Sex med Manden På Gaden

Det var en fredag aften. Jeg vidste, den var gal i samme øjeblik, Manden På Gaden trådte ind i min lejlighed. Med lange skridt og stadig med sko og jakke på gik han direkte ind i stuen og kiggede rundt. “Aha!” udbrød han, “du kan lide Nolde?” Han nikkede mod akvarellen over spisebordet. “Ja. Jeg er især glad for hans umalede billeder,” svarede jeg. Manden På Gaden kommenterede bare tørt, at Emil Nolde jo var nazist. Tak. Kender historien. Det var de allerførste ord mellem os nogensinde. Jeg kiggede spørgende ned på hans fødder, der i dette øjeblik stod plantet midt på mit gulvtæppe. “Nå ja,” mumlede han og gik ud til knagerækken i entreen. Skoene stillede han på dørmåtten.

Inde i stuen igen stod vi og kiggede lidt på hinanden. Han så ud, som jeg huskede ham. Havde en mørkeblå sweater på. “Såeh. Skal vi -,” begyndte jeg og ville have spurgt, om han ikke ville med ind i sengen med det samme, da han nervøst afbrød mig: “Jeg er altså vant til at snakke med folk inden. Du ved. Inden man gør mere.” Jeg havde forestillet mig, at vi straks ville kaste os i armene på hinanden. I min fantasi blev der jo aldrig sagt noget mellem os. “Åh,” gjorde mig umage for ikke at lyde skuffet, “du foretrækker at snakke først? Jamen. Ok. Det kan vi vel godt.” Slog med en håndbevægelse ud mod sofaen. Naturligvis, beroligede jeg mig selv, det giver god mening lige at skulle finde hinanden først. Manden På Gaden satte sig midt i sofaen, mens jeg holdt mig mere på kanten. Han spurgte ind til mit arbejde. Jeg fortalte og forklarede. “Man skulle ikke tro, at du har sådan et job,” sagde han, “du er mere en type, hvor man tænker, at du nok laver noget kreativt. Er kunstner eller sådan noget.” Jeg lo lidt. “Ja, det har jeg hørt før. Sådan plejer folk at sige. Men nu er det sådan her, det blev.” Så snakkede vi om hans job. Han nævnte i den forbindelse, at han havde datet enormt mange psykologistuderende. Jaså. Det stod meget hurtigt meget klart, at vi ikke havde noget som helst til fælles. Der var ingen ild. Ingenting. Den første halve time prøvede jeg alligevel optimistisk at skabe en glød, lidt røg, bare et eller andet mellem os, og jeg deltog lige så aktivt i samtalen som han. På et tidspunkt kom vi selvfølgelig også omkring hjemby som nærliggende emne. Vi kendte de samme mennesker. Især faldt snakken på én bestemt, min barndomsven, der døde ung, pludseligt. Jeg fortalte stille, at jeg havde været til begravelsen. Det havde Manden På Gaden ikke. “For det ville jo være det samme som at tage til globryllup. Man kommer kun for sladderens skyld,” forklarede han. Sagde, jeg syntes, det handlede om respekt. “I så fald havde man holdt sig væk,” han hævede stemmen. Jeg fik kort lyst til at give ham et hårdt puf, men nøjedes med at sige, at vi vist ikke var enige. Stemningen var underlig. “Dine ekskærester, de mænd, du har været sammen med – har de været høje?” spurgte han ud af det blå. Og med tanke på både Eksen og Sommermanden, som begge må siges at kunne gå for at være et par velvoksne mandfolk, svarede jeg, at ja, det har de som regel været. Manden På Gaden kiggede ned i gulvet. Han er på min højde.

“Ah,” han udpegede sig en bestemt bog i min reol. “Den har jeg også,” smilede han. Jeg havde glemt, at jeg har den. Sådan. Næsten. I hvert fald. Er det sidste levn fra Sommermanden, som jeg i efteråret ikke nænnede at smide ud. Dumt, tænkte jeg. For nu ville Manden På Gaden selvfølgelig til at diskutere temaer. Lavede hurtigt en mental note om at huske at få ryddet op i reolen, for der fandtes tydeligvis bøger, som ikke længere hørte til der. “Det er ikke min. Eller. Det er det. Men jeg har ikke læst den færdig,” prøvede jeg. Han ville vide hvorfor. Svarede undvigende noget med, at det havde der alligevel ikke været nogen grund til. Manden På Gaden fortsatte med at være meget interesseret i at vide, hvem der helt præcis havde foræret mig bogen. Men da det efter nogen tid gik op for ham, at han ikke ville få mere ud af mig desangående, kastede han i stedet opmærksomheden mod noget nips, jeg har stående. Som jeg har fået af Eksen. Det var sgu da utroligt. Og jeg tror, han må have opfanget den klang af smerte, der altid opstår, når jeg omtaler Eksen. For nu spurgte han venligt ind til ham, og jeg blev lullet ind i rarhed og kom til at sige for meget. Manden På Gaden lod en analyserende bemærkning falde, jeg fortrød i samme øjeblik den opståede fortrolighed mellem os. “Jeg gider ikke tale med dig om ham,” sagde jeg i en stram tone.

Jeg betragtede Manden På Gaden, mens han ufortrødent fortsatte sin ordstrøm om fuldstændigt ligegyldige emner, og jeg kunne mærke, hvordan jeg lige så stille blev tændt mere og mere af. Der var næsten gået en time. Havde en del besvær med at genspille min vante film. Hvordan var det nu, det var? I en trappeopgang? Det skal blive lyv, tænkte jeg. Nu var jeg trods alt kommet så langt. Da der blev en kort pause i Manden På Gadens tale, lagde jeg min hånd på hans og sagde: “Nåhmen. Måske vi skulle lave noget andet?” Men han kiggede på mig og så ud til at befinde sig i vildrede. Han sank, adamsæblet bevægede sig op og ned. Snublede nervøst over ordene, var tydeligvis ikke klar til at gå videre endnu. Herefter tog jeg mig selv i flere gange at forsvinde helt væk, mens han snakkede. Min hibiscus er begyndt at blomstre igen, tænkte jeg. Betragtede de lyserøde blade ovre i vindueskarmen. Manden På Gaden brummede monotont i baggrunden. Den har opført sig underligt længe, planten. Nærmest gået i dvale. “Du har svært ved at holde øjenkontakt,” bemærkede Manden På Gaden og ruskede let i mit knæ, rev mig ud af funderinger over, hvad jeg mon har gjort anderledes, siden hibiscussen blomstrer så fint igen. “Er du færdig med at snakke nu?” sukkede jeg. Det var ikke meningen, at det skulle lyde sådan. Det var det altså ikke. Han kiggede såret på mig. “Det er bare. Jeg troede ikke, vi skulle sidde sådan her,” undskyldte jeg. “Vi kan godt. Altså. Vi kan godt gøre det nu,” sagde han endelig.

Egentlig gik det første kys fint nok. Det var ikke et dårligt kys. Måske sådan et hvor man tænker, at der kunne være brug for lidt øvelse og lidt bedre kendskab til hinanden. Jeg foreslog hurtigt at rykke ind i rummet ved siden af. For nu skulle det altså være. Inde i soveværelset pressede han mig op mod klædeskabet. Et gammelt, vakkelvornt skrummel jeg fandt på Den Blå Avis engang. Kunne høre de på skabets top placerede urtepotter klirre. Han masede, fumlede ved mine lår. Fingrene prikkede hårdt og fór lynsnart henover mig. Han kyssede mig nogle gange på munden, men havde mest travlt med noget på min hals. Jeg er faktisk ikke helt klar over hvad. Og var det ikke sket før, var det i hvert fald her, jeg så småt indså, at hvad der dernæst skulle til at ske nok ikke ville komme til at gå helt som planlagt. Jeg stod og kiggede lidt op i loftet og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre, mens hans hænder stadig rasede rundt. Besluttede mig for at prøve at hjælpe ham lidt. Smækkede benet op om hans hofte. Greb om hans kinder og forsøgte at guide ham væk fra halsen. Til sidst smed jeg blusen. Han trak vejret i små stød. “Skal jeg lukke døren?” spurgte han. Hans stemme var blevet lys og luftig. Han læspede. “Det må du selv om. Ikke for min skyld. Men du må gerne tænde lyset, hvis du har lyst,” svarede jeg, for der var dunkelt i soveværelset. “Nej! Vi skal have det slukket,” Manden På Gaden lukkede døren ind til stuen, hvorfra lyset indtil da havde strømmet. Nu var der helt mørkt. Jeg kunne kun skelne ham som en endnu mørkere masse. Nu gør vi det altså, tænkte jeg – vi skal bare lige i gang. Tog resten af tøjet af. Væltede om i sengen. Jeg lå halvt under ham. Prøvede at vise ham, hvad der skulle gøres. Hvor han skulle røre mig, hvor der skulle aes, hvor der skulle kysses og hvor der skulle klemmes. Efter lidt tid begyndte jeg at opfatte hele hans asen og masen som havende noget desperat, febrilsk over sig. Stadig det gispende åndedræt. Det var de samme hurtige fingre. Jeg stoppede brat op. Lå og glippede lidt med øjnene og følte mig usikker. Mænd plejer jo at vide, hvad der skal ske. De skal sjældent hjælpes særligt meget. De ved jo, hvordan man gør. Men her var det som om, jeg viste ham alt for første gang. Og jeg fik pludselig den frygtelige tanke, at Manden På Gaden var jomfru.

Jeg tror, han troede, at jeg gerne ville slikkes. Men ak. Det er jo sjældent noget for mig. Man må sige, at det heller ikke hjalp spor, at det så absolut virkede som om, at Manden På Gaden kun bevægede hovedet ned mellem mine ben, fordi han havde en idé om, at han skulle. Med en meget tør tunge strejfede han først mine inderlår men mistede så vist alligevel modet, da han fik øje på herligheden, der blomstrede lige for næsen af ham. Tja. Den kan vel også være lidt uoverskuelig at gå til, hvis man aldrig rigtigt har prøvet det før. Hev ham op til mig igen. “Jeg skal have kondom på,” sagde han med sin nye, lyse stemme. Jeg ved godt, at nogle synes, at de få øjeblikkes kondomfumleri, der opstår under sex, er akavede og pinlige. Men jeg kan som regel godt lide dem. Især hvis det er en lækker, selvsikker mand, der skræver henover mig og stritter stolt med pikken, mens han kigger ned på mig og roligt ruller løs. Det ser så flot ud, synes jeg. Simpelthen eddermandigt. Men. Aldrig har jeg oplevet noget så pinefuldt, som da Manden På Gaden kastede sig fladt ned på ryggen og bare lå der, mens svirpende elastiksmæld og sagte banden genlød gennem mørket. Efter lidt tid på den måde spurgte jeg forsigtigt, om jeg skulle hjælpe. Han snerrede, at det skulle jeg i hvert fald ikke. Og jeg kunne høre, hvordan hans stemme rystede, hvordan gråden må have gjort ham tyk i halsen og presset smerteligt mod svælget. Jeg begyndte efterhånden at føle mig lige så ilde til mode, som jeg fornemmede, at Manden På Gaden var. “Måske kan du…” begyndte han anstrengt. “Tænde lyset?” jeg åndede lettet op over endelig at kunne gøre et eller andet, rakte hurtigt ud efter sengelampen. “NEJ! Men du kan… Prøv lige…” han rystede dinglende med pikken, “… At sutte.” Jeg opdagede, at han var blevet helt slap. Åh nej. Og jeg prøvede – det gjorde jeg virkelig, virkelig – at syne så rolig som muligt i håb om, at det kunne smitte bare en lille smule af på Manden På Gaden. Tog ham langsomt i munden og sagde “mmh!” og smilede op til ham, selvom jeg ikke er helt sikker på, at han kunne se mit ansigt i mørket. Heldigvis skulle der ikke meget mere end et par af de helt dybe ned i halsen til, før han var nogenlunde hård igen. Forsøgte sig endnu en gang med kondomet. “Nååå. Det vendte åbenbart forkert før,” mumlede han fjoget. Nu gled det på plads uden problemer. Åh, Gud, tænkte jeg. Og jeg kan godt sidde her i dag og læse, hvad jeg netop har skrevet, og undre mig over, hvorfor jeg ikke bare stoppede. Hvorfor jeg ikke bare bad ham holde inde og gav ham et kram i stedet, for det var måske egentlig mest, hvad vi begge havde brug for. Men det var som om, der var blevet trykket på en kontakt indeni mig. Var fuldstændig klar over, at tingene indtil videre ingenlunde kunne kaldes for vellykket. Kunne sagtens mærke, at Manden På Gaden nok hverken var erfaren eller særlig tryg ved situationen. Og måske ynkede jeg ham. Måske er jeg stadig ikke helt skarp på, hvad jeg helt præcis følte udover et voldsomt behov for bare at få det knald, jeg havde besluttet mig for. Koste hvad det ville.

Der findes flere forskellige måder at ride en mand på. Nu ved jeg ikke med jer, men jeg foretrækker tit, at han ligesom stemmer imod. Ikke ligger helt blød og slatten under mig. Der er nødt til at være noget at arbejde med. Han må gerne støde igen, vippe underlivet op mod mig, bare lige lidt, spænde maven. Sådan noget. Så man finder den bedste rytme sammen. Jeg havde sat mig overskrævs på Manden På Gaden, for jeg vidste, at det nok ikke ville være så god en ide, at lade ham føre an. Jeg har prøvet en ting eller to før, men aldrig at nogen krummer sig sammen under mig, som han gjorde. Nærmest forsøgte at trække sig væk. Jeg lagde håndfladen mod hans bryst for at holde ham tilbage, men han røg straks fremover igen som en anden fjeder. Tog hans hænder, fortalte, han skulle presse mig ned over sig. Forsøgte dernæst med småværkende lår til følge at holde mig hævet, sidde mere stille på ham, så han kunne kneppe opad, hvis det var det, han foretrak. Men. Lige meget hjalp det. Måske det er bedre i en anden stilling?, tænkte jeg. Hans hoved mod mit bryst, mens jeg baksede. Nej. Hele tiden det her desperate knepperi, som havde antydningen af noget vredt eller fortvivlet over sig. Han formåede ikke at holde rytmen på et eneste tidspunkt, og jeg vidste ikke længere, hvad jeg skulle gøre for at vise ham den. Han snøftede og stønnede, hans lyde lød som et barns. Skubbede ham væk, sagde: “Nu gør vi det bagfra.” Men han hev og sled i min hofter i stedet for at støde. “Kan du lide at få tissemand?” læspede han bag mig. Jeg kan ikke fordrage det ord. Så. Jeg lukkede øjnene og tænkte på Løven. Og det endte næsten med at kunne fungere en smule for mig sådan. Indtil Manden På Gaden tabte rejsningen igen. Han lagde sig straks på ryggen og bad mig sutte. “Men. Altså. Med kondom på?” spurgte jeg. “Ja, ja. Gør det nu bare,” tiggede han. En skarp, nærmest bitter smag af gummi blandet med min egen let syrlige. Han var hurtigt klar igen. I et sidste forsøg satte jeg mig atter overskrævs på ham. Det foregik nøjagtig som før. Mærkede dog denne gang noget anderledes. Kiggede ned. Jeg ved ikke, hvor længe kondomet havde været af – men jeg kunne se snippen af det titte frem ved siden af hans pik, som stadig var oppe i mig. “Stop. Det går ikke,” sagde jeg og ville trække mig væk. “Nej, nej, nej. Du skal blive ved,” insisterede han på sin lyse, luftige måde. “Hallo. Se nu lige,” svarede jeg irriteret. “Det var ikke mig,” læspede han hurtigt, da han opdagede, hvad jeg mente, “det er dig. Det er den måde, du sad på.” “Det er jo ikke nogens skyld,” sagde jeg. Prøvede at hive kondomet ud, men min kusse virkede til at have skabt et slags vakuum, så det lod sig ikke sådan lige gøre. Man måtte hive godt til. Manden På Gaden gik på toilettet. “Hvad så nu?” spurgte han, da han kom tilbage. “Jeg synes, vi skal stoppe,” jeg strakte mig. “Det var ledt sagt,” hviskede han. “Jamen, vi skal jo for fanden da stoppe på et eller andet tidspunkt,” lykkedes efterhånden ikke så godt med at skjule irritationen længere. Han ville vist gerne have en eller anden form for efterspil, for han lagde sig ved siden af mig og kiggede mig dybt i øjnene. Mit blik flakkede først mellem øjenkontakt og væggens hvide, noprede tapet. Endte til sidst med at finde ro et sted mellem kommode og natbord, og jeg lå og gloede tænksomt, mens Manden På Gaden snakkede. Han tog min hånd og lagde den på sit bryst. Jeg lod den ligge der i et par minutter, før jeg fjernede den igen. “Men du kom da. Gjorde du ikke?” spurgte han. Hans stemme var blevet normal igen. Da kiggede jeg direkte på ham. “Nej,” sagde jeg bare. “Skal jeg blive og sove?” var hans næste spørgsmål, hvortil jeg ret bestemt afslog. “Du er så stille nu,” sagde han. “Jeg er træt,” svarede jeg kort og brød mig ikke længere om mig selv. “Du har meget triste øjne,” var noget af det sidste han fik sagt, inden jeg bad ham gå.

Jeg vidste godt, at Manden På Gaden nok forventede at høre fra mig. Vidste, at han måske gerne ville ses igen. Men næste dag orkede jeg ikke at skrive til ham. Bestemte, jeg skulle have det hele lidt på afstand først. Bare. Puste ud. Det havde ikke været en specielt rar oplevelse at være sammen med ham. Jeg havde fået det, som jeg ville, men havde det været det værd? Brugte lang tid på at spekulere. Købte en fortrydelsespille. Aner ikke, om man kan blive gravid af præsperm, men jeg havde under ingen omstændigheder tænkt mig at tage chancen. Spiste sen frokost med en veninde. Trissede lidt rundt. Gik i fitness. Henad aftenstid skrev han pludselig til mig. At det havde været hyggeligt. At han ville vide, hvad jeg tænkte om det hele. “Jeg tænker ikke, vi skal ses igen,” svarede jeg. Det ville han gerne have en forklaring på. “Jeg synes bare ikke, den rette kemi var der,” forsøgte mig med en klassiker, vurderede, at det måtte være det mest skånsomme svar. Og det var jo egentlig heller ikke usandt. Til gengæld virkede det som en rød klud på Manden På Gaden. Jeg tror, han havde regnet med mit svar. Tror, han havde planlagt sit modtræk, skrevet det ned på forhånd. For nu tikkede den ene alenlange besked ind efter den anden i så vanvittig fart, at jeg knap kunne nå at svare i mellem. Anklagede mig for at være uærlig, dobbeltmoralsk, vise svage karaktertræk. Hvorfor havde jeg ikke bare sagt forrige aften, at jeg ikke ville ses igen? Hvorfor havde jeg ikke skrevet til ham tidligere? Og så: “Men på den anden side set kan jeg også godt se, at du har ret. Vi har intet til fælles. Jeg, der er utroligt snakkende og dyb, fik ingenting tilbage af dig. Det eneste du gik op i var at kneppe. Du gad ikke engang prøve at komme ind på livet af mig. Du virker som en enormt overfladisk person, som ikke kan finde ud af at knytte dybere til andre mennesker. Jeg må sige, at jeg aldrig i mit liv har haft sådan en oplevelse med en kvinde før – og jeg har ellers været sammen med en del. Utroligt følelseskoldt.” Den besked fik mig til at fnyse, sprutte vantro af grin. Altså. Seriøst? Hans indbildskhed indtog nye højder. Nåede at svare, at han var langt ude, før han spydigt begyndte at kommentere på en af de hemmeligheder, jeg i et svagt øjeblik havde betroet ham. Nu var det min tur til at blive tirret og som en arrig tyr galoperede jeg tungt mod ham, svarede nedladende, men han drejede dansende af, jog sit spyd i siden på mig. “Du ville ikke røres ved og kunne ikke kigge mig i øjnene. Du er iskold. Søg hjælp,” sluttede han af, før han blokerede mig og dermed fratog mig muligheden for at tage til genmæle.

Mange dage efter vedblev jeg stædigt at gentage overfor mig selv, hvor revnende ligeglad jeg var. Men kunne alligevel ikke lade være med hele tiden at tænke på min aften med Manden På Gaden og den efterfølgende beskedudveksling. Det er ikke første gang, jeg er blevet kaldt iskold. Vikaren brugte for eksempel samme beskrivelse. Dengang tog jeg mig ikke synderligt af det. Sidenhen er det igen blevet nævnt overfor mig. Og nu dette. Jeg har tænkt meget over, om min tilgang til mænd og sex er helt forkert. Som oftest gør jeg klart, hvad jeg har tænkt mig at få ud af et bekendtskab, før man indlader sig på mere. Nogle gange er det et knald. Andre gange noget andet. Jeg bryder mig ikke om løgne, men ejer trods alt pli og er heller ikke ærlig for enhver pris. Føler godt, man kan omgå sandheden lidt uden at forstille sig. Manden På Gaden blev ved med at fremhæve hvor uærlig, han syntes, jeg havde opført mig. Det provokerede mig grænseløst. Måske blandt andet fordi jeg godt vidste, han havde fat i noget. Ja, jeg havde fortalt ham, at jeg kun var interesseret i sex. Men jeg havde samtidig også lukket øjnene, når han hentydede, at han i virkeligheden lod til at ville have mere af mig. Når han ville vide, hvordan jeg er som kæreste, eller hvad jeg kunne tænke mig at lave sammen med ham udover det sjove i sengen. Og jeg kan godt se, at mine hemmelighedsbetroelser muligvis signalerede andet og mere. Det var tankeløst gjort af mig. I mere end en forstand. Men havde han ikke også undgået at tage mine ord for gode varer, når jeg i så direkte vendinger fortalte, at det ikke var med ham, jeg var interesseret i sådan noget med? Så. Uærlig? Overfor hvem af os? Jeg har ingen konklusion.

Manden På Gaden

Ja, ja. Så der findes altså en Danseboy et sted derude. Men han er ikke den første. Vil med største sandsynlighed heller ikke blive den sidste, kender jeg mig selv ret. På den måde har jeg flere forskellige mænd, der render rundt i byen, som er mine uden at vide, at de er det. Det er for det meste en hyggelig, lille leg. Således har der gennem tiden også været en Koncertboy og en Folkekøkkenboy. Og på Kreta findes der tilmed en Waterboy. Jovist. Men det var nu hyggeligst og allermest spændende dengang, da de sociale medier endnu ikke var blevet så store endnu. Det har dog vist sig, at kombinationen af at være temmelig ferm med både Facebook og Google, samt folks tendens til lemfældig omgang med især førstenævntes privatindstillinger, kan være en særdeles indbringende hobby. Det har vel også sin charme at være stalker, prøver jeg at overbevise mig selv om. Eller. Researcher. Som jeg foretrækker at kalde det. Lyder ligesom pænere. Ik’.

Og det er nok egentlig lidt pudsigt. For herinde taler jeg jo gerne højt og længe om – hvad jeg går ud fra, andre mennesker ofte synes er – de mest intime detaljer, nogen kan dele. Men alle andre steder på internettet er jeg altid enormt tilbageholden. Sådan er det også i virkeligheden, bag skærmen. Fordi for mig findes der langt mere private ting, man kan fortælle om sig selv. Det er ganske få mennesker, jeg har fortalt mine hemmeligheder til. Forestiller mig, at jeg måske er lidt omvendt på det punkt. Hvor kys og knald snildt kan betyde meget, meget lidt for mig, så kan jeg som bekendt ikke forstå, hvordan folk for eksempel kan finde på at rende rundt og sove med hinanden. Jeg mener. Bare sådan. Tilfældigt. Som om det slet ikke betyder noget. Begynder jeg først på sådanne sager, eller krydrer jeg blot et bekendtskab med lidt hemmelighedsfortælling, kan man uden tvivl regne sig for værende del af en nøje udvalgt, eksklusiv elite. Derfor ærgrer jeg mig i dag gul og blå over, at jeg for en gangs skyld tog kontakt til en af disse mænd, mine boys, der er mine uden selv at vide det. Ærgrer mig over i dén grad at have fejlbedømt ham og hele situationen. At jeg så heftigt ignorerede min mavefornemmelse på grund af en fantasi, der, set i bagklogskabens klare lys, blot skulle være blevet ved netop det og aldrig andet. For nogle gange er fantasier bare. Tja. Fantasier. Nysgerrig? Nå. Men så følg med:

Tror, det er over et år siden, jeg så ham første gang. Han kom gående mod mig, og jeg tænkte, at der var noget bekendt ved ham. Kort overvejede jeg at hilse. Han gjorde tydeligt det samme. Der var sådan en famlende øjenkontakt. Og så var han væk. Gangen efter stod jeg i ly i et busskur, da han kom soppende med regnen silende fra sin lange næse. Derefter blev det med forholdsvis jævne mellemrum, at vi fortsatte med at støde på hinanden. Og det var altid det samme sted, jeg så ham. Samme gade. Derhjemme gik jeg flere gange på Facebook og forsøgte via personer, som jeg mente at kunne huske fra sammenhænge, jeg associerede med Manden På Gaden, at finde frem til ham. Aldrig med held. Så meget for uovertrufne researcher skills. Pokkers.

Efter omtrent et halvt år med stirren og tilfældige møder, gik vi pludselig fra at udveksle lange blikke til blege, prøvende smil. Han spilede forbavset øjnene op, da jeg en morgen forsøgte mig med et skævt et af slagsen. Gengældte straks. Jeg kunne lide, at jeg overraskede ham, og jeg kunne lide, at det lod til at gøre ham usikker. Fra da af startede mine fantasier om Manden På Gaden. Handlede om ham og jeg i gyder, i baggårde, i trappeopgange. I fantasierne blev der aldrig sagt noget mellem os. Det var bare mig, der ville tage fat i ham midt på gaden, hive ham til side og tage ham, som det passede mig, mens han ville kigge på mig på sin usikre, forbavsede facon. Når jeg stod og ventede på bussen, kørte filmen for mit indre blik, og jeg håbede hver gang, han ville komme forbi. Men det var også fra da af, at jeg ikke så mere til ham. Selvom jeg spejdede. Og gik forbi busstoppestedet igen og igen. Og fandt på omveje, jeg håbede, han ville tage. Og i det hele taget begyndte at føle mig lidt dum. Men lige meget hjalp det. Manden På Gaden var bare pistvæk.

Da skete det, at jeg for en måneds tid siden tilfældigt befandt mig på selv samme gade, hvor mine fantasier som regel plejede at løbe af med mig, sammen med Søster. Det var et værre blæsevejr den dag. Vi stod og snakkede med hver vores cykel ved siden. Var rigtigt sådan nogle irriterende damer, der bare står og spærrer. Da han gik forbi, var det som i slow motion, selvom det i virkeligheden nok ikke tog mere end et par sekunder. Bassen buldrede i ørerne. “Hvem er han?” spurgte jeg retorisk, henført. “Ham der? Vi har jo gået på samme folkeskole. Han gik et par årgange over dig, tror jeg,” svarede Søster. Og pludselig kunne jeg se ham i aulaen, på legepladsen, på gangene. Råbene og støjende og voldsom i kantinekøen, som kun de store drenge var, når de var utålmodige efter pølsehorn så kridhvide i krummen, som man ikke har set dem siden halvfemserne. Mere end et års spekulationer over Manden På Gaden var endelig ovre. Søster kunne tilmed huske hans navn. “Hvorfor? Synes du da, at han er noget specielt?” spurgte hun. En svag næserynken antydede, at hun ikke delte samme holdning, skulle det vise sig, at jeg fandt ham overordentligt speciel. Tænkte mig om. Hvad syntes jeg om ham? Rent fysisk gør han ikke det store væsen af sig, det kunne jeg godt se. Han ser sød ud. Men han er ikke min evige go to type. Langt fra. Faktisk lidt splejset i det. Uih! Der kunne godt være en snas Spurv over ham, kom jeg i tanke om. Ved godt selv, hvordan jeg kan virke, når jeg kommer hvirvlende med mit hår og mine skørter, høje latter og drevne dialekt. Mit umiddelbare indtryk var, at Manden På Gaden er stik modsat. Men jeg kunne lide den effekt, jeg fornemmede, jeg havde på ham. Kunne lide mine fantasier, og var efter uudholdeligt lang tid med disse mere end parat til at føre dem ud i livet.

Hjemme på tredje sal sad jeg atter med min computer åbnet foran mig. Og sørme om ikke han dukkede frem med det samme, jeg søgte på navnet, Søster havde oplyst. Efter en smule tilløb endte jeg med at sende følgende: “Det kan godt ske, det er lidt random det her – men jeg har set dig på gaden nogle gange, og jeg synes simpelthen bare, du ser så sød ud!” Jeg ventede. Der gik en time. “Hej Frøken Kløe. Jeg kan godt huske dig,” lød svaret. Hvorefter han tilføjede, at han havde tænkt det samme om mig. Varede ikke længe, før han inviterede mig på kaffedate. Jeg sagde naturligvis ja. Viste sig også, at grunden til, vi så ofte var rendt på hinanden, skyldtes, at vi bor med kun få hundrede meters afstand. Det begejstrede mig. Tænk, at Manden På Gaden havde været så nær hele tiden! Åh. Vi ville ikke kunne ses før et par uger senere. Ventetiden blev brugt på næsten daglige skriverier.

Når jeg ikke har mødt mænd endnu, gider jeg sjældent bruge alt for meget tid på at skrive med dem. Men efter at have skrevet kort om barndomsby og folkeskole, om fælles bekendte, og i særdeleshed efter at have husket mere end tyve år gamle episoder med Manden På Gaden, fik jeg en fornemmelse af at kende ham. Helt overordnet var han sød. Som forventet. Kunne dog samtidig sagtens se, at han nogle gange skrev nogle ret sære ting. Eksempelvis da han nævnte, at han savnede en kvinde med dannelse. I fuldt alvor erklærede han sig som værende det mest kultiverede menneske, han kendte, skulle han sige det selv. Og det skulle han på det bestemteste. Kunst skulle helst gå lige til grænsen, provokere ham. Jeg nævnte Kvium. Næ nej, ha! Foreslog Kahlo. Hvem? Luret, tænkte jeg og kiggede kærligt op på alle tiders heltinde, der troner blødende på min stuevæg. Han forklarede sin forkærlighed til grænsesøgende kunst ved, i samme slet skjulte seriøse vendinger, at beskrive hvor ekstremt og kontrastfyldt et liv han fører: Drikke øl den ene dag, spise sundt den næste. Da han første gang brugte ordet ekstrem om sin livsstil, forventede jeg historier om en eller anden form for hurtig vandsport eller parkour i svimlende højder. Og jeg tænkte, at det eneste, der for mig virkede ekstremt i det han fortalte, var hans fuldstændigt forbløffende evne til at virke indbildsk og uden skygge af selvironi. I samme øjeblik smældede en klar, lys stemme gennem mit hoved: “Slap af. Det kan du ikke vide. Man kan nemt misforstå tonen i en besked. Giv ham en chance.”

Det var i det hele taget en underlig blanding. Jeg syntes absolut, Manden På Gaden var irriterende, når han beklagede sig og skrev, at hans venner ikke var lige så belæst som han. Jeg snakkede udenom, når han gerne ville tale om de sjæleløse mennesker, der er som robotter, og som derfor er de allerfarligste af alle. Jeg syntes, han var betænksom, når han spurgte mig, hvordan min dag var gået. Han kaldte mig en attraktiv kvinde. Vidste ikke rigtigt, om jeg ville have foretrukket at blive kaldt lækker. Jeg oplevede ikke helt at kunne finde en ordentlig balance mellem fantasi og virkelighed. Det var som to magnetiske poler, der fortsatte med at frastøde hinanden. Som så mange gange før foretrak jeg fantasien, hvorfor den som oftest fik lov til at sejre. Men mest af alt følte jeg en form for fortrolighed eller samhørighed over, at Manden På Gaden og jeg begge var opvokset samme sted. Over at kende til samme sociale koder og sædvaner som kan præge et udkantsområde; og over at have disse indprentet så dybt i sig, så man formentlig aldrig helt vil kunne undsige sig dem, lige meget hvor hårdt man ellers forsøger. Måske det i sidste ende var derfor, at jeg besvarede hans hemmeligheder med mine egne. Skønt ikke voldsomt detaljerede og måske kun overordnet beskrevet, men ikke desto mindre hemmeligheder.

Gennem alle skriverierne havde det hele tiden stået mere eller mindre mellem linjerne, hvordan jeg havde fantaseret om Manden På Gaden, når jeg så ham. Virkede han meget smigret over. Spurgte på et tidspunkt, hvad jeg ledte efter. “I hvert fald ikke en kæreste,” svarede jeg kækt. Understregede min pointe med den meste lumre emoji, jeg kunne finde. Og det var hele tiden mest bare hentydninger. Og det var ret spændende sådan. Og han lod aldrig til at fange den helt. Et par dage inden kaffedaten skulle stå, var både kløe og fantasier ved at få bugt med enhver virksom tanke, der måtte findes tilbage i min hjernebark – som på daværende tidspunkt forresten lod til at være en sumpet, sørgeligt overkogt masse. Så. Skrev, at jeg syntes, vi burde droppe kaffen. At han i stedet kunne komme hjem til mig. Han fangede den stadig ikke. “Jeg vil gerne kneppe med dig,” skrev jeg ligeud, “er du med nu?” Dét må man sige, han var. Men aldrig så snart var aftalen i hus, før han begyndte at spørge mere ind til, hvad jeg ledte efter i en mand. Hvordan en ideel kæreste skulle være. Svarede, at det ikke var noget, vi behøvede at komme ind på, for jeg ville kneppe og ikke kæreste rundt. Det lod Manden På Gaden til at acceptere for en stund, indtil han i nye formuleringer skrev akkurat det samme igen. Spurgte denne gang også, om jeg kunne finde på at dumpe en mand, hvis han ikke var så god i sengen. “Ja,” sagde jeg, “når relationen bare er sex, er det jo som minimum nødt til at fungere.” “Heldigvis har jeg været sammen med rigtigt mange kvinder, så det bliver ikke et problem. Men jeg er meget dominerende, det må du være forberedt på,” svarede han.

“Hold dig væk fra ham,” sagde Søster alvorsfuld, “han lyder underlig.” Min veninde stemte i. Det gjorde min mave egentlig også. “Jo, jo. Underlig,” grinede jeg og ville ikke lytte, “det bliver sikkert kinky.” Jeg må indrømme, at jeg studsede mere end én gang over Manden På Gadens beskeder. Men. Man kan sjældent tale en dame fra at gå ind til, hvad hun regner med bliver Forløsningen. Man kan ikke sige til hende, at alarmklokkerne altså både bimler og bamler, når mænd skriver sådan. For hun har proppet vat i ørerne og har i døgndrift en hed film lynende på repeat for sit indre blik. Det er derfor, hun sidder åndsfraværende og stirrer tomt på sine kolleger, når de spørger, om hun har husket at bestille post its og mødeforplejning. Det er derfor, hun nynnende fjerner ethvert dun af kønsbehåring, iklæder sig en nyindkøbt kjole og blinker tilfreds til sig selv. Lige indtil det ringer på døren.

Møde med Chefen

Jeg havde virkelig forsøgt at forberede mig på at møde Chefen igen. Havde i tankerne gennemgået op til flere fantasisamtaler med ham, hvor jeg selvfølgelig hver gang ville virke cool og upåvirket. Søster og jeg havde snakket om, at jeg eventuelt kort kunne nævne, at jeg simpelthen havde været sååå fuld og slet, slet ingen verdens ting huskede fra den nat, så jeg nemmere kunne slippe udenom mit kaffeløfte. God plan, tænkte jeg.

Det ville i øvrigt være løgn. Det med ikke at kunne huske noget. For jeg kommer efterhånden i tanke om flere og flere detaljer. For eksempel hvordan han havde ævlet løs om sin bedste kammerat, som åbenbart har fundet en dame på min alder og gjort hende gravid. Nu lever de lykkeligt til deres dages ende. Og Chefen var helt sikker på, at det også ville klæde mig med sådan en sød mave. Dog lader det muligvis til, at jeg havde formået at virke ganske overbevisende i mit forsøg på ikke at forstå en disse, for jeg husker, at Chefen efter gentagne omfavnelser og lidt intens stirren havde slået en latter op og sagt: “Du er da den mest fatsvage følgesvend, Frøken Kløe!” På den anden side set er det jo heller ikke så godt, for nu ved jeg også, at han – som ellers først antaget – alligevel ikke helt havde underspillet sin flirt for at give mig muligheden for at lade som ingenting.

Derfor har jeg gået lettere paranoid rundt på min arbejdsplads gennem de sidste uger. For Chefen har samarbejdspartnere på en af etagerne, hvorfor jeg et par gange før i tiden har mødt ham her. Den første hverdag efter vores natlige gåtur, havde jeg sneget mig langs panelerne, kigget mig over skulderen og generelt ikke været specielt villig til at forlade min trygge plads bag skærmen. Hvis du ikke snart tager dig lidt sammen, er det jo først, det bliver super akavet, tænkte jeg efter nogle dage med samme håbløse strategi. Da det tilmed viste sig, at jeg jo selvfølgelig ikke mødte Chefen, begyndte jeg at slappe af. Og efter en veloverstået ægløsning og de kløende prøvelser jeg i den forbindelse bliver udsat for, endte jeg næsten med at glemme ham igen.

I går var der gammeldags oksesteg i kantinen. Jeg tog naturligvis ordentligt for mig af retterne. Og der var desværre ikke plads til salat med al den brune sovs på min tallerken. Tog maden med op på kontoret, for jeg havde lidt travlt og tænkte, at jeg vist godt kunne taste lidt mellem mundfuldene. Åh, hvor jeg elsker gammeldags oksesteg! Åh, hvor jeg nød det! Sad rigtig der og gnaskede løs og tjekkede Instagram og glemte straks alt om at renskrive notater og sende mails. Nå. Hurtigt ned i kantinen med tallerkenen igen. På trappen genkendte jeg på adskillige meters afstand lynhurtigt Chefen i lang, lysegrå uldfrakke og hvid skjorte, selvom jeg havde ladet brillerne blive tilbage på mit skrivebord. Og jeg kunne altså ikke helt styre mig selv. Panikkede fuldstændig og fulgte blindt min første indskydelse: Ignorerede ham. Lod som om jeg havde fået øje på noget vældig interessant et stykke længere fremme. Kneb øjnene lidt i, så jeg så meget tænksom og travl ud. Helt ærligt. Nåede omtrent en halv etage ned. “Hej,” sagde Chefen. Jeg snurrede rundt. Det lykkedes mig først at kigge spørgende på en tilfældigt forbipasserende kollega, før jeg gav den som værende overrasket over at opdage, at det i stedet var Chefen, der jo stod der ved gelænderet, som havde hilst. “Men Chef! Hej!” udbrød jeg, “hvad laver du her?” “Jeg har et møde,” svarede han og tog et par trin ned mod mig. Ork. Det tvang mig tilsvarende trin op. Vi stod nu på samme trappeafsats. Nå ja. Kram. Selvfølgelig. Husk at give ham et helt almindeligt kram, mindede jeg mig selv på. Og var det ikke fordi, at min krop i samme øjeblik bestemte sig for at forråde mig på grusomste vis, havde mit skuespil sikkert virket ganske troværdigt. Mine kinder begyndte ganske enkelt at brænde og ryggen at drive af sved. Og så stod jeg ellers der med brune sovserester på tallerkenen og en bukseknap, der var ved at sprænges af gammeldags oksesteg. “Tak for sidst,” smilede Chefen. Jeg kunne slet ikke kigge på ham. “Ja. Selv tak. Det var hyggeligt,” svarede jeg tamt med øjnene mod gulvet og en meget presset fornemmelse i ansigtet. “Puha, jeg havde mange tømmermænd dagen efter,” lo han. Jeg grinede nervøst og hørte til min skræk, hvordan min stemme pludselig røg fuldstændig i falset. Fik vist sagt noget med, at jeg også havde døjet med slemme tømmermænd. Prøv nu at være bare en lille smule cool ligesom du har øvet, tænkte jeg febrilsk. “Nåhmen. Jeg skal videre. Hej hej, du,” endte jeg med og flygtede ned af trapperne. Hej hej, du? Seriøst? “Vi må gøre det igen snart,” hørte jeg ham sige bag mig.

Mine knæ føltes bløde og slappe, da jeg var på plads bag skrivebordet igen. Spekulerede over, om Chefen mon ikke havde virket til at fortryde lidt. Var svært at afgøre. Efter heftig analysering over Messenger med to veninder, blev vi enige om, at snakken om tømmermænd højest sandsynligt må have været en slags kode for fortrydelse. Heldigvis. I dag modtog jeg imidlertid en mail fra Chefen. Og det var ikke fordi, der som sådan stod noget særlig specielt i den mail. Bare noget med om jeg ville sende et bestemt link. Men så fik han lige sluttet af med en blinkesmiley. Han har aldrig sendt smileyer til mig før. Så nu har jeg bare værsgo at starte forfra, for nu går den vilde smileyanalysering selvfølgelig endnu en gang. Super.

Chefen

Mpfh. Vi tager lige alle de træls ting først:

“Har du tømmermænd?” blev jeg spurgt en morgen, da jeg mødte på arbejde. “Æh. Nej. Ser det sådan ud?” sagde jeg. “Du ligner en hængt kat,” lød svaret. Ih. Tak. Bare. Tusind tak. Som om jeg ikke selv kan se, at det ikke er helt godt for tiden. Kan ikke genkende mit eget spejlbillede. Jeg ser direkte usund ud. Træt. Slidt. Har af en eller anden grund tilmed erhvervet mig en tørhedseksemslignende plamage lige midt i en smilefold. Den bliver dagligt gnedet med olier og plejet med cremer dog uden nogen specielt synlig effekt. Jeg kender alt til vintertør hud, men så tør har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og mit hår sjasker. Så meget, så jeg en sen eftermiddag i ren og skær desperation gik med til at lade en anden frisør end min vante klippe mig. Skulle jeg aldrig have gjort. Lad mig bare sige det sådan. Og jeg føler mig utilpas i hvert eneste stykke tøj, jeg hiver frem fra skabet. Vildt ubehageligt. Desuden splattede jeg flydende skofarve ud på mit lyse trægulv den anden morgen. Havde kun tid til at tørre sporadisk op. Hvilket betyder at der nu findes en stor gråsort plet på mit gulv, som jeg ikke helt kan greje, hvad jeg skal stille op med. Ti minutter senere hjulede jeg hurtigt ud på min sædvanlige morgenrute. Der er vejarbejde i en af gaderne. Cyklister og fodgængere deles om fortovet. En mand stod med sine to små piger og hjalp skoletaskerne på ryggen af dem. “Man må altså ikke cykle på fortovet,” sagde han, da jeg irriteret slog smæld med tungen over det patent han tilsyneladende havde taget på den i forvejen trange plads. “Nej, men der er ligesom vejarbejde,” svarede jeg morgentvært. “Man må stadig ikke cykle her,” peb han. “Nu slapper du KRAFTEDEME af. Vi skal FANDEME allesammen være her,” skreg jeg over skulderen, raseriet blussede rødt op i mig på et splitsekund. Så nu er jeg også blevet en Call me-reklame. Det mærkes generelt som om, at der bare er et eller andet galt indeni. Og jeg ved ikke hvad, der helt præcis skulle være galt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dette udefinerbare gale, og jeg kan ikke overskue mere januar nu.

Og så kan jeg her til sidst i rækken af negativ opremsning lige oplyse, at jeg henover efteråret har døjet en del med min computer. Umiddelbart efter nytår opgav den dog fuldstændig ævred, hvorfor jeg endte med at se i øjnene, at der nok ikke var meget andet at gøre end at punge ud og indlevere den til reparation. Efter halvanden uge uden et kvæk fra firmaet, der ellers havde lovet at få den i tiptop stand i løbet af ingen tid, ringede jeg til dem. “Skal bare være sikker på, at jeg selvfølgelig hører fra jer, når jeg kan hente min computer,” sagde jeg. “Åh. Nå ja. Altså. Det ser ud til, at din computer desværre er gået i stykker,” lød det. “Undskyld?” udbrød jeg. “Ja. Altsåøh. Du skal nok lige snakke med bossen om det. Men du skal nok have en ny computer,” blev der mumlet i den anden ende. Efter knap yderligere en uges tovtrækkeri lykkedes det mig endelig, at få min computer midlertidigt hjem – godt nok med et ordentligt gok i nøden, så den rasler og ligner jeg-ved-ikke-hvad – indtil firmaet ligesom finder ud af, hvordan de har tænkt sig at erstatte skaden. De kommer til at se rigtig langt efter en god anmeldelse på Trustpilot, det er helt sikkert. Bare ærgerligt at komme til at ødelægge computeren til lige den kunde, der i forvejen er mere end ond i januarsulet.

Men. Damer? Det var faktisk noget helt andet, jeg ville fortælle i dag. Fordi. Måske har jeg brug for et råd. Måske har jeg dummet mig. Ved det ikke. Bedøm selv:

Jeg ses med en gruppe meget voksne typer fra tid til anden. De er alle nogle, jeg har arbejdet sammen med før, og vi mødes nogle gange over en fredagsdrink. Kan vældig godt lide dem allesammen, og tænker, det er godt at pleje sit netværk på den måde. Jeg er den yngste i flokken og er af den klare opfattelse, at de voksne typer passer lidt på mig og hjælper mig. Blandt disse findes min tidligere chef. Ham kan jeg især godt lide. Og han kan lide mig. Dynamikken mellem os har altid været spændende og givtig. Jeg ser ham som mit mulige es i netværket. Som den, der ville kunne hjælpe med at åbne døre, hvis jeg beder om det. Nå ja. Og så er han lækker. Ret lækker endda. En mindre detalje selvfølgelig. Men sådan: Altid knivskarp i dyre, stramme suits og velduftende. Midt i fyrrerne. Mørkt hår. Markant kæbeparti. Lidt smart i en fart. Dog er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham som min chef. Og så kan han jo være nok så lækker. For det gør hverken til eller fra i den henseende, at han i min verden stadig glimrer i rollen som en netop sådan. Og chefer efterlader jo som bekendt en utvivlsom duft af absolut no go i luften omkring sig, når de går forbi en. Lige i forhold til denne chef har jeg tilmed tænkt, at der er en snert af noget far-datter over vores relation, for han giver mig altid råd og peptalks på sådan en omsorgsfuld måde. Jeg har oplevet hans interesse som rent professionel. Men der tog jeg vist fejl.

Fordi. Da skete det, at jeg mødtes med samme gruppe sidste fredag. Det var længe siden vi havde set hinanden, så der var en del at få tjekket op på. Det blev sent. Og pludselig sad Chefen og jeg og skålede og bestilte endnu en omgang. Sådan har vi ellers aldrig gjort før. Og måske var det lidt som om, at han gerne ville tale mere med mig, end han plejer. Men der var altså også et værre rod af øller og drinks på bordet til sidst, så det gav jo ligesom sig selv, at mundtøjet kom ekstra på gled, tænkte jeg. “Du er en gevinst for enhver arbejdsplads,” sagde han. “Det er egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor dygtig du er. Arbejdsmiljøet bliver bare bedre med dig.” Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at smile et nøje indstuderet charmerende, tilpas ydmygt smil. Efterhånden var der ikke særlig meget arbejdsrelateret snak over forsamlingen længere, og vi var nogle stykker der for en gangs skyld besluttede at fortsætte i byen. Der var dans, mine sko begyndte at skave, for lige på det punkt ligger jeg jo sjældent på den lade side. Jeg har aldrig set Chefen beruset før, han plejer at være meget mådeholdende og gå tidligt hjem. Men denne aften gav han los. Bemærkede tilfreds, at jeg selv ikke havde drukket mig til mere end højt humør. I bagklogskabens – eller måske nærmere tømmermændenes – klare lys indrømmer jeg at der vist alligevel var blevet indtaget nok til, at hæmninger og visse grænser også så småt gik fløjten.

Jeg havde en stram kjole på. Men det har jeg nu egentlig tit. Synes, at folk skal have mulighed for at beundre min bagdels runding og hofters sving. På den måde er jeg ikke så karrig med mig selv. Alle andre mænd end Chefen lod da også til at lægge mærke til disse, mine mest fremtrædende fordele. Så. Jeg sværger. Det var helt uden fornemmelse for eventuelle bagtanker, at jeg sagde ja til at følges med ham, da det var tid til at gå hjem.

Vi kunne have taget en hurtig taxa, men jeg kan jo godt lide at være sammen med Chefen, så vi spadserede i stedet. Småsnakkede om løst og fast. Det var mest sådan, at han spurgte og jeg svarede. Efter lidt tid opdagede jeg, at han kredsede om emner som kærester og børn. Tidligere på aftenen havde vi kort snakket om netop dette, så jeg tænkte, at det vel var naturligt at fortsætte. “Hvorfor har du ikke et barn?” spurgte han. “Fordi jeg møder de forkerte mænd og i det hele taget har jeg ikke lyst til at få børn endnu,” svarede jeg. Det er en sætning, jeg er blevet ganske øvet i at fyre af. Det er bare autopilot. “Bip. Dumme mænd. Bip bip. Dumme børn. Båt,” virker bare nemmere. Men Chefen ville gerne høre lidt mere om de der forkerte mænd. Nåhmen. Det kunne jeg da godt fortælle om. Han snakker altid så voksent, Chefen. Ofte lidt vævende og spækket med fremmedord så jeg tit skal koncentrere mig meget om at forstå. Irriterende. Heller ikke fordi det hjalp på forståelsen at have drukket øl. Vel. Jeg vidste ikke helt, hvilke svar han forventede. “Du taler i overskrifter, Frøken Kløe. Hvad gemmer sig bag? Hvad mener du i virkeligheden?” blev jeg spurgt. “Jamen. Det kan du mene. Men hvis det er det mest dækkende, jeg kan komme på til at beskrive mit forhold til en mand, siger det vel også noget?” endte jeg med. Så kiggede han på mig og sagde, at jeg var en af de klogeste, han nogensinde havde mødt.

Jeg finder ofte, at mænd over tredive har en tendens til at foretrække at komplimentere damers personlighed og intellekt. Hvorfor? Fordi de er blevet så voksne, så det er hele den gamle smøre om det indre, der tæller? Eller fordi de har regnet den ud og ved, at det går rent ind hos damerne? I så fald har de ikke regnet mig særlig godt ud, for jeg er så tilpas overfladisk, at man vil smigre mig langt mere ved at fortælle, hvor lækker jeg er. Opsnapper ganske enkelt også hurtigere flirten og meningen, hvis komplimenterne går på mit udseende – og især dette skulle vise sig at have større betydning for resten af gåturen, end man lige skulle tro.

Så det gjorde det mig da glad at høre, at Chefen åbenbart synes, jeg er af så speciel støbning. Jovist. Men det var også det. Lagde mærke til en svagt flaksende bevægelse i maven. “De mænd du finder. Er de ligesom dig?” spurgte han og tilføjede, at originaler ofte tiltrækker ligesindede. “Nja. Der har vel været et par stykker,” svarede jeg undvigende og opdagede, at den flaksende bevægelse ved nærmere eftertanke mindede mere om en urolig orm i mellemgulvet. “Du ved godt, at du skal til at skynde dig lidt, hvis du vil nå at føde dine egne børn, ikke?” sagde Chefen og huggede dermed ud efter et meget ømt punkt. Det må han have vist. Ufint. “Du burde finde dig en sød mand. Måske omkring femogtredive eller fyrre år gammel. En, der har styr på sit liv og sine penge. En, der er moden nok til at give dig, hvad du fortjener. Så kunne I flytte i hus et sted ude i forstæderne. Efter et år er du gravid. Det nytter ikke noget at føjte rundt med drenge mere.” Det var her omkring jeg for alvor begyndte at erkende, at der var noget ved vores samtale, der ikke helt var, som det burde være. Skulle jeg være ærlig, kunne jeg godt se, at sådan havde det vist været det meste af aftenen. Jeg kan huske, at jeg tvang mig selv til at tænke, at det da var fuldstændig normalt, det her, der var intet suspekt ved det Chefen sagde. Sådan, hvor tanken nærmest bliver én høj, klar sætning, der runger gennem hovedet og næsten formår at overdøve enhver form for vage anelser. Og selvom han ikke sagde ordene direkte, stod det dog nogle minutter herefter ret klart, at Chefen åbenbart render rundt og tænker på mig og ligefrem lader til at være fascineret af mig. Fra børn og fulde folk, som man siger.

Ok. Ok, ok, ok. Jeg syntes måske også, at det var liiidt spændende, det, der skete, hvilket formodentlig fik lov til at spille ind på at jeg aldrig rigtig fik sagt fra. Men spændingen overskyggede ikke ormen i maven – selvom jeg den nat ikke var skarp nok til at fatte, at den med sin urolighed såmænd bare forsøgte at fortælle mig, at min grænse ikke bare var nået men også i den grad overskredet for, hvordan Chefen måtte tale til mig. Og fordi jeg var så fast besluttet på ikke at ville erkende hvad der foregik for næsen af mig, lod jeg det fortsætte. Desuden havde hele hans måde at lægge an på mig været så forholdsvis diskret og underspillet, så det for det første både forvirrede mig og gjorde, at jeg betvivlede min egen dømmekraft af situationen, men samtidig også åbnede muligheden for at lade som om, at jeg ikke havde forstået en brik.

Vi nåede Chefens opgang, og han stod der ved døren, og jeg tog et skridt baglæns og sagde farvel. “Jeg kunne snakke med dig resten af natten,” sagde han, “bare ti minutter mere?” “Øh. Tja. Ja, ok,” svarede jeg. Vi satte os på trappen. “Har du ikke lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” spurgte han. Det er helt normalt at spørge om, kaffe er super normalt, der er ikke noget, der nogensinde har været så hamrende normalt som det her, trallede jeg indeni og hørte mig selv sige, at det kunne vi da godt. Chefen svarede, at jeg skulle skrive til ham, så vi kunne finde ud af det. Jeg skiftede hurtigt emne. Han pillede ved mit jakkeærme. Min ånde var hvid. “Det er svært at være single i min alder,” sagde han på et tidspunkt, hvortil jeg fik nikket medlidende. Han tog min hånd. “Du plejer at have sådan et fast blik. Nu flakker dine øjne,” smilede han. “Arh,” mumlede jeg og kiggede alle andre steder hen end på ham. “I virkeligheden er du ret genert. Er du ikke?” spurgte Chefen. Jeg så overrasket op. Det var faktisk sandt. “Du burde gå på Tinder. Så får du hurtigt en date,” sagde jeg i en munter tone som følge af en sær blanding af pludselig at ville udfordre ham og samtidig forsøge at markere et slags stop. “Frøken Kløe,” han slog en høj latter op, “der glemte jeg vist lige aldersforskellen.” Nu var der simpelthen ikke mere at sige. Jeg stirrede på ham med halvåben mund. Virrede med hovedet. Følte mig på så dybt vand, så jeg ikke engang kunne skimte bunden længere. Han kiggede bedende på mig. “Jeg skal hjem nu,” udbrød jeg bare og gik hurtigt min vej, mens Chefen endnu blev siddende på trappen.

Jeg er i syv sind. Skal jeg skrive til ham? Vil det ikke være endnu mere pinligt at lade være? Har jeg overhovedet lyst til kaffe? Bør jeg sige noget? Noget med at jeg ikke tænker på ham, som han gør på mig? Ville det være løgn? Tænker jeg på ham? Ja, nu tænker jeg selvfølgelig på ham. Men gjorde jeg før? Ja, det gjorde jeg egentlig. Men mere sådan. Ku’ godt. Agtigt. Men han er jo forbudt. Det er helt forkert. Det er slemt. Men. Er han ikke også lidt gammel? Knap femten år ældre end mig. Og meget voksen. Han er sikkert også sådan en, der gerne vil have en vinkælder i det der hus i forstæderne. Han går med signetring og manchetknapper, for Himlens skyld! Er der ikke også bare noget, der burde sige en, at det er galt, når man allerede er så meget i tvivl?

Så. Enden er indtil videre blevet, at jeg skal have overstået ægløsning og dertilhørende kløe, for så kan jeg tænke klarere og så bliver alt sikkert godt igen. Ikke?

Ups med Påskemanden

Der gik adskillige minutter efter jeg var vågnet i søndags, før jeg helt præcis kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden. Men så skal jeg da også love for, at enhver detalje kom rullende ind over mig i pinefulde bølger. Er det da fuldstændig umuligt for mig at agere bare en smule normalt når det drejer sig om Sommermanden? End ikke når det kommer til mine hjertekvaler over ham, kan jeg finde ud af at gennemgå de fordømte stadier i rigtige rækkefølge. For eksempel husker jeg, at stadiet med en rebound så absolut var et af de sidste. Niende stadie følger sjældent i hælene på første. Så meget ved jeg da.

Nå. Men det havde været en lang uge, og det havde været en trist uge, og jeg havde bare lyst til at drikke mange, mange øl igen, da jeg endelig ramte weekenden. I sådanne tilfælde kan man jo altid trygt regne med mine gamle kolleger, mit faste slæng, der for tiden galant spiller rollen som trofast beskyttende musketerer. Vikaren tilbød atter at gøre Sommermanden til Lirekassemanden ved, ved hjælp af diverse grusomt beskrevne slag, at banke ham halvt fordærvet. Stadig vældig sødt af ham, jeg forstår hans forsøg på omsorg. “Hvordan går det nu?” spurgte Spurven. Jeg trak på skuldrene. “Du smiler, men dine øjne er bedrøvede. Det kan jeg se,” fortsatte han. “Har ellers gjort mig umage med mascaraen i dag,” svarede jeg. “Jeg kan se det,” gentog han. “Du kyssede mig,” jeg skiftede emne og så ham blive lille foran mig. “Ved ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig overfor dig nu,” indrømmede han. “Jeg tænker ikke på det længere,” svarede jeg sandfærdigt. Spurven livede op. “Virkelig? Du er ikke vred?” udbrød han, og jeg grinede en smule stolt, da han efterfølgende fortalte, at jeg havde givet ham så ren besked på at holde nallerne for sig selv, så han havde skammet sig lige siden.

På en bar stødte vi ind i nogle af Spurvens venner. Jeg havde mødt dem før og kan godt lide dem, så jeg stemte for, da det blev foreslået at sidde ved deres bord. Der gik lidt tid før en sidste ven stødte til. Påskemanden. Fantastisk. Bare fucking fantastisk. Var selvklart høflig og hilste på ham, men mit smil var afmålt, og jeg vendte hurtigt ryggen til ham. På den måde forløb omtrent en time, hvor det lykkedes mig at ignorere Påskemandens tilstedeværelse fuldstændig. Altså. Ikke fordi jeg stadig er fornærmet over aldrig at have hørt fra ham igen efter vores date. Vel. Nærer bare ikke specielt varme følelser overfor mænd, der dumper mig på den måde. “Hej Frøken Kløe,” Påskemanden stod pludselig ved siden af mig. “Hør. Jeg synes, der er en elefant i rummet. Det er min skyld. Fik vist aldrig skrevet til dig.” Jeg kiggede på ham. “Det er nemlig rigtigt, Påskemand,” svarede jeg. “Ja. Undskyld. Det var ikke pænt gjort. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og vidste ikke helt, hvad du ville,” forklarede han. Tænkte, han var fuld af løgn. Greb min øl. Nikkede. “Jeg ville såmænd bare kneppe,” svarede jeg, bundede øllen og forsøgte dermed at vise, at samtalen var slut. Han grinede overrasket. Det smittede. Irriterende. Indså modvilligt, at jeg ikke kunne lade være med at respektere, at han tog konfrontationen. “Kan vi starte forfra?” spurgte han. “Det kan vi vel,” endte jeg med at svare. Da jeg kort efter hvirvlede rundt på dansegulvet, lagde jeg mærke til Påskemandens lange blikke.

Vi fortsatte videre. På dette tidspunkt vurderede jeg åbenbart, at det var helt igennem passende at indvie en af Spurvens andre venner i mit drama med Sommermanden. Så jeg var hende der, der sidder snøftende på en bar, mens en fyr akavet trøstende klapper hende på skulderen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde jeg. “Jeg tror, du har brug for at finde en anden,” svarede vennen. “Muligvis,” nåede jeg lige at hikke, inden han bekendte kulør som en førsteklasses wingman og bogstaveligt talt skubbede mig i armene på Påskemanden. Meget mærkeligt, tænkte jeg og kiggede efter vennen, der forsvandt i barmylderet. Det var her, Påskemanden kyssede mig.

Det var ikke et specielt lidenskabeligt kys. Og alligevel tog jeg ham i hånden, mens jeg sagde, at vi lige skulle finde et andet sted. Egentlig ikke fordi det kløede, for det gjorde det ikke. Jeg tænkte bare, jeg havde brug for at mærke mig selv igen. Ikke langt fra baren fandt vi en parkeringsplads. Lidt ovre i et hjørne stod en bus. Jeg trak Påskemanden derhen. Jeans blev lynhurtigt åbnet. Bussen føltes støvet og fedtet, da han klemte mig op ad dens side. Vi asede og masede. Hev efter vejret. Stadigt stående forsøgte vi os først forfra. Derefter bagfra. Ingen af delene lod sig naturligvis gøre. For Påskemandens pik var blød på den der måde, som kun meget fulde mænd kan præstere. “Hjælp mig lige,” pustede han, og jeg gled tungt ned på bare knæ med bukserne hængende om anklerne. Han sukkede, da jeg gik i gang. Vil ikke afvise, at vi her var ude i en gentagelse af Verdens Dårligste Sutter. Som kun meget fulde Frøken Kløe kan præstere. Lige meget hjalp det. Er ikke sikker, men jeg vil tro, vi væltede rundt i en halv time, før vi fattede, at sex absolut ikke ville komme til at kunne ske. “Jeg skriver til dig, når vi er blevet ædru,” sagde Påskemanden, “så kan vi gøre det rigtigt.” Venligst lad være, tænkte jeg, mens jeg rodede rundt efter min ene sko. Jeg kunne mærke grus mellem tænderne, da vi smågrinende gik tilbage til baren.

Søndag var hård at komme igennem. Tømmermændene var urimelige. Også de moralske af slagsen. Var faktisk næsten de værste. For jeg var så træt af mig selv, så sindssygt træt af at have ladet Påskemanden komme tæt på endnu en gang. Simpelthen for dumt. Her et par dage efter er jeg heldigvis mere sådan: Oh well. Stadig ikke stolt af det. Men. Oh well.

Åh ja. Og har han skrevet til mig? Selvfølgelig ikke. Hvad havde I regnet med?

Older posts