Bageri Kløe

Når man er single, er nogle perioder mere stille end andre. Sådan en er jeg rendt ind i nu. Så. Jeg har i stedet fået en hobby. Men fordi kløen giver en pokkers masse uforløst energi, er det måske nærmere blevet noget der minder om en fæl besættelse. Jeg bager. Bager, bager hele tiden. For det meste går det okay. Altså når jeg følger opskriften. Har gennem årenes løb fået bekræftet mere end én gang, at jeg – når det kommer til madlavning – ikke er typen, der ejer nogen som helst fornemmelse for, om man kan erstatte den ene ingrediens med en anden. For slet ikke at komme ind på diverse fikse ideer med at tilføje et skvæt etellerandet. Det har vist sig ikke at være en undtagelse i forhold til bagning. Her kan jeg eksempelvis afsløre, at man ikke skal komme kaffesirup med hasselnøddesmag i sin bolledej. Jeg kan således også notere mig, at står der koldhævet i opskriften, så betyder det vitterligt koldhævet, og man kan derfor ikke nøjes med at smække dejen på radiatoren i en time. Ja. Altså. Måske jeg tænkte noget i retning af, at det hele sikkert ville gå hurtigere, hvis dejen fik lidt varme. Koldhævet er for overskudsmennesker med alt for god tid. Og jeg var bare sulten.

Jeg kan også oplyse, at skal man lave cookies, så er det en ok god ide at følge opskriften. Man skal ikke begynde at fucke med en cookieopskrift. Jeg har nemlig fundet en rimelig god en af slagsen. Bilder endda mig selv ind, at den er sundere, fordi den er på majsmel – hvorfor jeg bager cookies omtrent hver aften. Omkring klokken 21.00 overmaner trangen mig, fluks svinger jeg piskeris og tyve minutter senere breder en duft uden lige sig i lejligheden på tredje. Efter på den måde at have endt med at fortære en hel pakke smør på under fire dage, begyndte jeg at overveje om det her mon var det rette valg af metode i forhold til mit undgå-at-gå-endnu-en-buksestørrelse-op-projekt. I et anfald af helse endte jeg derfor i aftes med at skære ned på smørret. Og ikke bare gå ned på halv portion. Næ, næ. Jeg skar helt ned til 30 gram smør. Ork, det kan sagtens gå, tænkte jeg, der er også æg i og noget jo. Helsen blev fulgt af en tvivlsom blanding af dovenskab og overtræk på dankortet, så jeg besluttede også at sløjfe den hakkede chokolade. I dag tænker jeg: Det er 7,50 kroner i Netto, Frøken Kløe – og du bor lige ved siden af! Følte mig utroligt fiffig og langt sundere, da jeg erstattede chokoladen med bitter kakaopulver. Desforuden kom jeg også på at spare vaniljesukkeret væk, erstatte majsmel med kokosfibermel og slutteligt at nøjes med langt mindre sukker end angivet i opskriften. Hæ, tænkte jeg og følte rigtig, at jeg snød dem alle sammen med mine sunde, sunde cookies. Snyde dem, der har lavet opskriften? Eller bare mig selv? Nok mest det sidste. Eller kun det sidste faktisk, for resultatet blev en sørgelig omgang makværk. Men er man cookietrængende nok, kan sådan en bagatel som rå midte og mere eller mindre forkullet ydre ikke slå en ud – og jeg endte med at bruge min lørdag aften henslængt i sofaen, gnavende i de stenhårde skorper.

Nu skulle man jo tro, at jeg havde lært noget af alt det her. Men. Nej. Det har jeg selvfølgelig ikke. I skrivende stund har jeg endnu en omgang i ovnen. Denne gang uden æg. Hvor vigtigt kan det også være?

Jeg hader #2

3: At møde mit nyeste Happn-crush i fitness. Forestil jer en scene a la dette udspille sig: Jeg hamrer derudaf. Det kører bare. Kilometer efter kilometer tilbagelægges. Ha, jeg taber stensikkert de der to lede kilo af det her, tænker jeg tilfreds. Sveden drypper på gulvet. Mod mig kommer Happn-chrushet pludselig. Panik. For hvis der er noget han ikke skal, så er det at se mig sådan her. Ja. Jeg kan være ret forfængelig. Men alligevel heller ikke mere, end at jeg valgte at tage i fitness uden snerten af makeup. Og det var dumt. For på min kind troner århundredets hormonbombe af en gigantbums. “Harj harj,” synes bumsen at skråle til Happn-chrushet, og jeg så ingen anden udvej, end at lade som om jeg ikke opdagede ham. Efter at have gået forbi mig for tredje gang kunne jeg alligevel ikke blive ved med at ignorere manden. Endte med et akavet “aherm, he-heeej,” mens jeg omhyggeligt sørgede for kun at lade ham se mig i profil fra mine gode, bumsefri side. Vi kommer nok ikke til at skrive særlig meget sammen.

4: At den opgave jeg selv havde lagt billet ind på – og som jeg af omveje VED var min, indtil min chef i sidste øjeblik ombestemte sig – gik til min kollega. Fik lykønsket hende lidt for skingert med et lidt for strålende smil. Var i det hele taget nok også lidt for frisk i det resten af dagen. Gik direkte hjem og købte blandselvslik.

5: At få et anfald moralske tømmermænd uden lige efter natten med Vikaren. “Hvad FANDEN tænkte du på?” sagde en stemme, som jeg hurtigt fik identificeret som værende min ellers slumrende samvittighed. Sad ved mit skrivebord med en kedelig opgave, jeg havde udskudt alt for længe. Havde svært ved at samle mig; mandag morgen er altid min uges absolutte lavpunkt. Og så oveni det hele melder denne her samvittighedrøst sig pludselig på banen. Gav mig ikke et roligt øjeblik. “Du knalder byens største horekarl. UDEN kondom,” samvittigheden havde i weekenden været behageligt bedøvet af tømmermænd, men nu skal jeg sandelig love for, at den vågnede op til dåd. “Synes du, det er sjovt at få klamydia?” spurgte den. Altså. Ikke sådan mega sjovt. Vel. “Desuden,” blev stemmen ved, “behøver jeg vel ikke minde dig om, at du ikke er på p-piller? Du synes måske, at Vikaren er far-materiale? Nej? Nå. Men så var det jo SKIDE smart at være sammen med ham uden kondom. SKIDE ansvarligt.” Ork. Et kvarter efter havde jeg fået bestilt tid til den helt store tur hos lægen.

 

Sex med Vikaren

Der er en grund til at jeg sjældnere end sjældent går med mænd hjem, når jeg har været i byen: Har jeg drukket for meget, kan jeg ikke huske noget dagen efter, og så er jeg hvad kløen angår egentlig lige vidt. Desuden er fuldemandssex ikke noget jeg generelt går rundt og sukker efter. Men. Mine damer. Ikke desto mindre var det lige præcis hvad der skete fredag nat. Jeg skal i det følgende gøre et ihærdigt forsøg på så godt som muligt at gengive de brudstykker og glimt, der siden i går har kværnet rundt i min grødtunge hjerne.

Mødet over fyraftensøllene havde stået med blå kuglepen i min kalender i lang tid. De sad der alle sammen, da jeg trådte ind på vores sædvanlige værtshus. Satte mig overfor Spurven. Vi havde ikke set hinanden i lang tid, han stirrede stjålent på mig. Var stadig ret fornærmet over at han havde sladret til Vikaren om os, så jeg ignorerede ham grundigt. Snakken gik lystigt. Alt var som det plejer. Efter et par timer tog vi hjem til en af kollegerne, vi købte ind til irish coffee på vejen.

Efterhånden som promillerne steg, glemte jeg at være sur på Spurven. Stod med ham og Vikaren ude på altanen. En mindre regn af komplimenter begyndte at falde ned over mig, jeg spandt smigret og blinkede på skift til begge mænd, fornemmede konkurrencen mellem dem. Det var helt tosset af Spurven – han har en kæreste, han havde jo allerede tabt på forhånd. Desuden var jeg i et humør, hvor ingen kunne konkurrere med Vikaren. Jeg var fuldstændig stålsat på at få ham denne gang. Spurven måtte se sig slået og gik indenfor. Vikaren trak mig ind til sig. “Du dufter altid af den samme parfume. Det kan jeg virkelig godt lide,” mumlede han. Hans hoved hvilede mod mit kraveben, næsen mod min hals. Jeg blev helt rørt over, at han sagde sådan. Kunne høre, han mente det. Han fortalte, at han havde bestemt sig for at finde en kæreste. Piben havde ordentligt fået en anden lyd siden sidst. Det overraskede mig meget. “Det er tid,” forklarede han bare med et skuldertræk. Mit bryst var pludselig ved at sprænges af ømhed. Hans hænder strøg ned ad min ryg, fandt det følsomme sted hvor lår bliver til balle. Det vækkede kløen med det samme. “Er du forelsket i Spurven?” spurgte han. Jeg grinede. “Hvem vil du helst have?” blev han ved. Kiggede ham længe i øjnene. “Jeg vil have dig,” sagde jeg til sidst.

Vi gik hånd i hånd hjem til hans lejlighed. Han viste mig rundt. En rigtig mandehybel. Rodet. Jeg blev i stuen, mens han gik på toilettet. Gættede på, at han hurtigt vaskede sig, jeg kunne høre vandet plaske i håndvasken. Da han kom tilbage smagte han friskt af tandpasta. Vi tumlede om i sofaen. Han smøg hurtigt mine jeans ned om anklerne på mig, jeg nåede at få hans halvvejs af. Hørte støj i entreen. Pludselig kom Vikarens roommate væltende i en mørkeblå, lårkort slåbrok. “Ups, undskyld, ” udbrød han grinende. Vi fløj op af sofaen, jeg famlede efter et tæppe at tage om mig. Gutten bad om en cigaret. Jamen, sikke en fucking god idé, Roommate! Vi endte alle tre med at sidde akavet grinende og røg i vindueskarmen. Så snart slåbrokken var tøffet ind i seng igen, skoddede vi vores smøger og kastede os over hinanden. Jeg foreslog at gå ind på Vikarens værelse denne gang, han trak mig hurtigt efter sig. En trekvartseng var stuvet ind i et kosteskabslignende rum. En nøgen pære dinglede fra loftet. Vikaren slukkede lyset, der var bælgmørkt. Jeg foretrækker egentlig at knalde med tændt lys, men taget min efterhånden ret sørgelige tilstand i betragtning var jeg fint tilfreds. At jeg var havnet i sengen hos en erfaren skørtejæger mærkede jeg hurtigt, det var lykkedes ham at åbne min bh uden jeg opdagede det. “Åh, jeg har sådan glædet mig til din røv,” stønnede Vikaren og smed mig om på maven. Aldrig har min bagdel fået så megen opmærksomhed, han var helt vild. Han fik fat i mit hoved, pressede mig ned. Det er så hamrende ucharmerende. Jeg skal nok give blowjob – jeg vil faktisk rigtig gerne give blowjob – men jeg vil selv bestemme. Ik’. Desuden var der et problem Vikaren ikke havde tænkt på: Min spytproduktion var på daværende tidspunkt lig nul og min mund var knastør. Prøvede at vinde tid ved at spille den lidt af på ham, mens jeg af al kraft forsøgte at mane bare en smule spyt frem. Forgæves. Hvis der er noget jeg er stolt af, så er det mine blowjobs. Jeg er god. Jeg er rigtig god. Bare ikke når jeg er fuld. Tydeligvis. Udover en mund som sandpapir, havde jeg mere end almindelig svært ved at navigere udenom tænderne, der syntes at komme i vejen hele tiden. Kort efter droppede jeg det, væltede om på siden. Vi dry humpede. Og stod nu over for en større udfordring end tørre blowjobs: Vikaren mistede konstant rejsningen og blev aldrig helt hård. Vi begyndte at skændes om prævention. Jeg ved simpelthen ikke hvorfor, for det virkede ret utænkeligt, at Vikaren skulle kunne gennemføre noget som helst, der mindede om et samleje. Han nægtede at bruge kondom. Påstod, at det ville være fuldstændig umuligt for ham. Men han skulle nok købe en pille til mig næste dag. Jeg blev sur. “Du er simpelthen en kæmpe idiot,” hvæsede jeg. “Så gør vi sådan her i stedet for,” sagde han og begyndte at onanere. Jeg var så frustreret, så jeg næsten ikke kunne være i mig selv. Jeg husker ikke hvordan det kom dertil, men jeg ved, at jeg til sidst tænkte, at det fandeme ikke kunne passe, at jeg endelig havde fået Vikaren med i seng, og så kunne vi ikke knalde. Endte med at sætte mig overskrævs på ham.

Jeg havde forestillet mig, at det ville være en forløsning uden lige endelig, endelig at mærke ham indeni mig. Men den følelse jeg husker mindede mest af alt om ligegyldighed. Til gengæld var han overraskende kærlig. Ikke at det gjorde ham meget bedre af den grund – der har tydeligvis aldrig været nogen kvinde, der har forklaret ham, hvordan tingene fungerer dernede. Jeg måtte stoppe ham, tage hans hånd og vise ham præcis hvor det sjove foregår. Han fattede hurtigt at holde det jævne, monotone tempo, jeg kan lide, og jeg krøllede mig sammen i spasmer, mens han hviskede mig i øret. Bagefter kom jeg på den geniale idé at deepthroate ham, hvilket fremprovokerede nok slim til, at jeg endelig kunne give ham et anstændigt blowjob. “Åh skat, jeg kommer snart,” gispede han. Og så. Ingenting. Han sagde ingenting. Ikke en eneste lyd, ikke et suk. I det begsorte mørke kunne jeg ikke se ham, og så vidt jeg kunne mærke, fortrak han end ikke en muskel. Havde det ikke været for en karakterisktisk smag, der langsomt bredte sig i min mund, ville jeg ikke have anet, at han var kommet. Selv spermen løb bare lige så stille fra ham.

Vi var begge utilfredse. “Det kan jeg gøre bedre, Frøken Kløe,” sagde han. Vi lå side om side, kiggede op i loftets mørke. “Det kan jeg også, Vikar,” nikkede jeg. “Men du er stadig et godt knald,” sagde han. “Tak,” svarede jeg. “Og du sutter stadig godt pik,” sagde Vikaren. “Tak,” gentog jeg. “Jeg ringer til dig, så finder vi ud af noget, når vi er ædru. Jeg vil rigtig gerne se dig igen,” lovede han. Jeg følte en omsorg for Vikaren, som jeg ikke før havde oplevet. Aede ham på kinden, strøg ham over brystet. Kort efter blev han tung og stille, han var ved at falde i søvn. Det var tid til at gå hjem. Men han lagde armen om mig og bad mig blive. Jeg skubbede ham forsigtigt væk. “Du er iskold. Så kom du virkelig kun for at kneppe,” sagde han. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle tolke tonen i hans stemme. Forundring? “Øh. Ja. Det sagde jeg jo,” jeg rodede rundt i mørket efter mine trusser, spekulerede over, om jeg ikke godt nok havde fået forklaret ham om mandereglerne. Jeg kyssede ham på hans slappe mund. Han sov, da jeg lukkede døren bag mig.

I går var jeg iklædt mit blødeste tøj. Min dag gik liggende på sofaen med iskold cola inden for overskuelig rækkevidde. Da jeg om natten havde lagt i Vikarens favn, sagde han, at han ville komme forbi lørdag aften. Jeg har selvfølgelig stadig ikke hørt fra ham. Har helt afsindig lyst til at skrive til ham.

Samtale

Der er fordele ved at være blevet veninde med sin kollega. Man deltager i det samme kedelige kursus for eksempel. Den anden dag ankom jeg lettere stresset fem minutter inden kursusstart og blev mødt af samme søde kollegaveninde. Hun havde reserveret en plads til mig ved siden af hende OG købt kaffe med til os begge. Det var noget nær den bedste start på morgenen, jeg kunne tænke mig. Brugte det meste af tiden som irriterende, fnisende typer ude på sidelinjen. Så er det slet ikke så ringe at skulle på kursus alligevel. Desuden startede det første oplæg ganske belejligt med it-problemer, så der var pludselig rig mulighed for at følge op på den sidste sladder. “Jeg synes ikke, jeg hører så meget til dig for tiden,” sagde veninden. “Næ. Men jeg har også gang i et større projekt. Er startet på Greys Anatomy forfra. Det tager simpelthen al min tid,” svarede jeg med et beklagende suk. “Åh, jeg elsker Jackson,” smilede hun og jeg kunne kun give hende ret – der er absolut intet ved den mand, der ikke er værd at elske. Herefter blev samtlige mandlige karakterer grundigt diskuteret. Åh, Derek. Åh, Hunt. Åh, Karev. “Så det er altså ikke på grund af ham der, du ved nok?” spurgte hun. “Ingeniøren? Ha!” fnøs jeg. Kort efter meddelte underviseren, at vi hellere måtte tage en pause og afgav dermed også startskuddet for Den Store Analyse af Ingeniøren og hele hans røvhulsagtige optræden.

“Min datters klassekammerat har en lækker far,” sagde veninden. Vi var gået udenfor, jeg havde fundet sidste byturs halve pakke smøger nederst i min jakkelomme. Når man er på kursus, må man gerne. Røgen kradsede sig vej gennem mit luftrør. “Jeg kan slet ikke koncentrere mig, når jeg ser ham.” Ah. Det kender jeg godt. Og efter at have joket med, at man burde invitere faren og ikke klassekammeraten over at lege, måtte jeg vise et billede af Vikaren, så hun selv kunne se, hvor meget jeg kender til ikke at kunne håndtere flotte mænd. “Hvorfor skriver du ikke bare til ham?” spurgte hun. “Det er ikke bare sådan lige…” mumlede jeg. “Nu må du simpelthen tage dig sammen!” himlede hun. Hm. “Men ved du hvor der også er lækre mænd?” spurgte jeg og livede op, “på Roskilde sgu. Skal du med?” Det var et dumt spørgsmål, det vidste jeg godt. Men gik den, så gik den. Nu slæber man jo ikke små børn med på festival, og med et enkelt blik fortalte veninden mig, at det skulle hun selvfølgelig ikke. Jeg er helt syg for at komme afsted i år. Men når man er den eneste single og snart også eneste barnløse i ens omgangskreds, er det lidt op ad bakke. “Folk har så skide travlt med at være kedelige,” vrissede jeg. “Det var dig selv for et par år siden,” mindede hun mig om og hentydede til Eksen. Hm igen. “Alligevel,” var mit bedste argument. Det trumfer som bekendt alt. “Nogle gange overvejer jeg at lave en klub for andre enlige festivalgængere. Lækre. Singler. Mænd. Du ved.” Det syntes veninden var en morsom idé og foreslog, at jeg kunne starte en Camp Kløe. Jeg skoddede cigaretten.

Mens vi gik indenfor faldt snakken på vores efterhånden mere eller mindre tvivlsomme forhold til Spangsberg Flødeboller. “I mandags spiste jeg en hel æskefuld, mens jeg så Greys,” afslørede jeg, “og da jeg var færdig, var jeg så ærgerlig over, at det kun var fem flødeboller, så jeg overvejede at rende ned efter en omgang til.” “Flødeboller feder heller ikke,” sagde veninden. “Overhovedet ikke,” medgav jeg. Med et fnis bemærkede hun, at jeg burde invitere Vikaren på flødeboller. “Uh, Vikar, uh uh, du har lige lidt chokolade dér,” grinede hun. Jeg slog smæld med tungen. Tja. Så er det vel ret smart, at jeg skal se ham i morgen.