Chefen

Mpfh. Vi tager lige alle de træls ting først:

“Har du tømmermænd?” blev jeg spurgt en morgen, da jeg mødte på arbejde. “Æh. Nej. Ser det sådan ud?” sagde jeg. “Du ligner en hængt kat,” lød svaret. Ih. Tak. Bare. Tusind tak. Som om jeg ikke selv kan se, at det ikke er helt godt for tiden. Kan ikke genkende mit eget spejlbillede. Jeg ser direkte usund ud. Træt. Slidt. Har af en eller anden grund tilmed erhvervet mig en tørhedseksemslignende plamage lige midt i en smilefold. Den bliver dagligt gnedet med olier og plejet med cremer dog uden nogen specielt synlig effekt. Jeg kender alt til vintertør hud, men så tør har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og mit hår sjasker. Så meget, så jeg en sen eftermiddag i ren og skær desperation gik med til at lade en anden frisør end min vante klippe mig. Skulle jeg aldrig have gjort. Lad mig bare sige det sådan. Og jeg føler mig utilpas i hvert eneste stykke tøj, jeg hiver frem fra skabet. Vildt ubehageligt. Desuden splattede jeg flydende skofarve ud på mit lyse trægulv den anden morgen. Havde kun tid til at tørre sporadisk op. Hvilket betyder at der nu findes en stor gråsort plet på mit gulv, som jeg ikke helt kan greje, hvad jeg skal stille op med. Ti minutter senere hjulede jeg hurtigt ud på min sædvanlige morgenrute. Der er vejarbejde i en af gaderne. Cyklister og fodgængere deles om fortovet. En mand stod med sine to små piger og hjalp skoletaskerne på ryggen af dem. “Man må altså ikke cykle på fortovet,” sagde han, da jeg irriteret slog smæld med tungen over det patent han tilsyneladende havde taget på den i forvejen trange plads. “Nej, men der er ligesom vejarbejde,” svarede jeg morgentvært. “Man må stadig ikke cykle her,” peb han. “Nu slapper du KRAFTEDEME af. Vi skal FANDEME allesammen være her,” skreg jeg over skulderen, raseriet blussede rødt op i mig på et splitsekund. Så nu er jeg også blevet en Call me-reklame. Det mærkes generelt som om, at der bare er et eller andet galt indeni. Og jeg ved ikke hvad, der helt præcis skulle være galt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dette udefinerbare gale, og jeg kan ikke overskue mere januar nu.

Og så kan jeg her til sidst i rækken af negativ opremsning lige oplyse, at jeg henover efteråret har døjet en del med min computer. Umiddelbart efter nytår opgav den dog fuldstændig ævred, hvorfor jeg endte med at se i øjnene, at der nok ikke var meget andet at gøre end at punge ud og indlevere den til reparation. Efter halvanden uge uden et kvæk fra firmaet, der ellers havde lovet at få den i tiptop stand i løbet af ingen tid, ringede jeg til dem. “Skal bare være sikker på, at jeg selvfølgelig hører fra jer, når jeg kan hente min computer,” sagde jeg. “Åh. Nå ja. Altså. Det ser ud til, at din computer desværre er gået i stykker,” lød det. “Undskyld?” udbrød jeg. “Ja. Altsåøh. Du skal nok lige snakke med bossen om det. Men du skal nok have en ny computer,” blev der mumlet i den anden ende. Efter knap yderligere en uges tovtrækkeri lykkedes det mig endelig, at få min computer midlertidigt hjem – godt nok med et ordentligt gok i nøden, så den rasler og ligner jeg-ved-ikke-hvad – indtil firmaet ligesom finder ud af, hvordan de har tænkt sig at erstatte skaden. De kommer til at se rigtig langt efter en god anmeldelse på Trustpilot, det er helt sikkert. Bare ærgerligt at komme til at ødelægge computeren til lige den kunde, der i forvejen er mere end ond i januarsulet.

Men. Damer? Det var faktisk noget helt andet, jeg ville fortælle i dag. Fordi. Måske har jeg brug for et råd. Måske har jeg dummet mig. Ved det ikke. Bedøm selv:

Jeg ses med en gruppe meget voksne typer fra tid til anden. De er alle nogle, jeg har arbejdet sammen med før, og vi mødes nogle gange over en fredagsdrink. Kan vældig godt lide dem allesammen, og tænker, det er godt at pleje sit netværk på den måde. Jeg er den yngste i flokken og er af den klare opfattelse, at de voksne typer passer lidt på mig og hjælper mig. Blandt disse findes min tidligere chef. Ham kan jeg især godt lide. Og han kan lide mig. Dynamikken mellem os har altid været spændende og givtig. Jeg ser ham som mit mulige es i netværket. Som den, der ville kunne hjælpe med at åbne døre, hvis jeg beder om det. Nå ja. Og så er han lækker. Ret lækker endda. En mindre detalje selvfølgelig. Men sådan: Altid knivskarp i dyre, stramme suits og velduftende. Midt i fyrrerne. Mørkt hår. Markant kæbeparti. Lidt smart i en fart. Dog er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham som min chef. Og så kan han jo være nok så lækker. For det gør hverken til eller fra i den henseende, at han i min verden stadig glimrer i rollen som en netop sådan. Og chefer efterlader jo som bekendt en utvivlsom duft af absolut no go i luften omkring sig, når de går forbi en. Lige i forhold til denne chef har jeg tilmed tænkt, at der er en snert af noget far-datter over vores relation, for han giver mig altid råd og peptalks på sådan en omsorgsfuld måde. Jeg har oplevet hans interesse som rent professionel. Men der tog jeg vist fejl.

Fordi. Da skete det, at jeg mødtes med samme gruppe sidste fredag. Det var længe siden vi havde set hinanden, så der var en del at få tjekket op på. Det blev sent. Og pludselig sad Chefen og jeg og skålede og bestilte endnu en omgang. Sådan har vi ellers aldrig gjort før. Og måske var det lidt som om, at han gerne ville tale mere med mig, end han plejer. Men der var altså også et værre rod af øller og drinks på bordet til sidst, så det gav jo ligesom sig selv, at mundtøjet kom ekstra på gled, tænkte jeg. “Du er en gevinst for enhver arbejdsplads,” sagde han. “Det er egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor dygtig du er. Arbejdsmiljøet bliver bare bedre med dig.” Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at smile et nøje indstuderet charmerende, tilpas ydmygt smil. Efterhånden var der ikke særlig meget arbejdsrelateret snak over forsamlingen længere, og vi var nogle stykker der for en gangs skyld besluttede at fortsætte i byen. Der var dans, mine sko begyndte at skave, for lige på det punkt ligger jeg jo sjældent på den lade side. Jeg har aldrig set Chefen beruset før, han plejer at være meget mådeholdende og gå tidligt hjem. Men denne aften gav han los. Bemærkede tilfreds, at jeg selv ikke havde drukket mig til mere end højt humør. I bagklogskabens – eller måske nærmere tømmermændenes – klare lys indrømmer jeg at der vist alligevel var blevet indtaget nok til, at hæmninger og visse grænser også så småt gik fløjten.

Jeg havde en stram kjole på. Men det har jeg nu egentlig tit. Synes, at folk skal have mulighed for at beundre min bagdels runding og hofters sving. På den måde er jeg ikke så karrig med mig selv. Alle andre mænd end Chefen lod da også til at lægge mærke til disse, mine mest fremtrædende fordele. Så. Jeg sværger. Det var helt uden fornemmelse for eventuelle bagtanker, at jeg sagde ja til at følges med ham, da det var tid til at gå hjem.

Vi kunne have taget en hurtig taxa, men jeg kan jo godt lide at være sammen med Chefen, så vi spadserede i stedet. Småsnakkede om løst og fast. Det var mest sådan, at han spurgte og jeg svarede. Efter lidt tid opdagede jeg, at han kredsede om emner som kærester og børn. Tidligere på aftenen havde vi kort snakket om netop dette, så jeg tænkte, at det vel var naturligt at fortsætte. “Hvorfor har du ikke et barn?” spurgte han. “Fordi jeg møder de forkerte mænd og i det hele taget har jeg ikke lyst til at få børn endnu,” svarede jeg. Det er en sætning, jeg er blevet ganske øvet i at fyre af. Det er bare autopilot. “Bip. Dumme mænd. Bip bip. Dumme børn. Båt,” virker bare nemmere. Men Chefen ville gerne høre lidt mere om de der forkerte mænd. Nåhmen. Det kunne jeg da godt fortælle om. Han snakker altid så voksent, Chefen. Ofte lidt vævende og spækket med fremmedord så jeg tit skal koncentrere mig meget om at forstå. Irriterende. Heller ikke fordi det hjalp på forståelsen at have drukket øl. Vel. Jeg vidste ikke helt, hvilke svar han forventede. “Du taler i overskrifter, Frøken Kløe. Hvad gemmer sig bag? Hvad mener du i virkeligheden?” blev jeg spurgt. “Jamen. Det kan du mene. Men hvis det er det mest dækkende, jeg kan komme på til at beskrive mit forhold til en mand, siger det vel også noget?” endte jeg med. Så kiggede han på mig og sagde, at jeg var en af de klogeste, han nogensinde havde mødt.

Jeg finder ofte, at mænd over tredive har en tendens til at foretrække at komplimentere damers personlighed og intellekt. Hvorfor? Fordi de er blevet så voksne, så det er hele den gamle smøre om det indre, der tæller? Eller fordi de har regnet den ud og ved, at det går rent ind hos damerne? I så fald har de ikke regnet mig særlig godt ud, for jeg er så tilpas overfladisk, at man vil smigre mig langt mere ved at fortælle, hvor lækker jeg er. Opsnapper ganske enkelt også hurtigere flirten og meningen, hvis komplimenterne går på mit udseende – og især dette skulle vise sig at have større betydning for resten af gåturen, end man lige skulle tro.

Så det gjorde det mig da glad at høre, at Chefen åbenbart synes, jeg er af så speciel støbning. Jovist. Men det var også det. Lagde mærke til en svagt flaksende bevægelse i maven. “De mænd du finder. Er de ligesom dig?” spurgte han og tilføjede, at originaler ofte tiltrækker ligesindede. “Nja. Der har vel været et par stykker,” svarede jeg undvigende og opdagede, at den flaksende bevægelse ved nærmere eftertanke mindede mere om en urolig orm i mellemgulvet. “Du ved godt, at du skal til at skynde dig lidt, hvis du vil nå at føde dine egne børn, ikke?” sagde Chefen og huggede dermed ud efter et meget ømt punkt. Det må han have vist. Ufint. “Du burde finde dig en sød mand. Måske omkring femogtredive eller fyrre år gammel. En, der har styr på sit liv og sine penge. En, der er moden nok til at give dig, hvad du fortjener. Så kunne I flytte i hus et sted ude i forstæderne. Efter et år er du gravid. Det nytter ikke noget at føjte rundt med drenge mere.” Det var her omkring jeg for alvor begyndte at erkende, at der var noget ved vores samtale, der ikke helt var, som det burde være. Skulle jeg være ærlig, kunne jeg godt se, at sådan havde det vist været det meste af aftenen. Jeg kan huske, at jeg tvang mig selv til at tænke, at det da var fuldstændig normalt, det her, der var intet suspekt ved det Chefen sagde. Sådan, hvor tanken nærmest bliver én høj, klar sætning, der runger gennem hovedet og næsten formår at overdøve enhver form for vage anelser. Og selvom han ikke sagde ordene direkte, stod det dog nogle minutter herefter ret klart, at Chefen åbenbart render rundt og tænker på mig og ligefrem lader til at være fascineret af mig. Fra børn og fulde folk, som man siger.

Ok. Ok, ok, ok. Jeg syntes måske også, at det var liiidt spændende, det, der skete, hvilket formodentlig fik lov til at spille ind på at jeg aldrig rigtig fik sagt fra. Men spændingen overskyggede ikke ormen i maven – selvom jeg den nat ikke var skarp nok til at fatte, at den med sin urolighed såmænd bare forsøgte at fortælle mig, at min grænse ikke bare var nået men også i den grad overskredet for, hvordan Chefen måtte tale til mig. Og fordi jeg var så fast besluttet på ikke at ville erkende hvad der foregik for næsen af mig, lod jeg det fortsætte. Desuden havde hele hans måde at lægge an på mig været så forholdsvis diskret og underspillet, så det for det første både forvirrede mig og gjorde, at jeg betvivlede min egen dømmekraft af situationen, men samtidig også åbnede muligheden for at lade som om, at jeg ikke havde forstået en brik.

Vi nåede Chefens opgang, og han stod der ved døren, og jeg tog et skridt baglæns og sagde farvel. “Jeg kunne snakke med dig resten af natten,” sagde han, “bare ti minutter mere?” “Øh. Tja. Ja, ok,” svarede jeg. Vi satte os på trappen. “Har du ikke lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” spurgte han. Det er helt normalt at spørge om, kaffe er super normalt, der er ikke noget, der nogensinde har været så hamrende normalt som det her, trallede jeg indeni og hørte mig selv sige, at det kunne vi da godt. Chefen svarede, at jeg skulle skrive til ham, så vi kunne finde ud af det. Jeg skiftede hurtigt emne. Han pillede ved mit jakkeærme. Min ånde var hvid. “Det er svært at være single i min alder,” sagde han på et tidspunkt, hvortil jeg fik nikket medlidende. Han tog min hånd. “Du plejer at have sådan et fast blik. Nu flakker dine øjne,” smilede han. “Arh,” mumlede jeg og kiggede alle andre steder hen end på ham. “I virkeligheden er du ret genert. Er du ikke?” spurgte Chefen. Jeg så overrasket op. Det var faktisk sandt. “Du burde gå på Tinder. Så får du hurtigt en date,” sagde jeg i en munter tone som følge af en sær blanding af pludselig at ville udfordre ham og samtidig forsøge at markere et slags stop. “Frøken Kløe,” han slog en høj latter op, “der glemte jeg vist lige aldersforskellen.” Nu var der simpelthen ikke mere at sige. Jeg stirrede på ham med halvåben mund. Virrede med hovedet. Følte mig på så dybt vand, så jeg ikke engang kunne skimte bunden længere. Han kiggede bedende på mig. “Jeg skal hjem nu,” udbrød jeg bare og gik hurtigt min vej, mens Chefen endnu blev siddende på trappen.

Jeg er i syv sind. Skal jeg skrive til ham? Vil det ikke være endnu mere pinligt at lade være? Har jeg overhovedet lyst til kaffe? Bør jeg sige noget? Noget med at jeg ikke tænker på ham, som han gør på mig? Ville det være løgn? Tænker jeg på ham? Ja, nu tænker jeg selvfølgelig på ham. Men gjorde jeg før? Ja, det gjorde jeg egentlig. Men mere sådan. Ku’ godt. Agtigt. Men han er jo forbudt. Det er helt forkert. Det er slemt. Men. Er han ikke også lidt gammel? Knap femten år ældre end mig. Og meget voksen. Han er sikkert også sådan en, der gerne vil have en vinkælder i det der hus i forstæderne. Han går med signetring og manchetknapper, for Himlens skyld! Er der ikke også bare noget, der burde sige en, at det er galt, når man allerede er så meget i tvivl?

Så. Enden er indtil videre blevet, at jeg skal have overstået ægløsning og dertilhørende kløe, for så kan jeg tænke klarere og så bliver alt sikkert godt igen. Ikke?

Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

Første stadie

Jeg var på arbejde, da Sommermanden rejste væk forrige fredag. Stirrede åndeløst på uret, der hænger på endevæggen i storrumskontoret, og da klokken slog 14 tænkte jeg, at nu! – nu fløj han fra mig. Så ventede jeg. Var sikker på, at et følelsesudbud af en art måtte være under opsejling. Gik endda ud på toilettet for ligesom at komme de forventelige tårer i forkøbet. Men. Ingenting. Jeg tog direkte hen til stamværtshuset efter arbejde, fast besluttet på at drukne sorgerne i øl. Godt nok var de lidt langsomme i det, sorgerne, men de måtte komme, det vidste jeg. Spurven sad klar og ventede på mig, den første omgang var allerede bestilt. “Han er væk,” sagde jeg, og Spurven nikkede. “Du ligner en, der er helt ødelagt. Er du ok?” spurgte han. “Det ved jeg ikke,” svarede jeg, “jeg kan ikke mærke noget.”

Jeg læste engang i et dameblad, at der findes omkring ti stadier, som man vil opleve, når man har hjertesorger. Husker ikke længere hvert stadie præcist. Men et af de første var vist, at alt vil synes uvirkeligt, at man nærmest kan opleve sig selv som værende følelsesløs. Og som jeg sad der med øllerne foran mig, gik det op for mig, at det var lige præcis det, der skete for mig nu. Det var som en dyne blev trukket om min sjæl. Afbød alle slag, men gjorde det samtidig vanskeligt at mærke enhver anden berøring. Det var egentlig mere udmattende, end man skulle tro. Og jeg blev træt og indesluttet i løbet af ingen tid. Efter tre timer var jeg så hensunket i følelsesløs apati, at jeg endte med at sidde stumt stirrende. “Jeg tror vist, det er tid til at tage hjem nu, Frøken Kløe,” sagde Spurven forsigtigt, fandt min jakke frem og fulgte mig ud til cyklen.

Da jeg stod hjemme i min gård, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at handle ind. Smækkede porten bag mig og satte kurs mod Føtex. Jeg bor dejligt centralt i forhold til indkøbsmuligheder, det tager kun cirka ti minutter ligegyldigt hvilket varehus, jeg vælger. Men denne fredag føltes det som om, jeg forsøgte at bestige en tilsandet, marehalmsbevokset klit. Gik og gik, gled ned, kom kun langsomt frem. Kunne nærmest mærke det grå, stive græs skære mine fodsåler. Opdagede pludselig, at jeg var gået den gale vej. På et torv fandt jeg mig selv, mens folk gik rundt med is og der var børn og hunde og aftensol. Vendte om. Fandt endelig Føtex. Tandpasta, mælk og vaskepulver røg hurtigt ned i kurven. Styrede nu stålsat mod slikafdelingen, for jeg kender som regel mig selv og ved, at der stort set ikke er det lidt chokolade ikke kan kurere. Det måtte også gælde i dette tilfælde, tænkte jeg. Glemte, at jeg er uerfaren i hjertesorger. Så det kom fuldstændig bag på mig, at det der med at miste appetitten, det der med ikke at have lyst til noget som helst længere, som man jo altid hører om, er fuldstændig sandt. Foran mig var hylder fulde af chokoladeovertrukne nødder, lakridschokolade, chokolade med krymmel, chokoladestænger, tysk chokolade, chokoladehapsere og karamelfyldt chokolade. Og jeg havde ikke lyst til en eneste. Men urokkelig i overbevisningen om, at det at proppe sig med kalorier ville hjælpe, ignorerede jeg min manglende craving og smed hurtigt en tilfældig pose i kurven.

Hjemme i sofaen gik jeg fuldstændig i selvsving med at opfylde klicheen om et knust hjerte: Jeg satte The Notebook på. Hvad er det for en nærmest masochistisk tilgang at have til sorg? Her efterfølgende tænker jeg, at det muligvis var et forsøg på at fremprovokere bare snerten af en følelse frem i mig selv. For jeg var stadig bedøvet og tom og chokerende ligeglad med “… it still isn’t over!”. Chokoladen voksede sig stor i min mund. Jeg besluttede at gå tidligt i seng.

Næste morgen var straks en anden snak. Vågnede op med en altopslugende tristhed i kroppen, som jeg efter omhyggelig mærken-efter lokaliserede til at befinde sig primært et sted i mellemgulvet. Hængende over min morgenmysli brugte jeg, hvad jeg vil betegne som pinligt mange timer på at genlæse samtlige beskeder i min og Sommermandens korrespondance på Messenger. Søster ringede. Min mor ringede. De tjekkede op på mig gennem hele dagen. Til sidst var jeg så træt af hele tiden at skulle forholde mig til min egen tristhed, så jeg straks slog til, da Ekskollegaen ved aftenstid skrev, at han og Vikaren gav øl, hvis jeg var frisk. Hurtigt bad, hurtig makeup, ud af døren.

De var allerede i højt humør, da jeg ankom. “Vikaren har fået en kæreste. Vidste du det?” grinede Ekskollegaen som noget af det første. Jeg stirrede på mit mørkhårede crush. Han kiggede forlegent væk. “Det er løgn?” jeg greb ud efter ham, “er du forelsket?” Vikaren rystede vagt på hovedet. “Nja. Altså. Du ved, hvordan det kan være nogle gange,” han smilede prøvende. “Det ved jeg bestemt,” sukkede jeg. “Jeg ved godt, vi to havde en aftale. Undskyld,” sagde Vikaren. “Sådan kan det gå. Men det er dejligt for dig,” jeg tvang et smil frem, prøvede af al kraft ikke at føle mig dobbelt forladt.

Herfra gik der rimelig meget tequila i den for mit vedkommende. Hader det stads. Aner ikke, hvorfor jeg nogensinde syntes, at det var så genial en idé at bestille shot på shot af den modbydelige væske. Jeg blev hamrende fuld. Og jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke ville kontakte Sommermanden lige med det samme. Han skulle lige lande, lige falde til, lige lære de nye omgivelser at kende lidt. Syntes selv, at det var rimelig cool af mig sådan at give ham tid og plads på den måde. Men på vej hjem med fire poser Chili Cheese Tops i favnen klokken 5 en søndag morgen er man ret usej, ret ynkelig og i det hele taget ret opsat på at stramme de bånd til sin Sommermand, der pludselig syntes så løse og slappe. Hele to fuldemandsbeskeder blev sendt afsted, mens jeg svajende klamrede mig til mit spisebord. Blandt andet: “Ej seriøst du skal ligevINfe og sådan *thumbs up*”. Er stadig ikke helt sikker på, hvad der skulle stå. Bagefter gik jeg ud for at tisse. Ti minutter senere vågnede jeg forskrækket op ved – stadig siddende på toilettet – sovende at være faldet forover og have knaldet issen ind i væggen.

Da jeg vågnede ved middagstid, havde Sommermanden svaret. Man kunne læse begejstringen i hver en linje. Han snakkede om eventyrlyst, og jeg mærkede soveværelset snurre. De der tequilashots bed endnu. Og selfølgelig er det dejligt, at han har det godt. Selvfølgelig ønsker jeg ikke andet for ham. Selvfølgelig er han høj på det rush, det må være endelig at leve den drøm, som man har brygget på så længe. Men hvor gjorde det ondt at læse alligevel. For udover begyndende tømmermænd kombineret med en vedblivende tequilabrandert havde jeg det faktisk ad helvedes til. Følte mig som verdens mest usle, smålige menneske, at jeg ikke engang kunne være rigtigt glad på Sommermandens vegne. I mit svar forsøgte jeg at lyde munter, ævlede løs om en lille kat jeg havde fundet tidligere på ugen. Så faldt jeg i søvn igen.

Var først rigtigt ædru, da det var blevet mørkt. Da var weekenden og de første dage uden Sommermanden gået. Og jeg kunne konstatere, at jeg endnu ikke havde rokket mig spor i forhold til hjertesorgsstadierne, og derfor måtte gå en ny uge i møde med en dominerende grundfølelse af at være ked af det helt ind i knoglerne.

Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Pinlige Frøken Kløe

Jeg var blevet inviteret med til fest på mit gamle arbejde i fredags. Der var en masse søde folk, jeg ikke har set i lang tid. Og der var beer pong og grill i regnvejr. Alt i alt var der altså udsigt til en fremragende aften. Jeg havde taget en sort kjole på – en gammel kending, der altid sørger for at give mig den ønskede opmærksomhed. Havde naturligvis håbet på, at Vikaren også ville befinde sig til festen, så han kunne beundre det spændte kjolestof over min bagdel. Desværre kom han aldrig. Nogle sagde, at han var udenbys. Andre sagde, at han havde været mærkelig siden sidste weekends scoring og skulle ses med hende samme aften. Hvis Vikaren vælger en dame over en fest, er den gal. Så jeg krydser fingre for første mulighed.

Men jeg kan godt have det sjovt uden Vikaren. For Spurven var der heldigvis også. Han og jeg bevæger os forsigtigt længere og længere mod noget der forhåbentlig kan munde ud i et venskab. Vi opfandt i aftenens anledning et nyt drukspil. Livrem Eller Shot, kaldte vi det. Ja. Der skal nok ikke meget til at regne ud, hvordan det i store træk fungerer. Jo mere vi drak, jo sværere blev det at spille, og jo flere straffe fik man. Til sidst sved mine baller så meget, så jeg næsten ikke kunne sidde ned. Fortræffeligt spil.

Da vi ud på natten stod og ventede på en taxa, kunne jeg mærke, at jeg var langt fuldere, end jeg havde regnet med. Faktisk begyndte jeg at se dobbelt. For fanden da osse, skændte jeg på mig selv. Spurven ville i byen. Jeg ville egentlig bare gerne hjem og sove, men han fik mig overtalt, og snart drønede vi afsted. Kunne ikke finde ud af at spænde sikkerhedsselen, så jeg dinglede leddeløst rundt på bagsædet. Syntes, ham taxachaufføren kørte lige lovlig hurtigt. Gadelygterne sejlede forbi som lysende striber i en mørk masse. Jeg kunne mærke, jeg blev køresyg. Sank mit mundvand. Gned nervøst håndfladerne mod mine nylonstrømpelår. Du brækker dig simpelthen ikke i taxaen, tænkte jeg. Pludselig stoppede vi. Jeg havde under hele turen ikke haft føling med, hvor vi befandt os. Tumlede ud af bilen, drak den kolde natteluft i store, grådige mundfulde. “Du er blevet så stille,” sagde Spurven. Mumlede, at jeg skulle tisse. Gik hurtigt mod det første værtshus, jeg fik øje på. Man skulle op af en urimeligt lang trappe for at komme til toiletterne, Spurven var lige i hælene på mig. Halvvejs oppe nægtede mit maveindhold at lege med længere. Første brækbølge slugte jeg lynhurtigt igen til min egen store forbavselse. Ad. Anden gang lykkedes det mig at beholde det i munden. Dobbelt ad. Du fylder altså otteogtyve om en uge, mindede jeg mig selv på. Med bræk i munden væltede jeg ind på dametoilettet. Der var kø. Selvfølgelig. “Sikke en fed jakke, du har på,” sagde pigen foran mig i toiletkøen. Jeg smilede. “Du er altså virkelig smuk,” blev hun ved. “Mh. Mhm,” smilede jeg forpint med munden fuld. Det betød tak. Hun kiggede mærkeligt på mig. Så blev det hendes tur, og jeg stod ene tilbage foran toiletbåsene. Spyttede lynhurtigt brækket ud i papirspanden. Tømte en tyggegummipakke i gabet og gik ud til Spurven. Jeg skulle bare være gået hjem der. Men næ nej, jeg trippede naturligvis troligt efter ham, da han hev mig med ind i larm og røg og musik. Han bestilte rom og cola til sig selv men var heldigvis klar over, at jeg kun skulle have isvand. Sad der i baren og suttede i et sugerør. Jeg er ikke helt sikker på, hvad vi snakkede om. Men jeg kan huske, at jeg begyndte at småtude på et tidspunkt. “Skal vi snakke om sådan nogle dybe ting?” hikkede jeg med fugtige øjne. Spurven fulgte mig hjem herefter. “Jeg fryyyser,” mine tænder hakkede, jeg rystede som espeløv. Han lagde sin frakke over mine skuldre. “Du er så sød,” takkede jeg. “Det er du også. Og du ser rigtig godt ud i den kjole, Frøken Kløe. Selvom du er meget, meget fuld,” grinede han. “Ja. Det er jeg virkelig. Fuld. I min pæne kjole,” prustede jeg.

Kan vi blive enige om, at nogen lige stopper mig, næste gang jeg siger, jeg skal drikke øl? Godt så.

Older posts