Ferie

Første dag i anden ferieuge. Indtil videre har jeg udrettet absolut ingenting. Er ikke god til at administrere al den frihed. Jeg bliver doven og dvask, tager både formiddags- og eftermiddagslure. Ferieuniformen består af plettede leggings og en forvasket t-shirt. Særligt tilføjede detaljer er et no makeup-look og smadret hår-frisure. Ah, ok. En enkelt gang har jeg været ude og drikke så meget tequila på tom mave, så jeg aldrig tror, jeg kan få mig selv til at nedsvælge skidtet igen. Men her havde jeg da i det mindste fundet ud af at tage mascara og en nogenlunde pæn jerseybluse på. Mine dage går derudover med at binge-watche sæsoner af House, som jeg må sige, jeg gennem det sidste døgn har gjort et imponerende indhug i. I går kom jeg på at sluge halvandet afsnit, mens jeg – omend en smule halvhjertet og ukoncentreret – tvang mit ferielade korpus på løbebåndet. Alligevel flot jeg fik slæbt mig i fitness. Før da havde jeg kun forladt lejligheden for at fange pokémons i nærområdet (radius max 2oo meter fra min gade) eller for at hente en af mine utallige pakker fra Asos. Arhmen. Har I set hvor billigt der er derinde for tiden? Det er jo dumt ikke at bestille noget hjem.

Men. I dag får piben en anden lyd. Jeps. Har gjort hytten ren og planlagt date med to dejlige damer, som jeg har savnet, savnet og glæder, glæder mig til at se igen. Har endda rigtigt tøj på! Ah, ok igen. Vi snakker stadig blødhedsjersey fra top til tå. Men uden pletter. Ansigtet har jeg smurt ind i en tyk foundationmaske, som alligevel ikke har held nok til at dække min hormonramte hud på tilfredsstillende vis. Eller. Chokoladeoverdosisramte hud. Også en mulighed. Enten det eller hormoner. Min menstruationsapp blinker og skræpper nemlig op om, at der burde ske ting og sager i nærmeste fremtid. Håber meget på, at det indtræder i dag eller i morgen. For på onsdag skal jeg sove hos Sommermanden igen. Denne gang TO nætter *hyperventilerer*. Og vi ved jo alle godt, hvordan det går med mig på første menstruationsdag. Diarre, mavekramper, selvmedlidenhed i spandevis. Nogle gange går det endda så vidt, at jeg kaster op og er urimeligt grådlabil. Det kan simpelthen lige passe, at det sker sammen med Sommermanden. Charmerende. Apropos sove sammen med Sommermanden, så havde vi vores første gang i forrige uge. Har et halvtfærdigt indlæg liggende om det. Men. Ferie, I ved. Gør alt svært. Åh. Så svært.

Uih. Var helt ved at glemme, at bloggen har haft fødselsdag. Et år. Sgu. Havde egentlig tænkt lidt på at lave noget særligt jubilæumshalløj i den anledning, men med hjernen på vågeblus, er det ikke ligefrem de kreative ideer, der er flest af. Skulle nogen være i det nostalgiske hjørne, kan man genlæse bloggens allerførste, spæde indlæg her. Og skulle andre være mere kreativt anlagt end mig, må de også gerne melde ind, hvad de kunne tænke sig af eventuelle hurra-indlæg.

Men I sidder jo nok alligevel allesammen på Kreta og smovser feta. Så det.

Yndlingsting

Yndlingsting 1: Den tykke, bløde mælkeskumsbræmme på min latte. En teske er mit redskab, og jeg skræller forsigtigt den hvide masse for lag, som jeg langsomt nedsvælger. Skummet farves, hvor mokkaen gled ned. Jeg drysser masser sukker i. To poser, to sukkerknalder eller to teskefulde. Når det er weekend, er kaffen i stedet med sirup; vanilje. En gang i mellem er jeg modig og prøver noget nyt. Men jeg er som regel hamrende konservativ hvad angår min weekendkaffe og vil for altid være tro mod vanilje. Mælkeboblerne smyger sig som fløjl mod min gane. Med tungespidsen fisker jeg skumrester op, slikker skeens skaft. Det værste jeg ved er to go-kaffe, hvor skummet spildt klistrer til låget.

Yndlingsting 2: Følelsen af tyndt papir mellem mine fingre: Siderne i en salmebog. Silkepapir foldet på midten. Kuponhæfter. Det brev min mor sendte fra Kenya. Visse indlægssedler jeg finder i medicinens emballage. Siderne i Når snerlen blomstrer, der står i min reol. Lotterisedler. Det madpapir, der nogle gange findes i æsker med figner eller chokolade.

Yndlingsting 3: At have gemt en hel uges Paradise Hotel for at fyre det hele af under tæpper på sofaen. Hvert forår er det min absolut foretrukne måde at tilbringe en fredag aften på. Det lykkes ikke hver uge at være god nok til at gemme på afsnittene, men når det gør, er det som en længe ventet pakke, der endelig er kommet med posten. Fredag morgen føles det som at få en mail om, at pakken nu kan afhentes på posthuset, og jeg venter, venter på at få fri, så jeg kan skynde mig hjem og flå pappet op. Pakken nydes bedst med M&Ms til.

Yndlingsting 4: At svaje og trippe rundt på stuegulvet i bare fødder og trusser til Leonard Cohens I’m Your Man. Nok verdens mest sexede sang. Med en kop et-eller-andet i den ene hånd og den anden dovent viftende i takt til musikkens karamelbløde bas. Lukkede øjne. Ubarberede ben. Leonard og jeg har et til tider lidt anstrengt forhold, men hans rustne stemme lokker altid en flydende følelse af verdenskvinde frem i mig, når jeg hører denne sang. Minder mig om ferie i Berlin. Og jeg ved, at det eneste der betyder noget er næste hoftesvaj. Alle burde tage sig 4.30 minutter med Cohen engang imellem.

Skruk

“Mor? Æh. Hvad er det her?” spurgte jeg. Var en sød datter og kom på påskebesøg hos mine forældre i sidste weekend. Ledte efter et par uldne sokker. Nederst i min mors tøjskab stoppede jeg op. Hun dukkede frem i døråbningen. “Ja. Altså. Det er bare noget jeg har købt, ik'” svarede hun. “Men det er børnebøger og legetøj,” sagde jeg og holdte en farverig bog frem i strakt arm, klemt fast mellem pegefinger og tommel. Peter Plys stirrede tomt frem fra den glitrede forside. “Det er til mine børnebørn. Så kan de komme hjem til mormor og morfar og lege med det. Er det ikke hyggeligt?” smilede hun. “Men. Du har jo ingen børnebørn,” kunne mærke en snigende velkendt, presset fornemmelse. “Nej nej, men det varer nok ikke længe,” kvidrede hun.

Øh. Jo. Det gør det faktisk. Søster er ligesom i gang med uddannelse. Så hun er indtil videre lovligt undskyldt i mine forældres øjne. Til gengæld har hun en kæreste, som de forguder, og som med sit ravnsorte hår vil kunne lave smukke unger på hende. Det kan man jo ikke hamle op med. Og jeg? Tja. Jeg har ikke engang planer om at få en kæreste. Lige nu i hvert fald. Desuden har jeg heller ikke råd til sådan en baby. Alle mine penge går til absolut livsnødvendige sager som kjoler og sko, mine evige laster. Det er mere dyrt at være single, end man lige skulle tro. I går fik min optiker mig for eksempel overtalt til at bruge alt for mange penge på cirka hele biksen – endte i hvert fald med at gå derfra med både nye solbriller, linser og briller. Da jeg vaklede ud af butikken følte jeg en blanding af vemod og let chok over lige at have hostet spontant op med så betragtelig en sum. Samtidig også et rush uden lige. Gik direkte videre til den næste forretning for glad at svinge dankortet endnu en gang. Man kan lige så godt gå bankerot med stil. Jeg shopper, når jeg er glad; jeg shopper, når jeg er trist; jeg shopper, når det er fredag; og jeg shopper, når Påskemanden ikke skriver til mig. Bare fordi jeg har lyst. Bare fordi jeg kun behøver at tage hensyn til mig selv. Bare fordi jeg ikke har noget imod at leve af havregryn i en hel måned. Der er tydeligvis ikke plads til børn i det budget. Det kan du vel godt se, mor? Beklager.

“Ja, jeg fandt jo din far, da jeg var nitten. Og jeg fik dig, da jeg var syvogtyve,” siger min mor tit. Jeg tror, hun synes, det bliver sagt helt henkastet. Det ved vi begge to, at det bestemt ikke gør. Hun forstår ikke det der med at date. Og hun forstår slet ikke, at jeg tilsyneladende synes, det er sjovt med nye mænd og nyder kun at være mig. Engang fortalte jeg hende lidt forsigtigt om Vikaren – ikke sådan helt vildt i detaljer, vel – og hun undrede sig over, hvad jeg dog ville med en røvhulstype som ham. Forsøgte at forklare hende, at Vikaren er så pæn, så det er det eneste, der betyder noget. “Vil du så bare sidde og kigge på ham?” spurgte hun lettere forvirret. Jeg havde ikke rigtig noget svar.

Min far er godt nok ikke begyndt at købe legesager, men han kan nogle gange finde på drømmende at sige: “Dengang jeg var lille, lavede min farmor marmelademadder til mig. Jeg spiste så mange, så jeg fik mavepine. Det var kun hjemme hos hende, jeg fik lov til sådan noget. Sådan skal det også være, når mine børnebørn kommer her,” og så fortsætter han ellers med at fortælle om alle de andre sjove ting, han også skal lave sammen med dem. Det er jo simpelthen så sødt! Bliver faktisk helt rørt. Og jeg får virkelig, virkelig lyst til at føde ham en kæmpe omgang børnebørn lige på stedet, når han siger sådan. I cirka ti minutter. Så kommer jeg i tanke om mit endnu faste maveskind og den der sarte, lysegrå sofa, jeg sukker over, og som hverken tåler babygylp eller fedtede børnefingre.

Så de må godt lige slappe lidt af med at være så skruk. Nogen kunne jo helt få stress og nerver og blive tvunget til at forsøge at shoppe det væk.

Siden sidst

Ooog så gik der lige en tre ugers tid uden den store aktivitet herinde. Ja. Jeg er en troløs blogger. Ved det godt. Så hvad er der sket siden sidst i mit helt igennem fantastisk spændende liv? Nåhmen, det skal jeg hurtigt fortælle jer:

I et øjebliks nærighed indså jeg med pludseligt klarsyn, at det der med at gå til frisøren er virkelig overvurderet. Man kan vel sagtens klippe sig selv? Det skulle jeg i hvert fald mene, at man kan, så jeg hev den store køkkensaks med ud på badeværelset. Nu var det sådan mest mine nakkehår, der trængte til at blive studset, og her bagefter kan jeg måske godt se, at det ikke var super smart at begynde min frisørkarriere med at klippe løs i noget, jeg egentlig ikke rigtigt kunne se ordentligt. Og når jeg siger studset, så var planen at der maks skulle ryge en centimeter eller så. Endte selvfølgelig med at måtte sige farvel til fem. Gider ikke at høre noget som helst om, at jeg bare kunne have brugt et ekstra spejl. Det er faktisk svært nok at klippe lige og koncentrere sig, når man hænger indover håndvasken med en uhandy orange Fiskars-saks – det er simpelthen for meget forlangt også at skulle tænke sig lidt om og begynde at jonglere rundt med spejl oveni.

Min iPhone 4S har lagt sig til at dø. Eller. Ikke helt endnu, men den er absolut godt på vej. Apps som Messenger, Mobilepay og Snapchat ses nu som sorte, livløse ikoner, der hverken kan åbne eller opdatere. Og Facebook opfører sig bare mærkeligt. Kameraet duer ikke. Der er næsten en ny dims hver dag, der ikke virker længere. Det er en situation, der sætter førnævnte nærighed på en seriøs prøve. Jeg kan jo godt se, at det, som det ser ud nu, kun er et spørgsmål om uger før jeg er telefonløs, hvis jeg ikke tager mig sammen og køber en ny. Men. Altså. Skal det være så dyrt? Ork. Dumme, dumme iPhones. Og dumme emojis, som jeg slet ikke kan overskue at leve uden. De tvinger mig ud i årelange afbetalinger.

Min krop er gået i noget der minder om glutenchok efter den seneste tids bolleri. Er stadig ikke helt sikker på, om det var det, der i sidste ende tvang mig til at sluge et par afføringspiller, men hvorom alting er så er bageriet nu lukket.

Jeg har langt om længe overgivet mig fuldkomment til kimonomoden og har fået fyldt mit klædeskab op med et ganske respektabelt udvalg. Var ellers den der lo allerhånligst og allerhøjest (“Ah. Aha. HA. Men det er jo en MORGENKÅBE!”), da jeg så de første damer valse rundt med kimono for et par år siden. Efterhånden måtte jeg indrømme, at det egentlig så drønsmart ud, når kimonoen sådan flagrede løs omkring haserne på folk. Men jeg er et vægelsindet menneske og kunne desuden stadig ikke helt forene mig med tanken om at skulle trække i nattøj. Et ensomt udsalgsstativ med de sidste nedsatte vinterrester skulle dog vise sig at ændre min verden for evigt, og jeg fik fisket lige præcis den flagrende herlighed med hjem, som jeg havde sukket efter siden november. Fra da af gik det stærkt, man kan jo ikke nøjes med kun en enkelt. Vel. Er muligvis ude i et afhængighedsforhold, hvorfor jeg nu er begyndt at planlægge dage, hvor jeg kan tillade mig at tage kimono på igen.

Er begyndt at crushe lidt på min ti år ældre kollega. Vi var på seminar sammen i sidste uge. Det gik virkelig godt. Han er virkelig sød. Og lige pludselig også virkelig pæn. Han er uden tvivl et af de sjoveste mennesker, jeg nogensinde har mødt. Nå ja, og så er han også lykkelig gift småbørnsfar. Hvad er det med mig og mandlige kolleger jeg aldrig kan få?

Pønser i stedet på at finde mig en påskemand. Kryds lige fingre, gør.

Samtale

Der er fordele ved at være blevet veninde med sin kollega. Man deltager i det samme kedelige kursus for eksempel. Den anden dag ankom jeg lettere stresset fem minutter inden kursusstart og blev mødt af samme søde kollegaveninde. Hun havde reserveret en plads til mig ved siden af hende OG købt kaffe med til os begge. Det var noget nær den bedste start på morgenen, jeg kunne tænke mig. Brugte det meste af tiden som irriterende, fnisende typer ude på sidelinjen. Så er det slet ikke så ringe at skulle på kursus alligevel. Desuden startede det første oplæg ganske belejligt med it-problemer, så der var pludselig rig mulighed for at følge op på den sidste sladder. “Jeg synes ikke, jeg hører så meget til dig for tiden,” sagde veninden. “Næ. Men jeg har også gang i et større projekt. Er startet på Greys Anatomy forfra. Det tager simpelthen al min tid,” svarede jeg med et beklagende suk. “Åh, jeg elsker Jackson,” smilede hun og jeg kunne kun give hende ret – der er absolut intet ved den mand, der ikke er værd at elske. Herefter blev samtlige mandlige karakterer grundigt diskuteret. Åh, Derek. Åh, Hunt. Åh, Karev. “Så det er altså ikke på grund af ham der, du ved nok?” spurgte hun. “Ingeniøren? Ha!” fnøs jeg. Kort efter meddelte underviseren, at vi hellere måtte tage en pause og afgav dermed også startskuddet for Den Store Analyse af Ingeniøren og hele hans røvhulsagtige optræden.

“Min datters klassekammerat har en lækker far,” sagde veninden. Vi var gået udenfor, jeg havde fundet sidste byturs halve pakke smøger nederst i min jakkelomme. Når man er på kursus, må man gerne. Røgen kradsede sig vej gennem mit luftrør. “Jeg kan slet ikke koncentrere mig, når jeg ser ham.” Ah. Det kender jeg godt. Og efter at have joket med, at man burde invitere faren og ikke klassekammeraten over at lege, måtte jeg vise et billede af Vikaren, så hun selv kunne se, hvor meget jeg kender til ikke at kunne håndtere flotte mænd. “Hvorfor skriver du ikke bare til ham?” spurgte hun. “Det er ikke bare sådan lige…” mumlede jeg. “Nu må du simpelthen tage dig sammen!” himlede hun. Hm. “Men ved du hvor der også er lækre mænd?” spurgte jeg og livede op, “på Roskilde sgu. Skal du med?” Det var et dumt spørgsmål, det vidste jeg godt. Men gik den, så gik den. Nu slæber man jo ikke små børn med på festival, og med et enkelt blik fortalte veninden mig, at det skulle hun selvfølgelig ikke. Jeg er helt syg for at komme afsted i år. Men når man er den eneste single og snart også eneste barnløse i ens omgangskreds, er det lidt op ad bakke. “Folk har så skide travlt med at være kedelige,” vrissede jeg. “Det var dig selv for et par år siden,” mindede hun mig om og hentydede til Eksen. Hm igen. “Alligevel,” var mit bedste argument. Det trumfer som bekendt alt. “Nogle gange overvejer jeg at lave en klub for andre enlige festivalgængere. Lækre. Singler. Mænd. Du ved.” Det syntes veninden var en morsom idé og foreslog, at jeg kunne starte en Camp Kløe. Jeg skoddede cigaretten.

Mens vi gik indenfor faldt snakken på vores efterhånden mere eller mindre tvivlsomme forhold til Spangsberg Flødeboller. “I mandags spiste jeg en hel æskefuld, mens jeg så Greys,” afslørede jeg, “og da jeg var færdig, var jeg så ærgerlig over, at det kun var fem flødeboller, så jeg overvejede at rende ned efter en omgang til.” “Flødeboller feder heller ikke,” sagde veninden. “Overhovedet ikke,” medgav jeg. Med et fnis bemærkede hun, at jeg burde invitere Vikaren på flødeboller. “Uh, Vikar, uh uh, du har lige lidt chokolade dér,” grinede hun. Jeg slog smæld med tungen. Tja. Så er det vel ret smart, at jeg skal se ham i morgen.

Older posts