Noget om Sun Lollys

“Hvad tror du klokken er?” spurgte Handymanden med hagen hvilende mod min isse, “vi vædder om det!” Det var allerede blevet vores leg. Sidst havde der været et blowjob på højkant. Han havde som vinder inkasseret præmien med ovenud tilfreds mine, straks afgørelsen var faldet. “Jeg tror, den er 22.30,” lagde han ud. “Ok. Jeg gætter på 23.15,” sagde jeg. “Hvad vædder vi om?” jeg kunne høre, han smilede. “En Sun Lolly. Det kunne jeg virkelig godt bruge lige nu,” svarede jeg. Min kind på hans bryst. Han indvilgede grinende. Handymanden løftede dynen til side, jeg sprang op og fandt mit ur på kommoden. 23.07. “Jeg vandt!” lo jeg triumferende og kastede uret over til ham. “Så må jeg jo sørge for is til dig,” sagde han, hev mig ned til sig igen. Jeg slyngede benene rundt om livet på ham. “Mh. Sådan et par lækre damestænger omkring mig – det er det bedste, jeg ved,” og med sin mund mod min, fik han mig lynhurtigt til at glemme alt om væddemål og præmier.

Dagen efter kaldte pligterne. Handymanden måtte hjem til sin egen by igen. Der ville gå flere uger før jeg kunne være sammen med ham. Det var næsten helt underligt efter flere dage i hinandens selskab. Men vi skulle ses igen, aftale vi. Vi ville ringes ved, lovede vi. Han kiggede længe på mig og gav farvelkys i entreen.

Jeg var en eksemplarisk datter og tog et smut hjem til mine forældre. “Hvor er det dejligt at se dig være så glad, Lille Skat,” bemærkede min mor. Jeg fik livretter til aftensmad og sov på mit gamle pigeværelse. Om morgenen læste min far og jeg stille lokalavisen side om side, mens min mor holdte øje med naboen, der var i færd med at bakke ud af carporten med et ordentligt trailerlæs. Mumlede noget med, at nu gjorde naboen det igen, og det gik jo ikke så godt sidste gang, og nu kom han lige lovlig tæt på mine forældres bil, og om jeg havde hørt, hvad der helt præcis skete sidst, og om jeg ville være med til at bage boller. Jeg fulgte opmærksomt med i trailermanøvren. Min far nikkede med læsebrillerne på næsen, som om det afgjorde sagen: Naboen opførte sig ganske bestemt helt forrykt med den trailer. Han forsvandt igen bag avisen. Vi gik ombord i bolledejen, og jeg fik styr på den seneste sladder fra min barndomsby.

Tog bagtrappen op på tredje, da jeg søndag aften kom hjem til min egen lejlighed igen. Tussede lidt rundt. Opdagede, jeg manglede mælk. Ork. Jeg skal bruge mælk til morgenkaffen. Og jeg skal altså have morgenkaffe. Nå. Det må lige blive en hurtig tur i Netto, tænkte jeg. Trak i gummistøvler og frakke og åbnede hoveddøren. En plastikpose dinglede fra dørhåndtaget. “Du vandt,” stod der på en lap sat fast med gaffatape. Jeg smeltede. I posen lå en pakke Sun Lolly.

Sex med Handymanden

“Vil du med ud og bade?” Handymanden skrev til mig dagen efter. “Det vil jeg gerne,” svarede jeg. Gøs, men følte mig ret sej, for jeg vidste, at han nogle gange vinterbadede. Man skal vist egentlig være medlem af en klub, men Handymanden havde kontakterne i orden og havde aftalt, at det var ok, vi kom forbi.“Tjekliste: Håndklæde, klipklapper, vandflaske, ingen frække blikke eller biden i underlæben, mens vi er i sauna, for så kan jeg ikke skjule, at jeg er liderlig efter dig,” lød næste besked, som fik mig til at fnise og love, at jeg nok skulle opføre mig pænt. Jeg havde pakket en taske med skiftetøj og toiletgrej. Handymanden hentede mig i sin bil, og vi kørte ud til vandet.

Vi skiltes ved omklædningsrummene. Man skulle huske at tage et brusebad først. “Skal vi starte i saunaen?” spurgte Handymanden, da vi mødtes igen. Jeg nikkede. Følte mig pludselig ikke så kæphøj længere. “Skal jeg smide håndklædet derinde?” spurgte jeg. “Det må du selv om. Men det gør de fleste nok,” han havde ikke engang gidet at tage sit om livet og stod foran mig med sin lille, faste manderøv til frit skue. Jeg havde lyst til at give den et ordentligt klask. Tre midaldrende, gråhårede badegæster sad og svedte på de øverste saunabænke. Dæmpet hyggesnak. Og så denne uhøjtidelige, befriende stemning, hvor ingen tog synderlig notits af hængebryster og mavedeller. I løbet af kort tid haglede sveden af mig. Kunne mærke porerne åbne sig og varmen dundre i kinderne. Det brændte i næseborene. Da det gik op for de tre grå, at jeg var ganske jomfruelig udi vinterbadning, kom de ivrigt med gode råd. “Åh, gid det var min første gang igen,” sukkede en kvinde i sarong. “Husk at trække vejret langsomt,” var det sidste jeg hørte en mand med hvidlig brystbehåring formane, da Handymanden rejste sig og tog mig i hånden. Meddelte, at nu var det altså nu. Vores kroppe dampede, da vi trådte udenfor. “Jeg synes altså, jeg er kølet ned,” peb jeg på vej mod badebroen. Men han skubbede mig bestemt foran sig, smilede. Bare et hurtigt dyp, bare ned og op, så var jeg god. Vi smed håndklæderne på de våde planker. Satte sirligt mine klipklapper ved siden af hans.

Det føltes som tusinde syle mod mine fodsåler, slog omkring anklerne, åd sig op af læggen, barberbladsskarpe tænder i mit lår. Handymanden tog en dyb indånding, dykkede helt ned under vandet. Jeg stod endnu hvinende på stigen. Kom aldrig længere i end lige til ballen. Vel inde i saunaen igen lykønskede de tre grå mig. Sarongkvinden klappede muntert min skulder. Sagde, at næste gang kom jeg sikkert helt under. Så sad vi alle der og svedte og hyggesnakkede. Nogen hældte pebermynte på de varme sten, viftede vildt med et håndklæde, en gyngende diller lige i øjenhøjde. “Aaah,” henåndede de alle sammen. Saunadøren gik op. Pebermyntedampe og dæmpet belysning gjorde det lidt svært at se de nytilkomne. Men. Kendte jeg ikke ham den ene? I døråbningen stod en nøgen, mørkhåret mand. Jo. Ham kendte jeg udmærket. Det var Helten. Nogen husker måske den pæne mand, jeg havde en enkelt bolledate med dengang, da kløen var på sit højeste? Han huskede i hvert fald mig. Det var helt sikkert. For han stivnede totalt, da han fik øje på mig. Så så underligt betuttet ud. Det hjalp nok heller ikke, at hende, han holdt i hånden, bestemt virkede til at være hans kæreste, og derfor nok ikke var én han havde lyst til skulle vide noget som helst om mig og ham. Ahrmen. Hvad er chancen for, at første gang jeg møder Helten siden vores date for over et år siden – sker nøgen og svedende i en sauna? “Hej,” jeg forsøgte at lyde frisk, men min stemme var irriterende spinkel. Han hilste hurtigt og satte sig så meget stille allerøverst, længst væk fra mig. Jeg lagde en hånd på Handymandens knæ. Bare så Helten ligesom kunne se, at jeg altså heller ikke var alene. Trak diskret håndklædet omkring mig igen. Handymanden kiggede spørgende med et løftet øjenbryn. Kastede med hovedet mod døren. Nikkede. Ville hellere en tur i det kolde vand igen end blive inde i saunaen sammen med Helten. “Ham der den mørkhåret,” sagde jeg, da vi atter gik på badebroen, “ham har jeg knaldet.” Handymanden grinede højt, gav mig en albue i siden og spurgte, om det var derfor, han havde kigget så mærkeligt.

En ny taktik skulle prøves af, og jeg var fast besluttet på ikke at tænke så meget over tingene, så jeg tog stigen to trin ad gangen. Det var helt vanvittigt koldt. Havde ikke regnet med, at det også ville gøre så ondt anden gang. Mine led smertede, fik mig til panisk at hyperventilere, da vandet plaskede op i armhulen. Det nåede mig til halsen nu. “TRÆK VEJRET!” brølede Handymanden og svømmede hen på siden af mig. Jeg rakte ud efter gelænderet. “Nej, nu bliver du her og tæller til ti,” sagde han. “En. To. Tre. Fire. Jeg vil gerne op nu,” hvislede jeg mellem tænderne. Vandet var helt sort. “Fem. Seks. Syv,” fortsatte han roligt. “TI! TI! TI!” hylede jeg og begyndte opstigningen. Mine fødder var blytunge. Det var som om, kræfterne fuldstændig havde forladt benene. Men i samme sekund jeg tog det sidste skridt op af vandet, blev min hud som lammet. Den før så isnende vind føltes nærmest som en mild brise. Prikkede bare behageligt. Og så med ét frøs jeg ikke længere. Det fik mig til at fnise lidt. Le. Skraldgrine. “Hvorfor er det så sjovt?” spurgte jeg, og latteren fik min stemme til at dirre. Handymanden forklarede, at kulden og adrenalinen godt kunne gøre en lidt skør. Vi gik smågrinende tilbage mod saunaen. Helten og hans kæreste kom gående mod os. “Kom,” sagde Handymanden lavmælt, “så giver vi ham lige lidt mere at kigge på.” Og så trak han mig ind til sig. Hans læber var kolde og smagte af saltvand. Slap mig først igen, da de var gået forbi. “Vi må hellere stoppe nu,” smilede han og viste hvordan håndklædet så småt afslørede konturerne af en begyndende bule.

Vi købte byens bedste burgere med bacon og timianfritter med ekstra mayo. Hele herligheden i brune papirsposer. Vi sad ved mit spisebord med kødsaften løbende ned af fingrene. Handymanden drak øl. Jeg fik Faxe Kondi. Bagefter målte vi hvem der havde den største food baby. Jeg vandt. Følte mig så mæt og uendelig træt. Som om jeg havde løbet et maraton. Det var en behagelig, snurrende følelse af tung, tung træthed i mine lemmer. Men selvom jeg sikkert kunne have sovet fast helt til næste morgen, havde jeg lagt mig på stedet, fik Handymanden liv i mig ved hjælp af samme langsomme kys som aftenen før. Så forsigtig. Det var selvfølgelig stadig meget dejligt. Men hvor ville jeg ønske, han havde taget lidt hårdere fat, gået bare en anelse hurtigere til værks. Viste ham, hvad jeg ville have ved raskt at smide mit eget tøj. Baksede lidt med ham, indtil han stod lige så bar. Nej, ikke flere dvælende kys nu.

Denne gang var der ingen problemer. Han passede perfekt i mig. Der var masser støn og suk. Det var ikke det bedste sex nogensinde. Dog heller ikke skidt. Jeg tænkte, at vi nok havde brug for lidt tid til at lære hinanden bedre at kende. Så ville det sikkert blive rigtig godt. Han kunne blive ved længe. Endte med at tage ham i munden igen, hvilket til gengæld fik ham til at komme efter få slik. Ok. Blowjobs var åbenbart hans ting, noterede jeg mig. Og jeg havde fået ham til at krølle sig jamrende sammen, mens han pumpede pikken op i ganen på mig. Det var godt. Bagefter puttede jeg mig forventningsfuldt ind til ham. Og ganske som jeg havde håbet, bredte roen sig straks Handymanden lagde armen om mig. Jeg forestillede mig, at mit bryst blev fyldt med en glødende orange masse. Det var endnu mere helende og trøstende end sidste gang. Tænk, om han havde vidst hvilken vidunderlig, afhængighedsskabende effekt, han havde på mit mishandlede indre. Men jeg sagde ikke noget. Lå bare med lukkede øjne og nød og sugede af hans varme. Jeg syntes, vi delte et helt specielt øjeblik og følte mig meget tæt på ham. Handymanden snakkede, jeg brummede. Bad mig vise ham Det Der igen. Jeg kom hårdt. Gjorde ham klar til anden runde. Det blev med mig øverst, men jeg var så dødsens træt nu, så jeg midt i det hele lod mig glide bagover mod madrassen. Stadig forenet tog Handymanden om mine fødder, kyssede svangen. Han blev slap indeni mig, men blev liggende, og jeg syntes, det var så fin en måde at slutte af på.

Anden date med Handymanden

Selvfølgelig havde jeg lyst til at se Handymanden igen. “Vi kan spise aftensmad sammen. Og måske vi bare skal slappe af på sofaen med en film bagefter?” skrev han. Snedigt. Ha! Der var ikke noget jeg hellere ville end at Netflix’e og chill’e den lidt sammen med ham. Det gælder om at prøve dem hurtigt, mændene, så man ved, om de er til noget. Vi aftalte at være hjemme hos ham. Eller. Hjemme er måske så meget sagt. Handymanden og jeg bor nemlig ikke i samme by. Faktisk bor vi ret langt fra hinanden. Det længste jeg endnu har prøvet, når vi taler mænd, jeg dater. Og Sommermanden på den anden side af jorden gælder ikke. Handymanden var på forsinket efterårsferie i min by, lånte en bortrejst kammerats lejlighed til formålet. Det var denne, jeg en eftermiddag – halvanden dag efter vores første møde – cyklede hen imod.

Handymanden åbnede op, da jeg ringede på dørtelefonen. Stod der og ventede på mig i en hvid t-shirt, der rigtig gav kig til armenes sorte blæk. Jeg syntes, det så så flot ud. Han viste mig rundt i lejligheden. Et tørrestativ stod midt i stuen, han havde været ved at hænge vådt vasketøj op, da jeg kom. Jeg hjalp ham med resten, og vi grinede og småsnakkede, mens vi stod ganske tæt. Jeg var all black everything i stramme jeans og bluse. Han skævede til mig og sagde, at jeg så godt ud. Skød lidt koket med hoften, svarede, at det var da ingenting, bare lige noget jeg havde fundet. I virkeligheden havde jeg faret rundt i en halv time for at finde noget, der så tilpas afslappet og indbydende ud på samme tid. Jagtens søde spænding rullede i min mave ved hans kompliment. Det tegnede godt. “Jeg havde tænkt, at vi kunne se Harry Potter,” sagde Handymanden med en våd trøje i hånden. Han havde husket, at jeg havde fortalt, hvor betingelsesløst og hengivent jeg elsker bøgerne. Hvorimod filmene lokker en sær tvedelt følelse frem i mig, som vel nok bedst kan beskrives som et had-kærlighedsforhold. “Så skal det være en af de tre sidste. Det er de flotteste og bedste af dem alle,” svarede jeg, og Handymanden, der aldrig havde læst bøgerne endsige set en eneste af filmene, bad mig forklare handlingen frem til bog seks. Vi skrællede kartofler, rødbeder og pastinakker, mens jeg fortalte om mugglere og patronuser. Bagefter sad jeg på køkkenbordet og nippede til en dåseøl, betragtede Handymanden stege kødet og piske sovsen luftig. Det var alt sammen vældig hyggeligt.

“Tsk. Det der er slet ikke med i bogen,” himlede jeg. “Tsk,” svarede Handymanden og rystede forarget på hovedet. Jeg smilede og syntes, det var rart at have en medsammensvoren – også selvom jeg vidste, at det hele vist mest bare var for min skyld. Vi havde sat filmen på med det samme, spist maden ved sofabordet. Jeg havde grinet og fået bearnaisesovs galt i svælget, estragon og smør satte sig fast i næsen. Handymanden lo og så på mig med glimtende øjne. “Skal vi ikke hellere ligge ned?” spurgte han, da maden var spist op og sovsen gledet den rette vej ned i halsrøret igen. Det var da en mægtig god idé! Han fandt et tæppe frem. Sofaen var stor, men jeg rykkede lidt tættere på ham. Så kunne vi jo bedre være under tæppet begge to. Ik’. Det der med at holde mund, mens man ser film, har jeg aldrig været god til. Her lå jeg heldigvis ved siden af en, der havde samme udfordring. Jeg fandt på undskyldninger for at rulle om og ligge sødt smilende med front mod Handymanden. Også i lidt længere tid end nødvendigt. Møvede mig prøvende tættere på endnu. Forsøgte at fastholde øjenkontakten. Syntes selv, at jeg var ret tydelig i, hvad jeg ville. Det må han da kunne forstå, det her, tænkte jeg. Men Handymanden vendte bare al opmærksomhed mod fjernsynsskærmen, og jeg rullede akavet bort igen. Det skete et par gange. Så mistede jeg modet og blev liggende på min halvdel af sofaen indtil rulleteksterne begyndte. “Skal vi ikke gå en aftentur?” spurgte Handymanden. “Nu?” udbrød jeg og tænkte, at hvis han havde været interesseret i at hive tøjet af mig, ville han nok have foretrukket at blive inden døre. Gåtur gik jeg dog med til. Faktisk ville jeg have sagt ja til hvad som helst. Havde forestillet mig, at det nok bare skulle være et hyggeligt lille svip rundt om karreen. Men Handymanden gik og gik. Jeg trippede efter, mine støvlers hæle var ikke skabt til vandreture som denne. Efter en time begyndte det at regne. Blev lettere irriteret over, at han hverken satte farten ned eller vendte om. Nu blev mit hår vådt og slasket også. “Jeg gider altså ikke mere, Handymand,” sagde jeg til sidst. “Vi er også på vej hjem nu,” svarede han. Der var helt mørkt. Jeg anede ikke, hvor vi var. Hoppede udenom vandpytter og håbede, at min mascara ville holde. Endelig var vi tilbage i gaden, hvor vi startede. Han lånte mig et håndklæde til håret, da vi kom op i lejligheden. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg og tænkte, at hvis han foreslog endnu en film, ville jeg tage hjem. “Det ved jeg ikke,” svarede Handymanden. Det var jo helt tydeligt, at han ikke gad mig alligevel. Jeg havde nok misforstået. Klokken var også ved at være mange. Fint, jeg skrider, tænkte jeg træt. “Snave?” spurgte han pludselig. “Hvad? Æh,” begyndte jeg forvirret, men han lukkede min mund med sin.

Handymanden kyssede godt. Bløde læber, ikke alt for meget tunge. Lige som jeg synes, et første snav skal være. Han tog sig god tid, det var et meget langt, meget langsomt kys. Så kiggede han på mig og smilede. Jeg hev lidt i hans t-shirt, stak hånden ind under den, strøg henover hans ryg. Hans hud var glohed og glat. Nærmest som silkepapir. Lod fingrene følge hans biceps, der mærkedes stærke og spændte på den helt rigtige måde. Godt. Ville gerne have, at han også rørte ved mig. Kunne mærke, hvordan hele min krop længtes efter at blive holdt om, hvordan mit bryst sukkede efter hans hænder og min kusse efter noget fast, noget varmt, noget insisterende dunkende. Men Handymanden reagerede end ikke, da jeg greb i bukselinningen og lod hånden hvile på hans balle. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” endte jeg med at sige, for nu gad jeg simpelthen ikke længere fortsætte hentydningerne. “Det kan vi godt,” Handymanden smilede. “Såeh. Skal vi gå ind i soveværelset?” spurgte jeg, for han stod bare der og lod ikke helt til at vide, hvad han skulle gøre. Handymanden gentog, at det kunne vi da godt. Så tog han mig i hånden, og vi gik ind i rummet ved siden af.

Han kyssede mig igen. Jeg trak t-shirten af ham. Åh, Gud hjælpe mig. Hans overkrop var som skåret i sten, bugmusklerne stod skarpt frem. Et karakteristisk V startede et sted ved hofteskålene og forsvandt ned i bukserne, gjorde maveskindet under navlen helt stramt og fladt. Det så edderflot ud. Handymanden blev stående. Stadig kyssende. Langsomt. Jeg begyndte at blive utålmodig. Hvor jeg gerne vil have en smule mere voldsomhed – fordi det for mig rimer på lidenskab – foretrak Handymanden åbenbart at trække tingene lidt i langdrag. Han prøvede stadig ikke at tage tøjet af mig. Jeg satte mig fuldt påklædt på sengen. Måske han bedst kunne lide at gøre det liggende? Jeg gnubbede mit underliv mod hans, da han lagde sig ovenpå mig. Det kan jeg godt lide. Til sidst endte jeg med selv at hive bukser og bluse af. Havde taget mine pæneste blonder på indenunder. Dem måtte han godt beundre lidt, så de forblev på. Og som jeg lå der i undertøj, kom der endelig lidt fut i Handymanden. Han smed sine jeans. Krængede blonderne af mig. Vi havde problemer med at tilpasse os hinandens tempo. Det stod efterhånden klart for mig. Tror måske, han var nervøs. Stemningen blev akavet. Jeg spurgte forsigtigt efter prævention. Vi kom til at snakke for meget, pludseligt usikre på hinanden. Og så tabte Handymanden sin rejsning. “Det er okay. Vi venter bare,” sagde jeg hurtigt. Så kyssede vi lidt mere. Jeg tog hans hånd, lagde den på mit bryst, og han forstod, sugede og slikkede brystvorten. Det sendte stød gennem min krop, jeg aede hans hår og trak vejret tungt. Det kløede helt vanvittigt nu. Vi rodede rundt i en rum tid. Syntes, det virkede til, at Handymanden var kampklar igen. Greb ham om roden og trak ham tættere på, da jeg mærkede, hvordan han blev slap mellem hænderne på mig. “Åh,” udbrød jeg. Handymanden smed sig frustreret på ryggen. “Det er altså helt okay,” mumlede jeg igen, “kan jeg gøre noget?” “Det er i mit hoved. Det er ikke dig,” forsikrede han. Nå. Tænkte mig lidt om. Mænd plejer at være ret vilde med at se mig røre ved mig selv. Mit kød var opsvulmet og blødt. Fingrene skøjtede rundt. Jeg havde ikke opdaget, at han havde gjort mig tændt – så havde de mange langsomme kys altså været ganske effektive. Jeg kom lynhurtigt. For satan, hvor jeg kom. Var helt ør bagefter. Sundede mig i et par minutter. Så gentog jeg succesen, bad gispende Handymanden hjælpe til, da jeg nærmede mig, og han var straks parat med to fingre. Kunne fornemme hvordan skedemuskulaturen spasmede mod hans knoer. Det hele havde den ønskede virkning på Handymanden. Jeg satte mig overskrævs på ham. Da han tredje gang mistede rejsningen, kunne jeg simpelthen ikke få mig til at prøve mere. Gav ham endnu et soloshow. Egentlig mest for min egen skyld, for jeg trængte så forfærdeligt. Det gik lige så hurtigt som de to andre gange. Wow. Handymanden var meget begejstret. Jeg blev helt stolt. Han voksede igen for øjnene af mig. Satte mig denne gang til rette mellem hans ben. Slikkede hans mave, V’et. Han vred sig under mig. Det var virkelig en flot pik, han havde. Sådan. Fuldstændig rank. Han stønnede på den mest erotiske måde, jeg nogensinde har oplevet, da jeg tog ham i munden. “Jeg kommer snart,” hviskede han hæst, og jeg slap ham brat. Kølede ham med lange strøg henover bryst og arme. Hans krop var fuldstændig spændt, man kunne se pulsen hamre i halsens vene. Han spilede overrasket øjnene op, da jeg med den ene hånd greb ham om pikken og med den anden lukkede hans luftveje. Hans hals var så bred. Og sådan oplevede Handymanden for første gang den ufattelige nydelse en iltfattig hjerne og den dertilhørende følelse af at være fuldstændig i en andens kontrol, kan give. Jeg lod ham komme i min mund.

Vi lå sammenviklet. Mit hoved på hans bryst. Benene klemt ind mellem hans. Jeg havde aldrig ligget med en mand som ham før. Alt ved ham var nyt og anderledes. Hele Handymandens krop var hård og kantet, selv når han ikke spændte musklerne, kunne man se dem tydeligt aftegnet lige under huden. End ikke Vikaren, der ellers også må siges at kunne gå for at være pænt veltrænet, havde haft en krop så hård. Handymanden fortalte historier, jeg lyttede med lukkede øjne. Indeni mig var noget ved at falde stille på plads. Jeg mener det: Kunne bogstavelig talt mærke det. Lå i hans arme, hørte hans hjerteslag og åndedræts pust i mit hår, mens jeg mærkede, hvordan Handymanden helede mig. Hvordan han samlede hver en stump af mig op igen, klinkede og limede med kys. En berusende ro buldrede fra tæer til fingerspidser, åh, hvor havde jeg ventet på den, længtes. Jeg tror, jeg var lykkelig.

Noget er i gære

Nu ved jeg godt, det var meningen, at jeg skulle gå rundt og være trist og fuld af savn og famlende efter mine knuste hjertestykker. Sådan har I nok tænkt, at det var fat med mig. Og det var det også. Det var det virkelig, virkelig. Dyrkede rigtigt melankolien, kreerede sørgelige playlister og spiste alt for meget smeltet ost. Og der var slet ikke noget der var noget ved. Især ikke mændene. Nå ja. Var da flittig på Tinder alligevel. Dog må enhver singledame give mig ret i, at det ikke ligefrem er ensbetydende med, at man kan sidde og muntre sig med det ene lækre match efter det andet. Der er så godt som støvsuget for flotte mænd derinde. Men så skete der pludselig noget. Sådan. Noget ret uventet.

Hvis nogen har lært sin lektie – så er det mig. Åh, jo. Som om jeg nogensinde igen vil fortælle en mand om bloggen, tænkte jeg sammenbidt. Som om jeg vil føle mig ufri på mit eget fristed. Men da Det Uventede skete, tøvede jeg alligevel et par dage med at skrive om det. Fordi. Tja. Fordi det faktisk virkede som om, at jeg havde fundet noget rart og lovende. Var betænkelig og lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere hele situationen. For taget i betragtning af hvordan det gik sidst, jeg fandt noget tilsvarende *host, hej Sommermand, host, host*, virkede det ikke længere som så skide god en idé at fortælle fremmede mennesker på internettet intime detaljer om min nye flirt. De få dages tøven blev til uger uden skriverier – og det var simpelthen så mærkeligt ikke at dele det med nogen. Ja, udover Søster, min mor, en håndfuld veninder og kolleger selvfølgelig. Bevares. Men så var der altså heller ikke flere, der vidste noget om noget.

Jeg er mere afhængig af jer og bloggen, end jeg lige troede. Og det føltes helt forkert ikke at skrive om alt det, der pludselig drønede ind i mit liv. På den måde lærer jeg tilsyneladende noget hele tiden. Såeh. Hvis man er klar på en føljeton, er jeg parat til at fortælle nu:

Jeg giver det et sidste skud, tænkte jeg og gik en tirsdag på Tinder igen. Det var om morgenen, og der var ikke så travlt på arbejdet, så jeg forestillede mig, at jeg lige ville snuppe fem minutters hyggeswiperi til kaffen. Aldrig så snart havde jeg åbnet appen, før en af de meget sjældne, åndenødslækre tindermænd tonede frem. I ved. En af dem der, hvor man selvfølgelig liker og krydser fingre, men inderst inde godt ved, at han er en liga for sig, og at et match nok ikke er helt sandsynligt. Men se! Straks spurgte Tinder, om jeg havde lyst til at starte en samtale med samme mand, for han havde også liket mig. Sgu. Afslog dog samtale, for selvom han umiddelbart så noget nær perfekt ud, haltede det jo på det tidspunkt gevaldigt med lysten til mere for mit vedkommende. Bestemte mig for at nøjes med den optur, det var, at få matchet og gjorde derfor mine til at lukke Tinder ned. “Godmorgen Frøken Kløe. Du ser sød ud! 🙂 modtog jeg pludselig i en besked fra ham. Altså. Vil ikke helt afvise, at mit ansigt flækkede i et skævt smil. Det føltes jo alligevel lidt rart, kunne jeg mærke. Så jeg svarede, at han da også så sød ud. På min profil har jeg en mindre mandetjekliste, som de, jeg matcher med, plejer at være meget ivrige efter at fortælle, hvor mange punkter de opfylder. Det slog selvfølgelig heller ikke fejl denne gang. Var mere end tilfreds, da manden ytrede, at han kunne tjekke samtlige punkter af. Og så kørte det egentlig bare slag i slag derfra. Jeg har vist før fortalt lidt om, hvordan det nogle gange bare kan klikke allerede inden man mødes. Det gjorde det med Ingeniøren. Det gjorde det med Sommermanden. Og sørme om ikke også det skete igen nu. Det viste sig, at mit nye tindermatch var håndværker, og jeg frydede mig over at være stødt på en mand, der kunne finde ud af at banke løs med en hammer og kløve noget brænde og skrue en pære i. Jeg døber ham Handymanden.

Vi skrev sammen hele formiddagen. Fornemmede en tydelig interesse blandet med en forbavsende omsorg fra hans side. Det bekom mig godt. Fantastisk godt, faktisk. Opdagede først hvor meget jeg havde længtes efter den slags opmærksomhed, da jeg pludselig fik det i overflod fra denne fremmede. Handymanden bød hurtigt på øl, og jeg takkede lige så hurtigt ja. Da jeg cyklede hjem fra arbejde den dag, var det som om, at bakkerne var lidt fladere og medvinden lidt friskere.

Næste morgen stod jeg længe foran bøjlestangen og kunne ikke bestemme mig for, hvad jeg skulle tage på. Daten skulle stå straks jeg havde fri, så der var ikke tid til at komme hjem og skifte. Endte med mørkeblå strik og denimnederdel. Jeg ser altid brandgodt ud i blåt. I løbet af dagen udvekslede vi telefonnumre, og han foreslog først at starte daten hjemme hos mig. Var helt med på, hvad det kunne betyde. Men Handymanden kendte naturligvis hverken til mine manderegler eller ulykkelige forelskelse. Og nu er det jo heller ikke fordi, jeg plejer at være den, der siger nej til et knald på første date. Jeg vidste bare, at jeg for tiden manglede et teflonlag om hjertet, og kunne derfor tydeligt mærke, at det ville være en tand for grænseoverskridende at lade Handymanden komme indenfor på tredje sal. I stedet undskyldte jeg mig med rod og foreslog et mere neutralt mødested. “Jeg henter dig i bil, så kører vi lidt rundt og finder ud af, hvad vi vil,” skrev han.

Jeg stod nede på gaden og ventede, da han gled op på siden af mig i en toplækker øse. Altså. Nu går jeg ikke sådan specielt meget op i biler – faktisk overhovedet ikke – men lige denne her, kunne da selv jeg se, var en respektindgydende model. Satte mig ind ved siden af ham og havde nær tabt pusten, da jeg endelig fik et ordentligt kig på ham: Lyst hår og fuldskæg. Lattermilde øjne. Kunne skimte tatoveringerne komme til syne under de opsmøgede jakkeærmer. Vi snakker altså fuldstændig en mand efter mit hoved. “Skal vi ikke køre hen til udkigsposten?” spurgte han. Det var samme sted, som Sommermanden og jeg havde haft vores første date, tænkte jeg. Nikkede. Det kunne vi da godt. Han gassede op, vi fór gennem byen. “Jeg har stalket dig på Facebook,” sagde Handymanden og kom med en bemærkning om min barndomsby. Jeg grinede overrasket. Selvfølgelig havde jeg da også stalket ham og tilmed tænkt, at hvis bare han lignede sine billeder en lille smule i virkeligheden, havde jeg skudt papegøjen. Men det ville jeg jo ikke indrømme. Sagde bare kælent, at jeg syntes, det var sødt, at han sådan havde leget detektiv taget mit kedeligt normale navn i betragtning. “Jeg måtte også lede i et stykke tid,” lo han. Og sådan opdagede jeg allerede i løbet af de første ti minutter, hvor lige til og direkte Handymanden er.

Han var mindre, end jeg havde regnet med, så jeg, da vi steg ud af bilen og jeg kunne betragte ham fuldstændig. Men hans jeans afslørede en pokkers fast lille manderøv. Handymanden førte an. Vi travede rundt, hans skridt var små og energiske. Fik solide flashbacks, da det gik op for mig, at vi fulgte nøjagtig samme rute, som Sommermanden og jeg for så lang tid siden havde slentret ad. Dengang havde solen skinnet, og jeg havde svedt og smidt jakken. Nu lå bladene våde på jorden, luften var tung af fugt og lovning om snarlig vinter. Da tusmørket krøb frem fra buskene, blev vi enige om at finde noget at spise. “Sushi?” spurgte Handymanden. Jeg rynkede på næsen. “Nej? Nå. Det plejer piger ellers altid gerne at ville have,” sagde han med øjenbrynene skudt langt op i panden. “Det smager jo af rå fisk og kolde ris,” forklarede jeg, og han grinede og sagde, at det var det sådan set også. Han nikkede anerkendende, da jeg glad bifaldt en omgang bøfsandwich.

Sovsen var tyk og brun, bøffen var kæmpe og Handymandens ansigt blev oplyst af flakkende stearinlys, da vi sad på cafeen. Vi snakkede meget. Jeg kunne kun spise halvdelen. Resten nåede at blive kold, for jeg havde så travlt med at grine og komme med bemærkninger, så jeg glemte alt om maden. Nogle gange tav Handymanden og kiggede på mig, mens jeg fortalte. Han glødede varmt mod mig og sendte sug i min mave. Lagde mærke til, at han havde de fineste smilerynker ved øjnene. Efter maden troede jeg, at daten lakkede mod enden. Der var helt mørkt udenfor. “Skal vi drikke den øl nu?” spurgte Handymanden, og jeg blev ligeglad med næste dags arbejde. Vi gik ad tyste gader. Det støvregnede. Blev irriteret på mig selv over, at jeg altid var så typisk forsinket, så jeg ikke havde nået at tage linser i om morgenen; mine brilleglas blev våde og duggede. Handymanden stoppede op og så indgående på mig. “Du har meget flotte øjne,” sagde han, da jeg tog brillerne af. Jeg smilede og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige.

En vandpibebar lokkede med neon og parfumeret røg, og Handymanden udbrød, at han godt kunne bruge en pibe. Vi bestilte tjekkiske øl og valgte samtidig, at vores mundstykke skulle være lilla. Han fandt tæpper, vi satte os udenfor. Bartenderen kom med pibe og kul, og jeg lo, da røgen væltede fra Handymandens mund i duftende bølger. “Egentlig ryger jeg nogle gange en smøg eller to, når jeg går i byen. Det er en gammel vane. Jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Men jeg forstår ikke dem, der ryger fast hver dag. Hvorfor gør man sådan mod sin krop?” ville han vide. “Mh,” svarede jeg undvigende, proppede diskret min krøllede smøgpakke endnu længere ned i taskens fjerneste hjørne og bestemte mig for at være ikkeryger. Handymanden var nem at snakke med. Jeg behøvede aldrig tænke over at finde på nye samtaleemner sammen med ham. Det var som en konstant pludren, der var ikke stilhed mellem os et eneste øjeblik. Jeg grinede meget. Da øllene var drukket, forsvandt Handymanden indenfor og kom kort efter ud med to drinks. De smagte af kanel. En fyr kom hen og komplimenterede Handymandens tatoveringer og flotte skægvækst, det lod til at være en slags hemmelig klub for mænd med hang til den stil. Han blinkede til mig henover fyrens skulder. Og så sad vi der. Med tæpper om benene, tobak med vandmelonsmag og kaneldrinks, mens jeg følte mig let og levende igen.

Vi gik videre til den næste bar. Det var efterhånden blevet vores femte øl, og jeg kunne mærke, det var ved at gøre mig svimmel. Klokken var over midnat. Forsøgte at skjule et gab, men det lod sig ikke helt gøre, og snart havde jeg smittet Handymanden, der næsten vred kæberne af led. Efter otte timer sammen blev vi enige om at gå hver til sit. Jeg løb fra gadedør til gadedør i et forsøg på ikke at blive alt for gennemblødt af den regn, der silede stødt på hele hjemvejen. Vandet dryppede fra håret, da jeg stod i entreen og sparkede skoene af. Gik straks ud på badeværelset, greb vatrondeller og makeupfjerner. Og med tandpastaskum på hagen modtog jeg en besked fra Handymanden: “Hej Frøken Kløe. Jeg kan rigtig godt lide dig og vil gerne ses igen, hvis du har lyst?”

Og. Helt ærligt. Ik’. Det kan godt ske, jeg var tømmermandsramt dagen efter og havde usædvanligt besvær med at komme ud af fjerene, da vækkeuret bimlede. Men ikke desto mindre var det denne sang, jeg havde i ørene, da jeg cyklede på arbejde og mange, mange dage derefter: