springe kom pludselig. Det skete, da Eksen i sidste uge foreslog mig at slette Tinder. Og jeg panikkede. Jeg skal ikke slette noget som helst. Det kunne han ikke forstå. Det gik op for mig, at han ser os som et par.

Efter weekenden har jeg været glad og let, og jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det. Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle sige til Eksen. Det er jo så simpelt, det er så lige til: Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg har helt ærligt ikke vidst, hvad jeg skulle sige til ham før nu. Kunne lige se det for mig. “Det er bare fordi. Dig og mig. Det er ikke. Altså. Måske. Ikke så godt. Vel. Så. Du og jeg? Nej,” ville jeg kvække siddende der på sofakanten, og han ville kigge sørgmodigt på mig, og jeg ville æde alle ordene i mig igen. Men pludselig hørte jeg det klokkeklart. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på hvor enkelt det er? Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste.

Da jeg kom hjem fra træning i går, stod han foran min hoveddør. Med roser. Åhr. Jeg kunne ikke engang virke rigtig glad. Han kom med op. Havde også købt kakaomælk til mig, da han handlede ind, for det ved han, jeg elsker. Gjorde det ikke lettere. Jeg stod længe på badeværelset og kiggede på mig selv i spejlet. Overvejede seriøst, om jeg skulle lade være med at sige noget. Men jeg var ikke mig selv og kunne ikke skjule, at der var noget i vejen. Pludselig fandt jeg os midt i et skingert skænderi, og jeg fik endelig sagt det, fik det skreget og slynget i hovedet på ham af al kraft. Han græd. Først rasende tårer, så desperate, og til sidst stille, tunge tårer. Han sad med hovedet mod mit bryst, jeg strøg ham over håret, min mave blev varm og våd af den salte strøm.

Nu er han lige gået. Han sov her, vi havde en skøn aften sammen, og i nat lå han som en varm, levende klump ved siden af mig. Hans hånd var tør og stor, da jeg tog den; vores flettede fingre hvilede tavst på dynens bæk og bølge. Hans hud brændte feberhedt, da jeg lagde mig ind til ham. Jeg klemte hans øreflip mellem pegefinger og langemand.

Han tog mig i sin favn, da han stod i min gang med jakke og sko på. Gemte sin næse på mit blødeste sted mellem kæbe og hals. Så sagde vi farvel. Og nu græder jeg.

Om at mærke når grænsen er nået

Spurven var der også i fredags. Vi har ikke snakket sammen længe. Det var akavet mellem os de første timer. I takt med antallet af øller, der flød på bordet, steg, blødte stemningen op. “Jeg sendte dig en venneanmodning,” sagde jeg og smilede lidt. Han kiggede forlegent væk. “Jeg fortalte min kæreste om dig,” sagde han. Jeg gloede på ham. “Men der skete jo ikke noget. Hvorfor fortalte du det?,” spurgte jeg. “Jeg var fuld og havde dårlig samvittighed. Hun blev ked af det. Ville ikke lade mig acceptere din anmodning,” svarede han. “Var det for hendes eller din egen skyld, at du sagde det?,” spurgte jeg, “det var simpelthen for dumt.” Han gav mig ret med bøjet nakke.

Jeg lagde mig i en fatboy, Spurven lagde sig ved siden af. Vi grinede og fortalte hemmeligheder. Lå tætte. Jeg fortalte ham om min hjertensven, der ridsede mit navn under et bord. Han hentede straks en kniv og ville gøre det samme.

Senere stod vi udenfor. Min mund smagte surt af ostepops. Jeg rystede. “Fryser du?” spurgte han. Jeg nikkede. Mine nylonstrømper var tynde. Han tilbød at varme mig. Masserede mine skuldre, gned min ryg, min numse, mine ben. Var især grundig og dvælende ved mine hofter og baller. Jeg kunne høre ham trække vejret. Han lænede sig ind mod mig, bryst mod ryg. “Jeg vil så gerne ses med dig,” mumlede han bag mig. “Det ved jeg godt. Det er en dårlig idé,” svarede jeg med lukkede øjne. “Fuck Facebook,” udbrød han, “lad mig få dit nummer i stedet, jeg vil skrive med dig.” Jeg vendte mig om. “Fordi din kæreste ikke skal se, at vi bliver venner? Så hun ikke ved, vi snakker sammen?,” spurgte jeg. Det kunne han ikke svare på, tastede bare sit nummer ind på min telefon. Ikke mere nu, tænkte jeg og lod ham gå.

Older posts