Chefen

Alene

Vi er som en lang, tyst slange af hvide og røde blink på cykelstien gennem industrikvarteret om morgenen. Jeg cykler forsigtigt i svingene, vejen kan godt være glat. Min frakke er lynet helt op det første stykke. Halvvejs oppe af bakken damper det ligefrem fra mig. Halstørklædet kradser pludselig. Jeg åbner frakken. Kold vind mod maven. Knækker lidt sammen i albueleddene, så armhulerne også kan blive luftet. Det er ikke rart at have bh på, når man sveder. Sørger jeg for at skyde bagdelen lidt bagud, svajer jeg tilpas til at skabe ventilation under frakken. Ryggen køles. Jeg har podcast i ørerne og en sejlivet duft af krydret pebermynte i næseborene.

Vi var tre veninder ude at spise aftensmad sammen. Jeg skulle lige ud og ryge efter maden. Mine fingre frøs til is i løbet af ingen tid. Forsøgte at lune så meget af hånden som muligt i frakkeærmet, kun fingrespidser og filter stak frem. Jeg kunne dufte ham, før jeg så ham. Netop. Krydret pebermynte. Åh, hvor kan det stadig give mig hjertebanken! “Hej Frøken Kløe,” han kom bagfra. Helt tæt på, helt dæmpet stemme. Jeg snurrede rundt. Verdens Lækreste Mand lige foran mig. Kvækkede et hej idet han gik videre. Det hele gik så stærkt. Og luften var så sneklar, der var så koldt, hans duft skar fra næse til hjerne og blev hængende her som en sløvende dis flere dage efter.

Jeg brugte en time på at stalke hans kæreste på Facebook, inden jeg gik i seng. Hun har langt, lyst hår og mascara så tyk, så vipperne klumper. Sådan ser jeg ikke ud. På et billede havde hun en lyseblå skjorte på. Det slog mig, at jeg har en magen til. Prøvede at forestille mig hvordan deres lejlighed mon ser ud, hvad de laver i weekenderne, hvordan han laver aftensmad til hende, hvilke film de ser. Og jeg forsøgte at genkalde mig følelsen af at lægge sig til at sove ved siden af et menneske man elsker. Jeg kan ikke huske det længere. Jeg føler mig meget alene.

   

4 kommentarer

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Chefen