For satan. Jeg er i krise. Seriøst. Kæmpe, gigantisk hvad-skal-jeg-stille-op-med-mit-liv-krise. Troede egentlig ikke, det kunne lade sig gøre for mig at få flere kriser på den måde. Men der skal jeg lige love for, jeg tog fejl. Når jeg kigger tilbage på indlæg skrevet i de mørkeste vintermåneder, kan jeg godt se, at jeg troede, det hele skyldtes gammel hjertesmerte, ensomhed eller bare generel januarlede. Og det kan da heller ikke udelukkes, at det også har spillet en vigtig rolle. Men nu er jeg klar over, at der er mere, der ligger til grund for at jeg har det, som jeg har det.

Det psykiske bliver altid fysisk for mig – man kan blandt andet se, hvordan elendigheden overtager min mimik og hele udtryk. Og det burde jo have fortalt mig noget, da jeg opdagede de første tegn sætte sig tungt i smilefolderne. Jeg burde have anet uråd, da jeg ikke kunne genkende mit eget spejlbillede længere. Kan jeg forresten stadig ikke. Det er ikke sådan: Hvad er det dog for et menneske, du er blevet, Frøken Kløe?! Men mere: Mit ansigt ligner en kogt kartoffel. Randerne pløjer sig mørke og dybe under øjnene. Der er noget mærkeligt bolledejsagtigt over kinderne. Og som om det skulle hjælpe på noget som helst, klippede min frisør i forrige uge tilmed fem centimeter for meget af min i forvejen sparsomme, skandinaviskfine hårpragt. Må have syv års ulykke på frisørfronten eller sådan noget; det er anden gang i år, det sker.

Siden januar er der noget, der har gnavet i mig. Har ikke helt kunne finde ud af, hvad det præcis var. Føltes uformeligt og stort. Men var jeg i tvivl om, hvad jeg kunne mærke, var det til gengæld en smal sag at blive bekræftet i, at der i hvert fald var et eller andet helt galt, når jeg kiggede i spejlet. Indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke er glad. Jeg går rundt som en anden skide zombie, tjekker ind på mit arbejde klokken 8, tjekker ud klokken 16. Går i fitness. Går hjem og ser Paradise. Går i seng. Om igen. Hver morgen mærker jeg grundigt efter, om jeg ikke bare har den mindste smule ondt i maven eller lilletåen, så jeg kan være nødt til at blive hjemme. Sidder ved mit skrivebord og glor og tænker, at det hele rager mig en høstblomst. Og jeg bliver urolig, når jeg mærker så lammende ligegyldighed, men foretager mig alligevel ikke andet end at gå ud og skænke mig endnu en kop brændt automatkaffe. Det var først for nogle uger siden, det for alvor gik op for mig, at jeg ikke bryder mig om mit arbejde længere. At jeg keder mig gudsjammerligt. At det bare slet ikke er det her, jeg har lyst til at bruge de næste mange år på. Eller. Det var i hvert fald først der, jeg rigtigt ville indrømme overfor mig selv, at det var sådan fat. Og så gik det ellers stærkt. Scrolle, scrolle gennem jobannoncer. Hm. Ingenting. Fandt et enkelt opslag, hvortil jeg både manglede kvalifikationer og erfaring. Skrev ikke desto mindre en killer ansøgning og krydsede fingre for i stedet at kunne hive den hjem på charmen. Det kunne jeg ikke.

Mit fag har aldrig været noget, jeg brænder specielt for. Mit arbejde har været fint nok. Ikke mere, ikke mindre. Men det glippede åbenbart lige for mig at mærke, hvornår fint nok skiftede til knap så godt for at ende ud i rædsomt. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er nu. Men status er, at jeg går med seriøse tanker om at sadle helt om. Starte på uddannelse igen. Flytte. Måske ny by. Måske bare et andet kvarter. Et eller andet. Der er nødt til at ske et eller andet. For det her er fuldstændig uholdbart. Jeg vil ikke have det sådan indeni.

Jeg er ked af, at jeg på det seneste ikke har fået svaret på jeres søde kommentarer, når I i tørketiden herinde har spurgt, om jeg er ok. Det er jeg ikke. Der er maksimalt minus på overskud, og sådan har det i virkeligheden været i månedsvis nu. Men så snart dette er udgivet, vil jeg gå ind og skrive et forsinket svar til jer. Desuden skylder jeg jer allesammen en opfølgning på både det ene og det andet. Især det andet. Selvom man ikke er helt på toppen indeni, kan man jo stadig godt se en mand. Eller to. Ok. Tre.

Men damer? I alt det her bliver skriverier nedprioriteret. Så jeg kan ikke love jer, hvornår næste update bliver. Eller om det bliver. For lige nu føles det som at have et uoverskueligt rod, der skal grovsorteres i. Lige nu har jeg verdens mest dødssyge liv, jeg skal forsøge at få til at give nogenlunde mening igen. Men jeg vil meget gerne love jer at gøre mit bedste. Måske det bliver til et indlæg, når jeg i ny og næ finder et åndehul. Det håber jeg.