Videre

Jeg skal videre, tænkte jeg. Ud og se noget, finde en ny mand, bare videre. Swipede på Tinder, scrollede på Happn. Udvalget var lige så ærgerligt, som jeg havde regnet med. Smed alligevel et par halvhjertede likes afsted. Sådan mest bare fordi. Mændene, jeg matchede med, syntes middelmådige og ragede mig en høstblomst. Slettede dem hurtigt, så snart de begyndte på deres forudsigelige “Hej smukke – haft en god dag?”-replikker. På Tinder var der dog en enkelt, der var anderledes. Faktisk sjov. Han så rar ud. Og hans beskeder fik mig til at smile nok til, at jeg tænkte, at det måtte være sådan noget, jeg havde brug for. Han sagde i spøg, at han altså ikke var øksemorder, så jeg kunne roligt mødes med ham, hvis jeg havde lyst. Jeg skrev, at jeg normalt kun datede øksemordere, men at man selvfølgelig ikke kunne være lige heldig hver gang. Han spurgte, om jeg havde tænkt mig at putte Rohypnoler i hans kaffe, når han kiggede væk. Jeg svarede, at sådan gjorde jeg som regel. Han foreslog mandag, jeg takkede ja. Bagefter mærkede jeg en underlig stolthed flagre prøvende rundt i min mave.

Vi havde aftalt at mødes om eftermiddagen, og jeg var kommet senere fra arbejde end ellers. Nåede lige hjem for at skifte bluse, før jeg trampede ned af trapperne igen. Da jeg et øjeblik inden havde stået på badeværelset og smurt frisk deodorant i armhulerne, kunne jeg kun tænke på, at der pludselig ikke var noget, jeg havde mindre lyst til end at gå på date. Ved synet af min sofa virkede det langt mere tillokkende at krølle sig sammen i denne, end det der med at komme videre og møde nye mænd og se jeg-ved-ikke-hvad. “Tag dig sammen. Du skal blive dig selv igen nu,” sagde jeg til mit spejlbillede i gangen, inden jeg tvang den ene fod foran den anden og smækkede døren bag mig.

Jeg sørger jo altid for at komme, hvis ikke lige på klokkeslættet, så i hvert fald få minutter senere, så jeg kan gøre en tilpas entre. Var naturligvis også tilfældet denne gang. Men da jeg styrede mod mødestedet, så jeg, at mit Tindermatch ikke var kommet endnu. Gjorde mig ikke ligefrem mere positivt stemt overfor daten, at jeg ikke fik mulighed for at skinne på ønskede vis. Stod akavet og ventede. Kunne ikke bestemme mig for, om jeg skulle hvile vægten på højre eller venstre ben. Endte med en art trippen. Tjekkede Tinder. Muligvis er det en lorteapp, der ikke kan finde ud af at opdatere afstanden, men kunne se, at han stadig var en del kilometer væk. Og han havde ikke skrevet noget om at være forsinket. Hm. Efter knap et kvarters venten var jeg tæt på at være edderspændt over at skulle stå og føle mig til grin foran en overfyldt kaffebar. Fjernede vores match. Så gik jeg.

Tog direkte hen og købte en bøtte Ben & Jerry’s. På vejen hjem lagde jeg mærke til, at bladene på træerne var ved at blive gule. Nogle lå visne i rendestenen. Jeg tænkte, at det snart var tid til uldtøj og futter og tændte stearinlys. Det plejer at være det, jeg bedst kan lide ved efterår. Og jeg spekulerede på, om det mon ville gøre mig gladere. Sparkede skoene af i gangen, trak i blød jersey og hev et tæppe over hovedet, mens jeg konstaterede, at jeg faktisk ikke kunne komme på noget som helst, der gjorde mig glad længere.

Desperat

Ligesom med alt andet i livet, der går op og ned, svinger udvalget af lækre tindermænd til tider foruroligende meget. Har til stor frustration ikke rigtig haft den store lyst til at date efter Påskemanden. Hvorfor kan jeg ikke bare lade det ligge? Jeg kender ham jo ikke! Grusomt irriterende. Nå. Men da jeg tilfældigt mødte ham i byen i weekenden, blev jeg til min lettelse endelig sat fri. Fanden – eller kløen, jeg kan ikke helt kende forskel – tog ved mig, mens tømmermændende værkede, og jeg fandt hurtigt frem til både Tinder og Happn igen. Hehe, gnækkede jeg forventningsfuldt i tankerne. Men. Hvad? Ingen mænd? Ikke engang en lille bitte en? Nej. Absolut ingenting. Skrev halvhjertet til matches, jeg havde fundet for fem måneder, seks måneder, syv måneder siden. Gik ombord i en omgang sexting med en lyshåret mand. “Jeg har lyst til at trænge langsomt op i dig, mens du vrider dig under mig, og jeg kan se nydelsen i dit ansigt, mens jeg holder dig fast,” skrev han. Svarede ting som “uh ja, lækkert” og “mmh, det kunne jeg også godt tænke mig”. Det fik ham til at gå helt i selvsving med lystne beskeder. Mænd er så nemme nogle gange, tænkte jeg, mens jeg samtidig førte en langt mere spændende beskedkorrespondance med en veninde, der lige havde opdaget glæderne ved Outlander *host, Jamie Fraser, host, host*. Jeg gider kun sexting med fremmede, hvis jeg ved, jeg får noget ud af det i sidste ende. I et stykke tid virkede det også sådan. Den lyshårede tindermand og jeg havde faktisk fundet frem til et tidspunkt, vi kunne mødes. Indtil det viste sig, at han slet ikke bor i min by men mere eller mindre var på vej hundredevis af kilometer væk. Ork. Da han i stedet undskyldende foreslog at snappe, fjernede jeg ham irriteret som match.

Følte mig ret desperat nu. I mangel af bedre gik jeg til sidst ind på en datingside. Der kan vel ikke ske noget ved at kigge, tænkte jeg. Oprettede hurtigt en profil uden hverken billede eller tekst. Efter et kvarter tikkede de første beskeder med standard salgstaler ind fra mænd, der åh! så gerne ville se et billede af mig, for jeg lød bare flot. Det baserede de på følgende tre oplysninger: Blå øjne, brunt hår, entooghalvfjerds høj. Jeg fandt frem til indstillingerne og søgte mænd frem i min valgte aldersgruppe og område. Langt, langt de fleste profiler kunne jeg scrolle forbi uden at kaste et ekstra blik på. Men seks mænd adskilte sig fra mængden. På datingsider gør folk åbenbart noget seriøst ud af deres profiltekster. Jeg havde primært klikket mig ind på disse seks mænd, fordi deres billeder var pæne. Så blev glædeligt overrasket, da jeg også kunne læse både vittige og søde beskrivelser om dem selv. Livede helt op. Smuttede hurtigt ind på min egen profil og uploadede billeder. Skrev en helt igennem kick ass profiltekst. Hvis jeg selv skal sige det. I al beskedenhed. Naturligvis. Men skal da love for, at mændende også syntes, det var en vældig fin profil jeg endte op med. Det væltede ind med beskeder. Bare ikke fra de seks søde typer jeg havde udset mig. Til sidst gik det så vidt, at jeg endte med at betale i dyre domme for et medlemskab bare for at kunne skrive til dem. Men er de aktive? De eneste mænd jeg gider på hele datingsitet? Selvfølgelig ikke. Det må have været gamle profiler, jeg havde fået øje på, for de har ikke været online en eneste gang. Til gengæld får jeg masser post fra midaldrende mænd. Men hvor de her går meget op i at vise mig, at de skam har læst min profiltekst og kommenterer på den, så ignorerer de behændigt, at de er langt over min anførte maks alder og heller ikke bor hvor jeg søger. Flere har endog fundet mig på Facebook, hvis jeg ikke har været hurtig nok til at svare. Man må sige, at de går til den. Slet ikke som den typiske og til tider ret lade tindertype. Men det er så også det. Flad fornemmelse at sidde med et dyrt medlemskab jeg alligevel ikke kan bruge til noget. Hmpf.

En ikke-date

Så Tinder har været fyldt med kedelige, ikke særligt lækre mænd på det sidste. Lige indtil i morges. I nattens løb havde byens dejligste mænd åbenbart logget på. Oh, det var en ren fest, og jeg swipede frejdigt løs. Venstre-højre-venstre. Højre-højre-venstre. Hyggede mig rigtig på min sædvanlige solplet i gården med morgenhår og plaid. Og således gik det til, at jeg fik et match med en bebrillet frøemoji lignende fyr. Allerede i fjerde besked bød han på kaffe senere i dag. Jeg kan godt lide initiativrige mænd. Det er forfriskende. Og så var han sjov oveni. Jeg overvejede hurtigt, om rengøring af lejlighed virkelig var vigtigt et dagsprojekt. Det kunne vist godt vente endnu en uge. Jo. Kunne helt bestemt godt vente. Jeg takkede ja til kaffedate og følte mig ung og impulsiv og levende.

Så crashede Tinder. Og ikke bare sådan genstart-app-crash. Næ næ. Vi taler fuldstændig frys-crash. Jeg googlede. “Log ud og log ind,” stod der, så det gjorde jeg straks. Og mistede alle mine matches. Alle mine lækre, nye matches. Pist væk. “Satans pisselort,” råbte jeg. Men det blev kun værre og værre. Nu var ikke bare mine matches væk; alle andre mænd var også forsvundet, og jeg var pludselig mutters, mutters alene på Tinder.

Så skete der noget, jeg ikke er så stolt over. Jeg gik i stalkermode. Brugte muligvis halvanden time på at søge på Frømanden. Ville virkelig gerne have den kaffe! Men Frømanden har et temmelig almindeligt navn, vi har ingen fælles bekendte, og jeg vidste stort set ingenting om ham, så det lod sig selvfølgelig ikke gøre at finde ham. I bare arrigskab tog jeg en eftermiddagslur og gav pokker i den ellers planlagte rengøring.

Jeg håber virkelig, Tinder snart kommer op og køre igen. Håber, det ikke bare er min gamle, totalsmadrede (som i flækket skærm med dertilhørende uduelig slukknap og kamera. Kan heller ikke afvise, at der visse steder decideret mangler hele stykker af skærmen) iPhone 4S, der har bestemt sig for at dø, og gøre livet så surt for mig som muligt, ved, på sit dødsleje, at nægte mig adgang til himmerige. Mandehimmerige. “Tak for lort, Frøken Kløe,” kan jeg høre den hvæse der på sofabordet. Og så håber jeg, at Frømanden tror mig, når jeg siger, at det virkelig ikke var med vilje, og bestemmer sig for at give kaffen en chance til.