En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker som lå klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

Road trip

Vi susede gennem grøn frodighed. Der var næsten ikke andre end os på landevejene, som var små og bakkede. Jeg blev ved med at udbryde, at det her måtte være det smukkeste sted af alle – nej, det her! Nej, her! Se! Sommermanden lagde smilende sin hånd på mit lår, og jeg tænkte, at jeg aldrig ønskede mig andet end dette lige nu. Ved ikke, hvor mange kilometer vi fik kørt den dag, men vi drønede rundt fra morgen til aften. Han viste mig alt. Det allerhøjeste sted, hvor vi delte en is og vinden blæste lunt. Jordens indre, hvor han kyssede mig i mørket, mens væden dryppede fra et gigantisk hvælvet loft ned i iskolde søer. Tårnet, hvor svaler fløj om hovederne på os, og slottet, som vist egentlig ikke var et slot, men som jeg syntes lignede. Og han vidste alt, fortalte mig om alt. Jeg lyttede opmærksomt, var så stolt over at gå rundt sammen med ham. Om aftenen spiste vi burgere på en café og gik i biografen. Temperaturen i salen var behagelig i forhold til byen udenfor, som solen efter en hel dags ihærdig stegning havde gjort lummer og døsig. Vi var svedige og varme efter mange timer på farten. Filmen blæste mig bagover, og jeg mærkede en brusende jubel i brystet over at få lov til at opleve dette sammen med ham.

Det var sidste nat hos Sommermanden. Jeg var meget glad og meget træt efter den lange dag, og vi gik i seng næsten så snart vi kom hjem igen. Han nåede at blunde hen på sofaen, mens jeg børstede tænder. Jeg fandt ham der i stuen, gav ham tandpastakys og tog ham med ind i soveværelset, hvor hans krop mod min straks gav mig kildende kløe. Kan aldrig få nok af ham. Han lå tungt ovenpå mig. Jeg låste benene sammen om ryggen på ham. Hans lyde satte en mindre eksplosion af vellyst i gang indeni mig. “Du ved godt,” hviskede jeg bagefter med næsen mod hans bryst, “at jeg er forelsket i dig. Ik’?” Det var blevet mørkt udenfor nu. Sommermandens ansigt var kun svagt oplyst. Og jeg ved fandeme ikke, hvad jeg havde forventet, for jeg er jo klar over, at han ikke er forelsket i mig, men det gjorde alligevel så forfærdeligt ondt, da han lidt efter kyssede mig og sagde: “Det vidste jeg måske godt. Det var jeg sikkert også blevet i dig, hvis jeg ikke skulle rejse om lidt.” Der var ikke så meget mere at sige. For hvad siger man, når det eneste man har lyst til, er, at forsvinde ind i et andet menneske, men det ikke er gengældt? Jeg faldt hurtigt i søvn med en følelse af, at noget var gået i stykker.

Hele formiddagen brugte vi i sengen. Stod op omkring middagstid, spiste yoghurt og müsli i solskinnet på altanen. Jeg sad i bikini og kiggede ud på træerne bag solbrillerne. Det gode ved mig og Sommermanden er, at vi ikke behøver at snakke hele tiden. Vi kan finde ud af at være stille sammen. Det synes jeg er meget vigtigt. Så vi sad der i solen på altanen uden at sige noget. Jeg følte, jeg havde fået alverden, følte, jeg havde alt og så alligevel ikke. “Du gør mig så lykkelig og trist på samme tid,” sagde jeg til sidst, og han nikkede stumt. Jeg gik ind for at pakke. Mens jeg gik rundt og samlede mine sager sammen, slog det mig, at det var sidste gang, jeg var i Sommermandens lejlighed. Det gik med ét op for mig, at han rejser langt, langt væk inden længe, og jeg kunne pludselig ikke få luft. Gemte mig i soveværelset, mens jeg hev efter vejret så lydløst som muligt og forsøgte at få styr på mig selv igen.

Han ville køre mig hjem, vi gjorde en sidste road trip ud af turen. Igen hånden på mit lår, vinduerne var rullet ned, Ed Sheeran klimprede og alt sejlede grønt forbi. Da vi kørte op af en bakke, var himlen så blå og flød nærmest i et med asfalten. “Jeg ville ønske, vi kunne fortsætte,” sagde jeg. “Det ved jeg, du ville,” smilede han og klemte om låret. Kære Gud, tænkte jeg, lad ham altid huske det her lige nu.

Jeg bad om flæskeæggekage, og Sommermanden ville give mig lige hvad jeg ville have, sagde han. Det var den bedste aftensmad, jeg længe havde fået. Der var purløg på toppen. Efter maden var der ikke langt til min by, og jeg kunne mærke hvordan melankolien vældede op i mig, da jeg så de første velkendte bygninger. Han sagde hurtigt farvel til mig i bilen. Blev vred på mig selv, for igen: Hvad fanden havde jeg forventet? Skyndte mig op af trapperne for at få et sidste glimt af ham, men på første sal var han allerede kørt. Jeg begyndte at hikste på anden, og på tredje sal sank jeg endelig sammen i entreen og hulkede over aldrig mere at skulle se min Sommermand igen.

Bedring

Jeg har det bedre. Det har jeg virkelig. Skrev Meltdown-føljetonen (første, anden, tredje) i løbet af fredag og lørdag i sidste uge, hvor jeg følte mig allermest fortabt og manisk. Da jeg vågnede op søndag, kunne jeg allerede mærke, hvordan mit humør var steget betragtelige grader henover natten. Man skal ikke kimse ad onlineterapi i form af blogskrivning. Tænk, hvis jeg bare havde sat mig lidt tidligere til tasterne for at lette mit hjerte. Kunne muligvis have undgået en ting eller to derved…

Åh ja! Og jeg sover igen! Eller næsten. Bedre i hvert fald. Vi er ude i noget humle- og baldriante og lange, varme bade inden sengetid. Men det hjælper. Desuden har jeg fundet på noget så fiffigt som at aktivere Night Shift-funktionen på min iPhone. Lider af lettere FOMO og ligger derfor altid i sengen og junker en sidste omgang serier, Bloglovin’, Instagram, snap og deslige, inden jeg kan få mig til at lægge telefonen væk for natten. Jovist. Det er da hamrende irriterende at kigge på en orange Damon Salvatore, men man vænner sig hurtigt til det – og vigtigst af alt så hjælper det på søvnen. Mit hår sidder pludselig pænere efter længere tid i drømmeland, mit ansigt er knap så blegt. Er også begyndt at planlægge næste dags kontoroutfit om aftenen, så jeg ikke får et gedigent sammenbrud foran klædeskabet næste morgen og kommer for sent ud af døren. Som sædvanlig. Jeg har en enkelt gang tilmed lavet rigtig aftensmad i stedet for at sidde og fedte med en skålfuld cornflakes – som den vaskeægte madlavningshader, jeg er, ellers er forfalden til at ty til – så jeg er tung og mæt, når jeg entrer dynerne. Og så er vi også ude i, at jeg så småt nok må begynde at acceptere, at jeg jo er ny på mit job og ikke partout kan alt fra første dag. Så må bunkerne med sager vokse, jeg kan ikke klare dem alle på én gang. Agtigt.

Har jeg hørt fra Sommermanden? Ja. Men det er ikke længere det min verden drejer sig om. Jeg tror, jeg fik bygget en masse op indeni mig som enten brast eller skrumpede så snart jeg fandt ud af at sætte ord på. Sommermanden er stadig sød og skøn og dejlig, men jeg føler mig mere fri nu. Det er godt for mig og bestemt også for ham.

Så. Hvad gik galt? Skal jeg lige ransage sjælen lidt, nu hvor jeg i forvejen har gang i noget føle-føle? Min teori er, at efter jeg havde åbnet så meget op for Sommermanden (“Værsgo; her er lige lidt hyggelæsning om alt mit menstruation, diarre, sex, ensomhed, hjertesmerte og graviditetstester”), var jeg blevet fuldstændig modtagelig og super sensitiv overfor alt han sagde og gjorde. Og det er alt som i alt. Det blev hjerteemojis, der puffede mig ud over kanten. Dem kunne jeg slet ikke kapere. Satte straks gang i de indre bryllupsklokker. Ja. Pinligt men sandt. Dertil havde jeg brudt hele to manderegler for Sommermanden og pønsede på at bryde en tredje. Jeg bryder ikke regler for hvem som helst. Så han er uden tvivl noget særligt.

Søster har også en teori. Selvfølgelig. Det har hun tit. Hun mener, at fordi jeg ofte bedst kan lide optakten – jagten på en mand – så havde visheden om, at jeg aldrig rigtig vil kunne få Sommermanden, fordi han skal rejse væk, gjort kål på min sunde fornuft og vækket nogle følelser for ham til live, som jeg ikke ville have oplevet ellers. Jeg ved det ikke. Måske. Måske ikke. Får jo alligevel aldrig mulighed for at vide, hvordan det ville have set ud, hvis Sommermanden ikke skulle rejse. Måske det er en blanding af det hele. Altså den følsomhed der kom med ærligheden og en på forhånd dødsdømt jagt. Måske jeg virkelig bare er ved at blive forelsket.

Jeg svarede på en kommentar i aftes, hvor jeg kom lidt ind på, at jeg i det hele taget ikke har lyst til at forelske mig i nogen som helst. Sommermænd eller ej. Jeg vil bare gerne være mig selv efter år med kærester; jeg vil gerne gøre lige, hvad der passer mig lidt endnu; jeg vil gerne fyre den af; jeg vil stadig gerne knalde det halve af byen. Der er ting, jeg føler, jeg har brug for at gøre, før jeg kan slå mig til ro med en mand. Det sidste år har jeg forsøgt at leve så meget som muligt, sige ja til alt, der måtte byde sig. Jeg har haft det fuldstændig fantastisk og har lyst til at fortsætte sådan et godt stykke tid endnu. Og for mig konfliktede det fuldstændig med en mulig forelskelse. Hvorfor jeg med næb og kløer gjorde alt, hvad jeg kunne, for at undgå det. Sommermanden sagde så klogt, at jeg jo netop ved at sige ja til alt var i færd med at sige nej til ham. Øh. Nå ja.

Efter hele denne omgang kan man i hvert fald konkludere, at jeg nogle gange har det ualmindeligt svært ved kontroltab. Navnlig når det lige bliver toppet med arbejdsstress. Men det vidste jeg egentlig godt. Efter jeg er blevet ældre og mere bevidst om mine issues, plejer jeg at være rigtig god til at undgå at flippe ud over det. Tydeligvis ikke med samme held hver gang. Jeg har tilgivet mit meltdown. Nogle gange skal tingene bare være skidt, før det kan blive godt. For satan, det er dybt.

    Newer posts