Hvad sker der?

Hvorfor er her så stille? Hvad sker der lige? Sker der noget? Ja. Alt for meget:

Det er noget med et arbejdsprojekt, der endelig, endelig får sin ende i denne uge. Har betydet lange aftener foran computeren, nervøse trækninger og et alvorligt overforbrug af kaffe. Men nu er det snart slut, så jeg kan langt om længe få mig selv igen. Og en forhåbentlig tilfreds chef oveni.

Det har også været noget med et karneval. Mit års højdepunkt, der fandt sted i lørdags, hvis det skulle have gået nogens næse forbi. Sidste år drak jeg mig sanseløst beruset. Sådan helt uforsvarligt beruset. Det gør altså noget ved en at begynde med shots til morgenmaden. Men denne gang er jeg meget stolt af mig selv over at have været voksen nok til ikke at være gået kold. Husker faktisk hele dagen: Høj musik og udklædning med Søster fra morgenstunden. Den forventningsfulde stemningen, der bobler og ulmer i hele byen, når folk er på vej rundt til morgenmad. Det er det bedste, synes jeg. Vinduerne, der alle står på vid gab mens en tung bas banker dem, der af uforklarlige årsager endnu måtte sove, op. Glade mennesker der alle hilser og komplimenterer hinandens udklædning, som man har brugt timevis af planlægning på. Morgenmaden, hvor vi skåler og skriger og synger. Optoget, hvis karakteristiske stank slår hårdt imod en, når man rammer Vestbyen. Karneval lugter altid af våd asfalt, pis og sprut. Når man finder vognen, der spiller de bedste sange, danser man noget nær lykkelig gennem byen. Og varmen. Åh. Varmen i optoget er ulidelig, man står som sild i en tønde. Huset, vi blev inviteret til fest i med hjemmebygget waterslide i baghaven. Vi smed sæbe på presenningen og sprøjtede med vandslangen på hinanden. Nogen havde lagt en lort på stuegulvet. De brandvarme pizzaer jeg bagefter bestilte, var de bedste, jeg nogensinde havde smagt. Vi sad udenfor og spiste dem, jeg grinede og hostede og fik en skorpe galt i halsen. Røgbomber, glasskår, barnevogne, tyl, en smadret ankel. Perfekt dag.

Så har det været noget med en jobansøgning. En jobsamtale. Og et nyt job. Der er mit. Jeg starter allerede midt i juni. Det hele gik pludselig meget stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg stod med referencer og telefonopkald og banken på dørene. Den nye chef ringede til mig og fortalte mig, at jobbet var mit, mens jeg stod ved køledisken i Føtex. Han sagde, han allerede havde meldt mig ind i en arbejdsgruppe. Så nu skal jeg planlægge seminar for en hel afdeling jeg ikke kender. Shit.

Og så er det selvfølgelig også noget med en mand. Som gør mig så glad i disse dage, så jeg konstant render rundt med et fjollet smil, mens jeg kun kan tænke på ham og hans hænder. Ville så gerne have skrevet om ham noget før, men jeg har simpelthen ikke kunne finde på et navn til ham. Han er ikke noget. Han er bare ham. Der ligger allerede flere halvfærdige indlæg, men jeg er tilsyneladende ikke i stand til at kunne beskrive ham og hele det ætsende begær, der gennemsyrer min krop for tiden, på ordentlig vis. Han har været helt klar i mælet fra start af. Så det må ikke gå galt det her. Det går galt. Det er helt forrygende.

Pinlige Frøken Kløe

Jeg var blevet inviteret med til fest på mit gamle arbejde i fredags. Der var en masse søde folk, jeg ikke har set i lang tid. Og der var beer pong og grill i regnvejr. Alt i alt var der altså udsigt til en fremragende aften. Jeg havde taget en sort kjole på – en gammel kending, der altid sørger for at give mig den ønskede opmærksomhed. Havde naturligvis håbet på, at Vikaren også ville befinde sig til festen, så han kunne beundre det spændte kjolestof over min bagdel. Desværre kom han aldrig. Nogle sagde, at han var udenbys. Andre sagde, at han havde været mærkelig siden sidste weekends scoring og skulle ses med hende samme aften. Hvis Vikaren vælger en dame over en fest, er den gal. Så jeg krydser fingre for første mulighed.

Men jeg kan godt have det sjovt uden Vikaren. For Spurven var der heldigvis også. Han og jeg bevæger os forsigtigt længere og længere mod noget der forhåbentlig kan munde ud i et venskab. Vi opfandt i aftenens anledning et nyt drukspil. Livrem Eller Shot, kaldte vi det. Ja. Der skal nok ikke meget til at regne ud, hvordan det i store træk fungerer. Jo mere vi drak, jo sværere blev det at spille, og jo flere straffe fik man. Til sidst sved mine baller så meget, så jeg næsten ikke kunne sidde ned. Fortræffeligt spil.

Da vi ud på natten stod og ventede på en taxa, kunne jeg mærke, at jeg var langt fuldere, end jeg havde regnet med. Faktisk begyndte jeg at se dobbelt. For fanden da osse, skændte jeg på mig selv. Spurven ville i byen. Jeg ville egentlig bare gerne hjem og sove, men han fik mig overtalt, og snart drønede vi afsted. Kunne ikke finde ud af at spænde sikkerhedsselen, så jeg dinglede leddeløst rundt på bagsædet. Syntes, ham taxachaufføren kørte lige lovlig hurtigt. Gadelygterne sejlede forbi som lysende striber i en mørk masse. Jeg kunne mærke, jeg blev køresyg. Sank mit mundvand. Gned nervøst håndfladerne mod mine nylonstrømpelår. Du brækker dig simpelthen ikke i taxaen, tænkte jeg. Pludselig stoppede vi. Jeg havde under hele turen ikke haft føling med, hvor vi befandt os. Tumlede ud af bilen, drak den kolde natteluft i store, grådige mundfulde. “Du er blevet så stille,” sagde Spurven. Mumlede, at jeg skulle tisse. Gik hurtigt mod det første værtshus, jeg fik øje på. Man skulle op af en urimeligt lang trappe for at komme til toiletterne, Spurven var lige i hælene på mig. Halvvejs oppe nægtede mit maveindhold at lege med længere. Første brækbølge slugte jeg lynhurtigt igen til min egen store forbavselse. Ad. Anden gang lykkedes det mig at beholde det i munden. Dobbelt ad. Du fylder altså otteogtyve om en uge, mindede jeg mig selv på. Med bræk i munden væltede jeg ind på dametoilettet. Der var kø. Selvfølgelig. “Sikke en fed jakke, du har på,” sagde pigen foran mig i toiletkøen. Jeg smilede. “Du er altså virkelig smuk,” blev hun ved. “Mh. Mhm,” smilede jeg forpint med munden fuld. Det betød tak. Hun kiggede mærkeligt på mig. Så blev det hendes tur, og jeg stod ene tilbage foran toiletbåsene. Spyttede lynhurtigt brækket ud i papirspanden. Tømte en tyggegummipakke i gabet og gik ud til Spurven. Jeg skulle bare være gået hjem der. Men næ nej, jeg trippede naturligvis troligt efter ham, da han hev mig med ind i larm og røg og musik. Han bestilte rom og cola til sig selv men var heldigvis klar over, at jeg kun skulle have isvand. Sad der i baren og suttede i et sugerør. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi snakkede om. Men jeg kan huske, at jeg begyndte at småtude på et tidspunkt. “Skal vi snakke om sådan nogle dybe ting?” hikkede jeg med fugtige øjne. Spurven fulgte mig hjem herefter. “Jeg fryyyser,” mine tænder hakkede, jeg rystede som espeløv. Han lagde sin frakke over mine skuldre. “Du er så sød,” takkede jeg. “Det er du også. Og du ser rigtig godt ud i den kjole, Frøken Kløe. Selvom du er meget, meget fuld,” grinede han. “Ja. Det er jeg virkelig. Fuld. I min pæne kjole,” prustede jeg.

Kan vi blive enige om, at nogen lige stopper mig, næste gang jeg siger, jeg skal drikke øl? Godt så.

Julefrokost

Der er noget, jeg ikke har fået nævnt. Jeg er flyttet i en ny afdeling. På arbejdet. Hvilket også betød, at da der var julefrokost i fredags, var det uden Vikaren og Spurven. Nåja. Ret ærgerligt at skulle til julefrokost uden lækre mænd, men det var dog ikke desto mindre en god fest.

Dagen startede med at køre rundt til et par projekter i byen som min arbejdsplads støtter. Det er ikke noget, jeg endnu har nået at have så meget at gøre med til daglig, men rigtig fint at komme ud og få syn for sagen, så projekterne ikke bare ender som anonyme tal i regnskabet. Vi var en større flok afsted. På et tidspunkt traskede jeg lidt i baggrunden og sladrede forventningsfuldt om den forestående julefrokost med en sød kollegatype, da jeg pludselig hørte min chef sige: “Ja, og sidste stop lige om lidt er hos en rigtig interessant ung mand, der med sine spændende, nye ideer…” Det gik efterhånden op for mig, at det var Iværksætteren, chefen talte om. “Det kan jeg ikke, det kan jeg simpelthen ikke,” ævlede jeg med en begyndende presset fornemmelse i kinderne, “jeg bliver udenfor.” Forklarede hurtigt og lavmælt situationen for min kollega, hun spilede øjnene op og dirrede af latter. “Du kan ikke blive udenfor, det regner,” fnes hun. Pokkers. Hun havde ret. Jeg havde ingen paraply med og julefrokosten vankede bagefter – kunne jo ikke sidde der med vådt hår og ødelagte støvler.

Vi ankom til Iværksætterens lokaler, og jeg anede knap, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Tror ikke, han vidste, jeg ville være blandt selskabet. Og han skulle jo vise os rundt og holde oplæg. Syntes helt, det ville være synd for Iværksætteren, hvis min tilstedeværelse distraherede eller gjorde ham forlegen. Jeg har ikke snakket med ham i et stykke tid. Efter hans sidste stunt, skrev jeg, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte med at ses. Der gik to uger før han svarede. Det var en ret underlig besked, hvor han vist også forsøgte at dumpe mig. Sådan en slags dobbeltdumping. Så jeg holdte mig i baggrunden, prøvede diskret at synke ned blandt de sorte frakker foran mig. Rettede stift blikket mod loftet, mod væggen, mod gulvet, alle andre steder hen end mod Iværksætteren. Til sidst kunne jeg jo alligevel ikke dy mig. Var lige hurtigt nødt til at se, om han havde opdaget mig. Det havde han. Hans blik flakkede mellem mig og resten af tilhørerne. Vi smilede hurtigt til hinanden, han blinkede endda til mig. Da besøget var slut, og folk langsomt begyndte at sive mod udgangen, gik han tøvende frem mod mig. “Shit, han kommer herhen,” hvislede jeg til kollegaen, der ganske solidarisk var blevet ved min side. “Gå hen til ham, nej vent, vend om, nej, nu er du nødt til at gå derhen, nej, lad være,” hviskede hun ubeslutsomt. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Vendte brat om på hælen og skyndte mig hurtigt væk så det smældede mod betongulvet. Lod ham hænge der som et ugengældt highfive. Jeg fortrød med det samme. Det var ikke i orden.

Tilbage på kontorerne gjorde vi os i stand og mødtes til sild, steg og remoulade i gigantiske mængder. Mine nye kolleger er rare, men de fleste er noget ældre end mig. Der blev i hvert fald danset en del til Thomas Helmig, lad os bare sige det sådan. Iværksætteren skrev til mig mellem hovedretten og risalamanden: “Havde ikke lige regnet med at se dig i dag 🙂 “. Svarede kort og høfligt, at jeg havde det på samme måde. Han fortsatte med at skrive til mig resten af aftenen. Opgav ret hurtigt at blive ved med at svare. Jeg sad ligesom og drak snaps jo. Men Iværksætteren fortsatte ufortrødent, kunne mærke min telefon vibrere i tasken hvert andet øjeblik. Den mand fatter simpelthen ikke et hint, og min dårlige samvittighed over at have stukket halen mellem benene tidligere på dagen forsvandt hurtigt.

Det var ikke en vild fest, der skete ikke noget snavs i krogene, og den sluttede tidligt i forhold til hvad jeg ellers er vant til. Til gengæld var den sjov. Og jeg havde i går så ondt i mine fodballer af lidt for meget dans i lidt for høje hæle, så jeg humpede rundt og i det hele taget havde svært ved at holde mig på fødderne i alt for lang tid ad gangen.

Tømmermændsweekend

Det var faktisk slet ikke meningen, at jeg skulle i byen i fredags. Havde egentlig dydige planer om at gå lidt tidligt i seng, og aaah!, måske allerede stå op klokken 7.30 lørdag, så jeg rigtig kunne få noget ud af dagen. Måske bage lidt, og måske læse lidt på min solplet nede i gården med kaffe ved min side, mens dejen hævede. Føler mig ældgammel, når jeg ser, hvad jeg selv skriver. Og det er fint nok. Jeg kan godt lide at være gammel, men nogle gange er øl bare det, man i virkeligheden har mere brug for, end nybagt brød er.

Så jeg drak øl, og jeg drak mange. Der røg også en del shots indenbords. Og jeg havde det drønsjovt. Faktisk så sjovt, så jeg helt havde glemt min tid hos frisøren om lørdagen. Dinglede hjem ved femtiden om morgenen. Tjekkede tilfældigt min kalender, mens jeg helt skeløjet lå viklet ind i mit sengetæppe, og opdagede frisørtiden, der stod som skåret i pap og bøjet i neon på lørdagens to-do. Ork. Min frisør er en travl dame. Man booker ikke bare lige en ny tid i næste uge. Og eftersom hun er den eneste, jeg tør betro mine lokker, måtte jeg modstræbende sætte alarmen. Kæmpede lidt mere med sengetæppet, men faldt så i en dødlignende søvn.

Da uret ringede, vågnede jeg op til et snurrende soveværelse. Fik hevet mig selv ud i bad, og blundede lidt under det varme vand. Fandt tre pizzaer i køleskabet. Hvad jeg har skulle bruge dem til, kan jeg stadig ikke huske. Gulvet gyngede under mig, og jeg havde begyndende hovedpine, der startede ved tindingerne og pulserende bredte sig til resten af min hjerneskal. Jeg var stadig beruset, mens tømmermændende så småt tog fat, og det var ærlig talt en ret ubehagelig kombination.

Min frisør forstod straks, at hun denne dag ikke burde tale til mig. Ellers smalltalker vi normalt lystigt. Men efter et enkelt blik på mit hvide måneansigt, faldt tiøren. Tog mig selv i flere gange at stirre på føntørreren med et lille, fjollet smil om munden. Opdagede mit eget ansigt i spejlet. Ligblegt og mærkværdigt skævt er nok hvad der beskriver det bedst. Nu tager du dig fandeme sammen, tænkte jeg, og fik med en kraftanstrengelse tungen ordentligt på plads bag fortænderne.

Resten af dagen blev brugt på sofaen, kun afbrudt af at skulle lukke min mor ind henad aftenen. Hun havde taget buffetrester med til mig – lammesteg, laksehapsere, bagte kartofler og hvidløgssmør en masse. Åhr. Det gjorde godt. Dagen i dag har ligeledes foregået i et overkommeligt tempo, og det er på bitter vis først nu, søndag aften, jeg vågner rigtigt op fra det hi, mine tømmermænd havde forvist mig til.

Sommerfest part 4

Da festen sluttede, gik Vikaren og jeg på samme tid. Han ville have mig med hjem. “Nej,” sagde jeg. Han tiggede. Det var meget lettere for mig at sove hos ham, jeg boede jo så langt væk, det var for mit eget bedste. “Fuck dig,” grinede jeg. Vi skulle bare sove sammen – og kun sove! – han skulle nok være en gentleman. “Der har ellers ikke været særligt meget gentleman over dig i aften,” lo jeg. Han smilede drenget. Til sidst fik han overtalt mig. Selvfølgelig. Få timer forinden havde jeg jo lige stønnende demonstreret overfor mig selv, hvor lidt jeg er i stand til at sige nej til ham, så hvordan skulle jeg nu kunne afvise at tage med ham?

Jeg fortrød på vejen. Jeg ville jo ikke have fuldemandssex med Vikaren. Eller jo. Ville vanvittigt gerne have sex med ham. Men ikke sådan her. Ikke med skvulpende øl i min mave og et sejlende blik.

Da vi stod foran hans lejlighed, kunne vi ikke komme ind. Han havde glemt sin nøgle til festen. Halleluja, det var et tegn fra Himlen! Han bad mig vente, mens han hentede nøglen. Jeg sagde: ”Hold nu op! Tror du, jeg gider stå her helt alene i regnen og vente på dig? Du må skrive til mig, hvis du vil lave noget sammen en anden dag.” Han blev desperat. ”Åh jo, please! Please! Please vent, Frøken Kløe! Det tager kun ti minutter, du kan ryge en smøg imens.” Og så hoppede han på cyklen og spurtede af sted. Da han var væk, låste jeg min egen cykel op. Jeg mødte ham på halvvejen, han råbte: ”Du kører den forkerte vej. Kom nu her!” Jeg svarede, jeg ville hjem. Han sagde, vi skulle finde en anden dag.

Dagen efter vågnede jeg med tømmermænd, spritånde og indtørret savl på kinden og priste mig lykkelig for, at Vikaren ikke skulle se mig sådan. Hele dagen håbede jeg, han ville skrive til mig, som jeg havde sagt. Ved 16-tiden tikkede der endelig en besked ind. “Tak for sidst, det var noget rod til sidst, men måske meget heldigt at jeg glemte min nøgle alligevel og blahblahblah”. Jeg skrev, jeg havde hygget mig rigtig meget. Han svarede aldrig.

 

Læs om første, anden og tredje del af sommerfesten.

Older posts