Møde med Chefen

Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig på at møde Chefen igen. Havde i tankerne gennemgået op til flere fantasisamtaler med ham, hvor jeg selvfølgelig hver gang ville virke cool og upåvirket. Søster og jeg havde snakket om, at jeg eventuelt kort kunne nævne, at jeg simpelthen havde været sååå fuld og slet, slet ingen verdens ting huskede fra den nat, så jeg nemmere kunne slippe udenom mit kaffeløfte. God plan, tænkte jeg.

Det ville i øvrigt være løgn. Det med ikke at kunne huske noget. For jeg kommer efterhånden i tanke om flere og flere detaljer. For eksempel hvordan han havde ævlet løs om sin bedste kammerat, som åbenbart har fundet en dame på min alder og gjort hende gravid. Nu lever de lykkeligt til deres dages ende. Og Chefen var helt sikker på, at det også ville klæde mig med sådan en sød mave. Dog lader det muligvis til, at jeg havde formået at virke ganske overbevisende i mit forsøg på ikke at forstå en disse, for jeg husker, at Chefen efter gentagne omfavnelser og lidt intens stirren havde slået en latter op og sagt: “Du er da den mest fatsvage følgesvend, Frøken Kløe!” På den anden side set er det jo heller ikke så godt, for nu ved jeg også, at han – som ellers først antaget – alligevel ikke helt havde underspillet sin flirt for at give mig muligheden for at lade som ingenting.

Derfor har jeg gået lettere paranoid rundt på min arbejdsplads gennem de sidste uger. For Chefen har samarbejdspartnere på en af etagerne, hvorfor jeg et par gange før i tiden har mødt ham her. Den første hverdag efter vores natlige gåtur, havde jeg sneget mig langs panelerne, kigget mig over skulderen og generelt ikke været specielt villig til at forlade min trygge plads bag skærmen. Hvis du ikke snart tager dig lidt sammen, er det jo først, det bliver super akavet, tænkte jeg efter nogle dage med samme håbløse strategi. Da det tilmed viste sig, at jeg jo selvfølgelig ikke mødte Chefen, begyndte jeg at slappe af. Og efter en veloverstået ægløsning og de kløende prøvelser jeg i den forbindelse bliver udsat for, endte jeg næsten med at glemme ham igen.

I går var der gammeldags oksesteg i kantinen. Jeg tog naturligvis ordentligt for mig af retterne. Og der var desværre ikke plads til salat med al den brune sovs på min tallerken. Tog maden med op på kontoret, for jeg havde lidt travlt og tænkte, at jeg vist godt kunne taste lidt mellem mundfuldene. Åh, hvor jeg elsker gammeldags oksesteg! Åh, hvor jeg nød det! Sad rigtig der og gnaskede løs og tjekkede Instagram og glemte straks alt om at renskrive notater og sende mails. Nå. Hurtigt ned i kantinen med tallerkenen igen. På trappen genkendte jeg på adskillige meters afstand lynhurtigt Chefen i lang, lysegrå uldfrakke og hvid skjorte, selvom jeg havde ladet brillerne blive tilbage på mit skrivebord. Og jeg kunne altså ikke helt styre mig selv. Panikkede fuldstændig og fulgte blindt min første indskydelse: Ignorerede ham. Lod som om jeg havde fået øje på noget vældig interessant et stykke længere fremme. Kneb øjnene lidt i, så jeg så meget tænksom og travl ud. Helt ærligt. Nåede omtrent en halv etage ned. “Hej,” sagde Chefen. Jeg snurrede rundt. Det lykkedes mig først at kigge spørgende på en tilfældigt forbipasserende kollega, før jeg gav den som værende overrasket over at opdage, at det i stedet var Chefen, der jo stod der ved gelænderet, som havde hilst. “Men Chef! Hej!” udbrød jeg, “hvad laver du her?” “Jeg har et møde,” svarede han og tog et par trin ned mod mig. Ork. Det tvang mig tilsvarende trin op. Vi stod nu på samme trappeafsats. Nå ja. Kram. Selvfølgelig. Husk at give ham et helt almindeligt kram, mindede jeg mig selv på. Og var det ikke fordi, at min krop i samme øjeblik bestemte sig for at forråde mig på grusomste vis, havde mit skuespil sikkert virket ganske troværdigt. Mine kinder begyndte ganske enkelt at brænde og ryggen at drive af sved. Og så stod jeg ellers der med brune sovserester på tallerkenen og en bukseknap, der var ved at sprænges af gammeldags oksesteg. “Tak for sidst,” smilede Chefen. Jeg kunne slet ikke kigge på ham. “Ja. Selv tak. Det var hyggeligt,” svarede jeg tamt med øjnene mod gulvet og en meget presset fornemmelse i ansigtet. “Puha, jeg havde mange tømmermænd dagen efter,” lo han. Jeg grinede nervøst og hørte til min skræk, hvordan min stemme pludselig røg fuldstændig i falset. Fik vist sagt noget med, at jeg også havde døjet med slemme tømmermænd. Prøv nu at være bare en lille smule cool ligesom du har øvet, tænkte jeg febrilsk. “Nåhmen. Jeg skal videre. Hej hej, du,” endte jeg med og flygtede ned af trapperne. Hej hej, du? Seriøst? “Vi må gøre det igen snart,” hørte jeg ham sige bag mig.

Mine knæ føltes bløde og slappe, da jeg var på plads bag skrivebordet igen. Spekulerede over, om Chefen mon ikke havde virket til at fortryde lidt. Var svært at afgøre. Efter heftig analysering over Messenger med to veninder, blev vi enige om, at snakken om tømmermænd højest sandsynligt må have været en slags kode for fortrydelse. Heldigvis. I dag modtog jeg imidlertid en mail fra Chefen. Og det var ikke fordi, der som sådan stod noget særlig specielt i den mail. Bare noget med om jeg ville sende et bestemt link. Men så fik han lige sluttet af med en blinkesmiley. Han har aldrig sendt smileyer til mig før. Så nu har jeg bare værsgo at starte forfra, for nu går den vilde smileyanalysering selvfølgelig endnu en gang. Super.

Sådan er det nu

Jeg tændte for min radiator i sidste weekend. Indså, at det alligevel ikke var værd at spare på varmen, når morgenkulden slog så hårdt mod inderlårene, at de begyndte at sitre, bare der blev lindet det mindste på dynen. Vækkeuret ringede klokken seks i går morges. Havde ellers fået bygget mig en mægtig rar og lun rede gennem nattens løb. Den var svær at forlade. Glædede mig allerede til at kunne krybe derned igen. Inde i stuen konstaterede jeg for hundredesyttende gang, at termostaten enten skulle sættes et nøk op, eller også skulle min morgenmundering fremover bestå af fleece fra isse til tå. Udenfor blæste det. Grenene på de store træer i min baggård var i vildt vigør. Og var der tilmed lidt regndråber på ruden? Efter hurtigt at have konsulteret med YR, vidste jeg, at end ikke ti vilde heste kunne få mig til at svinge mit korpus op på cyklen i sådan et vejr. Fandeme om man gider være så omhyggelig med håropsætning og makeup – som i forvejen er den absolut mest tidskrævende af alle mine morgenritualer – for blot at få blæst det hele til ukendelighed, så snart man sætter foden i pedalen. Tænkte, det ville være smart at være forberedt på efterårets luner. Rodede lidt rundt efter en paraply, hvis sorte plastikstof for længst havde givet op og sluppet skelettet. Nå. Bedre end ingenting. På mit badeværelsesgulv lå resterne af det bad, jeg havde taget om aftenen. Sjoskede direkte ned på en gennemblødt bademåtte med venstre fod, så sæbevandet sprøjtede koldt. Havde i søndags ikke kunnet overskue at gøre andet ved afløbet, der undervejs i mit bad pludselig havde bestemt sig for at spytte alt indkommende den modsatte vej, end at svuppe lidt, hvæse lidt og med en tå banke lidt på gulvafløbets rustfrie rist. I løbet af ugen havde der ikke vist sig nogen bedring af hele afløbssituationen, og jeg tænkte groggy, at det nok snart var ved at være på tide at kontakte min udlejer desangående. Vandet var aftenen forinden steget til knap ankelhøjde. Henover natten havde det dog reduceret sig til en mindre pøl, der nu mest bare lå og boblede og gjorde ved.

Min morgenmad består for tiden af skyr, speltmüsli og honning. Man kan smage sundheden brede sig i hver en tør mundfuld. Blev spist, mens jeg søvndrukken hang ind over køkkenbordet og læste videre i den paperback, jeg efter en hurtig indskydelse havde smidt i indkøbskurven, sidst jeg var i Føtex. Måltidet blev toppet med en kopfuld koffein lavet på lige dele ultrastærk kaffe, mælk og sukker. Blev som altid indtaget stående foran det store spejl i gangen, mens jeg smurte løs med mascara og rouge og concealer. Med endnu et blik ud på blæsevejret følte jeg mig helgarderet, da jeg trak i fire lag tøj.

Bussen var forsinket. Stod ellers parat og ventede ved siden af størstedelen af midtbyens beboere, der heller ikke havde tænkt sig at hjule rundt i vind og støvregn. Stuvet sammen i et sørgeligt læskur kunne vi vist alle være blevet enige om, at dette ikke evnede til fulde at opfylde sit eneste formål, havde vi bare snakket sammen. Men alle var trætte og gabende, mens vinden peb. Der blev ikke mælet et eneste ord, og sådan kan jeg også bedst lide det. Kan simpelthen ikke overskue den slags mennesker, der tiltaler en, når man tager offentlig transport. Især ikke om morgenen. Skulle nogen alligevel driste sig til at overveje at henvende sig til mig, har jeg som middel mod dette altid hovedtelefoner proppet grundigt ind i ørene, mens jeg med al tydelighed søger at virke så utilnærmelig som muligt. Bussen kom endelig. Et kvarter forsinket. Den lugtede af fugtige jakker, aviser og skoletasker. Inden jeg vidste af det, tvang vejarbejde os ud i omkørsel. Ærgrede mig, da jeg så på uret. Den bustur, der normalt tager omkring syv minutter, nærmede sig nu det dobbelte. Og jeg, der ellers for en gang skyld havde startet med at være i god tid. En ung pige betragtede beundrende mine nye, sorte ruskindsstøvler hvis hæle forlænger mine ben med adskillige centimeter. Dog på så tilpas en facon, så de både kan betegnes som tækkelige på job og cool på gaden. Pigen stod der i midtergangen med en tweenagers karakteristiske stankelben i skinny jeans og udtrådte Vans. Smilede genert til mig, da hun opdagede mit blik. Jeg vippede lidt med tæerne. De er virkelig også smarte, de støvler.

Nåede lige at tænde min computer og få hentet morgenens anden kop kaffe få minutter inden afsnitsmødets start. Ledte halvforvirret efter den dagsorden, jeg var sikker på, jeg havde modtaget på mail et par dage forinden. Min indbakkes rod ville ingen ende tage. Men i en undermappe – snedigt navngivet Møder – fandt jeg omsider, hvad jeg søgte. Min kollegas indledende orienteringer var jeg således gået glip af, da det er en absolut umulighed for mig at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Ligesom jeg heller ikke kan gå og sms’e på samme tid. Kræver simpelthen for megen hjerneaktivitet kombineret med en ikke helt veludviklet koordinationsevne, til, at det kan lade sig gøre for mig. Så det er enten eller. Mødet tog halvanden time. Spiste fiberknækbrød med hamburgerryg ude i det lille tekøkken bagefter. Dernæst var det taste, taste, taste. Sagsmapper i en stak på mit skrivebord. Et evigt rend ind og ud af kopirummet. Så frokost. Risotto. Derefter faggruppemøde. Havde glemt, at det var min tur som mødeleder. Hvilket også betød referent. Irriterende. Hader at tage referat. Igen: Det der med at skulle gøre flere ting samtidigt.

Jeg arbejder meget for tiden. Rager den ene afspadseringstime til mig efter den anden. Når jeg er på arbejde, har jeg det som regel godt. Så tænker jeg ikke. Behøver ikke at forholde mig til mit ikke specielt velfungerende privatliv. Sad derfor stadig ved hæve-sænkebordet, mens kontorerne et for et blev stille og mørklagte ud på eftermiddagen.

Egentlig var jeg blevet inviteret til aftensmad bestående af tarteletter med efterfølgende øl i litervis. Men for det første kan jeg ved min Gud ikke forstå hypen ved den beige tapetklisterassociering, som tarteletfyld ellers giver mig. For det andet havde jeg hørt, at Spurvens kæreste skulle med. Har aldrig mødt hende. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun synes om mig. Det har Spurven da så rigeligt sørget for at fortælle engang i en brandert. Ved ikke, om jeg skal tage det som en underlig kompliment, at hun tilsyneladende føler sig så truet af mig, siden jeg åbenbart bliver omtalt i så grove vendinger hjemme hos dem. Men jeg er bare der lige nu, hvor jeg på ingen måde evner at hæve mine parader. Hvilket jeg kunne forestille mig, at et møde med kæresten ville kræve. Orkede ikke at skulle ud i mulige forklaringer om, at det vel snart er både år og måneder siden, at jeg ville noget som helst med Spurven. Og for det tredje kan jeg i det hele taget ikke rigtigt finde ud af at være sammen med andre mennesker for tiden. Fik jeg vist til fulde demonstreret sidste fredag, hvor jeg sad mut, mens resten af selskabet raflede og råbte højt. Vikaren havde med en sigende banken mod næsefløjen spurgt, om han skulle skaffe noget, der kunne gøre mig i bedre humør. Med en hovedrysten afslog jeg. Gang i snakketøjet kom der nu alligevel, da indtaget af longdrinks og shots til sidst peakede. Men følelsen af at noget ikke helt var, som det skulle være, kunne jeg ikke ryste af mig. Da jeg på toilettet så min svajende skygge mod klinkevæggen, forstod jeg, at jeg slet ikke brød mig om at være sammen med så mange mennesker. Sneg mig hjem inden klokken blev 22. Lige siden har jeg ikke kunnet overskue en gentagelse. Desuden begynder min definition af en god fredag aften pludselig i uhyggelig grad at nærme sig noget holden-i-hånd til Vild Med Dans sammen med sød kærestetype – fremfor høj musik og flirt med tilfældige mænd på tilfældige barer. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.

Så. Jeg blev hjemme i aftes. Lod som om, jeg ikke fandtes. Spiste ostemadder. Læste videre i paperbacken. Fandt en gemt skruetrækker. Pirkede lidt til afløbsristen, fik til sidst skruet den af. Jeg havde gule gummihandsker på, mens jeg hev hår og slam op af vandlåsen. Svuppede igen. Vandet var brunt og stinkende. Bestemte mig for, at det måtte være rigeligt. Trak derefter i nattøj og gravede mig ned i den bløde rede, jeg havde forladt for så mange timer siden. Har viklet et gammelt vattæppe om et par puder. En stor, uformelig klump ved siden af mig på madrassen. Min hjemmelavede kludemand. Jeg puttede mig ind til hans vatterede bryst og brast i stille gråd over, at det var sådan, det var nu.

Første dag

Kan man kalde Vikaren for ven? Muligvis. Vi er i hvert fald efterhånden blevet noget der minder lidt om. Da han og en anden kom i tanker om, at jeg skulle starte på mit nye job i dag, tog de mig med ud og spise i aftes. Endte med running sushi. Under maden grinede vi og lagde planer for sommerferien. Berlin skal være vores mål. Det skålede vi på. Bare os, en gammel bil, og sommervarm asfalt i fuld fart mod Berlin. Det bliver skæppeskønt.

Et helt platonisk venskab kommer Vikaren og jeg nok aldrig til at få. Der er lidt for meget flirteri og fortid mellem os. Efter maden tog vi på bar. Her udfrittede han mig om Sommermanden, som jeg ganske tilfældigt – naturligvis! – havde fået flettet ind i samtalen som en diskret bibemærkning. Tog omhyggeligt sigte og lod en pil vædet med Sommermandens gift hvisle mod Vikaren. Bulls eye. “Knepper han godt?” spurgte Vikaren. “Himmelsk,” nikkede jeg. “Er du forelsket i ham?” ville han vide. “Nej,” svarede jeg. “Du er forelsket i ham,” konstaterede han. “Jeg kan se det på dig,” Vikaren skød utilfreds kæben frem. “Kig igen,” sagde jeg og gloede på ham. “Ha. Kvinder kan ikke stå for mænd, der knepper dem godt,” mente han. “Ærgerligt du ikke gjorde det bedre så,” lo jeg.

Da jeg endelig kom hjem omkring midnat, kunne jeg ikke sove. Sammenlagt har jeg nok blundet i en time eller to. Var åbenbart så spændt på at starte på nyt job, så det holdte mig vågen indtil mørket i mit soveværelse skiftede til gråt morgenlys. Mine øjne var hævede og randerne under violette, da jeg så mig selv i spejlet. Var decideret dårlig af mangel på søvn. Fik slæbt mig afsted og kom for en gangs skyld næsten til tiden.

Men jeg blev taget så godt imod af mine nye kolleger, så jeg alligevel ikke kunne have bedt om en bedre første dag. Meget lettet, meget glad, meget træt Frøken Kløe.

Hvad sker der?

Hvorfor er her så stille? Hvad sker der lige? Sker der noget? Ja. Alt for meget:

Det er noget med et arbejdsprojekt, der endelig, endelig får sin ende i denne uge. Har betydet lange aftener foran computeren, nervøse trækninger og et alvorligt overforbrug af kaffe. Men nu er det snart slut, så jeg kan langt om længe få mig selv igen. Og en forhåbentlig tilfreds chef oveni.

Det har også været noget med et karneval. Mit års højdepunkt, der fandt sted i lørdags, hvis det skulle have gået nogens næse forbi. Sidste år drak jeg mig sanseløst beruset. Sådan helt uforsvarligt beruset. Det gør altså noget ved en at begynde med shots til morgenmaden. Men denne gang er jeg meget stolt af mig selv over at have været voksen nok til ikke at være gået kold. Husker faktisk hele dagen: Høj musik og udklædning med Søster fra morgenstunden. Den forventningsfulde stemningen, der bobler og ulmer i hele byen, når folk er på vej rundt til morgenmad. Det er det bedste, synes jeg. Vinduerne, der alle står på vid gab mens en tung bas banker dem, der af uforklarlige årsager endnu måtte sove, op. Glade mennesker der alle hilser og komplimenterer hinandens udklædning, som man har brugt timevis af planlægning på. Morgenmaden, hvor vi skåler og skriger og synger. Optoget, hvis karakteristiske stank slår hårdt imod en, når man rammer Vestbyen. Karneval lugter altid af våd asfalt, pis og sprut. Når man finder vognen, der spiller de bedste sange, danser man noget nær lykkelig gennem byen. Og varmen. Åh. Varmen i optoget er ulidelig, man står som sild i en tønde. Huset, vi blev inviteret til fest i med hjemmebygget waterslide i baghaven. Vi smed sæbe på presenningen og sprøjtede med vandslangen på hinanden. Nogen havde lagt en lort på stuegulvet. De brandvarme pizzaer jeg bagefter bestilte, var de bedste, jeg nogensinde havde smagt. Vi sad udenfor og spiste dem, jeg grinede og hostede og fik en skorpe galt i halsen. Røgbomber, glasskår, barnevogne, tyl, en smadret ankel. Perfekt dag.

Så har det været noget med en jobansøgning. En jobsamtale. Og et nyt job. Der er mit. Jeg starter allerede midt i juni. Det hele gik pludselig meget stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg stod med referencer og telefonopkald og banken på dørene. Den nye chef ringede til mig og fortalte mig, at jobbet var mit, mens jeg stod ved køledisken i Føtex. Han sagde, han allerede havde meldt mig ind i en arbejdsgruppe. Så nu skal jeg planlægge seminar for en hel afdeling jeg ikke kender. Shit.

Og så er det selvfølgelig også noget med en mand. Som gør mig så glad i disse dage, så jeg konstant render rundt med et fjollet smil, mens jeg kun kan tænke på ham og hans hænder. Ville så gerne have skrevet om ham noget før, men jeg har simpelthen ikke kunne finde på et navn til ham. Han er ikke noget. Han er bare ham. Der ligger allerede flere halvfærdige indlæg, men jeg er tilsyneladende ikke i stand til at kunne beskrive ham og hele det ætsende begær, der gennemsyrer min krop for tiden, på ordentlig vis. Han har været helt klar i mælet fra start af. Så det må ikke gå galt det her. Det går galt. Det er helt forrygende.

Noget om sol og øl

Ej. Okay. Det her sommeragtige vejr. Ik’? Det gør mig doven og døsig på mit solskinspot i baggården. Harmonerer ikke særlig godt med et større projekt på mit arbejde, der trækker tænder ud. Smatter jeg ikke ud i havestolene, sidder jeg bag computerskærmen. Når jeg endelig smatter, har jeg dårlig samvittighed over ikke at gå amok med arbejde. Og kan selvfølgelig kun tænke på at skaffe mig en lækker tan, når jeg sidder indenfor og sukkende kigger ud på det gode vejr. Tough life.

Nå. Men solen lokker åbenbart alle byens mænd ud af deres små mandehuler. Se, det er noget, jeg kan lide! Så sidder de der og griller i parken i deres bare, glinsende overkroppe. Søster var hjemme i Kristi Himmelfartsferien. Vi promenerede med latte to go og solbriller på næsen, mens vi gloede på mænd bag de mørke brilleglas. “Hej hej,” hilste Fitteren smilende, da han gik forbi os i en meget, meget stram t-shirt, så hans gigantiske overarme kom til sin ret. “Hold da kæft,” hviskede Søster og betragtede de svulmende biceps, “var det ham med den lille diller?” Ja. Det var det jo. Fitteren tager jeg mig ikke rigtig af længere. Eftersom vi deler fitnesscenter og bor i samme bydel, ser jeg ham forholdsvis tit. Søster og jeg satte os i græsset. Vi grinede og sladrede og sluprede kafferesterne i os. “Åh nej,” mimede jeg, da Påskemanden pludselig kom slentrende mod os. “Og det er så ham den anden, du fortalte om?” spurgte Søster. “Man kan da snart ikke gå to skridt i fred uden at støde ind i en, du har været sammen med,” grinede hun. Påskemanden hilste pænt, da han fik øje på mig, men skyndte sig videre igen. Spurven har fortalt mig, at han er temmelig flov over al sin plapren om coke sidst jeg mødte ham i byen.

Om aftenen tog vi til koncert. Her mødtes vi med Søsters kæreste og hans venner. “Ham derovre,” pegede Søster, “det var ham, der hjalp mig hjem fra Roskilde Festival engang.” Jeg kiggede op og opdagede nu et pragteksemplar af en viking stå få meter fra mig. Oho! Lige nøjagtig min type, lige nøjagtig sådan en jeg burde finde mig. Havde aldrig set ham før, og nu stod han bare der i sine sorte jeans og så helt fantastisk ud. Tatoveringerne snoede sig op af hans arme, skægget var kraftigt og flot, hans øjne var blide og lattermilde. Lige så hurtigt han var dukket op, forsvandt han igen. Spurgte henført Søsters kæreste, hvem Vikingen var. Åbenbart en perifer kammerat, som han nogle gange sås med. Jeg plagede, indtil han lovede at sætte et tilfældigt møde op mellem mig og Vikingen.

I højt humør væltede Søster og jeg ind på en bar. På et mindre plateau i den modsatte ende af lokalet stod Guitaristen. Ahrmen. Nu må det stoppe, tænkte jeg. Der var Wonderwall, der var to Heineken for otteoghalvfems, og der var skrå øjekast. “Han er godt nok flot,” Søster kiggede ublu på Guitaristen, der så en kende utilpas ud over hans nytilkomne publikum. “Det var jo det, jeg sagde,” nikkede jeg og marcherede forbi ham. Er træt af mænd, der aldrig skriver tilbage. Efter en veloverstået Over My Shoulder bestemte Guitaristen sig for at holde pause. Gik direkte over mod mig. Fik travlt med at se ud som om, jeg havde gang i alt muligt andet end at smugkigge på ham. Han spurgte, hvordan det gik. Jeg svarede, det gik godt. Jeg spurgte, om det ikke var meningen, at han skulle flytte. Han sagde, det først ville blive senere. Jeg introducerede ham for Søster. Han bemærkede, at vi ikke ligner hinanden. Jeg nikkede og smilede. Det var sødt af Guitaristen at komme over og snakke. Det havde jeg ikke regnet med, eftersom jeg aldrig har hørt fra ham siden vores date i efteråret. Men kunne igen lynhurtigt mærke, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse for, hvor jeg havde ham. Igen denne utilnærmelige attitude, der ikke er til at bryde igennem.

Jeg har hørt, at det gode vejr skulle stoppe i weekenden. Det er selvfølgelig ærgerligt. Men det gør mig ikke noget igen at kunne gå lidt frit uden hele tiden at støde ind i mænd, jeg tidligere har datet.

Older posts