Søndagspanik

Det er det samme hver måned. Menstruationsstress. Stor ulempe ved at stoppe på p-piller. Jeg er efterhånden blevet ret hysterisk med min menstruation og noterer sirligt røde krydser og streger i kalenderen de dage, den indfinder sig. At blødningen er fuldstændig utilregnelig, og at jeg åbenbart er helt håbløs til at tælle uger, gør ikke stressen mindre. Således skete det, at jeg indviede en sød kollega i min udeblevne menstruation fredag aften over vin og netværksmiddag. Hun har selv to børn og derfor FULDSTÆNDIG styr på menstruation, skulle jeg mene. Hun grinede og spurgte med lystigt nysgerrige øjne: “Hvem er faren?” Åh nej. Åh nej, nej, nej. Vi analyserede grundigt min cyklus. Var gået tre dage over tid. Blev enige om at købe graviditetstest. Igen. Inden aftenen var omme, havde vi nået at tale os selv op i en spids – babyen var praktisk talt så godt som på vej – og jeg endte med at sidde med et tomt, indadvendt blik, mens kollegaen trøstende klappede mig på hånden.

Lørdag fik jeg købt en test. Ventede, ventede på søndag morgen. Drak godt med vand aftenen inden; den test skulle have hele armen. Og den var negativ. “99,7% sikker,” stod der på æsken. Det kunne fandeme lige passe, at jeg var de sidste 0,3%. Og jo mere jeg tænkte over det, des mere sikker i min sag blev jeg. Selvfølgelig, det var soleklart. Så panikkede jeg. Det er allerede hormonerne, tænkte jeg. Ringede grædende til Eksen og fortalte, at han godt kunne forberede sig på at blive far. Han tog det med ophøjet ro. Han kender mig. Ved, jeg gør sådan noget. Ringer og siger mærkelige ting, rabler derudaf. Hans dybe bas beroligede mig, og han spurgte, om jeg ikke var en smule stresset på arbejdet for tiden. Mjoh. Lidt stresset måske. Han var sikker på, at min krop ville falde til ro, så snart sindet gjorde, og se!, så ville kroppen begynde at bløde helt af sig selv. “Mh. Måske,” snøftede jeg. “Og bagefter vil du grine af det og føle dig lidt dum, ligesom dengang du skulle til eksamen og brugte hele natten på at græde, fordi du troede, du ville dumpe. Men hvad skete der så?” spurgte han. Jeg kunne høre, han smilede i røret. “Jeg. Øh. Fik 10. Øh,” mumlede jeg. Han sluttede af med at give mig sin kode til Netflix.

Og i aftes, mens jeg lå henslængt i sofaen, skete det. Min Røde Frelser kom galopperende gennem mit underliv med en sådan kraft, at jeg måtte ty til en stærk cocktail bestående af Pinex og Ribena. Mit kød krampede og sved, men jeg følte mig så lettet, at jeg hilste smerten velkommen som en kær ven. I dag er jeg glad og flov. Svinger triumferende rundt med bind og tampon. Har lovet mig selv afholdenhed. Ikke mere menstruationsstress. Fra nu af. Nu.

Farvel

Jeg har trængt til at få et skub. Har ikke evnet at afslutte tingene med Eksen. Selv kløen forsvandt, men jeg kunne stadig ikke. Kunne ikke puffe mig selv ud over kanten ud i ensomheden. Trangen til at springe kom pludselig. Det skete, da Eksen i sidste uge foreslog mig at slette Tinder. Og jeg panikkede. Jeg skal ikke slette noget som helst. Det kunne han ikke forstå. Det gik op for mig, at han ser os som et par.

Efter weekenden har jeg været glad og let, og jeg kunne mærke, hvor meget jeg havde savnet det. Pludselig vidste jeg, hvad jeg skulle sige til Eksen. Det er jo så simpelt, det er så lige til: Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg har helt ærligt ikke vidst, hvad jeg skulle sige til ham før nu. Kunne lige se det for mig. “Det er bare fordi. Dig og mig. Det er ikke. Altså. Måske. Ikke så godt. Vel. Så. Du og jeg? Nej,” ville jeg kvække siddende der på sofakanten, og han ville kigge sørgmodigt på mig, og jeg ville æde alle ordene i mig igen. Men pludselig hørte jeg det klokkeklart. Hvorfor har jeg aldrig tænkt på hvor enkelt det er? Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste. Jeg vil ikke være din kæreste.

Da jeg kom hjem fra træning i går, stod han foran min hoveddør. Med roser. Åhr. Jeg kunne ikke engang virke rigtig glad. Han kom med op. Havde også købt kakaomælk til mig, da han handlede ind, for det ved han, jeg elsker. Gjorde det ikke lettere. Jeg stod længe på badeværelset og kiggede på mig selv i spejlet. Overvejede seriøst, om jeg skulle lade være med at sige noget. Men jeg var ikke mig selv og kunne ikke skjule, at der var noget i vejen. Pludselig fandt jeg os midt i et skingert skænderi, og jeg fik endelig sagt det, fik det skreget og slynget i hovedet på ham af al kraft. Han græd. Først rasende tårer, så desperate, og til sidst stille, tunge tårer. Han sad med hovedet mod mit bryst, jeg strøg ham over håret, min mave blev varm og våd af den salte strøm.

Nu er han lige gået. Han sov her, vi havde en skøn aften sammen, og i nat lå han som en varm, levende klump ved siden af mig. Hans hånd var tør og stor, da jeg tog den; vores flettede fingre hvilede tavst på dynens bæk og bølge. Hans hud brændte feberhedt, da jeg lagde mig ind til ham. Jeg klemte hans øreflip mellem pegefinger og langemand.

Han tog mig i sin favn, da han stod i min gang med jakke og sko på. Gemte sin næse på mit blødeste sted mellem kæbe og hals. Så sagde vi farvel. Og nu græder jeg.

Mødre og ekser

Min mor er begyndt i skole igen. Det er super sejt, synes jeg. Hun er over halvtreds, men det skal dæleme ikke afholde hende fra at lære noget nyt – og det gerne hele tiden, synes hendes evige holdning at være. Siden studiestart har hun konstant siddet med næsen i en bog, når jeg har været på besøg. Og hun ringer til mig og fortæller stolt løs om ‘det dorsolaterale præfrontale cortex’. Som jo er et sted i hjernen, hvis nogen lige skulle have glemt det.

Efter den første uge i skole, skrev hun, at hun allerede havde fået en ny studiekammerat. “Det var vel nok skønt,” svarede jeg. “Gæt hvem!” lød den næste besked. Åhr. Øh. Altså. Men jeg nåede ikke langt i gætterierne, før hun skrev: “Det er Eksen! Og vi drak kaffe sammen, det var simpelthen så skønt at møde ham.” Hans studie holder åbenbart til huse i samme bygning som hendes. Akavet, tænkte jeg. Senere samme aften blev jeg ringet op af Eksen. “Jeg mødte sgu din mor i dag,” sagde han. “Jeg stod lige og var ved at købe et pølsebrød inden forelæsning, og så stod hun pludselig der og sagde hej, og så snuppede vi lige en kop kaffe sammen, og det var vildt hyggeligt, og hun fortalte om det der med dine forældres toilet, der ikke virker, og om din morfar, der er på sygehuset, og om hendes nye studie, og om dig, og det var bare sjovt.”

Så nu har de gudhjælpemig startet en kaffeklub hver torsdag. Sidder rigtig og smovser i kantinen sammen. Det er bare fucking fantastisk.

Søvnløs

De der 52-85% var ved at gøre kål på min søde nattesøvn, så jeg ofrede tooghalvtreds kroner på en graviditetstest. At Eksen havde omtalt en mulig baby i lidt for entusiastiske vendinger havde også en vis indflydelse på købet.

Når man skal tage en graviditetstest er det åbenbart guf med morgenurin. Så da vækkeuret ringede i morges, vaklede jeg som det første ud på toilettet. Fik sat mig godt til rette og åbnede sluserne i en flot stråle ned over pinden. Tissede også lidt ekstra på mine fingre. Sådan bare for en sikkerheds skyld.

Efter meget kort tid kunne jeg se en meget rød streg. Blev næsten helt stolt over at der i løbet af kun femten sekunder viste sig et så tydeligt negativt resultat. På indlægssedlen stod der, at det kunne tage op til tre minutter. Jeg har supermorgenurin. Men selvfølgelig var den negativ. Og det vidste jeg egentlig godt. Bilder mig ind at jeg simpelthen  kunne mærke hvis der svømmer en lille baby-blyp rundt indeni mig. Jeg tænker morgenkvalme, jeg tænker ømme bryster, og jeg tænker især den der umiskendelige glød og glans, som man hører, lykkeligt gravide besidder. Ingen af delene kan jeg prale af, og det er vist meget godt. Jeg vil hellere gløde lidt mindre og være babyfri.

Dumhedskløe

Såeh. Ud over at måtte leve med konsekvensen af Verdens Største Egotrip, så dummede jeg mig også temmelig meget i weekenden.

Eksen og jeg havde klassisk lørdagshygge: Lækker aftensmad, blowjob, film og lørdagsslik. For fanden altså. Nå. Men da lyset var slukket og vi skulle sove, kunne jeg mærke en hånd der aede mit lår. Vi lå i ske. Det blev hurtigt til en ivrig finger der pillede ved min revne. Jeg skød numsen bagud, så han bedre kunne komme til. Fingeren blev skiftet ud med hans pik, som han bagfra kørte frem og tilbage mod mit skridt. Det gjorde mig hurtigt klar, og jeg kunne mærke den velkendte kløe som et sus mellem benene.

Nu er det sådan så jeg ikke er på p-piller. Det er der flere grunde til. Men hvorom alting er, så knalder jeg altid med kondom. Bare ikke denne aften. Når kløen går ind, går fornuften ud. Og ærlig talt så var der også så kvælende varmt, så jeg ikke orkede at snuppe et kondom fra natbordet ved siden. Ik’. Dumt med dum på.

Jeg fik moslet mig om på ryggen, og med et fast tag i hans baller, førte jeg ham hårdt ind og ud af mig. Nåede lige at gispe: “Du må ikke komme oppe i mig,” før han faldt sammen med en halvkvalt lyd. “Øh, skete der noget?” mumlede jeg et sted under ham. Det gjorde der, skulle jeg hilse og sige, for resultatet sivede kort efter ned ad mine lår. “Du kneppede dig selv med mig,” sagde han overrasket. “Du bruger mig,” fortsatte han i noget jeg tolkede som halvt sjov, halvt alvor. “Ja,” svarede jeg.

Om søndagen måtte jeg en tur på døgnapotek. “Jeg vil gerne have en fortrydelsespille, tak,” sagde jeg uden at se op. “Det bliver 135 kroner. Og hvis du kaster op inden for tre timer efter du har taget den, skal du tage en ny,” svarede ekspedienten. Jeg kiggede på hende. Og genkendte hende. En gammel klassekammerat. Jamen, fuck mig så meget. Hun smilede forlegent, og jeg betalte hurtigt og forlod apoteket.

Da jeg læste indlægssedlen, stod der: Forebygger 52-85% af alle forventede graviditeter. Hvad blev der lige af 100%? Fuck mig endnu mere. Glæder mig til min menstruation. Og så ikke ét ord om hvor uansvarlig jeg er. Det sørger min sorte samvittighed rigeligt for.

Older posts