Desperat

Ligesom med alt andet i livet, der går op og ned, svinger udvalget af lækre tindermænd til tider foruroligende meget. Har til stor frustration ikke rigtig haft den store lyst til at date efter Påskemanden. Hvorfor kan jeg ikke bare lade det ligge? Jeg kender ham jo ikke! Grusomt irriterende. Nå. Men da jeg tilfældigt mødte ham i byen i weekenden, blev jeg til min lettelse endelig sat fri. Fanden – eller kløen, jeg kan ikke helt kende forskel – tog ved mig, mens tømmermændende værkede, og jeg fandt hurtigt frem til både Tinder og Happn igen. Hehe, gnækkede jeg forventningsfuldt i tankerne. Men. Hvad? Ingen mænd? Ikke engang en lille bitte en? Nej. Absolut ingenting. Skrev halvhjertet til matches, jeg havde fundet for fem måneder, seks måneder, syv måneder siden. Gik ombord i en omgang sexting med en lyshåret mand. “Jeg har lyst til at trænge langsomt op i dig, mens du vrider dig under mig, og jeg kan se nydelsen i dit ansigt, mens jeg holder dig fast,” skrev han. Svarede ting som “uh ja, lækkert” og “mmh, det kunne jeg også godt tænke mig”. Det fik ham til at gå helt i selvsving med lystne beskeder. Mænd er så nemme nogle gange, tænkte jeg, mens jeg samtidig førte en langt mere spændende beskedkorrespondance med en veninde, der lige havde opdaget glæderne ved Outlander *host, Jamie Fraser, host, host*. Jeg gider kun sexting med fremmede, hvis jeg ved, jeg får noget ud af det i sidste ende. I et stykke tid virkede det også sådan. Den lyshårede tindermand og jeg havde faktisk fundet frem til et tidspunkt, vi kunne mødes. Indtil det viste sig, at han slet ikke bor i min by men mere eller mindre var på vej hundredevis af kilometer væk. Ork. Da han i stedet undskyldende foreslog at snappe, fjernede jeg ham irriteret som match.

Følte mig ret desperat nu. I mangel af bedre gik jeg til sidst ind på en datingside. Der kan vel ikke ske noget ved at kigge, tænkte jeg. Oprettede hurtigt en profil uden hverken billede eller tekst. Efter et kvarter tikkede de første beskeder med standard salgstaler ind fra mænd, der åh! så gerne ville se et billede af mig, for jeg lød bare flot. Det baserede de på følgende tre oplysninger: Blå øjne, brunt hår, entooghalvfjerds høj. Jeg fandt frem til indstillingerne og søgte mænd frem i min valgte aldersgruppe og område. Langt, langt de fleste profiler kunne jeg scrolle forbi uden at kaste et ekstra blik på. Men seks mænd adskilte sig fra mængden. På datingsider gør folk åbenbart noget seriøst ud af deres profiltekster. Jeg havde primært klikket mig ind på disse seks mænd, fordi deres billeder var pæne. Så blev glædeligt overrasket, da jeg også kunne læse både vittige og søde beskrivelser om dem selv. Livede helt op. Smuttede hurtigt ind på min egen profil og uploadede billeder. Skrev en helt igennem kick ass profiltekst. Hvis jeg selv skal sige det. I al beskedenhed. Naturligvis. Men skal da love for, at mændende også syntes, det var en vældig fin profil jeg endte op med. Det væltede ind med beskeder. Bare ikke fra de seks søde typer jeg havde udset mig. Til sidst gik det så vidt, at jeg endte med at betale i dyre domme for et medlemskab bare for at kunne skrive til dem. Men er de aktive? De eneste mænd jeg gider på hele datingsitet? Selvfølgelig ikke. Det må have været gamle profiler, jeg havde fået øje på, for de har ikke været online en eneste gang. Til gengæld får jeg masser post fra midaldrende mænd. Men hvor de her går meget op i at vise mig, at de skam har læst min profiltekst og kommenterer på den, så ignorerer de behændigt, at de er langt over min anførte maks alder og heller ikke bor hvor jeg søger. Flere har endog fundet mig på Facebook, hvis jeg ikke har været hurtig nok til at svare. Man må sige, at de går til den. Slet ikke som den typiske og til tider ret lade tindertype. Men det er så også det. Flad fornemmelse at sidde med et dyrt medlemskab jeg alligevel ikke kan bruge til noget. Hmpf.

Min bedste ven Spurven

Da jeg vågnede omkring middagstid i fredags, tilbragte jeg en hel time med at ligge og stirre ind i væggen, før jeg havde samlet kræfter nok til at stå op. Jeg drak øl i torsdags og jeg drak mange. Min hovedskal føltes dagen efter en kende stram. En skinger smerte borede i mine øjenhuler, pulserede i den tynde hud bag ørene. Ikke blot var jeg ramt af almindelige, fysiske tømmermænd – også de moralske kom så småt listende, jo mere jeg vågnede op.

Havde glædet mig sådan til at være sammen med mine gamle kolleger igen. Samtidig var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå – sidst jeg så Vikaren, var da jeg lukkede døren til hans soveværelse bag mig. En veninde har til stor moro under en tøsemiddag døbt mig Dødens Gab efter mit mislykkede blowjob. Tanken om mine tænder mod Vikarens allerhelligste har pint og plaget mig, jeg syntes, det var frygtelig pinligt at have givet ham verdens dårligste sutter.

Til at starte med snakkede vi ikke sammen. Han gav mig søde komplimenter, som han plejer, men kun når vi stod sammen med andre, han ville ikke være alene med mig. Fint nok, tænkte jeg. Der var også flere andre til stede, der var interessante at snakke med, og jeg lod Vikaren være, så han fik tid til at samle sig. Da det var blevet mørkt, mødte jeg ham ude på altanen. Det var kun os to nu. Vi snakkede lidt. Samtalen kredsede om ufarlige, arbejdsrelaterede emner. Stilhed. “Frøken Kløe, jeg skylder dig virkelig en kæmpe undskyldning,” sagde han til sidst. Jeg tænkte et øjeblik, at han nok var ked af, at han ikke havde skrevet til mig, som han lovede. Men jeg glemte, at Vikarens forfængelighed selvfølgelig ikke tåler ringe sex. Nøjagtig som min ikke tillader ditto blowjobs. “Jeg gav dig et rigtigt dårligt knald sidst. Jeg var altså helt væk, alt for fuld,” sagde han. “Nåeh. Det skal du ikke tænke på. Jeg var vist ikke meget bedre selv,” svarede jeg i én lang udånding. “Undskyld jeg bed dig i pikken,” mumlede jeg lidt efter. Vikaren grinede højt. Isen brast med et smæld. Jeg lo lettet med ham og gav ham et hurtigt kram, da han rakte ud efter mig. Han havde prøvet værre, sagde han. “Det er virkelig sørgeligt, Vikar,” fnes jeg. Nu kunne vi snakke om alt, og en kammeratlig stemning opstod mellem os. Vi satte os grinende og fortsatte lavmælt med at minde hinanden om akavede detaljer, mens de tomme flasker blev flere og flere foran os.

Men der var mere end én elefant i rummet. Jeg havde været skråsikker på, at Spurven ville bringe min date med Påskemanden på banen. Det skete bare ikke. Og jeg var til sidst ved at sprænges over det. Jeg havde den bedste date med Påskemanden, kemien gnistrede mellem os, og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle ses igen. Så jeg blev ked af, at han aldrig kontaktede mig efterfølgende. Faktisk ret ked af det. Det gjorde mig beklemt, at Påskemanden og Spurven er gode venner, fik mig pludselig til at føle mig meget sårbar og blottet. Bare lad være med at nævne noget om det, sagde jeg til mig selv og tog et shot, mens ordene selvfølgelig straks væltede fra mig: “Jeg har været på date med en af dine kammerater.” Flot. “Nå ja,” smilede Spurven, “skal I ses igen?” Forklarede ham kort, at Påskemanden med sin stilhed havde gjort ret klart, at han ikke havde lyst til endnu et møde. “Det skal du ikke være ked af. Han er slem. Hele tiden på dates, nye damer, ser dem aldrig igen. Du er bedre tjent uden det der,” trøstede han. Jeg tog et shot til.

Ud på aftenen fandt Spurven en guitar frem, og jeg følte mig femten år igen, da jeg skrålede med på Zombie. Vikaren spillede på skeer, jeg hjalp ham og klaskede umusikalsk med flad hånd på lårene. Jeg kiggede rundt på disse fulde, glade mennesker, og jeg følte mig levende og varm.

Vi tog en taxa ind mod byen, kun mig og mine to mænd. Vikaren gik målrettet mod en bestemt bar, Spurven og jeg slingrede bag ham. Der blev langet øl og drinks over disken til os. En lyshåret pige hviskede Vikaren i øret. De kendte åbenbart hinanden. Jeg så ham kigge på hende, kysse hende og kort efter vinke til os, da de hånd i hånd gik hjem sammen. Det var som at se mig og ham for et par måneder siden. Jeg mærkede et stik af jalousi oven på min trækken på skuldrene. Der blev spillet raggaeton, jeg gik ene ud på det tomme dansegulv og overgav mig til musikken. Spurven stødte til, vi dansede til sveden sprang. Grinende, hivende efter vejret, mere, mere.

Vi gik udenfor for at få luft. Sad ved et cafébord og drak øl. “Hej Spurv!” lød en stemme pludselig. En fyr kom hvirvlende bag mig. “Og hej Frøken Kløe!” sagde han, omfavnede mig inden jeg nåede at forstå hvem det var. Han satte sig hos os. Først da genkendte jeg Påskemanden. Ahrmen. Seriøst? Super. “Åhr. Det var egentlig slet ikke meningen, jeg skulle i byen i aften,” udbrød han, “jeg sad derhjemme, og jeg var helt færdig. Træt. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde en lille pose coke liggende. Bare en rest. Der var lige nok til to baner. Så blev jeg frisk til byen. Og nu sidder jeg her.” Hans øjne var store og vågne. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Spurven gjorde mine til at hente en omgang. Det ville Påskemanden heldigvis ikke høre tale om, han skulle videre og forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. Tænkte, at det vist alligevel ikke var så stort et tab aldrig at have hørt fra ham.

“Lad os gå derind,” pegede Spurven, vi styrede mod et usselt udseende diskotek. Indenfor var der knæklys og tung bas. Vi var tydeligvis de ældste gæster, men hvor de yngre usikkert flyttede vægten fra den ene fod til den anden i en art trippende rytme – pigerne med veninderne i hånden, drengene med gutterne i ring omkring sig – dansede Spurven og jeg hidsigt og selvsikkert i timevis uden stop. Jeg kunne se ham smile til mig i blink fra stetoskoplyset. Der var ingen flirt mellem os længere. Vi ved godt begge to, hvordan vi har det med hinanden. Var stiltiende blevet enige om at få det bedste ud af de få øjeblikke, vi har sammen. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg, da vi tidligt om morgenen gik hjem ad øde gader. “Kneppe i en baggård?” svarede han. “Pas på,” grinede jeg og tilføjede snøvlende: “Du er min bedste ven, du er.” Ved simpelthen ikke, hvad det er med ham, men Spurven kan lokke enhver hemmelighed frem fra dybet af mig. Og jeg fandt pludselig mig selv i færd med at fortælle ham de allermest hemmelige af slagsen. Overdængede ham med mine mest intime, personlige tanker, mens han stille lyttede. Jeg kan huske, jeg selv syntes, det var allertiders idé sådan at krænge mit inderste ud. De sidste par dage har jeg krummet tæer over mig selv og min løbske kæft. Håber inderligt han kan finde ud af at holde det for sig selv. Ellers.

Før #2

Sex med Kunstneren var en fjollet affære. Vi passede ikke sammen. Slet, slet ikke. Jeg kan ikke længere huske vores første gang, til gengæld står minderne om tiden efter stadig knivskarpt.

Jeg forsøgte at få det til at fungere. Det gjorde jeg virkelig. Lånte bøger om sex på biblioteket, købte lækkert undertøj, søgte frustreret efter råd på nettet: “Hvordan tilfredsstiller jeg min kæreste?”. Jeg lavede lister med forslag, jeg forsøgte at tale med ham, jeg brød min hjerne til det yderste for at finde en løsning. Men Kunstneren ville have en hård, dominerende kvinde, han ville se mig i lak og hofteholdere, og han ville være lille ske, når vi puttede. Alt skreg, at det ikke kunne gå, men jeg ville død og pine have hans kantede brikker til at falde i hak med mine runde. Så jeg bed tænderne sammen og forsøgte at dominere ham, og han klynkede saligt, mens jeg følte mig forkert. Ret skal være ret – Kunstneren mandede sig også op en enkelt gang, men han misforstod og hev et bælte frem, jeg krabbede skræmt ud på sengekanten.

Omtrent på samme tid som Kunstneren indrømmede sin store skuffelse, stoppede han helt med at gå i seng med mig. Det var det ultimative nederlag. Man skulle jo mene, at man i den første lyserøde tid som kærester knepper som kaniner. Det har man vel hørt om før. Jeg havde i hvert fald. Men det syntes Kunstneren bestemt ikke var nødvendigt. Jeg havde svært ved at forstå ham. “Jeg har lyst til dig. Jeg har lyst til sex med min kæreste,” sagde jeg. Han gloede stille på mig. “Det er fandeme underligt at have så meget lyst til sex,” vrængede han til sidst – “du er den eneste pige, jeg nogensinde har mødt, der døjer så meget med kløe. Det er unormalt.”

Dengang var kløen, som den faste læser allerede ved, ikke noget jeg ellers dyrkede. Kløen var heller ikke som den er i dag. Den var flygtig og nem at undertrykke. Alligevel var jeg af den klare overbevisning, at det ikke var en forkert følelse at have – det var bare noget, jeg først havde lyst til at give efter for med den rette mand. Desuden var jeg relativt uerfaren, havde kun en vag idé om, hvad jeg kunne lide. Men jeg husker min kløe som spirende, nysgerrig. Jeg ved ikke, hvorfor Kunstneren reagerede med sådan en afsky på noget jeg selv betragtede som værende fint og rigtigt. En kedelig scene begyndte så småt at gentage sig hver aften: Sengetid. Kys. Jeg lagde mig ind til ham. “Lad nu være,” sagde Kunstneren irriteret og skubbede mig væk. Kunne med det samme mærke min underlæbe bæve og tårerne som en tyk, varm hinde om øjenæblet. “Og lad være med at prøve at give mig dårlig samvittighed på den der måde, det er ikke fair,” han vendte ryggen til mig. Med en følelse af at være fuldstændig misforstået og ydmyget græd jeg lydløst ved siden af ham.

Hvis sex ikke var noget, Kunstneren værdigede megen tid, så var fester og byture til gengæld lige noget for ham. Han var optaget af at skabe sig det rette omdømme. Tom Waits var Kunstnerens store helt og stod altid som et lysende fyrtårn, der viste ham sikkert på vej mod dette forjættede image som sand kunstnertype. Tom var en værre én. Han var ægte rock’n’roll. Han dikterede sort kaffe og smøger til lyden af skrattende lp’er om dagen. Thybajere og whisky om aftenen. I håb om en dag at kunne skabe lige så stor kunst, måtte man ofre alt og leve som Tom. Det kunne jeg vel nok forstå? Det betød – foruden førnævnte obligatoriske mixtur af forskellige stimulanser – en total prioritering af venner, musik og maleri over mig. Men nej, det forstod jeg sådan set slet ikke. Det endte altid i skænderi, gråd og smækken med døren. Og jeg sad alene aften efter aften.

Efter et halvt år sammen fortalte Kunstneren mig en dag, at han havde fået konstateret klamydia hos lægen. Jeg stirrede på ham: ”Nu får du én chance til at fortælle mig, om du har lavet noget, du ikke burde.” Det benægtede han. Åh nej, nej, nej, selvfølgelig havde han ikke det! Næ, han havde fået det af sin ekskæreste – som forresten var en temmelig udsvævende type, hvis Kunstneren selv skulle sige det. Og i al den tid han og jeg havde været sammen, havde han på mirakuløs vis ikke smittet. Det kan godt lade sig gøre. Det sagde lægen selv. Sagde Kunstneren. Det var meget forvirrende for mig. “Jeg stoler på dig,” sagde jeg til sidst. Det var løgn.

Men jeg gik stadig ikke fra ham.

 

Læs Før #1 her.

Servicemeddelelse

Shit, I er søde. Der lader til at være fin stemning for lidt Frøken Kløe på Insta, og det kan man jo ikke nænne at sige nej til. Såeh. Smut bare ind på @densodekloe, gør. Så lover jeg at poste det aller, allerførste billede. I dag. Eller noget. Snart i hvert fald.

Rig

Aha. Ha. Selvom jeg ynder at bruge mine penge på hovedløst tingeltangel, viser det sig, at min lejlighedsvise nærighed endelig lønner sig, og at jeg alligevel ikke er helt dum og ufornuftig. Således var jeg den anden dag til møde med min bankrådgiver, hvor vi efter gennemgang af mit budget kunne konstatere, at jeg over det sidste år har lagt nitusinde kroner for meget til side til betaling af regninger og andet kedeligt. Dygtig Frøken Kløe! Dygtiiig! Det betyder, at jeg alligevel ikke behøver at købe ny telefon på afbetaling, hvorfor jeg i skrivende stund sidder og sender kærlige blikke til min spritnye, kontant betalte iPhone 6s.

Så. Hvad så? Nogen kunne jo helt få lyst til at fejre det med en Instagramkonto til bloggen, nu man endelig har en telefon med et dueligt kamera. Nogen ved ikke, om det bliver for plat. Nogen ved heller ikke helt, om det overhovedet kan lade sig gøre at forblive anonym med sådan en konto. Nogen kunne lade det komme an på en prøve og ikke være så paranoid.

Men altså. Hvad siger vi? Instagram? Yay or nay?

Older posts