Fødselsdagsspørgsmål

Bloggen har fødselsdag i dag. To år. Hvem skulle have troet det, da slem kløe og kedsomhed ledte til, at jeg nogenlunde spontant oprettede Den søde kløe en sen juniaften? Jeg havde helt ærligt bare regnet med, at det skulle være et tidsfordriv henover sommeren. Og jeg havde faktisk besluttet mig for at lukke hele skidtet ned igen, da en sød dame pludselig nævnte mig, og I alle begyndte at klikke løs. Så i anledning af dette og ikke mindst fordi jeg jo er et yderst selvoptaget menneske, der bare rigtig godt kan lide når alt drejer sig om mig, tænkte jeg, at det måske kunne være sjovt med en lille leg. Sådan en spørgerundeleg. Agtigt. Ligesom alle de andre bloggere gør nogle gange. Og jeg vil også! Nu kan jeg jo ikke deltage i seje events og posere på pastelfarvede OOTD-billeder – men det her, det må da kunne lade sig gøre. Under alle omstændigheder er det i hvert fald altid de indlæg jeg som regel selv bedst kan lide at læse på blogs, og måske I er en enkelt eller to, som har det på samme måde?

Såeh. Vær med til at støtte op om en ydmyg bloggers narcissistiske tendenser og stil en masse spørgsmål, så svarer jeg på dem alle i et indlæg inden længe. Hurra!

PS. Ej. Seriøst, damer. Spørg lige om noget. Bare et eller andet. Vil være pænt pinligt med et gabende tomt kommentarfelt herunder.

PPS. Hav forresten lige in mente at det jo er nødt til at være spørgsmål, som jeg kan svare på. Altså. Uden det går ud over min anonymitet. Ik’. Også selvom min nye ting er at bryde den.

PPPS. Det plejer vist godt nok at høre sig til i et fødselsdagsindlæg, men forestiller mig ikke, det er spor nødvendigt at nævne noget som helst om, hvor glad jeg selvfølgelig er for, at jeg alligevel ikke lukkede bloggen hin sommer. Fordi nu har jeg nemlig stadig jer. Men det er jeg sikker på, I allerede ved alt om. *Hjerte-emoji, hjerte-emoji til alle*.

Møde med Læseren

Han kontaktede mig på Instagram. Havde læst Den søde kløe, skrev han. Og. Ville lige spørge om noget. Om jeg havde nogle gode råd, om jeg kunne hjælpe, om jeg havde tid til at tage en snak med ham. For han havde tænkt på at starte sin egen blog i samme boldgade som min. Manglede derfor en at sparre med. Og jeg er jo så frygtelig hjælpsomt et menneske. Simpelthen. Helt igennem godhjertet. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Bad ham sende en mail med alle spørgsmål han måtte have, for det virkede trods alt smartere end at kommunikere over Instagram. Åh! Han havde nu tænkt, om ikke vi kunne snuppe en kop kaffe sammen en dag i stedet for? Tjo, havde vi boet i samme by, ville jeg sikkert gerne, svarede jeg og tilføjede en blinkesmiley; men det gjorde vi ikke, så det blev selvklart lidt svært. Og det var jo nemt nok for mig at sidde og skrive. Sådan. Endnu helt anonym og ukendt og gemt. Men Læseren foreslog da, at vi bare kunne ringe sammen i stedet for. Det var lige godt pokkers, som han kunne finde på alternativer. Ups, tænkte jeg, nu kommer det pludselig tæt på. Jeg havde lyst til at hjælpe ham. Det havde jeg. Kunne dog samtidig godt se, der var en god chance for, at det sikkert ville blive både usmidigt og svært at gøre over en mailkorrespondance. Men. Tale i telefon. Lade ham høre min stemme. Give sig til kende. Kunne mærke, jeg havde brug for betænkningstid. Og under alle omstændigheder havde jeg heller ikke tid til noget som helst denne dag, for jeg stod med det ene ben på vej ud af døren. Vi blev enige om at skrives ved.

Dagen efter ringede jeg til Søster. Selvfølgelig. Reder mig altid, skulle nogen endnu ikke have opfattet det. Hvor jeg ikke selv kan finde ord, kommer hun mig til undsætning. Så jeg satte hende hurtigt ind i sagen: At der var denne her mand, der gerne ville starte sin egen blog, og som i den forbindelse havde brug for at snakke med mig. Tror, Søster var lige så forbløffet som jeg selv over, at Læseren kontaktede mig på den måde. Jeg mener. Var nærmest rystet helt ind i min inderste kerne over, at han bare spurgte mig ligeud. At han bad mig bryde min anonymitet. Som om. Som om det ikke var noget særligt. Eller. Noget stort. For det var det, syntes jeg. I hvert fald for mig. Ikke fordi han spurgte på en specielt ligegyldig eller respektløs måde. Tværtimod. Det var faktisk bare helt chill. Men selvfølgelig aner han ingenting om, hvor stort et arbejde jeg altid lægger i at sløre mænd, oplevelser og eskapader så meget som muligt, fordi jeg generelt er et omvandrende, paranoidt nervevrag, når det kommer til bloggen, min anonymitet og de ambivalente følelser, der følger. Ok, jeg kan blive afsløret. Vil højest sandsynligt gå ud over mit arbejde, måske endda også visse i min omgangskreds. Det har jeg ligesom selv valgt. Men at nogle af mine mænd – hvor slemme enkelte end måtte have været – skal lide under, at jeg har gang i den helt store selvrealisering og derfor ikke kan finde ud af at holde fingrene fra tastaturet, kan jeg næsten ikke bære. Giver mig tilmed ofte store samvittighedskvaler. Men Læseren vidste heller ikke noget om, at jeg samtidig mildest talt hungrer efter en medsammensvoren. At jeg savner en at dele erfaringer og etiske overvejelser med. Jo, jeg snakker med andre om at blogge. Som oftest er det Søster og én bestemt veninde. Det er to mennesker. De er overmåde flinke til at hjælpe og guide så godt som muligt. Men det er, når alt kommer til alt, ikke dem, der har en blog. Da jeg første gang skulle stå frem som Frøken Kløe, var det til et møde med Bloggers Delight, hvor der skulle skrives under på kontrakter og diskuteres muligheder og kigges på aftaler. Det var vist lidt svært at slippe af med mig igen, for jeg bare snakkede og snakkede. Havde endelig mødt nogen, der forstod og vidste, hvordan det er. Ork. Det lyder så navlepillende, det her. Nå. Summa summarum er, at jeg føler mig alene med en masse tanker. Og se så. Det var nemlig det, der skulle vise sig at blive Læserens smuthul. For efter opkald til Verdens Bedste Søster og dertilhørende mindre selvransagelse, endte jeg ud med erkendelsen af, at lysten til en kumpan var stærkere end frygten for at miste min anonymitet. Der var forresten sikkert også andre ting, der spillede ind. Nysgerrighed. Spænding. For at nævne et par. Især sidstnævnte var det, der i sin tid i et særligt modigt og muligvis lettere dumdristigt øjeblik fik mig til at oprette bloggens Instagram. Og det var nu her jeg atter gik ind for at skrive til Læseren, at det ville være i orden for mig at ringe sammen med ham. Så der sad jeg. En søndag eftermiddag med tømmermænd på mit solskinsspot i baggården. Pakket ind i uld og anden blødhed tastede jeg hans nummer.

Hvordan præsenterer man sig selv, når den, man ringer til, end ikke kender ens rigtige navn, men derimod ved alt om ens sexliv, akavede øjeblikke og forelskelser? Nogle gode forslag? Jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det, før han tog telefonen, og jeg fik sagt noget i stil med: “Hej! Det er. Øh. Altså. Frøken Kløe, du ved. Eller. Ehrm. Jeg hedder – – – i virkeligheden. Såeh. Æh.” Vi grinede lidt, jeg himlede med øjnene over mig selv. Kunne mærke min puls. Jeg var lidt urolig for, om han ville stille en masse svære spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Men sådan var det heldigvis slet ikke. Relativt hurtigt gik snakken let mellem os, selvom jeg hele vejen igennem kunne mærke, at jeg var mere eller mindre på vagt. Læseren fortalte sin historie. Han var en kvindebedårer. Det var sjovt og anderledes at høre oplevelser så lig mine egne fra en mands synspunkt. Opkaldet varede i over en time. Jeg fik kæderøget en hulens masse smøger undervejs. Han nævnte sine tanker og overvejelser. Jeg kommenterede, rådede og vejledte, som det orakel jeg nu engang er. Ej. Ved egentlig ikke helt, hvor stor hjælp jeg var til den dag. For det var midt i krisens rasen. Som desuden havde affødt en så solid skriveblokering, at det fik mig til at tvivle på egne evner. Et nogenlunde sandsynligt gæt vil derfor være, at jeg nok ikke var den mest positivt indstillede blogger, Læseren kunne have fundet til sin søndagssludder. “Du bor i samme by som Søster,” bemærkede jeg, da samtalen nærmede sig sin afslutning. “Måske vi så kan snakke videre over den der kop kaffe, næste gang du besøger hende?” spurgte Læseren. Tilfældigvis havde jeg meldt min ankomst i starten af juni. “Lad os tales ved,” sagde jeg. På vej op mod tredje sal kunne jeg høre ord for mine ører, sætninger der dannede sig for hver etage. Følte mig mere lettet end jeg længe havde været. Mærkeligt, tænkte jeg. Satte mig direkte ved computeren og skrev til langt ud på aftenen.

Der var karneval, der var fødselsdag, der var rigtig, rigtig meget andet. Samtalen med Læseren gled efterhånden lidt i baggrunden. På et enkelt tidspunkt skrev jeg dog kort til ham for at høre, om blogplanerne var blevet til noget. Det var de ikke. Så var der pludselig også en lejlighed, der skulle opsiges. Fremvisning for ny lejer. Øv, hvor skal der gøres rent og ryddes op til sådan noget. Min mor kom med flyttekasser. Og jeg fik næsten stress af at tænke på, at min dyrebare sommerferie næsten udelukkende vil komme til at gå med at fylde dem op. Da der var knap en uge til, at jeg skulle besøge Søster, skrev Læseren: “Kan du snakke i aften?” “Klart. Du ringer bare,” svarede jeg. Nåede at tænke, at det føltes underligt at skrive sådan, at han havde mit private telefonnummer nu. Han ringede et par timer senere. Denne gang snakkede vi om alt muligt. Ikke særlig blogrelateret. I hvert fald ikke lige så teknisk som det første opkald havde været. Det var mere en erfaringsudveksling. Det var hyggeligt og måske endda lidt som om, at vi kendte hinanden. Jeg kiggede på telefonens skærm, som viste halvanden times samtale. Kunne mærke, jeg var mere åben for at møde ham ansigt til ansigt. Måske jeg inderst inde også syntes, at han var så mystisk og spændende, så jeg slet ikke ville kunne lade være. Vi aftalte tid og sted for kaffe. “Lov, at du kommer og henter mig,” sagde jeg, “jeg har så elendig stedsans, at jeg knap nok ved, hvor jeg befinder mig nu – og da slet ikke i en fremmed by.” Det lovede han. “Har du tænkt på, at du ikke aner, hvordan jeg ser ud?” spurgte jeg derefter. “Ved du da, hvordan jeg ser ud?” gav Læseren igen. “Hør lige. Du taler med Stalker Nummer Et, så selvfølgelig ved jeg det,” indrømmede jeg. “Hm. Du har skrevet, at du har en flot røv,” sagde han. “Jamen, så kig efter hende med røven. Så finder du mig,” vi ringede kort efter af.

Jeg havde taget en enkelt fridag fra arbejde, så jeg kunne holde forlænget weekend med Søster. Ankom sent torsdag aften. “Jeg skal drikke kaffe med Læseren i morgen,” fortalte jeg, da vi havde spist pomfritter og børstet tænder og tisset af. Lå side om side i hendes seng. “Ja?” hun scrollede gennem Asos uden at kigge op. Tror måske, det er et aftenritual af en art, hun har. “Tror du, han lyver?” spurgte jeg lidt efter, “tror du, at han kun gør alt det her, fordi han vil se giraffen?” Hun slukkede sengelampen. “Det ville da være enormt meget besvær bare for at se dig,” grinede hun. Skubbede til hende. Lå med hovederne på hver vores pude og fortsatte med at vende Læserens mulige motiver en stund, indtil jeg kunne høre hendes tale blive til mumlen og kort efter også vejrtrækning blive dybere. Vi faldt i søvn hånd i hånd.

“Hvad nu, hvis han har et skjult kamera?” spurgte jeg næste morgen over havregrøden. Der var en time til mødet med Læseren, og jeg var kommet i alvorlig tvivl. “Nu slapper du af med at være så paranoid. Desuden er det ulovligt med skjulte kameraer. Tror jeg,” svarede Søster. Hun havde hostet sig gennem det halve af natten, jeg havde til sidst jaget en spids albue i siden af hende og trukket dynen op over hovedet. Nu sad hun og stirrede intenst ind i et lille håndspejl, mens hun lagde mascara med lange strøg. Vi diskuterede vejret. Bare ben ville nok være i overkanten, men mon ikke sandaler ville kunne gå an. Godt nok havde jeg taget et par halvløse sommerbukser på, men da jeg gik mod bussen, fortrød jeg i løbet af få øjeblikke både jakke og blusens lange ærmer. Og åh, hvor jeg hader offentlig transport i fremmede byer. Stod bare og svedte og holdte ængsteligt øje med Rejseplanen.

Jeg var voldsomt bevidst om mig selv, da jeg stod i skyggen og ventede på Læseren. Hvordan håret faldt om mine kinder, hvordan mit tøj sad, hvor skinger min stemme pludselig havde lydt, da jeg rømmede mig, og hvor små mine bare tæer så ud. Let fugtige håndflader. Hvad forventede han? Hvordan tror folk, jeg ser ud? Hvordan tror de, jeg er? Er med på, at man sikkert godt kan fornemme en smule af det i mine indlæg. Men jeg tager tit mig selv i at kunne distancere mig fra det, jeg skriver. Ja, jeg skriver om enkelte virkelige hændelser – men selvom Frøken Kløe er mig, er jeg ikke hende. Ikke kun, i hvert fald. Jeg er meget mere. Og jeg er også leverpostejsmadder. Ville Læseren mon kunne forstå det? Eller ville han blive skuffet over det med leverpostejen? Jeg modtager nogle gange mails med dybt personlige beretninger fra andre læsere. Beder mig gerne om råd i forhold til dating. Og jeg er absolut beæret over at blive taget i betragtning som en, der ville kunne retlede. Men. Jeg tænker også. I virkeligheden aner jeg jo ikke noget om noget. Kan ikke engang finde ud af mit eget liv, så hvem skulle jeg være til at kunne rådgive andre i deres? Jovist, jeg kan være god på en date. Men jeg har ikke svar på noget. Sådan tænkte jeg, der i skyggen, og lige så stille gik det op for mig, at jeg var bange for ikke at kunne leve op til den forestilling, jeg forestillede mig, Læseren havde om mig. Var flov over at stå og føle mig så usikker og selvbevidst.

Uh, dér kom han cyklende. Jeg kaldte stille hans navn bagfra, fik ham til at dreje omkring. Han var høj. Ikke sådan ualmindeligt høj, men jeg måtte da løfte mig en smule på tå for at kunne nå ham i et kram. Vi begav os ud efter kaffe med det samme. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage solbrillerne af, var nødt til at have noget mellem os, skærme mig. Hurtigt måtte jeg nævne min nervøsitet og kaotiske tanker, for jeg kan sjældent holde mund omkring ting, der flyder over indeni mig på den måde. Det var han vist lidt forbavset over at høre, tror jeg. Nå. Men vi fandt endelig kaffe og vi tog den med os, for det ville være en skam at sidde indenfor i det skønne vejr. Bagefter kom vi forbi en park og et par – hmm, rustikke? – bænke med et solidt plankebord imellem. Og så satte vi os på hver vores bænk og snakkede løs. Jeg smed først jakken, så sandalerne. Trak fødderne op under mig. Til sidst solbrillerne. Det føltes ok nu. Når jeg er udenbys, har jeg det med at sammenligne alt med min egen by. Skete selvfølgelig også denne gang, og her efterfølgende synes jeg, at jeg i starten kom til at plapre lige lovlig meget om hjemby og forskellighed og andet i den dur. Eller. Det var måske nærmere hele vejen igennem, at jeg blev ved med at vende tilbage til bysnak. Super.

“Jeg er god til af aflæse damer,” nævnte Læseren på et tidspunkt. “Hvad læser du så nu?” spurgte jeg og kiggede på ham. Var begyndt at slappe af sammen med ham. “Du er svær,” tøvede han. “Kompleks?” jeg lo. “Ja,” svarede han og smågrinede også. Vi kredsede hele tiden om emner som dating og sex og alt, der måtte følge med. Syntes, det var en meget ærlig snak. Men hvorfor også holde noget tilbage, tænkte jeg. Læseren vidste jo alligevel næsten alt om mig på lige dette punkt. “Måske jeg også var nervøs før,” sagde han, “jeg føler mig en del roligere nu.” Og det må have været sandt, for selvom jeg syntes, at vi var to ret forskellige typer, fungerede det efterhånden helt fint mellem os. Han var nem at snakke med. Ligesom i telefonen. Jeg var spændt på, om han ville bruge sine dameteknikker på mig. Faktisk tror jeg slet ikke, han kan lade være. Og der var et spil mellem, det er jeg slet ikke i tvivl om, der var. Men ville andet ikke også have været sært, når to så flirtende mennesker mødes på grove bænke og deler hemmeligheder? “Du må spørge mig om alt,” slog han flere gange fast. Så det her direkte blik. Lidt skråt. Lidt uskyldigt. Og så alligevel. Det var altså en sød måde at sige det på. “Er der da noget bestemt, du gerne vil have, jeg spørger om?” smilede jeg og kiggede op på ham gennem øjenvipper. Nåhr. Han trak lidt på det. “Jamen, så prøv du at spørge mig om noget i stedet for,” mit smil blev en kende bredere. Ved ikke, om han havde brug for at tage tilløb først, men sådan opfattede jeg det. “Havde du tænkt på, om vi skulle knalde?” spurgte han så. “Ja! Det havde jeg faktisk,” svarede jeg prompte. Læseren så overrasket på mig. “Jeg havde overvejet, om det måske var derfor, du ville drikke kaffe med mig. Men så tænkte jeg også, at du heller ikke lod til at have bagtanker på den måde.” Han rystede på hovedet. Nej. Ingen bagtanker. “Desuden har jeg mega menstruation, så at knalde kommer jeg i det hele taget ikke til med nogen som helst i dag,” tilføjede jeg og tog et hvæs af smøgen. Læserens latter var umiddelbar. Og så snakkede vi ellers videre, mens folk omkring os luftede hunde og solede sig og slæbte på indkøbsposer. Efter godt tre timer brød vi op med lovning om at ses igen en anden gang.

Det havde været rart at møde Læseren. Mit bryst var senere på eftermiddagen helt lyserødt af at have siddet så længe i solen sammen med ham. Jeg er stadig en smule i tvivl om, om han ser mig som mig eller Frøken Kløe. Men. Måske det også kan være svært at skelne, når man ikke kender hinanden bedre. Er desuden heller ikke noget, der går mig lige så meget på, som det gjorde, da jeg stod i skyggerne. Og jeg var endnu så forfjamsket, da han galant betalte for vores kaffe, at jeg vistnok helt glemte at sige tak. Så. Tak, Læser.

Karneval med Superman

Aaah. Karneval. Årets fest. Søster og jeg bruger hvert år lang tid på at udtænke sjove kostumer. Denne gang var ingen undtagelse. Selvom vi ikke lige havde kalkuleret med hvor upraktisk det skulle vise sig at være med så voluminøse gevandter i optoget. Men hvilken rolle spiller det også, når ens udklædning efter min egen beskedne mening så absolut lå i top ti af mest gennemførte? Ingen! Ha!

Der findes måske dem, som aldrig har oplevet karneval. Til disse kan jeg oplyse, at det nogenlunde foregår sådan, at man først og fremmest planlægger sit kostume med største omhu. Man er gerne flere, der klæder sig efter samme tema. Sådan helt ens. På selve dagen står man ulideligt tidligt op – måske man trækker i udklædningen hjemmefra, måske man venter, til man er samlet med sine venner, sin gruppe. Men hvorom alting er, så mødes man altså med vennegruppen på karnevalsmorgenen og spiser morgenmad sammen. Og drikker og fester. Sådan. Rigtig, rigtig meget. For Søsters og mit eget vedkommende var det det samme som altid: Vækkeuret ringer på den gale side af klokken syv. Søvndrukken småsludren mens vi på bare, matte ben vakler rundt i lejligheden. Jeg er som regel nødt til at snyde og tage en lillebitte skålfuld skyryoghurt på forhånd, for jeg er en af dem, der er udstyret med et bundløst hul af glubende appetit straks jeg vågner. Dernæst selve udklædingen. Var simpelthen lige i øjet. Siger det bare. Justerede alt en sidste gang. Der blev brugt godt med gaffa og glimmer. Også solfaktor af den højeste slags, for Yr havde sjældent set så fin og lovende ud. Slutteligt sminke. Glimmer igen. Og så målrettet vandring gennem byen, som summer på den helt specielle måde, man kun oplever en gang om året. Det er det allerbedste tidspunkt på hele dagen, synes jeg. Komplimenter og glade tilråb fra forbipasserende karnevaldeltagere, der netop selv foretager samme morgenmarch. Vi fortrød, at vi havde valgt at droppe trækvognen. Plastikhankene gav op under posernes vægt allerede inden vi var nået halvvejs. De var læsset med sixpacks og flasker. Musik i alle gader. Vejret var, som forventet, strålende. Vi sagde til hinanden, at vi skulle huske at drikke vand. Mine arme rystede af anstrengelse og varme, da vi endelig nåede frem. Så morgenmad. Baileys i kaffen. Shots. Øl, øl, øl. Altsammen inden klokken slår ti. Vi hang ud af vinduerne og piftede og hujede og dansede.

Vi var kun ganske kort med i optoget. “Det er for varmt,” gispede nogen. “Vi skal ud,” råbte en anden. Rådslagning i en sidegade. Hvad nu? Der var dem, der gerne ville tilbage og fortsætte ruten. Mens andre helst ville finde en fest et andet sted. Jeg så et par – en ung pige iklædt voldsomme mængder tyl og en bestøvlet cowboy – forsvinde fnisende sammen om bag et par containere. Pisset løb som små bække om fødderne på os, mens vi stod og diskuterede. Solen bagede. Jeg vil tro, at der næsten må have været over tredive grader inde i midten af optoget, da det var værst. Sådan føltes det i hvert fald. “Vi har ikke mere vand,” sagde Søster. Det afgjorde sagen. Og vi var to, der var blevet inviteret til samme fest et stykke derfra, så nu gik vi alle i samlet flok derhen.

Det viste sig at være en baggårdsfest. Folk lå mest på tæpper og dasede i etageejendommenes skygge. Men der var også frisbee og grill. Plænen må være blevet klippet nogle dage forinden; det tørre, afskårne græs klæbede overalt til det fleecetæppe jeg endte på. Store højtalere var blevet slæbt ned i gården, playlisterne var lange og hyggelige. Musikken blev styret af en enhjørning (horn i panden, pailletter på trøjen og behårede, pink benvarmere) siddende i hvid plastikstol under en parasol, mens han vippede taktfast med sin bajer mod låret. Der blev brændt røgelse af et sted bag mig. Et kærestepar lå og så kærligt på hinanden, den ene aede den andens kind, som kvitterede med kys. Jeg kiggede rundt på alle disse skønne mennesker og følte mig meget levende, meget heldig. Det var der, jeg opdagede ham. “Ham derovre,” sagde jeg til en veninde og udpegede diskret den mand i superheltekostume, som i samme øjeblik krydsede gårdens plæne. Rykkede mig lidt nærmere veninden, sænkede nakken. “Han er virkelig flot,” fnes jeg. Hans ansigt var solbrunt. Vi fulgte ham begge med øjnene fra bagdør til tæppeland. “Så tag ham,” grinede hun. Svarede, at det kunne hun lige tro, jeg ville. Det må have været en varm udklædning, sådan med kappe og det hele, og det varede da heller ikke længe, før han smed det og i stedet trissede rundt kun iført de røde underbukser. Hans bare overkrop viste sig at være lige så brun som ansigtet.

Der gik nogle timer. Jeg snakkede med en del forskellige mennesker. Der var især den her lyshårede fyr som var vældig sød og virkede ret interesseret i mig. Vi grinede og pjattede. Indtil jeg fandt ud af, hvor ung han i virkeligheden var. Tror selv, han havde regnet med, at jeg var yngre, for han så lidt betuttet ud, da jeg afslørede min alder. Nå ja, mange antager ofte, at jeg er omkring fire-femogtyve. Det må skyldes min enormt spændstige hud. Hm. Men derefter forsvandt den lyshårede hurtigt. Jeg så mig lidt omkring. Dér sad Iværksætteren på en solseng. Vi sørgede begge omhyggeligt for ikke at kigge på hinanden. Selvfølgelig var han her. Ved, vi begge kender dem, der holdte festen. En dame kom hen og satte sig ved siden af ham, lagde ansigtet mod hans hals. Han kælede hende på ryggen og så forelsket ud. Det gjorde mig glad at se.

Ovre ved en sandkasse stod et kæmpe plastikmonstrum af en baljelignende sag. Vi fandt en vandslange og snart var baljen fyldt. Kølede fødder og underben hvilket resulterede i, at vandet blev fyldt med tørt græs. Jeg gik tilbage til tæpperne for at hente et par øl, og da jeg kom tilbage, stod Superman og Søster og plaskede. Et eller andet sted havde de åbenbart fundet to par dykkerbriller, for nu stod de med dem i hænderne og sagde, at vi skulle lege en leg. “Find det, der ikke hører til på havets bund,” sagde Søster dramatisk og kastede shotsglas og kapsler i vandet. Superman og jeg greb hver en brille, faldt på knæ foran baljen, råbte: “En-to-tre-NU!” Og med hovederne først plaskede vi kort efter rundt. Jeg vandt. Det dryppede fra Supermans mørke hår, da han smilende lykønskede mig. Wow. Sikke nogle øjne. Mit kostume var gennemblødt. Det varede ikke længe, før vi sammen dansede rundt på græsplænen for at blive tørre igen.

Resten af dagen sad Superman og jeg ved siden af hinanden oppe ved musikken. Enhjørningen var væk, så nu var det os, der styrede playlisterne. Satte de mest old school numre på, som vi kunne komme i tanke om. Hvor kunne vi snakke om alt, som vi sad der og forsøgte at overgå hinanden med Salt-N-Pepa og TLC. Hvor var han sød, og hvor grinede vi højt. Jeg var plantet på mos, det var så blødt under fingrene. Rettede på mit tøj og måtte nogle gange bly slå blikket ned, når han kiggede opmærksomt på mig. Tænkte, at jeg havde ledt efter en som ham. “Jeg har set dig før,” bemærkede Superman. “Måske på Tinder?” foreslog jeg kækt. Det var ment som en spøg. “Ja,” svarede han. Var ikke helt sikker på, om jeg også var stødt på ham derinde. Bad om at måtte se hans profil. “Hvis jeg må se din,” smilede han, og vi talte endnu en gang ned med hver vores telefon parat. Han så sød ud på sine billeder. Men de kunne slet ikke måle sig med den bombe af maskulin udstråling, der nu sad lyslevende foran mig. “Så burde vi jo næsten matche,” sagde jeg. “Det burde vi,” nikkede han.

Der blev tændt bål sent om aftenen. Superman og jeg grillede resten af de pizzastykker, vi fandt i en stak af pepperonifedtede, efterladte papbakker. Nogen havde været så venlig at købe aftensmad til os alle. Superman var trukket i sin blå trikot igen. Jeg havde fået kappen på. Det var egentlig bare et stort, rektangulært klæde af rød nervøs velour bundet om halsen. “Vi skal i byen,” Søster kom tumlende med en mindre flok i hælene. “I byen, i byen,” hujede de alle. Så vi gik fra haven gennem gader, der flød med glasskår og stank af sprit og møg. Vejene var klæbrige. Kappen daskede mod mine haser. Superman gik ved siden af mig. Flokken skiltes så småt, efterhånden som vi kom frem, og især da vi ramte de første barer. Sådan har man jo altid forskellige præferencer, når man går i byen. Men vi var fem som fortsatte sammen. Havde jeg følt, at optoget tidligere på dagen havde været varmt, var det intet i forhold til den kvælende, trykkende hede, der her slog mod os. Alt for mange mennesker samlet på alt for lidt plads. Vi forsøgte at danse, men kunne knap få luft. Og jeg kunne mærke på min krop, der pludselig blev så tung og træt, at den havde været i gang i noget der snart mindede om tyve timer. Vi gik udenfor. “Jeg skal have vand,” mumlede jeg og følte mig næsten desperat af tørst. Min mund var helt tør. De andre var enige, Søster sad ligefrem og hang med helt opkogte kinder. Superman og jeg gik mod den nærmeste kiosk. Proppede begge favnen fuld af kolde vandflasker, hvis klare plastikoverflader drev af fugt. På vej tilbage havde samtlige bargæster tilsyneladende bestemt sig for alle at begive sig i den modsatte retning end os, og vi stod bogstavelig talt i urokkelig stampe, kunne hverken komme frem eller tilbage. Der var en asen og masen uden lige. Jeg rakte ud efter min Superman, men blev øjeblikkeligt presset tilbage. Vores hænder greb ud i den tomme luft. Kunne se ham glide længere væk i mængden, og jeg nåede at mærke klaustrofobien strejfe min ryg, inden jeg hørte ham råbe mit navn og med stærke arme række ud og få fat i mig. Min hånd var lille og fugtig i hans store og ru. Min pande i hans armhule, mens han lagde armen om mig og banede vej. Søster drak grådigt af flaskerne, da vi endelig nåede tilbage. Herefter var det som om, at vi alle mistede gejsten lidt. De andre gik mod smeltet ost og baconfedt, mens Superman og jeg fulgtes hjem. Tog en mindre befærdet omvej. Vi sludrede og gabte. På et gadehjørne stod vi foran hinanden med generte smil og sagde farvel. Og jeg vidste, han ville kysse mig, før det skete. Ville ønske jeg kunne sige, at det var et fantastisk kys. Sådan et der er blevet bygget op gennem en hel dags flirten. Men hele min krop føltes så knastør og dehydreret. Den smule spyt, der måtte befinde sig i mundhulen, var tyktflydende og hvidt; jeg havde selv set det i et skåret toiletspejl kort tid forinden. Jeg trak mig hurtigt væk fra Superman. “Ej, undskyld,” udbrød jeg forlegent, “normalt har jeg altså meget mere spyt end det her, så er jeg slet ikke så tør at kysse på.” Heldigvis lo han bare. “Men jeg vil gerne se dig en anden dag,” fortsatte jeg. “Kaffe?” spurgte han. Jeg nikkede glad. Det var det bedste karneval, jeg nogensinde har været til.

I dagene efter var jeg flyvende. Fandt Superman på Facebook. Vi skrev sammen. Han var lidt sen til at svare nogle gange. Men jeg vidste, at hans arbejde, som kan være på nogle lidt sjove tidspunkter, gjorde, at han ikke altid kunne svare lige med det samme. Så det var ok. Mindede ham om det med kaffe. Sagde, at jeg altså stadig var interesseret, hvis det skulle være. Dog blev det straks noget sværere at finde en specifik dag, hvor vi kunne mødes. Men jeg var jo klar over, hvor tidskrævende hans sport, som han går op i med liv og sjæl, kunne være. Så det var vitterligt helt i orden. Han foreslog lørdag. Det var en måske-aftale. Ville komme an på vejret, tilføjede han. Men jeg var også helt med på, at hans hobby, som er et større projekt sammen med nogle kammerater, afhang af netop dette. Og alt det der – arbejde, sport, hobby – det er fint for mig. Men jeg hader at stå på stand by på den måde. Tilsyneladende var det komplet umuligt at finde en anden dag, der passede ind i hans travle kalender. Så jeg lod mig overtale og gik med til at være Supermans måske-date trods en dump, gnavende følelse af begyndende irritation i mellemgulvet. Bryder mig ikke om at være nummer to. Og jeg kunne jo se, da det endelig blev lørdag, at vejret vist ikke var optimalt, men jeg hørte alligevel ikke noget fra ham. Ikke før jeg selv skrev og spurgte, om kaffen ville blive til noget eller ej. Det ville den ikke. For kammeraterne og han fandt på noget andet. Vi har ikke snakket sammen siden.

Et perfekt knald

Da jeg vågnede, var det uden tømmermænd. Til gengæld var det til noget langt værre. For var der noget, der denne formiddag ikke herskede nogen tvivl om, så var det, at jeg under ingen omstændigheder er typen, der magter at administrere min telefon, når jeg har fået noget at drikke. Min far ringede grinende, spurgte om jeg havde haft en sjov aften. “Det lød i hvert fald sjovt,” sagde han. Jeg havde tilsyneladende ringet til ham mellem bodegabesøg og forsøgt at fortælle noget. Men det havde været lidt svært at forstå, når alle mine s’er blev til sch og d’er til t-lignende lyde. Bagefter skrev min veninde. “Jeg glæder mig til du vågner, så du kan læse, hvad du skrev til mig i aftes 😉Scrollede gennem Messengerkorrespondancen. Den var foruroligende lang. Næsten ulæselig. Men så vidt man kunne tyde, var det i hvert fald noget med, at jeg havde fundet en nuttet mand, der ikke vil have børn. Tog en dyb indånding, inden jeg åbnede Snapchat og afspillede min egen story. “Schid li’ schtille, schå cha’r jeg et billed’,” råbte jeg på et videoklip, mens Spurven kravlede rundt på en statue. “Jeg cha’r et billed’ nu, Schpurv,” lød det. Og han må have syntes, at statuen så ud til at savne lidt omsorg, for i samme øjeblik slikkede han på dens algeplettede overflade. Hvortil jeg grinede hysterisk. På næste klip havde jeg fundet nogle, der på et gadehjørne sad og spillede trommer. Her valgte jeg så at prøve et par samba-moves af. Og sådan fortsatte jeg raskt med at dokumentere resten af min aften. Derefter opdagede jeg til min store beklagelse, som jeg lå der under dynen med en mund som fugtigt råd, at jeg tilmed også havde sendt mærkelige mails og tosset rundt på Instagram. Fucking fantastisk.

Brugte derfor langt størstedelen af lørdagen på brandslukning. Ringe til folk og undskylde. Ved egentlig ikke rigtig, hvor godt det gik med netop sidstnævnte, for jeg var stadig godt og grundigt beruset det meste af dagen. Underligt, tænkte jeg. For jeg havde da fuldstændig styr på sagerne i aftes, jeg havde da ikke drukket for meget? Pokker til guldøl. “Skal jeg komme og passe dig lidt?” spurgte min veninde. “Ja tak,” mumlede jeg og følte mig pludselig ret elendig. Pasningen foregik mest sådan, at jeg rendte rundt og skældte ud over ikke at kunne finde et eneste sted i byen, hvor man kunne opstøve en ærlig omgang quesadillas. Gerne med ekstra ost, tak. Alt imens veninden var ved at dø af grin over – ikke kun den pinlige Messengerkorrespondance, som åbenbart stadig skabte stor moro – at jeg endnu var så langt fra ædru, som nogen kunne være.

Da mørket og tømmermændene lidt senere faldt på og vi sammen lå på min sofa med kold Cola linet op foran os, skrev Fyren Fra Facebook“Hej Frøken Kløe 🙂 Tak for i aftes, det var fedt at se dig! Nu kan du jo ikke sige nej til at mødes?” Ork. Nå ja. Kom i tanke om ham. Hvad var det nu jeg havde sagt? Åhr. Noget med at han skulle skrive til mig igen? Fik helt dårlig samvittighed. For jeg havde ikke den mindste lyst til at ses med ham. Det blev et rimelig tamt svar, hvor jeg undskyldte mange gange og forsøgte at forklare, at man på ingen måde bør tro mig over en dørtærskel, når jeg er i sådan en tilstand, som jeg befandt mig i, da han stødte på mig.

Vi så Outlander, veninden og jeg. Igen-igen. Jeg insisterede på afsnit syv; som den glade Outlanderfan naturligvis har fuldstændig styr på hvad indebærer. “Hej smukke – er du stadig frisk på i morgen?” skrev Enspænderen midt i det hele. Perfekt timing, det må man give ham. Og selvfølgelig var jeg frisk. Vi blev enige om at finde et nærmere tidspunkt næste dag.

Om søndagen vågnede jeg tidligt. Nød morgenkaffe på mit solskinsspot nede i gården. Vejret var dejligt, der var allerede lunt. Sprang i træningstøjet og cyklede nynnende i fitness. Der stod allerede en mindre flok damer og ventede foran holdsalen. Faldt i snak med en af dem. Bemærkede en høj skikkelse lidt til venstre for mit synsfelt. Drejede hovedet. Danseboy smilede til mig. Egentlig havde jeg bestemt mig for, at næste gang jeg så ham, så ville jeg spørge efter hans navn. Men jeg må være blevet kureret noget så eftertrykkeligt for nogensinde at kontakte flere af mine boys igen, for jeg vendte mig hurtigt bort. Ikke en eneste gang i løbet af holdtimen fandt mit blik hans, og jeg skyndte mig i dækning i omklædningsrummet, så snart vi blev sluppet løs.

Atter hjemme på tredje sal fik jeg omsider styr på det rod, der natten forinden havde afholdt mig fra at invitere Enspænderen med op. Lakerede negle. Stod længe foran spejlet og sørgede for, at hvert et hårstrå sad præcis som det skulle. Pudder, rouge, mascara. Hvid t-shirt og sorte bukser, der stumpede ved anklen. “Hvad så, Enspænder?” kunne jeg endelig skrive, “skal vi kneppe?” Han var ikke sen til at svare. Kort efter havde vi aftalt både tid og sted. Eftersom min lejlighed ikke blot var ryddelig men også duftede mildt af Ajax fra samtlige overflader, gik jeg med til at lade det foregå her.

Det første han gjorde, da han trådte indenfor, var at kysse mig. En hånd på min hofte, underarmen mod min lænd, sådan hev han mig ind til sig. “Hej!” sagde jeg, da vi slap hinanden. “Hej!” han gav mig et sidste smækkys. “Skal jeg vise dig rundt?” spurgte jeg. Det var hurtigt gjort. Har en ret lille lejlighed. “Her er hyggeligt,” smilede han. Stod lidt og kiggede på hinanden. Så tog han fat i mig igen. Vi kyssede længe. Var overmåde tilfreds med, at han bare gik direkte til værks på den måde. Jeg smed t-shirt og bukser. Stadig kyssende trak vi ind mod soveværelset. Uden han havde sagt noget, forstod jeg, at jeg skulle lægge mig. Han skrællede langsomt trusserne af mig. Hævede forventningsfuldt underlivet en smule mod ham. Og så slikkede han mig fuldstændig himmelsk. Åh! Her var endelig en mand, der har fattet, at man ikke skal gå lige på det allersjoveste, allerfølsomste sted som det første. At man gerne må give inderlår, kønslæber og andre folder og flapper lige så stor opmærksomhed. Gned taktfast min kusse mod Enspænderens underansigt. Han stoppede. Trak sit tøj af. Og uden at bryde øjenkontakten rullede han med øvet hånd kondomet på plads. Han ville gerne have mig øverst. Fint nok. Men. Ok, hør lige. Jeg plejer som regel at leve efter devisen: Hellere for lille end for stor. Altså. Pikken. Ik’. Og jeg troede virkelig aldrig, jeg skulle sige det, men jeg kunne godt have brugt den en my større. Det viste sig nemlig, at det der med at ride Enspænderen måske ikke var den bedste stilling, for han blev ved med at falde ud. Skulle ikke bevæge mig ret meget, før det skete. Ingen af os var tilfredse, det var tydeligt. Så gik det straks bedre med mig nederst. Sådan. Meget, meget bedre. “Hvorfor stopper du?” udbrød jeg forpustet, “lad være med det.” “Jeg er lige nødt til at holde en lille pause,” han sitrede. “Er du bange for at komme?” spurgte jeg. Han nikkede forpint. “Men jeg vil jo gerne have, at du kommer. Det tænder mig,” forklarede jeg. “Ja?” han begyndte så småt at røre på sig igen. Som svar greb jeg ham om ballen. Og så kneppede han løs, indtil han kort efter brølede mod loftet.

Vi lå tavse en stund og vidste vist ikke rigtigt, hvad vi skulle sige til hinanden. “Skal jeg vise dig et trick?” spurgte jeg. Da han opdagede, hvor min hånd var på vej hen, var han selvfølgelig mere end klar på at se alverdens tricks. “Vent,” han standsede mig og lagde sig til rette et sted nede mellem mine ben. Lå på siden med hovedet hvilende mod håndfladen, mens han kiggede mig lige op i mit allerhelligste. “Skal du ligge sådan og se det?” grinede jeg og blev en lille smule genert. Han sagde, det var den bedste måde at lære på, og så fulgte han opmærksomt med, da jeg gik i gang. Det varede selvfølgelig ikke længe, før han ikke kunne holde fingrene for sig selv. Det gjorde mig nu ikke spor, han måtte gerne hjælpe til. Og snart spasmede mine ben, og jeg hvinede næsten lige så højt som han få øjeblikke tidligere.

Derefter gik snakken nemmere. Tingene var meget afslappet mellem os. Enspænderen lå stadig med hovedet nede mellem mine ben, med en finger fulgte han hudens linjer. “Du har en rigtig flot kusse,” roste han. Jeg fortalte om mine flytteplaner, han nikkede og lyttede. “Jeg er altså sulten. Har du noget imod, hvis jeg smutter hjem nu?” spurgte han. Det havde jeg ikke. Vi trak i tøjet sammen, tog bagtrappen ned i gården, hvor vi delte en smøg. “Du kan komme hjem til mig næste gang, hvis du har lyst?” han gav mig et kram som afsked.

Jeg var henrykt. Det hele havde cirka taget halvanden time fra Enspænderen kom til han gik. Det er sådan, det skal være, tænkte jeg tilfreds. Så kan det godt ske, det ikke var det bedste knald, jeg nogensinde har fået. Det kan også godt ske, at Enspænderen heller ikke var den lækreste mand, jeg nogensinde har været sammen med. Men det hele havde været så dejligt ukompliceret. Der var ingen følelser at tage hensyn til, det var bare hej og knep og slut. Den overvældende følelse af afsindigt overskud og energi, der nu rullede gennem min krop var så klart at foretrække fremfor optimal pikstørrelse og den form for englesang man hører, når den får én helt op og ringe. Så på den måde havde det faktisk været perfekt. Jeg satte Despacito på, skruede så højt op, at min underbo dagen efter påtalte det, og dansede glad gennem min lejlighed.

Endelig fyraftensøl igen

Ork. Jeg er så sindssygt meget bagud med at få skrevet om alt der sker for tiden. Nå. Hm. Hæsblæsende liv, I ved. Ej. Ok. Udover at være det mest glemsomme menneske, er det vel heller ikke for ingenting, at jeg også går for at være det langsomste. Så der er nok ikke andet for, end at tage det hele fra en ende af. Vi starter med lidt øl.

Havde lige nogle dumme uger efter hele miseren med Manden På Gaden. Kløen forsvandt. Mænd er roden til alt ondt, tænkte jeg og skulede olmt efter ethvert hankøn, der måtte passere min vej. Samtidig kunne jeg vitterligt skrige af ren og skær længsel efter følelsen af varm hud mod min egen. At lægge kinden mod et bryst og høre hjerteslaget. Blide strøg langs mit skulderblad, stærke arme om min talje, ben, der fletter sig ind mellem mine. Som single savner jeg altid nærvær på den måde, men som oftest i langt mildere grad. Dog var disse dage især grumme ved mig, og jeg savnede og sukkede og trængte. Min veninde var i færd med at blive fuldstændig mesterligt forført af en spændende mand. Hjalp ikke spor på noget som helst, og jeg var ved at gå til af misundelse trods midlertidig overbevisning om det der med mænd, rødder og ondskab. Ellers en super kombination, må man sige. Misundelse og hudsult. Veninden screenshottede beskeder og sendte til mig, så vi sammen kunne dåne en smule over hvordan en sand forfører opererer.

Men da var det, jeg kom til at snakke lidt med mit gamle slæng igen. Nogen har måske bemærket, at det er lang tid siden, jeg sidst har været ude og drikke fyraftensøl. Det findes der tre grunde til: For det første havde jeg jo lige et efterår, hvor jeg havde brug for at grave mig ned. Og hvor jeg måske heller ikke opførte mig som en særligt god ven. Snarere tværtimod. Fik jeg for eksempel ikke aflyst en aftale på forhånd, lod jeg simpelthen bare være med at møde op. Fordi. Mig og mennesker dengang? Ah-ah. Det tog mit slæng forståeligt nok ganske fortrydeligt op. Kontakten ebbede ud. Omkring juletid mødte jeg tilfældigvis et par stykker af dem i byen en aften. Der måtte en del undskyldninger og bajere på min regning til, før de tøede op overfor mig. Efterfølgende forsøgte vi at finde en fredag, hvor alle havde tid til at mødes. Men se, nu rendte vi straks ind i grund nummer to – for i mellemtiden havde de nemlig alle fået kærester. Hver og en. Og i stedet brugte de hellere deres fredage på at holde en sådan i hånden. Tsk. Tredje grund skulle vise sig at være vinteren. Der var mørkt og jeg var trist og dundrede i det hele taget i fuldt firspring mod Krisen Over Dem Alle. Igen mistede vi al kontakt. Men så skrev de pludselig til mig en dag. Og forrige fredag lykkedes det os endelig at ses.

Nøj, hvor havde jeg glædet mig! Det foregik nøjagtig som i gamle dage: Hjulede gennem byen på mit Røde Lyn. Hurtigt hjem for at hælde en skålfuld havregryn i gabet. Op på cyklen igen. Vejret var helt sommerligt, jeg havde solbriller på næsen. Mødte dem på det værtshus, som engang var vores faste, inden vi fandt et andet. Vi havde ikke været der i hvad der næsten føltes som hundrede år. Alle døre og vinduer stod vidt åbne, da jeg trådte indenfor med en lun brise i ryggen. De råbte mit navn og jeg smilede glad. Spurven sad i midten. Jeg kunne se, han lige var blevet klippet. Eftermiddagssolen glødede i hans hår, der nærmest fik en dyb, gylden farve. Det så blødt ud. Fik lyst til at lade håndfladen glide henover nakkehårene. Jeg gik op i baren og bestilte øl til hele bordet, før jeg satte mig ned hos dem. Spurven havde taget sin kammerat med. Påskemanden. Det ærgrede mig en smule. Vi pligtkonverserede kort, så stemningen ikke skulle blive alt for akavet. Han fortalte lidt om et nyt projekt, jeg lod som om, det interesserede mig. Vendte os hurtigt derefter væk fra hinanden og snakkede ikke rigtigt sammen igen resten af tiden. Jeg kiggede rundt og kunne konstatere, at jeg havde været sammen med tre ud af de i alt fem mænd, som sad bænket ved samme bord som jeg. Godt gået, tænkte jeg og var svært tilfreds med mig selv. Inden weekenden var omme, skulle det vise sig, at jeg ville nå op på fire.

“Hvor har jeg savnet dig,” sagde Ekskollegaen med ansigtet meget tæt mod mit. “Vikaren har fortalt mig, at du er flyttet sammen med din kæreste,” svarede jeg. “Ja,” han kiggede væk. “Hvor er Vikaren i øvrigt?” spurgte jeg. “Han er ikke blevet inviteret. Det var der ingen grund til. Han må alligevel ikke komme med,” lo Ekskollegaen og forklarede, hvordan Vikaren bliver holdt i overordentligt kort snor af sin dame. Jeg tror nu mere, han endelig bare er faldet til ro. Godt for ham. Kan huske, hvordan han, da vi mødtes i byen i julen, stolt fortalte, at han på daværende tidspunkt ikke havde rørt noget som helst pulver af nogen som helst art i månedsvis. Jeg havde smilet og sagt, at det var vældig flot. Havde dog inderst inde ikke rigtig troet, at det ville holde i længden, for jeg har da sjældent mødt nogen så begærlig efter vildskab som ham. Tilsyneladende har han fundet en, som kan mætte ham på anden vis, og det er jo glædeligt.

“Kan du huske dengang,” begyndte Ekskollegaen, “da vi næsten knaldede?” Jeg nikkede. Selvfølgelig kunne jeg det. Vi har aldrig rigtig fået snakket om det. “Det blev lidt skørt. Synes du ikke?” sagde han stille. Nikkede igen. “Men vi var jo også helt væk,” svarede jeg og tænkte, at det netop var dengang, da Vikarens vildskab og luner endnu fik lov til at præge størstedelen af vores møder. Var lidt spændt på, om vi denne aften alle kunne finde ud af at være sammen igen uden ham som evig sol og omdrejningspunkt. “Er du sur på mig over det?” spurgte Ekskollegaen. “Nej,” smilede jeg, “det er lige meget nu.” Og så skålede vi på det, jeg gav hans hånd et lille klem.

Denne gang var en ny mand med til at drikke øl. Jeg har mødt ham før. Endda også på Tinder op til flere gange. Har aldrig brudt mig specielt om ham. Han er så arrogant, synes jeg. Han er mindst ti år ældre end mig med både grånende tindinger og skæg. Som vi sad der ved bordet med øllerne foran os, var det ikke mange ord vi fik udvekslet. Vi havde Spurven imellem os, ved min anden side sad Ekskollegaen. På et tidspunkt begyndte Spurven at fortælle sjove historier. Den nye mand stemte hurtigt i, og de supplerede nu hinanden så perfekt, at jeg til sidst næsten ikke kunne få luft af bare latter. Jeg kiggede overrasket på den nye, som viste hidtil ukendte, morsomme sider af sig selv. Han blinkede til mig. Kort efter brød vi op og begav os allesammen videre til det næste værtshus. Her kom jeg til at sidde ved siden af den nye, og jeg overhørte ham tale om at vælge tosomheden fra, om at være en enspænder, om ikke at ville have børn. Ok. Det kan godt ske, at jeg da havde fået mere end en enkelt øl, men jeg blev fuldstændig blæst bagover af Enspænderens fortælling. Han taler jo sandheden!, kan jeg huske det rungede gennem mine efterhånden lettere sejlende tanker. “Du er et sandhedsmenneske,” sagde jeg. Stirrede på ham, som om jeg først nu så ham ordentligt for første gang. Han smilede skævt. Vendte overkroppen halvt, hvilede albuen på stoleryggen. Og det næste lange stykke tid sad vi lænet ind mod hinanden og snakkede om fravalget af børn, presset fra alle kanter om at ombestemme sig. Min egen spirende usikkerhed og kaotiske, modstridende følelser – angst mikset med en sær, udefinerbar tristhed af en slags, som altid opstår i mig, når jeg nogle gange tænker på, at det der med et barn muligvis indenfor en overskuelig fremtid er ved at være oppeover for mig. Hvis det altså skal være. Engang var jeg helt sikker. Sådan er det ikke længere. Men Enspænderen var urokkelig i sit valg. Rolig. Afklaret. Jeg syntes, det var vanvittigt tiltrækkende.

“Frøken Kløe og Enspænderen har vist gang i noget dybt derovre, men vi andre vil altså ind til byen nu,” sagde nogen. Så vi drak alle ud, låste cyklerne op og trak langsomt videre. Vi fandt stedet med den bedste musik, og vi skrålede: “Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeeeg…” Ekskollegaen havde købt helflasker og fik et mindre kar med isterninger med sig. Jeg plantede mine guldøl strategisk i isen, stod dansende for enden af bordet, slog med en knyttet næve ud i luften og sang med på “Det’ mig der står herud’ og banker pååå…” Ja. Der var utroligt meget Thomas Helmig den aften. “Kom nu og sæt dig hos os,” sagde de indimellem. Men jeg havde gang i min egen lille fest, og i timevis stod jeg der for bordenden og dansede løs med mig selv. Kan huske, jeg syntes, jeg havde enormt styr på min brandert. Havde fundet en fin metode med først at tage et par slurke guldøl for så at spise en isterning. Hvilket åbenbart gav tilpas med vand indimellem til at holde mig flyvende. Øl, isterning, øl, isterning. Egentlig ret ulækkert, for jeg fandt af og til andet end is i karret, men det tog jeg naturligvis ikke så nøje på det tidspunkt.

“Isterningeleg!” udbrød Ekskollegaen. “Isterningeleg, isterningeleg, lååå-lålå-lå-lå,” sang jeg og proppede en ekstra stor en i munden. Greb Enspænderen om nakken og før jeg vidste af det, kyssede han mig, som kun en fuldvoksen, rutineret sølvræv kan. Det kom fuldstændig bag på mig, at han var så god til det. “Hvad var det?” mumlede jeg og kiggede forbavset på ham. Han grinede og afslørede lidt glinsende is mellem tænderne, før han sendte det videre til den næste, som legen kræver. “Jeg har mere,” sagde jeg og kyssede ham igen. Han lo højt, da han opdagede, at min mund var tom.

Flere isterninger, tænkte jeg og gik op i baren. En fyr stod og vinkede til mig deroppe. Kunne umiddelbart ikke rigtigt genkende ham, så jeg gik bare ned til bordet igen, da jeg havde fået mit is. Fyren fulgte efter. “Hej Frøken Kløe,” sagde han bag mig. Vendte mig og så nu, hvem det var. Åhr – det har jeg da vist forresten ikke fået fortalt? For et par måneder siden blev jeg kontaktet af selv samme fyr på Facebook. Kendte ham ikke, men han sagde, at han havde set mig før, og at han meget gerne ville drikke en kop kaffe med mig, skulle jeg have lyst. Jeg var betænkelig, syntes, han var ret ung. Han skrev mange søde ting for at overbevise mig, men enden blev, at jeg afslog. Nogle dage før denne fredag skrev han til mig igen. Om jeg ikke nok ville genoverveje mit svar? Blev vældig smigret over hans vedholdenhed, som jeg, når man tænker på, hvordan jeg selv kan finde på at opsøge mænd, heller ikke kunne lade være med at respektere. Skulle lige til at ombestemme mig og sige ja til kaffe alligevel, da jeg efter en hurtig indskydelse trykkede mig lidt længere ind på fyrens profil. Opdagede, at han var min gamle lærers søn. Den lærer og jeg havde et mildest talt anstrengt forhold til hinanden gennem hele min skoletid. Og pludselig kunne jeg kun se faren i sønnen, når jeg kiggede på hans billeder. Afgjorde ligesom sagen, og et meget bestemt nej blev sendt afsted. Men nu stod han her på en larmende, varm bar overfor mig, og jeg havde drukket øl og var i godt humør, og hørte pludselig mig selv spørge, om han ville med ud og have en smøg. Ville han selvfølgelig gerne. Snart efter charmerede han efter bedste evne, og jeg kunne ikke lade være med at synes, at han alligevel var en smule sød. “Du kan prøve at skrive igen, og så må vi jo se, hvad jeg svarer denne gang,” snøvlede jeg kælent, inden jeg gik indenfor igen.

Klokken var mange. Der var næsten blevet lyst udenfor og jeg var efterhånden knap så flyvende. Sad og hang og gabte. “Skal jeg følge dig hjem?” spurgte Enspænderen. Og jeg livede straks op, for der var ikke noget jeg hellere ville end at blive fulgt lidt på vej af ham. Vi købte pomfritter, kastede i spøg et par stykker efter hinanden, mens vi fortsatte mod min gade. “Tak for i aften,” sagde jeg og vendte mig om mod ham, da vi nåede hoveddøren. Han svarede ikke, men kyssede mig bare igen på sin rolige facon. Jeg sukkede, da hans hånd fandt mit bryst. Det var så tydeligt, at han havde prøvet det her et utal af gange før, og jeg lod mig trygt smelte. En finger lirkede prøvende ved nederdelens linning, jeg nikkede umærkeligt, hans hånd gled ned. “Du er jo helt våd,” hviskede han. Det var jeg virkelig. Fuldstændig. Drivende. Jeg lagde hovedet på hans skulder, næsen mod hans hals, stønnede sagte da den første finger gled op i mig. Det var så langsomt. “Tag mig med op,” bad han hæst. Åh, hvor havde jeg lyst. “Ikke i aften,” måtte jeg svare. Forklarede dernæst halvflov, at jeg havde en alt for rodet lejlighed til at kunne lade ham se den. Enspænderens latter var dæmpet, hans ånde som lette pust mod min pande. En anden finger fandt plads ved siden af den første. “I morgen har jeg tømmermænd, men på søndag vil jeg gerne kneppe med dig,” foreslog jeg. Han kneb øjnene hårdt i, da jeg strejfede den bule der hurtigt blev hårdere og hårdere. “Ja,” nikkede Enspænderen stakåndet, “det vil jeg gerne. Meget gerne.” Trak hans hånd op fra nederdelen igen. “Så skriv til mig, så finder vi ud af noget,” smilede jeg over skulderen og låste mig ind i opgangen.