Musvitten

Det kan godt ske, jeg er blevet kræsen. Eller også daler udvalget af lækre mænd på diverse datingapps bare endnu en gang foruroligende. Er nok en blanding. Ikke fordi det nogensinde har været noget at gå specielt amok over. Mændene på Tinder. Sjovt, for jeg fik engang lov til at swipe for en kammerat. Og der tonede da den ene smukke dame frem på skærmen efter den anden. Mon de lækre mænd også er lidt tungnemme i det og endnu ikke helt har forstået, at tilsvarende damer kun er et svirp med tomlen væk? Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi, Tinder og Happn er splinternye, banebrydende opfindelser, så hvorfor de til stadighed nægter at deltage i festlighederne derinde, forbliver et mysterie for mig.

Men jeg fandt da efter en del opgivende udbrud endelig en flot og sød mand. Jeg likede. Vi matchede. Nøj, hvor har han alligevel været en besværlig lille musvit at få fingrene i. Blev ordentlig ved med at aflyse dates og flyve ud af mit greb. Hvorfor man bliver ved med at spille kostbar, når man én gang har givet udtryk for, at man ved et match er interesseret, er jeg heller ikke helt med på. Men ok. Kan jo også godt lide at jagte mine mænd lidt nogle gange, så jeg var på den måde ikke ved at gå til af spekulationer. Happn er godt nok ikke det nemmeste sted at lege kat, men jeg må simpelthen lige tage et øjeblik og rose mig selv. For Musvitten lod aldrig til at opdage, at han trods sine ivrige, små hop i den modsatte retning hele tiden var durk på vej mod mine kløer. Lidt smalltalk, lidt smiger, lidt afvisning, lidt sødme, og så var han fanget. I bund og grund nemt. Jeg indsætter en mental selvfed-smiley-med-solbriller her.

Så. Efter at have trukket tingene i langdrag i ugevis, landede vi endelig på en fast dato for et møde. Musvitten ville gerne gå en tur. Det kan jeg jo også godt lide at gøre på en date, så jeg var frisk. Vi mødtes i aftes. Jeg stod og ventede på ham på en travl gade. Havde godt set ham ud af øjenkrogen komme gående mod mig, men jeg vedblev at spejde let søgende mod et punkt en smule til venstre for ham. Var tilpas overrasket, da jeg opdagede ham få skridt før han stod foran mig. Jeg undskyldte smilende mit distræte væsen, han virkede vældig tilfreds med at være kommet sådan bag på mig. “Skal vi gå derhen?” pegede jeg og guidede ham gelinde på vej. Musvitten var meget flottere i virkeligheden, end jeg havde forventet. Man kunne se, at hår, bryn og vipper var solbleget, hans kulør var sund og sommerbrun. Han duftede godt. Kunne høre på hans dialekt, at vi vist ikke kom samme sted fra, og det viste sig da også, at Musvitten kun havde boet i min by i ganske kort tid. “Så kan jeg jo vise dig rundt,” foreslog jeg glad. Det lod han til at synes var en fin idé. Så vi gik og gik, mens jeg fortalte og viste og spurgte, om han kendte til dette og hint. Vil mene, at der maksimum nok kun forløb omkring tyve minutter, før jeg fik en kraftig mistanke om, at vores kemi ikke var helt så gnistrende, som man kunne have håbet. Og herfra blev det faktisk kun værre og værre. Ikke at vi ikke kunne snakke sammen. Jeg er god til bare at fyre en masse af og holde en samtale kørende, så det var ikke noget problem.

Der var imidlertid et nyt byggeri, som jeg endnu ikke har besøgt, men som jeg regner med forhåbentlig at tilbringe mange varme sommereftermiddage ved, og vi besluttede at gå hen og kigge nærmere på det. På vejen præsenterede jeg ham for et af mine yndlingssteder. Musvitten var ingenlunde imponeret. Og havde jeg ikke vidst det før, vidste jeg da, at kunne han ikke lide dette sted, ville han formentlig heller ikke kunne lide mig. Men vi nåede det nye byggeri, og jeg var ovenud begejstret. Min følgesvend knap så meget. Vi traskede lidt rundt og ih’ede og åh’ede, før vi begav os tilbage igen. På hjemvejen snakkede vi om ferieplaner. Musvitten fortalte, at han skulle ud og sejle om et par uger. Svarede, at jeg ville ønske, jeg var mere søstærk, end jeg er; men det skyldes en ganske bestemt episode på charterferie i Tyrkiet for mere end tyve år siden. Min mor havde taget mig og Søster med på en typisk turistsejltur, mens min far denne dag var blevet på hotellet for at se Tour de France nede i poolbaren. Undervejs blæste det op, og jeg husker den sorte himmel og trykkede, alvorlige stemning ombord. Min mor har senere fortalt, hvordan hun havde bedt en fremmed mand om at passe på mig, skulle vi risikere at kæntre. For jeg kunne næsten svømme selv, men Søster var endnu en lillebitte pusling, og min mor kunne ikke bjerge to små børn på samme tid. Mens jeg under stor indlevelse fortalte alt dette til Musvitten, sagde han ikke meget. På et tidspunkt – bare et kort splitsekund hvor han vendte blikket mod skosnuderne – så han endda så træt og uinteresseret ud, at jeg denne gang blev oprigtig overrasket. Lynhurtigt fik han atter styr på sin belevne maske. Men han havde dog nået at bekræfte mig i, at jeg ikke var den eneste, der havde mærket det komplette fravær af både kemi og tiltrækning mellem os.

Han fulgte mig hjem, lige til hoveddøren. Det var pænt gjort af ham. Et sidste emne, vi her rundede, var SKAM. Hvor jeg fangirler fuldstændig ubehersket og drøner omkring iført citat-t-shirts og -muleposer og synes, det er det absolut sejeste, kunne jeg ligefrem se på Musvittens mimik, hvor udmattet han blev af den blotte tanke. Da vi derefter skiltes, var det under høflige fraser, men uden nogen form for tilkendegivelse af at have lyst til at se hinanden igen. “Tak for en hyggelig rundvisning,” sagde han. “Selv tak. Farvel,” smilede jeg. Han var allerede på vej væk.

Jeg regner ikke med at skulle mødes med Musvitten til flere byvandringer. Regner ikke med hverken at høre fra ham eller selv tage kontakt. Det var mærkeligt at opleve, hvordan jeg kunne rende rundt i to stive timer med et menneske, jeg sagtens kunne se var rigtig sød, men som jeg ikke havde noget som helst til fælles med. Der havde været sådan en underligt flad, død fornemmelse under hele daten. Skulle han dog mod al forventning finde på at foreslå film og aftenhygge under tæpper, takker jeg natuligvis ja. Er trods alt endnu ikke gået hen og blevet kræsen og krævende, så småting som manglende gnister har nogen betydning for, om jeg gider knalde en flot mand eller ej.

Efter vores farvel sad jeg nede i min baggård og nød en aftensmøg. Den flade, døde fornemmelse var blevet hos mig. Og jeg kunne nu mærke, hvor meget jeg savner lidenskab og brand og for fanden da bare at finde en enkelt, hvor kemien er i top. En, der deler min begejstring for både fine nybyggerier og samtidig den diametrale modsætning i faldefærdige yndlingssteder. Som sender mig smil, der gør mig blød og blævrende fra knæ til ankel. Som kan se skønheden og betagelsen ved et virtuelt norsk univers, der virker så ægte og vigtigt som nogensinde. Og som sidst men ikke mindst kan få mig til at føle, at rollerne er byttet om, så det pludselig er mig, hvis vinger bliver stukket og som langsomt bliver trukket ubehjælpeligt mod kattens favn.

Nørden

Jeg havde fundet denne her rimeligt lækre mand på Happn. Øj. Lige sådan en man godt gad se lidt mere til. Hans beskeder var oven i købet enormt velskrevne og sjove. Fik mig helt til at smile og vente fornøjet på ny lyd fra ham. Og havde det ikke været fordi, vi midt i alle skriverierne gik fuldstændig skæve af hinanden, ville jeg have holdt mit løfte om at ses sidste weekend. Vi kom til at snakke om feminisme. Det var egentlig bare en kort bibemærkning fra min side. Synes generelt, man bør holde sig til lettere emner, når man skriver med sit nye match. Har jeg lyst til at ytre mit forhold til feminisme, vil det umiddelbart ikke være en datingapp, jeg tyer til som kanal. Bevares. Naturligvis skal der være plads til holdninger på både Happn og Tinder. Jeg har bare for lang tid siden bestemt mig for, at det ikke er stedet, jeg vil diskutere. Så jeg forsøgte hurtigt at lukke den ned igen. Det var han åbenbart ikke helt med på. Og pludselig var den del af min besked, hvor jeg i en enkelt linje havde brugt det – skulle det snart vise sig – forhadte ord, arnested for et større palaver. For ifølge mit nye match var han ikke blot kritisk men også ret skeptisk overfor feminisme i sin nuværende form. Jeg spurgte pænt, om han mon hentydede til fjerdebølge-feminisme, mens jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tælle til ti. Nærmere hundrede. For. Næ. Det vidste han egentlig slet ikke, hvad var. Forfattede til gengæld en længere klichefyldt smøre om hykleri, mandehad og argumentation baseret på følelser i stedet for rationalitet. Den bedste var alligevel, da han sagde, at der var en masse ting i vores hverdag, vi godtager som værende normale præmisser, men som i virkeligheden er helt forkerte – hvorefter han bevægede sig over i den noget kun tungere ende mod en rask omgang pro-slut shaming. Gad ikke engang at prøve længere. Bye bye. Ærgerligt.

Så gik det meget bedre med det næste match. Der var bare lige én ting. Lille bitte. Seriøst ikke noget, man bør hænge sig i. Og sikkert ikke noget, der behøver betyde noget. Men. Han satte hverken komma eller punktum. Jegkanikkemeddet. Gjorde dog mit bedste for at tyde hans beskeder, og det endte faktisk som en helt hyggelig snak. Han spurgte, om jeg havde lyst til at mødes. Selvfølgelig havde jeg det.

Jeg havde virkelig den bedste hårdag, jeg længe har haft. For pokker, hvor det sad. Perfekt til en date, tænkte jeg tilfreds og blinkede til mig selv i spejlet. Da jeg kort inden det aftalte mødetidspunkt kiggede ud på det regnfulde søndagsvejr, dalede humøret betragteligt. Nu var jeg nødt til at proppe hele manken ind i den trange hætte på min jakke. Og jeg havde ellers planlagt at tage en pæn, lys, hætteløs uldfrakke på, men måtte modvilligt krybe i en lidt mere praktisk sag.

Vi skulle mødes foran en café. Ankom nøjagtig samtidigt. Det blev til et hurtigt kram, før vi skyndte os indenfor i ly for regnen. Jeg kunne lugte jakkens plaskvåde stof, mens jeg rodede febrilsk rundt i mit hår for at få det til at sidde nogenlunde igen. Vi fandt et bord og satte os overfor hinanden. Her fik jeg endelig mulighed for at betragte ham ordentligt. Sneakers og en skjorte i groft lærred. Hagekløft og pjusket hår. Han så godt ud. Lignede en musiker. Ja. Der var faktisk en del Kurt Cobain over ham på både den ene og den anden måde. Det kunne jeg meget godt lide. Men jeg lagde også mærke til, at der tillige var en god portion Handymand over ham. Faktisk. Når jeg sad der og kiggede på min date og tænkte rigtigt efter, fandt jeg, at jeg i ham kunne se samtlige mænd, der har været i mit liv. Gudfader, hvordan kan jeg blive ved med at støve den samme type op gang på gang? Så kan det godt ske, der er mindre variationer såsom hårfarve og højde og drøjde ind i mellem. Men i bund og grund ligner de altså alle sammen hinanden. Nå ja, tænkte jeg tørt, så ved jeg da, hvad jeg får.

Til en afveksling var der egentlig ikke så megen prøvende småsnak mellem os som indledning. Det var bare lige på. Jeg tænkte, det var rart bare at kunne snakke løs sammen med ham. Han grinede nogle gange på en lidt sjov måde, havde svært ved at holde øjenkontakten og virkede til tider ret genert. Syntes, det var lidt sødt. Jeg kan godt lide, når mænd er nørdede omkring Star Wars, tegneserier og andet i den dur. Og det var ham her. Den fik ikke for lidt med diskussion af Rogue One og hånlig latter over Batman v Superman. Senere viste det sig tilmed, at han ikke bare lignede en musiker, han var også en. Og senere endnu fandt jeg ud af, at han desuden malede og tegnede. Han fortalte, at han var udpræget konkurrencemenneske, og at han, når han satte sig noget for, nørdede dette, indtil han mestrede det til fulde. Absolut et plus, vurderede jeg. Virkede i det store hele til at være ret cool, det, han havde gang i. Han var Nørden. Og jeg vidste, den var hjemme, da han stolt fremviste fotos af sine malerier. Sådan er det altid. Mænd kan godt lide at imponere og vise, hvor dygtige de er. Endnu en fællesnævner, konstaterede jeg, for sådan har det uden undtagelse været med alle mænd, jeg indtil videre har været sammen med. Og jeg har ikke noget imod at smile og spille med og give mig selv en mental high five, mens jeg tænker: Godt skuldret, søster.

“Hov. Er det en tatovering?” spurgte han og pegede på mit håndled. “Den er fin. Ikke for stor. Det kan hurtigt blive for meget, hvis man får nogle, der er større.” Jeg nænnede simpelthen ikke at linde yderligere på ærmet og vise, hvad det ellers gemte. “Har du tatoveringer?” spurgte jeg. “Nej. Men jeg har tænkt på det,” svarede han. “Jeg tror, det ville klæde dig,” sagde jeg og mente det, “har du fundet en tatovør?” Det mente Nørden, han havde: “Det skal være en af dem fra Tattoo Salonen.” “Altså. Det der tv-program?” spurgte jeg. Lige præcis. Jeg gav ham navnene på et par profiler på Instagram, han burde tjekke ud. “Åh,” mumlede han og scrollede sig opmærksomt igennem det ene farverige mønster efter det andet. Fornemmede, at han netop havde fundet sit næste nørdeemne.

Hvis der var en ting, jeg lagde ekstra mærke til, så var det, at Nørden lige fra starten talte til mig, som om han allerede havde bestemt, at vi skulle ses mere end denne ene gang. Han spillede med helt åbne kort, var tydeligvis på kærestejagt. Først blev jeg meget overrasket. For jeg mente, det var at være lige hurtig nok på aftrækkeren, da han i løbet af den første times tid fortalte, hvad han syntes, vi skulle lave sammen på næste date. Dernæst oplevede jeg kort at blive både afskrækket og provokeret af, at han med så stor overbevisning regnede med, at jeg ville se ham igen. Der var en sær uoverensstemmelse mellem denne beslutsomme selvsikkerhed og den kejtede generthed, der gennem hele daten fortsatte med at overmane Nørden med regelmæssige mellemrum. For mit eget vedkommende reagerede jeg på dette med henholdsvis lige dele modvilje og omsorg. Indtil det gik op for mig, at fornemmelsen af ikke rigtig at have noget at skulle have sagt i sagen om, hvorvidt vi skulle ses igen eller ej, æggede mig i så forbavsende grad, at jeg overgav mig fuldstændig og til sidst bare nød at føle mig eftertragtet.

Og således gik det til, at Nørden ved datens ende ingen problemer havde med at få lokket ikke blot mit telefonnummer ud af mig, men også tid og sted for næste møde.

Små skridt

Jeg havde sparet penge op til rejse og billetter, for jeg havde tænkt, at jeg skulle besøge Sommermanden i efterårsferien. Men han ville hverken have besøg eller noget med mig at gøre, og i stedet meldte jeg mig frivilligt til at være en af de få, der mødte ind på arbejdet i denne uge. Kunne ikke holde tanken ud om at skulle gå alene rundt derhjemme, når jeg kunne have været hos ham. Pengene er i stedet blevet brugt på trøsteshopping. Uden nogen mærkbar forskel selvfølgelig.

Nej. Vent. Lad mig starte et helt andet sted: Jeg var lige blevet sytten, da jeg første gang lod en mand ødelægge mig. Efter et halvt år med fuld skrald på alt hvad livets skyggesider kan tilbyde, blev jeg introduceret til de huller mit sind nu en gang er udstyret med. Det tog mig fem år at hive mig selv op igen. Fem hele år for at udligne det ene halve. Jeg er ikke særlig stolt af den tid og har sjældnere end sjældent lyst til at tale om det. I takt med at jeg er blevet ældre, er jeg heldigvis også blevet klogere og ved nu efterhånden ret præcis hvad jeg skal gøre for at balancere udenom hullerne. Da bekendtskabet med Sommermanden er min første erfaring med ægte hjertesorger, var jeg forholdsvis uforberedt på med hvilken kraft det ville slå mig ud af kurs. Det gør mig bange, når jeg mærker, at jeg ikke længere kan finde ud af at være sammen med andre mennesker. Og det gør mig bange, når jeg indser, at jeg endnu mindre kan holde mit eget selskab ud. Egentlig havde jeg efter den sidste mislykkede date bestemt, at holde mig fra mænd for en stund. Men det her; det, jeg har gang i nu – det er ikke sundt. Det er jeg klar over. Så jeg ombestemte mig.

Derfor: I sidste uge havde jeg scrollet lidt tilfældigt rundt på Happn, da jeg stødte på en fyr, jeg havde mødt før i arbejdsøjemed. Dengang havde det bagefter udviklet sig til fyraftensbajere. Og jeg kan huske, at jeg da havde ærgret mig over, at jeg er så frygtelig overfladisk og ikke rigtig kunne finde ud af at se ud over, at jeg ikke syntes, han var en særligt fysisk tiltrækkende mand. For han var nemlig sjov og kemien mellem os havde været umiddelbar. Tilbage på Happn overvejede jeg grundigt, om jeg nu var blevet så voksen, at jeg kunne give ham en chance. Kom frem til, at det måtte komme an på en prøve, for under alle omstændigheder mente jeg at kunne huske, at han var så sød, som nogen kunne være. Og jeg har brug for søde mænd. Ikke flere røvhulsmænd i mit liv, tak. Så jeg likede ham. Og vi matchede. Selvfølgelig. Skrev lidt frem og tilbage. Han viste sig igen fra sin sjove side og sendte vittige beskeder til mig, som jeg kunne sidde og smile lidt over, mens hjertet værkede ved tanken om den forestående ikke-efterårsferie. På en eller anden måde endte jeg med at få inviteret mig selv på kaffe. Bagefter vidste jeg ikke helt, hvordan jeg havde med det, da aftalen endelig var i hus. For i bund og grund havde jeg virkelig, virkelig ikke lyst. Men jeg var simpelthen nødt til at komme lidt ud, vidste jeg. Og jeg havde her fundet den mest ufarlige type, jeg mente, man kunne støve op i hele byen. Så hvad fanden.

Natten til søndag modtog jeg imidlertid en besked fra samme søde mand. “Er du i byen? Jeg vil gerne se dig. Giver irish coffee, hvis du kommer,” skrev han. Naturligvis var jeg ikke i byen, for den slags gør jeg mig jo ikke i, så jeg sov videre og læste først hans besked henad formiddagen. Havde nok været lidt for optimistisk omkring føromtalte voksenhed, for jeg blev simpelthen så dødsens fornærmet over, at han troede, at det var ok at skrive sådan til mig midt om natten. Bør nok genoverveje det hele, tænkte jeg. For jeg vidste jo godt, at havde han bare været lækker nok, så havde jeg sikkert fniset og takket ja til både dansk og irsk kaffe og jeg ved snart ikke hvad. Det blev et halvspidst svar jeg fik sendt afsted. Glattet ud fik han nu alligevel i løbet af dagen med alle de vittige beskeder, så aftalen om at ses mandag eftermiddag bestod.

Jeg ved godt, at det ikke var helt fair overfor ham, at han egentlig mest var ment som et eksperiment. Og da jeg så ham stå der og vente på mig, fik jeg næsten dårlig samvittighed. Han så meget nervøs ud. Gav ham et kram som hilsen, hvilket gjorde ham tydeligt befippet. Åh. Skyndte mig at købe kaffe til os og få skubbet ham med udenfor igen med papkrus i hænderne. Jeg foreslog at gå en tur, og jeg tror, han ville have sagt ja til hvad som helst. Jeg fik suverænt lov til at bestemme. Alt. Han var så sød og forsigtig, sagde mig ikke det mindste imod. Det viste sig dog, at han nok mest kunne finde ud af at være sjov i sine beskeder, og at den kemi, jeg havde mærket sidst, vist også kun var blevet fremelsket af øllerne. Det hele endte med at gøre mig til lidt af en kælling. Tromlede ham fuldstændig, den stakkels mand fik næsten ikke et ord indført. Og efter både at have bestemt gåturens retning og samtaleemne i henved en time, bestemte jeg også, at det var tid til at sige farvel.

Hjemme igen var jeg sådan lidt meh omkring det hele. Godt nok var det ikke den bedste date, men det havde jo heller ikke været en helt forfærdelig oplevelse. Ikke at jeg har tænkt mig at se ham igen. Men alligevel. Han havde i hvert fald været det rette valg til mit Projekt Kom Videre. Bare små skridt, tænker jeg. Så bliver det måske bedre.

Date med Påskemanden

Vi havde aftalt at gå en tur. Jeg regnede med, at det ville tage et par timer. Måske vi ville købe en kop kaffe med og slentre gennem gaderne. Tale lidt om det gode vejr, måske sidde på en bænk og nyde solen. Da jeg så Påskemanden stå der og vente på mig midt i menneskemyldret, tænkte jeg, at han ikke helt lignede de billeder jeg havde set af ham. Kunne sagtens få øje på ligheden, men jeg ville sikkert også have kunnet gå forbi ham uden at tænke over, at det var ham. Han så dog stadig sød ud. Pæn. En af den type mennesker, hvor man har lidt svært ved at indprente sig deres præcise ansigtstræk, så hver gang man kigger på dem, bliver man en smule overrasket over, at, nå ja!, det er sådan, de ser ud. Jeg kan huske, at hans øjne var meget blå. Kæben mere fremtræden og maskulin. Hans skæg havde en næsten rødlig nuance. Jakken stod åben og gav kig til brysthårene – dem lagde jeg selvfølgelig straks mærke til.

Vi travede rundt. Han snakkede meget. Men det var ikke ligegyldig snak; han var spændende og sjov, så jeg lyttede gerne. Der var god kemi med det samme. Han spurgte ind til mit job. På et tidspunkt fik jeg nævnt min gamle arbejdsplads. “Dér arbejder min gode kammerat,” udbrød han. Gæt hvem. Påskemanden er selvfølgelig allerbedste venner med Spurven. Den her by er fandeme for lille, tænkte jeg. Da jeg først blev bevidst om deres venskab, stod det pludselig soleklart, hvorfor netop de to er blevet venner: De minder enormt meget om hinanden.

En anden, som Påskemanden på mest irriterende vis også mindede om, var Kunsteren. Nogen husker måske min røvhulsagtige ekskæreste? Men hvor Kunsteren i sin væremåde og livsstil var arrogant og påtaget, var Påskemanden helt oprigtig og naturlig. Da jeg først havde opdaget min ekskæreste i ham, gav det mig næsten ticks og nervøse trækninger. Efterhånden kunne jeg heldigvis se nogenlunde bort fra det. For Påskemanden var vældig sød, og det var ikke fair, at lade ham lide under min fortid.

Vi fandt et smukt byggeri. Påskemanden havde ikke været derinde før, men jeg havde, så jeg tog ham i hånden og trak ham ad mørke korridorer og lange trapper. Øverst oppe fandt vi en terrasse, hvor vi kunne se hele byen badet i solskin. Her sad vi længe og skuede ud og snakkede og grinede. Mine baller nåede at blive kolde og følelsesløse. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at drikke en øl sammen med ham. Det ville jeg mægtig gerne, så vi gik på min stambar og raflede om ølprisen. Med en grøn flaske i hånden viste det sig hurtigt, at vi havde flere ting til fælles, end jeg først havde troet – vi sad i timevis og diskuterede alt fra Star Wars til konspirationsteorier. Mens han fortalte om en særligt kompliceret, hjemmestrikket teori, skinnede hans øjne af iver, og jeg fik umådelig lyst til at læne mig frem mod hans læber. “Jeg er sulten,” sagde Påskemanden pludselig. Min slunkne mavesæk stemte i, og selvom jeg grinede og syntes, det var lidt fjollet, sagde jeg ja, da han foreslog at gå på McDonald’s. “Meget fin middag du byder mig på vores første date,” drillede jeg. Men Påskemanden er sådan en, der bare smiler og er fuldstændig ligeglad med sådan noget. Efter burgere og pomfritter inviterede han mig med hjem.

Hans lejlighed lå helt oppe under taget. Indretningen var tilfældig og bar præg af total ligegyldighed. Lige som jeg havde forestillet mig. Vi sad i hans sofa. Han spurgte, om jeg ville have noget at drikke. Idet han rejste sig for at gå ud i køkkenet, greb han mit ansigt mellem sine hænder og kyssede mig. Vores fortænder stødte mod hinanden. Hans skæg kradsede. Da han kom tilbage med glas og vand, fortsatte vi, hvor vi slap. Kyssene blev mere heftige og krævende, jeg lænede mig villigt tilbage, da han forsigtigt pressede mig ned. Min krop lå hurtigt klemt i en skruestik under ham. Lod mine fingerspidser strejfe de brysthår, der tittede frem ved skjortekraven. Han pressede sit underliv mod mit, jeg kunne mærke den hårde bule, og kløen bankede og værkede og gjorde ved. “Skal vi ikke gå ind i soveværelset?” spurgte han stakåndet. “Æh. Nej,” svarede jeg. “Vil du hellere gøre det på sofaen?” han lød overrasket. “Altså. Det er ikke en dårlig undskyldning, men jeg har menstruation,” svarede jeg, rødmede let og kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde følt mig så ærgerlig. Han var mindst lige så skuffet. Sagde, det også var ok bare at kysse lidt, så det gjorde vi, og vi gned os mod hinanden, mens vi skiftevis grinede og udstødte små, utilfredse suk. Mine hænder snurrede, den tynde hud omkring munden brændte, hele min krop længtes så forfærdeligt efter ham. “Jeg har brug for, at du knepper mig,” sagde jeg hæst. Påskemanden svarede straks, at det var det eneste, han havde lyst til. “Jeg er ligeglad,” nærmest råbte han til sidst og gjorde mine til at trække mig ind i soveværelset. I dag priser jeg mig lykkelig for, at han ikke fik overtalt mig. Fire ikke helt uvæsentlige detaljer stoppede mig heldigvis: 1) I mangel af bedre havde jeg plastret mine trusser til i et Super Ultra Thin natbind, og jeg kunne på ingen måde komme i tanke om, hvordan jeg skulle kunne liste trusserne diskret af, uden Påskemanden opdagede bleen. 2) Derudover havde jeg oven i købet helgarderet mig med tampon, og af bitter erfaring ved jeg, at ungkarle sjældent har en lille toiletspand til sådanne sager. At skulle bruge skraldespanden i køkkenet til mit blodplettede affald var mere end jeg kunne overskue på en første date. 3) Med tanke på sidste gang jeg lavede et nummer som dette, virkede afholdenhed pludselig som et bedre alternativ. 4) Jeg havde hverken barberet ben, armhuler eller kusse. I to uger.

Havde jeg vidst, at daten med Påskemanden ville gå så godt, at vi ville ende helt sammenviklet i hans sofa, at hans kys ville gøre mig så rundtosset, så havde jeg sørget for at udskyde vores møde et par dage. I stedet blev vi enige om, at det nok var bedst at indstille vores dry humping for en stund og finde på noget andet at lave. Påskemanden hev sin guitar frem og lærte mig akkorderne til “Leaving on a jet plane”. Jeg var et naturtalent, sagde han. Det var sødt sagt, jeg blinkede til ham og gav et ekstranummer.

Ved midnatstid fandt jeg min frakke i entreen. Han kyssede mig farvel, og vi endte selvfølgelig med endnu en gang at klynge os til hinanden, gispende, nærmest jamrende af indestængt, uforløst kløe. Jeg kunne pludselig ikke længere huske, hvorfor jeg ikke bare lod ham tage mig med ind i sengen, men havde dog åndsnærværelse nok til at vide, at det måtte være mit stik til at gå. Han stod med panden hvilende mod døren og så efter mig, mens jeg forsvandt ned ad trapperne.

Påskemanden

(Indsæt i følgende samtale selv overflod af nødvendige emojis såsom abe-holder-sig-for-øjnene, enhjørning, thumbs-up, solbriller, græder-af-grin-smiley, klappende-hænder, eksplosion, palmeø og så videre.)

Mig: “Hej Påskemand. Du ser rigtig sød ud!

Påskemand: “Du har lige reddet min dag, Frøken Kløe! Det var en dejlig besked at vågne op til. Sender den lige tilbage og håber ikke, jeg får minuspoint for opfindsomhed: Jeg synes også, du ser vildt sød ud!

Mig: “Haha, fedt nok. Og tak – ingen minuspoint herfra. Har du påskeferie nu så?”

Påskemand: “Ja, og et ordentligt læs tømmermænd oveni. Ferien faldt sammen med en venindes fødselsdag i går.”

Mig: “Uh, den var værre… Men det var forhåbentlig en hyggelig fest, så det er tømmermændene værd?”

Påskemand: “Det var det helt sikkert. Så i dag vil jeg bare nyde at lave ingenting. Hvad med dig, har du ferie?”

Mig: “Det var egentlig slet ikke meningen, at jeg skulle holde ferie nu – men der var heldigvis ikke så meget at lave på arbejde, så jeg har taget et par dage fri og har heller ikke de store planer.”

Påskemand: “Så er vi to mennesker, der hver især synes, at den anden ser sød ud og som ikke har nogen planer…

Mig: “Haha, hvad skal man dog gøre ved det?”

Påskemand: “Tja, der er jo godt vejr…”

Mig: “Det er der jo! Man kunne godt få helt lyst til at gå en lille tur…

Påskemand: “Det kunne man! Jeg skal lige ordne noget først, men hvad med klokken 15?”

Mig: “Og nu har du ikke så mange tømmermænd, så du kan blive nødt til at rende ud i en busk og kaste op, mens vi går tur?”

Påskemand: “Haha, nej, det er ikke så galt længere.

Mig: “Jamen, så lad os sige klokken 15.” 

Older posts