Sommerplaner

Februar er nær, hvilket betyder, at størstedelen af min nærmeste familie kan fejre fødselsdag. Nu går vi heldigvis lige så lidt op i fødselsdage, som vi gør i jul, men et hurtigt visit hjem kan jeg da gå med til. Så der var tillykke på forhånd, tulipaner indpakket i brunt papir, kaffe og chokoladestykker på spraglede servietter, da jeg i går eftermiddag besøgte den bedste, der allerede på februars første dag sætter startskuddet for de kommende ugers fejringer. “Og hvad med dig, min skat,” smilede hun, “har du fundet en ny ven? Din mor har jo fortalt mig om din sidste ven.” Er ikke helt sikker på hvilken, hun mente, for jeg har trods alt løftet sløret for mere end en. Det skulle nu alligevel undre mig, hvis jeg ikke har ret i min mistanke om hvilken ven, der blev hentydet til. For lige når det kommer til denne, fandtes der vist både håb og støt voksende forventninger. Eller også var det mest for mit eget vedkommende. “Ingen ven,” jeg rystede på hovedet, tog et stykke med karamelfyld fra chokoladeæsken. Der er ikke engang noget der minder om udsigt til nye, mandlige bekendtskaber, og dem, der var, er jeg ikke just på talefod med længere. “Åh. Nå ja. Han kommer, når han kommer,” trøstede hun.

“Har du ønsket sommerferie?” spurgte min mor om aftenen. Jeg overnattede hos mine forældre og fik gullasch til aftensmad. “Uge 29, 30 og 31,” svarede jeg, hvortil min mor straks ville vide, hvad jeg havde tænkt mig at bruge ferien på. Ikke rigtig noget. Ingen planer. “Har du tænkt på,” spurgte hun og fik et fiffigt udtryk i ansigtet, “om der findes ferier for singler? Hvor I kan rejse sammen?” “Mor! Det er sådan noget gamle mennesker og fraskilte gør!” jeg var næsten forarget. “Har du måske undersøgt det?” spurgte hun. Naturligvis har jeg ikke det. Men fordommene fejler ikke noget, skulle jeg hilse at sige. “Jeg har ikke råd,” svarede jeg bare. Og det var hverken min mors eller bedstes skyld. Det var det virkelig ikke. Men jeg havde tårer i øjnene og svært ved at få luft, da jeg dækkede bordet.

Er ved at have mere end almindelig krise på. Der er hele tiden sådan en dum, varm fornemmelse af overproduktion i tårekanalerne. Ondt i brystet. I sjælen. Jeg troede, det var slut. Var helt sikker. Er det normalt, at det varer så længe? Sådan kommer tilbage på den måde? Stopper det aldrig? Hvorfor stopper det ikke? Jeg tror ikke engang, jeg selv ved, hvad jeg snakker om.

Alene

Vi er som en lang, tyst slange af hvide og røde blink på cykelstien gennem industrikvarteret om morgenen. Jeg cykler forsigtigt i svingene, vejen kan godt være glat. Min frakke er lynet helt op det første stykke. Halvvejs oppe af bakken damper det ligefrem fra mig. Halstørklædet kradser pludselig. Jeg åbner frakken. Kold vind mod maven. Knækker lidt sammen i albueleddene, så armhulerne også kan blive luftet. Det er ikke rart at have bh på, når man sveder. Sørger jeg for at skyde bagdelen lidt bagud, svajer jeg tilpas til at skabe ventilation under frakken. Ryggen køles. Jeg har podcast i ørerne og en sejlivet duft af krydret pebermynte i næseborene.

Vi var tre veninder ude at spise aftensmad sammen. Jeg skulle lige ud og ryge efter maden. Mine fingre frøs til is i løbet af ingen tid. Forsøgte at lune så meget af hånden som muligt i frakkeærmet, kun fingrespidser og filter stak frem. Jeg kunne dufte ham, før jeg så ham. Netop. Krydret pebermynte. Åh, hvor kan det stadig give mig hjertebanken! “Hej Frøken Kløe,” han kom bagfra. Helt tæt på, helt dæmpet stemme. Jeg snurrede rundt. Verdens Lækreste Mand lige foran mig. Kvækkede et hej idet han gik videre. Det hele gik så stærkt. Og luften var så sneklar, der var så koldt, hans duft skar fra næse til hjerne og blev hængende her som en sløvende dis flere dage efter.

Jeg brugte en time på at stalke hans kæreste på Facebook, inden jeg gik i seng. Hun har langt, lyst hår og mascara så tyk, så vipperne klumper. Sådan ser jeg ikke ud. På et billede havde hun en lyseblå skjorte på. Det slog mig, at jeg har en magen til. Prøvede at forestille mig hvordan deres lejlighed mon ser ud, hvad de laver i weekenderne, hvordan han laver aftensmad til hende, hvilke film de ser. Og jeg forsøgte at genkalde mig følelsen af at lægge sig til at sove ved siden af et menneske man elsker. Jeg kan ikke huske det længere. Jeg føler mig meget alene.

Chefen

Mpfh. Vi tager lige alle de træls ting først:

“Har du tømmermænd?” blev jeg spurgt en morgen, da jeg mødte på arbejde. “Æh. Nej. Ser det sådan ud?” sagde jeg. “Du ligner en hængt kat,” lød svaret. Ih. Tak. Bare. Tusind tak. Som om jeg ikke selv kan se, at det ikke er helt godt for tiden. Kan ikke genkende mit eget spejlbillede. Jeg ser direkte usund ud. Træt. Slidt. Har af en eller anden grund tilmed erhvervet mig en tørhedseksemslignende plamage lige midt i en smilefold. Den bliver dagligt gnedet med olier og plejet med cremer dog uden nogen specielt synlig effekt. Jeg kender alt til vintertør hud, men så tør har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og mit hår sjasker. Så meget, så jeg en sen eftermiddag i ren og skær desperation gik med til at lade en anden frisør end min vante klippe mig. Skulle jeg aldrig have gjort. Lad mig bare sige det sådan. Og jeg føler mig utilpas i hvert eneste stykke tøj, jeg hiver frem fra skabet. Vildt ubehageligt. Desuden splattede jeg flydende skofarve ud på mit lyse trægulv den anden morgen. Havde kun tid til at tørre sporadisk op. Hvilket betyder at der nu findes en stor gråsort plet på mit gulv, som jeg ikke helt kan greje, hvad jeg skal stille op med. Ti minutter senere hjulede jeg hurtigt ud på min sædvanlige morgenrute. Der er vejarbejde i en af gaderne. Cyklister og fodgængere deles om fortovet. En mand stod med sine to små piger og hjalp skoletaskerne på ryggen af dem. “Man må altså ikke cykle på fortovet,” sagde han, da jeg irriteret slog smæld med tungen over det patent han tilsyneladende havde taget på den i forvejen trange plads. “Nej, men der er ligesom vejarbejde,” svarede jeg morgentvært. “Man må stadig ikke cykle her,” peb han. “Nu slapper du KRAFTEDEME af. Vi skal FANDEME allesammen være her,” skreg jeg over skulderen, raseriet blussede rødt op i mig på et splitsekund. Så nu er jeg også blevet en Call me-reklame. Det mærkes generelt som om, at der bare er et eller andet galt indeni. Og jeg ved ikke hvad, der helt præcis skulle være galt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dette udefinerbare gale, og jeg kan ikke overskue mere januar nu.

Og så kan jeg her til sidst i rækken af negativ opremsning lige oplyse, at jeg henover efteråret har døjet en del med min computer. Umiddelbart efter nytår opgav den dog fuldstændig ævred, hvorfor jeg endte med at se i øjnene, at der nok ikke var meget andet at gøre end at punge ud og indlevere den til reparation. Efter halvanden uge uden et kvæk fra firmaet, der ellers havde lovet at få den i tiptop stand i løbet af ingen tid, ringede jeg til dem. “Skal bare være sikker på, at jeg selvfølgelig hører fra jer, når jeg kan hente min computer,” sagde jeg. “Åh. Nå ja. Altså. Det ser ud til, at din computer desværre er gået i stykker,” lød det. “Undskyld?” udbrød jeg. “Ja. Altsåøh. Du skal nok lige snakke med bossen om det. Men du skal nok have en ny computer,” blev der mumlet i den anden ende. Efter knap yderligere en uges tovtrækkeri lykkedes det mig endelig, at få min computer midlertidigt hjem – godt nok med et ordentligt gok i nøden, så den rasler og ligner jeg-ved-ikke-hvad – indtil firmaet ligesom finder ud af, hvordan de har tænkt sig at erstatte skaden. De kommer til at se rigtig langt efter en god anmeldelse på Trustpilot, det er helt sikkert. Bare ærgerligt at komme til at ødelægge computeren til lige den kunde, der i forvejen er mere end ond i januarsulet.

Men. Damer? Det var faktisk noget helt andet, jeg ville fortælle i dag. Fordi. Måske har jeg brug for et råd. Måske har jeg dummet mig. Ved det ikke. Bedøm selv:

Jeg ses med en gruppe meget voksne typer fra tid til anden. De er alle nogle, jeg har arbejdet sammen med før, og vi mødes nogle gange over en fredagsdrink. Kan vældig godt lide dem allesammen, og tænker, det er godt at pleje sit netværk på den måde. Jeg er den yngste i flokken og er af den klare opfattelse, at de voksne typer passer lidt på mig og hjælper mig. Blandt disse findes min tidligere chef. Ham kan jeg især godt lide. Og han kan lide mig. Dynamikken mellem os har altid været spændende og givtig. Jeg ser ham som mit mulige es i netværket. Som den, der ville kunne hjælpe med at åbne døre, hvis jeg beder om det. Nå ja. Og så er han lækker. Ret lækker endda. En mindre detalje selvfølgelig. Men sådan: Altid knivskarp i dyre, stramme suits og velduftende. Midt i fyrrerne. Mørkt hår. Markant kæbeparti. Lidt smart i en fart. Dog er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham som min chef. Og så kan han jo være nok så lækker. For det gør hverken til eller fra i den henseende, at han i min verden stadig glimrer i rollen som en netop sådan. Og chefer efterlader jo som bekendt en utvivlsom duft af absolut no go i luften omkring sig, når de går forbi en. Lige i forhold til denne chef har jeg tilmed tænkt, at der er en snert af noget far-datter over vores relation, for han giver mig altid råd og peptalks på sådan en omsorgsfuld måde. Jeg har oplevet hans interesse som rent professionel. Men der tog jeg vist fejl.

Fordi. Da skete det, at jeg mødtes med samme gruppe sidste fredag. Det var længe siden vi havde set hinanden, så der var en del at få tjekket op på. Det blev sent. Og pludselig sad Chefen og jeg og skålede og bestilte endnu en omgang. Sådan har vi ellers aldrig gjort før. Og måske var det lidt som om, at han gerne ville tale mere med mig, end han plejer. Men der var altså også et værre rod af øller og drinks på bordet til sidst, så det gav jo ligesom sig selv, at mundtøjet kom ekstra på gled, tænkte jeg. “Du er en gevinst for enhver arbejdsplads,” sagde han. “Det er egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor dygtig du er. Arbejdsmiljøet bliver bare bedre med dig.” Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at smile et nøje indstuderet charmerende, tilpas ydmygt smil. Efterhånden var der ikke særlig meget arbejdsrelateret snak over forsamlingen længere, og vi var nogle stykker der for en gangs skyld besluttede at fortsætte i byen. Der var dans, mine sko begyndte at skave, for lige på det punkt ligger jeg jo sjældent på den lade side. Jeg har aldrig set Chefen beruset før, han plejer at være meget mådeholdende og gå tidligt hjem. Men denne aften gav han los. Bemærkede tilfreds, at jeg selv ikke havde drukket mig til mere end højt humør. I bagklogskabens – eller måske nærmere tømmermændenes – klare lys indrømmer jeg at der vist alligevel var blevet indtaget nok til, at hæmninger og visse grænser også så småt gik fløjten.

Jeg havde en stram kjole på. Men det har jeg nu egentlig tit. Synes, at folk skal have mulighed for at beundre min bagdels runding og hofters sving. På den måde er jeg ikke så karrig med mig selv. Alle andre mænd end Chefen lod da også til at lægge mærke til disse, mine mest fremtrædende fordele. Så. Jeg sværger. Det var helt uden fornemmelse for eventuelle bagtanker, at jeg sagde ja til at følges med ham, da det var tid til at gå hjem.

Vi kunne have taget en hurtig taxa, men jeg kan jo godt lide at være sammen med Chefen, så vi spadserede i stedet. Småsnakkede om løst og fast. Det var mest sådan, at han spurgte og jeg svarede. Efter lidt tid opdagede jeg, at han kredsede om emner som kærester og børn. Tidligere på aftenen havde vi kort snakket om netop dette, så jeg tænkte, at det vel var naturligt at fortsætte. “Hvorfor har du ikke et barn?” spurgte han. “Fordi jeg møder de forkerte mænd og i det hele taget har jeg ikke lyst til at få børn endnu,” svarede jeg. Det er en sætning, jeg er blevet ganske øvet i at fyre af. Det er bare autopilot. “Bip. Dumme mænd. Bip bip. Dumme børn. Båt,” virker bare nemmere. Men Chefen ville gerne høre lidt mere om de der forkerte mænd. Nåhmen. Det kunne jeg da godt fortælle om. Han snakker altid så voksent, Chefen. Ofte lidt vævende og spækket med fremmedord så jeg tit skal koncentrere mig meget om at forstå. Irriterende. Heller ikke fordi det hjalp på forståelsen at have drukket øl. Vel. Jeg vidste ikke helt, hvilke svar han forventede. “Du taler i overskrifter, Frøken Kløe. Hvad gemmer sig bag? Hvad mener du i virkeligheden?” blev jeg spurgt. “Jamen. Det kan du mene. Men hvis det er det mest dækkende, jeg kan komme på til at beskrive mit forhold til en mand, siger det vel også noget?” endte jeg med. Så kiggede han på mig og sagde, at jeg var en af de klogeste, han nogensinde havde mødt.

Jeg finder ofte, at mænd over tredive har en tendens til at foretrække at komplimentere damers personlighed og intellekt. Hvorfor? Fordi de er blevet så voksne, så det er hele den gamle smøre om det indre, der tæller? Eller fordi de har regnet den ud og ved, at det går rent ind hos damerne? I så fald har de ikke regnet mig særlig godt ud, for jeg er så tilpas overfladisk, at man vil smigre mig langt mere ved at fortælle, hvor lækker jeg er. Opsnapper ganske enkelt også hurtigere flirten og meningen, hvis komplimenterne går på mit udseende – og især dette skulle vise sig at have større betydning for resten af gåturen, end man lige skulle tro.

Så det gjorde det mig da glad at høre, at Chefen åbenbart synes, jeg er af så speciel støbning. Jovist. Men det var også det. Lagde mærke til en svagt flaksende bevægelse i maven. “De mænd du finder. Er de ligesom dig?” spurgte han og tilføjede, at originaler ofte tiltrækker ligesindede. “Nja. Der har vel været et par stykker,” svarede jeg undvigende og opdagede, at den flaksende bevægelse ved nærmere eftertanke mindede mere om en urolig orm i mellemgulvet. “Du ved godt, at du skal til at skynde dig lidt, hvis du vil nå at føde dine egne børn, ikke?” sagde Chefen og huggede dermed ud efter et meget ømt punkt. Det må han have vist. Ufint. “Du burde finde dig en sød mand. Måske omkring femogtredive eller fyrre år gammel. En, der har styr på sit liv og sine penge. En, der er moden nok til at give dig, hvad du fortjener. Så kunne I flytte i hus et sted ude i forstæderne. Efter et år er du gravid. Det nytter ikke noget at føjte rundt med drenge mere.” Det var her omkring jeg for alvor begyndte at erkende, at der var noget ved vores samtale, der ikke helt var, som det burde være. Skulle jeg være ærlig, kunne jeg godt se, at sådan havde det vist været det meste af aftenen. Jeg kan huske, at jeg tvang mig selv til at tænke, at det da var fuldstændig normalt, det her, der var intet suspekt ved det Chefen sagde. Sådan, hvor tanken nærmest bliver én høj, klar sætning, der runger gennem hovedet og næsten formår at overdøve enhver form for vage anelser. Og selvom han ikke sagde ordene direkte, stod det dog nogle minutter herefter ret klart, at Chefen åbenbart render rundt og tænker på mig og ligefrem lader til at være fascineret af mig. Fra børn og fulde folk, som man siger.

Ok. Ok, ok, ok. Jeg syntes måske også, at det var liiidt spændende, det, der skete, hvilket formodentlig fik lov til at spille ind på at jeg aldrig rigtig fik sagt fra. Men spændingen overskyggede ikke ormen i maven – selvom jeg den nat ikke var skarp nok til at fatte, at den med sin urolighed såmænd bare forsøgte at fortælle mig, at min grænse ikke bare var nået men også i den grad overskredet for, hvordan Chefen måtte tale til mig. Og fordi jeg var så fast besluttet på ikke at ville erkende hvad der foregik for næsen af mig, lod jeg det fortsætte. Desuden havde hele hans måde at lægge an på mig været så forholdsvis diskret og underspillet, så det for det første både forvirrede mig og gjorde, at jeg betvivlede min egen dømmekraft af situationen, men samtidig også åbnede muligheden for at lade som om, at jeg ikke havde forstået en brik.

Vi nåede Chefens opgang, og han stod der ved døren, og jeg tog et skridt baglæns og sagde farvel. “Jeg kunne snakke med dig resten af natten,” sagde han, “bare ti minutter mere?” “Øh. Tja. Ja, ok,” svarede jeg. Vi satte os på trappen. “Har du ikke lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” spurgte han. Det er helt normalt at spørge om, kaffe er super normalt, der er ikke noget, der nogensinde har været så hamrende normalt som det her, trallede jeg indeni og hørte mig selv sige, at det kunne vi da godt. Chefen svarede, at jeg skulle skrive til ham, så vi kunne finde ud af det. Jeg skiftede hurtigt emne. Han pillede ved mit jakkeærme. Min ånde var hvid. “Det er svært at være single i min alder,” sagde han på et tidspunkt, hvortil jeg fik nikket medlidende. Han tog min hånd. “Du plejer at have sådan et fast blik. Nu flakker dine øjne,” smilede han. “Arh,” mumlede jeg og kiggede alle andre steder hen end på ham. “I virkeligheden er du ret genert. Er du ikke?” spurgte Chefen. Jeg så overrasket op. Det var faktisk sandt. “Du burde gå på Tinder. Så får du hurtigt en date,” sagde jeg i en munter tone som følge af en sær blanding af pludselig at ville udfordre ham og samtidig forsøge at markere et slags stop. “Frøken Kløe,” han slog en høj latter op, “der glemte jeg vist lige aldersforskellen.” Nu var der simpelthen ikke mere at sige. Jeg stirrede på ham med halvåben mund. Virrede med hovedet. Følte mig på så dybt vand, så jeg ikke engang kunne skimte bunden længere. Han kiggede bedende på mig. “Jeg skal hjem nu,” udbrød jeg bare og gik hurtigt min vej, mens Chefen endnu blev siddende på trappen.

Jeg er i syv sind. Skal jeg skrive til ham? Vil det ikke være endnu mere pinligt at lade være? Har jeg overhovedet lyst til kaffe? Bør jeg sige noget? Noget med at jeg ikke tænker på ham, som han gør på mig? Ville det være løgn? Tænker jeg på ham? Ja, nu tænker jeg selvfølgelig på ham. Men gjorde jeg før? Ja, det gjorde jeg egentlig. Men mere sådan. Ku’ godt. Agtigt. Men han er jo forbudt. Det er helt forkert. Det er slemt. Men. Er han ikke også lidt gammel? Knap femten år ældre end mig. Og meget voksen. Han er sikkert også sådan en, der gerne vil have en vinkælder i det der hus i forstæderne. Han går med signetring og manchetknapper, for Himlens skyld! Er der ikke også bare noget, der burde sige en, at det er galt, når man allerede er så meget i tvivl?

Så. Enden er indtil videre blevet, at jeg skal have overstået ægløsning og dertilhørende kløe, for så kan jeg tænke klarere og så bliver alt sikkert godt igen. Ikke?