Jeg ville fortælle hvordan det er gået, hvad der er sket siden sommer. Blandt andet hvordan flytningen gik. At det har vist sig at være min bedste beslutning længe. Følelsen det giver mig, at der altid står nogen i køkkenvinduet og vinker farvel, når jeg triller på arbejde om morgenen. At jeg har nogen at spise aftensmad sammen med. Tage i skoven med om søndagen, på brætspilscafe om onsdagen, koncert om fredagen. Stene Netflix på sofaen med, når vi ikke gider andet. Hvordan det kræver en indsats hver eneste dag at få det hele til at fungere. Men især ville jeg gerne have fortalt om den ro, der har bredt sig i hver en kringelkrog af min krop ved, at der hver dag er nogen herhjemme, der vælger mig til.

Ville også gerne skrive lidt om, at jeg ganske kort efter flytningen fik nyt arbejde. Forsøge at forklare, hvor vildt det er ikke længere at have ondt i maven, når jeg træder ind på min arbejdsplads.

Men også: At jeg mødte Chefen på en varm løbetur og nær var ved at dåne ved synet af hans glinsende, bare arme. Hvordan jeg efterfølgende gik hjem i silende sommerregn og havde en meget ophidset telefonsamtale med min veninde om for’ere og imod’ere at tage kontakt til ham igen. At det hele alligevel løste sig af sig selv, da det endte med at være Chefen, der tog skridtet. Sådan gik sensommeren: Et omfattende antal beskeder sendt fra Paris, hvor han skrev om at sidde på fortovscafeer og slentre rundt i Montmartre. Og jeg tog et valg. Åd det hele råt og blodigt. Han satte ild til min fantasi. Jeg ville gerne have fortalt, hvordan han derefter skiftede til lange opkald hver aften. Men særligt har jeg søgt efter en måde at beskrive den første gang han stod på mit dørtrin med en flaske vin i hånden. Hvordan jeg så ham i jeans og strømpefødder. Den skamfulde følelse, som erkendelsen af, at min fantasi endnu en gang var løbet løbsk, gav.

Hvordan jeg efterfølgende tilfældigt mødte et Happn-crush i byen. At jeg blev tiltrukket af hans vovemod og selvsikkerhed, som jeg på vores første date en lille uges tid senere måtte tilskrive alkohol. Hans ihærdige bejleri var pludselig skiftet ud med rystende nervøsitet. Jeg ville gerne have forklaret, hvordan jeg bare sad og fyrede det ene standardsvar af efter det andet. At jeg ikke kunne mærke mine hænder. At jeg endte med at lade ham kysse mig uden at være klar over hvorfor. Men også hvordan jeg til gengæld var fuldt ud bevidst om den modvilje, medynk og følelse af ensomhed, han lokkede frem indeni mig. Jeg cyklede hjem med tårer i øjnene. Dagen efter slettede jeg samtlige datingapps.

Og jeg ville gerne fortælle, hvordan man ved ikke at vedligeholde sin kløe kan slippe af med den. Men selvfølgelig først hvordan den viste sig fuldstændig at ændre karakter henover efteråret – at den begyndte at længes og insistere på noget helt andet end hvad jeg tidligere havde været i stand til at lindre den med. Oplevede et voksende behov for fortrolighed og forbundenhed. Og jeg vidste, jeg var mør. I starten gav det enormt fysisk ubehag ikke at reagere på kløen, der med jævne mellemrum sendte spjættende impulser gennem mit stakkels legeme. For ikke at tale om det psykiske! Åh. Men det pudsige ved at være mør er, at det tilsyneladende giver en vældig stålsat holdning til tingene. På den måde kan man udholde meget. Og pludselig en dag vågner man, og så er det overstået. Her ville jeg gerne have skrevet noget om endelig, endelig at have fået kontrollen over min egen krop tilbage, at det desværre blev på bekostning af min libido, og at jeg er klar over, jeg må finde en mellemvej, der kan hjælpe mig med at balancere mellem begge. Men ham har jeg altså ikke fundet endnu.

Jeg ville også gerne sige noget klogt om, at den forsvundne kløe har givet mig en art klarsyn. Denne nyfundne evne kræver ingen manderegler, men gør mig derimod lige så sårbar og min opførsel overfor mænd lige så sky som før det hele begyndte. Hvilket naturligvis komplicerer planen om at finde føromtalte mellemvej en del. Så. På mange måder er alt tilbage ved det gamle igen. På mange måder slet ikke.

Jeg ville gerne have dedikeret det længste afsnit til jer, mine damer, som har læst med herinde. Fortalt, hvor meget det har betydet for mig. Dette er syvende udkast, har forsøgt at skrive på det i måneds og atter månedsvis. Jeg ville så gerne have beskrevet hvorfor, jeg ikke har lyst til at dele mere. Hvordan det fuldstændig umuliggjorde en skriveproces, da beslutningen først var truffet. Desuden er det med skrivemusklen som med kløen: Den skal holdes ved lige, passes og pusles om. Jeg har lidt af frygtelig dårlig samvittighed over bare at lade stå til herinde – hvilket paradoksalt nok fik mig til at sande, at jeg på mit fristed alligevel ikke føler mig helt fri. Jeg kan ikke længere se mig selv i det, der er skabt her. Det har taget mig lang tid at ville stå ved.

Damer. Der er så meget jeg gerne vil sige her i mit allersidste indlæg, men det er som om, ordene ikke helt slår til. I skal have tusinde tak for alle kommentarer, gode råd, tanker, søde ord og bekymrede mails, I i gennem tiden har sendt mig. Det har været meget rørende. Jeg er fyldt med vemod over at sige farvel, men samtidig mærkes det også helt rigtigt.

(Rent praktisk kommer der til at ske det, at bloggen slettes til juni. Som I kan se, har jeg allerede taget alle gamle indlæg ned. Ligeledes ryger instagramkontoen på et tidspunkt. Jeg beholder mailadressen densodekloe@outlook.dk, hvor de, der måtte have lyst, altid kan kontakte mig.)