Noget om sol og øl

Ej. Okay. Det her sommeragtige vejr. Ik’? Det gør mig doven og døsig på mit solskinspot i baggården. Harmonerer ikke særlig godt med et større projekt på mit arbejde, der trækker tænder ud. Smatter jeg ikke ud i havestolene, sidder jeg bag computerskærmen. Når jeg endelig smatter, har jeg dårlig samvittighed over ikke at gå amok med arbejde. Og kan selvfølgelig kun tænke på at skaffe mig en lækker tan, når jeg sidder indenfor og sukkende kigger ud på det gode vejr. Tough life.

Nå. Men solen lokker åbenbart alle byens mænd ud af deres små mandehuler. Se, det er noget, jeg kan lide! Så sidder de der og griller i parken i deres bare, glinsende overkroppe. Søster var hjemme i Kristi Himmelfartsferien. Vi promenerede med latte to go og solbriller på næsen, mens vi gloede på mænd bag de mørke brilleglas. “Hej hej,” hilste Fitteren smilende, da han gik forbi os i en meget, meget stram t-shirt, så hans gigantiske overarme kom til sin ret. “Hold da kæft,” hviskede Søster og betragtede de svulmende biceps, “var det ham med den lille diller?” Ja. Det var det jo. Fitteren tager jeg mig ikke rigtig af længere. Eftersom vi deler fitnesscenter og bor i samme bydel, ser jeg ham forholdsvis tit. Søster og jeg satte os i græsset. Vi grinede og sladrede og sluprede kafferesterne i os. “Åh nej,” mimede jeg, da Påskemanden pludselig kom slentrende mod os. “Og det er så ham den anden, du fortalte om?” spurgte Søster. “Man kan da snart ikke gå to skridt i fred uden at støde ind i en, du har været sammen med,” grinede hun. Påskemanden hilste pænt, da han fik øje på mig, men skyndte sig videre igen. Spurven har fortalt mig, at han er temmelig flov over al sin plapren om coke sidst jeg mødte ham i byen.

Om aftenen tog vi til koncert. Her mødtes vi med Søsters kæreste og hans venner. “Ham derovre,” pegede Søster, “det var ham, der hjalp mig hjem fra Roskilde Festival engang.” Jeg kiggede op og opdagede nu et pragteksemplar af en viking stå få meter fra mig. Oho! Lige nøjagtig min type, lige nøjagtig sådan en jeg burde finde mig. Havde aldrig set ham før, og nu stod han bare der i sine sorte jeans og så helt fantastisk ud. Tatoveringerne snoede sig op af hans arme, skægget var kraftigt og flot, hans øjne var blide og lattermilde. Lige så hurtigt han var dukket op, forsvandt han igen. Spurgte henført Søsters kæreste, hvem Vikingen var. Åbenbart en perifer kammerat, som han nogle gange sås med. Jeg plagede, indtil han lovede at sætte et tilfældigt møde op mellem mig og Vikingen.

I højt humør væltede Søster og jeg ind på en bar. På et mindre plateau i den modsatte ende af lokalet stod Guitaristen. Ahrmen. Nu må det stoppe, tænkte jeg. Der var Wonderwall, der var to Heineken for otteoghalvfems, og der var skrå øjekast. “Han er godt nok flot,” Søster kiggede ublu på Guitaristen, der så en kende utilpas ud over hans nytilkomne publikum. “Det var jo det, jeg sagde,” nikkede jeg og marcherede forbi ham. Er træt af mænd, der aldrig skriver tilbage. Efter en veloverstået Over My Shoulder bestemte Guitaristen sig for at holde pause. Gik direkte over mod mig. Fik travlt med at se ud som om, jeg havde gang i alt muligt andet end at smugkigge på ham. Han spurgte, hvordan det gik. Jeg svarede, det gik godt. Jeg spurgte, om det ikke var meningen, at han skulle flytte. Han sagde, det først ville blive senere. Jeg introducerede ham for Søster. Han bemærkede, at vi ikke ligner hinanden. Jeg nikkede og smilede. Det var sødt af Guitaristen at komme over og snakke. Det havde jeg ikke regnet med, eftersom jeg aldrig har hørt fra ham siden vores date i efteråret. Men kunne igen lynhurtigt mærke, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse for, hvor jeg havde ham. Igen denne utilnærmelige attitude, der ikke er til at bryde igennem.

Jeg har hørt, at det gode vejr skulle stoppe i weekenden. Det er selvfølgelig ærgerligt. Men det gør mig ikke noget igen at kunne gå lidt frit uden hele tiden at støde ind i mænd, jeg tidligere har datet.

Date med Guitaristen

Guitaristen havde inviteret mig med til en koncert. Han sørgede for billetter. Vi skulle mødes foran spillestedet klokken 20. Følte mig ovenpå og ikke specielt nervøs på vejen derhen. Jeg hader at stå og vente på en date. Sørger altid for at være den der kommer sidst, så han kan se mig gå ham i møde. Og nu stod jeg alene på fortovet og trippede. Han kom ni minutter for sent. Da han endelig stod foran mig, tog han pusten fra mig. Han var helt sindssygt lækker. Den karismatiske kraft, der pulserede fra ham i store moskustunge bølger slog mig med stor voldsomhed i mellemgulvet, og jeg gispede stille som en fisk på land. Brysthårene krøllede frem fra blusens v-hals. Han havde grå Converse på.

Vi gik op i baren. Han betalte min øl. Snakken gik fint – ikke helt ubesværet, men det var ok. Jeg fornemmede en distance, som om han satte en mur op mellem os. Forsøgte at bryde den ned mursten for mursten med smil og charme, men han lod den ikke falde. Vi nåede at tale en times tid inden koncerten gik i gang. Det var god musik. Bassen bragede i mit bryst, min ryg blev fugtig i den lumre sal. Rytmerne kværnede hypnotisk, og et kort øjeblik oplevede jeg en fuldstændig uforfalsket lykkefølelse, da bandet spillede en glemt sang.

Bagefter bestilte vi mere øl. Guitaristen kendte flere af koncertgængerne, og de kom hen til os. De snakkede meget teknisk om musik, jeg forstod ikke en pind og sagde ikke meget. Det opdagede Guitaristen, og han lænede sig ind mod mig og oversatte samtalen hver gang der optrådte fremmede ord og begreber. Det var vældig sødt af ham. Han virkede mere afslappet, mere åben og smilende. “Skal vi ikke gå et andet sted hen bare os to?” spurgte han, og jeg blev glad og overrasket, for jeg havde ikke forstået, at han havde lyst til at fortsætte aftenen sammen. Vi blev enige om at gå hen på en nærtliggende bar. Helt uventet var baren mørk og lukket, vi traskede videre. Da vi kom til min stambar buldrede jazzen derfra, så vi knap kunne få ørenlyd. “Hvad med bare at gå lidt rundt i stedet for?” spurgte Guitaristen. Så vi gik ad mørke gader. Det var hundekoldt, jeg frøs, min næse blev rød. Vi nåede forbi min gade. “Bor du ikke her?” spurgte Guitaristen. Jeg tjekkede mit ur og skar ansigt; klokken var langt over midnat. “Jeg tror altså, jeg vil hjem nu,” sagde han, “men det var rigtig fedt, du ville med i dag.” Han gav mig et hurtigt kram. “Du må jo skrive til mig, hvis du har lyst til at ses igen,” sagde jeg. “Jeg har i hvert fald dit nummer,” svarede han og gik sin vej.

Vil rigtig, rigtig gerne mødes med Guitaristen igen – men jeg har ingen fornemmelse for, hvordan han har det med mig. Til tider virkede han ganske uimponeret, alligevel ville han videre på bar og gå tur med mig midt om natten. Den selvsikkerhed og lethed jeg ellers plejer at bryste mig af at besidde på en date, kunne jeg i løbet af aftenen langsomt mærke svinde mellem fingrene på mig. Anede ikke, hvor jeg havde ham.

Jeg har ikke hørt fra ham siden.

Guitaristen

I fredags mødte jeg en lækker mand. Han klimprede løs på guitar på en bar, og var i det hele taget lige tilpas charmerende til, at jeg faldt fuldstændig i svime over ham. Smilede til ham, så mine kinder næsten krampede. Kastede lidt med håret. Rettede på min kjole. Og minsandten om ikke jeg fik smil tilbage. Okay. Han var altså ikke helt afvisende. Jeg ventede og ventede. Var han ikke snart færdig med at spille, så jeg kunne snakke lidt med ham? Næ. Det var Guitaristen slet ikke. Han spillede løs, fulde mennesker har det med at komme med mange musikønsker. Til sidst måtte jeg indse, at det var tid til at se dyner – mine øjne hang og mascaraen ligeså. “Jeg vil hjem,” sagde min kammerat. “Et øjeblik,” svarede jeg og smuttede op i baren efter papirlap og pen. Griflede hurtigt mit navn og nummer ned. Banede mig vej til Guitaristen og stak lappen i hans hånd. Lang øjenkontakt. Så nikkede han, og jeg gik tilfreds hjem.

Håbede sådan han ville skrive til mig. Men det gjorde han ikke. Det skal saftsuseme være lyv, tænkte jeg og igangsatte et lettere detektivarbejde. Kendte end ikke hans navn, men jeg er efterhånden blevet ret ferm udi stalking, så fandt ham alligevel efter lidt tid. Åhr. Han så lige så dejlig ud på sine billeder, som jeg huskede ham.

“Uh! Prik til ham,” sagde en veninde. “Er det ikke bare for irriterende?” sukkede jeg og tænkte på de Tindermænd, der nogle gange prikker til mig endda op til flere gange, hvis jeg ikke lige har fået swipet dem til højre. “Ej, gør det nu bare,” fniste en anden veninde. Begge damer er gift og har deres på det tørre. “Er det bare fordi I vil have lidt action?,” spurgte jeg mistænksomt og kiggede streng på dem. “Som om!,” udbrød de, “skynd dig nu bare at prikke til ham. Bare prik en masse gange.” Efter en times tilløb blev jeg enig med mig selv om at sende en besked i stedet for. “Hej Guitarist 🙂 Jeg så dig i byen i fredags, og fik vist også givet dig mit nummer. Jeg håber ikke, du synes, jeg er lidt for offensiv ved at skrive til dig her, men jeg synes bare, du ser rigtig sød ud,” skrev jeg og tænkte, det måtte briste eller bære. Tjekkede hele tiden min indbakke. Fortrød hurtigt. Hvorfor skulle jeg absolut sende en besked? Så dumt.

Men det bar! Kort efter svarede han, at han godt kunne huske mig, men at han var udenbys og ikke havde fået mit nummer med, så det var dejligt, jeg skrev. Ha! Nu går jeg altså all in, tænkte jeg og spurgte ham, om han havde lyst til at mødes med mig. Det havde han. Fik så meget optur over det hele, grinede højt og triumferende så det rungede i stuen. Vi blev hurtigt enige om, at daten skal stå i morgen.

Jeg ved ingenting om ham. Udover at han ser rigtig charmerende ud og spiller guitar. Jeg er meget spændt. Sådan virkelig. Det er lang tid siden, jeg har været det. Kan mærke det kribler og krabler og så småt begynder at klø. Har endda en mindre tøjkrise. Så. Det tegner vist rigtig godt, at han allerede kan sætte gang i så meget for mig.