Et perfekt knald

Da jeg vågnede, var det uden tømmermænd. Til gengæld var det til noget langt værre. For var der noget, der denne formiddag ikke herskede nogen tvivl om, så var det, at jeg under ingen omstændigheder er typen, der magter at administrere min telefon, når jeg har fået noget at drikke. Min far ringede grinende, spurgte om jeg havde haft en sjov aften. “Det lød i hvert fald sjovt,” sagde han. Jeg havde tilsyneladende ringet til ham mellem bodegabesøg og forsøgt at fortælle noget. Men det havde været lidt svært at forstå, når alle mine s’er blev til sch og d’er til t-lignende lyde. Bagefter skrev min veninde. “Jeg glæder mig til du vågner, så du kan læse, hvad du skrev til mig i aftes 😉Scrollede gennem Messengerkorrespondancen. Den var foruroligende lang. Næsten ulæselig. Men så vidt man kunne tyde, var det i hvert fald noget med, at jeg havde fundet en nuttet mand, der ikke vil have børn. Tog en dyb indånding, inden jeg åbnede Snapchat og afspillede min egen story. “Schid li’ schtille, schå cha’r jeg et billed’,” råbte jeg på et videoklip, mens Spurven kravlede rundt på en statue. “Jeg cha’r et billed’ nu, Schpurv,” lød det. Og han må have syntes, at statuen så ud til at savne lidt omsorg, for i samme øjeblik slikkede han på dens algeplettede overflade. Hvortil jeg grinede hysterisk. På næste klip havde jeg fundet nogle, der på et gadehjørne sad og spillede trommer. Her valgte jeg så at prøve et par samba-moves af. Og sådan fortsatte jeg raskt med at dokumentere resten af min aften. Derefter opdagede jeg til min store beklagelse, som jeg lå der under dynen med en mund som fugtigt råd, at jeg tilmed også havde sendt mærkelige mails og tosset rundt på Instagram. Fucking fantastisk.

Brugte derfor langt størstedelen af lørdagen på brandslukning. Ringe til folk og undskylde. Ved egentlig ikke rigtig, hvor godt det gik med netop sidstnævnte, for jeg var stadig godt og grundigt beruset det meste af dagen. Underligt, tænkte jeg. For jeg havde da fuldstændig styr på sagerne i aftes, jeg havde da ikke drukket for meget? Pokker til guldøl. “Skal jeg komme og passe dig lidt?” spurgte min veninde. “Ja tak,” mumlede jeg og følte mig pludselig ret elendig. Pasningen foregik mest sådan, at jeg rendte rundt og skældte ud over ikke at kunne finde et eneste sted i byen, hvor man kunne opstøve en ærlig omgang quesadillas. Gerne med ekstra ost, tak. Alt imens veninden var ved at dø af grin over – ikke kun den pinlige Messengerkorrespondance, som åbenbart stadig skabte stor moro – at jeg endnu var så langt fra ædru, som nogen kunne være.

Da mørket og tømmermændene lidt senere faldt på og vi sammen lå på min sofa med kold Cola linet op foran os, skrev Fyren Fra Facebook“Hej Frøken Kløe 🙂 Tak for i aftes, det var fedt at se dig! Nu kan du jo ikke sige nej til at mødes?” Ork. Nå ja. Kom i tanke om ham. Hvad var det nu jeg havde sagt? Åhr. Noget med at han skulle skrive til mig igen? Fik helt dårlig samvittighed. For jeg havde ikke den mindste lyst til at ses med ham. Det blev et rimelig tamt svar, hvor jeg undskyldte mange gange og forsøgte at forklare, at man på ingen måde bør tro mig over en dørtærskel, når jeg er i sådan en tilstand, som jeg befandt mig i, da han stødte på mig.

Vi så Outlander, veninden og jeg. Igen-igen. Jeg insisterede på afsnit syv; som den glade Outlanderfan naturligvis har fuldstændig styr på hvad indebærer. “Hej smukke – er du stadig frisk på i morgen?” skrev Enspænderen midt i det hele. Perfekt timing, det må man give ham. Og selvfølgelig var jeg frisk. Vi blev enige om at finde et nærmere tidspunkt næste dag.

Om søndagen vågnede jeg tidligt. Nød morgenkaffe på mit solskinsspot nede i gården. Vejret var dejligt, der var allerede lunt. Sprang i træningstøjet og cyklede nynnende i fitness. Der stod allerede en mindre flok damer og ventede foran holdsalen. Faldt i snak med en af dem. Bemærkede en høj skikkelse lidt til venstre for mit synsfelt. Drejede hovedet. Danseboy smilede til mig. Egentlig havde jeg bestemt mig for, at næste gang jeg så ham, så ville jeg spørge efter hans navn. Men jeg må være blevet kureret noget så eftertrykkeligt for nogensinde at kontakte flere af mine boys igen, for jeg vendte mig hurtigt bort. Ikke en eneste gang i løbet af holdtimen fandt mit blik hans, og jeg skyndte mig i dækning i omklædningsrummet, så snart vi blev sluppet løs.

Atter hjemme på tredje sal fik jeg omsider styr på det rod, der natten forinden havde afholdt mig fra at invitere Enspænderen med op. Lakerede negle. Stod længe foran spejlet og sørgede for, at hvert et hårstrå sad præcis som det skulle. Pudder, rouge, mascara. Hvid t-shirt og sorte bukser, der stumpede ved anklen. “Hvad så, Enspænder?” kunne jeg endelig skrive, “skal vi kneppe?” Han var ikke sen til at svare. Kort efter havde vi aftalt både tid og sted. Eftersom min lejlighed ikke blot var ryddelig men også duftede mildt af Ajax fra samtlige overflader, gik jeg med til at lade det foregå her.

Det første han gjorde, da han trådte indenfor, var at kysse mig. En hånd på min hofte, underarmen mod min lænd, sådan hev han mig ind til sig. “Hej!” sagde jeg, da vi slap hinanden. “Hej!” han gav mig et sidste smækkys. “Skal jeg vise dig rundt?” spurgte jeg. Det var hurtigt gjort. Har en ret lille lejlighed. “Her er hyggeligt,” smilede han. Stod lidt og kiggede på hinanden. Så tog han fat i mig igen. Vi kyssede længe. Var overmåde tilfreds med, at han bare gik direkte til værks på den måde. Jeg smed t-shirt og bukser. Stadig kyssende trak vi ind mod soveværelset. Uden han havde sagt noget, forstod jeg, at jeg skulle lægge mig. Han skrællede langsomt trusserne af mig. Hævede forventningsfuldt underlivet en smule mod ham. Og så slikkede han mig fuldstændig himmelsk. Åh! Her var endelig en mand, der har fattet, at man ikke skal gå lige på det allersjoveste, allerfølsomste sted som det første. At man gerne må give inderlår, kønslæber og andre folder og flapper lige så stor opmærksomhed. Gned taktfast min kusse mod Enspænderens underansigt. Han stoppede. Trak sit tøj af. Og uden at bryde øjenkontakten rullede han med øvet hånd kondomet på plads. Han ville gerne have mig øverst. Fint nok. Men. Ok, hør lige. Jeg plejer som regel at leve efter devisen: Hellere for lille end for stor. Altså. Pikken. Ik’. Og jeg troede virkelig aldrig, jeg skulle sige det, men jeg kunne godt have brugt den en my større. Det viste sig nemlig, at det der med at ride Enspænderen måske ikke var den bedste stilling, for han blev ved med at falde ud. Skulle ikke bevæge mig ret meget, før det skete. Ingen af os var tilfredse, det var tydeligt. Så gik det straks bedre med mig nederst. Sådan. Meget, meget bedre. “Hvorfor stopper du?” udbrød jeg forpustet, “lad være med det.” “Jeg er lige nødt til at holde en lille pause,” han sitrede. “Er du bange for at komme?” spurgte jeg. Han nikkede forpint. “Men jeg vil jo gerne have, at du kommer. Det tænder mig,” forklarede jeg. “Ja?” han begyndte så småt at røre på sig igen. Som svar greb jeg ham om ballen. Og så kneppede han løs, indtil han kort efter brølede mod loftet.

Vi lå tavse en stund og vidste vist ikke rigtigt, hvad vi skulle sige til hinanden. “Skal jeg vise dig et trick?” spurgte jeg. Da han opdagede, hvor min hånd var på vej hen, var han selvfølgelig mere end klar på at se alverdens tricks. “Vent,” han standsede mig og lagde sig til rette et sted nede mellem mine ben. Lå på siden med hovedet hvilende mod håndfladen, mens han kiggede mig lige op i mit allerhelligste. “Skal du ligge sådan og se det?” grinede jeg og blev en lille smule genert. Han sagde, det var den bedste måde at lære på, og så fulgte han opmærksomt med, da jeg gik i gang. Det varede selvfølgelig ikke længe, før han ikke kunne holde fingrene for sig selv. Det gjorde mig nu ikke spor, han måtte gerne hjælpe til. Og snart spasmede mine ben, og jeg hvinede næsten lige så højt som han få øjeblikke tidligere.

Derefter gik snakken nemmere. Tingene var meget afslappet mellem os. Enspænderen lå stadig med hovedet nede mellem mine ben, med en finger fulgte han hudens linjer. “Du har en rigtig flot kusse,” roste han. Jeg fortalte om mine flytteplaner, han nikkede og lyttede. “Jeg er altså sulten. Har du noget imod, hvis jeg smutter hjem nu?” spurgte han. Det havde jeg ikke. Vi trak i tøjet sammen, tog bagtrappen ned i gården, hvor vi delte en smøg. “Du kan komme hjem til mig næste gang, hvis du har lyst?” han gav mig et kram som afsked.

Jeg var henrykt. Det hele havde cirka taget halvanden time fra Enspænderen kom til han gik. Det er sådan, det skal være, tænkte jeg tilfreds. Så kan det godt ske, det ikke var det bedste knald, jeg nogensinde har fået. Det kan også godt ske, at Enspænderen heller ikke var den lækreste mand, jeg nogensinde har været sammen med. Men det hele havde været så dejligt ukompliceret. Der var ingen følelser at tage hensyn til, det var bare hej og knep og slut. Den overvældende følelse af afsindigt overskud og energi, der nu rullede gennem min krop var så klart at foretrække fremfor optimal pikstørrelse og den form for englesang man hører, når den får én helt op og ringe. Så på den måde havde det faktisk været perfekt. Jeg satte Despacito på, skruede så højt op, at min underbo dagen efter påtalte det, og dansede glad gennem min lejlighed.

Endelig fyraftensøl igen

Ork. Jeg er så sindssygt meget bagud med at få skrevet om alt der sker for tiden. Nå. Hm. Hæsblæsende liv, I ved. Ej. Ok. Udover at være det mest glemsomme menneske, er det vel heller ikke for ingenting, at jeg også går for at være det langsomste. Så der er nok ikke andet for, end at tage det hele fra en ende af. Vi starter med lidt øl.

Havde lige nogle dumme uger efter hele miseren med Manden På Gaden. Kløen forsvandt. Mænd er roden til alt ondt, tænkte jeg og skulede olmt efter ethvert hankøn, der måtte passere min vej. Samtidig kunne jeg vitterligt skrige af ren og skær længsel efter følelsen af varm hud mod min egen. At lægge kinden mod et bryst og høre hjerteslaget. Blide strøg langs mit skulderblad, stærke arme om min talje, ben, der fletter sig ind mellem mine. Som single savner jeg altid nærvær på den måde, men som oftest i langt mildere grad. Dog var disse dage især grumme ved mig, og jeg savnede og sukkede og trængte. Min veninde var i færd med at blive fuldstændig mesterligt forført af en spændende mand. Hjalp ikke spor på noget som helst, og jeg var ved at gå til af misundelse trods midlertidig overbevisning om det der med mænd, rødder og ondskab. Ellers en super kombination, må man sige. Misundelse og hudsult. Veninden screenshottede beskeder og sendte til mig, så vi sammen kunne dåne en smule over hvordan en sand forfører opererer.

Men da var det, jeg kom til at snakke lidt med mit gamle slæng igen. Nogen har måske bemærket, at det er lang tid siden, jeg sidst har været ude og drikke fyraftensøl. Det findes der tre grunde til: For det første havde jeg jo lige et efterår, hvor jeg havde brug for at grave mig ned. Og hvor jeg måske heller ikke opførte mig som en særligt god ven. Snarere tværtimod. Fik jeg for eksempel ikke aflyst en aftale på forhånd, lod jeg simpelthen bare være med at møde op. Fordi. Mig og mennesker dengang? Ah-ah. Det tog mit slæng forståeligt nok ganske fortrydeligt op. Kontakten ebbede ud. Omkring juletid mødte jeg tilfældigvis et par stykker af dem i byen en aften. Der måtte en del undskyldninger og bajere på min regning til, før de tøede op overfor mig. Efterfølgende forsøgte vi at finde en fredag, hvor alle havde tid til at mødes. Men se, nu rendte vi straks ind i grund nummer to – for i mellemtiden havde de nemlig alle fået kærester. Hver og en. Og i stedet brugte de hellere deres fredage på at holde en sådan i hånden. Tsk. Tredje grund skulle vise sig at være vinteren. Der var mørkt og jeg var trist og dundrede i det hele taget i fuldt firspring mod Krisen Over Dem Alle. Igen mistede vi al kontakt. Men så skrev de pludselig til mig en dag. Og forrige fredag lykkedes det os endelig at ses.

Nøj, hvor havde jeg glædet mig! Det foregik nøjagtig som i gamle dage: Hjulede gennem byen på mit Røde Lyn. Hurtigt hjem for at hælde en skålfuld havregryn i gabet. Op på cyklen igen. Vejret var helt sommerligt, jeg havde solbriller på næsen. Mødte dem på det værtshus, som engang var vores faste, inden vi fandt et andet. Vi havde ikke været der i hvad der næsten føltes som hundrede år. Alle døre og vinduer stod vidt åbne, da jeg trådte indenfor med en lun brise i ryggen. De råbte mit navn og jeg smilede glad. Spurven sad i midten. Jeg kunne se, han lige var blevet klippet. Eftermiddagssolen glødede i hans hår, der nærmest fik en dyb, gylden farve. Det så blødt ud. Fik lyst til at lade håndfladen glide henover nakkehårene. Jeg gik op i baren og bestilte øl til hele bordet, før jeg satte mig ned hos dem. Spurven havde taget sin kammerat med. Påskemanden. Det ærgrede mig en smule. Vi pligtkonverserede kort, så stemningen ikke skulle blive alt for akavet. Han fortalte lidt om et nyt projekt, jeg lod som om, det interesserede mig. Vendte os hurtigt derefter væk fra hinanden og snakkede ikke rigtigt sammen igen resten af tiden. Jeg kiggede rundt og kunne konstatere, at jeg havde været sammen med tre ud af de i alt fem mænd, som sad bænket ved samme bord som jeg. Godt gået, tænkte jeg og var svært tilfreds med mig selv. Inden weekenden var omme, skulle det vise sig, at jeg ville nå op på fire.

“Hvor har jeg savnet dig,” sagde Ekskollegaen med ansigtet meget tæt mod mit. “Vikaren har fortalt mig, at du er flyttet sammen med din kæreste,” svarede jeg. “Ja,” han kiggede væk. “Hvor er Vikaren i øvrigt?” spurgte jeg. “Han er ikke blevet inviteret. Det var der ingen grund til. Han må alligevel ikke komme med,” lo Ekskollegaen og forklarede, hvordan Vikaren bliver holdt i overordentligt kort snor af sin dame. Jeg tror nu mere, han endelig bare er faldet til ro. Godt for ham. Kan huske, hvordan han, da vi mødtes i byen i julen, stolt fortalte, at han på daværende tidspunkt ikke havde rørt noget som helst pulver af nogen som helst art i månedsvis. Jeg havde smilet og sagt, at det var vældig flot. Havde dog inderst inde ikke rigtig troet, at det ville holde i længden, for jeg har da sjældent mødt nogen så begærlig efter vildskab som ham. Tilsyneladende har han fundet en, som kan mætte ham på anden vis, og det er jo glædeligt.

“Kan du huske dengang,” begyndte Ekskollegaen, “da vi næsten knaldede?” Jeg nikkede. Selvfølgelig kunne jeg det. Vi har aldrig rigtig fået snakket om det. “Det blev lidt skørt. Synes du ikke?” sagde han stille. Nikkede igen. “Men vi var jo også helt væk,” svarede jeg og tænkte, at det netop var dengang, da Vikarens vildskab og luner endnu fik lov til at præge størstedelen af vores møder. Var lidt spændt på, om vi denne aften alle kunne finde ud af at være sammen igen uden ham som evig sol og omdrejningspunkt. “Er du sur på mig over det?” spurgte Ekskollegaen. “Nej,” smilede jeg, “det er lige meget nu.” Og så skålede vi på det, jeg gav hans hånd et lille klem.

Denne gang var en ny mand med til at drikke øl. Jeg har mødt ham før. Endda også på Tinder op til flere gange. Har aldrig brudt mig specielt om ham. Han er så arrogant, synes jeg. Han er mindst ti år ældre end mig med både grånende tindinger og skæg. Som vi sad der ved bordet med øllerne foran os, var det ikke mange ord vi fik udvekslet. Vi havde Spurven imellem os, ved min anden side sad Ekskollegaen. På et tidspunkt begyndte Spurven at fortælle sjove historier. Den nye mand stemte hurtigt i, og de supplerede nu hinanden så perfekt, at jeg til sidst næsten ikke kunne få luft af bare latter. Jeg kiggede overrasket på den nye, som viste hidtil ukendte, morsomme sider af sig selv. Han blinkede til mig. Kort efter brød vi op og begav os allesammen videre til det næste værtshus. Her kom jeg til at sidde ved siden af den nye, og jeg overhørte ham tale om at vælge tosomheden fra, om at være en enspænder, om ikke at ville have børn. Ok. Det kan godt ske, at jeg da havde fået mere end en enkelt øl, men jeg blev fuldstændig blæst bagover af Enspænderens fortælling. Han taler jo sandheden!, kan jeg huske det rungede gennem mine efterhånden lettere sejlende tanker. “Du er et sandhedsmenneske,” sagde jeg. Stirrede på ham, som om jeg først nu så ham ordentligt for første gang. Han smilede skævt. Vendte overkroppen halvt, hvilede albuen på stoleryggen. Og det næste lange stykke tid sad vi lænet ind mod hinanden og snakkede om fravalget af børn, presset fra alle kanter om at ombestemme sig. Min egen spirende usikkerhed og kaotiske, modstridende følelser – angst mikset med en sær, udefinerbar tristhed af en slags, som altid opstår i mig, når jeg nogle gange tænker på, at det der med et barn muligvis indenfor en overskuelig fremtid er ved at være oppeover for mig. Hvis det altså skal være. Engang var jeg helt sikker. Sådan er det ikke længere. Men Enspænderen var urokkelig i sit valg. Rolig. Afklaret. Jeg syntes, det var vanvittigt tiltrækkende.

“Frøken Kløe og Enspænderen har vist gang i noget dybt derovre, men vi andre vil altså ind til byen nu,” sagde nogen. Så vi drak alle ud, låste cyklerne op og trak langsomt videre. Vi fandt stedet med den bedste musik, og vi skrålede: “Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeeeg…” Ekskollegaen havde købt helflasker og fik et mindre kar med isterninger med sig. Jeg plantede mine guldøl strategisk i isen, stod dansende for enden af bordet, slog med en knyttet næve ud i luften og sang med på “Det’ mig der står herud’ og banker pååå…” Ja. Der var utroligt meget Thomas Helmig den aften. “Kom nu og sæt dig hos os,” sagde de indimellem. Men jeg havde gang i min egen lille fest, og i timevis stod jeg der for bordenden og dansede løs med mig selv. Kan huske, jeg syntes, jeg havde enormt styr på min brandert. Havde fundet en fin metode med først at tage et par slurke guldøl for så at spise en isterning. Hvilket åbenbart gav tilpas med vand indimellem til at holde mig flyvende. Øl, isterning, øl, isterning. Egentlig ret ulækkert, for jeg fandt af og til andet end is i karret, men det tog jeg naturligvis ikke så nøje på det tidspunkt.

“Isterningeleg!” udbrød Ekskollegaen. “Isterningeleg, isterningeleg, lååå-lålå-lå-lå,” sang jeg og proppede en ekstra stor en i munden. Greb Enspænderen om nakken og før jeg vidste af det, kyssede han mig, som kun en fuldvoksen, rutineret sølvræv kan. Det kom fuldstændig bag på mig, at han var så god til det. “Hvad var det?” mumlede jeg og kiggede forbavset på ham. Han grinede og afslørede lidt glinsende is mellem tænderne, før han sendte det videre til den næste, som legen kræver. “Jeg har mere,” sagde jeg og kyssede ham igen. Han lo højt, da han opdagede, at min mund var tom.

Flere isterninger, tænkte jeg og gik op i baren. En fyr stod og vinkede til mig deroppe. Kunne umiddelbart ikke rigtigt genkende ham, så jeg gik bare ned til bordet igen, da jeg havde fået mit is. Fyren fulgte efter. “Hej Frøken Kløe,” sagde han bag mig. Vendte mig og så nu, hvem det var. Åhr – det har jeg da vist forresten ikke fået fortalt? For et par måneder siden blev jeg kontaktet af selv samme fyr på Facebook. Kendte ham ikke, men han sagde, at han havde set mig før, og at han meget gerne ville drikke en kop kaffe med mig, skulle jeg have lyst. Jeg var betænkelig, syntes, han var ret ung. Han skrev mange søde ting for at overbevise mig, men enden blev, at jeg afslog. Nogle dage før denne fredag skrev han til mig igen. Om jeg ikke nok ville genoverveje mit svar? Blev vældig smigret over hans vedholdenhed, som jeg, når man tænker på, hvordan jeg selv kan finde på at opsøge mænd, heller ikke kunne lade være med at respektere. Skulle lige til at ombestemme mig og sige ja til kaffe alligevel, da jeg efter en hurtig indskydelse trykkede mig lidt længere ind på fyrens profil. Opdagede, at han var min gamle lærers søn. Den lærer og jeg havde et mildest talt anstrengt forhold til hinanden gennem hele min skoletid. Og pludselig kunne jeg kun se faren i sønnen, når jeg kiggede på hans billeder. Afgjorde ligesom sagen, og et meget bestemt nej blev sendt afsted. Men nu stod han her på en larmende, varm bar overfor mig, og jeg havde drukket øl og var i godt humør, og hørte pludselig mig selv spørge, om han ville med ud og have en smøg. Ville han selvfølgelig gerne. Snart efter charmerede han efter bedste evne, og jeg kunne ikke lade være med at synes, at han alligevel var en smule sød. “Du kan prøve at skrive igen, og så må vi jo se, hvad jeg svarer denne gang,” snøvlede jeg kælent, inden jeg gik indenfor igen.

Klokken var mange. Der var næsten blevet lyst udenfor og jeg var efterhånden knap så flyvende. Sad og hang og gabte. “Skal jeg følge dig hjem?” spurgte Enspænderen. Og jeg livede straks op, for der var ikke noget jeg hellere ville end at blive fulgt lidt på vej af ham. Vi købte pomfritter, kastede i spøg et par stykker efter hinanden, mens vi fortsatte mod min gade. “Tak for i aften,” sagde jeg og vendte mig om mod ham, da vi nåede hoveddøren. Han svarede ikke, men kyssede mig bare igen på sin rolige facon. Jeg sukkede, da hans hånd fandt mit bryst. Det var så tydeligt, at han havde prøvet det her et utal af gange før, og jeg lod mig trygt smelte. En finger lirkede prøvende ved nederdelens linning, jeg nikkede umærkeligt, hans hånd gled ned. “Du er jo helt våd,” hviskede han. Det var jeg virkelig. Fuldstændig. Drivende. Jeg lagde hovedet på hans skulder, næsen mod hans hals, stønnede sagte da den første finger gled op i mig. Det var så langsomt. “Tag mig med op,” bad han hæst. Åh, hvor havde jeg lyst. “Ikke i aften,” måtte jeg svare. Forklarede dernæst halvflov, at jeg havde en alt for rodet lejlighed til at kunne lade ham se den. Enspænderens latter var dæmpet, hans ånde som lette pust mod min pande. En anden finger fandt plads ved siden af den første. “I morgen har jeg tømmermænd, men på søndag vil jeg gerne kneppe med dig,” foreslog jeg. Han kneb øjnene hårdt i, da jeg strejfede den bule der hurtigt blev hårdere og hårdere. “Ja,” nikkede Enspænderen stakåndet, “det vil jeg gerne. Meget gerne.” Trak hans hånd op fra nederdelen igen. “Så skriv til mig, så finder vi ud af noget,” smilede jeg over skulderen og låste mig ind i opgangen.

Chefen

Mpfh. Vi tager lige alle de træls ting først:

“Har du tømmermænd?” blev jeg spurgt en morgen, da jeg mødte på arbejde. “Æh. Nej. Ser det sådan ud?” sagde jeg. “Du ligner en hængt kat,” lød svaret. Ih. Tak. Bare. Tusind tak. Som om jeg ikke selv kan se, at det ikke er helt godt for tiden. Kan ikke genkende mit eget spejlbillede. Jeg ser direkte usund ud. Træt. Slidt. Har af en eller anden grund tilmed erhvervet mig en tørhedseksemslignende plamage lige midt i en smilefold. Den bliver dagligt gnedet med olier og plejet med cremer dog uden nogen specielt synlig effekt. Jeg kender alt til vintertør hud, men så tør har jeg alligevel aldrig prøvet før. Og mit hår sjasker. Så meget, så jeg en sen eftermiddag i ren og skær desperation gik med til at lade en anden frisør end min vante klippe mig. Skulle jeg aldrig have gjort. Lad mig bare sige det sådan. Og jeg føler mig utilpas i hvert eneste stykke tøj, jeg hiver frem fra skabet. Vildt ubehageligt. Desuden splattede jeg flydende skofarve ud på mit lyse trægulv den anden morgen. Havde kun tid til at tørre sporadisk op. Hvilket betyder at der nu findes en stor gråsort plet på mit gulv, som jeg ikke helt kan greje, hvad jeg skal stille op med. Ti minutter senere hjulede jeg hurtigt ud på min sædvanlige morgenrute. Der er vejarbejde i en af gaderne. Cyklister og fodgængere deles om fortovet. En mand stod med sine to små piger og hjalp skoletaskerne på ryggen af dem. “Man må altså ikke cykle på fortovet,” sagde han, da jeg irriteret slog smæld med tungen over det patent han tilsyneladende havde taget på den i forvejen trange plads. “Nej, men der er ligesom vejarbejde,” svarede jeg morgentvært. “Man må stadig ikke cykle her,” peb han. “Nu slapper du KRAFTEDEME af. Vi skal FANDEME allesammen være her,” skreg jeg over skulderen, raseriet blussede rødt op i mig på et splitsekund. Så nu er jeg også blevet en Call me-reklame. Det mærkes generelt som om, at der bare er et eller andet galt indeni. Og jeg ved ikke hvad, der helt præcis skulle være galt, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre ved dette udefinerbare gale, og jeg kan ikke overskue mere januar nu.

Og så kan jeg her til sidst i rækken af negativ opremsning lige oplyse, at jeg henover efteråret har døjet en del med min computer. Umiddelbart efter nytår opgav den dog fuldstændig ævred, hvorfor jeg endte med at se i øjnene, at der nok ikke var meget andet at gøre end at punge ud og indlevere den til reparation. Efter halvanden uge uden et kvæk fra firmaet, der ellers havde lovet at få den i tiptop stand i løbet af ingen tid, ringede jeg til dem. “Skal bare være sikker på, at jeg selvfølgelig hører fra jer, når jeg kan hente min computer,” sagde jeg. “Åh. Nå ja. Altså. Det ser ud til, at din computer desværre er gået i stykker,” lød det. “Undskyld?” udbrød jeg. “Ja. Altsåøh. Du skal nok lige snakke med bossen om det. Men du skal nok have en ny computer,” blev der mumlet i den anden ende. Efter knap yderligere en uges tovtrækkeri lykkedes det mig endelig, at få min computer midlertidigt hjem – godt nok med et ordentligt gok i nøden, så den rasler og ligner jeg-ved-ikke-hvad – indtil firmaet ligesom finder ud af, hvordan de har tænkt sig at erstatte skaden. De kommer til at se rigtig langt efter en god anmeldelse på Trustpilot, det er helt sikkert. Bare ærgerligt at komme til at ødelægge computeren til lige den kunde, der i forvejen er mere end ond i januarsulet.

Men. Damer? Det var faktisk noget helt andet, jeg ville fortælle i dag. Fordi. Måske har jeg brug for et råd. Måske har jeg dummet mig. Ved det ikke. Bedøm selv:

Jeg ses med en gruppe meget voksne typer fra tid til anden. De er alle nogle, jeg har arbejdet sammen med før, og vi mødes nogle gange over en fredagsdrink. Kan vældig godt lide dem allesammen, og tænker, det er godt at pleje sit netværk på den måde. Jeg er den yngste i flokken og er af den klare opfattelse, at de voksne typer passer lidt på mig og hjælper mig. Blandt disse findes min tidligere chef. Ham kan jeg især godt lide. Og han kan lide mig. Dynamikken mellem os har altid været spændende og givtig. Jeg ser ham som mit mulige es i netværket. Som den, der ville kunne hjælpe med at åbne døre, hvis jeg beder om det. Nå ja. Og så er han lækker. Ret lækker endda. En mindre detalje selvfølgelig. Men sådan: Altid knivskarp i dyre, stramme suits og velduftende. Midt i fyrrerne. Mørkt hår. Markant kæbeparti. Lidt smart i en fart. Dog er jeg aldrig stoppet med at tænke på ham som min chef. Og så kan han jo være nok så lækker. For det gør hverken til eller fra i den henseende, at han i min verden stadig glimrer i rollen som en netop sådan. Og chefer efterlader jo som bekendt en utvivlsom duft af absolut no go i luften omkring sig, når de går forbi en. Lige i forhold til denne chef har jeg tilmed tænkt, at der er en snert af noget far-datter over vores relation, for han giver mig altid råd og peptalks på sådan en omsorgsfuld måde. Jeg har oplevet hans interesse som rent professionel. Men der tog jeg vist fejl.

Fordi. Da skete det, at jeg mødtes med samme gruppe sidste fredag. Det var længe siden vi havde set hinanden, så der var en del at få tjekket op på. Det blev sent. Og pludselig sad Chefen og jeg og skålede og bestilte endnu en omgang. Sådan har vi ellers aldrig gjort før. Og måske var det lidt som om, at han gerne ville tale mere med mig, end han plejer. Men der var altså også et værre rod af øller og drinks på bordet til sidst, så det gav jo ligesom sig selv, at mundtøjet kom ekstra på gled, tænkte jeg. “Du er en gevinst for enhver arbejdsplads,” sagde han. “Det er egentlig fuldstændig ligegyldigt hvor dygtig du er. Arbejdsmiljøet bliver bare bedre med dig.” Vidste ikke helt hvad jeg skulle svare, så jeg nøjedes med at smile et nøje indstuderet charmerende, tilpas ydmygt smil. Efterhånden var der ikke særlig meget arbejdsrelateret snak over forsamlingen længere, og vi var nogle stykker der for en gangs skyld besluttede at fortsætte i byen. Der var dans, mine sko begyndte at skave, for lige på det punkt ligger jeg jo sjældent på den lade side. Jeg har aldrig set Chefen beruset før, han plejer at være meget mådeholdende og gå tidligt hjem. Men denne aften gav han los. Bemærkede tilfreds, at jeg selv ikke havde drukket mig til mere end højt humør. I bagklogskabens – eller måske nærmere tømmermændenes – klare lys indrømmer jeg at der vist alligevel var blevet indtaget nok til, at hæmninger og visse grænser også så småt gik fløjten.

Jeg havde en stram kjole på. Men det har jeg nu egentlig tit. Synes, at folk skal have mulighed for at beundre min bagdels runding og hofters sving. På den måde er jeg ikke så karrig med mig selv. Alle andre mænd end Chefen lod da også til at lægge mærke til disse, mine mest fremtrædende fordele. Så. Jeg sværger. Det var helt uden fornemmelse for eventuelle bagtanker, at jeg sagde ja til at følges med ham, da det var tid til at gå hjem.

Vi kunne have taget en hurtig taxa, men jeg kan jo godt lide at være sammen med Chefen, så vi spadserede i stedet. Småsnakkede om løst og fast. Det var mest sådan, at han spurgte og jeg svarede. Efter lidt tid opdagede jeg, at han kredsede om emner som kærester og børn. Tidligere på aftenen havde vi kort snakket om netop dette, så jeg tænkte, at det vel var naturligt at fortsætte. “Hvorfor har du ikke et barn?” spurgte han. “Fordi jeg møder de forkerte mænd og i det hele taget har jeg ikke lyst til at få børn endnu,” svarede jeg. Det er en sætning, jeg er blevet ganske øvet i at fyre af. Det er bare autopilot. “Bip. Dumme mænd. Bip bip. Dumme børn. Båt,” virker bare nemmere. Men Chefen ville gerne høre lidt mere om de der forkerte mænd. Nåhmen. Det kunne jeg da godt fortælle om. Han snakker altid så voksent, Chefen. Ofte lidt vævende og spækket med fremmedord så jeg tit skal koncentrere mig meget om at forstå. Irriterende. Heller ikke fordi det hjalp på forståelsen at have drukket øl. Vel. Jeg vidste ikke helt, hvilke svar han forventede. “Du taler i overskrifter, Frøken Kløe. Hvad gemmer sig bag? Hvad mener du i virkeligheden?” blev jeg spurgt. “Jamen. Det kan du mene. Men hvis det er det mest dækkende, jeg kan komme på til at beskrive mit forhold til en mand, siger det vel også noget?” endte jeg med. Så kiggede han på mig og sagde, at jeg var en af de klogeste, han nogensinde havde mødt.

Jeg finder ofte, at mænd over tredive har en tendens til at foretrække at komplimentere damers personlighed og intellekt. Hvorfor? Fordi de er blevet så voksne, så det er hele den gamle smøre om det indre, der tæller? Eller fordi de har regnet den ud og ved, at det går rent ind hos damerne? I så fald har de ikke regnet mig særlig godt ud, for jeg er så tilpas overfladisk, at man vil smigre mig langt mere ved at fortælle, hvor lækker jeg er. Opsnapper ganske enkelt også hurtigere flirten og meningen, hvis komplimenterne går på mit udseende – og især dette skulle vise sig at have større betydning for resten af gåturen, end man lige skulle tro.

Så det gjorde det mig da glad at høre, at Chefen åbenbart synes, jeg er af så speciel støbning. Jovist. Men det var også det. Lagde mærke til en svagt flaksende bevægelse i maven. “De mænd du finder. Er de ligesom dig?” spurgte han og tilføjede, at originaler ofte tiltrækker ligesindede. “Nja. Der har vel været et par stykker,” svarede jeg undvigende og opdagede, at den flaksende bevægelse ved nærmere eftertanke mindede mere om en urolig orm i mellemgulvet. “Du ved godt, at du skal til at skynde dig lidt, hvis du vil nå at føde dine egne børn, ikke?” sagde Chefen og huggede dermed ud efter et meget ømt punkt. Det må han have vist. Ufint. “Du burde finde dig en sød mand. Måske omkring femogtredive eller fyrre år gammel. En, der har styr på sit liv og sine penge. En, der er moden nok til at give dig, hvad du fortjener. Så kunne I flytte i hus et sted ude i forstæderne. Efter et år er du gravid. Det nytter ikke noget at føjte rundt med drenge mere.” Det var her omkring jeg for alvor begyndte at erkende, at der var noget ved vores samtale, der ikke helt var, som det burde være. Skulle jeg være ærlig, kunne jeg godt se, at sådan havde det vist været det meste af aftenen. Jeg kan huske, at jeg tvang mig selv til at tænke, at det da var fuldstændig normalt, det her, der var intet suspekt ved det Chefen sagde. Sådan, hvor tanken nærmest bliver én høj, klar sætning, der runger gennem hovedet og næsten formår at overdøve enhver form for vage anelser. Og selvom han ikke sagde ordene direkte, stod det dog nogle minutter herefter ret klart, at Chefen åbenbart render rundt og tænker på mig og ligefrem lader til at være fascineret af mig. Fra børn og fulde folk, som man siger.

Ok. Ok, ok, ok. Jeg syntes måske også, at det var liiidt spændende, det, der skete, hvilket formodentlig fik lov til at spille ind på at jeg aldrig rigtig fik sagt fra. Men spændingen overskyggede ikke ormen i maven – selvom jeg den nat ikke var skarp nok til at fatte, at den med sin urolighed såmænd bare forsøgte at fortælle mig, at min grænse ikke bare var nået men også i den grad overskredet for, hvordan Chefen måtte tale til mig. Og fordi jeg var så fast besluttet på ikke at ville erkende hvad der foregik for næsen af mig, lod jeg det fortsætte. Desuden havde hele hans måde at lægge an på mig været så forholdsvis diskret og underspillet, så det for det første både forvirrede mig og gjorde, at jeg betvivlede min egen dømmekraft af situationen, men samtidig også åbnede muligheden for at lade som om, at jeg ikke havde forstået en brik.

Vi nåede Chefens opgang, og han stod der ved døren, og jeg tog et skridt baglæns og sagde farvel. “Jeg kunne snakke med dig resten af natten,” sagde han, “bare ti minutter mere?” “Øh. Tja. Ja, ok,” svarede jeg. Vi satte os på trappen. “Har du ikke lyst til at drikke en kop kaffe med mig en dag?” spurgte han. Det er helt normalt at spørge om, kaffe er super normalt, der er ikke noget, der nogensinde har været så hamrende normalt som det her, trallede jeg indeni og hørte mig selv sige, at det kunne vi da godt. Chefen svarede, at jeg skulle skrive til ham, så vi kunne finde ud af det. Jeg skiftede hurtigt emne. Han pillede ved mit jakkeærme. Min ånde var hvid. “Det er svært at være single i min alder,” sagde han på et tidspunkt, hvortil jeg fik nikket medlidende. Han tog min hånd. “Du plejer at have sådan et fast blik. Nu flakker dine øjne,” smilede han. “Arh,” mumlede jeg og kiggede alle andre steder hen end på ham. “I virkeligheden er du ret genert. Er du ikke?” spurgte Chefen. Jeg så overrasket op. Det var faktisk sandt. “Du burde gå på Tinder. Så får du hurtigt en date,” sagde jeg i en munter tone som følge af en sær blanding af pludselig at ville udfordre ham og samtidig forsøge at markere et slags stop. “Frøken Kløe,” han slog en høj latter op, “der glemte jeg vist lige aldersforskellen.” Nu var der simpelthen ikke mere at sige. Jeg stirrede på ham med halvåben mund. Virrede med hovedet. Følte mig på så dybt vand, så jeg ikke engang kunne skimte bunden længere. Han kiggede bedende på mig. “Jeg skal hjem nu,” udbrød jeg bare og gik hurtigt min vej, mens Chefen endnu blev siddende på trappen.

Jeg er i syv sind. Skal jeg skrive til ham? Vil det ikke være endnu mere pinligt at lade være? Har jeg overhovedet lyst til kaffe? Bør jeg sige noget? Noget med at jeg ikke tænker på ham, som han gør på mig? Ville det være løgn? Tænker jeg på ham? Ja, nu tænker jeg selvfølgelig på ham. Men gjorde jeg før? Ja, det gjorde jeg egentlig. Men mere sådan. Ku’ godt. Agtigt. Men han er jo forbudt. Det er helt forkert. Det er slemt. Men. Er han ikke også lidt gammel? Knap femten år ældre end mig. Og meget voksen. Han er sikkert også sådan en, der gerne vil have en vinkælder i det der hus i forstæderne. Han går med signetring og manchetknapper, for Himlens skyld! Er der ikke også bare noget, der burde sige en, at det er galt, når man allerede er så meget i tvivl?

Så. Enden er indtil videre blevet, at jeg skal have overstået ægløsning og dertilhørende kløe, for så kan jeg tænke klarere og så bliver alt sikkert godt igen. Ikke?

Røde

Søster var hjemme for en kort bemærkning, og jeg bestemte mig for at holde halvanden dags ferie alligevel, for det skulle selvfølgelig fejres på behørig vis. Hun endte med at få lokket mig ud af min hule med lovning om billige sjusser. Søsters kæreste med det ravnsorte hår var også med, snuppede en guitar og spillede løs, mens hele baren hujede og klappede. Jeg havde det så sjovt og kunne glemme lidt for en stund. En fyr kom forbi, snakkede med Søsters kæreste, dunkede ham venskabeligt i ryggen. Han mindede mig om mit rødhårede gymnasiecrush. “Hvem er han?” spurgte jeg lidt efter, da jeg fik Søsters kæreste på tomandshånd. Han lo. “Det er min kammerat. Han er single. Kan du lide ham?” spurgte han. Jeg grinede lidt og sagde, at han vel var ok. Lange blikke. Den røde stod ved et bord lidt længere væk. Dvælende smil. Jeg slog med nakken, skævede til ham gennem øjenvipperne. Han tog sin jakke. “Jeg kommer tilbage. Bliv her,” sagde han, da han strøg tæt forbi mig. Kunne mærke hans ånde som små, varme pust mod min tinding. Så var han væk.

Søster og jeg dansede. Skrålede med på sangene. Vi mødte nogle bekendte, stod længe og talte om barndomsby og teenageår – Gud ja, det er osse rigtigt! Åh Gud, det havde jeg helt glemt! Gudfader, det er lang tid siden! Sådan noget. Vi gik ud på toilettet for at tisse sammen. Som søstre gør. “Hvad er det der?” spurgte jeg, da hun trak bukserne ned. “Det er flot, ikke?” grinede hun og blottede sit nydeligt trimmet men stadig behårede venusbjerg. “Men. Der er jo hår på,” sagde jeg. “Jamen, det skal man nu. Vi gør det allesammen. Det er meget pænere sådan. Det synes mændene også,” svarede hun og tissede. “Jeg gør det altså ikke,” sagde jeg. “Det burde du. Du er for gammel til at lade være,” sagde Søster. Og jeg svarede, at så gammel var jeg da heller ikke, hvis jeg selv skulle sige det. Bagefter spurgte jeg Søsters kæreste, om han nu også var helt ok med de hår der, men han grinede bare og kyssede Søster. “Han er kommet tilbage,” sagde han og pegede bagud.

Den rødhårede købte øl til os, og vi satte os ud under markisens glødende varmelegemer. Han præsenterede sig som Røde, jeg som Frøken Kløe. Han var sjov at snakke med. “Du ligner en flot viking,” smilede jeg og kunne se, at han blev smigret. Det var rigtigt. Det lignede han virkelig. Bare uden hammer og bersærkerblik, men derimod med næsering og stramme jeans. Alt sammen ledte hurtigt samtalen hen på en af mine absolutte yndlingsserier indeholdende nogenlunde samme type vikingemænd, og vi var rørende enige om, at Ragnar Lothbrok var den sejeste karakter af alle. Jeg spillede lettere fortørnet, da Røde sagde, at han ikke havde set længere end til sæson to. “Du kan jo se resten sammen med mig?” foreslog han, og jeg nikkede glad. Klokken blev mange. Den røde og jeg talte og talte, og da Søster ville hjem, talte vi endnu. Sagde, jeg ville blive lidt længere. Hun blinkede til mig, inden hun gik.

Røde var sød, men han virkede ung. Med tanke på at Søster jo er min lillesøster, at hendes kæreste er yngre end mig, og at hans venner med stor sandsynlighed er omkring samme alder, spurgte jeg ind til netop dette. “Jeg er fireogtyve,” svarede han. Med ét blev jeg så træt, da jeg kom i tanker om, at Sommermanden er knap ti år ældre. Der er bare en anden tyngde og ro over ti år ældre mænd. Det savnede jeg pludselig. Til gengæld besad Røde en sorgløs naivitet og lethed, som jeg sikkert ville have fundet forfriskende, hvis ikke det var fordi, det denne aften gav mig en følelse af at være ældgammel. Men jeg lod ham dog tage min hånd, da han spurgte, om han måtte følge mig hjem. Vi satte os på en trappesten. Kunne se, han endelig var ved at samle mod nok til sig. Hans kys var fnuglet og blødt. Der var ikke noget bestemt over det kys, ikke noget krævende. Ikke noget spændende. Bare sådan. Hm. Agtigt. Og hele tiden tænkte jeg, at sådan her kunne Sommermanden aldrig have fundet på at kysse mig. Han ville vide lige præcis, hvad man skulle gøre. Ville måske tage mit ansigt mellem sine hænder, ae min nakke, måske gemme mig i sin store favn. Han ville fylde min mund med sin tunge, han ville nappe mine læber og slikke min mundvig. Røde strålede glad og stolt, da han slap mig. Jeg smilede lidt til ham. Foran min hoveddør kyssede han mig en sidste gang og bad om mit nummer. Og jeg tænkte, at jeg måtte tænke på noget andet, så jeg gav ham det.

“Hej Frøken Kløe – dejligt at møde dig i går, jeg havde det virkelig sjovt! Har du stadig lyst til at se serie sammen en dag? Kærlig hilsen Røde,” skrev han næste dag, da jeg lå på sofaen og plejede hovedet med kold cola. Forestillede mig, at jeg ville svare ham lidt senere. Noget med, at det gad jeg da godt. Men så fandt jeg Sommermandens t-shirt frem. Engang duftede den af hans vaskepulver og sommerdage på altanen. Jeg har stadig ikke fået skrevet tilbage.

Første stadie

Jeg var på arbejde, da Sommermanden rejste væk forrige fredag. Stirrede åndeløst på uret, der hænger på endevæggen i storrumskontoret, og da klokken slog 14 tænkte jeg, at nu! – nu fløj han fra mig. Så ventede jeg. Var sikker på, at et følelsesudbud af en art måtte være under opsejling. Gik endda ud på toilettet for ligesom at komme de forventelige tårer i forkøbet. Men. Ingenting. Jeg tog direkte hen til stamværtshuset efter arbejde, fast besluttet på at drukne sorgerne i øl. Godt nok var de lidt langsomme i det, sorgerne, men de måtte komme, det vidste jeg. Spurven sad klar og ventede på mig, den første omgang var allerede bestilt. “Han er væk,” sagde jeg, og Spurven nikkede. “Du ligner en, der er helt ødelagt. Er du ok?” spurgte han. “Det ved jeg ikke,” svarede jeg, “jeg kan ikke mærke noget.”

Jeg læste engang i et dameblad, at der findes omkring ti stadier, som man vil opleve, når man har hjertesorger. Husker ikke længere hvert stadie præcist. Men et af de første var vist, at alt vil synes uvirkeligt, at man nærmest kan opleve sig selv som værende følelsesløs. Og som jeg sad der med øllerne foran mig, gik det op for mig, at det var lige præcis det, der skete for mig nu. Det var som en dyne blev trukket om min sjæl. Afbød alle slag, men gjorde det samtidig vanskeligt at mærke enhver anden berøring. Det var egentlig mere udmattende, end man skulle tro. Og jeg blev træt og indesluttet i løbet af ingen tid. Efter tre timer var jeg så hensunket i følelsesløs apati, at jeg endte med at sidde stumt stirrende. “Jeg tror vist, det er tid til at tage hjem nu, Frøken Kløe,” sagde Spurven forsigtigt, fandt min jakke frem og fulgte mig ud til cyklen.

Da jeg stod hjemme i min gård, kom jeg i tanker om, at jeg havde glemt at handle ind. Smækkede porten bag mig og satte kurs mod Føtex. Jeg bor dejligt centralt i forhold til indkøbsmuligheder, det tager kun cirka ti minutter ligegyldigt hvilket varehus, jeg vælger. Men denne fredag føltes det som om, jeg forsøgte at bestige en tilsandet, marehalmsbevokset klit. Gik og gik, gled ned, kom kun langsomt frem. Kunne nærmest mærke det grå, stive græs skære mine fodsåler. Opdagede pludselig, at jeg var gået den gale vej. På et torv fandt jeg mig selv, mens folk gik rundt med is og der var børn og hunde og aftensol. Vendte om. Fandt endelig Føtex. Tandpasta, mælk og vaskepulver røg hurtigt ned i kurven. Styrede nu stålsat mod slikafdelingen, for jeg kender som regel mig selv og ved, at der stort set ikke er det lidt chokolade ikke kan kurere. Det måtte også gælde i dette tilfælde, tænkte jeg. Glemte, at jeg er uerfaren i hjertesorger. Så det kom fuldstændig bag på mig, at det der med at miste appetitten, det der med ikke at have lyst til noget som helst længere, som man jo altid hører om, er fuldstændig sandt. Foran mig var hylder fulde af chokoladeovertrukne nødder, lakridschokolade, chokolade med krymmel, chokoladestænger, tysk chokolade, chokoladehapsere og karamelfyldt chokolade. Og jeg havde ikke lyst til en eneste. Men urokkelig i overbevisningen om, at det at proppe sig med kalorier ville hjælpe, ignorerede jeg min manglende craving og smed hurtigt en tilfældig pose i kurven.

Hjemme i sofaen gik jeg fuldstændig i selvsving med at opfylde klicheen om et knust hjerte: Jeg satte The Notebook på. Hvad er det for en nærmest masochistisk tilgang at have til sorg? Her efterfølgende tænker jeg, at det muligvis var et forsøg på at fremprovokere bare snerten af en følelse frem i mig selv. For jeg var stadig bedøvet og tom og chokerende ligeglad med “… it still isn’t over!”. Chokoladen voksede sig stor i min mund. Jeg besluttede at gå tidligt i seng.

Næste morgen var straks en anden snak. Vågnede op med en altopslugende tristhed i kroppen, som jeg efter omhyggelig mærken-efter lokaliserede til at befinde sig primært et sted i mellemgulvet. Hængende over min morgenmysli brugte jeg, hvad jeg vil betegne som pinligt mange timer på at genlæse samtlige beskeder i min og Sommermandens korrespondance på Messenger. Søster ringede. Min mor ringede. De tjekkede op på mig gennem hele dagen. Til sidst var jeg så træt af hele tiden at skulle forholde mig til min egen tristhed, så jeg straks slog til, da Ekskollegaen ved aftenstid skrev, at han og Vikaren gav øl, hvis jeg var frisk. Hurtigt bad, hurtig makeup, ud af døren.

De var allerede i højt humør, da jeg ankom. “Vikaren har fået en kæreste. Vidste du det?” grinede Ekskollegaen som noget af det første. Jeg stirrede på mit mørkhårede crush. Han kiggede forlegent væk. “Det er løgn?” jeg greb ud efter ham, “er du forelsket?” Vikaren rystede vagt på hovedet. “Nja. Altså. Du ved, hvordan det kan være nogle gange,” han smilede prøvende. “Det ved jeg bestemt,” sukkede jeg. “Jeg ved godt, vi to havde en aftale. Undskyld,” sagde Vikaren. “Sådan kan det gå. Men det er dejligt for dig,” jeg tvang et smil frem, prøvede af al kraft ikke at føle mig dobbelt forladt.

Herfra gik der rimelig meget tequila i den for mit vedkommende. Hader det stads. Aner ikke, hvorfor jeg nogensinde syntes, at det var så genial en idé at bestille shot på shot af den modbydelige væske. Jeg blev hamrende fuld. Og jeg havde egentlig bestemt mig for, at jeg ikke ville kontakte Sommermanden lige med det samme. Han skulle lige lande, lige falde til, lige lære de nye omgivelser at kende lidt. Syntes selv, at det var rimelig cool af mig sådan at give ham tid og plads på den måde. Men på vej hjem med fire poser Chili Cheese Tops i favnen klokken 5 en søndag morgen er man ret usej, ret ynkelig og i det hele taget ret opsat på at stramme de bånd til sin Sommermand, der pludselig syntes så løse og slappe. Hele to fuldemandsbeskeder blev sendt afsted, mens jeg svajende klamrede mig til mit spisebord. Blandt andet: “Ej seriøst du skal ligevINfe og sådan *thumbs up*”. Er stadig ikke helt sikker på, hvad der skulle stå. Bagefter gik jeg ud for at tisse. Ti minutter senere vågnede jeg forskrækket op ved – stadig siddende på toilettet – sovende at være faldet forover og have knaldet issen ind i væggen.

Da jeg vågnede ved middagstid, havde Sommermanden svaret. Man kunne læse begejstringen i hver en linje. Han snakkede om eventyrlyst, og jeg mærkede soveværelset snurre. De der tequilashots bed endnu. Og selfølgelig er det dejligt, at han har det godt. Selvfølgelig ønsker jeg ikke andet for ham. Selvfølgelig er han høj på det rush, det må være endelig at leve den drøm, som man har brygget på så længe. Men hvor gjorde det ondt at læse alligevel. For udover begyndende tømmermænd kombineret med en vedblivende tequilabrandert havde jeg det faktisk ad helvedes til. Følte mig som verdens mest usle, smålige menneske, at jeg ikke engang kunne være rigtigt glad på Sommermandens vegne. I mit svar forsøgte jeg at lyde munter, ævlede løs om en lille kat jeg havde fundet tidligere på ugen. Så faldt jeg i søvn igen.

Var først rigtigt ædru, da det var blevet mørkt. Da var weekenden og de første dage uden Sommermanden gået. Og jeg kunne konstatere, at jeg endnu ikke havde rokket mig spor i forhold til hjertesorgsstadierne, og derfor måtte gå en ny uge i møde med en dominerende grundfølelse af at være ked af det helt ind i knoglerne.

Older posts