Musvitten

Det kan godt ske, jeg er blevet kræsen. Eller også daler udvalget af lækre mænd på diverse datingapps bare endnu en gang foruroligende. Er nok en blanding. Ikke fordi det nogensinde har været noget at gå specielt amok over. Mændene på Tinder. Sjovt, for jeg fik engang lov til at swipe for en kammerat. Og der tonede da den ene smukke dame frem på skærmen efter den anden. Mon de lækre mænd også er lidt tungnemme i det og endnu ikke helt har forstået, at tilsvarende damer kun er et svirp med tomlen væk? Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi, Tinder og Happn er splinternye, banebrydende opfindelser, så hvorfor de til stadighed nægter at deltage i festlighederne derinde, forbliver et mysterie for mig.

Men jeg fandt da efter en del opgivende udbrud endelig en flot og sød mand. Jeg likede. Vi matchede. Nøj, hvor har han alligevel været en besværlig lille musvit at få fingrene i. Blev ordentlig ved med at aflyse dates og flyve ud af mit greb. Hvorfor man bliver ved med at spille kostbar, når man én gang har givet udtryk for, at man ved et match er interesseret, er jeg heller ikke helt med på. Men ok. Kan jo også godt lide at jagte mine mænd lidt nogle gange, så jeg var på den måde ikke ved at gå til af spekulationer. Happn er godt nok ikke det nemmeste sted at lege kat, men jeg må simpelthen lige tage et øjeblik og rose mig selv. For Musvitten lod aldrig til at opdage, at han trods sine ivrige, små hop i den modsatte retning hele tiden var durk på vej mod mine kløer. Lidt smalltalk, lidt smiger, lidt afvisning, lidt sødme, og så var han fanget. I bund og grund nemt. Jeg indsætter en mental selvfed-smiley-med-solbriller her.

Så. Efter at have trukket tingene i langdrag i ugevis, landede vi endelig på en fast dato for et møde. Musvitten ville gerne gå en tur. Det kan jeg jo også godt lide at gøre på en date, så jeg var frisk. Vi mødtes i aftes. Jeg stod og ventede på ham på en travl gade. Havde godt set ham ud af øjenkrogen komme gående mod mig, men jeg vedblev at spejde let søgende mod et punkt en smule til venstre for ham. Var tilpas overrasket, da jeg opdagede ham få skridt før han stod foran mig. Jeg undskyldte smilende mit distræte væsen, han virkede vældig tilfreds med at være kommet sådan bag på mig. “Skal vi gå derhen?” pegede jeg og guidede ham gelinde på vej. Musvitten var meget flottere i virkeligheden, end jeg havde forventet. Man kunne se, at hår, bryn og vipper var solbleget, hans kulør var sund og sommerbrun. Han duftede godt. Kunne høre på hans dialekt, at vi vist ikke kom samme sted fra, og det viste sig da også, at Musvitten kun havde boet i min by i ganske kort tid. “Så kan jeg jo vise dig rundt,” foreslog jeg glad. Det lod han til at synes var en fin idé. Så vi gik og gik, mens jeg fortalte og viste og spurgte, om han kendte til dette og hint. Vil mene, at der maksimum nok kun forløb omkring tyve minutter, før jeg fik en kraftig mistanke om, at vores kemi ikke var helt så gnistrende, som man kunne have håbet. Og herfra blev det faktisk kun værre og værre. Ikke at vi ikke kunne snakke sammen. Jeg er god til bare at fyre en masse af og holde en samtale kørende, så det var ikke noget problem.

Der var imidlertid et nyt byggeri, som jeg endnu ikke har besøgt, men som jeg regner med forhåbentlig at tilbringe mange varme sommereftermiddage ved, og vi besluttede at gå hen og kigge nærmere på det. På vejen præsenterede jeg ham for et af mine yndlingssteder. Musvitten var ingenlunde imponeret. Og havde jeg ikke vidst det før, vidste jeg da, at kunne han ikke lide dette sted, ville han formentlig heller ikke kunne lide mig. Men vi nåede det nye byggeri, og jeg var ovenud begejstret. Min følgesvend knap så meget. Vi traskede lidt rundt og ih’ede og åh’ede, før vi begav os tilbage igen. På hjemvejen snakkede vi om ferieplaner. Musvitten fortalte, at han skulle ud og sejle om et par uger. Svarede, at jeg ville ønske, jeg var mere søstærk, end jeg er; men det skyldes en ganske bestemt episode på charterferie i Tyrkiet for mere end tyve år siden. Min mor havde taget mig og Søster med på en typisk turistsejltur, mens min far denne dag var blevet på hotellet for at se Tour de France nede i poolbaren. Undervejs blæste det op, og jeg husker den sorte himmel og trykkede, alvorlige stemning ombord. Min mor har senere fortalt, hvordan hun havde bedt en fremmed mand om at passe på mig, skulle vi risikere at kæntre. For jeg kunne næsten svømme selv, men Søster var endnu en lillebitte pusling, og min mor kunne ikke bjerge to små børn på samme tid. Mens jeg under stor indlevelse fortalte alt dette til Musvitten, sagde han ikke meget. På et tidspunkt – bare et kort splitsekund hvor han vendte blikket mod skosnuderne – så han endda så træt og uinteresseret ud, at jeg denne gang blev oprigtig overrasket. Lynhurtigt fik han atter styr på sin belevne maske. Men han havde dog nået at bekræfte mig i, at jeg ikke var den eneste, der havde mærket det komplette fravær af både kemi og tiltrækning mellem os.

Han fulgte mig hjem, lige til hoveddøren. Det var pænt gjort af ham. Et sidste emne, vi her rundede, var SKAM. Hvor jeg fangirler fuldstændig ubehersket og drøner omkring iført citat-t-shirts og -muleposer og synes, det er det absolut sejeste, kunne jeg ligefrem se på Musvittens mimik, hvor udmattet han blev af den blotte tanke. Da vi derefter skiltes, var det under høflige fraser, men uden nogen form for tilkendegivelse af at have lyst til at se hinanden igen. “Tak for en hyggelig rundvisning,” sagde han. “Selv tak. Farvel,” smilede jeg. Han var allerede på vej væk.

Jeg regner ikke med at skulle mødes med Musvitten til flere byvandringer. Regner ikke med hverken at høre fra ham eller selv tage kontakt. Det var mærkeligt at opleve, hvordan jeg kunne rende rundt i to stive timer med et menneske, jeg sagtens kunne se var rigtig sød, men som jeg ikke havde noget som helst til fælles med. Der havde været sådan en underligt flad, død fornemmelse under hele daten. Skulle han dog mod al forventning finde på at foreslå film og aftenhygge under tæpper, takker jeg natuligvis ja. Er trods alt endnu ikke gået hen og blevet kræsen og krævende, så småting som manglende gnister har nogen betydning for, om jeg gider knalde en flot mand eller ej.

Efter vores farvel sad jeg nede i min baggård og nød en aftensmøg. Den flade, døde fornemmelse var blevet hos mig. Og jeg kunne nu mærke, hvor meget jeg savner lidenskab og brand og for fanden da bare at finde en enkelt, hvor kemien er i top. En, der deler min begejstring for både fine nybyggerier og samtidig den diametrale modsætning i faldefærdige yndlingssteder. Som sender mig smil, der gør mig blød og blævrende fra knæ til ankel. Som kan se skønheden og betagelsen ved et virtuelt norsk univers, der virker så ægte og vigtigt som nogensinde. Og som sidst men ikke mindst kan få mig til at føle, at rollerne er byttet om, så det pludselig er mig, hvis vinger bliver stukket og som langsomt bliver trukket ubehjælpeligt mod kattens favn.

Anden date med Kreamanden

Scene 8. Ungpigehybel. Aften. Frøken Kløe – for hvem det i denne weekend har lykkes at føre et højest usædvanligt aktivitetsniveau med både langt event i fitness og kunstudstilling med sine forældre – ligger atter på sofaen iklædt nattøj. Hun har købt bland selv-slik for halvfjers kroner. Det er et par dage siden, hun var på date i teatret. På Tinder modtager hun en besked fra Kreamanden.

KREAMANDEN: Har du travlt i næste uge? Hvornår vil du se mig igen?

Beskeden formår at irritere Frøken Kløe nok til, at hun ikke gider svare lige med det samme. Hun er ved at gense Outlander; går i gang med sjette afsnit. Bagefter ringer hun til Søster.

SØSTER: Skriver han ordret “hvornår vil du se mig igen?”?

FRØKEN KLØE: Ja. Er det ikke lidt irriterende?

SØSTER: Jo, sådan lyder det. Også desperat. På en måde.

FRØKEN KLØE: Præcis!

SØSTER: Tror du ikke, det er fordi, du i virkeligheden ikke gider ham nok, at du har det sådan nu?

FRØKEN KLØE (slår smæld med tungen): Tjo. Sikkert. Det er bare fordi, han jo skaffede teaterbilletter. Så føler jeg ligesom, at jeg skylder ham noget. Du ved. Det er for dumt. Men. Han var jo også sød nok. Rigtig sød, faktisk. Hans ven var bare endnu sødere. Og smukkere. For satan, han var smuk.

SØSTER: Løven?

FRØKEN KLØE: Løven. Jeg har fundet ham på Facebook.

Søster søger efter Frøken Kløes anvisninger på Facebook. Hun finder Løven.

SØSTER: Ok. Hold da op. Han er godt nok. Ja. Det er han virkelig. Hold da helt op.

Frøken Kløe og Søster fortsætter med at stalke Løven en rum tid, inden de afslutter samtalen. 

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad med lørdag?

KREAMANDEN: Jeg kan desværre ikke i weekenden. Har du ikke mulighed for at ses tidligere på ugen?

Frøken Kløe ser syvende afsnit af Outlander.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad så med i morgen?

KREAMANDEN: Det er en aftale.

– – –

Scene 9. Ungpigehybel. Dag. Frøken Kløe gør et forsøg på at rydde op, flytter en stak vasketøj fra stuebord til vindueskarm. Hun spiser en skålfuld havregryn. Dupper en smule ferskenfarvet lipgloss på læberne. Dørtelefonen kimer. Det er Kreamanden. Frøken Kløe sprayer hurtigt med lidt hårlak. Trækker dernæst i overtøjet, går ud af døren og ned ad trapperne.

– – –

Scene 10. På gaden. Kreamanden står udenfor Frøken Kløes opgang. Han har sin cykel med og har en mørkeblå filthat på hovedet. 

KREAMANDEN (smiler): Hej! Tak for sidst.

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej Kreamand! Selv tak. Skal vi snuppe en kop kaffe?

De går sammen hen ad gaden. Snakker lidt om, hvad de hver især har lavet i løbet af dagen. Ved den første kaffebar går de indenfor. Frøken Kløe gør meget ud af på en diskret måde at vifte med sit dankort, så Kreamanden ikke er i tvivl om, at hun gerne vil betale for sig selv. De sætter sig.

KREAMANDEN (kigger ned ad Frøken Kløe, da hun tager jakken af): Du ser rigtig godt ud i dag.

Frøken Kløe er iført denimnederdel, rød- og blåstribet bluse og sorte ruskindsstøvler.

FRØKEN KLØE: Tak. Det er mit faste date-outfit.

KREAMANDEN (griner): Er det?

FRØKEN KLØE (griner): Nej, det var bare for sjov.

KREAMANDEN: Går du på mange dates?

FRØKEN KLØE: Nja. Det kommer vel an på, hvad man synes, der er mange dates. Tror ikke, jeg går på flere dates end andre singler.

KREAMANDEN: Jeg må sige, at du er en af de bedre dates, jeg har oplevet.

De drikker kaffe og småsnakker om løst og fast. Samtalen falder på fitness. Klassisk emne.  

KREAMANDEN: … Det er ligesom ham, jeg bor sammen med. Løven. Kan du huske, vi mødte ham i teatret? Det er min roommate. Han er fitnessinstruktør.

FRØKEN KLØE (pludseligt meget interesseret): Du bor sammen med Løven? Ja?

KREAMANDEN: Nemlig. Men han leder efter en lejlighed for sig selv nu.

FRØKEN KLØE (henkastet): Virkelig? Nå! Skal han da flytte sammen med sin kæreste eller hvordan?

KREAMANDEN: Nej, han har ingen kæreste.

FRØKEN KLØE: Aha. Hvor vil han bo? Midtbyen? Vestbyen? Østbyen?

KREAMANDEN (med let rynkede bryn): Øh. Det ved jeg ikke.

FRØKEN KLØE: Har han børn? Eller. Æh. Du ved. Men. Har han?

KREAMANDEN (griner): Nej, det har han ikke.

FRØKEN KLØE: Hvordan er han? Hvilken type? Jeg mener. Hænger jo tit sammen med hvilken bydel, man har lyst til at bo i.

KREAMANDEN: Han er sådan meget chill i det.

Frøken Kløe remser begejstret alle sidegaderne op omkring sin egen gade, som ville egne sig absolut glimrende til en chill, kæreste- og barnløs Løve. Tænk hvis de kunne blive naboer! Frøken Kløe synes efterhånden, det hele kunne minde om et manuskript til en B-film. I tankerne roser hun sig selv for at have håndteret de spændende, nye oplysninger om Løven på en så elegant og afslappet måde. Minder dernæst sig selv om, at det er Kreamanden og ikke Løven, hun er på date med nu. Hun begynder i stedet at tale om sommerferieplaner. Bagefter musik. Uddannelsesvalg. Runder endnu en gang sommerferieplanerne. Det bliver en kort date.

– – –

Scene 11. Foran kaffebaren.

FRØKEN KLØE: Tak for i dag, Kreamand.

KREAMANDEN: Har du lyst til at ses igen?

FRØKEN KLØE: Øh. Vi må lige tales ved.

KREAMANDEN: Jeg skriver til dig.

De siger farvel og skilles, går i hver sin retning. Da Frøken Kløe er kommet et godt stykke væk, ringer hun Søster op og sætter hende hurtigt ind i sagerne.

FRØKEN KLØE: Som jeg ser det nu, har jeg to muligheder: Blive venner med Kreamanden og sørge for at blive inviteret hjem til ham – på en fuldstændig venneagtig måde! – så jeg kan møde Løven igen. Eller – og det ville selvfølgelig være det pæneste at gøre – helt stoppe med at date Kreamanden og finde ud af det med Løven på anden vis. Skulle Løven tilfældigvis følge en eller anden åndssvag, pernitten bro code, er det bedst aldrig, aldrig at se Kreamanden igen.   

SØSTER: Du må under ingen omstændigheder knalde Kreamanden! Og du må heller ikke lade ham tro, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre. Får Løven det at vide, er det først, han holder sig væk.

De fortsætter et stykke tid med at diskutere og vurdere Frøken Kløes muligheder. Selvom det med at blive venner med Kreamanden klart ville være det snedigste, bliver de til sidste enige om, at det nok vil være bedst ikke at se ham igen.

– – –

Scene 12. Ungpigehybel. Dag. Der er gået over fjorten dage siden sidste møde med Kreamanden. Han har ikke skrevet til Frøken Kløe, og i mellemtiden har der også været så meget andet rod, så hun har heller ikke kontaktet ham.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe. Det er lang tid siden. Hvordan har du det? Hvornår skal vi tage en tredje date?

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand. Det har været hyggeligt at møde dig, men jeg synes ikke, vi skal ses igen.

KREAMANDEN: Kemien og den umiddelbare tiltrækning var der alligevel heller ikke rigtigt fra min side. Jeg synes bare, vi skulle give det en chance. Men det må du selv om. Ha’ det godt.

Frøken Kløe trækker på skuldrene. Kort efter sletter Kreamanden hende som match. Men da er Frøken Kløe allerede gået i gang med at lægge andre planer. 

Kreamanden

Scene 1. Ungpigehybel. Aften. Tøj er spredt på gulv og stole. Brugt service står stablet på køkkenbordet. Skraldespanden trænger til at blive tømt. Frøken Kløe – kvinde sidst i tyverne, lysebrunt pagehår, bebrillet, klædt i nattøj – ligger på sofaen, der står i et hjørne af stuen. I baggrunden kører Netflix. Frøken Kløe swiper på sin telefon. Dette leder hende til sidst forbi en kreativ mand på Tinder. Hun dvæler lidt ved hans jobtitel, der lyder spændende og anderledes. Sådan en har hun aldrig været på date med før. Frøken Kløe trykker til sidst på det grønne hjerte. Der er match.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe! Sikke et dejligt match at få her til aften. Du ser virkelig sød ud.

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand! Ej, hvor heldigt – det synes jeg også, du gør.

KREAMANDEN: Så burde vi jo mødes en dag.

FRØKEN KLØE: Det kan vi godt. Men jeg kan nok først i næste uge.

KREAMANDEN: Ok. Men skulle du nu alligevel finde lidt tid, så tag med mig i teatret i morgen aften.

Frøken Kløe har læst anmeldelser og har længe gerne ville se netop den forestilling, Kreamanden nu inviterer hende med til. Hun tænker sig kort om.

FRØKEN KLØE: Hmm, det kommer an på hvad tid? Jeg er først hjemme fra arbejde omkring klokken 18.00 i morgen.

KREAMANDEN: Det er klokken 20.00. Jeg skaffer billetter.

FRØKEN KLØE: Super! Så vil jeg gerne.

– – –

Scene 2. Storrumskontor. Dag. Frøken Kløe drikker kaffe sammen med to kvindelige kolleger. Hun modtager en besked fra Kreamanden på Tinder.

KREAMANDEN: Jeg glæder mig til at se dig. Du skal lige vide, at der godt kan være nogle, jeg kender, i teatret i aften. Måske vi bare skulle lade som om, at vi er bekendte gennem en fælles ven, så vi undgår unødig, ubehagelig opmærksomhed. Hvad siger du til det?

FRØKEN KLØE (henvendt til kollegerne): Det er simpelthen for meget. Hør lige (hun genfortæller Kreamandens besked). Jeg hader, når mænd er flove over, at man har mødt hinanden på Tinder.

KOLLEGA 1: Jeg synes, det er betænksomt af ham. Måske han ikke vil risikere, at du bliver flov, hvis en masse af hans venner begynder at spørge ind til jeres første date.

Frøken Kløe er ikke overbevist. Hun har gennem sin Tinderkarriere mødt mange mænd, der hellere vil lyve end fortælle sandheden om, hvor man har mødt hinanden. Frøken Kløe kan ikke lide løgnagtige mænd.

KOLLEGA 2: Jeg er enig. Det er sødt af ham. Det skriver du til ham.

FRØKEN KLØE: Ej. Jamen. Helt ærligt.

KOLLEGA 2: Skriv det så!

Efter yderligere forhandling med kollegerne – hvor Frøken Kløe pure nægter at skrive noget som helst til Kreamanden om, at det er sødt af ham – går hun med til i det mindste at anerkende hans forsøg på – hvad der af kollegerne bliver betegnet som – omsorg.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Godt tænkt. Det siger vi bare. Skal vi mødes lidt før, så vi har tid til at strikke en historie sammen?

KREAMANDEN: Haha, du er sej! Det kan vi godt. Klokken 19.30?

FRØKEN KLØE (uden at sende beskeden): Ok.

KOLLEGA 1: Skriv “kærlig hilsen Frøken Kløe”.

FRØKEN KLØE: Man skriver ikke “kærlig hilsen” på Tinder, at du ved det.

KOLLEGA 2: Gør det nu bare.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder, fortsat): Kærlig hilsen din bedste vens ven Frøken Kløe. Eller kusine Frøken Kløe. Eller kender-hende-fra-gamle-dage-Frøken Kløe. (Sender besked).

KREAMANDEN: Haha, jeg forestillede mig nu, at vi måske kunne sige, du kender min ven, der er trommeslager i mit band?

FRØKEN KLØE: Ven. Band. Trommeslager. Tjek.

– – –

Scene 3. Ungpigehybel. Aften. Der er stadig rodet i lejligheden. Frøken Kløe kommer træt hjem fra arbejde. Undlader at hænge jakken på knagen i entreen, smider den i stedet på gulvet lige nedenfor. Hun har en blå bluse, sort nederdel og blomstret kimono på. Hun sparker skoene af og lader dem stå midt på gulvet. Går hen til køleskabet, tager to fiskefrikadeller ud, som hun steger og spiser med ekstra remoulade til. Imens ser hun Paradise Hotel. Tallerkenen skyller hun af og placerer ovenpå tallerkentårnet ved siden af køkkenvasken. Hun glemmer stegepanden, som bliver stående på komfuret. Frøken Kløe går ned i baggården og ryger en cigaret. Hun går op i lejligheden igen. Kigger på uret og opdager nu, hvor mange klokken er blevet. Hun iler ud på badeværelset for at børste tænder. I skyndingen kommer hun til at sprøjte tandpastaskum i øjet. Frøken Kløe bander lavmælt og tager sig til det sviende øje. Mascaraen begynder at løbe. Hun dupper med toiletpapir. Øjet bliver rødt. Hun kigger på uret igen. Der er ti minutter til, at hun skal møde Kreamanden. Hun tager jakken op fra gulvet, svinger et halstørklæde over skulderen, kaster et sidste blik på sig selv i spejlet. Piller lidt ved sit røde øje, fjerner en glemt mascararest. Så går hun hastigt ud af døren.

– – –

Scene 4. Foran teatret. Frøken Kløe står og venter på Kreamanden. 

KREAMANDEN (kommer gående. Smiler): Hej!

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej!

Kreamanden er boheme klædt med en lille klud viklet om halsen, lang frakke og vanter, hvor fingerspidsernes yderste led er klippet af. Alt ved ham ser småt ud, Frøken Kløe er i sine hæle flere centimeter højere end ham.

FRØKEN KLØE: Jeg er ikke så god til at lyve. Vi er nødt til at have en historie parat. Hurtigt – hvor har vi mødt hinanden?

KREAMANDEN (griner): Til en fest? Vi behøver altså ikke finde på noget, hvis du ikke har lyst. Jeg tænkte bare, at det måske ville være rarest for dig, hvis vi nu skulle møde nogen, jeg kender.

FRØKEN KLØE: Åh. Nåh. Ja, ok. Men god idé med festen. Måske det var til din trommeslagers fødselsdagsfest?

KREAMANDEN: Det kan vi godt sige.

FRØKEN KLØE: Jeg kender ham fra. Øh. Gymnasiet?

KREAMANDEN: Nemlig.

FRØKEN KLØE: Hvilket gymnasie?

KREAMANDEN (smiler): Det kommer sig ikke så nøje. Kom.

De går sammen ind i teatrets foyer. Kreamanden viser vej til balkonen, hvor de skal sidde. Imens småsnakker de om forestillingen. Lyset i salen går. Åbningsscenen er en monolog med en kvinde i kødfarvede gevandter. En gang imellem vender Frøken Kløe sig og smiler til Kreamanden.

– – –

Scene 5. Foran teatret. Der er pause i forestillingen. Frøken Kløe og Kreamanden er gået ud for at trække lidt luft, for der er varmt oppe på balkonen. En mand kommer hen til dem, hilser på Kreamanden, som han tydeligvis kender. Frøken Kløe stirrer og bliver helt tør i munden over denne nye mands skønhed. Hun har set ham før, men aldrig så tæt på. Han ligner en løve. Han kigger på Frøken Kløe med et blik, der får hende til at føle sig som en gazelle. Hun tør ikke sige noget. Det viser sig ikke at blive nødvendigt at fortælle historien om trommeslageren. Og det er et held, for Frøken Kløe ved godt, at hun ikke ville kunne lyve særligt overbevisende, når Løven ser sådan på hende. Det ringer ind til sidste akt. De går alle tre indenfor.

– – –

Scene 6. I teatersalen. Løven sidder nede på gulvrækkerne. To gange vender han sig om og kigger direkte op på Frøken Kløe. To gange taber hun stille pusten, mens hun skæver til Kreamanden, der ikke lader sig bemærke med noget. Lyset i salen går. 

– – –

Scene 7. Foran teatret. Forestillingen er slut. Menneskemylder.

KREAMANDEN: Skal jeg følge dig hjem?

FRØKEN KLØE (smiler): Det må du da gerne.

De går hen ad gaden, mens de snakker om forestillingen. Frøken Kløe giver udtryk for, at hun synes, den var lidt svær at forstå nogle gange.

KREAMANDEN: Der var en masse gode filosofiske pointer. Jeg tror, det var Voltaire.

FRØKEN KLØE: Åh, ja. Javel. Jeg kunne bedst lide, når det var sjovt.

KREAMANDEN: Ja. Men der er nødt til at være noget kød på teksten også. Scenografien var fantastisk.

Efter lidt tid når de til et lyskryds.

FRØKEN KLØE (peger): Der er min gade.

De når en hvid bygning.

FRØKEN KLØE: Og her er min dør.

KREAMANDEN: Nu ved jeg, hvor du bor.

FRØKEN KLØE (griner): Så skal jeg passe på.

KREAMANDEN (smiler): Du har virkelig et godt grin. Meget smittende. Det kan jeg godt lide.

FRØKEN KLØE: Der er faktisk mange som synes, jeg har en hånlig latter. Det er fordi jeg griner sådan HARHARHAR, du ved. Men det er altså ikke for at være hånlig. Det er bare sådan jeg griner.

KREAMANDEN: Nå ja, jeg kan egentlig godt se, hvad de mener, nu du siger det. Det må være fordi, det en meget pludselig, høj latter, du har. Men jeg synes, det lyder som om, den kommer helt nede fra din mave. Det er fedt.

Kreamanden går tættere på Frøken Kløe.

KREAMANDEN: Jeg vil gerne på date med dig igen. Det var ikke meget, vi nåede at få snakket i aften. Men det var dejligt, du havde lyst til at tage med alligevel.

FRØKEN KLØE: Nåhmen, det kan vi da godt finde ud af. Så kan vi måske drikke kaffe næste gang?

KREAMANDEN: Det vil jeg meget gerne. I næste uge?

Frøken Kløe nikker. Kreamanden er lige ud for hende. Han smiler og ser ud som om, han godt kunne tænke sig at kysse hende. Hun giver ham hurtigt et lille kram og siger godnat, før hun låser sig ind i opgangen. Hun går op på tredje sal. Inde i lejligheden lugter der af stegte fiskefrikadeller.

Anden date med Nørden

Havde fået tun til frokost i fredags. Henad eftermiddagstid fik jeg ondt i maven. Det ville være synd at sige, at det blev til en særlig vild eller festlig fredag – for snart efter rendte jeg på toilettet i pendulfart og lå ellers pænt under dynen resten af tiden og passede min rumlende mave. Nørden skrev til mig indimellem. Og han var så sød, da jeg fortalte, at jeg var skidt tilpas, spurgte ind til det ene og det andet. Jeg kunne jo ikke sige, at jeg havde fået skidesygen, så jeg digtede i stedet en historie om at være svimmel. “Skal vi lave aftensmad sammen i morgen?” spurgte han. Ej. Gad jeg altså ikke. Så kan det godt ske, maven teede sig lige i øjeblikket; men kløe, det havde jeg nu engang stadig.“Vi kan også bare hygge og se en film eller noget?” svarede jeg og tilføjede to blinkesmileyer. Det ville han heldigvis gerne. Sådan, tænkte jeg tilfreds.

Jeg var epileret og skrabet og plukket til ug. Havde brugt den gode bodylotion, min hud var blød og glat som en anden barnerumpe. Der var blevet piftet yndlingsparfume på halsen. Havde endda iført mig matchende bh og trusse og husket at gurgle mundskyl. Det havde været en dejligt solrig forårsdag, og da jeg trådte ned på gaden, bemærkede jeg, at der endnu var så lunt, så man kunne lade frakken stå åben. Fuglene kvidrede i skumringen. Nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nynnede jeg muntert i tankerne, mens jeg gik mod Nørdens lejlighed.

“Vil du have rød- eller hvidvin?” spurgte han ude fra køkkenet, mens jeg trissede rundt og tjekkede hans stue ud. Lange rækker af malerier stod stablet op ad væggene. Enkelte havde han hængt op hist og her på tydelige hæderspladser. “Hvid, tak,” svarede jeg. Han havde duftet så godt, da vi krammede i entreen, og jeg havde mærket, det var begyndt at kilde på de helt rigtige steder. Han kom ind med en flaske af hver. “Ja, jeg er altså mest til den røde. Er det ikke ok, hvis vi drikker noget forskelligt?” smilede han lidt undskyldende. “Det er bare helt fint,” nikkede jeg. Hældte en ordentlig slat op i glasset. Vi skålede. Sad i hver vores ende af sofaen og drak hver vores vin. Igen gik snakken rigtig godt. Det var hyggeligt. Men altså. Jeg syntes, at Nørden snakkede meget. Jeg ville hellere bare i gang med at se film, så man kunne sidde en smule tættere og flette fingre og pille under tæppet. Og sådan noget. I stedet talte vi om, hvad jeg havde brugt weekenden på indtil videre. Så om Nørdens cykel, der lige var blevet stjålet. Jeg sagde, at jeg syntes, det var super tarveligt gjort af cykeltyven. Dernæst blev Marvels tegneserier atter omdrejningspunktet for vores snak. Han vidste en masse, det var spændende at lytte til. Nørden rejste sig og gik rundt i stuen, mens han fortalte. Fra et hjørne hev han pludselig en guitar frem. Vi havde gennem samtalen overhovedet ikke været inde på noget, der bare mindede om musik eller guitarspil. Han satte sig ved siden af mig, slog et par akkorder an og begyndte så at synge Ed Sheeran: “… Girl, you know I want your love, your love was handmade for somebody like me…” Jeg var overrasket. Nej. Målløs. Situationen havde taget en uventet og ganske malplaceret drejning. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det her kom fuldstændig ud af det blå. Der sad Nørden og kiggede mig dybt, dybt i øjnene, fortsatte meget seriøst sin sang, mens jeg ikke kunne se nogen anden udvej end at slå blikket ned. Af ren og skær akavethed var det mig ikke muligt at hæve det igen. Jeg kunne ikke engang smile. Og jeg er sikker på, at mit kropsprog med største tydelighed må have vist, hvor lidt jeg kunne overskue, det, der foregik. Men det tog Nørden sig ikke af. Eller også var han bare ikke så god til at aflæse damer. Da han endelig var færdig, tænkte jeg, at nu var det vist blevet tid til at se den film. Gjorde kort mine til at lægge op til netop dette, da jeg blev afbrudt af tonerne til næste melodi. “Kender du denne her?” spurgte han smilende. “Æh. Ja,” mumlede jeg lavmælt og skævede væk. “Kan du synge?” Nørden sang selv de første par linjer med hæs vibrato. “Nej,” jeg rystede let på hovedet. Gentog meget fast mit svar, da han opfordrede mig til at stemme i alligevel.

Nu ved jeg godt, man siger, at damer ikke kan stå for mænd, der spiller guitar. Og det er da også rigtigt nok. Til dels. Da jeg var seksten, skulle der ikke meget mere end lidt klimpren til, så var jeg scoret på stedet. I dag synes jeg stadig, det er mægtig fedt, hvis en mand er musikalsk. Men kære fremtidige bejler. De dage er ovre, hvor et par serenader kan gøre jobbet for dig. For jeg blev simpelthen så pinligt berørt over, at Nørden sad og sang kærlighedssange til mig. Jeg havde mest af alt lyst til at gå min vej. Men hvem kan også få sig til det, når nogen sidder og krænger sig ud på den måde? Ok. Det er ikke første gang, det er sket for mig, at granvoksne mænd forsøger at charmere på. Tja. Mere eller mindre kiksede måder. Så det er ikke engang fordi, det, Nørden gjorde, var særligt enestående eller specielt. Men det er så afgjort første gang, jeg har været vidne til, at et charmeoffensiv udvikler sig til en mindre intimkoncert. Sådan forløb en fire-fem sange i træk, mens jeg drak ud i store slurke, hældte endnu mere vin i glasset og nåede mere end halvvejs gennem dette også, før det langt om længe blev filmtid.

Nørden kunne bedst lide gysere, fortalte han. Det kan jeg på ingen måde. Det blev kløen, der i sidste ende besluttede, at nu fik han en sidste chance. Så jeg nikkede bare og spekulerede på, om han ville benytte sig af den meget oplagte mulighed – der under en gyser uden tvivl ville opstå – for at sidde og passe lidt på mig og lægge en arm om mine skuldre. Det blev en om dæmoner, besatte huse og flyvende børn. Jeg brugte det meste af tiden med en hånd og fligen af en pude oppe for øjnene. Tog et tæppe og lagde det over os begge. Gjorde det lidt nemmere for ham og rykkede tættere på. Det var egentlig ikke fordi, stemningen var just romantisk i stuen med alle de skrigende børn på skærmen. Nørden virkede dog som om, han faktisk gerne ville gøre et forsøg og prøve at røre ved mig. Men han kunne tydeligvis ikke overkomme den generthed, der også havde vist sig på vores første date, så det blev mest bare ved de længselsfulde sideblikke. På et enkelt tidspunkt kom det dog så vidt, at han turde lægge sin hånd på mit knæ. Jeg begyndte så småt at overveje, om jeg skulle droppe at fortsætte som Bambi. Selvom det ellers er min yndlingsleg. Og selvom det ved nærmere eftertanke aldrig havde fungeret fuldstændig optimalt sammen med Nørden. Jeg drejede hovedet og kiggede på ham. I samme øjeblik opdagede jeg den blåsorte rand, der farvede hans læber mørke, fremhævede linjer og flager af tørt hud. Jeg synes, rødvinslæber er direkte ulækre. Hurtigt vendte jeg mig bort igen. Og det var det, der endegyldigt afgjorde, at jeg ikke længere havde lyst til noget sammen med Nørden.

Efter filmen udspurgte han mig. Om jeg var typen, der let bliver hidsig? Om jeg var typen, der foretrækker hunde? Om jeg var typen, der er kreativ? Til dette sidste spørgsmål svarede jeg, at jeg godt kunne finde på at skrive tekster nogle gange. Hvilke tekster kom jeg naturligvis ikke nærmere ind på. Men det syntes Nørden ikke var særlig kreativt, så det gjaldt altså ikke. Nå. Han fortsatte. Om jeg var typen, der er aktiv i fritiden? For som han sagde: “Det er jo vigtigt at vide, nu hvor vi er sammen. Eller,” han blev lynhurtigt genert igen, “nu hvor vi ser hinanden.” Jeg havde på dette tidspunkt tømt tre fjerdedele af vinflaskens indhold og var efterhånden knap så hurtig i opfattelsen. Så der gik lige et par øjeblikke, før jeg helt forstod, hvad han havde sagt. Og selv da tænkte jeg, at jeg måtte have hørt galt, for vi var da ingenlunde sammen. Denne gang var det ikke spor æggende. Kiggede diskret på mit ur, for nu måtte det uden tvivl være tid til at tage hjem. Men da hev Nørden sin guitar frem igen. Jamen. Var begyndt at opfatte hans sang og malerier på væggene som værende absolut selvhøjtideligt, og jeg sad en smule rådvild tilbage og vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det hele. Endte med at stoppe ham; sagde, jeg havde en aftale tidligt næste morgen.

Han fulgte mig ud til døren. “Jeg vil rigtig gerne se dig igen. Så det synes jeg, vi skal,” sagde han, mens jeg tog frakke og halstørklæde på. Ude i trappeopgangen vendte jeg mig for at sige farvel, gav ham hastigt et kram. Og her i allersidste øjeblik havde Nørden endelig fået samlet så meget mod til sig, så han sprang ud i at kysse mig. Midt i krammet kunne jeg se hans hoved komme tættere på. Ork, nåede jeg lige at tænke, før jeg stod stiv som et bræt og ikke helt kunne afgøre med mig selv, om jeg syntes, det var i orden, at Nørdens rødvinsplettede læber nu var plantet mod mine. Der var ikke noget tunge. Så det var i det hele taget et ret tørt, ikke spor lidenskabeligt kys. “Vi snakkes,” sagde jeg og skyndte mig hurtigt ned af trapperne, mens han stod i døråbningen og kiggede efter mig.

Nørden

Jeg havde fundet denne her rimeligt lækre mand på Happn. Øj. Lige sådan en man godt gad se lidt mere til. Hans beskeder var oven i købet enormt velskrevne og sjove. Fik mig helt til at smile og vente fornøjet på ny lyd fra ham. Og havde det ikke været fordi, vi midt i alle skriverierne gik fuldstændig skæve af hinanden, ville jeg have holdt mit løfte om at ses sidste weekend. Vi kom til at snakke om feminisme. Det var egentlig bare en kort bibemærkning fra min side. Synes generelt, man bør holde sig til lettere emner, når man skriver med sit nye match. Har jeg lyst til at ytre mit forhold til feminisme, vil det umiddelbart ikke være en datingapp, jeg tyer til som kanal. Bevares. Naturligvis skal der være plads til holdninger på både Happn og Tinder. Jeg har bare for lang tid siden bestemt mig for, at det ikke er stedet, jeg vil diskutere. Så jeg forsøgte hurtigt at lukke den ned igen. Det var han åbenbart ikke helt med på. Og pludselig var den del af min besked, hvor jeg i en enkelt linje havde brugt det – skulle det snart vise sig – forhadte ord, arnested for et større palaver. For ifølge mit nye match var han ikke blot kritisk men også ret skeptisk overfor feminisme i sin nuværende form. Jeg spurgte pænt, om han mon hentydede til fjerdebølge-feminisme, mens jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tælle til ti. Nærmere hundrede. For. Næ. Det vidste han egentlig slet ikke, hvad var. Forfattede til gengæld en længere klichefyldt smøre om hykleri, mandehad og argumentation baseret på følelser i stedet for rationalitet. Den bedste var alligevel, da han sagde, at der var en masse ting i vores hverdag, vi godtager som værende normale præmisser, men som i virkeligheden er helt forkerte – hvorefter han bevægede sig over i den noget kun tungere ende mod en rask omgang pro-slut shaming. Gad ikke engang at prøve længere. Bye bye. Ærgerligt.

Så gik det meget bedre med det næste match. Der var bare lige én ting. Lille bitte. Seriøst ikke noget, man bør hænge sig i. Og sikkert ikke noget, der behøver betyde noget. Men. Han satte hverken komma eller punktum. Jegkanikkemeddet. Gjorde dog mit bedste for at tyde hans beskeder, og det endte faktisk som en helt hyggelig snak. Han spurgte, om jeg havde lyst til at mødes. Selvfølgelig havde jeg det.

Jeg havde virkelig den bedste hårdag, jeg længe har haft. For pokker, hvor det sad. Perfekt til en date, tænkte jeg tilfreds og blinkede til mig selv i spejlet. Da jeg kort inden det aftalte mødetidspunkt kiggede ud på det regnfulde søndagsvejr, dalede humøret betragteligt. Nu var jeg nødt til at proppe hele manken ind i den trange hætte på min jakke. Og jeg havde ellers planlagt at tage en pæn, lys, hætteløs uldfrakke på, men måtte modvilligt krybe i en lidt mere praktisk sag.

Vi skulle mødes foran en café. Ankom nøjagtig samtidigt. Det blev til et hurtigt kram, før vi skyndte os indenfor i ly for regnen. Jeg kunne lugte jakkens plaskvåde stof, mens jeg rodede febrilsk rundt i mit hår for at få det til at sidde nogenlunde igen. Vi fandt et bord og satte os overfor hinanden. Her fik jeg endelig mulighed for at betragte ham ordentligt. Sneakers og en skjorte i groft lærred. Hagekløft og pjusket hår. Han så godt ud. Lignede en musiker. Ja. Der var faktisk en del Kurt Cobain over ham på både den ene og den anden måde. Det kunne jeg meget godt lide. Men jeg lagde også mærke til, at der tillige var en god portion Handymand over ham. Faktisk. Når jeg sad der og kiggede på min date og tænkte rigtigt efter, fandt jeg, at jeg i ham kunne se samtlige mænd, der har været i mit liv. Gudfader, hvordan kan jeg blive ved med at støve den samme type op gang på gang? Så kan det godt ske, der er mindre variationer såsom hårfarve og højde og drøjde ind i mellem. Men i bund og grund ligner de altså alle sammen hinanden. Nå ja, tænkte jeg tørt, så ved jeg da, hvad jeg får.

Til en afveksling var der egentlig ikke så megen prøvende småsnak mellem os som indledning. Det var bare lige på. Jeg tænkte, det var rart bare at kunne snakke løs sammen med ham. Han grinede nogle gange på en lidt sjov måde, havde svært ved at holde øjenkontakten og virkede til tider ret genert. Syntes, det var lidt sødt. Jeg kan godt lide, når mænd er nørdede omkring Star Wars, tegneserier og andet i den dur. Og det var ham her. Den fik ikke for lidt med diskussion af Rogue One og hånlig latter over Batman v Superman. Senere viste det sig tilmed, at han ikke bare lignede en musiker, han var også en. Og senere endnu fandt jeg ud af, at han desuden malede og tegnede. Han fortalte, at han var udpræget konkurrencemenneske, og at han, når han satte sig noget for, nørdede dette, indtil han mestrede det til fulde. Absolut et plus, vurderede jeg. Virkede i det store hele til at være ret cool, det, han havde gang i. Han var Nørden. Og jeg vidste, den var hjemme, da han stolt fremviste fotos af sine malerier. Sådan er det altid. Mænd kan godt lide at imponere og vise, hvor dygtige de er. Endnu en fællesnævner, konstaterede jeg, for sådan har det uden undtagelse været med alle mænd, jeg indtil videre har været sammen med. Og jeg har ikke noget imod at smile og spille med og give mig selv en mental high five, mens jeg tænker: Godt skuldret, søster.

“Hov. Er det en tatovering?” spurgte han og pegede på mit håndled. “Den er fin. Ikke for stor. Det kan hurtigt blive for meget, hvis man får nogle, der er større.” Jeg nænnede simpelthen ikke at linde yderligere på ærmet og vise, hvad det ellers gemte. “Har du tatoveringer?” spurgte jeg. “Nej. Men jeg har tænkt på det,” svarede han. “Jeg tror, det ville klæde dig,” sagde jeg og mente det, “har du fundet en tatovør?” Det mente Nørden, han havde: “Det skal være en af dem fra Tattoo Salonen.” “Altså. Det der tv-program?” spurgte jeg. Lige præcis. Jeg gav ham navnene på et par profiler på Instagram, han burde tjekke ud. “Åh,” mumlede han og scrollede sig opmærksomt igennem det ene farverige mønster efter det andet. Fornemmede, at han netop havde fundet sit næste nørdeemne.

Hvis der var en ting, jeg lagde ekstra mærke til, så var det, at Nørden lige fra starten talte til mig, som om han allerede havde bestemt, at vi skulle ses mere end denne ene gang. Han spillede med helt åbne kort, var tydeligvis på kærestejagt. Først blev jeg meget overrasket. For jeg mente, det var at være lige hurtig nok på aftrækkeren, da han i løbet af den første times tid fortalte, hvad han syntes, vi skulle lave sammen på næste date. Dernæst oplevede jeg kort at blive både afskrækket og provokeret af, at han med så stor overbevisning regnede med, at jeg ville se ham igen. Der var en sær uoverensstemmelse mellem denne beslutsomme selvsikkerhed og den kejtede generthed, der gennem hele daten fortsatte med at overmane Nørden med regelmæssige mellemrum. For mit eget vedkommende reagerede jeg på dette med henholdsvis lige dele modvilje og omsorg. Indtil det gik op for mig, at fornemmelsen af ikke rigtig at have noget at skulle have sagt i sagen om, hvorvidt vi skulle ses igen eller ej, æggede mig i så forbavsende grad, at jeg overgav mig fuldstændig og til sidst bare nød at føle mig eftertragtet.

Og således gik det til, at Nørden ved datens ende ingen problemer havde med at få lokket ikke blot mit telefonnummer ud af mig, men også tid og sted for næste møde.

Older posts