Date med Guitaristen

Guitaristen havde inviteret mig med til en koncert. Han sørgede for billetter. Vi skulle mødes foran spillestedet klokken 20. Følte mig ovenpå og ikke specielt nervøs på vejen derhen. Jeg hader at stå og vente på en date. Sørger altid for at være den der kommer sidst, så han kan se mig gå ham i møde. Og nu stod jeg alene på fortovet og trippede. Han kom ni minutter for sent. Da han endelig stod foran mig, tog han pusten fra mig. Han var helt sindssygt lækker. Den karismatiske kraft, der pulserede fra ham i store moskustunge bølger slog mig med stor voldsomhed i mellemgulvet, og jeg gispede stille som en fisk på land. Brysthårene krøllede frem fra blusens v-hals. Han havde grå Converse på.

Vi gik op i baren. Han betalte min øl. Snakken gik fint – ikke helt ubesværet, men det var ok. Jeg fornemmede en distance, som om han satte en mur op mellem os. Forsøgte at bryde den ned mursten for mursten med smil og charme, men han lod den ikke falde. Vi nåede at tale en times tid inden koncerten gik i gang. Det var god musik. Bassen bragede i mit bryst, min ryg blev fugtig i den lumre sal. Rytmerne kværnede hypnotisk, og et kort øjeblik oplevede jeg en fuldstændig uforfalsket lykkefølelse, da bandet spillede en glemt sang.

Bagefter bestilte vi mere øl. Guitaristen kendte flere af koncertgængerne, og de kom hen til os. De snakkede meget teknisk om musik, jeg forstod ikke en pind og sagde ikke meget. Det opdagede Guitaristen, og han lænede sig ind mod mig og oversatte samtalen hver gang der optrådte fremmede ord og begreber. Det var vældig sødt af ham. Han virkede mere afslappet, mere åben og smilende. “Skal vi ikke gå et andet sted hen bare os to?” spurgte han, og jeg blev glad og overrasket, for jeg havde ikke forstået, at han havde lyst til at fortsætte aftenen sammen. Vi blev enige om at gå hen på en nærtliggende bar. Helt uventet var baren mørk og lukket, vi traskede videre. Da vi kom til min stambar buldrede jazzen derfra, så vi knap kunne få ørenlyd. “Hvad med bare at gå lidt rundt i stedet for?” spurgte Guitaristen. Så vi gik ad mørke gader. Det var hundekoldt, jeg frøs, min næse blev rød. Vi nåede forbi min gade. “Bor du ikke her?” spurgte Guitaristen. Jeg tjekkede mit ur og skar ansigt; klokken var langt over midnat. “Jeg tror altså, jeg vil hjem nu,” sagde han, “men det var rigtig fedt, du ville med i dag.” Han gav mig et hurtigt kram. “Du må jo skrive til mig, hvis du har lyst til at ses igen,” sagde jeg. “Jeg har i hvert fald dit nummer,” svarede han og gik sin vej.

Vil rigtig, rigtig gerne mødes med Guitaristen igen – men jeg har ingen fornemmelse for, hvordan han har det med mig. Til tider virkede han ganske uimponeret, alligevel ville han videre på bar og gå tur med mig midt om natten. Den selvsikkerhed og lethed jeg ellers plejer at bryste mig af at besidde på en date, kunne jeg i løbet af aftenen langsomt mærke svinde mellem fingrene på mig. Anede ikke, hvor jeg havde ham.

Jeg har ikke hørt fra ham siden.

Sygdom

I går vågnede jeg op med en ru og øm hals. Kunne mærke feberen komme snigende og sætte sig som en mathed i kinderne. I løbet af dagen begyndte mine led at smerte, hud og kød føltes ganske forslået. Tilbragte aftenen tænderklaprende under tæpper og faldt hurtigt i søvn.

Da jeg vågnede i morges, var verden også blevet syg. Sank sammen foran mit tv og forstod hvilken betændt byld, der var sprunget henover natten. En sort angst satte sig i min krop, da jeg så det ækle materie stinkende brede sig.

Jeg bliver så bange. Jeg bliver så vred. Jeg bliver så sorgfuld. Jeg føler mig magtesløs og leder efter noget eller nogen, jeg kan tilbyde min omsorg. Finder min pude, som jeg græder ned i.

Jeg har ikke mere at sige.

Guitaristen

I fredags mødte jeg en lækker mand. Han klimprede løs på guitar på en bar, og var i det hele taget lige tilpas charmerende til, at jeg faldt fuldstændig i svime over ham. Smilede til ham, så mine kinder næsten krampede. Kastede lidt med håret. Rettede på min kjole. Og minsandten om ikke jeg fik smil tilbage. Okay. Han var altså ikke helt afvisende. Jeg ventede og ventede. Var han ikke snart færdig med at spille, så jeg kunne snakke lidt med ham? Næ. Det var Guitaristen slet ikke. Han spillede løs, fulde mennesker har det med at komme med mange musikønsker. Til sidst måtte jeg indse, at det var tid til at se dyner – mine øjne hang og mascaraen ligeså. “Jeg vil hjem,” sagde min kammerat. “Et øjeblik,” svarede jeg og smuttede op i baren efter papirlap og pen. Griflede hurtigt mit navn og nummer ned. Banede mig vej til Guitaristen og stak lappen i hans hånd. Lang øjenkontakt. Så nikkede han, og jeg gik tilfreds hjem.

Håbede sådan han ville skrive til mig. Men det gjorde han ikke. Det skal saftsuseme være lyv, tænkte jeg og igangsatte et lettere detektivarbejde. Kendte end ikke hans navn, men jeg er efterhånden blevet ret ferm udi stalking, så fandt ham alligevel efter lidt tid. Åhr. Han så lige så dejlig ud på sine billeder, som jeg huskede ham.

“Uh! Prik til ham,” sagde en veninde. “Er det ikke bare for irriterende?” sukkede jeg og tænkte på de Tindermænd, der nogle gange prikker til mig endda op til flere gange, hvis jeg ikke lige har fået swipet dem til højre. “Ej, gør det nu bare,” fniste en anden veninde. Begge damer er gift og har deres på det tørre. “Er det bare fordi I vil have lidt action?,” spurgte jeg mistænksomt og kiggede streng på dem. “Som om!,” udbrød de, “skynd dig nu bare at prikke til ham. Bare prik en masse gange.” Efter en times tilløb blev jeg enig med mig selv om at sende en besked i stedet for. “Hej Guitarist 🙂 Jeg så dig i byen i fredags, og fik vist også givet dig mit nummer. Jeg håber ikke, du synes, jeg er lidt for offensiv ved at skrive til dig her, men jeg synes bare, du ser rigtig sød ud,” skrev jeg og tænkte, det måtte briste eller bære. Tjekkede hele tiden min indbakke. Fortrød hurtigt. Hvorfor skulle jeg absolut sende en besked? Så dumt.

Men det bar! Kort efter svarede han, at han godt kunne huske mig, men at han var udenbys og ikke havde fået mit nummer med, så det var dejligt, jeg skrev. Ha! Nu går jeg altså all in, tænkte jeg og spurgte ham, om han havde lyst til at mødes med mig. Det havde han. Fik så meget optur over det hele, grinede højt og triumferende så det rungede i stuen. Vi blev hurtigt enige om, at daten skal stå i morgen.

Jeg ved ingenting om ham. Udover at han ser rigtig charmerende ud og spiller guitar. Jeg er meget spændt. Sådan virkelig. Det er lang tid siden, jeg har været det. Kan mærke det kribler og krabler og så småt begynder at klø. Har endda en mindre tøjkrise. Så. Det tegner vist rigtig godt, at han allerede kan sætte gang i så meget for mig.

Dumt, Frøken Kløe

Såeh. Havde lidt en halv aftale med Iværksætteren om at ses lørdag. Har i virkeligheden ikke haft sådan vanvittig meget lyst til at se ham, men tænkte også, jeg var nødt til at give ham en chance. Han er jo rigtig sød. Men. Så var der lige J-dag. Og det var altså ikke meningen – det var det virkelig ikke! – men fandt pludselig mig selv siddende på et værtshustoilet lidt i tre fredag nat. Der var ikke noget toiletbræt. Fugtskjolder på væggene. Havde problemer med at låse døren op igen. Og i det hele taget med at gå lige. Købte dampende varme cheeseburgere på vej hjem.

Vågnede omkring middagstid dagen efter. En dump hovedpine hamrede straks løs over mine øjenbryn. Der var en besked fra Iværksætteren: “Hvornår skal jeg komme forbi dig i aften?” Wow. Huskede ikke at have aftalt at få besøg. Jeg inviterer helst ikke mænd hjem. Det er nemmere at kunne gå min vej, hvis jeg er hos dem. Desuden vil jeg gerne have min seng for mig selv. Så det er første regel: Ingen mandebesøg. Det krævede pomfritter, før jeg magtede at svare.

Min lokale asiatiske grill lugter tungt af friture. En hjemmeviklet klokke bimler hult, når man træder ind ad døren. Dankortterminalen er fedtet, menukortet hænger solbleget på de gule klinker. Her får man byens bedste fritter. Jeg bestilte to store bakker med mayo. Traskede hjem med gummistøvlerne slubrende om læggen og munden gemt i tørklædets uld. Vel hjemme hældte jeg de varme kartofler i en skål og tændte tv’et. Nå ja. Iværksætteren. Sendte en kort jeg-har-tømmermænd-kan-vi-udskyde-besked og begravede igen kloen i friturefedt og salt. Forventede et tvært svar, hvilket også ville have været helt forståeligt. Men nej. Iværksætteren begyndte frejdigt at sniksnakke om nattens eskapader, fornemmede ikke på mit fåmælte svar, at jeg ikke var i stødet. Med fritterne ved min side faldt jeg i søvn. Vågnede efter et par timer til ikke bare én men en hel håndfuld beskeder fra Iværksætteren. Spørgsmål på spørgsmål. Om jeg havde mange tømmermænd, om jeg brugte dagen på sofaen, om jeg var tørstig, om jeg havde lyst til cola, om han skulle hente cola til mig. Slap af, tænkte jeg. Med min altoverskyggende bagskid tacklede jeg sms-strømmen rigtig, rigtig flot og helt korrekt; jeg ignorerede den. Og i dag startede det forfra. Om det mon mere var moralske tømmermænd, jeg led af, om jeg havde lyst til cola nu, om jeg havde noget i køleskabet at byde uventede gæster. Ja, for Iværksætteren havde nemlig tænkt sig at komme på surprise-besøg, skrev han. Han stod faktisk neden for min opgang lige om lidt, lød næste besked. Nej, nej, nej. Igen greb jeg hele situationen super an: Slukkede lyset og lod som om jeg ikke var hjemme.

Anden date med Iværksætteren

Første møde med Iværksætteren udviklede sig til en spontan og sjov gåtur. Den inspirerede os til dagens tema: Skattejagt. Han havde fundet en app, som guidede os rundt til byens fineste perler – street art. Det er fantastisk, hvad man pludselig får øje på, bare man hæver blikket en smule fra skosnuden. Jeg blev helt stolt over at trave rundt og finde den ene gemte skat efter den anden. Sikke flot min by er! Oveni vidste Iværksætteren helt utrolig meget om alt vi kom forbi. Han var ivrig og passioneret. Det var spændende, når han fortalte historier.

Jeg kunne mærke, han gerne ville kysse mig. Krammede mig længe, aede mine skuldre, kom forsigtigt tættere på. Jeg var ikke henrykt over tanken om, at et muligt første snav skulle finde sted på en befærdet gade, så jeg undveg let. Og Iværksætteren er bare så sød, så han turde ikke hive mig ind i en tom, uforstyrret baggård. På den ene side syntes jeg, han skulle mande sig op og stjæle et kys alligevel. Bare have taget mig, hvis han havde lyst. Det ville egentlig have klædt ham. På den anden side, havde jeg heller ikke rigtig lyst til ham. Kan virkelig godt forstå, hvis han bliver forvirret.

Tror slet ikke, han tænker på sådan noget. Tage kys. Iværksætteren er meget, meget sød. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været på hele to dates med samme mand, og endnu ikke have kysset ham. Jeg tror faktisk aldrig, det er sket før. Det er selvfølgelig lidt sjovt at prøve. Men jeg har alt for meget tid til at tage stilling til, om jeg gider ham eller ej. For og imod. Frem og tilbage. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med ham. Han er allerede godt i gang med at blive friendzoned, så der må hellere snart til at ske noget.

Older posts