Ferie

Første dag i anden ferieuge. Indtil videre har jeg udrettet absolut ingenting. Er ikke god til at administrere al den frihed. Jeg bliver doven og dvask, tager både formiddags- og eftermiddagslure. Ferieuniformen består af plettede leggings og en forvasket t-shirt. Særligt tilføjede detaljer er et no makeup-look og smadret hår-frisure. Ah, ok. En enkelt gang har jeg været ude og drikke så meget tequila på tom mave, så jeg aldrig tror, jeg kan få mig selv til at nedsvælge skidtet igen. Men her havde jeg da i det mindste fundet ud af at tage mascara og en nogenlunde pæn jerseybluse på. Mine dage går derudover med at binge-watche sæsoner af House, som jeg må sige, jeg gennem det sidste døgn har gjort et imponerende indhug i. I går kom jeg på at sluge halvandet afsnit, mens jeg – omend en smule halvhjertet og ukoncentreret – tvang mit ferielade korpus på løbebåndet. Alligevel flot jeg fik slæbt mig i fitness. Før da havde jeg kun forladt lejligheden for at fange pokémons i nærområdet (radius max 2oo meter fra min gade) eller for at hente en af mine utallige pakker fra Asos. Arhmen. Har I set hvor billigt der er derinde for tiden? Det er jo dumt ikke at bestille noget hjem.

Men. I dag får piben en anden lyd. Jeps. Har gjort hytten ren og planlagt date med to dejlige damer, som jeg har savnet, savnet og glæder, glæder mig til at se igen. Har endda rigtigt tøj på! Ah, ok igen. Vi snakker stadig blødhedsjersey fra top til tå. Men uden pletter. Ansigtet har jeg smurt ind i en tyk foundationmaske, som alligevel ikke har held nok til at dække min hormonramte hud på tilfredsstillende vis. Eller. Chokoladeoverdosisramte hud. Også en mulighed. Enten det eller hormoner. Min menstruationsapp blinker og skræpper nemlig op om, at der burde ske ting og sager i nærmeste fremtid. Håber meget på, at det indtræder i dag eller i morgen. For på onsdag skal jeg sove hos Sommermanden igen. Denne gang TO nætter *hyperventilerer*. Og vi ved jo alle godt, hvordan det går med mig på første menstruationsdag. Diarre, mavekramper, selvmedlidenhed i spandevis. Nogle gange går det endda så vidt, at jeg kaster op og er urimeligt grådlabil. Det kan simpelthen lige passe, at det sker sammen med Sommermanden. Charmerende. Apropos sove sammen med Sommermanden, så havde vi vores første gang i forrige uge. Har et halvtfærdigt indlæg liggende om det. Men. Ferie, I ved. Gør alt svært. Åh. Så svært.

Uih. Var helt ved at glemme, at bloggen har haft fødselsdag. Et år. Sgu. Havde egentlig tænkt lidt på at lave noget særligt jubilæumshalløj i den anledning, men med hjernen på vågeblus, er det ikke ligefrem de kreative ideer, der er flest af. Skulle nogen være i det nostalgiske hjørne, kan man genlæse bloggens allerførste, spæde indlæg her. Og skulle andre være mere kreativt anlagt end mig, må de også gerne melde ind, hvad de kunne tænke sig af eventuelle hurra-indlæg.

Men I sidder jo nok alligevel allesammen på Kreta og smovser feta. Så det.

Meltdown, første del

Kæft. Jeg lader til at dumme mig gang på gang for tiden. Efterhånden er mit humør så meget i bund, så kun rigelige mængder blandselvslik hjælper. Har fundet ud af, at man kan finde Milky Ways i blandselvmontren nu om dage. Min selvdisciplin er officielt ikkeeksisterende. Oveni var der jo lige et jobskifte. Overskud er ikke noget, der synes at følge naturligt i kølvandet her. Hvorfor en update om tredje møde med Sommermanden er pinligt forsinket. Hm. Bedre sent end aldrig:

“Selvfølgelig vælger netop du at starte en blog som denne,” sagde Eksen, da han afslørede mig – “jeg kender ingen andre end dig, der kunne finde på sådan noget.” Det var svært dengang han opdagede min hemmelige hule på internettet. Men det fik mig også til at tænke over, hvad jeg ville gøre, hvis jeg en dag mødte en mand, der skulle vise sig at være lidt sødere end sød. Vil mene, at mine skriverier er en hobby, der ville være lidt svær at fortsætte med at holde hemmelig i det lange løb. Samtidig skal man passe på med at fortælle søde mænd om det for tidligt. Eller for sent. Eller i det hele taget at fortælle noget som helst.

Eksen kender mig. Kender alle mine snirkelkroge, alle mine sære indfald, alle mine drømme og tanker. Måske det var derfor, han tog afsløringen forholdsvis pænt. Det kunne i hvert fald snildt have været et større skænderi, end det var. Nå ja. Der var da tårer, hævede stemmer og lange snakke. Men når alt kommer til alt, så ved Eksen godt, jeg ikke skriver for at såre, han ved, at hele bloggen er så meget mig, så dens eksistens er nærved uundgåelig. Da de veninder og Søster, der også læser med her, blev indviet i min hemmelighed, agerede de straks personligt heppekor. Så jeg syntes ligesom, at jeg efterhånden var blevet ganske rutineret i at afsløre ting og sager. Det snød mig. For jeg glemte, at Sommermanden ikke kender mig på samme måde.

De første par dage efter vores andet møde, var jeg ikke helt sikker på, om jeg ville se Sommermanden igen. Jeg mener. Han var smaddersød og sådan. Der er bare det ved det, at jeg for det meste bedst kan lide jagten. Og det havde været en helt igennem fænomenal jagt på Sommermanden. Det er svært at toppe. Efter anden date følte jeg, at jeg havde fået min vilje i en sådan grad, så der ikke var meget spændende tilbage over Sommermanden længere. På tredjedagen indså jeg overrasket, at jeg havde taget fuldstændig fejl. Vi skrev stadig sammen. Og jeg kunne stadig lide det. Han sendte sådan nogle søde beskeder. De gik rent ind. Men det kunne jeg jo ikke lade ham vide. Vel. Prøvede bestemt at holde ham fra livet i en armslængde. Antydede et par gange, at han ikke var andet end kød for mig. Mest for min egen skyld. Det tror jeg, han gennemskuede, for han spurgte: “Hvordan går det med at forsøge at reducere mig til sex?” Og det var nok heromkring det skete. Det var nok her, jeg så småt begyndte at miste kontrollen over mig selv. Da han efterfølgende lagde op til at ses igen, gav jeg op og smed alle forbehold.

Da Sommermanden trådte ind af døren, var jeg næsten lige blevet færdig med at bade. Havde knap nået at få tøj på. Det virkede han nu godt tilfreds med, for han kiggede så glad på mit bare maveskind, så jeg næsten blev genert. “Har du savnet mig?” spurgte jeg få øjeblikke efter i hans favn. “Ja,” svarede Sommermanden. “Sig det,” bad jeg. “Jeg har savnet dig,” han smilede og kyssede mig. Skubbede trekantsbh’ens bløde blonde til side og slikkede brystvorten, mens han skrællede mine jeans af. Midt på stuegulvet fandt hans tunge hurtigt min revne, og jeg strøg ham over håret, mens hans skæg kildede mit inderlår. Jeg lagde nakken tilbage og sukkede. Er jo som regel ikke den store fan af at blive slikket. Men med Sommermanden er det anderledes. Ligefrem rart. Har endda taget mig selv i at tænke på hans tunge, når jeg er alene. Vi knaldede først i sengen, senere på sofaen. Da vi bagefter så en film sammen, lagde hans hånd sig som det mest naturlige om mit bryst. Jeg følte mig så pokkers tryg og glad, lagde mig tæt ind til ham.

Jeg har det godt sammen med Sommermanden. Han får mig til at grine, gør mig i godt humør. Så jeg tænkte, at han fortjente valget. Hvis han var en, jeg ville blive ved med at se, ville det kun være fair at fortælle ham, at de ting vi foretager os sammen bliver blæst ud på internettet bagefter. Det skulle han have mulighed for at kunne vælge fra. Sådan har jeg aldrig tænkt om nogen før. Og jeg kan stadig ikke helt gennemskue, hvorfor jeg pludselig begyndte at tænke det om ham. Tilsyneladende er Sommermanden i gang med at gøre mig skør. Så jeg lagde kinden mod hans skulder og kunne selv høre hvor lille min stemme lød, da jeg gik til bekendelse. Han blev så underligt stille. Lå bare der og kiggede frem for sig, mens jeg fortalte. Mine fingre blev kolde. Og jeg tænkte, at det var forkert, det var slet ikke sådan det skulle gå, og jeg ønskede, ønskede, at jeg kunne spole tiden tilbage til da det bare var mig og ham og ingen spurgte ind til læsertal og sidevisninger. Altså. Bloggen er da et nogenlunde beskedent foretagende, men der er jo alligevel andre end ekser og veninder og søstre som læser med. “Hvordan ved jeg, at jeg ikke bare er et projekt, du kan skrive om?” spurgte han. “Men. Det er du jo ikke. Det må du da vide?” jeg var helt forbavset. “Og hvordan ved jeg, at du er ægte sammen med mig? At det ikke bare er ét stort spil for at få en god historie?” fortsatte han. Jeg havde ikke noget svar. For da fattede jeg, at Sommermanden ikke kender mig. Han bad om at måtte læse om sig selv, og mens han gjorde, sad jeg hændervridende og havde det som om, jeg var til eksamen. Jeg tror, vi følte, det var lige grænseoverskridende for os begge.

Bagefter stod jeg alene for mig selv i køkkenet. “Jeg har brug for dig nu,” sagde Sommermanden bag mig. Jeg vendte mig om, han hjalp mig op på køkkenbordet. Og med den ene fod støttet mod væggen, hånden i vasken og vandhanen i ryggen gav Sommermanden mig mit livs knald. Sådan et hvor man glemmer tid og sted. Da han nærmede sig klimaks, greb han mig, fik mig til at knæle for sig. Her begik jeg den fejl at kigge op, da det gik løs. Jeg kan bare så godt lide at se en mand komme. Især ham. Bare ikke smart, når man har gang i en facial. Mit øje var rødt og hævet to timer efter.

Inden han tog hjem, kyssede han mig og sagde, at han havde brug for at tænke, men han mente, at han stadig gerne ville os. Der ville under alle omstændigheder gå nogle uger før vi kunne ses igen; han skulle rejse med sit arbejde. Jeg følte, vi var blevet så tætte den dag, og jeg vidste, at jeg stod fuldstændig åben for ham nu, der var ikke nogle sprækker, ingen vinduer at lukke længere. Han havde læst om mig og om sig selv, og han havde ikke skældt ud. Jeg gik lettet og fjedrende i Netto med mit røde øje.

Rig

Aha. Ha. Selvom jeg ynder at bruge mine penge på hovedløst tingeltangel, viser det sig, at min lejlighedsvise nærighed endelig lønner sig, og at jeg alligevel ikke er helt dum og ufornuftig. Således var jeg den anden dag til møde med min bankrådgiver, hvor vi efter gennemgang af mit budget kunne konstatere, at jeg over det sidste år har lagt nitusinde kroner for meget til side til betaling af regninger og andet kedeligt. Dygtig Frøken Kløe! Dygtiiig! Det betyder, at jeg alligevel ikke behøver at købe ny telefon på afbetaling, hvorfor jeg i skrivende stund sidder og sender kærlige blikke til min spritnye, kontant betalte iPhone 6s.

Så. Hvad så? Nogen kunne jo helt få lyst til at fejre det med en Instagramkonto til bloggen, nu man endelig har en telefon med et dueligt kamera. Nogen ved ikke, om det bliver for plat. Nogen ved heller ikke helt, om det overhovedet kan lade sig gøre at forblive anonym med sådan en konto. Nogen kunne lade det komme an på en prøve og ikke være så paranoid.

Men altså. Hvad siger vi? Instagram? Yay or nay?

Afsløring

Eksen har opdaget bloggen. Han var på besøg hos mig i går, skulle hente nogle ting. Jeg havde lige været i fitness. Mens jeg var i bad, lånte han min computer. “Hvad er det her?” spurgte han pludselig. Selv gennem føntørrerens brølen kunne jeg fornemme usikkerheden i hans stemme. Kastede et blik på skærmen, og indlæg på indlæg væltede frem. De skyllede ind over mig som iskolde bølger, og jeg sank stille, stille. “Det er dig,” konstaterede han, “jeg ved, det er dig.” Få sekunder til at få vejret i. “Det… ja,” tilstod jeg. Skænderi. Gråd. “Hvorfor har du ikke fortalt mig om det? Har du skrevet om mig?” spurgte han. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Han havde ikke nået at læse det hele. Men det han havde set var nok til både at gøre ham og mig ked af det.

Måske det har været naivt af mig at tro, at jeg kunne holde bloggen skjult. Internettet er trods alt stort, og jeg har tænkt, at chancen for at mine mænd forvildede sig herind en dag var forholdsvis lille. Og skulle det alligevel ske, har jeg gjort, hvad jeg kunne for at sløre dem, der optræder i mine skriverier. Det har aldrig været min mening at gøre nogen ondt. Mindst af alle Eksen.

Den søde kløe har været ment som en virtuel dagbog. Mit frirum, hvor jeg kunne skrive om mine oplevelser og tanker, fordi jeg i andre sammenhænge har oplevet at blive kigget skævt til, når jeg i et fortroligt øjeblik fortalte om min pludseligt opstået kløe og hvad den har ført med sig. Bloggen er også et oprør mod min fortid, og har været en vigtig brik i min selvopfattelse som gennem knap et års tid har været under kraftig revurdering. At så mange af jer har taget så godt imod mig og har lyst til at læse med og kommentere, er jeg fuldstændig boblende stolt over. Det var ikke noget, jeg havde regnet med skulle ske, da jeg i sommer trykkede “Opret blog”. Det har jeg aldrig fået sagt til jer. Så tak. Virkelig.

Der er andre, der kender til bloggen – en lille håndfuld nøje udvalgte veninder og Søster. Men hvad jeg skriver her, er sjældent noget jeg ikke ville have fortalt dem alligevel. Jeg har selv valgt, at de gerne må læse med. Jeg havde ikke fortalt Eksen om bloggen, for jeg havde ikke lyst til at dele den med ham. Men nu kender han til den. Og det er ikke spor rart.

Jeg overvejer at lukke Den søde kløe. Der er stadig masser jeg gerne vil fortælle, historier der ikke er blevet skrevet endnu, ord der presser på. Men jeg ved simpelthen ikke, om jeg kan skrive frit længere. Det er ikke noget Eksen beder mig om – tværtimod – det er en følelse jeg selv har. Det må naturligvis komme an på en prøve, så bloggen får lov til at stå for nu, og så håber jeg, at jeg kan få løst hårknuden uden alt for meget skrig og skrål.

    Newer posts