Karneval med Superman

Aaah. Karneval. Årets fest. Søster og jeg bruger hvert år lang tid på at udtænke sjove kostumer. Denne gang var ingen undtagelse. Selvom vi ikke lige havde kalkuleret med hvor upraktisk det skulle vise sig at være med så voluminøse gevandter i optoget. Men hvilken rolle spiller det også, når ens udklædning efter min egen beskedne mening så absolut lå i top ti af mest gennemførte? Ingen! Ha!

Der findes måske dem, som aldrig har oplevet karneval. Til disse kan jeg oplyse, at det nogenlunde foregår sådan, at man først og fremmest planlægger sit kostume med største omhu. Man er gerne flere, der klæder sig efter samme tema. Sådan helt ens. På selve dagen står man ulideligt tidligt op – måske man trækker i udklædningen hjemmefra, måske man venter, til man er samlet med sine venner, sin gruppe. Men hvorom alting er, så mødes man altså med vennegruppen på karnevalsmorgenen og spiser morgenmad sammen. Og drikker og fester. Sådan. Rigtig, rigtig meget. For Søsters og mit eget vedkommende var det det samme som altid: Vækkeuret ringer på den gale side af klokken syv. Søvndrukken småsludren mens vi på bare, matte ben vakler rundt i lejligheden. Jeg er som regel nødt til at snyde og tage en lillebitte skålfuld skyryoghurt på forhånd, for jeg er en af dem, der er udstyret med et bundløst hul af glubende appetit straks jeg vågner. Dernæst selve udklædingen. Var simpelthen lige i øjet. Siger det bare. Justerede alt en sidste gang. Der blev brugt godt med gaffa og glimmer. Også solfaktor af den højeste slags, for Yr havde sjældent set så fin og lovende ud. Slutteligt sminke. Glimmer igen. Og så målrettet vandring gennem byen, som summer på den helt specielle måde, man kun oplever en gang om året. Det er det allerbedste tidspunkt på hele dagen, synes jeg. Komplimenter og glade tilråb fra forbipasserende karnevaldeltagere, der netop selv foretager samme morgenmarch. Vi fortrød, at vi havde valgt at droppe trækvognen. Plastikhankene gav op under posernes vægt allerede inden vi var nået halvvejs. De var læsset med sixpacks og flasker. Musik i alle gader. Vejret var, som forventet, strålende. Vi sagde til hinanden, at vi skulle huske at drikke vand. Mine arme rystede af anstrengelse og varme, da vi endelig nåede frem. Så morgenmad. Baileys i kaffen. Shots. Øl, øl, øl. Altsammen inden klokken slår ti. Vi hang ud af vinduerne og piftede og hujede og dansede.

Vi var kun ganske kort med i optoget. “Det er for varmt,” gispede nogen. “Vi skal ud,” råbte en anden. Rådslagning i en sidegade. Hvad nu? Der var dem, der gerne ville tilbage og fortsætte ruten. Mens andre helst ville finde en fest et andet sted. Jeg så et par – en ung pige iklædt voldsomme mængder tyl og en bestøvlet cowboy – forsvinde fnisende sammen om bag et par containere. Pisset løb som små bække om fødderne på os, mens vi stod og diskuterede. Solen bagede. Jeg vil tro, at der næsten må have været over tredive grader inde i midten af optoget, da det var værst. Sådan føltes det i hvert fald. “Vi har ikke mere vand,” sagde Søster. Det afgjorde sagen. Og vi var to, der var blevet inviteret til samme fest et stykke derfra, så nu gik vi alle i samlet flok derhen.

Det viste sig at være en baggårdsfest. Folk lå mest på tæpper og dasede i etageejendommenes skygge. Men der var også frisbee og grill. Plænen må være blevet klippet nogle dage forinden; det tørre, afskårne græs klæbede overalt til det fleecetæppe jeg endte på. Store højtalere var blevet slæbt ned i gården, playlisterne var lange og hyggelige. Musikken blev styret af en enhjørning (horn i panden, pailletter på trøjen og behårede, pink benvarmere) siddende i hvid plastikstol under en parasol, mens han vippede taktfast med sin bajer mod låret. Der blev brændt røgelse af et sted bag mig. Et kærestepar lå og så kærligt på hinanden, den ene aede den andens kind, som kvitterede med kys. Jeg kiggede rundt på alle disse skønne mennesker og følte mig meget levende, meget heldig. Det var der, jeg opdagede ham. “Ham derovre,” sagde jeg til en veninde og udpegede diskret den mand i superheltekostume, som i samme øjeblik krydsede gårdens plæne. Rykkede mig lidt nærmere veninden, sænkede nakken. “Han er virkelig flot,” fnes jeg. Hans ansigt var solbrunt. Vi fulgte ham begge med øjnene fra bagdør til tæppeland. “Så tag ham,” grinede hun. Svarede, at det kunne hun lige tro, jeg ville. Det må have været en varm udklædning, sådan med kappe og det hele, og det varede da heller ikke længe, før han smed det og i stedet trissede rundt kun iført de røde underbukser. Hans bare overkrop viste sig at være lige så brun som ansigtet.

Der gik nogle timer. Jeg snakkede med en del forskellige mennesker. Der var især den her lyshårede fyr som var vældig sød og virkede ret interesseret i mig. Vi grinede og pjattede. Indtil jeg fandt ud af, hvor ung han i virkeligheden var. Tror selv, han havde regnet med, at jeg var yngre, for han så lidt betuttet ud, da jeg afslørede min alder. Nå ja, mange antager ofte, at jeg er omkring fire-femogtyve. Det må skyldes min enormt spændstige hud. Hm. Men derefter forsvandt den lyshårede hurtigt. Jeg så mig lidt omkring. Dér sad Iværksætteren på en solseng. Vi sørgede begge omhyggeligt for ikke at kigge på hinanden. Selvfølgelig var han her. Ved, vi begge kender dem, der holdte festen. En dame kom hen og satte sig ved siden af ham, lagde ansigtet mod hans hals. Han kælede hende på ryggen og så forelsket ud. Det gjorde mig glad at se.

Ovre ved en sandkasse stod et kæmpe plastikmonstrum af en baljelignende sag. Vi fandt en vandslange og snart var baljen fyldt. Kølede fødder og underben hvilket resulterede i, at vandet blev fyldt med tørt græs. Jeg gik tilbage til tæpperne for at hente et par øl, og da jeg kom tilbage, stod Superman og Søster og plaskede. Et eller andet sted havde de åbenbart fundet to par dykkerbriller, for nu stod de med dem i hænderne og sagde, at vi skulle lege en leg. “Find det, der ikke hører til på havets bund,” sagde Søster dramatisk og kastede shotsglas og kapsler i vandet. Superman og jeg greb hver en brille, faldt på knæ foran baljen, råbte: “En-to-tre-NU!” Og med hovederne først plaskede vi kort efter rundt. Jeg vandt. Det dryppede fra Supermans mørke hår, da han smilende lykønskede mig. Wow. Sikke nogle øjne. Mit kostume var gennemblødt. Det varede ikke længe, før vi sammen dansede rundt på græsplænen for at blive tørre igen.

Resten af dagen sad Superman og jeg ved siden af hinanden oppe ved musikken. Enhjørningen var væk, så nu var det os, der styrede playlisterne. Satte de mest old school numre på, som vi kunne komme i tanke om. Hvor kunne vi snakke om alt, som vi sad der og forsøgte at overgå hinanden med Salt-N-Pepa og TLC. Hvor var han sød, og hvor grinede vi højt. Jeg var plantet på mos, det var så blødt under fingrene. Rettede på mit tøj og måtte nogle gange bly slå blikket ned, når han kiggede opmærksomt på mig. Tænkte, at jeg havde ledt efter en som ham. “Jeg har set dig før,” bemærkede Superman. “Måske på Tinder?” foreslog jeg kækt. Det var ment som en spøg. “Ja,” svarede han. Var ikke helt sikker på, om jeg også var stødt på ham derinde. Bad om at måtte se hans profil. “Hvis jeg må se din,” smilede han, og vi talte endnu en gang ned med hver vores telefon parat. Han så sød ud på sine billeder. Men de kunne slet ikke måle sig med den bombe af maskulin udstråling, der nu sad lyslevende foran mig. “Så burde vi jo næsten matche,” sagde jeg. “Det burde vi,” nikkede han.

Der blev tændt bål sent om aftenen. Superman og jeg grillede resten af de pizzastykker, vi fandt i en stak af pepperonifedtede, efterladte papbakker. Nogen havde været så venlig at købe aftensmad til os alle. Superman var trukket i sin blå trikot igen. Jeg havde fået kappen på. Det var egentlig bare et stort, rektangulært klæde af rød nervøs velour bundet om halsen. “Vi skal i byen,” Søster kom tumlende med en mindre flok i hælene. “I byen, i byen,” hujede de alle. Så vi gik fra haven gennem gader, der flød med glasskår og stank af sprit og møg. Vejene var klæbrige. Kappen daskede mod mine haser. Superman gik ved siden af mig. Flokken skiltes så småt, efterhånden som vi kom frem, og især da vi ramte de første barer. Sådan har man jo altid forskellige præferencer, når man går i byen. Men vi var fem som fortsatte sammen. Havde jeg følt, at optoget tidligere på dagen havde været varmt, var det intet i forhold til den kvælende, trykkende hede, der her slog mod os. Alt for mange mennesker samlet på alt for lidt plads. Vi forsøgte at danse, men kunne knap få luft. Og jeg kunne mærke på min krop, der pludselig blev så tung og træt, at den havde været i gang i noget der snart mindede om tyve timer. Vi gik udenfor. “Jeg skal have vand,” mumlede jeg og følte mig næsten desperat af tørst. Min mund var helt tør. De andre var enige, Søster sad ligefrem og hang med helt opkogte kinder. Superman og jeg gik mod den nærmeste kiosk. Proppede begge favnen fuld af kolde vandflasker, hvis klare plastikoverflader drev af fugt. På vej tilbage havde samtlige bargæster tilsyneladende bestemt sig for alle at begive sig i den modsatte retning end os, og vi stod bogstavelig talt i urokkelig stampe, kunne hverken komme frem eller tilbage. Der var en asen og masen uden lige. Jeg rakte ud efter min Superman, men blev øjeblikkeligt presset tilbage. Vores hænder greb ud i den tomme luft. Kunne se ham glide længere væk i mængden, og jeg nåede at mærke klaustrofobien strejfe min ryg, inden jeg hørte ham råbe mit navn og med stærke arme række ud og få fat i mig. Min hånd var lille og fugtig i hans store og ru. Min pande i hans armhule, mens han lagde armen om mig og banede vej. Søster drak grådigt af flaskerne, da vi endelig nåede tilbage. Herefter var det som om, at vi alle mistede gejsten lidt. De andre gik mod smeltet ost og baconfedt, mens Superman og jeg fulgtes hjem. Tog en mindre befærdet omvej. Vi sludrede og gabte. På et gadehjørne stod vi foran hinanden med generte smil og sagde farvel. Og jeg vidste, han ville kysse mig, før det skete. Ville ønske jeg kunne sige, at det var et fantastisk kys. Sådan et der er blevet bygget op gennem en hel dags flirten. Men hele min krop føltes så knastør og dehydreret. Den smule spyt, der måtte befinde sig i mundhulen, var tyktflydende og hvidt; jeg havde selv set det i et skåret toiletspejl kort tid forinden. Jeg trak mig hurtigt væk fra Superman. “Ej, undskyld,” udbrød jeg forlegent, “normalt har jeg altså meget mere spyt end det her, så er jeg slet ikke så tør at kysse på.” Heldigvis lo han bare. “Men jeg vil gerne se dig en anden dag,” fortsatte jeg. “Kaffe?” spurgte han. Jeg nikkede glad. Det var det bedste karneval, jeg nogensinde har været til.

I dagene efter var jeg flyvende. Fandt Superman på Facebook. Vi skrev sammen. Han var lidt sen til at svare nogle gange. Men jeg vidste, at hans arbejde, som kan være på nogle lidt sjove tidspunkter, gjorde, at han ikke altid kunne svare lige med det samme. Så det var ok. Mindede ham om det med kaffe. Sagde, at jeg altså stadig var interesseret, hvis det skulle være. Dog blev det straks noget sværere at finde en specifik dag, hvor vi kunne mødes. Men jeg var jo klar over, hvor tidskrævende hans sport, som han går op i med liv og sjæl, kunne være. Så det var vitterligt helt i orden. Han foreslog lørdag. Det var en måske-aftale. Ville komme an på vejret, tilføjede han. Men jeg var også helt med på, at hans hobby, som er et større projekt sammen med nogle kammerater, afhang af netop dette. Og alt det der – arbejde, sport, hobby – det er fint for mig. Men jeg hader at stå på stand by på den måde. Tilsyneladende var det komplet umuligt at finde en anden dag, der passede ind i hans travle kalender. Så jeg lod mig overtale og gik med til at være Supermans måske-date trods en dump, gnavende følelse af begyndende irritation i mellemgulvet. Bryder mig ikke om at være nummer to. Og jeg kunne jo se, da det endelig blev lørdag, at vejret vist ikke var optimalt, men jeg hørte alligevel ikke noget fra ham. Ikke før jeg selv skrev og spurgte, om kaffen ville blive til noget eller ej. Det ville den ikke. For kammeraterne og han fandt på noget andet. Vi har ikke snakket sammen siden.

Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.

Desperat

Ligesom med alt andet i livet, der går op og ned, svinger udvalget af lækre tindermænd til tider foruroligende meget. Har til stor frustration ikke rigtig haft den store lyst til at date efter Påskemanden. Hvorfor kan jeg ikke bare lade det ligge? Jeg kender ham jo ikke! Grusomt irriterende. Nå. Men da jeg tilfældigt mødte ham i byen i weekenden, blev jeg til min lettelse endelig sat fri. Fanden – eller kløen, jeg kan ikke helt kende forskel – tog ved mig, mens tømmermændende værkede, og jeg fandt hurtigt frem til både Tinder og Happn igen. Hehe, gnækkede jeg forventningsfuldt i tankerne. Men. Hvad? Ingen mænd? Ikke engang en lille bitte en? Nej. Absolut ingenting. Skrev halvhjertet til matches, jeg havde fundet for fem måneder, seks måneder, syv måneder siden. Gik ombord i en omgang sexting med en lyshåret mand. “Jeg har lyst til at trænge langsomt op i dig, mens du vrider dig under mig, og jeg kan se nydelsen i dit ansigt, mens jeg holder dig fast,” skrev han. Svarede ting som “uh ja, lækkert” og “mmh, det kunne jeg også godt tænke mig”. Det fik ham til at gå helt i selvsving med lystne beskeder. Mænd er så nemme nogle gange, tænkte jeg, mens jeg samtidig førte en langt mere spændende beskedkorrespondance med en veninde, der lige havde opdaget glæderne ved Outlander *host, Jamie Fraser, host, host*. Jeg gider kun sexting med fremmede, hvis jeg ved, jeg får noget ud af det i sidste ende. I et stykke tid virkede det også sådan. Den lyshårede tindermand og jeg havde faktisk fundet frem til et tidspunkt, vi kunne mødes. Indtil det viste sig, at han slet ikke bor i min by men mere eller mindre var på vej hundredevis af kilometer væk. Ork. Da han i stedet undskyldende foreslog at snappe, fjernede jeg ham irriteret som match.

Følte mig ret desperat nu. I mangel af bedre gik jeg til sidst ind på en datingside. Der kan vel ikke ske noget ved at kigge, tænkte jeg. Oprettede hurtigt en profil uden hverken billede eller tekst. Efter et kvarter tikkede de første beskeder med standard salgstaler ind fra mænd, der åh! så gerne ville se et billede af mig, for jeg lød bare flot. Det baserede de på følgende tre oplysninger: Blå øjne, brunt hår, entooghalvfjerds høj. Jeg fandt frem til indstillingerne og søgte mænd frem i min valgte aldersgruppe og område. Langt, langt de fleste profiler kunne jeg scrolle forbi uden at kaste et ekstra blik på. Men seks mænd adskilte sig fra mængden. På datingsider gør folk åbenbart noget seriøst ud af deres profiltekster. Jeg havde primært klikket mig ind på disse seks mænd, fordi deres billeder var pæne. Så blev glædeligt overrasket, da jeg også kunne læse både vittige og søde beskrivelser om dem selv. Livede helt op. Smuttede hurtigt ind på min egen profil og uploadede billeder. Skrev en helt igennem kick ass profiltekst. Hvis jeg selv skal sige det. I al beskedenhed. Naturligvis. Men skal da love for, at mændende også syntes, det var en vældig fin profil jeg endte op med. Det væltede ind med beskeder. Bare ikke fra de seks søde typer jeg havde udset mig. Til sidst gik det så vidt, at jeg endte med at betale i dyre domme for et medlemskab bare for at kunne skrive til dem. Men er de aktive? De eneste mænd jeg gider på hele datingsitet? Selvfølgelig ikke. Det må have været gamle profiler, jeg havde fået øje på, for de har ikke været online en eneste gang. Til gengæld får jeg masser post fra midaldrende mænd. Men hvor de her går meget op i at vise mig, at de skam har læst min profiltekst og kommenterer på den, så ignorerer de behændigt, at de er langt over min anførte maks alder og heller ikke bor hvor jeg søger. Flere har endog fundet mig på Facebook, hvis jeg ikke har været hurtig nok til at svare. Man må sige, at de går til den. Slet ikke som den typiske og til tider ret lade tindertype. Men det er så også det. Flad fornemmelse at sidde med et dyrt medlemskab jeg alligevel ikke kan bruge til noget. Hmpf.

En ikke-date

Så Tinder har været fyldt med kedelige, ikke særligt lækre mænd på det sidste. Lige indtil i morges. I nattens løb havde byens dejligste mænd åbenbart logget på. Oh, det var en ren fest, og jeg swipede frejdigt løs. Venstre-højre-venstre. Højre-højre-venstre. Hyggede mig rigtig på min sædvanlige solplet i gården med morgenhår og plaid. Og således gik det til, at jeg fik et match med en bebrillet frøemoji lignende fyr. Allerede i fjerde besked bød han på kaffe senere i dag. Jeg kan godt lide initiativrige mænd. Det er forfriskende. Og så var han sjov oveni. Jeg overvejede hurtigt, om rengøring af lejlighed virkelig var vigtigt et dagsprojekt. Det kunne vist godt vente endnu en uge. Jo. Kunne helt bestemt godt vente. Jeg takkede ja til kaffedate og følte mig ung og impulsiv og levende.

Så crashede Tinder. Og ikke bare sådan genstart-app-crash. Næ næ. Vi taler fuldstændig frys-crash. Jeg googlede. “Log ud og log ind,” stod der, så det gjorde jeg straks. Og mistede alle mine matches. Alle mine lækre, nye matches. Pist væk. “Satans pisselort,” råbte jeg. Men det blev kun værre og værre. Nu var ikke bare mine matches væk; alle andre mænd var også forsvundet, og jeg var pludselig mutters, mutters alene på Tinder.

Så skete der noget, jeg ikke er så stolt over. Jeg gik i stalkermode. Brugte muligvis halvanden time på at søge på Frømanden. Ville virkelig gerne have den kaffe! Men Frømanden har et temmelig almindeligt navn, vi har ingen fælles bekendte, og jeg vidste stort set ingenting om ham, så det lod sig selvfølgelig ikke gøre at finde ham. I bare arrigskab tog jeg en eftermiddagslur og gav pokker i den ellers planlagte rengøring.

Jeg håber virkelig, Tinder snart kommer op og køre igen. Håber, det ikke bare er min gamle, totalsmadrede (som i flækket skærm med dertilhørende uduelig slukknap og kamera. Kan heller ikke afvise, at der visse steder decideret mangler hele stykker af skærmen) iPhone 4S, der har bestemt sig for at dø, og gøre livet så surt for mig som muligt, ved, på sit dødsleje, at nægte mig adgang til himmerige. Mandehimmerige. “Tak for lort, Frøken Kløe,” kan jeg høre den hvæse der på sofabordet. Og så håber jeg, at Frømanden tror mig, når jeg siger, at det virkelig ikke var med vilje, og bestemmer sig for at give kaffen en chance til.