Gøgleren

Han er en af dem, hvor man efter at have set hans billeder tænker, at han enten er meget pænere eller knap så pæn i virkeligheden. Jeg tog chancen. Vi matchede. Skrev lidt sammen. Jeg gider sjældent skrive med mænd i alt for lang tid ad gangen, for jeg har lært, at jeg enten begynder at kede mig og efterhånden glemme samtalen; eller modsat får så høje forventinger til daten, at det ikke kan ende med andet end at falde til jorden med et overdøvende rabalder, når vi endelig ses. Så jeg spurgte hurtigt mit nye match, om vi skulle snuppe en kop kaffe sammen. Han fortalte, at han ikke var så rutineret i dating, men at han gerne ville prøve. Note til fremtids-jeg: Når mænd siger sådan, så overvej lige en ekstra gang, om der mon kan være noget der gør, at de ikke dater så meget.

Jeg nåede at presse en lægeaftale ind inden daten. Siden p-pillestoppet har min menstruation mildt sagt været lunefuld. Lægen spurgte ind til symptomer, bladrede i en brochure og snakkede om kønshormoner og cyster, mens min ryg føltes kold. Henvisning til gynækolog. Blodprøve. Lige for en sikkerheds skyld, mente hun. Jeg bliver så tosset, hvis min kusse er syg, tænkte jeg og bøjede armen sammen om vatklumpen, da nålen blev fjernet fra åren. Egentlig ville jeg bare have haft en recept på en million Ipren. Mine tanker var ret optaget af alt muligt andet, da jeg gik fra lægen mod kaffedaten.

Han stod og ventede midt på fortovet. Kunne allerede på lang afstand tyde hans kropssprog som værende pænt nervøst. Han havde en Fjällräven-jakke på. Ret praktiske gummisko og bukser med store lommer på siden af læggen. Hvor var den hvide slim fit skjorte fra Tinder? De seje sneaks? Der blev tænkt ord som overfladisk og rummelig, da jeg i tankerne hurtigt irettesatte mig selv. For han så rar ud. Og jeg har altså brug for en rar mand, mindede jeg mig selv på. “Hej,” smilede jeg og gav ham et kram, “skal vi ikke tage kaffen med udenfor? Der er jo dejligt vejr.” Det ville han gerne være med til. Jeg bestilte latte, han sagde ditto, og mens vi stod og ventede, kunne jeg se svedperlerne på hans pande. Akavet småsnak. Jeg tænkte på blodcyster. Endelig fik vi vores papkrus og gik udenfor.

Først forløb samtalen mellem os faktisk fint. Han var sød. Vi talte om gode spisesteder i byen, han kendte til et par nye restauranter. Det kan godt ske solen tittede blegt frem, men det blæste en del. Især sidevinden var fæl, jeg fik hele tiden hårtotter i øjnene. Kaffen gik hurtigt fra varm til lunken. Han spurgte ind til mine fritidsaktiviteter, jeg svarede ting som fitness og shopping og damehygge. “Hvad med dig?” spurgte jeg, og sådan fandt jeg ud af, at han selv gøglede i sin fritid. Spyede ild og sådan. Jonglerede. Cyklede på ethjulet. Af hvad jeg ved, har jeg aldrig været på date med en gøgler før. Tænkte, at jeg vist mest var vant til, at mænd bare går til fodbold.

Gøgleren var også meget. Sådan. Åndelig. Eller. Filosofisk i det på en måde. Det er jeg altså ikke rigtig, og jeg kan godt have svært ved at følge med i samtaler med folk, der er. Måske mest fordi det ikke interesserer mig spor at snakke om. Han var fascineret af visse psykologiske mekanismer, fortalte en del om det. På et tidspunkt fik han sagt noget på så sjov en måde, at jeg grinede højt og længe. “Det var sjovt sagt,” lo jeg. Han virkede helt forbavset over min latter. Så lyste han op i et stort, stolt smil og gentog joken. Knap så morsomt anden gang, skulle jeg hilse og sige. Efter at have travet rundt i noget der føltes som mægtig lang tid, tjekkede jeg diskret mit ur. Der var ikke engang gået en time. Ork. Syntes ikke helt, jeg kunne få mig til at tage hjem endnu. Hele daten gik jo egentlig også ok. Jeg mener. Havde godt nok en klar fornemmelse af, at jeg nok ikke var interesseret i at lave noget som helst, der bare mindede om at lade Gøgleren lindre kløen. Men han var hyggelig at snakke med, og så længe det bare blev ved det, havde jeg ikke noget imod at fortsætte lidt endnu. Note til fremtids-jeg: Når du allerede i løbet af så kort tid sammen med en mand ved, at du ikke har lyst til mere – så stop. Bare stop.

For mit forslag om øl gav åbenbart Gøgleren mod og gjorde ham tilstrækkelig tryg til rigtigt at folde sig ud. “Har du noget imod rygning?” spurgte han, da vi sad med to Øko Thy foran os. Som udgangspunkt er jeg altid ikkeryger, hvis nogen spørger. Skulle jeg alligevel finde på at ryge på en date, kan man roligt tage det som indikator for, at jeg ikke er interesseret længere. Men nu røg Gøgleren jo tilsyneladende selv, så jeg rystede på hovedet og fiskede hurtigt smøgpakken frem fra jakkelommen. Åh, det går godt sammen med en bajer. Han tændte op med mikserblus. “Hold da op,” mumlede jeg og kiggede på flammen. Herfra gik der ikke mange øjeblikke før snakken kredsede om cannabis. Jeg har klare holdninger til det emne, men det havde Gøgleren også, og han kastede sig nu ud i noget, der bedst kan betegnes som et mindre foredrag om netop dette. Vidste alt om brug og virkning. Samt lovgivning om stoffer endda. I den forbindelse var han tilmed ret harm på Sundhedsstyrelsen, fornemmede jeg. Dernæst bevægede han sig over i noget lidt mere politisk – nærmere bestemt partiprogrammet for det parti han støttede. Til sidst sluttede han af med enetaler om CO2-udslip, klimaforandringer og gøglercamp. De gange jeg forsøgte at give mit besyv med, afbrød han hurtigt og fortsatte sit foredrag. Jeg tror ikke, det var Gøglerens mening at være uhøflig. Tror heller ikke, at det var fordi, han bedst kunne lide at høre sig selv snakke. Han virkede bare så ekstremt passioneret og nørdet omkring de emner han fortalte om, at der for ham nok slet ikke var plads til andet. Og mens jeg sugede på filteret og kiggede på Gøgleren, tænkte jeg, at der heller ikke var plads til en som ham i mit liv, så det gik måske alligevel lige op. Alt det med at være mere rummelig og mindre overfladisk var fuldstændig glemt. Jeg drak hurtigt. Han svedte voldsomt under armene. Der var ingen naturlige pauser mellem talerne, og jeg var til sidst så tissetrængende, så jeg måtte bede ham meget bestemt om at holde inde. På toilettet kunne jeg mærke, at jeg var ved at blive småsnalret efter kun halvanden øl. Bestemte, at det måtte være mit stik til at tage hjem. Tilbage hos Gøgleren igen, fortsatte han imidlertid ufortrødent snakken – vi var nu atter ved de psykologiske mekanismer – og jeg måtte trække i både frakke og halstørklæde, før han gav mig tid til hurtigt at indskyde, at daten var slut.

Han skrev til mig sent samme aften. “Hej Frøken Kløe. Tak for en hyggelig eftermiddag, jeg synes bare tiden fløj afsted sammen med dig.” Pudsigt. For mig havde det været et par meget lange timer. Mit svar var høfligt afvisende. Brugte resten af aftenen på netdoktor. Note til fremtids-jeg: Lad være med at google endometriose, PCOS, hormonforandringer eller blødningsforstyrrelser.

Servicemeddelelse #2

Skulle det være gået nogens næse forbi, er der nu noget der hedder densodekloe.dk. Ja. Eget domæne og det hele. Ret prof, hvis jeg selv skal sige det. Samtidig er jeg rykket over som Premiumblogger. Så deeet.

Til nye læsere: Velkommen. Jeg er Frøken Kløe. Mit rigtige navn får I nok aldrig at vide, for jeg blogger anonymt. Det gør jeg, fordi jeg skriver om mænd. Mænd og sex og dating og al det snask, der gerne plejer at følge i kølvandet af sådan nogle sager. Altså. Det være sig, når der ligesom er noget snask at skrive om selvfølgelig. På den måde vil I sikkert opleve, at jeg har tendens til at være lidt troløs og ikke særlig konsekvent i det – daglige, ja, til tider sågar ugentlige indlæg kan godt gå hen og blive en sjældenhed her på siden. Bliver man træt af at klikke sig herind hver dag i sin higen efter nyt læsestof, kan man i stedet følge med via Bloglovin’. Det er drønsmart.

Jeg startede Den søde kløe, da jeg efter ti års nonstop p-pilleindtag valgte at droppe den del af mit morgenritual, der bestod i netop at klikke løs med blisterpakning og nedsvælge indholdet. Først skete der ikke så meget. Men så skal jeg ellers love for der lige pludselig kom fut i sagerne. Jeg var liderlig. Hele tiden. Jeg siger jer: Konstant pik på hjernen. For at komme eventuelle misforståelser i forkøbet bør det nok tilføjes, at jeg holder af at omtale det som kløe. Nuvel. Jeg fik hurtigt fingrene i Tinder. Senere også Happn. Åh, det var lystigt i starten, kan I tro. Og så gik jeg ellers i gang med at dokumentere enhver date, hvert kys eller knald. Desuden vil den skarpsindige læser sikkert hurtigt opdage, at mit valg af mænd ofte falder på de fuldskæggede af slagsen. Skulle der tilmed også findes brystbehåring er jeg all in. Satme flot, det er. Efterhånden har jeg heldigvis fået mere styr på mine løbske hormoner. Kløen viser sig dog stadig nogle gange. Den er tilsyneladende kommet for at blive og har fra tid til anden behov for lige at markere sig – nok mest bare for en sikkerheds skyld, forestiller jeg mig, skulle jeg tilfældigvis gå hen og glemme det.

Derudover kan jeg fortælle, at jeg fylder 29 i løbet af foråret. Føler stor trang til hver måned at bruge alle mine penge på tøj og sko. Denne trang bliver med største fornøjelse og omhu udlevet i løbet af de allerførste dage efter lønning, hvorefter resten af måneden foregår så absolut skrabet som muligt. Ellers rimelig glad for kolde øl, smøger og kaffe (med hvilken jeg forsøger at begrænse de absurde mængder mælk og sukker, jeg ellers har for vane at pøse i). Svaghed for Harry Potter, stribede bluser og farven blå. Desuden skabsskruk, rodehoved og generelt altid for sent på den.

Til gamle læsere: Succes, damer! Ha! Hvem skulle have troet, at jeg nogensinde ville få nosset mig sammen til at få eget domæne? Altså. Havde da store planer om det engang. Glemte ligesom bare at gøre noget ved det. Tjek også lige det nye punkt med mænd oppe i menuen, som Lasse har været så rar at hjælpe med. Very nice, no? Og eftersom jeg var på date i tirsdags, kan jeg føje endnu en mand til. Fortsættelse herom følger forhåbentlig inden længe. Pønser ligefrem også på en Om mig-side oppe ved siden af alle mændene. Det er næsten ikke til at rumme, så bloggerprof man pludselig går hen og bliver. Åh, ja. Og tak fordi I stadig er her. Seriøst.

Møde med Chefen

Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig på at møde Chefen igen. Havde i tankerne gennemgået op til flere fantasisamtaler med ham, hvor jeg selvfølgelig hver gang ville virke cool og upåvirket. Søster og jeg havde snakket om, at jeg eventuelt kort kunne nævne, at jeg simpelthen havde været sååå fuld og slet, slet ingen verdens ting huskede fra den nat, så jeg nemmere kunne slippe udenom mit kaffeløfte. God plan, tænkte jeg.

Det ville i øvrigt være løgn. Det med ikke at kunne huske noget. For jeg kommer efterhånden i tanke om flere og flere detaljer. For eksempel hvordan han havde ævlet løs om sin bedste kammerat, som åbenbart har fundet en dame på min alder og gjort hende gravid. Nu lever de lykkeligt til deres dages ende. Og Chefen var helt sikker på, at det også ville klæde mig med sådan en sød mave. Dog lader det muligvis til, at jeg havde formået at virke ganske overbevisende i mit forsøg på ikke at forstå en disse, for jeg husker, at Chefen efter gentagne omfavnelser og lidt intens stirren havde slået en latter op og sagt: “Du er da den mest fatsvage følgesvend, Frøken Kløe!” På den anden side set er det jo heller ikke så godt, for nu ved jeg også, at han – som ellers først antaget – alligevel ikke helt havde underspillet sin flirt for at give mig muligheden for at lade som ingenting.

Derfor har jeg gået lettere paranoid rundt på min arbejdsplads gennem de sidste uger. For Chefen har samarbejdspartnere på en af etagerne, hvorfor jeg et par gange før i tiden har mødt ham her. Den første hverdag efter vores natlige gåtur, havde jeg sneget mig langs panelerne, kigget mig over skulderen og generelt ikke været specielt villig til at forlade min trygge plads bag skærmen. Hvis du ikke snart tager dig lidt sammen, er det jo først, det bliver super akavet, tænkte jeg efter nogle dage med samme håbløse strategi. Da det tilmed viste sig, at jeg jo selvfølgelig ikke mødte Chefen, begyndte jeg at slappe af. Og efter en veloverstået ægløsning og de kløende prøvelser jeg i den forbindelse bliver udsat for, endte jeg næsten med at glemme ham igen.

I går var der gammeldags oksesteg i kantinen. Jeg tog naturligvis ordentligt for mig af retterne. Og der var desværre ikke plads til salat med al den brune sovs på min tallerken. Tog maden med op på kontoret, for jeg havde lidt travlt og tænkte, at jeg vist godt kunne taste lidt mellem mundfuldene. Åh, hvor jeg elsker gammeldags oksesteg! Åh, hvor jeg nød det! Sad rigtig der og gnaskede løs og tjekkede Instagram og glemte straks alt om at renskrive notater og sende mails. Nå. Hurtigt ned i kantinen med tallerkenen igen. På trappen genkendte jeg på adskillige meters afstand lynhurtigt Chefen i lang, lysegrå uldfrakke og hvid skjorte, selvom jeg havde ladet brillerne blive tilbage på mit skrivebord. Og jeg kunne altså ikke helt styre mig selv. Panikkede fuldstændig og fulgte blindt min første indskydelse: Ignorerede ham. Lod som om jeg havde fået øje på noget vældig interessant et stykke længere fremme. Kneb øjnene lidt i, så jeg så meget tænksom og travl ud. Helt ærligt. Nåede omtrent en halv etage ned. “Hej,” sagde Chefen. Jeg snurrede rundt. Det lykkedes mig først at kigge spørgende på en tilfældigt forbipasserende kollega, før jeg gav den som værende overrasket over at opdage, at det i stedet var Chefen, der jo stod der ved gelænderet, som havde hilst. “Men Chef! Hej!” udbrød jeg, “hvad laver du her?” “Jeg har et møde,” svarede han og tog et par trin ned mod mig. Ork. Det tvang mig tilsvarende trin op. Vi stod nu på samme trappeafsats. Nå ja. Kram. Selvfølgelig. Husk at give ham et helt almindeligt kram, mindede jeg mig selv på. Og var det ikke fordi, at min krop i samme øjeblik bestemte sig for at forråde mig på grusomste vis, havde mit skuespil sikkert virket ganske troværdigt. Mine kinder begyndte ganske enkelt at brænde og ryggen at drive af sved. Og så stod jeg ellers der med brune sovserester på tallerkenen og en bukseknap, der var ved at sprænges af gammeldags oksesteg. “Tak for sidst,” smilede Chefen. Jeg kunne slet ikke kigge på ham. “Ja. Selv tak. Det var hyggeligt,” svarede jeg tamt med øjnene mod gulvet og en meget presset fornemmelse i ansigtet. “Puha, jeg havde mange tømmermænd dagen efter,” lo han. Jeg grinede nervøst og hørte til min skræk, hvordan min stemme pludselig røg fuldstændig i falset. Fik vist sagt noget med, at jeg også havde døjet med slemme tømmermænd. Prøv nu at være bare en lille smule cool ligesom du har øvet, tænkte jeg febrilsk. “Nåhmen. Jeg skal videre. Hej hej, du,” endte jeg med og flygtede ned af trapperne. Hej hej, du? Seriøst? “Vi må gøre det igen snart,” hørte jeg ham sige bag mig.

Mine knæ føltes bløde og slappe, da jeg var på plads bag skrivebordet igen. Spekulerede over, om Chefen mon ikke havde virket til at fortryde lidt. Var svært at afgøre. Efter heftig analysering over Messenger med to veninder, blev vi enige om, at snakken om tømmermænd højest sandsynligt må have været en slags kode for fortrydelse. Heldigvis. I dag modtog jeg imidlertid en mail fra Chefen. Og det var ikke fordi, der som sådan stod noget særlig specielt i den mail. Bare noget med om jeg ville sende et bestemt link. Men så fik han lige sluttet af med en blinkesmiley. Han har aldrig sendt smileyer til mig før. Så nu har jeg bare værsgo at starte forfra, for nu går den vilde smileyanalysering selvfølgelig endnu en gang. Super.