Nørden

Anden date med Nørden

Havde fået tun til frokost i fredags. Henad eftermiddagstid fik jeg ondt i maven. Det ville være synd at sige, at det blev til en særlig vild eller festlig fredag – for snart efter rendte jeg på toilettet i pendulfart og lå ellers pænt under dynen resten af tiden og passede min rumlende mave. Nørden skrev til mig indimellem. Og han var så sød, da jeg fortalte, at jeg var skidt tilpas, spurgte ind til det ene og det andet. Jeg kunne jo ikke sige, at jeg havde fået skidesygen, så jeg digtede i stedet en historie om at være svimmel. “Skal vi lave aftensmad sammen i morgen?” spurgte han. Ej. Gad jeg altså ikke. Så kan det godt ske, maven teede sig lige i øjeblikket; men kløe, det havde jeg nu engang stadig.“Vi kan også bare hygge og se en film eller noget?” svarede jeg og tilføjede to blinkesmileyer. Det ville han heldigvis gerne. Sådan, tænkte jeg tilfreds.

Jeg var epileret og skrabet og plukket til ug. Havde brugt den gode bodylotion, min hud var blød og glat som en anden barnerumpe. Der var blevet piftet yndlingsparfume på halsen. Havde endda iført mig matchende bh og trusse og husket at gurgle mundskyl. Det havde været en dejligt solrig forårsdag, og da jeg trådte ned på gaden, bemærkede jeg, at der endnu var så lunt, så man kunne lade frakken stå åben. Fuglene kvidrede i skumringen. Nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nynnede jeg muntert i tankerne, mens jeg gik mod Nørdens lejlighed.

“Vil du have rød- eller hvidvin?” spurgte han ude fra køkkenet, mens jeg trissede rundt og tjekkede hans stue ud. Lange rækker af malerier stod stablet op ad væggene. Enkelte havde han hængt op hist og her på tydelige hæderspladser. “Hvid, tak,” svarede jeg. Han havde duftet så godt, da vi krammede i entreen, og jeg havde mærket, det var begyndt at kilde på de helt rigtige steder. Han kom ind med en flaske af hver. “Ja, jeg er altså mest til den røde. Er det ikke ok, hvis vi drikker noget forskelligt?” smilede han lidt undskyldende. “Det er bare helt fint,” nikkede jeg. Hældte en ordentlig slat op i glasset. Vi skålede. Sad i hver vores ende af sofaen og drak hver vores vin. Igen gik snakken rigtig godt. Det var hyggeligt. Men altså. Jeg syntes, at Nørden snakkede meget. Jeg ville hellere bare i gang med at se film, så man kunne sidde en smule tættere og flette fingre og pille under tæppet. Og sådan noget. I stedet talte vi om, hvad jeg havde brugt weekenden på indtil videre. Så om Nørdens cykel, der lige var blevet stjålet. Jeg sagde, at jeg syntes, det var super tarveligt gjort af cykeltyven. Dernæst blev Marvels tegneserier atter omdrejningspunktet for vores snak. Han vidste en masse, det var spændende at lytte til. Nørden rejste sig og gik rundt i stuen, mens han fortalte. Fra et hjørne hev han pludselig en guitar frem. Vi havde gennem samtalen overhovedet ikke været inde på noget, der bare mindede om musik eller guitarspil. Han satte sig ved siden af mig, slog et par akkorder an og begyndte så at synge Ed Sheeran: “… Girl, you know I want your love, your love was handmade for somebody like me…” Jeg var overrasket. Nej. Målløs. Situationen havde taget en uventet og ganske malplaceret drejning. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det her kom fuldstændig ud af det blå. Der sad Nørden og kiggede mig dybt, dybt i øjnene, fortsatte meget seriøst sin sang, mens jeg ikke kunne se nogen anden udvej end at slå blikket ned. Af ren og skær akavethed var det mig ikke muligt at hæve det igen. Jeg kunne ikke engang smile. Og jeg er sikker på, at mit kropsprog med største tydelighed må have vist, hvor lidt jeg kunne overskue, det, der foregik. Men det tog Nørden sig ikke af. Eller også var han bare ikke så god til at aflæse damer. Da han endelig var færdig, tænkte jeg, at nu var det vist blevet tid til at se den film. Gjorde kort mine til at lægge op til netop dette, da jeg blev afbrudt af tonerne til næste melodi. “Kender du denne her?” spurgte han smilende. “Æh. Ja,” mumlede jeg lavmælt og skævede væk. “Kan du synge?” Nørden sang selv de første par linjer med hæs vibrato. “Nej,” jeg rystede let på hovedet. Gentog meget fast mit svar, da han opfordrede mig til at stemme i alligevel.

Nu ved jeg godt, man siger, at damer ikke kan stå for mænd, der spiller guitar. Og det er da også rigtigt nok. Til dels. Da jeg var seksten, skulle der ikke meget mere end lidt klimpren til, så var jeg scoret på stedet. I dag synes jeg stadig, det er mægtig fedt, hvis en mand er musikalsk. Men kære fremtidige bejler. De dage er ovre, hvor et par serenader kan gøre jobbet for dig. For jeg blev simpelthen så pinligt berørt over, at Nørden sad og sang kærlighedssange til mig. Jeg havde mest af alt lyst til at gå min vej. Men hvem kan også få sig til det, når nogen sidder og krænger sig ud på den måde? Ok. Det er ikke første gang, det er sket for mig, at granvoksne mænd forsøger at charmere på. Tja. Mere eller mindre kiksede måder. Så det er ikke engang fordi, det, Nørden gjorde, var særligt enestående eller specielt. Men det er så afgjort første gang, jeg har været vidne til, at et charmeoffensiv udvikler sig til en mindre intimkoncert. Sådan forløb en fire-fem sange i træk, mens jeg drak ud i store slurke, hældte endnu mere vin i glasset og nåede mere end halvvejs gennem dette også, før det langt om længe blev filmtid.

Nørden kunne bedst lide gysere, fortalte han. Det kan jeg på ingen måde. Det blev kløen, der i sidste ende besluttede, at nu fik han en sidste chance. Så jeg nikkede bare og spekulerede på, om han ville benytte sig af den meget oplagte mulighed – der under en gyser uden tvivl ville opstå – for at sidde og passe lidt på mig og lægge en arm om mine skuldre. Det blev en om dæmoner, besatte huse og flyvende børn. Jeg brugte det meste af tiden med en hånd og fligen af en pude oppe for øjnene. Tog et tæppe og lagde det over os begge. Gjorde det lidt nemmere for ham og rykkede tættere på. Det var egentlig ikke fordi, stemningen var just romantisk i stuen med alle de skrigende børn på skærmen. Nørden virkede dog som om, han faktisk gerne ville gøre et forsøg og prøve at røre ved mig. Men han kunne tydeligvis ikke overkomme den generthed, der også havde vist sig på vores første date, så det blev mest bare ved de længselsfulde sideblikke. På et enkelt tidspunkt kom det dog så vidt, at han turde lægge sin hånd på mit knæ. Jeg begyndte så småt at overveje, om jeg skulle droppe at fortsætte som Bambi. Selvom det ellers er min yndlingsleg. Og selvom det ved nærmere eftertanke aldrig havde fungeret fuldstændig optimalt sammen med Nørden. Jeg drejede hovedet og kiggede på ham. I samme øjeblik opdagede jeg den blåsorte rand, der farvede hans læber mørke, fremhævede linjer og flager af tørt hud. Jeg synes, rødvinslæber er direkte ulækre. Hurtigt vendte jeg mig bort igen. Og det var det, der endegyldigt afgjorde, at jeg ikke længere havde lyst til noget sammen med Nørden.

Efter filmen udspurgte han mig. Om jeg var typen, der let bliver hidsig? Om jeg var typen, der foretrækker hunde? Om jeg var typen, der er kreativ? Til dette sidste spørgsmål svarede jeg, at jeg godt kunne finde på at skrive tekster nogle gange. Hvilke tekster kom jeg naturligvis ikke nærmere ind på. Men det syntes Nørden ikke var særlig kreativt, så det gjaldt altså ikke. Nå. Han fortsatte. Om jeg var typen, der er aktiv i fritiden? For som han sagde: “Det er jo vigtigt at vide, nu hvor vi er sammen. Eller,” han blev lynhurtigt genert igen, “nu hvor vi ser hinanden.” Jeg havde på dette tidspunkt tømt tre fjerdedele af vinflaskens indhold og var efterhånden knap så hurtig i opfattelsen. Så der gik lige et par øjeblikke, før jeg helt forstod, hvad han havde sagt. Og selv da tænkte jeg, at jeg måtte have hørt galt, for vi var da ingenlunde sammen. Denne gang var det ikke spor æggende. Kiggede diskret på mit ur, for nu måtte det uden tvivl være tid til at tage hjem. Men da hev Nørden sin guitar frem igen. Jamen. Var begyndt at opfatte hans sang og malerier på væggene som værende absolut selvhøjtideligt, og jeg sad en smule rådvild tilbage og vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det hele. Endte med at stoppe ham; sagde, jeg havde en aftale tidligt næste morgen.

Han fulgte mig ud til døren. “Jeg vil rigtig gerne se dig igen. Så det synes jeg, vi skal,” sagde han, mens jeg tog frakke og halstørklæde på. Ude i trappeopgangen vendte jeg mig for at sige farvel, gav ham hastigt et kram. Og her i allersidste øjeblik havde Nørden endelig fået samlet så meget mod til sig, så han sprang ud i at kysse mig. Midt i krammet kunne jeg se hans hoved komme tættere på. Ork, nåede jeg lige at tænke, før jeg stod stiv som et bræt og ikke helt kunne afgøre med mig selv, om jeg syntes, det var i orden, at Nørdens rødvinsplettede læber nu var plantet mod mine. Der var ikke noget tunge. Så det var i det hele taget et ret tørt, ikke spor lidenskabeligt kys. “Vi snakkes,” sagde jeg og skyndte mig hurtigt ned af trapperne, mens han stod i døråbningen og kiggede efter mig.

   

12 kommentarer

  • Ninjaen

    Men hvorfor er det, at man bare sidder og “lider i stilhed” igennem fem sange og så griner indvendigt af, at han er dum ikke at fatte pointen?

    Altså, jo selvfølgelig er det da lidt komisk. Mon for filan, så åbn dog munden, dame! 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg var pinligt berørt og anede ikke hvordan jeg skulle tackle, at Nørden sad og sang kærlighedssange til mig. Det kan godt ske, det lyder sjovt bagefter, men lige i øjeblikket var der bestemt ikke noget at grine af – heller ikke indvendig 🙂 Selv i dag ved jeg ikke helt, hvordan jeg skulle have forklaret ham, at det føltes upassende, hvad han gjorde, når nu han virkede så stolt over det.

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Julie

    Åh gud. Ved ikke om det er mest synd for dig eller ham. Stakkels generte mand, der virkelig prøver at imponere dig. Stakkels dig, der skal kysse rødvinslæber
    😁

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Jeg lover dig – han var absolut rigtig sød, havde bare fuldstændig misforstået konceptet at imponere 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Annette

    Godt gået, at du klarede dig igennem uden at grine – det havde helt sikkert været sådan, jeg havde tacklet så pinlig en situation 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ah ja, jeg kan ellers have nemt ved at komme til at grine i upassende situationer – men jeg sad bare og ønskede mig langt væk, så jeg tænkte ikke engang på det morsomme i det 🙂

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • A

    Åhh. Mænd uden selvindsigt! Jeg har selv datet en løst nogle måneder, som selv nåede et par gange at være helt mandeforskrækket og ‘åh nej, nu er det for seriøst’. Efter jeg så endelig fik tænkt mig om, og set at der nok ikke er så meget fremtid i det, og at ingen af os har de vilde følelser, udover at det er meget bekvemt når det klør, har jeg nu meldt ud at jeg synes vi skal stoppe det. Manden er enig. I halvanden dag. Så er han liderlig i halvanden dag. Og SÅ begynder han at skrive beskeder om at vi er skabt for hinanden.. Suk. “Jeg har indset hvor godt vi passer sammen, og synes vi skal gå all-in”. Neeej, det tror jeg ikke vi skal. -.-

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Haha, åh nej! Det virker lidt bekendt – er i hvert fald også selv stødt ind i lignende typer gennem tiden.. Jeg synes, det lyder som den helt rigtige beslutning du har taget 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Natasa

    HA HA HA HA!!! er helt færdig af grin over at han ikke fattede, at du ikke syntes det var fedt med spil og sang!!! H AH HA HAAH HAAAH 🙂

    har også siddet model til den slags før– det SÅ akavet!! ligesom folk der synger med på sange, men så liiige skal finde den fineste lille stemme frem, NEEEEEEEEJJJJJJ!! 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Hehe, ja, det var godt nok en lidt (meget) kikset situation 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er ikke alene om det med rødvinslæber 😀

    Det er imponerende du holdt ud så længe. Jeg ville have kommet med en undskyldning og gået for længe siden. Skal du så se ham igen?

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Frøken Kløe

      Ahrmen, jeg kan altså bare slet ikke med det! 😉

      For det meste var det egentlig hyggeligt nok – når bare han holdt sig fra at synge. Desuden kan jeg vist også udholde ret meget, når det klør, haha!
      Nej, jeg har ingen planer om at se Nørden igen.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Nørden