Små skridt

Jeg havde sparet penge op til rejse og billetter, for jeg havde tænkt, at jeg skulle besøge Sommermanden i efterårsferien. Men han ville hverken have besøg eller noget med mig at gøre, og i stedet meldte jeg mig frivilligt til at være en af de få, der mødte ind på arbejdet i denne uge. Kunne ikke holde tanken ud om at skulle gå alene rundt derhjemme, når jeg kunne have været hos ham. Pengene er i stedet blevet brugt på trøsteshopping. Uden nogen mærkbar forskel selvfølgelig.

Nej. Vent. Lad mig starte et helt andet sted: Jeg var lige blevet sytten, da jeg første gang lod en mand ødelægge mig. Efter et halvt år med fuld skrald på alt hvad livets skyggesider kan tilbyde, blev jeg introduceret til de huller mit sind nu en gang er udstyret med. Det tog mig fem år at hive mig selv op igen. Fem hele år for at udligne det ene halve. Jeg er ikke særlig stolt af den tid og har sjældnere end sjældent lyst til at tale om det. I takt med at jeg er blevet ældre, er jeg heldigvis også blevet klogere og ved nu efterhånden ret præcis hvad jeg skal gøre for at balancere udenom hullerne. Da bekendtskabet med Sommermanden er min første erfaring med ægte hjertesorger, var jeg forholdsvis uforberedt på med hvilken kraft det ville slå mig ud af kurs. Det gør mig bange, når jeg mærker, at jeg ikke længere kan finde ud af at være sammen med andre mennesker. Og det gør mig bange, når jeg indser, at jeg endnu mindre kan holde mit eget selskab ud. Egentlig havde jeg efter den sidste mislykkede date bestemt, at holde mig fra mænd for en stund. Men det her; det, jeg har gang i nu – det er ikke sundt. Det er jeg klar over. Så jeg ombestemte mig.

Derfor: I sidste uge havde jeg scrollet lidt tilfældigt rundt på Happn, da jeg stødte på en fyr, jeg havde mødt før i arbejdsøjemed. Dengang havde det bagefter udviklet sig til fyraftensbajere. Og jeg kan huske, at jeg da havde ærgret mig over, at jeg er så frygtelig overfladisk og ikke rigtig kunne finde ud af at se ud over, at jeg ikke syntes, han var en særligt fysisk tiltrækkende mand. For han var nemlig sjov og kemien mellem os havde været umiddelbar. Tilbage på Happn overvejede jeg grundigt, om jeg nu var blevet så voksen, at jeg kunne give ham en chance. Kom frem til, at det måtte komme an på en prøve, for under alle omstændigheder mente jeg at kunne huske, at han var så sød, som nogen kunne være. Og jeg har brug for søde mænd. Ikke flere røvhulsmænd i mit liv, tak. Så jeg likede ham. Og vi matchede. Selvfølgelig. Skrev lidt frem og tilbage. Han viste sig igen fra sin sjove side og sendte vittige beskeder til mig, som jeg kunne sidde og smile lidt over, mens hjertet værkede ved tanken om den forestående ikke-efterårsferie. På en eller anden måde endte jeg med at få inviteret mig selv på kaffe. Bagefter vidste jeg ikke helt, hvordan jeg havde med det, da aftalen endelig var i hus. For i bund og grund havde jeg virkelig, virkelig ikke lyst. Men jeg var simpelthen nødt til at komme lidt ud, vidste jeg. Og jeg havde her fundet den mest ufarlige type, jeg mente, man kunne støve op i hele byen. Så hvad fanden.

Natten til søndag modtog jeg imidlertid en besked fra samme søde mand. “Er du i byen? Jeg vil gerne se dig. Giver irish coffee, hvis du kommer,” skrev han. Naturligvis var jeg ikke i byen, for den slags gør jeg mig jo ikke i, så jeg sov videre og læste først hans besked henad formiddagen. Havde nok været lidt for optimistisk omkring føromtalte voksenhed, for jeg blev simpelthen så dødsens fornærmet over, at han troede, at det var ok at skrive sådan til mig midt om natten. Bør nok genoverveje det hele, tænkte jeg. For jeg vidste jo godt, at havde han bare været lækker nok, så havde jeg sikkert fniset og takket ja til både dansk og irsk kaffe og jeg ved snart ikke hvad. Det blev et halvspidst svar jeg fik sendt afsted. Glattet ud fik han nu alligevel i løbet af dagen med alle de vittige beskeder, så aftalen om at ses mandag eftermiddag bestod.

Jeg ved godt, at det ikke var helt fair overfor ham, at han egentlig mest var ment som et eksperiment. Og da jeg så ham stå der og vente på mig, fik jeg næsten dårlig samvittighed. Han så meget nervøs ud. Gav ham et kram som hilsen, hvilket gjorde ham tydeligt befippet. Åh. Skyndte mig at købe kaffe til os og få skubbet ham med udenfor igen med papkrus i hænderne. Jeg foreslog at gå en tur, og jeg tror, han ville have sagt ja til hvad som helst. Jeg fik suverænt lov til at bestemme. Alt. Han var så sød og forsigtig, sagde mig ikke det mindste imod. Det viste sig dog, at han nok mest kunne finde ud af at være sjov i sine beskeder, og at den kemi, jeg havde mærket sidst, vist også kun var blevet fremelsket af øllerne. Det hele endte med at gøre mig til lidt af en kælling. Tromlede ham fuldstændig, den stakkels mand fik næsten ikke et ord indført. Og efter både at have bestemt gåturens retning og samtaleemne i henved en time, bestemte jeg også, at det var tid til at sige farvel.

Hjemme igen var jeg sådan lidt meh omkring det hele. Godt nok var det ikke den bedste date, men det havde jo heller ikke været en helt forfærdelig oplevelse. Ikke at jeg har tænkt mig at se ham igen. Men alligevel. Han havde i hvert fald været det rette valg til mit Projekt Kom Videre. Bare små skridt, tænker jeg. Så bliver det måske bedre.

Gammel kærlighed

Tinder og Happn fortsætter med at være gabende kedelige. Det er ved at gøre mig fuldstændig vanvittig. Men så skete der noget i fredags, der fik mig til at tabe pusten.

Da jeg gik på gymnasiet, crushede jeg alvorligt på tre drenge. Jeg splittede ligeligt min kærlighed mellem dem. Enhver kvinde ved, hvordan kun et ungpigehjerte kan flyde over af forelskelse. Der var rigeligt til dem alle tre.

Den ene var rødhåret. Ikke fesen rød. Men den smukkeste, dybeste kobberrød. Kan endnu huske den første gang, jeg så ham. Jeg var atten år og arbejdede i en biograf. Langede slik og popcorn over disken. Pludselig stod han foran mig. Jeg har den dag i dag aldrig vekslet andre ord med ham, end dem, da han købte en sodavand. Fandt ud af, at han gik på mit gymnasie. Hans skønhed bjergtog mig i en sådan grad, at han fra da af gav anledning til svedige håndflader og heftig hjertebanken, når jeg passerede ham på gangene. Man kunne genkende ham og hans røde manke på lang afstand. Jeg kan huske, hvordan han kom gående mod mig i en sort bluse, midt i det mylder et gymnasie i spisefrikvarteret altid er fyldt af. Fuldstændig som en lille sol overstrålede han alle omkring sig. Vi havde øjenkontakt fra enden af gangen og til vi var gået forbi hinanden. Han er flyttet langt væk nu. Jeg har aldrig set ham siden 3. g.

Den anden mødte jeg senere på et valgfagshold. Han havde langt, lyst hår, hvalpefedtet sad stadig på kinderne. Vi klikkede med det samme. Han var sjov og populær. Vi lavede gruppearbejde og røg smøger bag skuret. Jeg tænkte først, at han ikke var noget for mig. Men hans drengede charme, kvikke bemærkninger og tillidsfulde øjne fik langsomt og sikkert tag i mig, og snart hviskede jeg hans navn til puden og skyggerne om aftenen på mit barndomsværelse. Jeg begyndte forsigtigt at opsøge ham andre steder end til undervisning, fornemmede en vis gensidig nysgerrighed, men turde alligevel aldrig handle på den. Også han flyttede så snart den sidste eksamen var overstået. Han sagde farvel til mig i skolegården.

Den sidste gik i min klasse. Jeg sad bag ham og stirrede hver dag på hans nakke, der var den mest erotiske, jeg nogensinde havde set. Han duftede af krydret pebermynte. Det slog mig omkuld, når jeg kom tæt nok på til diskret at kunne snuse dybt ind. Snorlige tænder, knivskarp tøjstil, perlende latter. Dengang var der ikke noget jeg hellere ville, end lægge mine hænder mod hans bryst. Også han og jeg kom godt ud af det med hinanden. Først mange år efter forstod jeg hans kejtede flirten, og jeg begræd bittert mit naive pigesind, der ikke havde kunnet forstå en hentydning og tog alting for bogstaveligt. Gymnasietiden sluttede, alle blev spredt. Men både han og jeg er begge lidt af en hjemmefødning, der nødig bevæger os alt for langt væk fra det vante. Vi bor i dag i samme by. Dog støder jeg kun tilfældigt på ham med års mellemrum. Hans duft kan stadig gøre mig rundtosset.

Mon de vidste hvilke bølger, de satte i røre i mit i forvejen kaotiske indre? Mon de ved, at de for evigt er blevet min målestok, når jeg vurderer, om jeg finder en mand tiltrækkende eller ej?

Nå. Tilbage til historien: Da skete det i onsdags, at jeg endnu en gang gik på Tinder for at tjekke, om det endelig var nu, alle de lækre mænd havde bestemt sig for at vende tilbage. Og der var han. Den anden. Mit lyshårede gymnasiecrush. Det lange hår var klippet af og hvalpefedtet forsvundet. Men det var umiskendeligt ham. Jeg mener det, mit hjerte sprang et slag over. Likede ham. Ventede. Fredag formiddag sad jeg og hang over kaffen og kunne ikke helt komme i gear. Tillykke! Du har en ny match, blinkede det frem på min telefon. “Åh Gud, lad det være ham, lad det være ham, lad det være ham,” messede jeg lavmælt, mens jeg åbnede appen.

Det var ham.

Før #2

Sex med Kunstneren var en fjollet affære. Vi passede ikke sammen. Slet, slet ikke. Jeg kan ikke længere huske vores første gang, til gengæld står minderne om tiden efter stadig knivskarpt.

Jeg forsøgte at få det til at fungere. Det gjorde jeg virkelig. Lånte bøger om sex på biblioteket, købte lækkert undertøj, søgte frustreret efter råd på nettet: “Hvordan tilfredsstiller jeg min kæreste?”. Jeg lavede lister med forslag, jeg forsøgte at tale med ham, jeg brød min hjerne til det yderste for at finde en løsning. Men Kunstneren ville have en hård, dominerende kvinde, han ville se mig i lak og hofteholdere, og han ville være lille ske, når vi puttede. Alt skreg, at det ikke kunne gå, men jeg ville død og pine have hans kantede brikker til at falde i hak med mine runde. Så jeg bed tænderne sammen og forsøgte at dominere ham, og han klynkede saligt, mens jeg følte mig forkert. Ret skal være ret – Kunstneren mandede sig også op en enkelt gang, men han misforstod og hev et bælte frem, jeg krabbede skræmt ud på sengekanten.

Omtrent på samme tid som Kunstneren indrømmede sin store skuffelse, stoppede han helt med at gå i seng med mig. Det var det ultimative nederlag. Man skulle jo mene, at man i den første lyserøde tid som kærester knepper som kaniner. Det har man vel hørt om før. Jeg havde i hvert fald. Men det syntes Kunstneren bestemt ikke var nødvendigt. Jeg havde svært ved at forstå ham. “Jeg har lyst til dig. Jeg har lyst til sex med min kæreste,” sagde jeg. Han gloede stille på mig. “Det er fandeme underligt at have så meget lyst til sex,” vrængede han til sidst – “du er den eneste pige, jeg nogensinde har mødt, der døjer så meget med kløe. Det er unormalt.”

Dengang var kløen, som den faste læser allerede ved, ikke noget jeg ellers dyrkede. Kløen var heller ikke som den er i dag. Den var flygtig og nem at undertrykke. Alligevel var jeg af den klare overbevisning, at det ikke var en forkert følelse at have – det var bare noget, jeg først havde lyst til at give efter for med den rette mand. Desuden var jeg relativt uerfaren, havde kun en vag idé om, hvad jeg kunne lide. Men jeg husker min kløe som spirende, nysgerrig. Jeg ved ikke, hvorfor Kunstneren reagerede med sådan en afsky på noget jeg selv betragtede som værende fint og rigtigt. En kedelig scene begyndte så småt at gentage sig hver aften: Sengetid. Kys. Jeg lagde mig ind til ham. “Lad nu være,” sagde Kunstneren irriteret og skubbede mig væk. Kunne med det samme mærke min underlæbe bæve og tårerne som en tyk, varm hinde om øjenæblet. “Og lad være med at prøve at give mig dårlig samvittighed på den der måde, det er ikke fair,” han vendte ryggen til mig. Med en følelse af at være fuldstændig misforstået og ydmyget græd jeg lydløst ved siden af ham.

Hvis sex ikke var noget, Kunstneren værdigede megen tid, så var fester og byture til gengæld lige noget for ham. Han var optaget af at skabe sig det rette omdømme. Tom Waits var Kunstnerens store helt og stod altid som et lysende fyrtårn, der viste ham sikkert på vej mod dette forjættede image som sand kunstnertype. Tom var en værre én. Han var ægte rock’n’roll. Han dikterede sort kaffe og smøger til lyden af skrattende lp’er om dagen. Thybajere og whisky om aftenen. I håb om en dag at kunne skabe lige så stor kunst, måtte man ofre alt og leve som Tom. Det kunne jeg vel nok forstå? Det betød – foruden førnævnte obligatoriske mixtur af forskellige stimulanser – en total prioritering af venner, musik og maleri over mig. Men nej, det forstod jeg sådan set slet ikke. Det endte altid i skænderi, gråd og smækken med døren. Og jeg sad alene aften efter aften.

Efter et halvt år sammen fortalte Kunstneren mig en dag, at han havde fået konstateret klamydia hos lægen. Jeg stirrede på ham: ”Nu får du én chance til at fortælle mig, om du har lavet noget, du ikke burde.” Det benægtede han. Åh nej, nej, nej, selvfølgelig havde han ikke det! Næ, han havde fået det af sin ekskæreste – som forresten var en temmelig udsvævende type, hvis Kunstneren selv skulle sige det. Og i al den tid han og jeg havde været sammen, havde han på mirakuløs vis ikke smittet. Det kan godt lade sig gøre. Det sagde lægen selv. Sagde Kunstneren. Det var meget forvirrende for mig. “Jeg stoler på dig,” sagde jeg til sidst. Det var løgn.

Men jeg gik stadig ikke fra ham.

 

Læs Før #1 her.

Før #1

Jeg var toogtyve, da jeg fik min første rigtige kæreste. Han var kunstner. Der var ikke det musikinstrument, han ikke beherskede. Han kunne synge, og han kunne male smukt. Han var kreativ ud over alle grænser. Og det er jo altid fedt. Men Kunstneren så ned på folk, der ikke havde samme evner, og som valgte at leve deres trivielle liv i små forstadshuse. Hvis der var noget, Kunstneren afskyede, så var det den grå normalitet, der hele tiden hang som en truende, regntung sky over hans hoved. Han gjorde en dyd ud af at være så speciel og excentrisk som muligt. Det blev en slags varemærke for ham. Desuden levede Kunstneren på en stram diæt bestående af de suk hans malerier fremkaldte. Intet smagte så lækkert som ros – det har som bekendt en parfumeret, meget sødlig smag, og Kunstneren blev helt sukkerafhængig.

Men alt det vidste jeg slet ikke endnu. Jeg vidste bare, at han var selvudnævnt sej og arrogant kunstnertype, der gik i flannelskjorte og Converse.

Vi mødtes tilfældigt i byen en aften. Jeg husker glimt af irish coffee og blå Kings. Han fulgte mig hjem. Der lå et tyndt lag sne på jorden, og mine stiletfødder var følelsesløse; kun få millimeter sål mellem hud og sne. Idet jeg vendte mig mod porten og min opgang, greb han min arm og hev mig tilbage ind mod sig. Jeg så det hele i slowmotion. Mine kolde hænder på hans bryst, hans læber mod mine.

Nogle dage efter inviterede jeg ham hjem til mig. Vi dry humpede hele natten. Havde bestemt, at jeg ikke ville gå i seng med ham lige med det samme. Så vi pillede, og vi gned, og vi pressede os mod hinanden. Senere fortalte han mig, at da han skulle hjem, havde han så ondt i nosserne, så han ikke kunne sidde på sin cykel. Han måtte stoppe op på vejen og gå ned i en kælderskakt og spille pik, mens han tænkte på mig. Jeg syntes, det var det mest romantiske, jeg nogensinde havde hørt.

Fra da af var vi kærester. Min allerførste kæreste. I starten var jeg forelsket i ham. Jeg tror også, han var forelsket i mig. Senere var jeg kun forelsket i tanken om endelig at have en kæreste.

Efter et par måneder kunne jeg mærke, der var noget galt. Kunstneren virkede til at være konstant misfornøjet med mig. Det er heller ikke meningen, at min kæreste skal være betaget af mig for evigt, mens vi traller glad mod solnedgangen. Men en smule forelskelse kan man vel stadig mønstre efter de første måneder sammen. Det mente jeg i hvert fald, man burde kunne. “Kunstner? Hvad er der galt?,” spurgte jeg en aften. “Du er ikke den, jeg troede, du var,” indrømmede han tvært. Efter nærmere udspørgen fortalte han, at han i starten havde troet, at jeg var den mest populære pige i byen. Det havde gjort mig vanvittigt tiltrækkende i Kunstnerens øjne. Jeg ville have pyntet så smukt, og ville have været perlen i hans samling af Specielle Skatte. Men nu hvor han havde lært mig at kende, opdagede han, at jeg var ganske ordinær. En mat, kedelig perle. Ja, faktisk var der måske mere tale om et sandkorn, der ikke havde formået at danne ordentlig perlemor i sit muslingebo. Han var blevet så skuffet, da han fandt ud af, hvem jeg i virkeligheden var.

Han sagde det uden skam. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Men jeg slog ikke op.