Svar på fødselsdagsspørgsmål – første del

Godt, så. Egentlig var min første tanke at kopiere jeres spørgsmål og poste dem i et indlæg med svar under. En god gammeldags Q&A, som vi kender den. Men lad os i stedet forsøge at holde det lidt i bloggens ånd og gøre det en smule mere flydende og sammenhængende. Så hermed kommer første del. Hvori vi blandt andet skal høre om de to mænd i mit liv, der indtil videre har gjort størst indtryk, mørke tanker, sandheder og lidt om en flytning.

Tilsyneladende har I ikke glemt Sommermanden. Det har jeg heller ikke. Men han var jo også skøn. Den allersidste gang jeg snakkede med ham, var den aften på Skype, hvor jeg ikke forstod særlig meget af alt det, han forsøgte at sige. I dag har vi ingen kontakt. Eller. Ikke udover den besked Sommermanden her i foråret sendte på min fødselsdag. Der stod en masse søde ting. Noget med han havde læst, at jeg ikke havde det så godt, og at det gjorde ham ked af det. At jeg er et dejligt menneske, der skal have dejlige ting i sit liv. Og så videre. I ved. Og jeg blev da glad for at høre fra ham, men syntes også, at det var underligt pludselig at få så hjertelig en hilsen. I hvert fald når man tager i betragtning, at der muligvis også lige var en enkelt gang i januar, hvor tingene koksede lidt i hovedet på mig, og jeg kom til at skrive noget dumt til ham. Føltes total som livets idé, lige indtil jeg trykkede send, hvorefter jeg selvfølgelig fortrød bitterligt. Hans svar dengang var venligt men temmelig afvisende. Så. Tja. Jeg ved ikke. Hverken om vi nogensinde kommer til at mødes igen, om jeg i det hele taget har lyst til at se ham, eller hvordan jeg har det med ham nu. Men jeg er ikke vred længere. Så meget kan jeg da sige. Måske mere bare uforstående. Og kun en lille, lille smule bitter. Jeg kan stadig ikke helt se formålet med at ville bryde manderegler, give gaver og hviske rare ord, når man i det lange løb ikke rigtig har tænkt sig at stå ved det alligevel. Men fred være med det. For gennem det sidste år har jeg brygget min egen sandhed om Sommermanden sammen. Blev i sin tid født efter uforsonlig hævntørst og altoverskyggende tristhed mødtes i sensommeren. Gik i det store hele ud på, at han må have nydt den udfordring, det var, at fælde mine barrierer og smide mine skjolde bort. Som en anden sjov sport. Og da det var gjort, så var det dét, og så var det videre. Bare. Bye bye. Men så hændte det, at jeg for nogle uger siden kom til at genlæse et par gamle indlæg. Pludselig kunne jeg huske dufte, stemninger og blikke fra sidste sommer. Sådan. Fuldstændig klart og knivskarpt. Og med et var min hjemmebryggede sandhed slet ikke så sand længere. For jeg kan godt se nu, at det virkelig var ægte og det var også næsten godt, det vi havde. Så selvom jeg synes, at Sommermanden opførte sig som et værre fjols, så fortjener han alligevel ikke dén sandhed.

Lad mig fortsætte lidt i samme dur. For der skal ikke herske tvivl om, at samme Sommermand med sit exit triggede den melankoli, jeg har hang til. Og jeg har haft et fucking lorteår. Rent ud sagt. Jeg bliver spurgt ind til, hvordan jeg har det nu. Bedre, lyder svaret. Nogle dage ligefrem godt. Og også rigtig godt. Det er ikke meget, jeg har skrevet om det, det der indeni. Åh jo, jeg har da forsøgt. Et par spæde, ufuldstændige indlæg er det også blevet til. Men ord har det med at blive fattige, når man forsøger at forklare noget uforklarligt. Mørke er som oftest en udløser så sikker som amen i kirken for mig. Hvorfor vintermånederne – og i særdeleshed januar og februar – er nogle, jeg møder med gru. De er tunge og lange at komme igennem. Sker hvert år. Men det har længe været i så mere eller mindre mild grad, at jeg næsten troede, jeg helt havde lært mig selv at undgå tungsind. Derfor kom det med et lammende brag denne gang. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet det så slemt. Og jeg ved ikke hvorfor, det kommer. Sådan er det bare nogle gange. Men jeg blev ærlig talt forskrækket, da det gik op for mig, at noget af det første jeg gjorde, da jeg vågnede om morgenen, var at græde. På arbejdet var det med dybe vejrtrækninger og spinkel stemme. Så snart jeg stod hjemme i min egen lejlighed igen, startede gråden forfra. Sjovt som sådan noget pludselig kan gå hen og føles almindeligt og hverdagsagtigt, når bare det sker nok gange. Heldigvis fandt jeg på at gå lange ture i vintersolen, og formentlig hjulpet godt på vej af den seriøse røvfuld D-vitamin, min mor stædigt vedblev at proppe ned i halsen på mig, endte det til sidst med, at jeg fik skabt mig en lille luftlomme.

Og da var der endelig overskud til at sande en ting eller to. Blandt andet hele jobsituationen. Den er jeg forresten ikke kommet meget nærmere. Eller jo. Altså. Jeg har besluttet at arbejde videre indtil næste sommer. Hvad der så skal ske, ved jeg vitterligt ikke, men vi snakker temmelig sikkert SU. Skal nok blive et chok af en anden verden, når jeg pludselig bliver tvunget til at begrænse mit forbrug. Det kan allerede gøre mig i umådelig dårligt humør, når jeg tænker på ikke længere at kunne købe damesager, som det passer mig. Præcis hvilken uddannelse jeg har nu, vil jeg ikke fortælle direkte. Men den er hverken lang eller mellemlang. Der er intet kreativt over mit nuværende job. En læser spørger, om jeg har med sprog eller skrift at gøre til daglig. Jeg kan fortælle, at det vildeste, jeg kommer til at skrive i løbet af en arbejdsdag, er et mødereferat eller en e-mail til en kollega. Såeh. Spændende.

Ja, og så flytter jeg. Den var I nogle stykker der fangede. Egentlig havde jeg tænkt at give flytningen sit eget indlæg, men jeg er ikke kommet videre med det, så lad os bare tage den her. Bliver i samme by. Flytter til et nyt kvarter. Der findes to grunde: 1) Min mor fortalte mig i går, at jeg giver mere i husleje for min lejlighed, end hun og min far giver for deres hus. Jeg sidder dyrt i det. Når man dernæst tænker på, hvor få kvadratmeter jeg egentlig har at boltre mig på, virker det som en fuldstændig absurd leje. Jeg vil ikke have råd til at bo her på SU. Selv ikke med et lån. Økonomi er altså den første grund. 2) I min lille luftlomme mærkede jeg den ultimative konsekvens af, at mennesker trenger mennesker, og jeg vidste, at det i allerhøjeste grad også gælder for mig. Tror muligvis, jeg har fundet mine mennesker nu. Håber ikke, nogen synes, jeg nogensinde har lagt skjul på, hvordan jeg har det med, at jeg både er ene single og snart også ene barnløse blandt mine veninder. Ensomhed skulle vise sig at blive grund nummer to. Jeg flytter derfor sammen med en flok mennesker, jeg kun har mødt en håndfuld gange, men som jeg er sikker på, at jeg nok skal få det rigtig, rigtig godt sammen med. Vi spiste for eksempel aftensmad sammen for ganske nylig. Og jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg sidst har grinet så meget, som jeg gjorde, da vi sad og smurte bønnemos og dryssede med agurkstykker på tortillapandekager. Det er et vemod uden lige at skulle flytte fra min dejlige, lyse, hjemlige tredjesalslejlighed. Men nogle gange må man vælge noget fra for at kunne vælge til.

Lad mig forresten lige vende tilbage til Sommermanden. Har jo før givet ham muligheden for at komme til orde herinde. Er det relevant for en historie, kan jeg måske godt lokkes til at gøre det igen. Om han så nogensinde kommer til at sætte sig ned og skrive endnu et indlæg, tvivler jeg dog på. Men man kan jo altid spørge rigtig sødt i en kommentar herunder, hvis man savner hans skriverier – han vil nemlig med ret stor sikkerhed læse dette. For ja, han læser fra tid til anden med herinde, og ja, det kan meget vel tænkes, at det var noget af det min dumme januarbesked handlede om. Eksen derimod læser ikke med. Da han opdagede bloggen, sagde han straks, at han ikke ville vide, hvad jeg laver. Jeg stoler hundrede procent på ham, når han siger sådan. Så jeg ved, at han ikke læser med. Ændrer dog ikke på, at jeg efter Afsløringen bestemte mig for fremover at skrive så lidt om ham som muligt. Men. I virkeligheden stoppede vi ikke med at se hinanden. I virkeligheden lå han inde i min seng, mens jeg sad ude i stuen og skrev med Sommermanden. I virkeligheden har jeg aldrig elsket nogen så hårdt og samtidig opført mig så usmageligt, som jeg har gjort, når det kommer til Eksen. Og i efteråret fik han langt om længe nok af mig. Så vi har heller ingen kontakt mere. Jeg tror, han stadig er sammen med den kæreste, han fandt, da jeg fik et jalousiflip. Vi snakkede sjældent om hende, hvorfor jeg ikke er helt sikker. Men jeg savner Eksen, så det river i mig, når jeg tænker på ham. Hvilket for øvrigt er stort set hver dag. Savner den måde vi altid lå på: Mit hoved på hans bryst – hans fuldkommen perfekt formede bryst til min kind – hans arm omkring mig, hånden hvilende på lænden, mens en finger strøg stedet, hvor ryg bliver til balle. Altså bare helt simpelt, ikke noget særlig indviklet. Men jeg har forsøgt at genskabe netop det scenarie med så mange mænd efter ham. Det har aldrig været det samme. Og jeg savner hans duft: Lidt sødlig, lidt krydret, meget maskulin. Jeg savner at snakke med ham, at høre ham le og se hans øjne smile til mig. Da Eksen i efteråret meddelte, at han ikke ville se mig mere, blev jeg så edderspændt, at jeg slettede og blokerede ham på samtlige sociale medier. Der skal rigtig, rigtig meget til, før jeg gør sådan noget. Normalt unfollower jeg bare.

Så. Hvorfor gik vi egentlig fra hinanden, Eksen og jeg? Jeg er vokset op i et idealistisk, politisk aktivt hjem med meget stærke holdninger og værdier. Da jeg som purung flyttede hjemmefra, gjorde jeg meget ud af ikke at leve som mine forældre havde brugt atten år på at lære mig. Lad os kalde det et oprør. Og det var faktisk først langt senere, jeg fandt ud af, at jeg ikke kan fornægte mine rødder. Står klarere og klarere for mig, jo ældre jeg bliver. Dog er og bliver jeg fuldstændig håbløs til politik og debatter, jeg gider ganske enkelt ikke at lære at forstå det, og er vel som sådan familiens sorte får. Det har dog trods alt lykkes mine forældre at plante nogle solide kerneværdier i mig. Men se. I mellemtiden havde jeg nemlig fundet Eksen. Han var stik modsat. Det fascinerede og lettede mig helt usigeligt i starten. Og jeg blev forelsket, som jeg aldrig har været det før. Seriøst. Det var fuldkommen sindssyge i over et år. Efter de første fjorten dage sammen, sagde han, at han elskede mig. Og jeg vidste, det var sand kærlighed, for jeg lå syg med halsbetændelse og kunne tilmed lugte mig selv, men han kyssede mig alligevel så inderligt. Vi snakkede børn, vi snakkede fremtid, og jeg kunne så let som ingenting blive rørt til tårer over den rene lyksalighed, jeg følte, havde ramt mit liv. Men tiden gik. Jeg blev ældre og samtidig mere bevidst om egne værdier, som jo var så fundamentalt forskellige fra Eksens, at det efterhånden i langt oftere og højere grad sprang i øjnene. Og jeg fandt ud af, det er vigtigt for mig, at et eventuelt barn kommer til at vokse op på samme måde som jeg selv gjorde. Vigtigt for mig med en mand, der deler samme overbevisning og holdninger, og ønsker at opdrage barnet efter disse. Det ville jeg ikke få sammen med Eksen. Og det kunne jeg ikke forlig mig med. Så. Kærligheden slap simpelthen op. I hvert fald den der uovervindelige, episke slags. Var desuden blevet voldsomt slidt og flosset, efter jeg havde fået endnu en af mine nedture med dertilhørende føromtalte melankoli, som Eksen forgæves havde forsøgt at bjerge mig fra. Tilbage var nu en hengiven kærlighed, jovist, men dog kun et blegt ekko af fordums flammer. Jeg blev boende i vores fælles lejlighed, jeg bor her endnu. Eksen fik de dyre vinglas og peberkværnen i sort højglans og flyttede til den anden ende af byen.

Når man spørger mig, om jeg fortryder, om jeg er ked af, at tingene gik, som de gjorde, og at drømmene brast – så er svaret både ja og nej. For det meste er jeg afklaret og helt på det rene med, at det var for det bedste. Men jeg kan også sagtens have enkelte dage, hvor jeg sørger og er på nippet til at tigge Eksen om at tage mig tilbage. Kan bogstavelig talt få fysiske stik af smerte, når jeg ser endnu et vennepar komme trillende med en barnevogn, mens jeg på samme tid er så vanvittig lettet over, at det ikke er mig, der må trækkes med en unge. Der går heldigvis længere tid mellem de væmmelige stik, og jeg kan efterhånden mindre og mindre se mig selv i sådan en familiekonstellation. Efter en del analyseren er jeg kommet frem til, at jeg tror, jeg i Sommermanden så netop den type mand, jeg ikke kunne få i Eksen, og som jeg er blevet bevidst om, jeg vil have. Var meget, meget svært at give slip på, da jeg endelig havde fundet ham.

Jeg er ikke spor bange for, at hverken Sommermanden eller Eksen afslører mig som Frøken Kløe. For førstnævntes vedkommende tror jeg, at han vist er mere bange for, at jeg skulle kunne finde på at afsløre ham som værende en af dem, der spiller en vigtig rolle herinde. På den måde har vi lidt noget på hinanden, som gør, at vi ikke tør sige noget. Er klar over, at han har snakket med en ven om, at han havde fundet en dame, der skrev om det sex vi havde sammen, dengang han skulle finde ud af, om han var ok med bloggen. Det er helt fint for mig. Med hensyn til Eksen så stoler jeg ganske enkelt bare så meget på ham, at jeg ved, han ikke vil afsløre mig. Men så er der nogle af jer, der spørger ind til Læseren. Er jo straks en anden snak. For Læseren kender mig ikke, der er intet, der knytter os sammen; ingen loyalitet eller trofasthed, som måske stadig ville kunne findes i forholdet til de to andre mænd, graver man bare lidt efter det. Så selvfølgelig er jeg smånervøs for, om han kunne finde på at afsløre mig. Selvom jeg ikke har fortrudt, at jeg valgte at stole på ham for flere måneder siden. Håber, han gør sig fortjent til den tillid.

I forhold til om Sommermandens status som læser har indflydelse på, hvad jeg deler om andre mænd, så er svaret nej. Der bliver ingen hensyn taget. Fortæller lige nøjagtig så meget eller så lidt, som jeg selv har lyst til. Men det er ingen hemmelighed, at hans kendskab til bloggen har gjort, at jeg har følt mig ufri, når et indlæg har skulle handle om netop ham. Og der er helt afgjort ting, jeg har undladt at skrive, fordi jeg simpelthen har vurderet, at det trods alt ville være for skrap kost. Det har betydet, at der på mit eget fristed har været ting, jeg har måtte gå på kompromis med. Altså. Bilder mig da ikke ind, at det altid har været lige morsomt for den ægte, levende Sommermand at læse om sig selv herinde. Som han skrev, så var der en helt særlig ærlighed mellem os – men selv den satte min pli altså grænser for. Hele situationen både ærgrede og hjalp mig. Begyndte at tænke mere over, hvordan jeg skrev om mænd, hvordan jeg behandlede dem i mine skriverier. Har endnu ikke rigtig taget stilling til, om jeg engang i fremtiden atter vil fortælle en sød mand om bloggen. Måske. Men i så fald ikke så tidligt, som jeg fortalte det til Sommermanden.

Og hermed, mine damer, er vi nået til vejs ende for første del af spørgerunden. Pyh. Faktisk lidt ærgerligt for nu har jeg ikke længere nogen undskyldning for at blive hjemme fra fitness. Nå. Man kan vel altid så småt begynde på anden del.

Søndagspanik

Det er det samme hver måned. Menstruationsstress. Stor ulempe ved at stoppe på p-piller. Jeg er efterhånden blevet ret hysterisk med min menstruation og noterer sirligt røde krydser og streger i kalenderen de dage, den indfinder sig. At blødningen er fuldstændig utilregnelig, og at jeg åbenbart er helt håbløs til at tælle uger, gør ikke stressen mindre. Således skete det, at jeg indviede en sød kollega i min udeblevne menstruation fredag aften over vin og netværksmiddag. Hun har selv to børn og derfor FULDSTÆNDIG styr på menstruation, skulle jeg mene. Hun grinede og spurgte med lystigt nysgerrige øjne: “Hvem er faren?” Åh nej. Åh nej, nej, nej. Vi analyserede grundigt min cyklus. Var gået tre dage over tid. Blev enige om at købe graviditetstest. Igen. Inden aftenen var omme, havde vi nået at tale os selv op i en spids – babyen var praktisk talt så godt som på vej – og jeg endte med at sidde med et tomt, indadvendt blik, mens kollegaen trøstende klappede mig på hånden.

Lørdag fik jeg købt en test. Ventede, ventede på søndag morgen. Drak godt med vand aftenen inden; den test skulle have hele armen. Og den var negativ. “99,7% sikker,” stod der på æsken. Det kunne fandeme lige passe, at jeg var de sidste 0,3%. Og jo mere jeg tænkte over det, des mere sikker i min sag blev jeg. Selvfølgelig, det var soleklart. Så panikkede jeg. Det er allerede hormonerne, tænkte jeg. Ringede grædende til Eksen og fortalte, at han godt kunne forberede sig på at blive far. Han tog det med ophøjet ro. Han kender mig. Ved, jeg gør sådan noget. Ringer og siger mærkelige ting, rabler derudaf. Hans dybe bas beroligede mig, og han spurgte, om jeg ikke var en smule stresset på arbejdet for tiden. Mjoh. Lidt stresset måske. Han var sikker på, at min krop ville falde til ro, så snart sindet gjorde, og se!, så ville kroppen begynde at bløde helt af sig selv. “Mh. Måske,” snøftede jeg. “Og bagefter vil du grine af det og føle dig lidt dum, ligesom dengang du skulle til eksamen og brugte hele natten på at græde, fordi du troede, du ville dumpe. Men hvad skete der så?” spurgte han. Jeg kunne høre, han smilede i røret. “Jeg. Øh. Fik 10. Øh,” mumlede jeg. Han sluttede af med at give mig sin kode til Netflix.

Og i aftes, mens jeg lå henslængt i sofaen, skete det. Min Røde Frelser kom galopperende gennem mit underliv med en sådan kraft, at jeg måtte ty til en stærk cocktail bestående af Pinex og Ribena. Mit kød krampede og sved, men jeg følte mig så lettet, at jeg hilste smerten velkommen som en kær ven. I dag er jeg glad og flov. Svinger triumferende rundt med bind og tampon. Har lovet mig selv afholdenhed. Ikke mere menstruationsstress. Fra nu af. Nu.

Farvel

Jeg har trængt til at få et skub. Har ikke evnet at afslutte tingene med Eksen. Selv kløen forsvandt, men jeg kunne stadig ikke. Kunne ikke puffe mig selv ud over kanten ud i ensomheden. Trangen til at springe kom pludselig. Det skete, da Eksen i sidste uge foreslog mig at slette Tinder. Og jeg panikkede. Jeg skal ikke slette noget som helst. Det kunne han ikke forstå. Det gik op for mig, at han ser os som et par.

Efter weekenden har jeg været glad og let, og jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det. Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle sige til Eksen. Det er jo så simpelt, det er så lige til: Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg har helt ærligt ikke vidst, hvad jeg skulle sige til ham før nu. Kunne lige se det for mig. “Det er bare fordi. Dig og mig. Det er ikke. Altså. Måske. Ikke så godt. Vel. Så. Du og jeg? Nej,” ville jeg kvække siddende der på sofakanten, og han ville kigge sørgmodigt på mig, og jeg ville æde alle ordene i mig igen. Men pludselig hørte jeg det klokkeklart. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på hvor enkelt det er? Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste.

Da jeg kom hjem fra træning i går, stod han foran min hoveddør. Med roser. Åhr. Jeg kunne ikke engang virke rigtig glad. Han kom med op. Havde også købt kakaomælk til mig, da han handlede ind, for det ved han, jeg elsker. Gjorde det ikke lettere. Jeg stod længe på badeværelset og kiggede på mig selv i spejlet. Overvejede seriøst, om jeg skulle lade være med at sige noget. Men jeg var ikke mig selv og kunne ikke skjule, at der var noget i vejen. Pludselig fandt jeg os midt i et skingert skænderi, og jeg fik endelig sagt det, fik det skreget og slynget i hovedet på ham af al kraft. Han græd. Først rasende tårer, så desperate, og til sidst stille, tunge tårer. Han sad med hovedet mod mit bryst, jeg strøg ham over håret, min mave blev varm og våd af den salte strøm.

Nu er han lige gået. Han sov her, vi havde en skøn aften sammen, og i nat lå han som en varm, levende klump ved siden af mig. Hans hånd var tør og stor, da jeg tog den; vores flettede fingre hvilede tavst på dynens bæk og bølge. Hans hud brændte feberhedt, da jeg lagde mig ind til ham. Jeg klemte hans øreflip mellem pegefinger og langemand.

Han tog mig i sin favn, da han stod i min gang med jakke og sko på. Gemte sin næse på mit blødeste sted mellem kæbe og hals. Så sagde vi farvel. Og nu græder jeg.

Mødre og ekser

Min mor er begyndt i skole igen. Det er super sejt, synes jeg. Hun er over halvtreds, men det skal dæleme ikke afholde hende fra at lære noget nyt – og det gerne hele tiden, synes hendes evige holdning at være. Siden studiestart har hun konstant siddet med næsen i en bog, når jeg har været på besøg. Og hun ringer til mig og fortæller stolt løs om ‘det dorsolaterale præfrontale cortex’. Som jo er et sted i hjernen, hvis nogen lige skulle have glemt det.

Efter den første uge i skole, skrev hun, at hun allerede havde fået en ny studiekammerat. “Det var vel nok skønt,” svarede jeg. “Gæt hvem!” lød den næste besked. Åhr. Øh. Altså. Men jeg nåede ikke langt i gætterierne, før hun skrev: “Det er Eksen! Og vi drak kaffe sammen, det var simpelthen så skønt at møde ham.” Hans studie holder åbenbart til huse i samme bygning som hendes. Akavet, tænkte jeg. Senere samme aften blev jeg ringet op af Eksen. “Jeg mødte sgu din mor i dag,” sagde han. “Jeg stod lige og var ved at købe et pølsebrød inden forelæsning, og så stod hun pludselig der og sagde hej, og så snuppede vi lige en kop kaffe sammen, og det var vildt hyggeligt, og hun fortalte om det der med dine forældres toilet, der ikke virker, og om din morfar, der er på sygehuset, og om hendes nye studie, og om dig, og det var bare sjovt.”

Så nu har de gudhjælpemig startet en kaffeklub hver torsdag. Sidder rigtig og smovser i kantinen sammen. Det er bare fucking fantastisk.

Søvnløs

De der 52-85% var ved at gøre kål på min søde nattesøvn, så jeg ofrede tooghalvtreds kroner på en graviditetstest. At Eksen havde omtalt en mulig baby i lidt for entusiastiske vendinger havde også en vis indflydelse på købet.

Når man skal tage en graviditetstest er det åbenbart guf med morgenurin. Så da vækkeuret ringede i morges, vaklede jeg som det første ud på toilettet. Fik sat mig godt til rette og åbnede sluserne i en flot stråle ned over pinden. Tissede også lidt ekstra på mine fingre. Sådan bare for en sikkerheds skyld.

Efter meget kort tid kunne jeg se en meget rød streg. Blev næsten helt stolt over at der i løbet af kun femten sekunder viste sig et så tydeligt negativt resultat. På indlægssedlen stod der, at det kunne tage op til tre minutter. Jeg har supermorgenurin. Men selvfølgelig var den negativ. Og det vidste jeg egentlig godt. Bilder mig ind at jeg simpelthen  kunne mærke hvis der svømmer en lille baby-blyp rundt indeni mig. Jeg tænker morgenkvalme, jeg tænker ømme bryster, og jeg tænker især den der umiskendelige glød og glans, som man hører, lykkeligt gravide besidder. Ingen af delene kan jeg prale af, og det er vist meget godt. Jeg vil hellere gløde lidt mindre og være babyfri.

Older posts