Hej fra sygelejet

Såeh. Efter kun en halv time på kontoret i dag, sagde kroppen stop og valgte at vende vrangen ud på sig selv. Kunne pludselig mærke hvordan blodet veg fra læberne, hvordan koldsveden sprang, og hvordan mit åndedrag kun kom stødvis. Troede først, jeg skulle besvime og svingede hovedet mellem benene for at undgå total ydmygelse allerede klokken 8.30. Desuden har jeg menstruation, og jeg ved simpelthen ikke hvordan, men jeg nåede også at tænke på, om jeg mon ved en pludselig besvimelse ville kunne holde på det diarreagtige affald, der rumler i mine tarme for tiden og som trofast akkompagnerer mine månedlige blødninger. Jeg aner ikke om det kan lade sig gøre, men kunne lige se mig selv miste bevidstheden, hamre hovedet ned i skrivebordet og skide i bukserne samtidig. Hurtigt gik det dog op for mig, at det var mit maveindhold der truede med at tømme sig den gale vej, så jeg løb i stedet mod toilettet. Nåede det lige akkurat i tide: Havregrød og kaffe flød i skøn forening rundt i kummen.

Så nu ligger jeg hjemme under tæpper. For anden gang i løbet af lidt over en måned har sygdom sat mig grundigt skakmat. Ikke fordi jeg er ked af at skulle være syg i julen. Jeg er ikke et specielt julet menneske. Synes faktisk, julen skulle tage at styre sig lidt. Virkelig bare. Chill altså. Er mere nervøs for at komme til at brække den gode andesteg op igen i morgen aften.

Jeg er ved at drukne i jul. På min arbejdsplads dingler der julekugler ned i panden på en, når man går ned på anden sal. På tredje har de juleduge på skrivebordene. Og der er levende lys og gran og hemmelige nisser og pebernøddekrummer. Mine kolleger var ved at få et føl, da jeg fortalte, at jeg ikke pynter op til jul herhjemme. Ikke så meget som et enkelt snedrys har jeg. Da jeg oven i købet fik nævnt, at jeg heller ikke følger med i julekalender (ok. Har måske set et enkelt afsnit, men også KUN fordi ham Allan Hyde er med, og vi er nogle, der ikke bare sådan lige glemmer True Blood), ville forargelsen næsten ingen ende have. Da jeg senere erfarede, at nogle havde så ondt af mit juleforladte hjerte, så de ville splejse om indkøb af julepynt til mig, måtte jeg tale med store bogstaver, før de forstod, at det såmænd er rigtig meget med vilje, at mit hjem ikke er klistret til i rensdyr og kræmmerhuse med krøllet hank.

Til gengæld kan jeg rimelig godt lide flæskesteg og marcipan. Og juleferie. Som så lige starter med et ordentligt rabalder en hel dag tidligere end planlagt.

Dans

Det var sent om natten. Vikaren hev mig op, vi svajede i utakt, tæt omslynget til Jack Johnson. “Har du været sammen med Spurven?” spurgte han pludselig. Det var anden gang i løbet af aftenen, at Vikaren kom ind på det emne. Først troede jeg, det var for sjov. “Nej,” svarede jeg sandfærdigt. Min dansepartner virkede ikke overbevist – løftede øjenbrynene – og jeg tilføjede hurtigt: “Hvad siger Spurven da?” Vikaren smilede lidt, kiggede på noget, der lod til at befinde sig et sted over mit højre øre – “han siger, han kunne få dig, hvis han ville.” For helvede, Spurv. Det var ufint. “Jeg siger så meget, når jeg er fuld,” forsøgte jeg, prøvede at redde hvad reddes kunne mens Banana Pancakes trallede fra højtalerne. “Du vil ikke have ham?” spurgte han. “Han har en kæreste,” svarede jeg og rystede på hovedet. Vikaren fejede mig rundt. Hans hænder på min lænd, pressede mig ind til sig, mave mod mave. “Hvad vil du så have?” smilede han. “Det ved du godt,” sagde jeg og kiggede direkte på ham. Hans ansigt var så tæt på. “Du får et fucked up menneske. Ved du det? Jeg er ikke god for dig,” han var stoppet op og holdt mig stille. “Hvad tror du, jeg vil? Tror du, jeg vil være din kæreste?” spurgte jeg og min stemme blev grim og hånlig. Vi stod lidt. “Du skrev aldrig til mig,” jeg tog ham i hånden. “Du skrev da heller ikke til mig,” grinede han. Jeg så overrasket op. Blev irriteret. “Men jeg sagde jo til dig, at hvis du ville ses, skulle du bare skrive,” svarede jeg. “Det skal jeg også nok,” lovede han. Jeg gloede på ham, hans øjne blinkede skælmsk. “Du er så fuld af lort,” sagde jeg og gik min vej.

Vikaren er tilbage

Ooog. Det blev fredag. Det blev endelig, endelig weekend. Selvom jeg har flyttet afdeling og hverken ser Spurven eller Vikaren til daglig længere, skal det ikke afholde os fra at mødes over en omgang fyraftensbajere i ny og næ.

Sad i møde om eftermiddagen, det trak selvfølgelig ud. Havde ellers lovet, at jeg på slaget 15 ville skynde mig hen til den tilrøgede bodega, hvor jeg skulle møde mit sædvanlige slæng. Sådan et sted med jukeboks. Og spillemaskiner i hjørnet. Billige øl og ti shots for hundrede kroner. I ved. Skyndte mig at pakke mine sager sammen og sprang let ned ad trapperne, så snart jeg kunne. Hjulede fra den ene ende af byen mod den anden på mit røde lyn.

Da jeg trådte ind på beværtningen, så jeg mig søgende rundt og kunne først ikke få øje på mine tidligere kolleger. Én vinkede mig hen til dem. Jeg havde en tilforladelig syv-centimeters hverdagshæl på, mine jeans var sorte og stramme. Var bevidst om vristens bue og benenes indbydende runding, svansede over mod bordet. Jeg kunne ane Vikarens mørke manke bag de andre bargæster, da jeg krydsede rummet. Og der sad han. Smuk som altid. Han kiggede glad op på mig. Vi havde ikke set hinanden i en måneds tid. Jeg satte mig overfor ham, og han forsynede mig straks med noget at drikke.

Spurven var der ikke. Har en fornemmelse af, at han undgår mig lidt, og det passer mig ærlig talt fint. En sidste kollega stødte til senere på eftermiddagen, vi var nu fuldtallige, og de grønne flasker indtog efterhånden hver en centimeter af plankebordet. Vikarens øjne søgte hele tiden mine, ud af øjenkrogen kunne jeg se ham kigge på mig. Hans hænder langede ind over bordet, strøg hurtigt min håndflade, greb hele hånden, klemte fingrene. Vi snakkede og grinede, den flirtende stemning var tyk som vat og dæmpede alle stemmer omkring os.

Nogen havde skaffet VIP-billetter til et sportsarrangement om aftenen. Jeg er ikke specielt interesseret i sport, men gratis mad og fadøl ad libitum kender jeg ingen, der siger nej til. Vi prajede en taxa og sad klemte i den mørke kabine. Vikaren var så opmærksom på mig – til tider ligefrem omsorgsfuld – og jeg lappede det sultent i mig. Vi sad ved siden af hinanden under middagen, han skubbede galant stolen ind under mig, da vi satte os. Havde han spurgt, var jeg klar til at tage ham ude på toilettet.

Men der skete ikke noget. Som sædvanlig. Han pirrer mig og går altid lige til grænsen. Overfor andre mænd tør jeg tage, hvad jeg vil have; hvorfor er det ikke sådan med Vikaren? Hvorfor altid den samme gamle sang? Han fortalte mig, at han er flyttet i ny lejlighed. Som ikke ligger så langt væk fra min: Google Maps siger 750 meter. Så nu overvejer jeg seriøst at skifte min Netto ud med hans Fakta.

Tag dig sammen, Frøken Kløe.

Afsløring

Eksen har opdaget bloggen. Han var på besøg hos mig i går, skulle hente nogle ting. Jeg havde lige været i fitness. Mens jeg var i bad, lånte han min computer. “Hvad er det her?” spurgte han pludselig. Selv gennem føntørrerens brølen kunne jeg fornemme usikkerheden i hans stemme. Kastede et blik på skærmen, og indlæg på indlæg væltede frem. De skyllede ind over mig som iskolde bølger, og jeg sank stille, stille. “Det er dig,” konstaterede han, “jeg ved, det er dig.” Få sekunder til at få vejret i. “Det… ja,” tilstod jeg. Skænderi. Gråd. “Hvorfor har du ikke fortalt mig om det? Har du skrevet om mig?” spurgte han. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han havde ikke nået at læse det hele. Men det han havde set var nok til både at gøre ham og mig ked af det.

Måske det har været naivt af mig at tro, at jeg kunne holde bloggen skjult. Internettet er trods alt stort, og jeg har tænkt, at chancen for at mine mænd forvildede sig herind en dag var forholdsvis lille. Og skulle det alligevel ske, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at sløre dem, der optræder i mine skriverier. Det har aldrig været min mening at gøre nogen ondt. Mindst af alle Eksen.

Den søde kløe har været ment som en virtuel dagbog. Mit frirum, hvor jeg kunne skrive om mine oplevelser og tanker, fordi jeg i andre sammenhænge har oplevet at blive kigget skævt til, når jeg i et fortroligt øjeblik fortalte om min pludseligt opstået kløe og hvad den har ført med sig. Bloggen er også et oprør mod min fortid, og har været en vigtig brik i min selvopfattelse som gennem knap et års tid har været under kraftig revurdering. At så mange af jer har taget så godt imod mig og har lyst til at læse med og kommentere, er jeg fuldstændig boblende stolt over. Det var ikke noget, jeg havde regnet med skulle ske, da jeg i sommer trykkede “Opret blog”. Det har jeg aldrig fået sagt til jer. Så tak. Virkelig.

Der er andre, der kender til bloggen – en lille håndfuld nøje udvalgte veninder og Søster. Men hvad jeg skriver her, er sjældent noget jeg ikke ville have fortalt dem alligevel. Jeg har selv valgt, at de gerne må læse med. Jeg havde ikke fortalt Eksen om bloggen, for jeg havde ikke lyst til at dele den med ham. Men nu kender han til den. Og det er ikke spor rart.

Jeg overvejer at lukke Den søde kløe. Der er stadig masser jeg gerne vil fortælle, historier der ikke er blevet skrevet endnu, ord der presser på. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan skrive frit længere. Det er ikke noget Eksen beder mig om – tværtimod – det er en følelse jeg selv har. Det må naturligvis komme an på en prøve, så bloggen får lov til at stå for nu, og så håber jeg, at jeg kan få løst hårknuden uden alt for meget skrig og skrål.

Julefrokost

Der er noget, jeg ikke har fået nævnt. Jeg er flyttet i en ny afdeling. På arbejdet. Hvilket også betød, at da der var julefrokost i fredags, var det uden Vikaren og Spurven. Nåja. Ret ærgerligt at skulle til julefrokost uden lækre mænd, men det var dog ikke desto mindre en god fest.

Dagen startede med at køre rundt til et par projekter i byen som min arbejdsplads støtter. Det er ikke noget, jeg endnu har nået at have så meget at gøre med til daglig, men rigtig fint at komme ud og få syn for sagen, så projekterne ikke bare ender som anonyme tal i regnskabet. Vi var en større flok afsted. På et tidspunkt traskede jeg lidt i baggrunden og sladrede forventningsfuldt om den forestående julefrokost med en sød kollegatype, da jeg pludselig hørte min chef sige: “Ja, og sidste stop lige om lidt er hos en rigtig interessant ung mand, der med sine spændende, nye ideer…” Det gik efterhånden op for mig, at det var Iværksætteren, chefen talte om. “Det kan jeg ikke, det kan jeg simpelthen ikke,” ævlede jeg med en begyndende presset fornemmelse i kinderne, “jeg bliver udenfor.” Forklarede hurtigt og lavmælt situationen for min kollega, hun spilede øjnene op og dirrede af latter. “Du kan ikke blive udenfor, det regner,” fnes hun. Pokkers. Hun havde ret. Jeg havde ingen paraply med og julefrokosten vankede bagefter – kunne jo ikke sidde der med vådt hår og ødelagte støvler.

Vi ankom til Iværksætterens lokaler, og jeg anede knap, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Tror ikke, han vidste, jeg ville være blandt selskabet. Og han skulle jo vise os rundt og holde oplæg. Syntes helt, det ville være synd for Iværksætteren, hvis min tilstedeværelse distraherede eller gjorde ham forlegen. Jeg har ikke snakket med ham i et stykke tid. Efter hans sidste stunt, skrev jeg, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte med at ses. Der gik to uger før han svarede. Det var en ret underlig besked, hvor han vist også forsøgte at dumpe mig. Sådan en slags dobbeltdumping. Så jeg holdte mig i baggrunden, prøvede diskret at synke ned blandt de sorte frakker foran mig. Rettede stift blikket mod loftet, mod væggen, mod gulvet, alle andre steder hen end mod Iværksætteren. Til sidst kunne jeg jo alligevel ikke dy mig. Var lige hurtigt nødt til at se, om han havde opdaget mig. Det havde han. Hans blik flakkede mellem mig og resten af tilhørerne. Vi smilede hurtigt til hinanden, han blinkede endda til mig. Da besøget var slut, og folk langsomt begyndte at sive mod udgangen, gik han tøvende frem mod mig. “Shit, han kommer herhen,” hvislede jeg til kollegaen, der ganske solidarisk var blevet ved min side. “Gå hen til ham, nej vent, vend om, nej, nu er du nødt til at gå derhen, nej, lad være,” hviskede hun ubeslutsomt. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Vendte brat om på hælen og skyndte mig hurtigt væk så det smældede mod betongulvet. Lod ham hænge der som et ugengældt highfive. Jeg fortrød med det samme. Det var ikke i orden.

Tilbage på kontorerne gjorde vi os i stand og mødtes til sild, steg og remoulade i gigantiske mængder. Mine nye kolleger er rare, men de fleste er noget ældre end mig. Der blev i hvert fald danset en del til Thomas Helmig, lad os bare sige det sådan. Iværksætteren skrev til mig mellem hovedretten og risalamanden: “Havde ikke lige regnet med at se dig i dag 🙂 “. Svarede kort og høfligt, at jeg havde det på samme måde. Han fortsatte med at skrive til mig resten af aftenen. Opgav ret hurtigt at blive ved med at svare. Jeg sad ligesom og drak snaps jo. Men Iværksætteren fortsatte ufortrødent, kunne mærke min telefon vibrere i tasken hvert andet øjeblik. Den mand fatter simpelthen ikke et hint, og min dårlige samvittighed over at have stukket halen mellem benene tidligere på dagen forsvandt hurtigt.

Det var ikke en vild fest, der skete ikke noget snavs i krogene, og den sluttede tidligt i forhold til hvad jeg ellers er vant til. Til gengæld var den sjov. Og jeg havde i går så ondt i mine fodballer af lidt for meget dans i lidt for høje hæle, så jeg humpede rundt og i det hele taget havde svært ved at holde mig på fødderne i alt for lang tid ad gangen.

Older posts