Date med Påskemanden

Vi havde aftalt at gå en tur. Jeg regnede med, at det ville tage et par timer. Måske vi ville købe en kop kaffe med og slentre gennem gaderne. Tale lidt om det gode vejr, måske sidde på en bænk og nyde solen. Da jeg så Påskemanden stå der og vente på mig midt i menneskemyldret, tænkte jeg, at han ikke helt lignede de billeder jeg havde set af ham. Kunne sagtens få øje på ligheden, men jeg ville sikkert også have kunnet gå forbi ham uden at tænke over, at det var ham. Han så dog stadig sød ud. Pæn. En af den type mennesker, hvor man har lidt svært ved at indprente sig deres præcise ansigtstræk, så hver gang man kigger på dem, bliver man en smule overrasket over, at, nå ja!, det er sådan, de ser ud. Jeg kan huske, at hans øjne var meget blå. Kæben mere fremtræden og maskulin. Hans skæg havde en næsten rødlig nuance. Jakken stod åben og gav kig til brysthårene – dem lagde jeg selvfølgelig straks mærke til.

Vi travede rundt. Han snakkede meget. Men det var ikke ligegyldig snak; han var spændende og sjov, så jeg lyttede gerne. Der var god kemi med det samme. Han spurgte ind til mit job. På et tidspunkt fik jeg nævnt min gamle arbejdsplads. “Dér arbejder min gode kammerat,” udbrød han. Gæt hvem. Påskemanden er selvfølgelig allerbedste venner med Spurven. Den her by er fandeme for lille, tænkte jeg. Da jeg først blev bevidst om deres venskab, stod det pludselig soleklart, hvorfor netop de to er blevet venner: De minder enormt meget om hinanden.

En anden, som Påskemanden på mest irriterende vis også mindede om, var Kunsteren. Nogen husker måske min røvhulsagtige ekskæreste? Men hvor Kunsteren i sin væremåde og livsstil var arrogant og påtaget, var Påskemanden helt oprigtig og naturlig. Da jeg først havde opdaget min ekskæreste i ham, gav det mig næsten ticks og nervøse trækninger. Efterhånden kunne jeg heldigvis se nogenlunde bort fra det. For Påskemanden var vældig sød, og det var ikke fair, at lade ham lide under min fortid.

Vi fandt et smukt byggeri. Påskemanden havde ikke været derinde før, men jeg havde, så jeg tog ham i hånden og trak ham ad mørke korridorer og lange trapper. Øverst oppe fandt vi en terrasse, hvor vi kunne se hele byen badet i solskin. Her sad vi længe og skuede ud og snakkede og grinede. Mine baller nåede at blive kolde og følelsesløse. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at drikke en øl sammen med ham. Det ville jeg mægtig gerne, så vi gik på min stambar og raflede om ølprisen. Med en grøn flaske i hånden viste det sig hurtigt, at vi havde flere ting til fælles, end jeg først havde troet – vi sad i timevis og diskuterede alt fra Star Wars til konspirationsteorier. Mens han fortalte om en særligt kompliceret, hjemmestrikket teori, skinnede hans øjne af iver, og jeg fik umådelig lyst til at læne mig frem mod hans læber. “Jeg er sulten,” sagde Påskemanden pludselig. Min slunkne mavesæk stemte i, og selvom jeg grinede og syntes, det var lidt fjollet, sagde jeg ja, da han foreslog at gå på McDonald’s. “Meget fin middag du byder mig på vores første date,” drillede jeg. Men Påskemanden er sådan en, der bare smiler og er fuldstændig ligeglad med sådan noget. Efter burgere og pomfritter inviterede han mig med hjem.

Hans lejlighed lå helt oppe under taget. Indretningen var tilfældig og bar præg af total ligegyldighed. Lige som jeg havde forestillet mig. Vi sad i hans sofa. Han spurgte, om jeg ville have noget at drikke. Idet han rejste sig for at gå ud i køkkenet, greb han mit ansigt mellem sine hænder og kyssede mig. Vores fortænder stødte mod hinanden. Hans skæg kradsede. Da han kom tilbage med glas og vand, fortsatte vi, hvor vi slap. Kyssene blev mere heftige og krævende, jeg lænede mig villigt tilbage, da han forsigtigt pressede mig ned. Min krop lå hurtigt klemt i en skruestik under ham. Lod mine fingerspidser strejfe de brysthår, der tittede frem ved skjortekraven. Han pressede sit underliv mod mit, jeg kunne mærke den hårde bule, og kløen bankede og værkede og gjorde ved. “Skal vi ikke gå ind i soveværelset?” spurgte han stakåndet. “Æh. Nej,” svarede jeg. “Vil du hellere gøre det på sofaen?” han lød overrasket. “Altså. Det er ikke en dårlig undskyldning, men jeg har menstruation,” svarede jeg, rødmede let og kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde følt mig så ærgerlig. Han var mindst lige så skuffet. Sagde, det også var ok bare at kysse lidt, så det gjorde vi, og vi gned os mod hinanden, mens vi skiftevis grinede og udstødte små, utilfredse suk. Mine hænder snurrede, den tynde hud omkring munden brændte, hele min krop længtes så forfærdeligt efter ham. “Jeg har brug for, at du knepper mig,” sagde jeg hæst. Påskemanden svarede straks, at det var det eneste, han havde lyst til. “Jeg er ligeglad,” nærmest råbte han til sidst og gjorde mine til at trække mig ind i soveværelset. I dag priser jeg mig lykkelig for, at han ikke fik overtalt mig. Fire ikke helt uvæsentlige detaljer stoppede mig heldigvis: 1) I mangel af bedre havde jeg plastret mine trusser til i et Super Ultra Thin natbind, og jeg kunne på ingen måde komme i tanke om, hvordan jeg skulle kunne liste trusserne diskret af, uden Påskemanden opdagede bleen. 2) Derudover havde jeg oven i købet helgarderet mig med tampon, og af bitter erfaring ved jeg, at ungkarle sjældent har en lille toiletspand til sådanne sager. At skulle bruge skraldespanden i køkkenet til mit blodplettede affald var mere end jeg kunne overskue på en første date. 3) Med tanke på sidste gang jeg lavede et nummer som dette, virkede afholdenhed pludselig som et bedre alternativ. 4) Jeg havde hverken barberet ben, armhuler eller kusse. I to uger.

Havde jeg vidst, at daten med Påskemanden ville gå så godt, at vi ville ende helt sammenviklet i hans sofa, at hans kys ville gøre mig så rundtosset, så havde jeg sørget for at udskyde vores møde et par dage. I stedet blev vi enige om, at det nok var bedst at indstille vores dry humping for en stund og finde på noget andet at lave. Påskemanden hev sin guitar frem og lærte mig akkorderne til “Leaving on a jet plane”. Jeg var et naturtalent, sagde han. Det var sødt sagt, jeg blinkede til ham og gav et ekstranummer.

Ved midnatstid fandt jeg min frakke i entreen. Han kyssede mig farvel, og vi endte selvfølgelig med endnu en gang at klynge os til hinanden, gispende, nærmest jamrende af indestængt, uforløst kløe. Jeg kunne pludselig ikke længere huske, hvorfor jeg ikke bare lod ham tage mig med ind i sengen, men havde dog åndsnærværelse nok til at vide, at det måtte være mit stik til at gå. Han stod med panden hvilende mod døren og så efter mig, mens jeg forsvandt ned ad trapperne.

Påskemanden

(Indsæt i følgende samtale selv overflod af nødvendige emojis såsom abe-holder-sig-for-øjnene, enhjørning, thumbs-up, solbriller, græder-af-grin-smiley, klappende-hænder, eksplosion, palmeø og så videre.)

Mig: “Hej Påskemand. Du ser rigtig sød ud!

Påskemand: “Du har lige reddet min dag, Frøken Kløe! Det var en dejlig besked at vågne op til. Sender den lige tilbage og håber ikke, jeg får minuspoint for opfindsomhed: Jeg synes også, du ser vildt sød ud!

Mig: “Haha, fedt nok. Og tak – ingen minuspoint herfra. Har du påskeferie nu så?”

Påskemand: “Ja, og et ordentligt læs tømmermænd oveni. Ferien faldt sammen med en venindes fødselsdag i går.”

Mig: “Uh, den var værre… Men det var forhåbentlig en hyggelig fest, så det er tømmermændene værd?”

Påskemand: “Det var det helt sikkert. Så i dag vil jeg bare nyde at lave ingenting. Hvad med dig, har du ferie?”

Mig: “Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle holde ferie nu – men der var heldigvis ikke så meget at lave på arbejde, så jeg har taget et par dage fri og har heller ikke de store planer.”

Påskemand: “Så er vi to mennesker, der hver især synes, at den anden ser sød ud og som ikke har nogen planer…

Mig: “Haha, hvad skal man dog gøre ved det?”

Påskemand: “Tja, der er jo godt vejr…”

Mig: “Det er der jo! Man kunne godt få helt lyst til at gå en lille tur…

Påskemand: “Det kunne man! Jeg skal lige ordne noget først, men hvad med klokken 15?”

Mig: “Og nu har du ikke så mange tømmermænd, så du kan blive nødt til at rende ud i en busk og kaste op, mens vi går tur?”

Påskemand: “Haha, nej, det er ikke så galt længere.

Mig: “Jamen, så lad os sige klokken 15.” 

Om ensomhed

Jeg bliver 28 i løbet af foråret. Jeg har min egen lejlighed. Jeg har et job. Jeg har søde veninder. Men jeg er eneste single i min omgangskreds. Jeg er alene.

Gennem årene har jeg oplevet ensomhed i forskellige former. Jeg har prøvet at mærke den så voldsom, så jeg bogstavelig talt kunne høre min sjæl skrige i afmagt og smerte. Det har været det værste. Men jeg har også værnet om min ensomhed og længtes efter den, når tosomheden blev for trang.

Jeg har aldrig haft mange venner. De, jeg har, har travlt med kæreste og børnelavning. Det er dejligt for dem, tænker jeg. Jeg kan nogle gange godt selv mærke et stik af længsel efter det samme, men det gør også, at jeg sætter endnu mere pris på min frihed nu. Helt modsat mit fortids-jegs ønsker og drømme med Eksen, har jeg for det meste ikke særlig stor lyst til børn og mand længere. Men fordi jeg selv har været, hvor mine veninder er, forstår jeg så udmærket, hvorfor jeg bliver valgt mere fra nu end før. Det var ikke meningen, at det skulle gå sådan. Hvis min store plan var lykkedes dengang, så sad jeg højst sandsynlig med en baby i maven og en mand i sofaen den dag i dag. Vi var sikkert sådan nogle, der så X-factor. Kunne holde mødregruppe med mine veninder. Måske det var en mommy blog, jeg havde startet. I stedet er det alle andre, jeg kender, der lever det liv. Det er svært, når tingene ikke går, som man havde håbet. Men jeg er alligevel blevet glad for, at drømmene brast dengang for lidt over et år siden. Også selvom det betyder, at jeg står udenfor det helt særlige fællesskab mine veninder deler. Prisen er en tilbagevendende følelse af ensomhed, men der er noget, jeg ikke er færdig med endnu, der er noget, jeg er nødt til at gøre, før jeg søger om medlemskab i klubben.

Jeg har i stedet lært mig selv at gå alene ud og drikke kaffe. Så tager jeg en bog med. Jeg øver mig i at sidde timevis alene på kaffebaren, mens alle andre snakker og griner og er to. I fredags gik jeg alene til koncert for at genhøre min ungdoms helt. Det var svært for mig at tage ene afsted. Men da jeg tænkte på alternativet, da jeg tænkte på, hvordan det kunne have været, så mærkede jeg, hvor fri jeg er, og jeg blev stolt og stærk og glad.

Siden sidst

Ooog så gik der lige en tre ugers tid uden den store aktivitet herinde. Ja. Jeg er en troløs blogger. Ved det godt. Så hvad er der sket siden sidst i mit helt igennem fantastisk spændende liv? Nåhmen, det skal jeg hurtigt fortælle jer:

I et øjebliks nærighed indså jeg med pludseligt klarsyn, at det der med at gå til frisøren er virkelig overvurderet. Man kan vel sagtens klippe sig selv? Det skulle jeg i hvert fald mene, at man kan, så jeg hev den store køkkensaks med ud på badeværelset. Nu var det sådan mest mine nakkehår, der trængte til at blive studset, og her bagefter kan jeg måske godt se, at det ikke var super smart at begynde min frisørkarriere med at klippe løs i noget, jeg egentlig ikke rigtigt kunne se ordentligt. Og når jeg siger studset, så var planen at der maks skulle ryge en centimeter eller så. Endte selvfølgelig med at måtte sige farvel til fem. Gider ikke at høre noget som helst om, at jeg bare kunne have brugt et ekstra spejl. Det er faktisk svært nok at klippe lige og koncentrere sig, når man hænger indover håndvasken med en uhandy orange Fiskars-saks – det er simpelthen for meget forlangt også at skulle tænke sig lidt om og begynde at jonglere rundt med spejl oveni.

Min iPhone 4S har lagt sig til at dø. Eller. Ikke helt endnu, men den er absolut godt på vej. Apps som Messenger, Mobilepay og Snapchat ses nu som sorte, livløse ikoner, der hverken kan åbne eller opdatere. Og Facebook opfører sig bare mærkeligt. Kameraet duer ikke. Der er næsten en ny dims hver dag, der ikke virker længere. Det er en situation, der sætter førnævnte nærighed på en seriøs prøve. Jeg kan jo godt se, at det, som det ser ud nu, kun er et spørgsmål om uger før jeg er telefonløs, hvis jeg ikke tager mig sammen og køber en ny. Men. Altså. Skal det være så dyrt? Ork. Dumme, dumme iPhones. Og dumme emojis, som jeg slet ikke kan overskue at leve uden. De tvinger mig ud i årelange afbetalinger.

Min krop er gået i noget der minder om glutenchok efter den seneste tids bolleri. Er stadig ikke helt sikker på, om det var det, der i sidste ende tvang mig til at sluge et par afføringspiller, men hvorom alting er så er bageriet nu lukket.

Jeg har langt om længe overgivet mig fuldkomment til kimonomoden og har fået fyldt mit klædeskab op med et ganske respektabelt udvalg. Var ellers den der lo allerhånligst og allerhøjest (“Ah. Aha. HA. Men det er jo en MORGENKÅBE!”), da jeg så de første damer valse rundt med kimono for et par år siden. Efterhånden måtte jeg indrømme, at det egentlig så drønsmart ud, når kimonoen sådan flagrede løs omkring haserne på folk. Men jeg er et vægelsindet menneske og kunne desuden stadig ikke helt forene mig med tanken om at skulle trække i nattøj. Et ensomt udsalgsstativ med de sidste nedsatte vinterrester skulle dog vise sig at ændre min verden for evigt, og jeg fik fisket lige præcis den flagrende herlighed med hjem, som jeg havde sukket efter siden november. Fra da af gik det stærkt, man kan jo ikke nøjes med kun en enkelt. Vel. Er muligvis ude i et afhængighedsforhold, hvorfor jeg nu er begyndt at planlægge dage, hvor jeg kan tillade mig at tage kimono på igen.

Er begyndt at crushe lidt på min ti år ældre kollega. Vi var på seminar sammen i sidste uge. Det gik virkelig godt. Han er virkelig sød. Og lige pludselig også virkelig pæn. Han er uden tvivl et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Nå ja, og så er han også lykkelig gift småbørnsfar. Hvad er det med mig og mandlige kolleger jeg aldrig kan få?

Pønser i stedet på at finde mig en påskemand. Kryds lige fingre, gør.