Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnetiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

Alene

Vi er som en lang, tyst slange af hvide og røde blink på cykelstien gennem industrikvarteret om morgenen. Jeg cykler forsigtigt i svingene, vejen kan godt være glat. Min frakke er lynet helt op det første stykke. Halvvejs oppe af bakken damper det ligefrem fra mig. Halstørklædet kradser pludselig. Jeg åbner frakken. Kold vind mod maven. Knækker lidt sammen i albueleddene, så armhulerne også kan blive luftet. Det er ikke rart at have bh på, når man sveder. Sørger jeg for at skyde bagdelen lidt bagud, svajer jeg tilpas til at skabe ventilation under frakken. Ryggen køles. Jeg har podcast i ørerne og en sejlivet duft af krydret pebermynte i næseborene.

Vi var tre veninder ude at spise aftensmad sammen. Jeg skulle lige ud og ryge efter maden. Mine fingre frøs til is i løbet af ingen tid. Forsøgte at lune så meget af hånden som muligt i frakkeærmet, kun fingrespidser og filter stak frem. Jeg kunne dufte ham, før jeg så ham. Netop. Krydret pebermynte. Åh, hvor kan det stadig give mig hjertebanken! “Hej Frøken Kløe,” han kom bagfra. Helt tæt på, helt dæmpet stemme. Jeg snurrede rundt. Verdens Lækreste Mand lige foran mig. Kvækkede et hej idet han gik videre. Det hele gik så stærkt. Og luften var så sneklar, der var så koldt, hans duft skar fra næse til hjerne og blev hængende her som en sløvende dis flere dage efter.

Jeg brugte en time på at stalke hans kæreste på Facebook, inden jeg gik i seng. Hun har langt, lyst hår og mascara så tyk, så vipperne klumper. Sådan ser jeg ikke ud. På et billede havde hun en lyseblå skjorte på. Det slog mig, at jeg har en magen til. Prøvede at forestille mig hvordan deres lejlighed mon ser ud, hvad de laver i weekenderne, hvordan han laver aftensmad til hende, hvilke film de ser. Og jeg forsøgte at genkalde mig følelsen af at lægge sig til at sove ved siden af et menneske man elsker. Jeg kan ikke huske det længere. Jeg føler mig meget alene.

Telefonsex med Handymanden

Åh, hvor jeg savnede Handymanden. Jeg savnede ham, så snart jeg stod op om morgenen, når jeg sendte ham dagens første snap forestillende min müsli og fik sovekammerøjne retur, når jeg tastede løs på arbejdet og ikke kunne tænke på andet end hans V, når jeg gik rastløs rundt i min lejlighed, når jeg lagde mig til at sove og manglede en varm krop ved siden af. Den primære kommunikation dagen igennem foregik ved hjælp af førnævnte snaps, som blev afsendt og modtaget i så hidsigt et omfang, at vi snart vidste med fuldstændig nøjagtighed, hvad hinanden foretog sig. Det blev hurtigt sådan, at Handymanden ringede til mig, når han om eftermiddagen fik fri. Så snart min telefon gav det mindste kvæk fra sig ved 17-tiden, kastede jeg mig ivrigt over den. Vi snakkede i timevis. To timer var altid for lidt. Mens fire timer ikke var ualmindeligt. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi snakkede om. Ikke rigtig noget bestemt. Alt fra barndomsminder til yndlingstv-serier. Men for det meste småsnakkede vi bare, mens vi ordnede dagligdagsting. Således var Handymanden med i Føtex, da jeg ledte efter kalkfjerner og den der spegepølse, jeg bedst kan lide. Han var med, da jeg barberede ben, og han lo og påstod, at han kunne høre stubbene skurre. Han var med, da jeg sorterede vasketøj i mørke og lyse bunker, tredive og fyrre grader, blonderne i vaskeposer og pletfjerner på bukserne. Samtidig var jeg med, da han lappede cykel, da han lavede aftensmad, og da han besvarede e-mails. Lighedspunkterne mellem os var overvældende. “Vi minder så meget om hinanden!” jublede vi.

Jeg lærte Handymanden at kende på en hel anden måde, end når man ellers tilbringer tid sammen rent fysisk. Jeg lærte, at han kunne være ubarmhjertigt direkte. Ærlig. Et karaktertræk jeg satte enorm pris på. Men også at han var impulsiv, følsom og sjov. At han ikke tøvede med at åbne op for sine allermest private tanker overfor mig. At han var tillidsfuld. Men frem for alt lærte jeg, at når Handymanden havde sat sig noget for, så var det altid hundrede procent. Og lige nu havde han bestemt sig for at ville mig. Hele mig. Det føltes fuldstændig som at gå fra en yderlighed til en anden: Hvor jeg aldrig nogensinde havde været Sommermandens, hvor jeg havde tigget ham om at tage mig, var jeg nu pludselig nogens, helt uden forbehold var jeg virkelig nogens. Det gjorde mig nærmest euforisk. Efter et par uger med daglige telefonsamtaler sagde Handymanden: “Jeg kender dig så godt. Jeg kender dine lyde. Jeg ved, hvad du mener, når du siger hm! og nå! og uh!” Tænkte ved mig selv, at Sommermanden ikke en eneste gang havde ringet til mig endsige lært mine lyde at kende. Faktisk et ret sigende billede på hele vores forhold, filosoferede jeg. Det der med lydene.

Handymanden fik mig efterhånden til at overveje, om min mission med at skulle knalde det halve af byen nu også var så vigtig. Han fik mig til at tænke, at det, vi havde sammen, var vores og ikke internettets. Ligesom han også fik mig til at gruble længe over, om jeg virkelig mente det, når jeg sagde, at jeg ikke ville bo andre steder end i min by. Måske jeg kunne få en ny by? Måske Handymandens by kunne blive min engang? Ja. Måske, tænkte jeg. “Men. Flytter du så?” spurgte en veninde over kaffen. “Det kunne tænkes. Kærlighed og den slags. Det må man som sagt ofre sig for,” svarede jeg med maven boblende af nyforelskelse.

“Jeg har gjort noget pinligt,” sagde Handymanden en dag. Det var i løbet af de første dages adskillelse, hvor vores sidste møde stadig fandtes i dugfrisk erindring, og hvor jeg endnu kunne fornemme aftrykket af hans hænder på min hud. “Hvad?” ville jeg selvfølgelig straks vide. “I går brugte jeg en hel time på at lede efter pornofilm med damer, der ligner dig,” indrømmede han. Jeg syntes, det var det mest romantiske, nogen mand nogensinde havde fortalt mig. Var helt færdig over hans ærlighed. “Hvad søgte du på?” spurgte jeg. “Blowjobs. Små bryster. Hår som dit. Øjne som dine. Bare sådan noget,” han var lidt flov, kunne jeg høre. “Kan du godt lide, når jeg giver dig blowjob?” jeg havde ikke tænkt på andet hele dagen. “Ja!” svarede Handymanden straks. “Kan du lide, når jeg tager dig så langt ned i halsen, at jeg kommer til at savle? Når jeg slikker din pik med flad tunge fra rod til spids? Når du ser, hvor meget det tænder mig?” fortsatte jeg. “Åh ja, det kan jeg,” mumlede han og lød lettere forpint. Bad mig fortælle mere om, hvad jeg havde lyst til. Det var faktisk svært. En ting er sexting. Det kan i og for sig være nemt nok. Bare fyre noget af i en besked. Men det kan man ikke bare, når man lige pludselig skal sige det højt. Så kan man ikke nå at tænke over lækre vendinger; over, om det lyder bedst at starte med at skrive, hvor fantastisk hans pik er eller hvor ubærligt kløen brænder efter ham. Næ. I telefonen må man fortælle sine umiddelbare tanker uden mulighed for at redigere. Nå ja. Man kan vel lære at blive god og i sidste ende vel nok endda ganske rutineret til telefonsex. Men dette, mine damer, var et endnu helt ukendt, uudforsket område for mig, hvorfor jeg følte mig ikke bare en anelse akavet men også pludselig blev bevidst om min stemme og accent. For ikke at tale om mit pludseligt fattige, unuancerede ordforråd og farveløse fantasi. Handymanden var lige så meget på udebane og bidrog mestendels med suk og støn. “Øhm,” startede jeg, “hvis nu jeg fortæller dig, hvad jeg forestiller mig?” Det syntes Handymanden var en vældig fin måde at begynde på. Jeg lukkede øjnene. “Ok. Altså. Øh. Jeg. Æh. Forestiller mig, at du tager tøjet af mig. Så kysser du mig. Det er rart. Du kysser mig også på halsen. Bare lige så stille. Der, hvor det kilder allermest. Det kan jeg godt lide. Ik’?” prøvede jeg. “Jo! Jo, jeg kysser dig nemlig,” svarede Handymanden. “Ja. Nå. Så kigger du på mig, og jeg kan se, du synes, jeg ser dejlig ud. Måske du lader en finger følge min arm helt fra skulderen til håndleddet, så jeg får gåsehud. Du rører ved mine bryster. Dem kysser du også, for det elsker jeg, når du gør. Din pik bliver hård. Det gør mig liderlig at se dig sådan,” fortsatte jeg. Spekulerede lidt på, om jeg altid havde udtalt liderlig på den måde. “Mh,” stønnede Handymanden. Kunne høre, at det puslede i baggrunden. “Du gør mig vanvittigt våd,” sagde jeg. Det var ikke engang løgn. Jeg smed trusserne. “Knepper vi nu?” spurgte Handymanden. Hans stemme lød helt tyk. “Ikke endnu,” svarede jeg, “først sutter jeg din pik.” Man kunne tydeligt høre på den nu ret afslørende puslen og hans dertilhørende tunge åndedrag, at det gik rent ind. “Jeg slikker rundt omkring pikhovedet. Nogle gange tager jeg dig helt i munden så dybt, som jeg kan. Du hjælper, tager fat om mit hoved og presser pikken længere ned. Mit spyt løber ned af hagen på mig. Jeg slikker dine nosser og kæler for dem. Så river jeg den af på dig, mens jeg rører ved mig selv.” “Rører du ved dig selv?” spurgte Handymanden og lød meget forpustet. “Mh,” stønnede jeg, for det gjorde jeg. “Åh,” svarede han, “og så knepper vi?” “Ja, nu knepper vi,” jeg hev også efter vejret. Stak to fingre op i mig selv og fik muligvis også jamret noget med, at hans pik føltes god, før det ringede for ørene, sortnede for øjnene og krampede i underlivet. Det fremkaldte lynhurtigt Handymandens klimaks. Bagefter lå vi i hver vores seng i hver vores by og lyttede til hinandens åndedræt.

“Vil du komme og besøge mig?” spurgte han. “Det ville jo kræve, at jeg sov hos dig, når du bor så langt væk,” svarede jeg med mandereglerne in mente. Kunne i samme øjeblik mærke, at det med at sove sammen egentlig var lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Så jeg bestilte straks togbilletter. Og han var begyndt at kalde mig Babe. Det var mit navn. “Godmorgen Babe,” kunne han finde på at skrive, “jeg vil bare lige minde dig om, at der nu kun er tre dage til vi ses.” Det gjorde mig så usigeligt glad. Fik mig til at lave nye, rare playlister og le uden grund. Og alt imens vidste jeg, at alt dette højest sandsynligt skyldtes en helt anden: Sommermanden. Der var nemlig noget Sommermanden havde glemt, da han forlod mig. Han havde glemt at lukke døren til mit hjerte. Ork. Det lyder som en kliché. Men den er altså god nok. Seriøst. Stod på fuldstændig vid gab. Klaprende. Indeni mig havde jeg så megen hjemløs kærlighed, der trængte til en vært. Og Handymanden var både gæstfri og rummelig, han havde masser plads. Jeg havde svært ved at skelne om det var den ene eller anden mand, der var egentlig kilde til min følelseslavine. Det eneste jeg vidste, var, at jeg ikke kunne huske, hvornår jeg sidst havde været så glad. Cyklede gennem byen med så stort et smil, at folk troede, de kendte mig, nikkede og hilste forfjamsket. Morgenerne var mørke og kolde. Man skulle huske cykellygter og vanter. Men jeg trådte godt til i pedalerne, skruede højt op for trompeterne og talte minutterne til jeg skulle se min Handymand igen.