Skriverier med Frømanden

Okay. Så jeg var ikke den eneste stalker i går. Efter Tinder begyndte at virke igen, var alle mine matches heldigvis intakte, så jeg skrev til Frømanden, at jeg ikke håbede, han troede, jeg havde prøvet at snige udenom daten. Han havde haft samme problem som mig. Og havde i stedet fundet mig på Facebook. Havde ikke opdaget hans besked, den var landet i min andet-indbakke. Vi brugte resten af aftenen på at skrive sammen. Det viste sig hurtigt, at Frømanden slet ikke bor i samme by som mig. Faktisk sad han i flyet på vej hjem. For helvede, jeg er ved at være træt af den historie. Den nu hedengangne Udenbysen var trods alt ikke længere væk end en times tid i tog; Frømanden bor så langt væk, så det nemt kan blive en mindre dagsrejse. Hvorfor går man på Tinder og byder på kaffe og jeg ved ikke hvad, hvis der alligevel kun er få timer til man flyver sin vej? Jeg søger kun på en maksimal afstand af 25 kilometer for netop at undgå sådan noget.

“Det her lyder måske lidt mærkeligt, men jeg synes godt nok, at du er smuk, så vil ikke afskrive kaffen, selvom der er langt,” skrev han. Nå. Hm. Det var jo egentlig meget sødt sagt. Men gider jeg tage så langt for en date? Nej, det gider jeg simpelthen ikke. Han lokkede i stedet med kaffe i starten af oktober, hvor han er tilbage i byen igen.

Det viste sig også, at et mere korrekt navn til ham måske ville være noget i stil med Politikeren. Går rimelig meget op i det politik der. Det gør jeg ikke. Jeg går til nøds moderat op i det. Han spurgte, hvad jeg lavede. “Jeg ser Grey’s Anatomy og spiser M&Ms,” svarede jeg og huskede også at spørge ham, hvad han lavede. Han sendte et billede af en meget seriøst udseende mand, som helt klart lignede en politiker, og noget sagde mig, at jeg nok burde vide, hvem han var. Jeg er på ingen måde stærk i sådan noget. Men et eller andet skulle jeg jo svare. “Hvad er det?” endte jeg med at skrive. “Hehe, du virker meget sød *græder-af-grin-emoji*,” sagde han, “jeg ser Deadline om flygtningedebatten.” Jeg kunne aldrig finde på at se Deadline. Fint nok at andre gør, jeg gider bare ikke.

At jeg så er “meget sød” – hvilket åbenbart er hylende morsomt – fordi jeg ikke lige kunne namedroppe en politiker, er jeg lige glad med. Til gengæld kunne jeg engang svare på et spørgsmål i Trivial Pursuit, fordi jeg havde set Grey’s og vidste et og andet om aorta. Men jeg vil vædde med, at Frømanden heller ikke ville kunne komme på McDreamys navn, hvis jeg viste et billede af ham.

En ikke-date

Så Tinder har været fyldt med kedelige, ikke særligt lækre mænd på det sidste. Lige indtil i morges. I nattens løb havde byens dejligste mænd åbenbart logget på. Oh, det var en ren fest, og jeg swipede frejdigt løs. Venstre-højre-venstre. Højre-højre-venstre. Hyggede mig rigtig på min sædvanlige solplet i gården med morgenhår og plaid. Og således gik det til, at jeg fik et match med en bebrillet frøemoji lignende fyr. Allerede i fjerde besked bød han på kaffe senere i dag. Jeg kan godt lide initiativrige mænd. Det er forfriskende. Og så var han sjov oveni. Jeg overvejede hurtigt, om rengøring af lejlighed virkelig var vigtigt et dagsprojekt. Det kunne vist godt vente endnu en uge. Jo. Kunne helt bestemt godt vente. Jeg takkede ja til kaffedate og følte mig ung og impulsiv og levende.

Så crashede Tinder. Og ikke bare sådan genstart-app-crash. Næ næ. Vi taler fuldstændig frys-crash. Jeg googlede. “Log ud og log ind,” stod der, så det gjorde jeg straks. Og mistede alle mine matches. Alle mine lækre, nye matches. Pist væk. “Satans pisselort,” råbte jeg. Men det blev kun værre og værre. Nu var ikke bare mine matches væk; alle andre mænd var også forsvundet, og jeg var pludselig mutters, mutters alene på Tinder.

Så skete der noget, jeg ikke er så stolt over. Jeg gik i stalkermode. Brugte muligvis halvanden time på at søge på Frømanden. Ville virkelig gerne have den kaffe! Men Frømanden har et temmelig almindeligt navn, vi har ingen fælles bekendte, og jeg vidste stort set ingenting om ham, så det lod sig selvfølgelig ikke gøre at finde ham. I bare arrigskab tog jeg en eftermiddagslur og gav pokker i den ellers planlagte rengøring.

Jeg håber virkelig, Tinder snart kommer op og køre igen. Håber, det ikke bare er min gamle, totalsmadrede (som i flækket skærm med dertilhørende uduelig slukknap og kamera. Kan heller ikke afvise, at der visse steder decideret mangler hele stykker af skærmen) iPhone 4S, der har bestemt sig for at dø, og gøre livet så surt for mig som muligt, ved, på sit dødsleje, at nægte mig adgang til himmerige. Mandehimmerige. “Tak for lort, Frøken Kløe,” kan jeg høre den hvæse der på sofabordet. Og så håber jeg, at Frømanden tror mig, når jeg siger, at det virkelig ikke var med vilje, og bestemmer sig for at give kaffen en chance til.