Anden date med Nørden

Havde fået tun til frokost i fredags. Henad eftermiddagstid fik jeg ondt i maven. Det ville være synd at sige, at det blev til en særlig vild eller festlig fredag – for snart efter rendte jeg på toilettet i pendulfart og lå ellers pænt under dynen resten af tiden og passede min rumlende mave. Nørden skrev til mig indimellem. Og han var så sød, da jeg fortalte, at jeg var skidt tilpas, spurgte ind til det ene og det andet. Jeg kunne jo ikke sige, at jeg havde fået skidesygen, så jeg digtede i stedet en historie om at være svimmel. “Skal vi lave aftensmad sammen i morgen?” spurgte han. Ej. Gad jeg altså ikke. Så kan det godt ske, maven teede sig lige i øjeblikket; men kløe, det havde jeg nu engang stadig.“Vi kan også bare hygge og se en film eller noget?” svarede jeg og tilføjede to blinkesmileyer. Det ville han heldigvis gerne. Sådan, tænkte jeg tilfreds.

Jeg var epileret og skrabet og plukket til ug. Havde brugt den gode bodylotion, min hud var blød og glat som en anden barnerumpe. Der var blevet piftet yndlingsparfume på halsen. Havde endda iført mig matchende bh og trusse og husket at gurgle mundskyl. Det havde været en dejligt solrig forårsdag, og da jeg trådte ned på gaden, bemærkede jeg, at der endnu var så lunt, så man kunne lade frakken stå åben. Fuglene kvidrede i skumringen. Nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nu skal jeg have pik, nynnede jeg muntert i tankerne, mens jeg gik mod Nørdens lejlighed.

“Vil du have rød- eller hvidvin?” spurgte han ude fra køkkenet, mens jeg trissede rundt og tjekkede hans stue ud. Lange rækker af malerier stod stablet op ad væggene. Enkelte havde han hængt op hist og her på tydelige hæderspladser. “Hvid, tak,” svarede jeg. Han havde duftet så godt, da vi krammede i entreen, og jeg havde mærket, det var begyndt at kilde på de helt rigtige steder. Han kom ind med en flaske af hver. “Ja, jeg er altså mest til den røde. Er det ikke ok, hvis vi drikker noget forskelligt?” smilede han lidt undskyldende. “Det er bare helt fint,” nikkede jeg. Hældte en ordentlig slat op i glasset. Vi skålede. Sad i hver vores ende af sofaen og drak hver vores vin. Igen gik snakken rigtig godt. Det var hyggeligt. Men altså. Jeg syntes, at Nørden snakkede meget. Jeg ville hellere bare i gang med at se film, så man kunne sidde en smule tættere og flette fingre og pille under tæppet. Og sådan noget. I stedet talte vi om, hvad jeg havde brugt weekenden på indtil videre. Så om Nørdens cykel, der lige var blevet stjålet. Jeg sagde, at jeg syntes, det var super tarveligt gjort af cykeltyven. Dernæst blev Marvels tegneserier atter omdrejningspunktet for vores snak. Han vidste en masse, det var spændende at lytte til. Nørden rejste sig og gik rundt i stuen, mens han fortalte. Fra et hjørne hev han pludselig en guitar frem. Vi havde gennem samtalen overhovedet ikke været inde på noget, der bare mindede om musik eller guitarspil. Han satte sig ved siden af mig, slog et par akkorder an og begyndte så at synge Ed Sheeran: “… Girl, you know I want your love, your love was handmade for somebody like me…” Jeg var overrasket. Nej. Målløs. Situationen havde taget en uventet og ganske malplaceret drejning. Og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det her kom fuldstændig ud af det blå. Der sad Nørden og kiggede mig dybt, dybt i øjnene, fortsatte meget seriøst sin sang, mens jeg ikke kunne se nogen anden udvej end at slå blikket ned. Af ren og skær akavethed var det mig ikke muligt at hæve det igen. Jeg kunne ikke engang smile. Og jeg er sikker på, at mit kropsprog med største tydelighed må have vist, hvor lidt jeg kunne overskue, det, der foregik. Men det tog Nørden sig ikke af. Eller også var han bare ikke så god til at aflæse damer. Da han endelig var færdig, tænkte jeg, at nu var det vist blevet tid til at se den film. Gjorde kort mine til at lægge op til netop dette, da jeg blev afbrudt af tonerne til næste melodi. “Kender du denne her?” spurgte han smilende. “Æh. Ja,” mumlede jeg lavmælt og skævede væk. “Kan du synge?” Nørden sang selv de første par linjer med hæs vibrato. “Nej,” jeg rystede let på hovedet. Gentog meget fast mit svar, da han opfordrede mig til at stemme i alligevel.

Nu ved jeg godt, man siger, at damer ikke kan stå for mænd, der spiller guitar. Og det er da også rigtigt nok. Til dels. Da jeg var seksten, skulle der ikke meget mere end lidt klimpren til, så var jeg scoret på stedet. I dag synes jeg stadig, det er mægtig fedt, hvis en mand er musikalsk. Men kære fremtidige bejler. De dage er ovre, hvor et par serenader kan gøre jobbet for dig. For jeg blev simpelthen så pinligt berørt over, at Nørden sad og sang kærlighedssange til mig. Jeg havde mest af alt lyst til at gå min vej. Men hvem kan også få sig til det, når nogen sidder og krænger sig ud på den måde? Ok. Det er ikke første gang, det er sket for mig, at granvoksne mænd forsøger at charmere på. Tja. Mere eller mindre kiksede måder. Så det er ikke engang fordi, det, Nørden gjorde, var særligt enestående eller specielt. Men det er så afgjort første gang, jeg har været vidne til, at et charmeoffensiv udvikler sig til en mindre intimkoncert. Sådan forløb en fire-fem sange i træk, mens jeg drak ud i store slurke, hældte endnu mere vin i glasset og nåede mere end halvvejs gennem dette også, før det langt om længe blev filmtid.

Nørden kunne bedst lide gysere, fortalte han. Det kan jeg på ingen måde. Det blev kløen, der i sidste ende besluttede, at nu fik han en sidste chance. Så jeg nikkede bare og spekulerede på, om han ville benytte sig af den meget oplagte mulighed – der under en gyser uden tvivl ville opstå – for at sidde og passe lidt på mig og lægge en arm om mine skuldre. Det blev en om dæmoner, besatte huse og flyvende børn. Jeg brugte det meste af tiden med en hånd og fligen af en pude oppe for øjnene. Tog et tæppe og lagde det over os begge. Gjorde det lidt nemmere for ham og rykkede tættere på. Det var egentlig ikke fordi, stemningen var just romantisk i stuen med alle de skrigende børn på skærmen. Nørden virkede dog som om, han faktisk gerne ville gøre et forsøg og prøve at røre ved mig. Men han kunne tydeligvis ikke overkomme den generthed, der også havde vist sig på vores første date, så det blev mest bare ved de længselsfulde sideblikke. På et enkelt tidspunkt kom det dog så vidt, at han turde lægge sin hånd på mit knæ. Jeg begyndte så småt at overveje, om jeg skulle droppe at fortsætte som Bambi. Selvom det ellers er min yndlingsleg. Og selvom det ved nærmere eftertanke aldrig havde fungeret fuldstændig optimalt sammen med Nørden. Jeg drejede hovedet og kiggede på ham. I samme øjeblik opdagede jeg den blåsorte rand, der farvede hans læber mørke, fremhævede linjer og flager af tørt hud. Jeg synes, rødvinslæber er direkte ulækre. Hurtigt vendte jeg mig bort igen. Og det var det, der endegyldigt afgjorde, at jeg ikke længere havde lyst til noget sammen med Nørden.

Efter filmen udspurgte han mig. Om jeg var typen, der let bliver hidsig? Om jeg var typen, der foretrækker hunde? Om jeg var typen, der er kreativ? Til dette sidste spørgsmål svarede jeg, at jeg godt kunne finde på at skrive tekster nogle gange. Hvilke tekster kom jeg naturligvis ikke nærmere ind på. Men det syntes Nørden ikke var særlig kreativt, så det gjaldt altså ikke. Nå. Han fortsatte. Om jeg var typen, der er aktiv i fritiden? For som han sagde: “Det er jo vigtigt at vide, nu hvor vi er sammen. Eller,” han blev lynhurtigt genert igen, “nu hvor vi ser hinanden.” Jeg havde på dette tidspunkt tømt tre fjerdedele af vinflaskens indhold og var efterhånden knap så hurtig i opfattelsen. Så der gik lige et par øjeblikke, før jeg helt forstod, hvad han havde sagt. Og selv da tænkte jeg, at jeg måtte have hørt galt, for vi var da ingenlunde sammen. Denne gang var det ikke spor æggende. Kiggede diskret på mit ur, for nu måtte det uden tvivl være tid til at tage hjem. Men da hev Nørden sin guitar frem igen. Jamen. Var begyndt at opfatte hans sang og malerier på væggene som værende absolut selvhøjtideligt, og jeg sad en smule rådvild tilbage og vidste ikke helt, hvad jeg skulle stille op med det hele. Endte med at stoppe ham; sagde, jeg havde en aftale tidligt næste morgen.

Han fulgte mig ud til døren. “Jeg vil rigtig gerne se dig igen. Så det synes jeg, vi skal,” sagde han, mens jeg tog frakke og halstørklæde på. Ude i trappeopgangen vendte jeg mig for at sige farvel, gav ham hastigt et kram. Og her i allersidste øjeblik havde Nørden endelig fået samlet så meget mod til sig, så han sprang ud i at kysse mig. Midt i krammet kunne jeg se hans hoved komme tættere på. Ork, nåede jeg lige at tænke, før jeg stod stiv som et bræt og ikke helt kunne afgøre med mig selv, om jeg syntes, det var i orden, at Nørdens rødvinsplettede læber nu var plantet mod mine. Der var ikke noget tunge. Så det var i det hele taget et ret tørt, ikke spor lidenskabeligt kys. “Vi snakkes,” sagde jeg og skyndte mig hurtigt ned af trapperne, mens han stod i døråbningen og kiggede efter mig.

Chefen

Mpfh. Vi tager lige alle de træls ting først:

“Har du tømmermænd?” blev jeg spurgt en morgen, da jeg mødte på arbejde. “Æh. Nej. Ser det sådan ud?” sagde jeg. “Du ligner en hængt kat,” lød svaret. Ih. Tak. Bare. Tusind tak. Som om jeg ikke selv kan se, at det ikke er helt godt for tiden. Kan ikke genkende mit eget spejlbillede. Jeg ser direkte usund ud. Træt. Slidt. Har af en eller anden grund tilmed erhvervet mig en tørhedseksemslignende plamage lige midt i en smilefold. Den bliver dagligt gnedet med olier og plejet med cremer dog uden nogen specielt synlig effekt. Jeg kender alt til vintertør hud, men så tør har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og mit hår sjasker. Så meget, så jeg en sen eftermiddag i ren og skær desperation gik med til at lade en anden frisør end min vante klippe mig. Skulle jeg aldrig have gjort. Lad mig bare sige det sådan. Og jeg føler mig utilpas i hvert eneste stykke tøj, jeg hiver frem fra skabet. Vildt ubehageligt. Desuden splattede jeg flydende skofarve ud på mit lyse trægulv den anden morgen. Havde kun tid til at tørre sporadisk op. Hvilket betyder at der nu findes en stor gråsort plet på mit gulv, som jeg ikke helt kan greje, hvad jeg skal stille op med. Ti minutter senere hjulede jeg hurtigt ud på min sædvanlige morgenrute. Der er vejarbejde i en af gaderne. Cyklister og fodgængere deles om fortovet. En mand stod med sine to små piger og hjalp skoletaskerne på ryggen af dem. “Man må altså ikke cykle på fortovet,” sagde han, da jeg irriteret slog smæld med tungen over det patent han tilsyneladende havde taget på den i forvejen trange plads. “Nej, men der er ligesom vejarbejde,” svarede jeg morgentvært. “Man må stadig ikke cykle her,” peb han. “Nu slapper du KRAFTEDEME af. Vi skal FANDEME allesammen være her,” skreg jeg over skulderen, raseriet blussede rødt op i mig på et splitsekund. Så nu er jeg også blevet en Call me-reklame. Det mærkes generelt som om, at der bare er et eller andet galt indeni. Og jeg ved ikke hvad, der helt præcis skulle være galt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dette udefinerbare gale, og jeg kan ikke overskue mere januar nu.

Og så kan jeg her til sidst i rækken af negativ opremsning lige oplyse, at jeg henover efteråret har døjet en del med min computer. Umiddelbart efter nytår opgav den dog fuldstændig ævred, hvorfor jeg endte med at se i øjnene, at der nok ikke var meget andet at gøre end at punge ud og indlevere den til reparation. Efter halvanden uge uden et kvæk fra firmaet, der ellers havde lovet at få den i tiptop stand i løbet af ingen tid, ringede jeg til dem. “Skal bare være sikker på, at jeg selvfølgelig hører fra jer, når jeg kan hente min computer,” sagde jeg. “Åh. Nå ja. Altså. Det ser ud til, at din computer desværre er gået i stykker,” lød det. “Undskyld?” udbrød jeg. “Ja. Altsåøh. Du skal nok lige snakke med bossen om det. Men du skal nok have en ny computer,” blev der mumlet i den anden ende. Efter knap yderligere en uges tovtrækkeri lykkedes det mig endelig, at få min computer midlertidigt hjem – godt nok med et ordentligt gok i nøden, så den rasler og ligner jeg-ved-ikke-hvad – indtil firmaet ligesom finder ud af, hvordan de har tænkt sig at erstatte skaden. De kommer til at se rigtig langt efter en god anmeldelse på Trustpilot, det er helt sikkert. Bare ærgerligt at komme til at ødelægge computeren til lige den kunde, der i forvejen er mere end ond i januarsulet.

Men. Damer? Det var faktisk noget helt andet, jeg ville fortælle i dag. Fordi. Måske har jeg brug for et råd. Måske har jeg dummet mig. Ved det ikke. Bedøm selv:

Jeg ses med en gruppe meget voksne typer fra tid til anden. De er alle nogle, jeg har arbejdet sammen med før, og vi mødes nogle gange over en fredagsdrink. Kan vældig godt lide dem allesammen, og tænker, det er godt at pleje sit netværk på den måde. Jeg er den yngste i flokken og er af den klare opfattelse, at de voksne typer passer lidt på mig og hjælper mig. Blandt disse findes min tidligere chef. Ham kan jeg især godt lide. Og han kan lide mig. Dynamikken mellem os har altid været spændende og givtig. Jeg ser ham som mit mulige es i netværket. Som den, der ville kunne hjælpe med at åbne døre, hvis jeg beder om det. Nå ja. Og så er han lækker. Ret lækker endda. En mindre detalje selvfølgelig. Men sådan: Altid knivskarp i dyre, stramme suits og velduftende. Midt i fyrrerne. Mørkt hår. Markant kæbeparti. Lidt smart i en fart. Dog er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham som min chef. Og så kan han jo være nok så lækker. For det gør hverken til eller fra i den henseende, at han i min verden stadig glimrer i rollen som en netop sådan. Og chefer efterlader jo som bekendt en utvivlsom duft af absolut no go i luften omkring sig, når de går forbi en. Lige i forhold til denne chef har jeg tilmed tænkt, at der er en snert af noget far-datter over vores relation, for han giver mig altid råd og peptalks på sådan en omsorgsfuld måde. Jeg har oplevet hans interesse som rent professionel. Men der tog jeg vist fejl.

Fordi. Da skete det, at jeg mødtes med samme gruppe sidste fredag. Det var længe siden vi havde set hinanden, så der var en del at få tjekket op på. Det blev sent. Og pludselig sad Chefen og jeg og skålede og bestilte endnu en omgang. Sådan har vi ellers aldrig gjort før. Og måske var det lidt som om, at han gerne ville tale mere med mig, end han plejer. Men der var altså også et værre rod af øller og drinks på bordet til sidst, så det gav jo ligesom sig selv, at mundtøjet kom ekstra på gled, tænkte jeg. “Du er en gevinst for enhver arbejdsplads,” sagde han. “Det er egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor dygtig du er. Arbejdsmiljøet bliver bare bedre med dig.” Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at smile et nøje indstuderet charmerende, tilpas ydmygt smil. Efterhånden var der ikke særlig meget arbejdsrelateret snak over forsamlingen længere, og vi var nogle stykker der for en gangs skyld besluttede at fortsætte i byen. Der var dans, mine sko begyndte at skave, for lige på det punkt ligger jeg jo sjældent på den lade side. Jeg har aldrig set Chefen beruset før, han plejer at være meget mådeholdende og gå tidligt hjem. Men denne aften gav han los. Bemærkede tilfreds, at jeg selv ikke havde drukket mig til mere end højt humør. I bagklogskabens – eller måske nærmere tømmermændenes – klare lys indrømmer jeg at der vist alligevel var blevet indtaget nok til, at hæmninger og visse grænser også så småt gik fløjten.

Jeg havde en stram kjole på. Men det har jeg nu egentlig tit. Synes, at folk skal have mulighed for at beundre min bagdels runding og hofters sving. På den måde er jeg ikke så karrig med mig selv. Alle andre mænd end Chefen lod da også til at lægge mærke til disse, mine mest fremtrædende fordele. Så. Jeg sværger. Det var helt uden fornemmelse for eventuelle bagtanker, at jeg sagde ja til at følges med ham, da det var tid til at gå hjem.

Vi kunne have taget en hurtig taxa, men jeg kan jo godt lide at være sammen med Chefen, så vi spadserede i stedet. Småsnakkede om løst og fast. Det var mest sådan, at han spurgte og jeg svarede. Efter lidt tid opdagede jeg, at han kredsede om emner som kærester og børn. Tidligere på aftenen havde vi kort snakket om netop dette, så jeg tænkte, at det vel var naturligt at fortsætte. “Hvorfor har du ikke et barn?” spurgte han. “Fordi jeg møder de forkerte mænd og i det hele taget har jeg ikke lyst til at få børn endnu,” svarede jeg. Det er en sætning, jeg er blevet ganske øvet i at fyre af. Det er bare autopilot. “Bip. Dumme mænd. Bip bip. Dumme børn. Båt,” virker bare nemmere. Men Chefen ville gerne høre lidt mere om de der forkerte mænd. Nåhmen. Det kunne jeg da godt fortælle om. Han snakker altid så voksent, Chefen. Ofte lidt vævende og spækket med fremmedord så jeg tit skal koncentrere mig meget om at forstå. Irriterende. Heller ikke fordi det hjalp på forståelsen at have drukket øl. Vel. Jeg vidste ikke helt, hvilke svar han forventede. “Du taler i overskrifter, Frøken Kløe. Hvad gemmer sig bag? Hvad mener du i virkeligheden?” blev jeg spurgt. “Jamen. Det kan du mene. Men hvis det er det mest dækkende, jeg kan komme på til at beskrive mit forhold til en mand, siger det vel også noget?” endte jeg med. Så kiggede han på mig og sagde, at jeg var en af de klogeste, han nogensinde havde mødt.

Jeg finder ofte, at mænd over tredive har en tendens til at foretrække at komplimentere damers personlighed og intellekt. Hvorfor? Fordi de er blevet så voksne, så det er hele den gamle smøre om det indre, der tæller? Eller fordi de har regnet den ud og ved, at det går rent ind hos damerne? I så fald har de ikke regnet mig særlig godt ud, for jeg er så tilpas overfladisk, at man vil smigre mig langt mere ved at fortælle, hvor lækker jeg er. Opsnapper ganske enkelt også hurtigere flirten og meningen, hvis komplimenterne går på mit udseende – og især dette skulle vise sig at have større betydning for resten af gåturen, end man lige skulle tro.

Så det gjorde det mig da glad at høre, at Chefen åbenbart synes, jeg er af så speciel støbning. Jovist. Men det var også det. Lagde mærke til en svagt flaksende bevægelse i maven. “De mænd du finder. Er de ligesom dig?” spurgte han og tilføjede, at originaler ofte tiltrækker ligesindede. “Nja. Der har vel været et par stykker,” svarede jeg undvigende og opdagede, at den flaksende bevægelse ved nærmere eftertanke mindede mere om en urolig orm i mellemgulvet. “Du ved godt, at du skal til at skynde dig lidt, hvis du vil nå at føde dine egne børn, ikke?” sagde Chefen og huggede dermed ud efter et meget ømt punkt. Det må han have vist. Ufint. “Du burde finde dig en sød mand. Måske omkring femogtredive eller fyrre år gammel. En, der har styr på sit liv og sine penge. En, der er moden nok til at give dig, hvad du fortjener. Så kunne I flytte i hus et sted ude i forstæderne. Efter et år er du gravid. Det nytter ikke noget at føjte rundt med drenge mere.” Det var her omkring jeg for alvor begyndte at erkende, at der var noget ved vores samtale, der ikke helt var, som det burde være. Skulle jeg være ærlig, kunne jeg godt se, at sådan havde det vist været det meste af aftenen. Jeg kan huske, at jeg tvang mig selv til at tænke, at det da var fuldstændig normalt, det her, der var intet suspekt ved det Chefen sagde. Sådan, hvor tanken nærmest bliver én høj, klar sætning, der runger gennem hovedet og næsten formår at overdøve enhver form for vage anelser. Og selvom han ikke sagde ordene direkte, stod det dog nogle minutter herefter ret klart, at Chefen åbenbart render rundt og tænker på mig og ligefrem lader til at være fascineret af mig. Fra børn og fulde folk, som man siger.

Ok. Ok, ok, ok. Jeg syntes måske også, at det var liiidt spændende, det, der skete, hvilket formodentlig fik lov til at spille ind på at jeg aldrig rigtig fik sagt fra. Men spændingen overskyggede ikke ormen i maven – selvom jeg den nat ikke var skarp nok til at fatte, at den med sin urolighed såmænd bare forsøgte at fortælle mig, at min grænse ikke bare var nået men også i den grad overskredet for, hvordan Chefen måtte tale til mig. Og fordi jeg var så fast besluttet på ikke at ville erkende hvad der foregik for næsen af mig, lod jeg det fortsætte. Desuden havde hele hans måde at lægge an på mig været så forholdsvis diskret og underspillet, så det for det første både forvirrede mig og gjorde, at jeg betvivlede min egen dømmekraft af situationen, men samtidig også åbnede muligheden for at lade som om, at jeg ikke havde forstået en brik.

Vi nåede Chefens opgang, og han stod der ved døren, og jeg tog et skridt baglæns og sagde farvel. “Jeg kunne snakke med dig resten af natten,” sagde han, “bare ti minutter mere?” “Øh. Tja. Ja, ok,” svarede jeg. Vi satte os på trappen. “Har du ikke lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” spurgte han. Det er helt normalt at spørge om, kaffe er super normalt, der er ikke noget, der nogensinde har været så hamrende normalt som det her, trallede jeg indeni og hørte mig selv sige, at det kunne vi da godt. Chefen svarede, at jeg skulle skrive til ham, så vi kunne finde ud af det. Jeg skiftede hurtigt emne. Han pillede ved mit jakkeærme. Min ånde var hvid. “Det er svært at være single i min alder,” sagde han på et tidspunkt, hvortil jeg fik nikket medlidende. Han tog min hånd. “Du plejer at have sådan et fast blik. Nu flakker dine øjne,” smilede han. “Arh,” mumlede jeg og kiggede alle andre steder hen end på ham. “I virkeligheden er du ret genert. Er du ikke?” spurgte Chefen. Jeg så overrasket op. Det var faktisk sandt. “Du burde gå på Tinder. Så får du hurtigt en date,” sagde jeg i en munter tone som følge af en sær blanding af pludselig at ville udfordre ham og samtidig forsøge at markere et slags stop. “Frøken Kløe,” han slog en høj latter op, “der glemte jeg vist lige aldersforskellen.” Nu var der simpelthen ikke mere at sige. Jeg stirrede på ham med halvåben mund. Virrede med hovedet. Følte mig på så dybt vand, så jeg ikke engang kunne skimte bunden længere. Han kiggede bedende på mig. “Jeg skal hjem nu,” udbrød jeg bare og gik hurtigt min vej, mens Chefen endnu blev siddende på trappen.

Jeg er i syv sind. Skal jeg skrive til ham? Vil det ikke være endnu mere pinligt at lade være? Har jeg overhovedet lyst til kaffe? Bør jeg sige noget? Noget med at jeg ikke tænker på ham, som han gør på mig? Ville det være løgn? Tænker jeg på ham? Ja, nu tænker jeg selvfølgelig på ham. Men gjorde jeg før? Ja, det gjorde jeg egentlig. Men mere sådan. Ku’ godt. Agtigt. Men han er jo forbudt. Det er helt forkert. Det er slemt. Men. Er han ikke også lidt gammel? Knap femten år ældre end mig. Og meget voksen. Han er sikkert også sådan en, der gerne vil have en vinkælder i det der hus i forstæderne. Han går med signetring og manchetknapper, for Himlens skyld! Er der ikke også bare noget, der burde sige en, at det er galt, når man allerede er så meget i tvivl?

Så. Enden er indtil videre blevet, at jeg skal have overstået ægløsning og dertilhørende kløe, for så kan jeg tænke klarere og så bliver alt sikkert godt igen. Ikke?

Telefonsex med Handymanden

Åh, hvor jeg savnede Handymanden. Jeg savnede ham, så snart jeg stod op om morgenen, når jeg sendte ham dagens første snap forestillende min müsli og fik sovekammerøjne retur, når jeg tastede løs på arbejdet og ikke kunne tænke på andet end hans V, når jeg gik rastløs rundt i min lejlighed, når jeg lagde mig til at sove og manglede en varm krop ved siden af. Den primære kommunikation dagen igennem foregik ved hjælp af førnævnte snaps, som blev afsendt og modtaget i så hidsigt et omfang, at vi snart vidste med fuldstændig nøjagtighed, hvad hinanden foretog sig. Det blev hurtigt sådan, at Handymanden ringede til mig, når han om eftermiddagen fik fri. Så snart min telefon gav det mindste kvæk fra sig ved 17-tiden, kastede jeg mig ivrigt over den. Vi snakkede i timevis. To timer var altid for lidt. Mens fire timer ikke var ualmindeligt. Jeg ved egentlig ikke, hvad vi snakkede om. Ikke rigtig noget bestemt. Alt fra barndomsminder til yndlingstv-serier. Men for det meste småsnakkede vi bare, mens vi ordnede dagligdagsting. Således var Handymanden med i Føtex, da jeg ledte efter kalkfjerner og den der spegepølse, jeg bedst kan lide. Han var med, da jeg barberede ben, og han lo og påstod, at han kunne høre stubbene skurre. Han var med, da jeg sorterede vasketøj i mørke og lyse bunker, tredive og fyrre grader, blonderne i vaskeposer og pletfjerner på bukserne. Samtidig var jeg med, da han lappede cykel, da han lavede aftensmad, og da han besvarede e-mails. Lighedspunkterne mellem os var overvældende. “Vi minder så meget om hinanden!” jublede vi.

Jeg lærte Handymanden at kende på en hel anden måde, end når man ellers tilbringer tid sammen rent fysisk. Jeg lærte, at han kunne være ubarmhjertigt direkte. Ærlig. Et karaktertræk jeg satte enorm pris på. Men også at han var impulsiv, følsom og sjov. At han ikke tøvede med at åbne op for sine allermest private tanker overfor mig. At han var tillidsfuld. Men frem for alt lærte jeg, at når Handymanden havde sat sig noget for, så var det altid hundrede procent. Og lige nu havde han bestemt sig for at ville mig. Hele mig. Det føltes fuldstændig som at gå fra en yderlighed til en anden: Hvor jeg aldrig nogensinde havde været Sommermandens, hvor jeg havde tigget ham om at tage mig, var jeg nu pludselig nogens, helt uden forbehold var jeg virkelig nogens. Det gjorde mig nærmest euforisk. Efter et par uger med daglige telefonsamtaler sagde Handymanden: “Jeg kender dig så godt. Jeg kender dine lyde. Jeg ved, hvad du mener, når du siger hm! og nå! og uh!” Tænkte ved mig selv, at Sommermanden ikke en eneste gang havde ringet til mig endsige lært mine lyde at kende. Faktisk et ret sigende billede på hele vores forhold, filosoferede jeg. Det der med lydene.

Handymanden fik mig efterhånden til at overveje, om min mission med at skulle knalde det halve af byen nu også var så vigtig. Han fik mig til at tænke, at det, vi havde sammen, var vores og ikke internettets. Ligesom han også fik mig til at gruble længe over, om jeg virkelig mente det, når jeg sagde, at jeg ikke ville bo andre steder end i min by. Måske jeg kunne få en ny by? Måske Handymandens by kunne blive min engang? Ja. Måske, tænkte jeg. “Men. Flytter du så?” spurgte en veninde over kaffen. “Det kunne tænkes. Kærlighed og den slags. Det må man som sagt ofre sig for,” svarede jeg med maven boblende af nyforelskelse.

“Jeg har gjort noget pinligt,” sagde Handymanden en dag. Det var i løbet af de første dages adskillelse, hvor vores sidste møde stadig fandtes i dugfrisk erindring, og hvor jeg endnu kunne fornemme aftrykket af hans hænder på min hud. “Hvad?” ville jeg selvfølgelig straks vide. “I går brugte jeg en hel time på at lede efter pornofilm med damer, der ligner dig,” indrømmede han. Jeg syntes, det var det mest romantiske, nogen mand nogensinde havde fortalt mig. Var helt færdig over hans ærlighed. “Hvad søgte du på?” spurgte jeg. “Blowjobs. Små bryster. Hår som dit. Øjne som dine. Bare sådan noget,” han var lidt flov, kunne jeg høre. “Kan du godt lide, når jeg giver dig blowjob?” jeg havde ikke tænkt på andet hele dagen. “Ja!” svarede Handymanden straks. “Kan du lide, når jeg tager dig så langt ned i halsen, at jeg kommer til at savle? Når jeg slikker din pik med flad tunge fra rod til spids? Når du ser, hvor meget det tænder mig?” fortsatte jeg. “Åh ja, det kan jeg,” mumlede han og lød lettere forpint. Bad mig fortælle mere om, hvad jeg havde lyst til. Det var faktisk svært. En ting er sexting. Det kan i og for sig være nemt nok. Bare fyre noget af i en besked. Men det kan man ikke bare, når man lige pludselig skal sige det højt. Så kan man ikke nå at tænke over lækre vendinger; over, om det lyder bedst at starte med at skrive, hvor fantastisk hans pik er eller hvor ubærligt kløen brænder efter ham. Næ. I telefonen må man fortælle sine umiddelbare tanker uden mulighed for at redigere. Nå ja. Man kan vel lære at blive god og i sidste ende vel nok endda ganske rutineret til telefonsex. Men dette, mine damer, var et endnu helt ukendt, uudforsket område for mig, hvorfor jeg følte mig ikke bare en anelse akavet men også pludselig blev bevidst om min stemme og accent. For ikke at tale om mit pludseligt fattige, unuancerede ordforråd og farveløse fantasi. Handymanden var lige så meget på udebane og bidrog mestendels med suk og støn. “Øhm,” startede jeg, “hvis nu jeg fortæller dig, hvad jeg forestiller mig?” Det syntes Handymanden var en vældig fin måde at begynde på. Jeg lukkede øjnene. “Ok. Altså. Øh. Jeg. Æh. Forestiller mig, at du tager tøjet af mig. Så kysser du mig. Det er rart. Du kysser mig også på halsen. Bare lige så stille. Der, hvor det kilder allermest. Det kan jeg godt lide. Ik’?” prøvede jeg. “Jo! Jo, jeg kysser dig nemlig,” svarede Handymanden. “Ja. Nå. Så kigger du på mig, og jeg kan se, du synes, jeg ser dejlig ud. Måske du lader en finger følge min arm helt fra skulderen til håndleddet, så jeg får gåsehud. Du rører ved mine bryster. Dem kysser du også, for det elsker jeg, når du gør. Din pik bliver hård. Det gør mig liderlig at se dig sådan,” fortsatte jeg. Spekulerede lidt på, om jeg altid havde udtalt liderlig på den måde. “Mh,” stønnede Handymanden. Kunne høre, at det puslede i baggrunden. “Du gør mig vanvittigt våd,” sagde jeg. Det var ikke engang løgn. Jeg smed trusserne. “Knepper vi nu?” spurgte Handymanden. Hans stemme lød helt tyk. “Ikke endnu,” svarede jeg, “først sutter jeg din pik.” Man kunne tydeligt høre på den nu ret afslørende puslen og hans dertilhørende tunge åndedrag, at det gik rent ind. “Jeg slikker rundt omkring pikhovedet. Nogle gange tager jeg dig helt i munden så dybt, som jeg kan. Du hjælper, tager fat om mit hoved og presser pikken længere ned. Mit spyt løber ned af hagen på mig. Jeg slikker dine nosser og kæler for dem. Så river jeg den af på dig, mens jeg rører ved mig selv.” “Rører du ved dig selv?” spurgte Handymanden og lød meget forpustet. “Mh,” stønnede jeg, for det gjorde jeg. “Åh,” svarede han, “og så knepper vi?” “Ja, nu knepper vi,” jeg hev også efter vejret. Stak to fingre op i mig selv og fik muligvis også jamret noget med, at hans pik føltes god, før det ringede for ørene, sortnede for øjnene og krampede i underlivet. Det fremkaldte lynhurtigt Handymandens klimaks. Bagefter lå vi i hver vores seng i hver vores by og lyttede til hinandens åndedræt.

“Vil du komme og besøge mig?” spurgte han. “Det ville jo kræve, at jeg sov hos dig, når du bor så langt væk,” svarede jeg med mandereglerne in mente. Kunne i samme øjeblik mærke, at det med at sove sammen egentlig var lige præcis, hvad jeg havde lyst til. Så jeg bestilte straks togbilletter. Og han var begyndt at kalde mig Babe. Det var mit navn. “Godmorgen Babe,” kunne han finde på at skrive, “jeg vil bare lige minde dig om, at der nu kun er tre dage til vi ses.” Det gjorde mig så usigeligt glad. Fik mig til at lave nye, rare playlister og le uden grund. Og alt imens vidste jeg, at alt dette højest sandsynligt skyldtes en helt anden: Sommermanden. Der var nemlig noget Sommermanden havde glemt, da han forlod mig. Han havde glemt at lukke døren til mit hjerte. Ork. Det lyder som en kliché. Men den er altså god nok. Seriøst. Stod på fuldstændig vid gab. Klaprende. Indeni mig havde jeg så megen hjemløs kærlighed, der trængte til en vært. Og Handymanden var både gæstfri og rummelig, han havde masser plads. Jeg havde svært ved at skelne om det var den ene eller anden mand, der var egentlig kilde til min følelseslavine. Det eneste jeg vidste, var, at jeg ikke kunne huske, hvornår jeg sidst havde været så glad. Cyklede gennem byen med så stort et smil, at folk troede, de kendte mig, nikkede og hilste forfjamsket. Morgenerne var mørke og kolde. Man skulle huske cykellygter og vanter. Men jeg trådte godt til i pedalerne, skruede højt op for trompeterne og talte minutterne til jeg skulle se min Handymand igen.

Sex med Handymanden

“Vil du med ud og bade?” Handymanden skrev til mig dagen efter. “Det vil jeg gerne,” svarede jeg. Gøs, men følte mig ret sej, for jeg vidste, at han nogle gange vinterbadede. Man skal vist egentlig være medlem af en klub, men Handymanden havde kontakterne i orden og havde aftalt, at det var ok, vi kom forbi.“Tjekliste: Håndklæde, klipklapper, vandflaske, ingen frække blikke eller biden i underlæben, mens vi er i sauna, for så kan jeg ikke skjule, at jeg er liderlig efter dig,” lød næste besked, som fik mig til at fnise og love, at jeg nok skulle opføre mig pænt. Jeg havde pakket en taske med skiftetøj og toiletgrej. Handymanden hentede mig i sin bil, og vi kørte ud til vandet.

Vi skiltes ved omklædningsrummene. Man skulle huske at tage et brusebad først. “Skal vi starte i saunaen?” spurgte Handymanden, da vi mødtes igen. Jeg nikkede. Følte mig pludselig ikke så kæphøj længere. “Skal jeg smide håndklædet derinde?” spurgte jeg. “Det må du selv om. Men det gør de fleste nok,” han havde ikke engang gidet at tage sit om livet og stod foran mig med sin lille, faste manderøv til frit skue. Jeg havde lyst til at give den et ordentligt klask. Tre midaldrende, gråhårede badegæster sad og svedte på de øverste saunabænke. Dæmpet hyggesnak. Og så denne uhøjtidelige, befriende stemning, hvor ingen tog synderlig notits af hængebryster og mavedeller. I løbet af kort tid haglede sveden af mig. Kunne mærke porerne åbne sig og varmen dundre i kinderne. Det brændte i næseborene. Da det gik op for de tre grå, at jeg var ganske jomfruelig udi vinterbadning, kom de ivrigt med gode råd. “Åh, gid det var min første gang igen,” sukkede en kvinde i sarong. “Husk at trække vejret langsomt,” var det sidste jeg hørte en mand med hvidlig brystbehåring formane, da Handymanden rejste sig og tog mig i hånden. Meddelte, at nu var det altså nu. Vores kroppe dampede, da vi trådte udenfor. “Jeg synes altså, jeg er kølet ned,” peb jeg på vej mod badebroen. Men han skubbede mig bestemt foran sig, smilede. Bare et hurtigt dyp, bare ned og op, så var jeg god. Vi smed håndklæderne på de våde planker. Satte sirligt mine klipklapper ved siden af hans.

Det føltes som tusinde syle mod mine fodsåler, slog omkring anklerne, åd sig op af læggen, barberbladsskarpe tænder i mit lår. Handymanden tog en dyb indånding, dykkede helt ned under vandet. Jeg stod endnu hvinende på stigen. Kom aldrig længere i end lige til ballen. Vel inde i saunaen igen lykønskede de tre grå mig. Sarongkvinden klappede muntert min skulder. Sagde, at næste gang kom jeg sikkert helt under. Så sad vi alle der og svedte og hyggesnakkede. Nogen hældte pebermynte på de varme sten, viftede vildt med et håndklæde, en gyngende diller lige i øjenhøjde. “Aaah,” henåndede de alle sammen. Saunadøren gik op. Pebermyntedampe og dæmpet belysning gjorde det lidt svært at se de nytilkomne. Men. Kendte jeg ikke ham den ene? I døråbningen stod en nøgen, mørkhåret mand. Jo. Ham kendte jeg udmærket. Det var Helten. Nogen husker måske den pæne mand, jeg havde en enkelt bolledate med dengang, da kløen var på sit højeste? Han huskede i hvert fald mig. Det var helt sikkert. For han stivnede totalt, da han fik øje på mig. Så så underligt betuttet ud. Det hjalp nok heller ikke, at hende, han holdt i hånden, bestemt virkede til at være hans kæreste, og derfor nok ikke var én han havde lyst til skulle vide noget som helst om mig og ham. Ahrmen. Hvad er chancen for, at første gang jeg møder Helten siden vores date for over et år siden – sker nøgen og svedende i en sauna? “Hej,” jeg forsøgte at lyde frisk, men min stemme var irriterende spinkel. Han hilste hurtigt og satte sig så meget stille allerøverst, længst væk fra mig. Jeg lagde en hånd på Handymandens knæ. Bare så Helten ligesom kunne se, at jeg altså heller ikke var alene. Trak diskret håndklædet omkring mig igen. Handymanden kiggede spørgende med et løftet øjenbryn. Kastede med hovedet mod døren. Nikkede. Ville hellere en tur i det kolde vand igen end blive inde i saunaen sammen med Helten. “Ham der den mørkhåret,” sagde jeg, da vi atter gik på badebroen, “ham har jeg knaldet.” Handymanden grinede højt, gav mig en albue i siden og spurgte, om det var derfor, han havde kigget så mærkeligt.

En ny taktik skulle prøves af, og jeg var fast besluttet på ikke at tænke så meget over tingene, så jeg tog stigen to trin ad gangen. Det var helt vanvittigt koldt. Havde ikke regnet med, at det også ville gøre så ondt anden gang. Mine led smertede, fik mig til panisk at hyperventilere, da vandet plaskede op i armhulen. Det nåede mig til halsen nu. “TRÆK VEJRET!” brølede Handymanden og svømmede hen på siden af mig. Jeg rakte ud efter gelænderet. “Nej, nu bliver du her og tæller til ti,” sagde han. “En. To. Tre. Fire. Jeg vil gerne op nu,” hvislede jeg mellem tænderne. Vandet var helt sort. “Fem. Seks. Syv,” fortsatte han roligt. “TI! TI! TI!” hylede jeg og begyndte opstigningen. Mine fødder var blytunge. Det var som om, kræfterne fuldstændig havde forladt benene. Men i samme sekund jeg tog det sidste skridt op af vandet, blev min hud som lammet. Den før så isnende vind føltes nærmest som en mild brise. Prikkede bare behageligt. Og så med ét frøs jeg ikke længere. Det fik mig til at fnise lidt. Le. Skraldgrine. “Hvorfor er det så sjovt?” spurgte jeg, og latteren fik min stemme til at dirre. Handymanden forklarede, at kulden og adrenalinen godt kunne gøre en lidt skør. Vi gik smågrinende tilbage mod saunaen. Helten og hans kæreste kom gående mod os. “Kom,” sagde Handymanden lavmælt, “så giver vi ham lige lidt mere at kigge på.” Og så trak han mig ind til sig. Hans læber var kolde og smagte af saltvand. Slap mig først igen, da de var gået forbi. “Vi må hellere stoppe nu,” smilede han og viste hvordan håndklædet så småt afslørede konturerne af en begyndende bule.

Vi købte byens bedste burgere med bacon og timianfritter med ekstra mayo. Hele herligheden i brune papirsposer. Vi sad ved mit spisebord med kødsaften løbende ned af fingrene. Handymanden drak øl. Jeg fik Faxe Kondi. Bagefter målte vi hvem der havde den største food baby. Jeg vandt. Følte mig så mæt og uendelig træt. Som om jeg havde løbet et maraton. Det var en behagelig, snurrende følelse af tung, tung træthed i mine lemmer. Men selvom jeg sikkert kunne have sovet fast helt til næste morgen, havde jeg lagt mig på stedet, fik Handymanden liv i mig ved hjælp af samme langsomme kys som aftenen før. Så forsigtig. Det var selvfølgelig stadig meget dejligt. Men hvor ville jeg ønske, han havde taget lidt hårdere fat, gået bare en anelse hurtigere til værks. Viste ham, hvad jeg ville have ved raskt at smide mit eget tøj. Baksede lidt med ham, indtil han stod lige så bar. Nej, ikke flere dvælende kys nu.

Denne gang var der ingen problemer. Han passede perfekt i mig. Der var masser støn og suk. Det var ikke det bedste sex nogensinde. Dog heller ikke skidt. Jeg tænkte, at vi nok havde brug for lidt tid til at lære hinanden bedre at kende. Så ville det sikkert blive rigtig godt. Han kunne blive ved længe. Endte med at tage ham i munden igen, hvilket til gengæld fik ham til at komme efter få slik. Ok. Blowjobs var åbenbart hans ting, noterede jeg mig. Og jeg havde fået ham til at krølle sig jamrende sammen, mens han pumpede pikken op i ganen på mig. Det var godt. Bagefter puttede jeg mig forventningsfuldt ind til ham. Og ganske som jeg havde håbet, bredte roen sig straks Handymanden lagde armen om mig. Jeg forestillede mig, at mit bryst blev fyldt med en glødende orange masse. Det var endnu mere helende og trøstende end sidste gang. Tænk, om han havde vidst hvilken vidunderlig, afhængighedsskabende effekt, han havde på mit mishandlede indre. Men jeg sagde ikke noget. Lå bare med lukkede øjne og nød og sugede af hans varme. Jeg syntes, vi delte et helt specielt øjeblik og følte mig meget tæt på ham. Handymanden snakkede, jeg brummede. Bad mig vise ham Det Der igen. Jeg kom hårdt. Gjorde ham klar til anden runde. Det blev med mig øverst, men jeg var så dødsens træt nu, så jeg midt i det hele lod mig glide bagover mod madrassen. Stadig forenet tog Handymanden om mine fødder, kyssede svangen. Han blev slap indeni mig, men blev liggende, og jeg syntes, det var så fin en måde at slutte af på.

Anden date med Handymanden

Selvfølgelig havde jeg lyst til at se Handymanden igen. “Vi kan spise aftensmad sammen. Og måske vi bare skal slappe af på sofaen med en film bagefter?” skrev han. Snedigt. Ha! Der var ikke noget jeg hellere ville end at Netflix’e og chill’e den lidt sammen med ham. Det gælder om at prøve dem hurtigt, mændene, så man ved, om de er til noget. Vi aftalte at være hjemme hos ham. Eller. Hjemme er måske så meget sagt. Handymanden og jeg bor nemlig ikke i samme by. Faktisk bor vi ret langt fra hinanden. Det længste jeg endnu har prøvet, når vi taler mænd, jeg dater. Og Sommermanden på den anden side af jorden gælder ikke. Handymanden var på forsinket efterårsferie i min by, lånte en bortrejst kammerats lejlighed til formålet. Det var denne, jeg en eftermiddag – halvanden dag efter vores første møde – cyklede hen imod.

Handymanden åbnede op, da jeg ringede på dørtelefonen. Stod der og ventede på mig i en hvid t-shirt, der rigtig gav kig til armenes sorte blæk. Jeg syntes, det så så flot ud. Han viste mig rundt i lejligheden. Et tørrestativ stod midt i stuen, han havde været ved at hænge vådt vasketøj op, da jeg kom. Jeg hjalp ham med resten, og vi grinede og småsnakkede, mens vi stod ganske tæt. Jeg var all black everything i stramme jeans og bluse. Han skævede til mig og sagde, at jeg så godt ud. Skød lidt koket med hoften, svarede, at det var da ingenting, bare lige noget jeg havde fundet. I virkeligheden havde jeg faret rundt i en halv time for at finde noget, der så tilpas afslappet og indbydende ud på samme tid. Jagtens søde spænding rullede i min mave ved hans kompliment. Det tegnede godt. “Jeg havde tænkt, at vi kunne se Harry Potter,” sagde Handymanden med en våd trøje i hånden. Han havde husket, at jeg havde fortalt, hvor betingelsesløst og hengivent jeg elsker bøgerne. Hvorimod filmene lokker en sær tvedelt følelse frem i mig, som vel nok bedst kan beskrives som et had-kærlighedsforhold. “Så skal det være en af de tre sidste. Det er de flotteste og bedste af dem alle,” svarede jeg, og Handymanden, der aldrig havde læst bøgerne endsige set en eneste af filmene, bad mig forklare handlingen frem til bog seks. Vi skrællede kartofler, rødbeder og pastinakker, mens jeg fortalte om mugglere og patronuser. Bagefter sad jeg på køkkenbordet og nippede til en dåseøl, betragtede Handymanden stege kødet og piske sovsen luftig. Det var alt sammen vældig hyggeligt.

“Tsk. Det der er slet ikke med i bogen,” himlede jeg. “Tsk,” svarede Handymanden og rystede forarget på hovedet. Jeg smilede og syntes, det var rart at have en medsammensvoren – også selvom jeg vidste, at det hele vist mest bare var for min skyld. Vi havde sat filmen på med det samme, spist maden ved sofabordet. Jeg havde grinet og fået bearnaisesovs galt i svælget, estragon og smør satte sig fast i næsen. Handymanden lo og så på mig med glimtende øjne. “Skal vi ikke hellere ligge ned?” spurgte han, da maden var spist op og sovsen gledet den rette vej ned i halsrøret igen. Det var da en mægtig god idé! Han fandt et tæppe frem. Sofaen var stor, men jeg rykkede lidt tættere på ham. Så kunne vi jo bedre være under tæppet begge to. Ik’. Det der med at holde mund, mens man ser film, har jeg aldrig været god til. Her lå jeg heldigvis ved siden af en, der havde samme udfordring. Jeg fandt på undskyldninger for at rulle om og ligge sødt smilende med front mod Handymanden. Også i lidt længere tid end nødvendigt. Møvede mig prøvende tættere på endnu. Forsøgte at fastholde øjenkontakten. Syntes selv, at jeg var ret tydelig i, hvad jeg ville. Det må han da kunne forstå, det her, tænkte jeg. Men Handymanden vendte bare al opmærksomhed mod fjernsynsskærmen, og jeg rullede akavet bort igen. Det skete et par gange. Så mistede jeg modet og blev liggende på min halvdel af sofaen indtil rulleteksterne begyndte. “Skal vi ikke gå en aftentur?” spurgte Handymanden. “Nu?” udbrød jeg og tænkte, at hvis han havde været interesseret i at hive tøjet af mig, ville han nok have foretrukket at blive inden døre. Gåtur gik jeg dog med til. Faktisk ville jeg have sagt ja til hvad som helst. Havde forestillet mig, at det nok bare skulle være et hyggeligt lille svip rundt om karreen. Men Handymanden gik og gik. Jeg trippede efter, mine støvlers hæle var ikke skabt til vandreture som denne. Efter en time begyndte det at regne. Blev lettere irriteret over, at han hverken satte farten ned eller vendte om. Nu blev mit hår vådt og slasket også. “Jeg gider altså ikke mere, Handymand,” sagde jeg til sidst. “Vi er også på vej hjem nu,” svarede han. Der var helt mørkt. Jeg anede ikke, hvor vi var. Hoppede udenom vandpytter og håbede, at min mascara ville holde. Endelig var vi tilbage i gaden, hvor vi startede. Han lånte mig et håndklæde til håret, da vi kom op i lejligheden. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg og tænkte, at hvis han foreslog endnu en film, ville jeg tage hjem. “Det ved jeg ikke,” svarede Handymanden. Det var jo helt tydeligt, at han ikke gad mig alligevel. Jeg havde nok misforstået. Klokken var også ved at være mange. Fint, jeg skrider, tænkte jeg træt. “Snave?” spurgte han pludselig. “Hvad? Æh,” begyndte jeg forvirret, men han lukkede min mund med sin.

Handymanden kyssede godt. Bløde læber, ikke alt for meget tunge. Lige som jeg synes, et første snav skal være. Han tog sig god tid, det var et meget langt, meget langsomt kys. Så kiggede han på mig og smilede. Jeg hev lidt i hans t-shirt, stak hånden ind under den, strøg henover hans ryg. Hans hud var glohed og glat. Nærmest som silkepapir. Lod fingrene følge hans biceps, der mærkedes stærke og spændte på den helt rigtige måde. Godt. Ville gerne have, at han også rørte ved mig. Kunne mærke, hvordan hele min krop længtes efter at blive holdt om, hvordan mit bryst sukkede efter hans hænder og min kusse efter noget fast, noget varmt, noget insisterende dunkende. Men Handymanden reagerede end ikke, da jeg greb i bukselinningen og lod hånden hvile på hans balle. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” endte jeg med at sige, for nu gad jeg simpelthen ikke længere fortsætte hentydningerne. “Det kan vi godt,” Handymanden smilede. “Såeh. Skal vi gå ind i soveværelset?” spurgte jeg, for han stod bare der og lod ikke helt til at vide, hvad han skulle gøre. Handymanden gentog, at det kunne vi da godt. Så tog han mig i hånden, og vi gik ind i rummet ved siden af.

Han kyssede mig igen. Jeg trak t-shirten af ham. Åh, Gud hjælpe mig. Hans overkrop var som skåret i sten, bugmusklerne stod skarpt frem. Et karakteristisk V startede et sted ved hofteskålene og forsvandt ned i bukserne, gjorde maveskindet under navlen helt stramt og fladt. Det så edderflot ud. Handymanden blev stående. Stadig kyssende. Langsomt. Jeg begyndte at blive utålmodig. Hvor jeg gerne vil have en smule mere voldsomhed – fordi det for mig rimer på lidenskab – foretrak Handymanden åbenbart at trække tingene lidt i langdrag. Han prøvede stadig ikke at tage tøjet af mig. Jeg satte mig fuldt påklædt på sengen. Måske han bedst kunne lide at gøre det liggende? Jeg gnubbede mit underliv mod hans, da han lagde sig ovenpå mig. Det kan jeg godt lide. Til sidst endte jeg med selv at hive bukser og bluse af. Havde taget mine pæneste blonder på indenunder. Dem måtte han godt beundre lidt, så de forblev på. Og som jeg lå der i undertøj, kom der endelig lidt fut i Handymanden. Han smed sine jeans. Krængede blonderne af mig. Vi havde problemer med at tilpasse os hinandens tempo. Det stod efterhånden klart for mig. Tror måske, han var nervøs. Stemningen blev akavet. Jeg spurgte forsigtigt efter prævention. Vi kom til at snakke for meget, pludseligt usikre på hinanden. Og så tabte Handymanden sin rejsning. “Det er okay. Vi venter bare,” sagde jeg hurtigt. Så kyssede vi lidt mere. Jeg tog hans hånd, lagde den på mit bryst, og han forstod, sugede og slikkede brystvorten. Det sendte stød gennem min krop, jeg aede hans hår og trak vejret tungt. Det kløede helt vanvittigt nu. Vi rodede rundt i en rum tid. Syntes, det virkede til, at Handymanden var kampklar igen. Greb ham om roden og trak ham tættere på, da jeg mærkede, hvordan han blev slap mellem hænderne på mig. “Åh,” udbrød jeg. Handymanden smed sig frustreret på ryggen. “Det er altså helt okay,” mumlede jeg igen, “kan jeg gøre noget?” “Det er i mit hoved. Det er ikke dig,” forsikrede han. Nå. Tænkte mig lidt om. Mænd plejer at være ret vilde med at se mig røre ved mig selv. Mit kød var opsvulmet og blødt. Fingrene skøjtede rundt. Jeg havde ikke opdaget, at han havde gjort mig tændt – så havde de mange langsomme kys altså været ganske effektive. Jeg kom lynhurtigt. For satan, hvor jeg kom. Var helt ør bagefter. Sundede mig i et par minutter. Så gentog jeg succesen, bad gispende Handymanden hjælpe til, da jeg nærmede mig, og han var straks parat med to fingre. Kunne fornemme hvordan skedemuskulaturen spasmede mod hans knoer. Det hele havde den ønskede virkning på Handymanden. Jeg satte mig overskrævs på ham. Da han tredje gang mistede rejsningen, kunne jeg simpelthen ikke få mig til at prøve mere. Gav ham endnu et soloshow. Egentlig mest for min egen skyld, for jeg trængte så forfærdeligt. Det gik lige så hurtigt som de to andre gange. Wow. Handymanden var meget begejstret. Jeg blev helt stolt. Han voksede igen for øjnene af mig. Satte mig denne gang til rette mellem hans ben. Slikkede hans mave, V’et. Han vred sig under mig. Det var virkelig en flot pik, han havde. Sådan. Fuldstændig rank. Han stønnede på den mest erotiske måde, jeg nogensinde har oplevet, da jeg tog ham i munden. “Jeg kommer snart,” hviskede han hæst, og jeg slap ham brat. Kølede ham med lange strøg henover bryst og arme. Hans krop var fuldstændig spændt, man kunne se pulsen hamre i halsens vene. Han spilede overrasket øjnene op, da jeg med den ene hånd greb ham om pikken og med den anden lukkede hans luftveje. Hans hals var så bred. Og sådan oplevede Handymanden for første gang den ufattelige nydelse en iltfattig hjerne og den dertilhørende følelse af at være fuldstændig i en andens kontrol, kan give. Jeg lod ham komme i min mund.

Vi lå sammenviklet. Mit hoved på hans bryst. Benene klemt ind mellem hans. Jeg havde aldrig ligget med en mand som ham før. Alt ved ham var nyt og anderledes. Hele Handymandens krop var hård og kantet, selv når han ikke spændte musklerne, kunne man se dem tydeligt aftegnet lige under huden. End ikke Vikaren, der ellers også må siges at kunne gå for at være pænt veltrænet, havde haft en krop så hård. Handymanden fortalte historier, jeg lyttede med lukkede øjne. Indeni mig var noget ved at falde stille på plads. Jeg mener det: Kunne bogstavelig talt mærke det. Lå i hans arme, hørte hans hjerteslag og åndedræts pust i mit hår, mens jeg mærkede, hvordan Handymanden helede mig. Hvordan han samlede hver en stump af mig op igen, klinkede og limede med kys. En berusende ro buldrede fra tæer til fingerspidser, åh, hvor havde jeg ventet på den, længtes. Jeg tror, jeg var lykkelig.

Older posts