Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnestiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

Anden date med Kreamanden

Scene 8. Ungpigehybel. Aften. Frøken Kløe – for hvem det i denne weekend har lykkes at føre et højest usædvanligt aktivitetsniveau med både langt event i fitness og kunstudstilling med sine forældre – ligger atter på sofaen iklædt nattøj. Hun har købt bland selv-slik for halvfjers kroner. Det er et par dage siden, hun var på date i teatret. På Tinder modtager hun en besked fra Kreamanden.

KREAMANDEN: Har du travlt i næste uge? Hvornår vil du se mig igen?

Beskeden formår at irritere Frøken Kløe nok til, at hun ikke gider svare lige med det samme. Hun er ved at gense Outlander; går i gang med sjette afsnit. Bagefter ringer hun til Søster.

SØSTER: Skriver han ordret “hvornår vil du se mig igen?”?

FRØKEN KLØE: Ja. Er det ikke lidt irriterende?

SØSTER: Jo, sådan lyder det. Også desperat. På en måde.

FRØKEN KLØE: Præcis!

SØSTER: Tror du ikke, det er fordi, du i virkeligheden ikke gider ham nok, at du har det sådan nu?

FRØKEN KLØE (slår smæld med tungen): Tjo. Sikkert. Det er bare fordi, han jo skaffede teaterbilletter. Så føler jeg ligesom, at jeg skylder ham noget. Du ved. Det er for dumt. Men. Han var jo også sød nok. Rigtig sød, faktisk. Hans ven var bare endnu sødere. Og smukkere. For satan, han var smuk.

SØSTER: Løven?

FRØKEN KLØE: Løven. Jeg har fundet ham på Facebook.

Søster søger efter Frøken Kløes anvisninger på Facebook. Hun finder Løven.

SØSTER: Ok. Hold da op. Han er godt nok. Ja. Det er han virkelig. Hold da helt op.

Frøken Kløe og Søster fortsætter med at stalke Løven en rum tid, inden de afslutter samtalen. 

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad med lørdag?

KREAMANDEN: Jeg kan desværre ikke i weekenden. Har du ikke mulighed for at ses tidligere på ugen?

Frøken Kløe ser syvende afsnit af Outlander.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad så med i morgen?

KREAMANDEN: Det er en aftale.

– – –

Scene 9. Ungpigehybel. Dag. Frøken Kløe gør et forsøg på at rydde op, flytter en stak vasketøj fra stuebord til vindueskarm. Hun spiser en skålfuld havregryn. Dupper en smule ferskenfarvet lipgloss på læberne. Dørtelefonen kimer. Det er Kreamanden. Frøken Kløe sprayer hurtigt med lidt hårlak. Trækker dernæst i overtøjet, går ud af døren og ned ad trapperne.

– – –

Scene 10. På gaden. Kreamanden står udenfor Frøken Kløes opgang. Han har sin cykel med og har en mørkeblå filthat på hovedet. 

KREAMANDEN (smiler): Hej! Tak for sidst.

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej Kreamand! Selv tak. Skal vi snuppe en kop kaffe?

De går sammen hen ad gaden. Snakker lidt om, hvad de hver især har lavet i løbet af dagen. Ved den første kaffebar går de indenfor. Frøken Kløe gør meget ud af på en diskret måde at vifte med sit dankort, så Kreamanden ikke er i tvivl om, at hun gerne vil betale for sig selv. De sætter sig.

KREAMANDEN (kigger ned ad Frøken Kløe, da hun tager jakken af): Du ser rigtig godt ud i dag.

Frøken Kløe er iført denimnederdel, rød- og blåstribet bluse og sorte ruskindsstøvler.

FRØKEN KLØE: Tak. Det er mit faste date-outfit.

KREAMANDEN (griner): Er det?

FRØKEN KLØE (griner): Nej, det var bare for sjov.

KREAMANDEN: Går du på mange dates?

FRØKEN KLØE: Nja. Det kommer vel an på, hvad man synes, der er mange dates. Tror ikke, jeg går på flere dates end andre singler.

KREAMANDEN: Jeg må sige, at du er en af de bedre dates, jeg har oplevet.

De drikker kaffe og småsnakker om løst og fast. Samtalen falder på fitness. Klassisk emne.  

KREAMANDEN: … Det er ligesom ham, jeg bor sammen med. Løven. Kan du huske, vi mødte ham i teatret? Det er min roommate. Han er fitnessinstruktør.

FRØKEN KLØE (pludseligt meget interesseret): Du bor sammen med Løven? Ja?

KREAMANDEN: Nemlig. Men han leder efter en lejlighed for sig selv nu.

FRØKEN KLØE (henkastet): Virkelig? Nå! Skal han da flytte sammen med sin kæreste eller hvordan?

KREAMANDEN: Nej, han har ingen kæreste.

FRØKEN KLØE: Aha. Hvor vil han bo? Midtbyen? Vestbyen? Østbyen?

KREAMANDEN (med let rynkede bryn): Øh. Det ved jeg ikke.

FRØKEN KLØE: Har han børn? Eller. Æh. Du ved. Men. Har han?

KREAMANDEN (griner): Nej, det har han ikke.

FRØKEN KLØE: Hvordan er han? Hvilken type? Jeg mener. Hænger jo tit sammen med hvilken bydel, man har lyst til at bo i.

KREAMANDEN: Han er sådan meget chill i det.

Frøken Kløe remser begejstret alle sidegaderne op omkring sin egen gade, som ville egne sig absolut glimrende til en chill, kæreste- og barnløs Løve. Tænk hvis de kunne blive naboer! Frøken Kløe synes efterhånden, det hele kunne minde om et manuskript til en B-film. I tankerne roser hun sig selv for at have håndteret de spændende, nye oplysninger om Løven på en så elegant og afslappet måde. Minder dernæst sig selv om, at det er Kreamanden og ikke Løven, hun er på date med nu. Hun begynder i stedet at tale om sommerferieplaner. Bagefter musik. Uddannelsesvalg. Runder endnu en gang sommerferieplanerne. Det bliver en kort date.

– – –

Scene 11. Foran kaffebaren.

FRØKEN KLØE: Tak for i dag, Kreamand.

KREAMANDEN: Har du lyst til at ses igen?

FRØKEN KLØE: Øh. Vi må lige tales ved.

KREAMANDEN: Jeg skriver til dig.

De siger farvel og skilles, går i hver sin retning. Da Frøken Kløe er kommet et godt stykke væk, ringer hun Søster op og sætter hende hurtigt ind i sagerne.

FRØKEN KLØE: Som jeg ser det nu, har jeg to muligheder: Blive venner med Kreamanden og sørge for at blive inviteret hjem til ham – på en fuldstændig venneagtig måde! – så jeg kan møde Løven igen. Eller – og det ville selvfølgelig være det pæneste at gøre – helt stoppe med at date Kreamanden og finde ud af det med Løven på anden vis. Skulle Løven tilfældigvis følge en eller anden åndssvag, pernitten bro code, er det bedst aldrig, aldrig at se Kreamanden igen.   

SØSTER: Du må under ingen omstændigheder knalde Kreamanden! Og du må heller ikke lade ham tro, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre. Får Løven det at vide, er det først, han holder sig væk.

De fortsætter et stykke tid med at diskutere og vurdere Frøken Kløes muligheder. Selvom det med at blive venner med Kreamanden klart ville være det snedigste, bliver de til sidste enige om, at det nok vil være bedst ikke at se ham igen.

– – –

Scene 12. Ungpigehybel. Dag. Der er gået over fjorten dage siden sidste møde med Kreamanden. Han har ikke skrevet til Frøken Kløe, og i mellemtiden har der også været så meget andet rod, så hun har heller ikke kontaktet ham.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe. Det er lang tid siden. Hvordan har du det? Hvornår skal vi tage en tredje date?

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand. Det har været hyggeligt at møde dig, men jeg synes ikke, vi skal ses igen.

KREAMANDEN: Kemien og den umiddelbare tiltrækning var der alligevel heller ikke rigtigt fra min side. Jeg synes bare, vi skulle give det en chance. Men det må du selv om. Ha’ det godt.

Frøken Kløe trækker på skuldrene. Kort efter sletter Kreamanden hende som match. Men da er Frøken Kløe allerede gået i gang med at lægge andre planer. 

Efterlysning: Danseboy

Jeg så dig første gang i november. En eftermiddag i toget fra den ene ende af landet mod den anden. Du sad skråt overfor mig. Havde skulderlangt, lyst, bølget hår. Høj. Måske omkring femogtredive år gammel. Din frakke var mørkeblå og dobbeltradet. Du vidste naturligvis ikke, at jeg netop var på vej hjem fra en katastrofal weekend, som havde givet mig mere end nok at tænke på, og at det var grunden til, at jeg så sjældent kunne gengælde dit blik. Men når det alligevel skete, smilede du på sådan en skæv, sød måde, så jeg havde svært ved at koncentrere mig om mit til turen indkøbte sladderblad. Da vi nåede min by, stod vi begge af. Kiggede på dig over skulderen. Men jeg skyndte mig gennem banegården, for jeg fornemmede, at du måske ville sige noget til mig, og det var simpelthen mere end hvad jeg kunne overskue den dag.

Efterfølgende så jeg dig nogle gange rundt omkring i byen. Stadig samme mørkeblå frakke. Men du så vist ikke mig. Eller også lod du bare som ingenting. Jeg tænkte, der nok var noget, jeg havde misforstået.

Nu er det sådan, at jeg er glad for at danse. Det er vist slået fast et par gange. Så selvfølgelig melder jeg mig på dansehold i fitness. Der er især dette ene hold, hvor der sjældent kommer nye til, men hvor vi mestendels er den samme håndfuld hårdkogte dansedamer, der tropper op og sveder sammen. Så når der endelig kommer nye, er det altid lidt af en sensation. Især hvis det er en mand. Men der stod du pludselig en dag, Danseboy. Dit hår var klippet kort nu, og jeg kendte ikke dit navn før da, men selvfølgelig hedder du Danseboy.

Jeg er hende, der gennem så lang tid er kommet regelmæssigt på holdet, så jeg anses som værende en af de rigtigt inkarnerede dansedamer, der kan tillade sig at gøre krav på en fast plads i salen. Og skulle en ny forvilde sig ind på forreste række blandt os, bliver denne hurtigt forvist til den bagerste. Ja. Sådan er jeg. Irriterende. Ved det godt. Jeg tror, du var overrasket over at være ene hane den dag. De andre damer var helt fjantede over, at en mand dukkede op til dans, så du fik lov til at stille dig, hvor du ville. Først var det i højre hjørne. Jeg fortsatte forbi dig. Mit vand placerede jeg foran spejlet. Indtog position. Kunne godt se, at du vendte dig efter mig. Og sekundet inden timen gik rigtigt i gang, greb du hurtigt din egen drikkedunk, satte den ved siden af min, der var pink, og placerede dig derefter roligt lige bag mig. Det viste sig allerede efter de første par takter, at du ikke kan danse, Danseboy. Men du grinede bare til mig i spejlet, hver gang du trådte galt. Jeg smilede opmuntrende tilbage, for vi havde øvet koreografien i ugevis, og heller ikke jeg kunne finde ud af de sammensatte blokke den allerførste gang. Jeg måtte gå tidligt, midt i udstrækningen, for jeg havde en aftale, der ikke kunne vente. Da jeg kom fra omklædningsrummet, var du på vej ned ad trapperne. Ventede til det helt rette øjeblik, før jeg sendte dig et koket øjekast. Du lyste. Jeg blev pludselig fej og skyndte mig videre.

Jeg har været på hvert eneste dansehold lige siden. Du kom aldrig tilbage.