Nytårskvæk

Oy. Kunne det ikke være hyggeligt med et lille vrøvleindlæg helt uden nærværet af mænd og dating og egentlig mening, men i stedet med lidt opdateringer omkring mit spændende liv og hæsblæsende jul? Det synes jeg. Nok er jeg ikke så tjekket en blogger, der har styr over årets mest læste indlæg eller likede billeder, men en form for status kan jeg vel godt svinge mig op til. Egentlig havde jeg tidligere planlagt et mindre julehaderindlæg, men ok, tænkte jeg, der er alligevel grænser for hvor julenederen man kan være. Er jo som bekendt ellers ret meget på team Scrooge lige hvad angår julen, men jeg er også en nådig sjæl, så I kan hermed betragte jer selv som forskånet for de værste sure opstød.

Nå. Men jeg har ferie. Uh. Det passer mig til gengæld overordentligt godt. Sidder i skrivende stund i mine forældres bløde sofa. Havde helt fra feriestart haft i sinde at tilbringe størstedelen af mine vågne timer netop der. Indtil videre er det gået over al forventning. Satme en dejlig sofa. Flader jeg ikke ud på den, drøner jeg rundt i nattøj og savner et generelt overblik over ugedagene. Mine forældre spørger på skift forbavset: “Jamen. Skal du da slet ikke i fitness?” for det plejer jeg nemlig som regel, når jeg er hjemme og besøge dem. “Næ, du,” svarer jeg. For det gider jeg ikke. Vil efter nøje granskning af eget spejlbillede mene, at dovenskaben har sørget for lidt ekstra julesul på hofterne – min far laver seriøst en gudsbenådet konfekt og min mor en ditto brun sovs. Gæt om jeg indtager andet her i ferien? Og to gange om dagen er der kaffe med flødesjatter. Lige som det skal være, siger jeg bare. Lige som det skal være.

I den forbindelse har jeg måtte sande, at et nytårsforsæt om at tage mig sammen nok bør være på sin plads. Efter ferien står jeg derfor ansigt til ansigt med en alvorlig omgang sukkerdetox. Det har desuden stået sløjt til på fitnessfronten det sidste lange stykke tid. Først tænkte jeg, at det var ok, for jeg kunne jo, som nogen nok husker, ligesom bedre overskue smeltet ost end holdtræning på det tidspunkt. Men nu brokker skulderen sig, og jeg kan pludselig heller ikke klare samme belastning som før, når jeg endelig kommer afsted. Så. Altså. Ja ja. Jeg tager mig sammen. Men først fra på mandag. Af andre nytårsforsætter kan jeg oplyse, at et rygestop er på trapperne. Den var værre. Men det nok allervigtigste forsæt er, at jeg i 2017 har bestemt mig for at vinde i Lotto. Eller. Mindre kan måske også gøre det. Starter lige med ikke at gå alt for meget bananas i januarudsalg.

For nu må det simpelthen have en ende med det evindelige minus, der bare sådan helt automatisk hersker på min konto sidst på måneden. Det ville være synd at sige, at december har hjulpet på dette. Ikke fordi jeg køber julegaver til særligt mange: Min mor, min far, Søster, Søsters kæreste og så mig selv. Især er posten med julegaver til mig selv ret tung i det. Således fandt jeg både nederdel og nøjagtig den lyskæde, jeg havde ledt efter, hvilket jo er glædeligt og bestemt skabte stor munterhed i en uges tid eller så. Her efterfølgende kan jeg godt se, at det nok mest er disse julegaver, der tvinger mig til at holde lang ferie i mit barndomshjem. Lyskæden kostede mig eksempelvis resten af decembers madbudget. Ok. Nu er det i forvejen heller ikke en post, der skal kunne sørge for meget mere end rugbrød og havregryn, idet jeg ligesom er hende, der sjældent kunne drømme om at tilberede andet end en klapsammen. Men hvad betyder det hele alligevel, når man her bliver forkælet med den ene livret efter den anden, bare man vifter med et øjenbryn? Intet! Ha! Skulle have købt to lyskæder.

Ellers vil jeg mene, at gavehøsten har været tilfredsstillende. Tøffer rundt i mine spritnye uldfutter og gør et ihærdigt forsøg på at smadre mine hårsække med den epilator, der ligeledes blev pakket ud juleaften. Nogen lader åbenbart til at synes, at andre aldrig finder sig en passende mand med så stolt en hårvækst på benene. Nogen vil gerne snart have et par børnebørn, forstås. Jeg er såmænd bare glad for at kunne slippe for skraber og snitsår. Sådan en børge kan endda også tages med i bad. Arhmen. Simpelthen så smart.

Samme nogen har i en moden alder også opdaget glæden ved SKAM, som Søster og jeg næsten uafbrudt har snakket om i et par måneder. Henover ferien har vi derfor sammen genset sæson på sæson. Især giver klippet med O Helga Natt mig kuldegysninger og tårer i øjnene hver gang. Tror snart ikke, jeg kender et eneste menneske, som ikke ser den serie. Har man det af uforklarlige årsager endnu til gode, bør man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind og komme i gang. Vil egentlig ikke sige så meget mere om den sag. Bare gør det. Så! – nu spørger min mor: “Har du givet din kone et nytårskys, din romantiske, gamle steg?” og planter et særdeles vådt et af slagsen på min fars kind, så han brummer og ruller med øjnene. Men jeg kan godt se, at han smiler bag skægget. Selv har jeg ingen at kysse på i aften, men tror, at jeg i stedet vil genhøre Nils Bech. Og hvis man allerede har set samtlige afsnit af SKAM – og måske som jeg tørster og tilmed bruger pinligt mange timer inde på Kosegruppa DK – kan vi jo sammen trykke play herunder og tænke lidt over, hvor forbandet meget love der i grunden også har været i 2016.

Farvel Handymand

Handymanden ringede dog stadig troligt hver eftermiddag. Jeg blev irriteret og mærkede en dump følelse i kroppen, så snart jeg så hans navn lyse op på telefonen. Og der var ligesom aldrig det rette tidspunkt at sige tingene på. Det begyndte at haste, for weekenden nærmede sig, og jeg havde ikke tænkt mig at tilbringe den sammen med Handymanden. Det blev korte samtaler. Enten havde jeg travlt, eller også havde han. Forsøgte at tage mig sammen og være sød, men jeg havde ikke mere at snakke med ham om.

“Hvad laver du?” spurgte jeg en aften og kunne høre larm i baggrunden. “Hjælper lige en kammerat,” svarede han. Jeg bad ham sige til, når han var kommet hjem og var alene igen. Hvis jeg ikke fik sagt noget denne gang, ville Handymanden næste dag sætte sig ind i sin bil og køre mange kilometer for at møde mig. Det vidste jeg. Der gik en times tid. Så kimede telefonen. “Jeg er hjemme nu,” sagde han. Lod ham smalltalke en rum tid, mens jeg kunne mærke pulsen tage til. “Jeg synes ikke, du skal komme i weekenden,” sagde jeg i én lang udånding, “eller nogensinde. Jeg synes ikke, vi skal ses mere.” Pause. “Det tænkte jeg nok,” mumlede han og tilføjede, at han havde håbet, jeg ville ombestemme mig. Det undrede mig, at han stadig ville fortsætte efter vores weekend sammen. Var det kun mig, der havde oplevet den som fuldstændig mislykket? Jeg sagde, at jeg ikke ville ombestemme mig, og hans stemme blev hård og kold: “Hvorfor giver du så hurtigt op? Hvorfor vil du ikke give os en chance?” “Det synes jeg også, jeg har. Jeg har ikke løjet for dig, Handymand. Det var helt oprigtigt, da jeg sagde, at det kun skulle være os to. Men det har ændret sig nu. Og så er der ingen grund til at fortsætte. Det bliver bare værre. Så er det bedre at stoppe nu, inden man bliver alt for involveret,” svarede jeg. Åhr. Det gjorde ondt at sige. Giv ham hvad du aldrig selv fik, tænkte jeg. Han var så stille. “Der er ting jeg gerne vil sige,” sagde han til sidst på sin nye, kolde måde, “men det kan være lige meget. Du er ikke en del af mit liv mere.” Hans kniv var skarp, han skar allerede. “Hvis du har brug for at sige noget til mig, lytter jeg gerne,” svarede jeg og kneb øjnene i, for det var ikke en spor rar snak, det her. Hans stemme blev atter velkendt og spinkel, da han bad mig give os weekenden. Afslag. Og vips! var det med en nærmest hånlig klang, da han sagde, han ikke kunne bruge det til en fucking skid, at jeg syntes, vi havde været vigtige. Han var fuldstændig ligeglad, sagde han. Nu savede han ligefrem. “Jeg er ked af at gøre dig ked af det. Det håber jeg, du ved,” var noget af det sidste jeg sagde til ham. “Det er spillets regler. Hvis man aldrig satser, vinder man heller aldrig,” han lød træt og slagen. “Tak fordi du satsede sammen med mig,” sagde jeg og mente det.

Når jeg tænker på Handymanden, er det med stor ømhed. Det er jo altid noget specielt hver gang mennesker involverer sig i hinanden. Men måske kan et bål, der brænder så intenst og med så sultne flammer, kun brænde for en stund. Selvom han ikke ved det, hjalp han, da jeg ikke kunne hjælpe mig selv. Og jeg havde uden tvivl ret, da jeg tænkte, at hele følelsesorgiet i virkeligheden udsprang af den knude, Sommermanden forlod mig med. Måske fik jeg udlevet alt indestængt med Handymanden. Men når man først er blevet forløst, skrumper knuden. Bliver ligesom lysere, lettere. Jeg havde bildt mig selv ind, at han ikke var en rebound, men kan godt se nu, at det var præcis, hvad jeg brugte ham til. Det gav mig en uges tid med sørgelige kærlighedsfilm på sofaen for at retfærdiggøre min dårlige samvittighed. Men jeg må jo også indrømme, at om ikke andet har bekendtskabet med Handymanden haft den ønskede effekt, og det kan jeg kun være taknemmelig for.

“Jeg har slettet dig på Facebook og Snap. Vil bare lige være sikker på, at du ikke tror, det er sket i hverken trods eller noget lignende – men udelukkende for ikke at blive mindet om dig, indtil jeg får dig ud af systemet. Jeg var nået at blive vild med dig,” skrev han. Og jeg havde jo lært, at når Handymanden sætter sig noget for, er det hundrede procent. Vi har ikke snakket sammen siden.

Gæst

Det hele gik meget stærkt mellem Handymanden og mig. “Der er noget jeg gerne vil spørge dig om,” sagde han en aften. “Jeg tænkte på, om du har lyst til at aftale, at vi ikke dater andre end hinanden?” det tog ham lidt tid at finde den rette ordlyd. Men det var lige, hvad jeg havde ønsket, han ville spørge om. “Så er det bare dig og mig,” sagde jeg. “Ja. Bare dig og mig,” svarede han. Jeg savnede ham afsindigt. Det var den første uge.

Jeg var vildt fascineret af Handymandens ærlighed, hans direkte facon, hans måde at leve fuldstændig impulsivt på. Og det var sandt, at der fandtes punkter, hvor vi lignede hinanden. Vi var for eksempel lige glemsomme og distræte og havde som følge deraf begge en tendens til at komme for sent til stort set alt. Vi syntes, det var helt forrygende at finde en at være fælles om sådanne træk med – for det er noget andre hurtigt kan finde irriterende. Derudover havde vi samme drømme. Delte holdninger og værdier. Sundt, tænkte jeg. Ærlighed er en dyd for mig, men Handymanden var ærlig på en helt ny måde, og vores samtaler bar præg af dette i en grad, jeg aldrig før havde oplevet. I hvert fald ikke så tidligt i et forhold. Der var ikke så meget pis med ham, han sagde uden omsvøb, hvad han ville have: Mig. Os. Fremtid. Jeg fik vitterligt alt, jeg havde savnet. Og jeg ville gerne være nogens. At fokus så ikke var på hvis jeg reelt var, tog jeg mig ikke så meget af til at begynde med.

Som dagene gik, som telefonopkaldene blev flere fik jeg dog efterhånden en mistanke om, at selvom vi var ens, var vi også forskellige. Og det er jo egentlig fint nok. Men den helt afgørende forskel, kunne jeg mærke, skulle findes i nuancerne. I de små ting. Dem, der ikke kom umiddelbart til udtryk lige med det samme. Men alligevel sådan nogle, man ikke kan ændre på, fordi det bare er så basal en del af hvem man er. Så samtidig viste det sig altså at være noget stort og grundlæggende mellem os, der ikke helt stemte. Noget, det hele stod og faldt på. Jeg opfattede små antydninger af dette i telefonen. Det brød jeg mig ikke om. Det er ikke rart at blive konfronteret med virkeligheden, når illusionen er så meget bedre, og trangen til at opretholde den er altoverskyggende. Hvorfor det lykkedes mig at undertrykke den snigende fornemmelse af bekymring, der havde taget bolig i min mave, så den til sidst kun sad som et ekko øverst i mavesækken.

Når jeg tænkte på Handymanden, så jeg ham for mig, som jeg huskede ham på vores anden date. Der havde vi hængt vasketøj til tørre, mens han slog mig grundigt omkuld med sin lækkerhed. Inde i mit hoved var Handymanden ætset fast i hvid t-shirt, med sine bare, tatoverede arme og en aura af coolness. Derfor forvirrede det mig, når han på sine snaps ikke helt lignede den, jeg huskede. Jovist. Kunne sagtens se, at det var Handymanden. Og så alligevel var det ikke. Nogle mennesker er bare ikke fotogene, beroligede jeg mig selv. Han spurgte, om jeg ville med ham på festival til sommer. Jeg sagde ja, glædede mig allerede og kunne mærke, at jeg savnede ham meget. Det var den anden uge.

“Er du ikke nervøs over at skulle ses igen?” spurgte jeg. “Næ. Er du?” var hans svar. “Lidt,” indrømmede jeg, “det bliver jo en helt ny måde at være sammen på. Vi har lært hinanden at kende i telefonen. Sidst jeg så dig, kendte jeg dig ikke. Det er ligesom i omvendt rækkefølge. Det føles som om, vi skal starte forfra nu.” “Synes du?” Handymanden virkede overrasket. “Ja. Det synes jeg faktisk. Det gør mig nervøs,” svarede jeg. Sagde bagefter, at jeg stadig savnede ham. Lagde på og ringede kort efter Søster op. Hun bor tilfældigvis i samme by som Handymanden. Bad hende være min backup i tilfælde af, at weekenden ikke skulle forløbe som planlagt, uden helt at gøre klart for mig selv, hvad det betød. Det var den tredje uge.

Jeg havde købt en ny kjole. Havde tilmed lakeret negle og vokset bikinilinje. Det havde taget mig en hel aften. Noget med at sidde på stuegulvet med bar numse. Klistre voksstrimlerne fast. Tage dybe indåndinger. Tælle til tre. Sige “NU!” meget højt, meget bestemt. Og så alligevel kun kunne få sig til at hive halvdelen af. Der kom voks på stuegulvet. Skulle nok have overvejet badeværelset til sådanne projekter. Men jeg ville gerne se Grey’s Anatomy imens. Da jeg om fredagen trak i mit fineste undertøj, kunne jeg tilfreds konstatere, at det hele trods alt havde været besværet værd.

“Henter du mig på stationen?” skrev jeg, mens jeg var på vej i fuld fart mod Handymandens by. Det lovede han. Emojihjerter. Vi blev enige om, at selvom jeg kom lidt sent, ville vi spise aftensmad sammen. Jeg var spændt. Håndfladerne var let fugtige. Min hjerne spillede en hed gensynsscene om og om. Tjekkede mit spejlbillede i de mørke togvinduer en sidste gang, inden jeg steg af. Fremmed perron i fremmed by. Gik forbi rejsekortstanderne. Gik ned af trapperne. Passerede cykelstativerne. Fremmed gade. Der var hvinende koldt, fik mine øjne til at løbe i vand. Jeg ventede. Ringede til Handymanden. Han tog den ikke. Til sidst fik jeg øje på en skikkelse, der med stor hastighed nærmede sig på cykel. Han bremsede hårdt op foran mig. Gullige gadelygter. Der var mange skygger. Tog et skridt baglæns. For jeg kunne nu se, at Handymanden lignede sine snaps og slet ikke den, jeg havde fremkaldt for mit indre blik så mange gange. Det gjorde mig paf. Bekymringen drattede med et hårdt bump ned fra sit skjul, fyldte lynhurtigt maven. Tror ikke, han opdagede noget. Hev mig i hvert fald bare glad ind til sig i et bjørneknus. Sagde “mmh”, da han kyssede mig. Efter at have snakket om alt hver eneste dag i flere uger, havde jeg pludselig ikke noget at sige. Min taske kom op på Handymandens bagagebærer. Vi gik hjem til ham, mens jeg forsøgte at få styr på et virvar af modstridende følelser.

Han havde selv sat lejligheden i stand. Jeg var meget imponeret. Fandeme en mand med hænderne skruet ordentligt på. Godt. Var så småt ved at have samlet mig tilpas til at få mod på det hele igen. Jeg smilede til ham. Vi blev enige om pizza. Klokken ville nok nærme sig ni, før vi fik noget at spise, så vi skyndte os hurtigt ned af trapperne igen. En nummer fireogtyve og seksogtyve blev bestilt. Vi ville købe ind til morgenmad i mellemtiden. Netto havde bare ikke det økologiske bacon, som Handymanden gerne ville have. Fakta havde heller ikke. Det forsøgte ungarbejderen også at forklare, men Handymanden ville på det bestemteste vide hvorfor, og jeg endte med at tage den unge i forsvar. Sagde, at han da sikkert ikke vidste hvorfor. Ungarbejderen gav mig ret med en bekræftende hovedrysten. “Kan vi ikke bare købe almindelig bacon i stedet for?” spurgte jeg, men blev hurtigt belært om, at det var ren og skær dyrplageri, hvis man ikke købte økologisk. “Jeg køber ikke økologisk. Ikke hver gang,” men det skulle jeg aldrig have sagt, for Handymanden kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke var konsekvent udi økologi. Forklarede, at jeg gjorde, når jeg havde råd, og at det derfor kunne knibe lidt sidst på måneden. “Det er en prioriteringssag,” sagde han, “jeg ved jo, at du til gengæld bruger alle dine penge på sjov og dameting. Så selvfølgelig har du råd.” Jeg gloede på ham. “Men jeg skal naturligvis ikke fortælle dig, hvad du skal bruge dine penge på,” udglattede han. “Nej, det skal du nemlig ikke. Jeg vil ikke have bacon,” svarede jeg. Så hentede vi pizzaerne.

Stemningen lettede, mens vi spiste. Vi grinede. Jeg syntes, det både var meget mærkeligt og meget rart endelig at være sammen med Handymanden. Det var som om, vi skulle finde hinanden igen. Og det var sært, for jeg var på en gang også tilbageholdende og utålmodig efter at få tøjet af ham. Så snart den sidste pizzakrumme var gledet ned, var det ret tydeligt, hvad der skulle ske. “Du tager dig virkelig god tid, hva'” fløj det ud af mig efter adskillige minutters langsomt kysseri. Handymanden så usikker ud. “Nej. Undskyld. Det er helt fint. Meget dejligt,” mumlede jeg. Overtog dog hurtigt styringen, for jeg kunne alligevel ikke overskue mere langtrukkent forspil. Og jeg tror, at det var nøjagtig det, han havde håbet, jeg ville gøre, for han virkede så grumme tilfreds, da han lå under mig. “Se på mig,” sagde jeg og greb ham om kæben. Dernæst halsen. Han gispede. Tid til at skifte stilling. Forstod han mon? Gled forventningsfuld ned på siden. Jeg havde vist ham, hvordan man gør. Nu var det hans tur. Det var egentlig ikke fordi, Handymanden kneppede specielt blidt. Men han tog mig ikke. Det hele blev afsluttet på nøjagtig samme måde som tidligere. Jeg spyttede spermen ud i toilettet, skyllede munden med vand. Tænkte, at vi vist foretrak noget forskelligt. Bagefter hørte vi Leonard Cohen, og øjeblikket blev atter specielt mellem os. Jeg lagde mit tøj sammen, inden vi faldt i søvn. Den nye kjole var blevet krøllet af rejsen. Det var fredag.

Næste morgen var vi tidligt oppe, for jeg kunne ikke sove længe i en fremmed seng. Var svært stolt over, at jeg om aftenen ikke var gået alt for meget i selvsving over at skulle sove sammen med Handymanden. Jeg gik i bad. Han råbte gennem toiletdøren, at han lige ville gå en hurtig tur udenfor. Jeg havde ondt i lænden og maven. Mens shampooen skummede i håret, løb blodet ned af mit inderlår. Fik hurtigt gjort mig færdig. Nu gjorde det for alvor ondt, og jeg trak vejret i korte stød. Da Handymanden kom tilbage, lå jeg i fosterstilling under dynen. Han havde cyklet et godt stykke, før han endelig fandt økologisk bacon. Det var til mig, sagde han. Og han var så sød, fandt piller og vand og varmedunk til mig. Aede mig lidt på panden og vidste vist ikke helt, hvad man stiller op med en dame, der knap kan tale af bare menstruationssmerter. Han lavede morgenmad, mens jeg lå og koncentrerede mig om at tænke på alt muligt andet end den jernhånd, der syntes at være i færd med at tæve mig indefra. Rev og flåede i min livmoder. Da maden var færdig, virkede pillerne heldigvis. Det var virkelig god bacon.

Dagens program skulle selvsagt ikke være for vildt for mit vedkommende, men gå en tur ville jeg gerne være med til. “Hov,” sagde Handymanden, da vi passerede en bestemt forretning, “lad os gå derind.” I udstillingsvinduet havde han fået øje på lige nøjagtig den trøje, han havde ledt længe efter. Og jeg vil jo gerne shoppe, så jeg gik villigt med. Den klædte ham godt. Var dog lidt dyr i det. Handymanden betænkte sig i omtrent fem sekunder, før han langede trøjen over disken. Ekspedienten smiskede og småsnakkede, slog beløbet ind. “Jeg har kontanter,” sagde Handymanden og hev et par store sedler frem. Han og ekspedienten jokede lidt med, at man så sjældent har kontanter på sig nu om dage, så det næsten kan føles gratis at købe noget, fordi man ikke har brugt sit kort. “Desuden er de tjent sort,” grinede Handymanden venligt. Ekspedienten så helt forkert ud i ansigtet. Sådan lidt rådvild i det. Da han ikke kunne komme på et passende svar, bestemte han sig øjensynligt for at lade som om, at han ikke havde hørt, hvad Handymanden havde sagt. Fumlede lidt med posen. “Jeg sagde,” gentog Handymanden – der åbenbart befandt sig i den vildfarelse, at ekspedienten måtte være enten tungnem eller døv – lidt højere og meget tydeligt, “AT JEG HAR TJENT PENGENE SORT.” “Åh. Ja. Okay,” svarede ekspedienten spagt. Jeg vendte brat ryggen til og fortrak til den fjerneste ende af butikken.

Jeg havde ærgret mig sådan over, at jeg ikke havde fået Mortens And i år. Det kunne vi ikke have, mente Handymanden, så han trak mig med ind i et supermarked, begyndte at smide rødkål og kartofler i indkøbskurven. Han fandt en hel and til mig. Kan ikke selv finde ud af at tilberede andesteg, men det kunne Handymanden, og det blev med svesker og æbler og indmad. Det blev også med sovs lavet på fløde og en uhørt mængde fedt fundet i stegeposen. Vi havde en del bøvl med sukkeret, men i tredje hug lykkedes det også at lave brunede kartofler. Jeg dækkede bord og tændte levende lys. Maden smagte fuldstændig fantastisk. Jeg grinede og snakkede om vores første dates. Sagde, at jeg ikke havde troet, han var interesseret i mig. Det viste sig, at Handymanden havde troet det samme om mig. Fortalte smilende, at jeg havde ventet og ventet på, at han ville kysse mig. At jeg var blevet så glad, da det endelig skete. Og på et eller andet tidspunkt i samtalen, missede jeg, at Handymanden vist tog det ret nært, da jeg opremsede alle de små, fjollede ting, jeg havde gjort for at få ham til at komme tættere på, men som han tilsyneladende havde overset. “Lad så være med at afbryde mig,” udbrød han højt, da jeg åbenbart havde gjort mig skyldig i netop dette. “Ups, undskyld,” jeg viste med en håndbevægelse, at han skulle tale videre. “Det er så irriterende. Sindssygt dårlig stil,” fortsatte han. Kunne ikke tolke hans ansigtsudtryk. “Æh. Okay,” mumlede jeg overrasket. “Simpelthen så uopdragent,” rasede Handymanden videre. Her klappede jeg demonstrativt i og gloede i stedet på ham, mens han holdte en lang enetale om, hvor belastende det er, at mænd altid skal tage initiativet, at jeg var med til at fastholde kønsroller, og at det faktisk var sexet, når kvinder bare tog, hvad de ville have. “Er du færdig?” spurgte jeg afmålt. Han nikkede. “Jeg følte, at du var meget tydelig i din afvisning, da vi så film på anden date. Kunne godt have forsøgt at kysse dig, men det havde jeg ikke lyst til.” “Du er gammeldags,” sagde han. “Det er jeg lige glad med. Jeg kan bedst lide, når en mand kysser mig først. Så føler jeg mig feminin og begæret. Og det tænder mig. Så det venter jeg gerne på,” svarede jeg og begyndte så småt at blive gal over, at jeg var nødt til at forklare mig på den måde. “Du burde begynde at tage ansvar for dit eget liv,” sagde Handymanden. Jeg forstod aldrig helt, hvad vi egentlig snakkede om. Det var lørdag.

Jeg vågnede op med en stiv pik mellem ballerne. Stønnen i øret. Slik på min hals. Først var jeg helt ved siden af mig selv, stadig halvsovende. Da han stak sin morgensure tunge ind i munden på mig, skubbede jeg ham hårdt væk. Handymanden hviskede, at han godt kunne huske, jeg havde sagt, at jeg ikke brød mig om sådan noget om morgenen, men om det ikke kunne være lige meget? Hans underliv bankede taktfast mod mit. Mine øjne føltes hævede. Som svar rykkede jeg væk. Det dér er præcis en af grundene til, at jeg ikke sover sammen med mænd. Efter lidt forgæves overtalelse stoppede han, og jeg kunne høre, at han var faldet i søvn igen.

Vi bestemte os for at flotte os og gå ud og spise morgenmad. Fandt et vældig hyggeligt sted til formålet. Vi sad ved vinduet, der var travlt på gaden udenfor. Kunne mærke, jeg var begyndt at få svært ved at se ham i øjnene, at jeg ikke havde lyst til at holde ham i hånden og generelt bare tolererede mindre og mindre. Jeg blev snerpet. En dum diskussion opstod mellem os, hvor jeg ikke ville lade Handymanden smage min mad. Og jeg tror måske, at det også her gik op for ham, at alt mellem os ikke var, som det skulle være. Jeg følte, at jeg havde indladt mig på noget alt for seriøst med et menneske, jeg i bund og grund slet ikke kendte. Hele diskussionen endte med, at Handymanden mente, jeg måtte være arrogant. Da – lige dér midt i morgenmaden – gav jeg endegyldigt op.

Pakkede min taske, så snart vi var hjemme i hans lejlighed igen. Er sikker på, han kunne mærke, hvordan det var fat med mig. For han blev stille og fik store øjne og sagde, at han gerne ville ligge sammen med mig en sidste gang, inden jeg rejste. Det blødte mig op. Han var jo så sød og på en måde stadig min Handymand. I hvert fald lidt endnu. Men jeg beholdt trusserne på, da jeg lagde mig ved siden af ham. Gjorde, hvad jeg gør bedst. Det var ikke så nemt at komme sammen med ham længere. Handymanden satte sig overskrævs på mig, mens han spillede pik. Det så flot ud. Vi nåede frem samtidig. Jeg måtte skifte trusser bagefter. Der var ikke tid til at putte, og jeg kunne egentlig heller ikke rigtig se nogen mening med det længere. Han fulgte mig hen til stationen. “Vi ses snart igen. Ik’?” sagde han og så så underligt fortabt ud. Aftalen var nemlig, at Handymanden skulle komme hjem til mig weekenden efter. “Vi snakkes ved,” svarede jeg. Så kyssede han mig. Jeg kiggede på ham. Det var virkelig farvel. Turen hjem til min egen by var lang. Følte mig fuldstændig bombet. Fuldstændig målløs over den drejning tingene pludselig havde taget. Jeg havde insisteret på at give ham og os en chance, var rejst afsted trods en ildevarslende fornemmelse og sad nu i toget med en fæl overdosis. Alt det jeg tidligere havde fundet så fascinerende og dragende ved ham, var det, jeg nu tænkte, jeg ikke kunne leve med. Der havde gennem hele weekenden været flere episoder – dog alle så små, at det havde været muligt for mig at overbevise mig selv om at se gennem fingre med det. Men i sidste ende vidste jeg godt, at de havde medvirket til at skærpe kontrasterne mellem os. Og jeg skammede mig. Gud, hvor jeg skammede mig. Over at have følt mig flov sammen med Handymanden, over at være blevet forgabt i en fantasi, ikke have brudt mig om virkeligheden og stædigt holdt fast i hvad der var. Over at have ladet det hele komme så vidt. Efter en time fandt jeg lidt indtørret sperm i håret. Det var søndag.

Og det var det.

Telefonsex med Handymanden

Åh, hvor jeg savnede Handymanden. Jeg savnede ham, så snart jeg stod op om morgenen, når jeg sendte ham dagens første snap forestillende min müsli og fik sovekammerøjne retur, når jeg tastede løs på arbejdet og ikke kunne tænke på andet end hans V, når jeg gik rastløs rundt i min lejlighed, når jeg lagde mig til at sove og manglede en varm krop ved siden af. Den primære kommunikation dagen igennem foregik ved hjælp af førnævnte snaps, som blev afsendt og modtaget i så hidsigt et omfang, at vi snart vidste med fuldstændig nøjagtighed, hvad hinanden foretog sig. Det blev hurtigt sådan, at Handymanden ringede til mig, når han om eftermiddagen fik fri. Så snart min telefon gav det mindste kvæk fra sig ved 17-tiden, kastede jeg mig ivrigt over den. Vi snakkede i timevis. To timer var altid for lidt. Mens fire timer ikke var ualmindeligt. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi snakkede om. Ikke rigtig noget bestemt. Alt fra barndomsminder til yndlingstv-serier. Men for det meste småsnakkede vi bare, mens vi ordnede dagligdagsting. Således var Handymanden med i Føtex, da jeg ledte efter kalkfjerner og den der spegepølse, jeg bedst kan lide. Han var med, da jeg barberede ben, og han lo og påstod, at han kunne høre stubbene skurre. Han var med, da jeg sorterede vasketøj i mørke og lyse bunker, tredive og fyrre grader, blonderne i vaskeposer og pletfjerner på bukserne. Samtidig var jeg med, da han lappede cykel, da han lavede aftensmad, og da han besvarede e-mails. Lighedspunkterne mellem os var overvældende. “Vi minder så meget om hinanden!” jublede vi.

Jeg lærte Handymanden at kende på en hel anden måde, end når man ellers tilbringer tid sammen rent fysisk. Jeg lærte, at han kunne være ubarmhjertigt direkte. Ærlig. Et karaktertræk jeg satte enorm pris på. Men også at han var impulsiv, følsom og sjov. At han ikke tøvede med at åbne op for sine allermest private tanker overfor mig. At han var tillidsfuld. Men frem for alt lærte jeg, at når Handymanden havde sat sig noget for, så var det altid hundrede procent. Og lige nu havde han bestemt sig for at ville mig. Hele mig. Det føltes fuldstændig som at gå fra en yderlighed til en anden: Hvor jeg aldrig nogensinde havde været Sommermandens, hvor jeg havde tigget ham om at tage mig, var jeg nu pludselig nogens, helt uden forbehold var jeg virkelig nogens. Det gjorde mig nærmest euforisk. Efter et par uger med daglige telefonsamtaler sagde Handymanden: “Jeg kender dig så godt. Jeg kender dine lyde. Jeg ved, hvad du mener, når du siger hm! og nå! og uh!” Tænkte ved mig selv, at Sommermanden ikke en eneste gang havde ringet til mig endsige lært mine lyde at kende. Faktisk et ret sigende billede på hele vores forhold, filosoferede jeg. Det der med lydene.

Handymanden fik mig efterhånden til at overveje, om min mission med at skulle knalde det halve af byen nu også var så vigtig. Han fik mig til at tænke, at det, vi havde sammen, var vores og ikke internettets. Ligesom han også fik mig til at gruble længe over, om jeg virkelig mente det, når jeg sagde, at jeg ikke ville bo andre steder end i min by. Måske jeg kunne få en ny by? Måske Handymandens by kunne blive min engang? Ja. Måske, tænkte jeg. “Men. Flytter du så?” spurgte en veninde over kaffen. “Det kunne tænkes. Kærlighed og den slags. Det må man som sagt ofre sig for,” svarede jeg med maven boblende af nyforelskelse.

“Jeg har gjort noget pinligt,” sagde Handymanden en dag. Det var i løbet af de første dages adskillelse, hvor vores sidste møde stadig fandtes i dugfrisk erindring, og hvor jeg endnu kunne fornemme aftrykket af hans hænder på min hud. “Hvad?” ville jeg selvfølgelig straks vide. “I går brugte jeg en hel time på at lede efter pornofilm med damer, der ligner dig,” indrømmede han. Jeg syntes, det var det mest romantiske, nogen mand nogensinde havde fortalt mig. Var helt færdig over hans ærlighed. “Hvad søgte du på?” spurgte jeg. “Blowjobs. Små bryster. Hår som dit. Øjne som dine. Bare sådan noget,” han var lidt flov, kunne jeg høre. “Kan du godt lide, når jeg giver dig blowjob?” jeg havde ikke tænkt på andet hele dagen. “Ja!” svarede Handymanden straks. “Kan du lide, når jeg tager dig så langt ned i halsen, at jeg kommer til at savle? Når jeg slikker din pik med flad tunge fra rod til spids? Når du ser, hvor meget det tænder mig?” fortsatte jeg. “Åh ja, det kan jeg,” mumlede han og lød lettere forpint. Bad mig fortælle mere om, hvad jeg havde lyst til. Det var faktisk svært. En ting er sexting. Det kan i og for sig være nemt nok. Bare fyre noget af i en besked. Men det kan man ikke bare, når man lige pludselig skal sige det højt. Så kan man ikke nå at tænke over lækre vendinger; over, om det lyder bedst at starte med at skrive, hvor fantastisk hans pik er eller hvor ubærligt kløen brænder efter ham. Næ. I telefonen må man fortælle sine umiddelbare tanker uden mulighed for at redigere. Nå ja. Man kan vel lære at blive god og i sidste ende vel nok endda ganske rutineret til telefonsex. Men dette, mine damer, var et endnu helt ukendt, uudforsket område for mig, hvorfor jeg følte mig ikke bare en anelse akavet men også pludselig blev bevidst om min stemme og accent. For ikke at tale om mit pludseligt fattige, unuancerede ordforråd og farveløse fantasi. Handymanden var lige så meget på udebane og bidrog mestendels med suk og støn. “Øhm,” startede jeg, “hvis nu jeg fortæller dig, hvad jeg forestiller mig?” Det syntes Handymanden var en vældig fin måde at begynde på. Jeg lukkede øjnene. “Ok. Altså. Øh. Jeg. Æh. Forestiller mig, at du tager tøjet af mig. Så kysser du mig. Det er rart. Du kysser mig også på halsen. Bare lige så stille. Der, hvor det kilder allermest. Det kan jeg godt lide. Ik’?” prøvede jeg. “Jo! Jo, jeg kysser dig nemlig,” svarede Handymanden. “Ja. Nå. Så kigger du på mig, og jeg kan se, du synes, jeg ser dejlig ud. Måske du lader en finger følge min arm helt fra skulderen til håndleddet, så jeg får gåsehud. Du rører ved mine bryster. Dem kysser du også, for det elsker jeg, når du gør. Din pik bliver hård. Det gør mig liderlig at se dig sådan,” fortsatte jeg. Spekulerede lidt på, om jeg altid havde udtalt liderlig på den måde. “Mh,” stønnede Handymanden. Kunne høre, at det puslede i baggrunden. “Du gør mig vanvittigt våd,” sagde jeg. Det var ikke engang løgn. Jeg smed trusserne. “Knepper vi nu?” spurgte Handymanden. Hans stemme lød helt tyk. “Ikke endnu,” svarede jeg, “først sutter jeg din pik.” Man kunne tydeligt høre på den nu ret afslørende puslen og hans dertilhørende tunge åndedrag, at det gik rent ind. “Jeg slikker rundt omkring pikhovedet. Nogle gange tager jeg dig helt i munden så dybt, som jeg kan. Du hjælper, tager fat om mit hoved og presser pikken længere ned. Mit spyt løber ned af hagen på mig. Jeg slikker dine nosser og kæler for dem. Så river jeg den af på dig, mens jeg rører ved mig selv.” “Rører du ved dig selv?” spurgte Handymanden og lød meget forpustet. “Mh,” stønnede jeg, for det gjorde jeg. “Åh,” svarede han, “og så knepper vi?” “Ja, nu knepper vi,” jeg hev også efter vejret. Stak to fingre op i mig selv og fik muligvis også jamret noget med, at hans pik føltes god, før det ringede for ørene, sortnede for øjnene og krampede i underlivet. Det fremkaldte lynhurtigt Handymandens klimaks. Bagefter lå vi i hver vores seng i hver vores by og lyttede til hinandens åndedræt.

“Vil du komme og besøge mig?” spurgte han. “Det ville jo kræve, at jeg sov hos dig, når du bor så langt væk,” svarede jeg med mandereglerne in mente. Kunne i samme øjeblik mærke, at det med at sove sammen egentlig var lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Så jeg bestilte straks togbilletter. Og han var begyndt at kalde mig Babe. Det var mit navn. “Godmorgen Babe,” kunne han finde på at skrive, “jeg vil bare lige minde dig om, at der nu kun er tre dage til vi ses.” Det gjorde mig så usigeligt glad. Fik mig til at lave nye, rare playlister og le uden grund. Og alt imens vidste jeg, at alt dette højest sandsynligt skyldtes en helt anden: Sommermanden. Der var nemlig noget Sommermanden havde glemt, da han forlod mig. Han havde glemt at lukke døren til mit hjerte. Ork. Det lyder som en kliché. Men den er altså god nok. Seriøst. Stod på fuldstændig vid gab. Klaprende. Indeni mig havde jeg så megen hjemløs kærlighed, der trængte til en vært. Og Handymanden var både gæstfri og rummelig, han havde masser plads. Jeg havde svært ved at skelne om det var den ene eller anden mand, der var egentlig kilde til min følelseslavine. Det eneste jeg vidste, var, at jeg ikke kunne huske, hvornår jeg sidst havde været så glad. Cyklede gennem byen med så stort et smil, at folk troede, de kendte mig, nikkede og hilste forfjamsket. Morgenerne var mørke og kolde. Man skulle huske cykellygter og vanter. Men jeg trådte godt til i pedalerne, skruede højt op for trompeterne og talte minutterne til jeg skulle se min Handymand igen.