Sommerplaner

Februar er nær, hvilket betyder, at størstedelen af min nærmeste familie kan fejre fødselsdag. Nu går vi heldigvis lige så lidt op i fødselsdage, som vi gør i jul, men et hurtigt visit hjem kan jeg da gå med til. Så der var tillykke på forhånd, tulipaner indpakket i brunt papir, kaffe og chokoladestykker på spraglede servietter, da jeg i går eftermiddag besøgte den bedste, der allerede på februars første dag sætter startskuddet for de kommende ugers fejringer. “Og hvad med dig, min skat,” smilede hun, “har du fundet en ny ven? Din mor har jo fortalt mig om din sidste ven.” Er ikke helt sikker på hvilken, hun mente, for jeg har trods alt løftet sløret for mere end en. Det skulle nu alligevel undre mig, hvis jeg ikke har ret i min mistanke om hvilken ven, der blev hentydet til. For lige når det kommer til denne, fandtes der vist både håb og støt voksende forventninger. Eller også var det mest for mit eget vedkommende. “Ingen ven,” jeg rystede på hovedet, tog et stykke med karamelfyld fra chokoladeæsken. Der er ikke engang noget der minder om udsigt til nye, mandlige bekendtskaber, og dem, der var, er jeg ikke just på talefod med længere. “Åh. Nå ja. Han kommer, når han kommer,” trøstede hun.

“Har du ønsket sommerferie?” spurgte min mor om aftenen. Jeg overnattede hos mine forældre og fik gullasch til aftensmad. “Uge 29, 30 og 31,” svarede jeg, hvortil min mor straks ville vide, hvad jeg havde tænkt mig at bruge ferien på. Ikke rigtig noget. Ingen planer. “Har du tænkt på,” spurgte hun og fik et fiffigt udtryk i ansigtet, “om der findes ferier for singler? Hvor I kan rejse sammen?” “Mor! Det er sådan noget gamle mennesker og fraskilte gør!” jeg var næsten forarget. “Har du måske undersøgt det?” spurgte hun. Naturligvis har jeg ikke det. Men fordommene fejler ikke noget, skulle jeg hilse at sige. “Jeg har ikke råd,” svarede jeg bare. Og det var hverken min mors eller bedstes skyld. Det var det virkelig ikke. Men jeg havde tårer i øjnene og svært ved at få luft, da jeg dækkede bordet.

Er ved at have mere end almindelig krise på. Der er hele tiden sådan en dum, varm fornemmelse af overproduktion i tårekanalerne. Ondt i brystet. I sjælen. Jeg troede, det var slut. Var helt sikker. Er det normalt, at det varer så længe? Sådan kommer tilbage på den måde? Stopper det aldrig? Hvorfor stopper det ikke? Jeg tror ikke engang, jeg selv ved, hvad jeg snakker om.

Nytårskvæk

Oy. Kunne det ikke være hyggeligt med et lille vrøvleindlæg helt uden nærværet af mænd og dating og egentlig mening, men i stedet med lidt opdateringer omkring mit spændende liv og hæsblæsende jul? Det synes jeg. Nok er jeg ikke så tjekket en blogger, der har styr over årets mest læste indlæg eller likede billeder, men en form for status kan jeg vel godt svinge mig op til. Egentlig havde jeg tidligere planlagt et mindre julehaderindlæg, men ok, tænkte jeg, der er alligevel grænser for hvor julenederen man kan være. Er jo som bekendt ellers ret meget på team Scrooge lige hvad angår julen, men jeg er også en nådig sjæl, så I kan hermed betragte jer selv som forskånet for de værste sure opstød.

Nå. Men jeg har ferie. Uh. Det passer mig til gengæld overordentligt godt. Sidder i skrivende stund i mine forældres bløde sofa. Havde helt fra feriestart haft i sinde at tilbringe størstedelen af mine vågne timer netop der. Indtil videre er det gået over al forventning. Satme en dejlig sofa. Flader jeg ikke ud på den, drøner jeg rundt i nattøj og savner et generelt overblik over ugedagene. Mine forældre spørger på skift forbavset: “Jamen. Skal du da slet ikke i fitness?” for det plejer jeg nemlig som regel, når jeg er hjemme og besøge dem. “Næ, du,” svarer jeg. For det gider jeg ikke. Vil efter nøje granskning af eget spejlbillede mene, at dovenskaben har sørget for lidt ekstra julesul på hofterne – min far laver seriøst en gudsbenådet konfekt og min mor en ditto brun sovs. Gæt om jeg indtager andet her i ferien? Og to gange om dagen er der kaffe med flødesjatter. Lige som det skal være, siger jeg bare. Lige som det skal være.

I den forbindelse har jeg måtte sande, at et nytårsforsæt om at tage mig sammen nok bør være på sin plads. Efter ferien står jeg derfor ansigt til ansigt med en alvorlig omgang sukkerdetox. Det har desuden stået sløjt til på fitnessfronten det sidste lange stykke tid. Først tænkte jeg, at det var ok, for jeg kunne jo, som nogen nok husker, ligesom bedre overskue smeltet ost end holdtræning på det tidspunkt. Men nu brokker skulderen sig, og jeg kan pludselig heller ikke klare samme belastning som før, når jeg endelig kommer afsted. Så. Altså. Ja ja. Jeg tager mig sammen. Men først fra på mandag. Af andre nytårsforsætter kan jeg oplyse, at et rygestop er på trapperne. Den var værre. Men det nok allervigtigste forsæt er, at jeg i 2017 har bestemt mig for at vinde i Lotto. Eller. Mindre kan måske også gøre det. Starter lige med ikke at gå alt for meget bananas i januarudsalg.

For nu må det simpelthen have en ende med det evindelige minus, der bare sådan helt automatisk hersker på min konto sidst på måneden. Det ville være synd at sige, at december har hjulpet på dette. Ikke fordi jeg køber julegaver til særligt mange: Min mor, min far, Søster, Søsters kæreste og så mig selv. Især er posten med julegaver til mig selv ret tung i det. Således fandt jeg både nederdel og nøjagtig den lyskæde, jeg havde ledt efter, hvilket jo er glædeligt og bestemt skabte stor munterhed i en uges tid eller så. Her efterfølgende kan jeg godt se, at det nok mest er disse julegaver, der tvinger mig til at holde lang ferie i mit barndomshjem. Lyskæden kostede mig eksempelvis resten af decembers madbudget. Ok. Nu er det i forvejen heller ikke en post, der skal kunne sørge for meget mere end rugbrød og havregryn, idet jeg ligesom er hende, der sjældent kunne drømme om at tilberede andet end en klapsammen. Men hvad betyder det hele alligevel, når man her bliver forkælet med den ene livret efter den anden, bare man vifter med et øjenbryn? Intet! Ha! Skulle have købt to lyskæder.

Ellers vil jeg mene, at gavehøsten har været tilfredsstillende. Tøffer rundt i mine spritnye uldfutter og gør et ihærdigt forsøg på at smadre mine hårsække med den epilator, der ligeledes blev pakket ud juleaften. Nogen lader åbenbart til at synes, at andre aldrig finder sig en passende mand med så stolt en hårvækst på benene. Nogen vil gerne snart have et par børnebørn, forstås. Jeg er såmænd bare glad for at kunne slippe for skraber og snitsår. Sådan en børge kan endda også tages med i bad. Arhmen. Simpelthen så smart.

Samme nogen har i en moden alder også opdaget glæden ved SKAM, som Søster og jeg næsten uafbrudt har snakket om i et par måneder. Henover ferien har vi derfor sammen genset sæson på sæson. Især giver klippet med O Helga Natt mig kuldegysninger og tårer i øjnene hver gang. Tror snart ikke, jeg kender et eneste menneske, som ikke ser den serie. Har man det af uforklarlige årsager endnu til gode, bør man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind og komme i gang. Vil egentlig ikke sige så meget mere om den sag. Bare gør det. Så! – nu spørger min mor: “Har du givet din kone et nytårskys, din romantiske, gamle steg?” og planter et særdeles vådt et af slagsen på min fars kind, så han brummer og ruller med øjnene. Men jeg kan godt se, at han smiler bag skægget. Selv har jeg ingen at kysse på i aften, men tror, at jeg i stedet vil genhøre Nils Bech. Og hvis man allerede har set samtlige afsnit af SKAM – og måske som jeg tørster og tilmed bruger pinligt mange timer inde på Kosegruppa DK – kan vi jo sammen trykke play herunder og tænke lidt over, hvor forbandet meget love der i grunden også har været i 2016.

Noget om Sun Lollys

“Hvad tror du klokken er?” spurgte Handymanden med hagen hvilende mod min isse, “vi vædder om det!” Det var allerede blevet vores leg. Sidst havde der været et blowjob på højkant. Han havde som vinder inkasseret præmien med ovenud tilfreds mine, straks afgørelsen var faldet. “Jeg tror, den er 22.30,” lagde han ud. “Ok. Jeg gætter på 23.15,” sagde jeg. “Hvad vædder vi om?” jeg kunne høre, han smilede. “En Sun Lolly. Det kunne jeg virkelig godt bruge lige nu,” svarede jeg. Min kind på hans bryst. Han indvilgede grinende. Handymanden løftede dynen til side, jeg sprang op og fandt mit ur på kommoden. 23.07. “Jeg vandt!” lo jeg triumferende og kastede uret over til ham. “Så må jeg jo sørge for is til dig,” sagde han, hev mig ned til sig igen. Jeg slyngede benene rundt om livet på ham. “Mh. Sådan et par lækre damestænger omkring mig – det er det bedste, jeg ved,” og med sin mund mod min, fik han mig lynhurtigt til at glemme alt om væddemål og præmier.

Dagen efter kaldte pligterne. Handymanden måtte hjem til sin egen by igen. Der ville gå flere uger før jeg kunne være sammen med ham. Det var næsten helt underligt efter flere dage i hinandens selskab. Men vi skulle ses igen, aftale vi. Vi ville ringes ved, lovede vi. Han kiggede længe på mig og gav farvelkys i entreen.

Jeg var en eksemplarisk datter og tog et smut hjem til mine forældre. “Hvor er det dejligt at se dig være så glad, Lille Skat,” bemærkede min mor. Jeg fik livretter til aftensmad og sov på mit gamle pigeværelse. Om morgenen læste min far og jeg stille lokalavisen side om side, mens min mor holdte øje med naboen, der var i færd med at bakke ud af carporten med et ordentligt trailerlæs. Mumlede noget med, at nu gjorde naboen det igen, og det gik jo ikke så godt sidste gang, og nu kom han lige lovlig tæt på mine forældres bil, og om jeg havde hørt, hvad der helt præcis skete sidst, og om jeg ville være med til at bage boller. Jeg fulgte opmærksomt med i trailermanøvren. Min far nikkede med læsebrillerne på næsen, som om det afgjorde sagen: Naboen opførte sig ganske bestemt helt forrykt med den trailer. Han forsvandt igen bag avisen. Vi gik ombord i bolledejen, og jeg fik styr på den seneste sladder fra min barndomsby.

Tog bagtrappen op på tredje, da jeg søndag aften kom hjem til min egen lejlighed igen. Tussede lidt rundt. Opdagede, jeg manglede mælk. Ork. Jeg skal bruge mælk til morgenkaffen. Og jeg skal altså have morgenkaffe. Nå. Det må lige blive en hurtig tur i Netto, tænkte jeg. Trak i gummistøvler og frakke og åbnede hoveddøren. En plastikpose dinglede fra dørhåndtaget. “Du vandt,” stod der på en lap sat fast med gaffatape. Jeg smeltede. I posen lå en pakke Sun Lolly.

Om ikke at få sagt farvel

Ok. Så det, der skete, var:

Var lige kommet en smule ovenpå igen, da Sommermanden fandt tid i kalenderen og meldte sin ankomst. Mit dårlige humør blev lynhurtig til sød forventning, og jeg planlagde og gjorde ved og glædede mig enormt til at se ham igen. Længe efter vores varme sommerdage sammen var jeg så ked, at min mor endte med at tage mig med hjem, så jeg kunne blive passet og kysset lidt på. Hjemme hos mine forældre er jeg Lille Skat, og de sagde det på sådan en mild, lys måde, så jeg brast i gråd igen. Det hjalp at få nusset fødder, mens min far brummede, som fædre gør, når deres døtre græder over sommermænd. Der blev blandt andet brummet noget med, at han ville reparere min cykel. For han tænkte vel nok, som fædre jo tænker, når deres døtre ligger brak som en anden våd karklud, at han da i det mindste kunne fikse Det Røde Lyn for mig. Tilføjede lavmælt, at Sommermanden slet ikke var alle de tårer værd. Det er voldsomt at blive valgt fra – også selvom man altid har vidst, at det slet ikke er muligt at blive valgt til. Og jeg har aldrig været ulykkeligt forelsket som dette før. Dyb forgabelse og fortabelse og hemmelig forelskelse kendetegner stort set hele min teenagetid og starttyvere. Men ugengældt, ulykkelig kærlighed har jeg aldrig oplevet før nu. ”Lille Skat,” sagde min mor, ”det gør ondt at gøre sig erfaringer.”

Hvordan kan jeg blive ved med at blive overrumplet over, hvor dejlig Sommermanden ser ud? Han gik mig i møde i en armygrøn jakke, mens han smilede og var solbrændt og blændende. Jeg havde ingen trusser på under nederdelen. Det kunne han godt lide. Hans hånd var på mine baller og hev i stoffet hele vejen hjem til min lejlighed. Sex med det samme. Kys og arme overalt. Og så en hel masse jeg havde lyst til at sige, men som jeg glemte alt om, da jeg mærkede ham oppe i mig.

Sommermanden lå på min sofa og så OL. Jeg vimsede rundt og legede kærester. Bagte boller og lakerede negle. Vi holdte doven søndag. Så lidt bordtennis. Han forklarede mig reglerne. Jeg lod som om, jeg forstod dem. Sov lidt. Han snorkede let i mit øre. Snakkede. Grinede. Og jeg plejer at være en af den slags damer, der siger tingene ligeud. Som bare spørger, når der skal spørges. Men med Sommermanden skal man passe på, og pludselig strør jeg brødkrummer og håber, at han samler dem op. I stedet for bare at stikke ham et franskbrød til at starte med. Ik’. Dyb metafor. Men Sommermanden trak bare på skulderen, da jeg sagde: ”Tænk, at vi aldrig skal se hinanden igen.” I virkeligheden ville jeg gerne have snakket med ham om at rejse over og besøge ham, om ikke at stoppe nu, og om at love hinanden ting, der kunne være svære at holde. ”Jeg er i Danmark nogle uger næste sommer,” svarede han. Jeg krummede forgæves videre: ”Men tænk, hvis du finder en kæreste i det nye land.” Han trak igen på skulderen og sagde, at det samme vel kunne ske for mig. Hvortil jeg straks svarede, at det kunne jeg aldrig finde på. Og det var jo her, han skulle have grebet mig og spurgt, om jeg ville vente på ham. Og jeg ville have svaret ja og nok have fået lidt våde øjne over hans pludselige lidenskab. Og så ville han sige, at han var lige så forelsket i mig, som jeg var i ham. Men det var jo især her – lige her – at Sommermanden skulle have sagt, at han selvfølgelig aldrig, aldrig ville have en udenlandsk kæreste, når han havde mig. Men han sagde ingenting. Og i stedet mærkede jeg for alvor, hvor ulige vores forhold er.

Da vi skiltes, var det med lovning om, at Sommermanden ville komme hjem til mig en dag efter arbejde. Så vi havde hele eftermiddagen og aftenen sammen til at sige farvel i. Han kørte væk i sin bil, og jeg tænkte, at jeg ikke behøvede at stå og kigge efter ham denne gang, for jeg skulle jo se ham igen. Dagen efter blev jeg så syg, som jeg nogensinde har været. Lå under dyner i uldtøj og rystede af kulde. Halssmerter og madlede var altoverskyggende. Så jeg indtog hverken vådt eller tørt, hvilket på andendagen førte til besvimmelse. Da jeg henad tredjedagen begyndte at få åndenød, slæbte min mor mig resolut til vagtlægen. Symptomerne var ikke til at tage fejl af, sagde han. Følte forsigtigt på min hævede, mishandlede hals og fortalte lidt om behandlingen af kyssesyge som åbenbart er totalt ikkeeksisterende. En hurtig podning tydede dog på streptokokker. Om man sagtens kan have begge dele på samme tid, forstod jeg aldrig. Men jeg vaklede derfra med en recept på en omgang kick-ass penicillin, selvom lægen formanede mig om, at det nok ikke ville hjælpe spor, når nu det var kyssesyge, jeg i virkeligheden led af. Om aftenen på femtedagen kunne jeg spise toenhalv skålfulde af Søsters hjemmelavede suppe, og et døgn efter begyndte jeg så småt at tøffe lidt rundt igen.

Havde under sygdomsforløbet haft rigeligt med tid til at gruble over et par ting. Udover at være blevet slået fuldstændig følelsesmæssigt ud af kurs igen, kunne jeg også mærke, at uligheden mellem mig og Sommermanden gjorde mig både trist og bekymret. Jeg vil altid sidde parat som en hundehvalp, når han kalder. At næste møde med ham ville betyde afsked, gjorde mig tilmed nervøs. Var bange for at begynde at græde og tigge og skrige. For når jeg tænker på, at Sommermanden snart er væk for altid, er det sådan, jeg får lyst til at gøre. Så kunne han sidde der med sin fjollede, lille skuldertrækning, mens jeg ikke ville være i stand til at styre mig. Kunne allerede mærke ydmygelsen komme snigende bare ved tanken. “Lille Skat,” sagde min mor, “der er mange måder at sige farvel på. Du behøver ikke sidde overfor ham for at gøre det.”

En aften skrev Sommermanden pludselig, at han var i min by for at tage afsked med noget familie inden rejsen. “Skal jeg komme forbi dig sent i aften og sige farvel også? Det er nok sidste chance,” spurgte han. Blev helt forvirret. For jeg havde ikke nået at bestemme mig endnu, havde ikke nået at tænke noget som helst rigtigt igennem. Samtidig var lysten til at se Sommermanden så stor, så jeg knap kunne være i mig selv. Fik mig næsten til at skrive ja. Så stoppede jeg. Fordi. Hvad fanden? Siden hvornår er jeg blevet sådan én, man kan spise af med et hurtigt farvel på et gadehjørne en sen aften? Med rasende tårer løbende ned ad kinderne ringede jeg til min mor. “Hvad gør det ved dig?” spurgte hun. “Det gør mig vred. Som om jeg bare er en bekendt. Eller ikke engang. En bekendt ville man drikke kaffe med på en café. Men jeg kan kun få et øjeblik sent om aftenen,” hylede jeg. “Lille Skat,” sagde min mor med den største ømhed i stemmen, “nu ved du hvor i hierarkiet, han ser dig. Hvad mere kan du få ud af det her nu end at blive ked af det igen?”

Jeg har stadig ondt i halsen og har efterhånden fået et lettere usundt forhold til Strepsils. Mine kolleger påtaler mit tomme blik, jeg kører generelt bare på halv kraft. Ville så forfærdelig gerne have set Sommermanden en sidste gang. Men jeg skrev nej. Han forsøgte ikke engang at få mig til at skifte mening.

Skruk

“Mor? Æh. Hvad er det her?” spurgte jeg. Var en sød datter og kom på påskebesøg hos mine forældre i sidste weekend. Ledte efter et par uldne sokker. Nederst i min mors tøjskab stoppede jeg op. Hun dukkede frem i døråbningen. “Ja. Altså. Det er bare noget jeg har købt, ik'” svarede hun. “Men det er børnebøger og legetøj,” sagde jeg og holdte en farverig bog frem i strakt arm, klemt fast mellem pegefinger og tommel. Peter Plys stirrede tomt frem fra den glitrede forside. “Det er til mine børnebørn. Så kan de komme hjem til mormor og morfar og lege med det. Er det ikke hyggeligt?” smilede hun. “Men. Du har jo ingen børnebørn,” kunne mærke en snigende velkendt, presset fornemmelse. “Nej nej, men det varer nok ikke længe,” kvidrede hun.

Øh. Jo. Det gør det faktisk. Søster er ligesom i gang med uddannelse. Så hun er indtil videre lovligt undskyldt i mine forældres øjne. Til gengæld har hun en kæreste, som de forguder, og som med sit ravnsorte hår vil kunne lave smukke unger på hende. Det kan man jo ikke hamle op med. Og jeg? Tja. Jeg har ikke engang planer om at få en kæreste. Lige nu i hvert fald. Desuden har jeg heller ikke råd til sådan en baby. Alle mine penge går til absolut livsnødvendige sager som kjoler og sko, mine evige laster. Det er mere dyrt at være single, end man lige skulle tro. I går fik min optiker mig for eksempel overtalt til at bruge alt for mange penge på cirka hele biksen – endte i hvert fald med at gå derfra med både nye solbriller, linser og briller. Da jeg vaklede ud af butikken følte jeg en blanding af vemod og let chok over lige at have hostet spontant op med så betragtelig en sum. Samtidig også et rush uden lige. Gik direkte videre til den næste forretning for glad at svinge dankortet endnu en gang. Man kan lige så godt gå bankerot med stil. Jeg shopper, når jeg er glad; jeg shopper, når jeg er trist; jeg shopper, når det er fredag; og jeg shopper, når Påskemanden ikke skriver til mig. Bare fordi jeg har lyst. Bare fordi jeg kun behøver at tage hensyn til mig selv. Bare fordi jeg ikke har noget imod at leve af havregryn i en hel måned. Der er tydeligvis ikke plads til børn i det budget. Det kan du vel godt se, mor? Beklager.

“Ja, jeg fandt jo din far, da jeg var nitten. Og jeg fik dig, da jeg var syvogtyve,” siger min mor tit. Jeg tror, hun synes, det bliver sagt helt henkastet. Det ved vi begge to, at det bestemt ikke gør. Hun forstår ikke det der med at date. Og hun forstår slet ikke, at jeg tilsyneladende synes, det er sjovt med nye mænd og nyder kun at være mig. Engang fortalte jeg hende lidt forsigtigt om Vikaren – ikke sådan helt vildt i detaljer, vel – og hun undrede sig over, hvad jeg dog ville med en røvhulstype som ham. Forsøgte at forklare hende, at Vikaren er så pæn, så det er det eneste, der betyder noget. “Vil du så bare sidde og kigge på ham?” spurgte hun lettere forvirret. Jeg havde ikke rigtig noget svar.

Min far er godt nok ikke begyndt at købe legesager, men han kan nogle gange finde på drømmende at sige: “Dengang jeg var lille, lavede min farmor marmelademadder til mig. Jeg spiste så mange, så jeg fik mavepine. Det var kun hjemme hos hende, jeg fik lov til sådan noget. Sådan skal det også være, når mine børnebørn kommer her,” og så fortsætter han ellers med at fortælle om alle de andre sjove ting, han også skal lave sammen med dem. Det er jo simpelthen så sødt! Bliver faktisk helt rørt. Og jeg får virkelig, virkelig lyst til at føde ham en kæmpe omgang børnebørn lige på stedet, når han siger sådan. I cirka ti minutter. Så kommer jeg i tanke om mit endnu faste maveskind og den der sarte, lysegrå sofa, jeg sukker over, og som hverken tåler babygylp eller fedtede børnefingre.

Så de må godt lige slappe lidt af med at være så skruk. Nogen kunne jo helt få stress og nerver og blive tvunget til at forsøge at shoppe det væk.