Noget er i gære

Nu ved jeg godt, det var meningen, at jeg skulle gå rundt og være trist og fuld af savn og famlende efter mine knuste hjertestykker. Sådan har I nok tænkt, at det var fat med mig. Og det var det også. Det var det virkelig, virkelig. Dyrkede rigtigt melankolien, kreerede sørgelige playlister og spiste alt for meget smeltet ost. Og der var slet ikke noget der var noget ved. Især ikke mændene. Nå ja. Var da flittig på Tinder alligevel. Dog må enhver singledame give mig ret i, at det ikke ligefrem er ensbetydende med, at man kan sidde og muntre sig med det ene lækre match efter det andet. Der er så godt som støvsuget for flotte mænd derinde. Men så skete der pludselig noget. Sådan. Noget ret uventet.

Hvis nogen har lært sin lektie – så er det mig. Åh, jo. Som om jeg nogensinde igen vil fortælle en mand om bloggen, tænkte jeg sammenbidt. Som om jeg vil føle mig ufri på mit eget fristed. Men da Det Uventede skete, tøvede jeg alligevel et par dage med at skrive om det. Fordi. Tja. Fordi det faktisk virkede som om, at jeg havde fundet noget rart og lovende. Var betænkelig og lidt i tvivl om, hvordan jeg skulle håndtere hele situationen. For taget i betragtning af hvordan det gik sidst, jeg fandt noget tilsvarende *host, hej Sommermand, host, host*, virkede det ikke længere som så skide god en idé at fortælle fremmede mennesker på internettet intime detaljer om min nye flirt. De få dages tøven blev til uger uden skriverier – og det var simpelthen så mærkeligt ikke at dele det med nogen. Ja, udover Søster, min mor, en håndfuld veninder og kolleger selvfølgelig. Bevares. Men så var der altså heller ikke flere, der vidste noget om noget.

Jeg er mere afhængig af jer og bloggen, end jeg lige troede. Og det føltes helt forkert ikke at skrive om alt det, der pludselig drønede ind i mit liv. På den måde lærer jeg tilsyneladende noget hele tiden. Såeh. Hvis man er klar på en føljeton, er jeg parat til at fortælle nu:

Jeg giver det et sidste skud, tænkte jeg og gik en tirsdag på Tinder igen. Det var om morgenen, og der var ikke så travlt på arbejdet, så jeg forestillede mig, at jeg lige ville snuppe fem minutters hyggeswiperi til kaffen. Aldrig så snart havde jeg åbnet appen, før en af de meget sjældne, åndenødslækre tindermænd tonede frem. I ved. En af dem der, hvor man selvfølgelig liker og krydser fingre, men inderst inde godt ved, at han er en liga for sig, og at et match nok ikke er helt sandsynligt. Men se! Straks spurgte Tinder, om jeg havde lyst til at starte en samtale med samme mand, for han havde også liket mig. Sgu. Afslog dog samtale, for selvom han umiddelbart så noget nær perfekt ud, haltede det jo på det tidspunkt gevaldigt med lysten til mere for mit vedkommende. Bestemte mig for at nøjes med den optur, det var, at få matchet og gjorde derfor mine til at lukke Tinder ned. “Godmorgen Frøken Kløe. Du ser sød ud! 🙂 modtog jeg pludselig i en besked fra ham. Altså. Vil ikke helt afvise, at mit ansigt flækkede i et skævt smil. Det føltes jo alligevel lidt rart, kunne jeg mærke. Så jeg svarede, at han da også så sød ud. På min profil har jeg en mindre mandetjekliste, som de, jeg matcher med, plejer at være meget ivrige efter at fortælle, hvor mange punkter de opfylder. Det slog selvfølgelig heller ikke fejl denne gang. Var mere end tilfreds, da manden ytrede, at han kunne tjekke samtlige punkter af. Og så kørte det egentlig bare slag i slag derfra. Jeg har vist før fortalt lidt om, hvordan det nogle gange bare kan klikke allerede inden man mødes. Det gjorde det med Ingeniøren. Det gjorde det med Sommermanden. Og sørme om ikke også det skete igen nu. Det viste sig, at mit nye tindermatch var håndværker, og jeg frydede mig over at være stødt på en mand, der kunne finde ud af at banke løs med en hammer og kløve noget brænde og skrue en pære i. Jeg døber ham Handymanden.

Vi skrev sammen hele formiddagen. Fornemmede en tydelig interesse blandet med en forbavsende omsorg fra hans side. Det bekom mig godt. Fantastisk godt, faktisk. Opdagede først hvor meget jeg havde længtes efter den slags opmærksomhed, da jeg pludselig fik det i overflod fra denne fremmede. Handymanden bød hurtigt på øl, og jeg takkede lige så hurtigt ja. Da jeg cyklede hjem fra arbejde den dag, var det som om, at bakkerne var lidt fladere og medvinden lidt friskere.

Næste morgen stod jeg længe foran bøjlestangen og kunne ikke bestemme mig for, hvad jeg skulle tage på. Daten skulle stå straks jeg havde fri, så der var ikke tid til at komme hjem og skifte. Endte med mørkeblå strik og denimnederdel. Jeg ser altid brandgodt ud i blåt. I løbet af dagen udvekslede vi telefonnumre, og han foreslog først at starte daten hjemme hos mig. Var helt med på, hvad det kunne betyde. Men Handymanden kendte naturligvis hverken til mine manderegler eller ulykkelige forelskelse. Og nu er det jo heller ikke fordi, jeg plejer at være den, der siger nej til et knald på første date. Jeg vidste bare, at jeg for tiden manglede et teflonlag om hjertet, og kunne derfor tydeligt mærke, at det ville være en tand for grænseoverskridende at lade Handymanden komme indenfor på tredje sal. I stedet undskyldte jeg mig med rod og foreslog et mere neutralt mødested. “Jeg henter dig i bil, så kører vi lidt rundt og finder ud af, hvad vi vil,” skrev han.

Jeg stod nede på gaden og ventede, da han gled op på siden af mig i en toplækker øse. Altså. Nu går jeg ikke sådan specielt meget op i biler – faktisk overhovedet ikke – men lige denne her, kunne da selv jeg se, var en respektindgydende model. Satte mig ind ved siden af ham og havde nær tabt pusten, da jeg endelig fik et ordentligt kig på ham: Lyst hår og fuldskæg. Lattermilde øjne. Kunne skimte tatoveringerne komme til syne under de opsmøgede jakkeærmer. Vi snakker altså fuldstændig en mand efter mit hoved. “Skal vi ikke køre hen til udkigsposten?” spurgte han. Det var samme sted, som Sommermanden og jeg havde haft vores første date, tænkte jeg. Nikkede. Det kunne vi da godt. Han gassede op, vi fór gennem byen. “Jeg har stalket dig på Facebook,” sagde Handymanden og kom med en bemærkning om min barndomsby. Jeg grinede overrasket. Selvfølgelig havde jeg da også stalket ham og tilmed tænkt, at hvis bare han lignede sine billeder en lille smule i virkeligheden, havde jeg skudt papegøjen. Men det ville jeg jo ikke indrømme. Sagde bare kælent, at jeg syntes, det var sødt, at han sådan havde leget detektiv taget mit kedeligt normale navn i betragtning. “Jeg måtte også lede i et stykke tid,” lo han. Og sådan opdagede jeg allerede i løbet af de første ti minutter, hvor lige til og direkte Handymanden er.

Han var mindre, end jeg havde regnet med, så jeg, da vi steg ud af bilen og jeg kunne betragte ham fuldstændig. Men hans jeans afslørede en pokkers fast lille manderøv. Handymanden førte an. Vi travede rundt, hans skridt var små og energiske. Fik solide flashbacks, da det gik op for mig, at vi fulgte nøjagtig samme rute, som Sommermanden og jeg for så lang tid siden havde slentret ad. Dengang havde solen skinnet, og jeg havde svedt og smidt jakken. Nu lå bladene våde på jorden, luften var tung af fugt og lovning om snarlig vinter. Da tusmørket krøb frem fra buskene, blev vi enige om at finde noget at spise. “Sushi?” spurgte Handymanden. Jeg rynkede på næsen. “Nej? Nå. Det plejer piger ellers altid gerne at ville have,” sagde han med øjenbrynene skudt langt op i panden. “Det smager jo af rå fisk og kolde ris,” forklarede jeg, og han grinede og sagde, at det var det sådan set også. Han nikkede anerkendende, da jeg glad bifaldt en omgang bøfsandwich.

Sovsen var tyk og brun, bøffen var kæmpe og Handymandens ansigt blev oplyst af flakkende stearinlys, da vi sad på cafeen. Vi snakkede meget. Jeg kunne kun spise halvdelen. Resten nåede at blive kold, for jeg havde så travlt med at grine og komme med bemærkninger, så jeg glemte alt om maden. Nogle gange tav Handymanden og kiggede på mig, mens jeg fortalte. Han glødede varmt mod mig og sendte sug i min mave. Lagde mærke til, at han havde de fineste smilerynker ved øjnene. Efter maden troede jeg, at daten lakkede mod enden. Der var helt mørkt udenfor. “Skal vi drikke den øl nu?” spurgte Handymanden, og jeg blev ligeglad med næste dags arbejde. Vi gik ad tyste gader. Det støvregnede. Blev irriteret på mig selv over, at jeg altid var så typisk forsinket, så jeg ikke havde nået at tage linser i om morgenen; mine brilleglas blev våde og duggede. Handymanden stoppede op og så indgående på mig. “Du har meget flotte øjne,” sagde han, da jeg tog brillerne af. Jeg smilede og vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle sige.

En vandpibebar lokkede med neon og parfumeret røg, og Handymanden udbrød, at han godt kunne bruge en pibe. Vi bestilte tjekkiske øl og valgte samtidig, at vores mundstykke skulle være lilla. Han fandt tæpper, vi satte os udenfor. Bartenderen kom med pibe og kul, og jeg lo, da røgen væltede fra Handymandens mund i duftende bølger. “Egentlig ryger jeg nogle gange en smøg eller to, når jeg går i byen. Det er en gammel vane. Jeg er nok lidt dobbeltmoralsk. Men jeg forstår ikke dem, der ryger fast hver dag. Hvorfor gør man sådan mod sin krop?” ville han vide. “Mh,” svarede jeg undvigende, proppede diskret min krøllede smøgpakke endnu længere ned i taskens fjerneste hjørne og bestemte mig for at være ikkeryger. Handymanden var nem at snakke med. Jeg behøvede aldrig tænke over at finde på nye samtaleemner sammen med ham. Det var som en konstant pludren, der var ikke stilhed mellem os et eneste øjeblik. Jeg grinede meget. Da øllene var drukket, forsvandt Handymanden indenfor og kom kort efter ud med to drinks. De smagte af kanel. En fyr kom hen og komplimenterede Handymandens tatoveringer og flotte skægvækst, det lod til at være en slags hemmelig klub for mænd med hang til den stil. Han blinkede til mig henover fyrens skulder. Og så sad vi der. Med tæpper om benene, tobak med vandmelonsmag og kaneldrinks, mens jeg følte mig let og levende igen.

Vi gik videre til den næste bar. Det var efterhånden blevet vores femte øl, og jeg kunne mærke, det var ved at gøre mig svimmel. Klokken var over midnat. Forsøgte at skjule et gab, men det lod sig ikke helt gøre, og snart havde jeg smittet Handymanden, der næsten vred kæberne af led. Efter otte timer sammen blev vi enige om at gå hver til sit. Jeg løb fra gadedør til gadedør i et forsøg på ikke at blive alt for gennemblødt af den regn, der silede stødt på hele hjemvejen. Vandet dryppede fra håret, da jeg stod i entreen og sparkede skoene af. Gik straks ud på badeværelset, greb vatrondeller og makeupfjerner. Og med tandpastaskum på hagen modtog jeg en besked fra Handymanden: “Hej Frøken Kløe. Jeg kan rigtig godt lide dig og vil gerne ses igen, hvis du har lyst?”

Og. Helt ærligt. Ik’. Det kan godt ske, jeg var tømmermandsramt dagen efter og havde usædvanligt besvær med at komme ud af fjerene, da vækkeuret bimlede. Men ikke desto mindre var det denne sang, jeg havde i ørene, da jeg cyklede på arbejde og mange, mange dage derefter:

Sådan er det nu

Jeg tændte for min radiator i sidste weekend. Indså, at det alligevel ikke var værd at spare på varmen, når morgenkulden slog så hårdt mod inderlårene, at de begyndte at sitre, bare der blev lindet det mindste på dynen. Vækkeuret ringede klokken seks i går morges. Havde ellers fået bygget mig en mægtig rar og lun rede gennem nattens løb. Den var svær at forlade. Glædede mig allerede til at kunne krybe derned igen. Inde i stuen konstaterede jeg for hundredesyttende gang, at termostaten enten skulle sættes et nøk op, eller også skulle min morgenmundering fremover bestå af fleece fra isse til tå. Udenfor blæste det. Grenene på de store træer i min baggård var i vildt vigør. Og var der tilmed lidt regndråber på ruden? Efter hurtigt at have konsulteret med YR, vidste jeg, at end ikke ti vilde heste kunne få mig til at svinge mit korpus op på cyklen i sådan et vejr. Fandeme om man gider være så omhyggelig med håropsætning og makeup – som i forvejen er den absolut mest tidskrævende af alle mine morgenritualer – for blot at få blæst det hele til ukendelighed, så snart man sætter foden i pedalen. Tænkte, det ville være smart at være forberedt på efterårets luner. Rodede lidt rundt efter en paraply, hvis sorte plastikstof for længst havde givet op og sluppet skelettet. Nå. Bedre end ingenting. På mit badeværelsesgulv lå resterne af det bad, jeg havde taget om aftenen. Sjoskede direkte ned på en gennemblødt bademåtte med venstre fod, så sæbevandet sprøjtede koldt. Havde i søndags ikke kunnet overskue at gøre andet ved afløbet, der undervejs i mit bad pludselig havde bestemt sig for at spytte alt indkommende den modsatte vej, end at svuppe lidt, hvæse lidt og med en tå banke lidt på gulvafløbets rustfrie rist. I løbet af ugen havde der ikke vist sig nogen bedring af hele afløbssituationen, og jeg tænkte groggy, at det nok snart var ved at være på tide at kontakte min udlejer desangående. Vandet var aftenen forinden steget til knap ankelhøjde. Henover natten havde det dog reduceret sig til en mindre pøl, der nu mest bare lå og boblede og gjorde ved.

Min morgenmad består for tiden af skyr, speltmüsli og honning. Man kan smage sundheden brede sig i hver en tør mundfuld. Blev spist, mens jeg søvndrukken hang ind over køkkenbordet og læste videre i den paperback, jeg efter en hurtig indskydelse havde smidt i indkøbskurven, sidst jeg var i Føtex. Måltidet blev toppet med en kopfuld koffein lavet på lige dele ultrastærk kaffe, mælk og sukker. Blev som altid indtaget stående foran det store spejl i gangen, mens jeg smurte løs med mascara og rouge og concealer. Med endnu et blik ud på blæsevejret følte jeg mig helgarderet, da jeg trak i fire lag tøj.

Bussen var forsinket. Stod ellers parat og ventede ved siden af størstedelen af midtbyens beboere, der heller ikke havde tænkt sig at hjule rundt i vind og støvregn. Stuvet sammen i et sørgeligt læskur kunne vi vist alle være blevet enige om, at dette ikke evnede til fulde at opfylde sit eneste formål, havde vi bare snakket sammen. Men alle var trætte og gabende, mens vinden peb. Der blev ikke mælet et eneste ord, og sådan kan jeg også bedst lide det. Kan simpelthen ikke overskue den slags mennesker, der tiltaler en, når man tager offentlig transport. Især ikke om morgenen. Skulle nogen alligevel driste sig til at overveje at henvende sig til mig, har jeg som middel mod dette altid hovedtelefoner proppet grundigt ind i ørene, mens jeg med al tydelighed søger at virke så utilnærmelig som muligt. Bussen kom endelig. Et kvarter forsinket. Den lugtede af fugtige jakker, aviser og skoletasker. Inden jeg vidste af det, tvang vejarbejde os ud i omkørsel. Ærgrede mig, da jeg så på uret. Den bustur, der normalt tager omkring syv minutter, nærmede sig nu det dobbelte. Og jeg, der ellers for en gang skyld havde startet med at være i god tid. En ung pige betragtede beundrende mine nye, sorte ruskindsstøvler hvis hæle forlænger mine ben med adskillige centimeter. Dog på så tilpas en facon, så de både kan betegnes som tækkelige på job og cool på gaden. Pigen stod der i midtergangen med en tweenagers karakteristiske stankelben i skinny jeans og udtrådte Vans. Smilede genert til mig, da hun opdagede mit blik. Jeg vippede lidt med tæerne. De er virkelig også smarte, de støvler.

Nåede lige at tænde min computer og få hentet morgenens anden kop kaffe få minutter inden afsnitsmødets start. Ledte halvforvirret efter den dagsorden, jeg var sikker på, jeg havde modtaget på mail et par dage forinden. Min indbakkes rod ville ingen ende tage. Men i en undermappe – snedigt navngivet Møder – fandt jeg omsider, hvad jeg søgte. Min kollegas indledende orienteringer var jeg således gået glip af, da det er en absolut umulighed for mig at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Ligesom jeg heller ikke kan gå og sms’e på samme tid. Kræver simpelthen for megen hjerneaktivitet kombineret med en ikke helt veludviklet koordinationsevne, til, at det kan lade sig gøre for mig. Så det er enten eller. Mødet tog halvanden time. Spiste fiberknækbrød med hamburgerryg ude i det lille tekøkken bagefter. Dernæst var det taste, taste, taste. Sagsmapper i en stak på mit skrivebord. Et evigt rend ind og ud af kopirummet. Så frokost. Risotto. Derefter faggruppemøde. Havde glemt, at det var min tur som mødeleder. Hvilket også betød referent. Irriterende. Hader at tage referat. Igen: Det der med at skulle gøre flere ting samtidigt.

Jeg arbejder meget for tiden. Rager den ene afspadseringstime til mig efter den anden. Når jeg er på arbejde, har jeg det som regel godt. Så tænker jeg ikke. Behøver ikke at forholde mig til mit ikke specielt velfungerende privatliv. Sad derfor stadig ved hæve-sænkebordet, mens kontorerne et for et blev stille og mørklagte ud på eftermiddagen.

Egentlig var jeg blevet inviteret til aftensmad bestående af tarteletter med efterfølgende øl i litervis. Men for det første kan jeg ved min Gud ikke forstå hypen ved den beige tapetklisterassociering, som tarteletfyld ellers giver mig. For det andet havde jeg hørt, at Spurvens kæreste skulle med. Har aldrig mødt hende. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun synes om mig. Det har Spurven da så rigeligt sørget for at fortælle engang i en brandert. Ved ikke, om jeg skal tage det som en underlig kompliment, at hun tilsyneladende føler sig så truet af mig, siden jeg åbenbart bliver omtalt i så grove vendinger hjemme hos dem. Men jeg er bare der lige nu, hvor jeg på ingen måde evner at hæve mine parader. Hvilket jeg kunne forestille mig, at et møde med kæresten ville kræve. Orkede ikke at skulle ud i mulige forklaringer om, at det vel snart er både år og måneder siden, at jeg ville noget som helst med Spurven. Og for det tredje kan jeg i det hele taget ikke rigtigt finde ud af at være sammen med andre mennesker for tiden. Fik jeg vist til fulde demonstreret sidste fredag, hvor jeg sad mut, mens resten af selskabet raflede og råbte højt. Vikaren havde med en sigende banken mod næsefløjen spurgt, om han skulle skaffe noget, der kunne gøre mig i bedre humør. Med en hovedrysten afslog jeg. Gang i snakketøjet kom der nu alligevel, da indtaget af longdrinks og shots til sidst peakede. Men følelsen af at noget ikke helt var, som det skulle være, kunne jeg ikke ryste af mig. Da jeg på toilettet så min svajende skygge mod klinkevæggen, forstod jeg, at jeg slet ikke brød mig om at være sammen med så mange mennesker. Sneg mig hjem inden klokken blev 22. Lige siden har jeg ikke kunnet overskue en gentagelse. Desuden begynder min definition af en god fredag aften pludselig i uhyggelig grad at nærme sig noget holden-i-hånd til Vild Med Dans sammen med sød kærestetype – fremfor høj musik og flirt med tilfældige mænd på tilfældige barer. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.

Så. Jeg blev hjemme i aftes. Lod som om, jeg ikke fandtes. Spiste ostemadder. Læste videre i paperbacken. Fandt en gemt skruetrækker. Pirkede lidt til afløbsristen, fik til sidst skruet den af. Jeg havde gule gummihandsker på, mens jeg hev hår og slam op af vandlåsen. Svuppede igen. Vandet var brunt og stinkende. Bestemte mig for, at det måtte være rigeligt. Trak derefter i nattøj og gravede mig ned i den bløde rede, jeg havde forladt for så mange timer siden. Har viklet et gammelt vattæppe om et par puder. En stor, uformelig klump ved siden af mig på madrassen. Min hjemmelavede kludemand. Jeg puttede mig ind til hans vatterede bryst og brast i stille gråd over, at det var sådan, det var nu.