Møde med Chefen

Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig på at møde Chefen igen. Havde i tankerne gennemgået op til flere fantasisamtaler med ham, hvor jeg selvfølgelig hver gang ville virke cool og upåvirket. Søster og jeg havde snakket om, at jeg eventuelt kort kunne nævne, at jeg simpelthen havde været sååå fuld og slet, slet ingen verdens ting huskede fra den nat, så jeg nemmere kunne slippe udenom mit kaffeløfte. God plan, tænkte jeg.

Det ville i øvrigt være løgn. Det med ikke at kunne huske noget. For jeg kommer efterhånden i tanke om flere og flere detaljer. For eksempel hvordan han havde ævlet løs om sin bedste kammerat, som åbenbart har fundet en dame på min alder og gjort hende gravid. Nu lever de lykkeligt til deres dages ende. Og Chefen var helt sikker på, at det også ville klæde mig med sådan en sød mave. Dog lader det muligvis til, at jeg havde formået at virke ganske overbevisende i mit forsøg på ikke at forstå en disse, for jeg husker, at Chefen efter gentagne omfavnelser og lidt intens stirren havde slået en latter op og sagt: “Du er da den mest fatsvage følgesvend, Frøken Kløe!” På den anden side set er det jo heller ikke så godt, for nu ved jeg også, at han – som ellers først antaget – alligevel ikke helt havde underspillet sin flirt for at give mig muligheden for at lade som ingenting.

Derfor har jeg gået lettere paranoid rundt på min arbejdsplads gennem de sidste uger. For Chefen har samarbejdspartnere på en af etagerne, hvorfor jeg et par gange før i tiden har mødt ham her. Den første hverdag efter vores natlige gåtur, havde jeg sneget mig langs panelerne, kigget mig over skulderen og generelt ikke været specielt villig til at forlade min trygge plads bag skærmen. Hvis du ikke snart tager dig lidt sammen, er det jo først, det bliver super akavet, tænkte jeg efter nogle dage med samme håbløse strategi. Da det tilmed viste sig, at jeg jo selvfølgelig ikke mødte Chefen, begyndte jeg at slappe af. Og efter en veloverstået ægløsning og de kløende prøvelser jeg i den forbindelse bliver udsat for, endte jeg næsten med at glemme ham igen.

I går var der gammeldags oksesteg i kantinen. Jeg tog naturligvis ordentligt for mig af retterne. Og der var desværre ikke plads til salat med al den brune sovs på min tallerken. Tog maden med op på kontoret, for jeg havde lidt travlt og tænkte, at jeg vist godt kunne taste lidt mellem mundfuldene. Åh, hvor jeg elsker gammeldags oksesteg! Åh, hvor jeg nød det! Sad rigtig der og gnaskede løs og tjekkede Instagram og glemte straks alt om at renskrive notater og sende mails. Nå. Hurtigt ned i kantinen med tallerkenen igen. På trappen genkendte jeg på adskillige meters afstand lynhurtigt Chefen i lang, lysegrå uldfrakke og hvid skjorte, selvom jeg havde ladet brillerne blive tilbage på mit skrivebord. Og jeg kunne altså ikke helt styre mig selv. Panikkede fuldstændig og fulgte blindt min første indskydelse: Ignorerede ham. Lod som om jeg havde fået øje på noget vældig interessant et stykke længere fremme. Kneb øjnene lidt i, så jeg så meget tænksom og travl ud. Helt ærligt. Nåede omtrent en halv etage ned. “Hej,” sagde Chefen. Jeg snurrede rundt. Det lykkedes mig først at kigge spørgende på en tilfældigt forbipasserende kollega, før jeg gav den som værende overrasket over at opdage, at det i stedet var Chefen, der jo stod der ved gelænderet, som havde hilst. “Men Chef! Hej!” udbrød jeg, “hvad laver du her?” “Jeg har et møde,” svarede han og tog et par trin ned mod mig. Ork. Det tvang mig tilsvarende trin op. Vi stod nu på samme trappeafsats. Nå ja. Kram. Selvfølgelig. Husk at give ham et helt almindeligt kram, mindede jeg mig selv på. Og var det ikke fordi, at min krop i samme øjeblik bestemte sig for at forråde mig på grusomste vis, havde mit skuespil sikkert virket ganske troværdigt. Mine kinder begyndte ganske enkelt at brænde og ryggen at drive af sved. Og så stod jeg ellers der med brune sovserester på tallerkenen og en bukseknap, der var ved at sprænges af gammeldags oksesteg. “Tak for sidst,” smilede Chefen. Jeg kunne slet ikke kigge på ham. “Ja. Selv tak. Det var hyggeligt,” svarede jeg tamt med øjnene mod gulvet og en meget presset fornemmelse i ansigtet. “Puha, jeg havde mange tømmermænd dagen efter,” lo han. Jeg grinede nervøst og hørte til min skræk, hvordan min stemme pludselig røg fuldstændig i falset. Fik vist sagt noget med, at jeg også havde døjet med slemme tømmermænd. Prøv nu at være bare en lille smule cool ligesom du har øvet, tænkte jeg febrilsk. “Nåhmen. Jeg skal videre. Hej hej, du,” endte jeg med og flygtede ned af trapperne. Hej hej, du? Seriøst? “Vi må gøre det igen snart,” hørte jeg ham sige bag mig.

Mine knæ føltes bløde og slappe, da jeg var på plads bag skrivebordet igen. Spekulerede over, om Chefen mon ikke havde virket til at fortryde lidt. Var svært at afgøre. Efter heftig analysering over Messenger med to veninder, blev vi enige om, at snakken om tømmermænd højest sandsynligt må have været en slags kode for fortrydelse. Heldigvis. I dag modtog jeg imidlertid en mail fra Chefen. Og det var ikke fordi, der som sådan stod noget særlig specielt i den mail. Bare noget med om jeg ville sende et bestemt link. Men så fik han lige sluttet af med en blinkesmiley. Han har aldrig sendt smileyer til mig før. Så nu har jeg bare værsgo at starte forfra, for nu går den vilde smileyanalysering selvfølgelig endnu en gang. Super.

Chefen

Mpfh. Vi tager lige alle de træls ting først:

“Har du tømmermænd?” blev jeg spurgt en morgen, da jeg mødte på arbejde. “Æh. Nej. Ser det sådan ud?” sagde jeg. “Du ligner en hængt kat,” lød svaret. Ih. Tak. Bare. Tusind tak. Som om jeg ikke selv kan se, at det ikke er helt godt for tiden. Kan ikke genkende mit eget spejlbillede. Jeg ser direkte usund ud. Træt. Slidt. Har af en eller anden grund tilmed erhvervet mig en tørhedseksemslignende plamage lige midt i en smilefold. Den bliver dagligt gnedet med olier og plejet med cremer dog uden nogen specielt synlig effekt. Jeg kender alt til vintertør hud, men så tør har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og mit hår sjasker. Så meget, så jeg en sen eftermiddag i ren og skær desperation gik med til at lade en anden frisør end min vante klippe mig. Skulle jeg aldrig have gjort. Lad mig bare sige det sådan. Og jeg føler mig utilpas i hvert eneste stykke tøj, jeg hiver frem fra skabet. Vildt ubehageligt. Desuden splattede jeg flydende skofarve ud på mit lyse trægulv den anden morgen. Havde kun tid til at tørre sporadisk op. Hvilket betyder at der nu findes en stor gråsort plet på mit gulv, som jeg ikke helt kan greje, hvad jeg skal stille op med. Ti minutter senere hjulede jeg hurtigt ud på min sædvanlige morgenrute. Der er vejarbejde i en af gaderne. Cyklister og fodgængere deles om fortovet. En mand stod med sine to små piger og hjalp skoletaskerne på ryggen af dem. “Man må altså ikke cykle på fortovet,” sagde han, da jeg irriteret slog smæld med tungen over det patent han tilsyneladende havde taget på den i forvejen trange plads. “Nej, men der er ligesom vejarbejde,” svarede jeg morgentvært. “Man må stadig ikke cykle her,” peb han. “Nu slapper du KRAFTEDEME af. Vi skal FANDEME allesammen være her,” skreg jeg over skulderen, raseriet blussede rødt op i mig på et splitsekund. Så nu er jeg også blevet en Call me-reklame. Det mærkes generelt som om, at der bare er et eller andet galt indeni. Og jeg ved ikke hvad, der helt præcis skulle være galt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dette udefinerbare gale, og jeg kan ikke overskue mere januar nu.

Og så kan jeg her til sidst i rækken af negativ opremsning lige oplyse, at jeg henover efteråret har døjet en del med min computer. Umiddelbart efter nytår opgav den dog fuldstændig ævred, hvorfor jeg endte med at se i øjnene, at der nok ikke var meget andet at gøre end at punge ud og indlevere den til reparation. Efter halvanden uge uden et kvæk fra firmaet, der ellers havde lovet at få den i tiptop stand i løbet af ingen tid, ringede jeg til dem. “Skal bare være sikker på, at jeg selvfølgelig hører fra jer, når jeg kan hente min computer,” sagde jeg. “Åh. Nå ja. Altså. Det ser ud til, at din computer desværre er gået i stykker,” lød det. “Undskyld?” udbrød jeg. “Ja. Altsåøh. Du skal nok lige snakke med bossen om det. Men du skal nok have en ny computer,” blev der mumlet i den anden ende. Efter knap yderligere en uges tovtrækkeri lykkedes det mig endelig, at få min computer midlertidigt hjem – godt nok med et ordentligt gok i nøden, så den rasler og ligner jeg-ved-ikke-hvad – indtil firmaet ligesom finder ud af, hvordan de har tænkt sig at erstatte skaden. De kommer til at se rigtig langt efter en god anmeldelse på Trustpilot, det er helt sikkert. Bare ærgerligt at komme til at ødelægge computeren til lige den kunde, der i forvejen er mere end ond i januarsulet.

Men. Damer? Det var faktisk noget helt andet, jeg ville fortælle i dag. Fordi. Måske har jeg brug for et råd. Måske har jeg dummet mig. Ved det ikke. Bedøm selv:

Jeg ses med en gruppe meget voksne typer fra tid til anden. De er alle nogle, jeg har arbejdet sammen med før, og vi mødes nogle gange over en fredagsdrink. Kan vældig godt lide dem allesammen, og tænker, det er godt at pleje sit netværk på den måde. Jeg er den yngste i flokken og er af den klare opfattelse, at de voksne typer passer lidt på mig og hjælper mig. Blandt disse findes min tidligere chef. Ham kan jeg især godt lide. Og han kan lide mig. Dynamikken mellem os har altid været spændende og givtig. Jeg ser ham som mit mulige es i netværket. Som den, der ville kunne hjælpe med at åbne døre, hvis jeg beder om det. Nå ja. Og så er han lækker. Ret lækker endda. En mindre detalje selvfølgelig. Men sådan: Altid knivskarp i dyre, stramme suits og velduftende. Midt i fyrrerne. Mørkt hår. Markant kæbeparti. Lidt smart i en fart. Dog er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham som min chef. Og så kan han jo være nok så lækker. For det gør hverken til eller fra i den henseende, at han i min verden stadig glimrer i rollen som en netop sådan. Og chefer efterlader jo som bekendt en utvivlsom duft af absolut no go i luften omkring sig, når de går forbi en. Lige i forhold til denne chef har jeg tilmed tænkt, at der er en snert af noget far-datter over vores relation, for han giver mig altid råd og peptalks på sådan en omsorgsfuld måde. Jeg har oplevet hans interesse som rent professionel. Men der tog jeg vist fejl.

Fordi. Da skete det, at jeg mødtes med samme gruppe sidste fredag. Det var længe siden vi havde set hinanden, så der var en del at få tjekket op på. Det blev sent. Og pludselig sad Chefen og jeg og skålede og bestilte endnu en omgang. Sådan har vi ellers aldrig gjort før. Og måske var det lidt som om, at han gerne ville tale mere med mig, end han plejer. Men der var altså også et værre rod af øller og drinks på bordet til sidst, så det gav jo ligesom sig selv, at mundtøjet kom ekstra på gled, tænkte jeg. “Du er en gevinst for enhver arbejdsplads,” sagde han. “Det er egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor dygtig du er. Arbejdsmiljøet bliver bare bedre med dig.” Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at smile et nøje indstuderet charmerende, tilpas ydmygt smil. Efterhånden var der ikke særlig meget arbejdsrelateret snak over forsamlingen længere, og vi var nogle stykker der for en gangs skyld besluttede at fortsætte i byen. Der var dans, mine sko begyndte at skave, for lige på det punkt ligger jeg jo sjældent på den lade side. Jeg har aldrig set Chefen beruset før, han plejer at være meget mådeholdende og gå tidligt hjem. Men denne aften gav han los. Bemærkede tilfreds, at jeg selv ikke havde drukket mig til mere end højt humør. I bagklogskabens – eller måske nærmere tømmermændenes – klare lys indrømmer jeg at der vist alligevel var blevet indtaget nok til, at hæmninger og visse grænser også så småt gik fløjten.

Jeg havde en stram kjole på. Men det har jeg nu egentlig tit. Synes, at folk skal have mulighed for at beundre min bagdels runding og hofters sving. På den måde er jeg ikke så karrig med mig selv. Alle andre mænd end Chefen lod da også til at lægge mærke til disse, mine mest fremtrædende fordele. Så. Jeg sværger. Det var helt uden fornemmelse for eventuelle bagtanker, at jeg sagde ja til at følges med ham, da det var tid til at gå hjem.

Vi kunne have taget en hurtig taxa, men jeg kan jo godt lide at være sammen med Chefen, så vi spadserede i stedet. Småsnakkede om løst og fast. Det var mest sådan, at han spurgte og jeg svarede. Efter lidt tid opdagede jeg, at han kredsede om emner som kærester og børn. Tidligere på aftenen havde vi kort snakket om netop dette, så jeg tænkte, at det vel var naturligt at fortsætte. “Hvorfor har du ikke et barn?” spurgte han. “Fordi jeg møder de forkerte mænd og i det hele taget har jeg ikke lyst til at få børn endnu,” svarede jeg. Det er en sætning, jeg er blevet ganske øvet i at fyre af. Det er bare autopilot. “Bip. Dumme mænd. Bip bip. Dumme børn. Båt,” virker bare nemmere. Men Chefen ville gerne høre lidt mere om de der forkerte mænd. Nåhmen. Det kunne jeg da godt fortælle om. Han snakker altid så voksent, Chefen. Ofte lidt vævende og spækket med fremmedord så jeg tit skal koncentrere mig meget om at forstå. Irriterende. Heller ikke fordi det hjalp på forståelsen at have drukket øl. Vel. Jeg vidste ikke helt, hvilke svar han forventede. “Du taler i overskrifter, Frøken Kløe. Hvad gemmer sig bag? Hvad mener du i virkeligheden?” blev jeg spurgt. “Jamen. Det kan du mene. Men hvis det er det mest dækkende, jeg kan komme på til at beskrive mit forhold til en mand, siger det vel også noget?” endte jeg med. Så kiggede han på mig og sagde, at jeg var en af de klogeste, han nogensinde havde mødt.

Jeg finder ofte, at mænd over tredive har en tendens til at foretrække at komplimentere damers personlighed og intellekt. Hvorfor? Fordi de er blevet så voksne, så det er hele den gamle smøre om det indre, der tæller? Eller fordi de har regnet den ud og ved, at det går rent ind hos damerne? I så fald har de ikke regnet mig særlig godt ud, for jeg er så tilpas overfladisk, at man vil smigre mig langt mere ved at fortælle, hvor lækker jeg er. Opsnapper ganske enkelt også hurtigere flirten og meningen, hvis komplimenterne går på mit udseende – og især dette skulle vise sig at have større betydning for resten af gåturen, end man lige skulle tro.

Så det gjorde det mig da glad at høre, at Chefen åbenbart synes, jeg er af så speciel støbning. Jovist. Men det var også det. Lagde mærke til en svagt flaksende bevægelse i maven. “De mænd du finder. Er de ligesom dig?” spurgte han og tilføjede, at originaler ofte tiltrækker ligesindede. “Nja. Der har vel været et par stykker,” svarede jeg undvigende og opdagede, at den flaksende bevægelse ved nærmere eftertanke mindede mere om en urolig orm i mellemgulvet. “Du ved godt, at du skal til at skynde dig lidt, hvis du vil nå at føde dine egne børn, ikke?” sagde Chefen og huggede dermed ud efter et meget ømt punkt. Det må han have vist. Ufint. “Du burde finde dig en sød mand. Måske omkring femogtredive eller fyrre år gammel. En, der har styr på sit liv og sine penge. En, der er moden nok til at give dig, hvad du fortjener. Så kunne I flytte i hus et sted ude i forstæderne. Efter et år er du gravid. Det nytter ikke noget at føjte rundt med drenge mere.” Det var her omkring jeg for alvor begyndte at erkende, at der var noget ved vores samtale, der ikke helt var, som det burde være. Skulle jeg være ærlig, kunne jeg godt se, at sådan havde det vist været det meste af aftenen. Jeg kan huske, at jeg tvang mig selv til at tænke, at det da var fuldstændig normalt, det her, der var intet suspekt ved det Chefen sagde. Sådan, hvor tanken nærmest bliver én høj, klar sætning, der runger gennem hovedet og næsten formår at overdøve enhver form for vage anelser. Og selvom han ikke sagde ordene direkte, stod det dog nogle minutter herefter ret klart, at Chefen åbenbart render rundt og tænker på mig og ligefrem lader til at være fascineret af mig. Fra børn og fulde folk, som man siger.

Ok. Ok, ok, ok. Jeg syntes måske også, at det var liiidt spændende, det, der skete, hvilket formodentlig fik lov til at spille ind på at jeg aldrig rigtig fik sagt fra. Men spændingen overskyggede ikke ormen i maven – selvom jeg den nat ikke var skarp nok til at fatte, at den med sin urolighed såmænd bare forsøgte at fortælle mig, at min grænse ikke bare var nået men også i den grad overskredet for, hvordan Chefen måtte tale til mig. Og fordi jeg var så fast besluttet på ikke at ville erkende hvad der foregik for næsen af mig, lod jeg det fortsætte. Desuden havde hele hans måde at lægge an på mig været så forholdsvis diskret og underspillet, så det for det første både forvirrede mig og gjorde, at jeg betvivlede min egen dømmekraft af situationen, men samtidig også åbnede muligheden for at lade som om, at jeg ikke havde forstået en brik.

Vi nåede Chefens opgang, og han stod der ved døren, og jeg tog et skridt baglæns og sagde farvel. “Jeg kunne snakke med dig resten af natten,” sagde han, “bare ti minutter mere?” “Øh. Tja. Ja, ok,” svarede jeg. Vi satte os på trappen. “Har du ikke lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” spurgte han. Det er helt normalt at spørge om, kaffe er super normalt, der er ikke noget, der nogensinde har været så hamrende normalt som det her, trallede jeg indeni og hørte mig selv sige, at det kunne vi da godt. Chefen svarede, at jeg skulle skrive til ham, så vi kunne finde ud af det. Jeg skiftede hurtigt emne. Han pillede ved mit jakkeærme. Min ånde var hvid. “Det er svært at være single i min alder,” sagde han på et tidspunkt, hvortil jeg fik nikket medlidende. Han tog min hånd. “Du plejer at have sådan et fast blik. Nu flakker dine øjne,” smilede han. “Arh,” mumlede jeg og kiggede alle andre steder hen end på ham. “I virkeligheden er du ret genert. Er du ikke?” spurgte Chefen. Jeg så overrasket op. Det var faktisk sandt. “Du burde gå på Tinder. Så får du hurtigt en date,” sagde jeg i en munter tone som følge af en sær blanding af pludselig at ville udfordre ham og samtidig forsøge at markere et slags stop. “Frøken Kløe,” han slog en høj latter op, “der glemte jeg vist lige aldersforskellen.” Nu var der simpelthen ikke mere at sige. Jeg stirrede på ham med halvåben mund. Virrede med hovedet. Følte mig på så dybt vand, så jeg ikke engang kunne skimte bunden længere. Han kiggede bedende på mig. “Jeg skal hjem nu,” udbrød jeg bare og gik hurtigt min vej, mens Chefen endnu blev siddende på trappen.

Jeg er i syv sind. Skal jeg skrive til ham? Vil det ikke være endnu mere pinligt at lade være? Har jeg overhovedet lyst til kaffe? Bør jeg sige noget? Noget med at jeg ikke tænker på ham, som han gør på mig? Ville det være løgn? Tænker jeg på ham? Ja, nu tænker jeg selvfølgelig på ham. Men gjorde jeg før? Ja, det gjorde jeg egentlig. Men mere sådan. Ku’ godt. Agtigt. Men han er jo forbudt. Det er helt forkert. Det er slemt. Men. Er han ikke også lidt gammel? Knap femten år ældre end mig. Og meget voksen. Han er sikkert også sådan en, der gerne vil have en vinkælder i det der hus i forstæderne. Han går med signetring og manchetknapper, for Himlens skyld! Er der ikke også bare noget, der burde sige en, at det er galt, når man allerede er så meget i tvivl?

Så. Enden er indtil videre blevet, at jeg skal have overstået ægløsning og dertilhørende kløe, for så kan jeg tænke klarere og så bliver alt sikkert godt igen. Ikke?

Ups med Påskemanden

Der gik adskillige minutter efter jeg var vågnet i søndags, før jeg helt præcis kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden. Men så skal jeg da også love for, at enhver detalje kom rullende ind over mig i pinefulde bølger. Er det da fuldstændig umuligt for mig at agere bare en smule normalt når det drejer sig om Sommermanden? End ikke når det kommer til mine hjertekvaler over ham, kan jeg finde ud af at gennemgå de fordømte stadier i rigtige rækkefølge. For eksempel husker jeg, at stadiet med en rebound så absolut var et af de sidste. Niende stadie følger sjældent i hælene på første. Så meget ved jeg da.

Nå. Men det havde været en lang uge, og det havde været en trist uge, og jeg havde bare lyst til at drikke mange, mange øl igen, da jeg endelig ramte weekenden. I sådanne tilfælde kan man jo altid trygt regne med mine gamle kolleger, mit faste slæng, der for tiden galant spiller rollen som trofast beskyttende musketerer. Vikaren tilbød atter at gøre Sommermanden til Lirekassemanden ved, ved hjælp af diverse grusomt beskrevne slag, at banke ham halvt fordærvet. Stadig vældig sødt af ham, jeg forstår hans forsøg på omsorg. “Hvordan går det nu?” spurgte Spurven. Jeg trak på skuldrene. “Du smiler, men dine øjne er bedrøvede. Det kan jeg se,” fortsatte han. “Har ellers gjort mig umage med mascaraen i dag,” svarede jeg. “Jeg kan se det,” gentog han. “Du kyssede mig,” jeg skiftede emne og så ham blive lille foran mig. “Ved ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig overfor dig nu,” indrømmede han. “Jeg tænker ikke på det længere,” svarede jeg sandfærdigt. Spurven livede op. “Virkelig? Du er ikke vred?” udbrød han, og jeg grinede en smule stolt, da han efterfølgende fortalte, at jeg havde givet ham så ren besked på at holde nallerne for sig selv, så han havde skammet sig lige siden.

På en bar stødte vi ind i nogle af Spurvens venner. Jeg havde mødt dem før og kan godt lide dem, så jeg stemte for, da det blev foreslået at sidde ved deres bord. Der gik lidt tid før en sidste ven stødte til. Påskemanden. Fantastisk. Bare fucking fantastisk. Var selvklart høflig og hilste på ham, men mit smil var afmålt, og jeg vendte hurtigt ryggen til ham. På den måde forløb omtrent en time, hvor det lykkedes mig at ignorere Påskemandens tilstedeværelse fuldstændig. Altså. Ikke fordi jeg stadig er fornærmet over aldrig at have hørt fra ham igen efter vores date. Vel. Nærer bare ikke specielt varme følelser overfor mænd, der dumper mig på den måde. “Hej Frøken Kløe,” Påskemanden stod pludselig ved siden af mig. “Hør. Jeg synes, der er en elefant i rummet. Det er min skyld. Fik vist aldrig skrevet til dig.” Jeg kiggede på ham. “Det er nemlig rigtigt, Påskemand,” svarede jeg. “Ja. Undskyld. Det var ikke pænt gjort. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og vidste ikke helt, hvad du ville,” forklarede han. Tænkte, han var fuld af løgn. Greb min øl. Nikkede. “Jeg ville såmænd bare kneppe,” svarede jeg, bundede øllen og forsøgte dermed at vise, at samtalen var slut. Han grinede overrasket. Det smittede. Irriterende. Indså modvilligt, at jeg ikke kunne lade være med at respektere, at han tog konfrontationen. “Kan vi starte forfra?” spurgte han. “Det kan vi vel,” endte jeg med at svare. Da jeg kort efter hvirvlede rundt på dansegulvet, lagde jeg mærke til Påskemandens lange blikke.

Vi fortsatte videre. På dette tidspunkt vurderede jeg åbenbart, at det var helt igennem passende at indvie en af Spurvens andre venner i mit drama med Sommermanden. Så jeg var hende der, der sidder snøftende på en bar, mens en fyr akavet trøstende klapper hende på skulderen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde jeg. “Jeg tror, du har brug for at finde en anden,” svarede vennen. “Muligvis,” nåede jeg lige at hikke, inden han bekendte kulør som en førsteklasses wingman og bogstaveligt talt skubbede mig i armene på Påskemanden. Meget mærkeligt, tænkte jeg og kiggede efter vennen, der forsvandt i barmylderet. Det var her, Påskemanden kyssede mig.

Det var ikke et specielt lidenskabeligt kys. Og alligevel tog jeg ham i hånden, mens jeg sagde, at vi lige skulle finde et andet sted. Egentlig ikke fordi det kløede, for det gjorde det ikke. Jeg tænkte bare, jeg havde brug for at mærke mig selv igen. Ikke langt fra baren fandt vi en parkeringsplads. Lidt ovre i et hjørne stod en bus. Jeg trak Påskemanden derhen. Jeans blev lynhurtigt åbnet. Bussen føltes støvet og fedtet, da han klemte mig op ad dens side. Vi asede og masede. Hev efter vejret. Stadigt stående forsøgte vi os først forfra. Derefter bagfra. Ingen af delene lod sig naturligvis gøre. For Påskemandens pik var blød på den der måde, som kun meget fulde mænd kan præstere. “Hjælp mig lige,” pustede han, og jeg gled tungt ned på bare knæ med bukserne hængende om anklerne. Han sukkede, da jeg gik i gang. Vil ikke afvise, at vi her var ude i en gentagelse af Verdens Dårligste Sutter. Som kun meget fulde Frøken Kløe kan præstere. Lige meget hjalp det. Er ikke sikker, men jeg vil tro, vi væltede rundt i en halv time, før vi fattede, at sex absolut ikke ville komme til at kunne ske. “Jeg skriver til dig, når vi er blevet ædru,” sagde Påskemanden, “så kan vi gøre det rigtigt.” Venligst lad være, tænkte jeg, mens jeg rodede rundt efter min ene sko. Jeg kunne mærke grus mellem tænderne, da vi smågrinende gik tilbage til baren.

Søndag var hård at komme igennem. Tømmermændene var urimelige. Også de moralske af slagsen. Var faktisk næsten de værste. For jeg var så træt af mig selv, så sindssygt træt af at have ladet Påskemanden komme tæt på endnu en gang. Simpelthen for dumt. Her et par dage efter er jeg heldigvis mere sådan: Oh well. Stadig ikke stolt af det. Men. Oh well.

Åh ja. Og har han skrevet til mig? Selvfølgelig ikke. Hvad havde I regnet med?

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Meltdown, tredje del

Det krævede al min viljestyrke ikke at skrive til Sommermanden hele tiden. Har ikke tal på alle de gange jeg har startet en besked op for at ende med at slette den igen. Slap af. Slap af. Slap af. Tænkte, jeg var nødt til at gøre noget for at det ikke skulle stikke mere af for mig. Som for eksempel at knalde en anden.

Så vi blev høje forrige tirsdag. Hvem fanden bliver også høj på en tirsdag? Jeg er voksen, jeg har et voksent job, jeg gør enormt voksne ting. Og jeg forsvinder på en tirsdag. Bidrog ikke særlig godt til den søvnløshed jeg i forvejen slås med. På mit skrivebord ligger allerede en million sager. Bunken vokser og vokser, og jeg er ny på jobbet, og jeg kan ikke sove. Jeg har ikke fri, når jeg har fri; jeg lukker øjnene, laver straks to do-lister, streger over og visker ud i tankerne. Det gør mig så træt, så træt, men ikke nok til at kunne falde i søvn. Så det var rart bare at forsvinde. Og Vikaren sad der i min vindueskarm. Han så så vidunderlig ud med aftensolen i nakken, hans hår glinsede mørkt og blankt. Jeg gik direkte over og kyssede ham. Og selvom vi kort tid efter havnede som en sammenfiltret klump på mit gulvtæppe, så var det ikke ham jeg endte med, for Vikaren var nødt til at gå tidligt. En ekskollega blev derimod. Vi ville planlægge sommerferie. Det var ikke meningen det skulle ske, men han lukkede hurtigt computeren med billetter og hotelbooking ned og spiste mig. Det har vel været under opsejling længe. Ekskollegaen har været forelsket i mig gennem det sidste år eller så. Jeg har vidst det, men har ikke rigtig gjort noget ved det. Har da nogle gange overvejet ham, når kløen teede sig. Jeg lod være fordi jeg 1) aldrig har været specielt tiltrukket af Ekskollegaen, men bare har tænkt, at det ville være nemt, og 2) ikke har været sikker på, om han kunne finde ud af at have sex uden at lægge noget i det. Tilbød ham i stedet et form for næsten-venskab, og Ekskollegaen accepterede, at det var, hvad han kunne få. Tidligere har vi kysset et par gange. Bare i fuldskab. Så gælder det ikke. Her har han været ret voldsom, så jeg troede, jeg havde en idé om hvad der ventede mig, da jeg lod ham tage mig med ind i soveværelset.

Jeg var egentlig ikke spor i stødet. Men noget skulle gøres mod min midlertidige sindssyge. Det vidste jeg. Med ondt skal ondt fordrives, tænkte jeg og lod Ekskollegaen kysse mig hårdt. Der var alt for meget tunge i min mund, mine læber blev presset mod tænderne. Han var hurtig og stærk og over alt. Hev mig i håret, så nakken røg bagover. Det gjorde ondt. Min isse sved, det nærmest hylede for ørene. “Av!” sagde jeg højt og jog en næve i solar plexus på ham. Han bed i min brystvorte. “Hvad laver du?” jeg forsøgte at fjerne hans tænder fra den tynde, følsomme hud. Han lagde sin hånd over min hals, men klemte så fast til, så jeg kunne mærke luftvejene klappe brat sammen. Blodet dunkede i læberne som føltes opsvulmede og næsten bristefærdige. Han kyssede mig. De første sekunder kunne jeg ralle, derefter kom der ikke en lyd. Flåede i hans håndled, han lettede kort trykket, pressede så til endnu en gang. Nåede så småt at mærke panikken lukke sig koldt om mig, da jeg pludselig kunne ånde frit igen. Ekskollegaen virkede vred. Det provokerede mig, og jeg blev også vred, fordi han var ham, og vi stirrede i det hele taget vredt på hinanden. Alligevel lod jeg det fortsætte. Jeg sagde, han skulle droppe at stikke hånden ned i mine trusser, for jeg havde menstruation og havde ikke gidet barbere mig den sidste uge. Det var han ligeglad med. Jeg var forsvundet og i virkeligheden også fuldstændig ligeglad med alt på det her tidspunkt, så det gik mig ikke yderligere på, da han gjorde det alligevel. Han gav dårlig finger. Alt for ublid og ivrig. Det var ikke rart. Jeg skubbede ham væk og ordnede mig selv. Det tog lang tid, men da jeg endelig kom føltes det fladt og dumt. “Skal jeg gå nu?” spurgte han. “Ja,” nikkede jeg mat uden at kigge på ham. “Vi kan putte lidt inden?” sagde han. Det havde jeg faktisk rigtig meget brug for. Æltede løs og fik til sidst formet hans arme omkring mig, som jeg bedst kan lide det. Føltes trygt og velkendt. Da vi lå der, og han holdte om mig, kunne jeg næsten lade som om, han var en anden. Lukkede øjnene og tog dybe vejrtrækninger, for jeg kunne mærke, at jeg var lige ved at begynde at græde. Det var Ekskollegaen, der ville skifte stilling til ske. Det gjorde ham åbenbart ustyrligt liderlig. Jeg ved ikke hvorfor, for jeg lå egentlig bare med ryggen til ham og blundede let hen. Kunne høre, han åbnede sit bælte. “Åh, du er så lækker, du er så dejlig,” gentog han hele tiden. Havde lyst til at slå ham. I stedet fandt jeg en pakke kondomer frem, mens jeg tænkte, at jeg burde stoppe. Det viste sig imidlertid hurtigt, at Ekskollegaen ikke kunne få rejsning. Han var flov. “Åh nej. Og så sammen med dig, Frøken Kløe. Dig! Det måtte ikke ske sammen med dig.” Jeg blev uendeligt lettet. Fik travlt med at trække i en gammel t-shirt og smide Ekskollegaen ud, for tårerne pressede efterhånden alvorligt på. Jeg kunne ikke få mig selv til at sove i min seng, der kort forinden havde gæstet den forkerte mand. Lagde mig under et tæppe på sofaen, søvnen kom i intervaller.

Dagene efter havde jeg grøngule mærker sået over hele overkroppen, hals og skamben. Hudafskrabning på brystvorten. Og en dyb, sviende rift i kødet mellem kønslæberne. Jeg har ikke hørt en lyd fra Ekskollegaen, vi plejer ellers at snakke sammen hver uge. En mærkelig blanding af ligegyldighed og skam fylder mig. Men mest af alt er jeg så rasende på mig selv, så jeg næsten ikke kan rumme det. For jeg savner fortsat Sommermanden, føler mig helt igennem ynkelig, og har til ingen verdens nytte ødelagt et næsten-venskab i et krampagtigt forsøg på at afværge Katastrofen.

Rusen er for længst forsvundet, men jeg har ikke kunnet finde mig selv siden.

Older posts