Julefrokost

Der er noget, jeg ikke har fået nævnt. Jeg er flyttet i en ny afdeling. På arbejdet. Hvilket også betød, at da der var julefrokost i fredags, var det uden Vikaren og Spurven. Nåja. Ret ærgerligt at skulle til julefrokost uden lækre mænd, men det var dog ikke desto mindre en god fest.

Dagen startede med at køre rundt til et par projekter i byen som min arbejdsplads støtter. Det er ikke noget, jeg endnu har nået at have så meget at gøre med til daglig, men rigtig fint at komme ud og få syn for sagen, så projekterne ikke bare ender som anonyme tal i regnskabet. Vi var en større flok afsted. På et tidspunkt traskede jeg lidt i baggrunden og sladrede forventningsfuldt om den forestående julefrokost med en sød kollegatype, da jeg pludselig hørte min chef sige: “Ja, og sidste stop lige om lidt er hos en rigtig interessant ung mand, der med sine spændende, nye ideer…” Det gik efterhånden op for mig, at det var Iværksætteren, chefen talte om. “Det kan jeg ikke, det kan jeg simpelthen ikke,” ævlede jeg med en begyndende presset fornemmelse i kinderne, “jeg bliver udenfor.” Forklarede hurtigt og lavmælt situationen for min kollega, hun spilede øjnene op og dirrede af latter. “Du kan ikke blive udenfor, det regner,” fnes hun. Pokkers. Hun havde ret. Jeg havde ingen paraply med og julefrokosten vankede bagefter – kunne jo ikke sidde der med vådt hår og ødelagte støvler.

Vi ankom til Iværksætterens lokaler, og jeg anede knap, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Tror ikke, han vidste, jeg ville være blandt selskabet. Og han skulle jo vise os rundt og holde oplæg. Syntes helt, det ville være synd for Iværksætteren, hvis min tilstedeværelse distraherede eller gjorde ham forlegen. Jeg har ikke snakket med ham i et stykke tid. Efter hans sidste stunt, skrev jeg, at jeg ikke havde lyst til at fortsætte med at ses. Der gik to uger før han svarede. Det var en ret underlig besked, hvor han vist også forsøgte at dumpe mig. Sådan en slags dobbeltdumping. Så jeg holdte mig i baggrunden, prøvede diskret at synke ned blandt de sorte frakker foran mig. Rettede stift blikket mod loftet, mod væggen, mod gulvet, alle andre steder hen end mod Iværksætteren. Til sidst kunne jeg jo alligevel ikke dy mig. Var lige hurtigt nødt til at se, om han havde opdaget mig. Det havde han. Hans blik flakkede mellem mig og resten af tilhørerne. Vi smilede hurtigt til hinanden, han blinkede endda til mig. Da besøget var slut, og folk langsomt begyndte at sive mod udgangen, gik han tøvende frem mod mig. “Shit, han kommer herhen,” hvislede jeg til kollegaen, der ganske solidarisk var blevet ved min side. “Gå hen til ham, nej vent, vend om, nej, nu er du nødt til at gå derhen, nej, lad være,” hviskede hun ubeslutsomt. Jeg kunne simpelthen ikke overskue det. Vendte brat om på hælen og skyndte mig hurtigt væk så det smældede mod betongulvet. Lod ham hænge der som et ugengældt highfive. Jeg fortrød med det samme. Det var ikke i orden.

Tilbage på kontorerne gjorde vi os i stand og mødtes til sild, steg og remoulade i gigantiske mængder. Mine nye kolleger er rare, men de fleste er noget ældre end mig. Der blev i hvert fald danset en del til Thomas Helmig, lad os bare sige det sådan. Iværksætteren skrev til mig mellem hovedretten og risalamanden: “Havde ikke lige regnet med at se dig i dag 🙂 “. Svarede kort og høfligt, at jeg havde det på samme måde. Han fortsatte med at skrive til mig resten af aftenen. Opgav ret hurtigt at blive ved med at svare. Jeg sad ligesom og drak snaps jo. Men Iværksætteren fortsatte ufortrødent, kunne mærke min telefon vibrere i tasken hvert andet øjeblik. Den mand fatter simpelthen ikke et hint, og min dårlige samvittighed over at have stukket halen mellem benene tidligere på dagen forsvandt hurtigt.

Det var ikke en vild fest, der skete ikke noget snavs i krogene, og den sluttede tidligt i forhold til hvad jeg ellers er vant til. Til gengæld var den sjov. Og jeg havde i går så ondt i mine fodballer af lidt for meget dans i lidt for høje hæle, så jeg humpede rundt og i det hele taget havde svært ved at holde mig på fødderne i alt for lang tid ad gangen.

Dumt, Frøken Kløe

Såeh. Havde lidt en halv aftale med Iværksætteren om at ses lørdag. Har i virkeligheden ikke haft sådan vanvittig meget lyst til at se ham, men tænkte også, jeg var nødt til at give ham en chance. Han er jo rigtig sød. Men. Så var der lige J-dag. Og det var altså ikke meningen – det var det virkelig ikke! – men fandt pludselig mig selv siddende på et værtshustoilet lidt i tre fredag nat. Der var ikke noget toiletbræt. Fugtskjolder på væggene. Havde problemer med at låse døren op igen. Og i det hele taget med at gå lige. Købte dampende varme cheeseburgere på vej hjem.

Vågnede omkring middagstid dagen efter. En dump hovedpine hamrede straks løs over mine øjenbryn. Der var en besked fra Iværksætteren: “Hvornår skal jeg komme forbi dig i aften?” Wow. Huskede ikke at have aftalt at få besøg. Jeg inviterer helst ikke mænd hjem. Det er nemmere at kunne gå min vej, hvis jeg er hos dem. Desuden vil jeg gerne have min seng for mig selv. Så det er første regel: Ingen mandebesøg. Det krævede pomfritter, før jeg magtede at svare.

Min lokale asiatiske grill lugter tungt af friture. En hjemmeviklet klokke bimler hult, når man træder ind ad døren. Dankortterminalen er fedtet, menukortet hænger solbleget på de gule klinker. Her får man byens bedste fritter. Jeg bestilte to store bakker med mayo. Traskede hjem med gummistøvlerne slubrende om læggen og munden gemt i tørklædets uld. Vel hjemme hældte jeg de varme kartofler i en skål og tændte tv’et. Nå ja. Iværksætteren. Sendte en kort jeg-har-tømmermænd-kan-vi-udskyde-besked og begravede igen kloen i friturefedt og salt. Forventede et tvært svar, hvilket også ville have været helt forståeligt. Men nej. Iværksætteren begyndte frejdigt at sniksnakke om nattens eskapader, fornemmede ikke på mit fåmælte svar, at jeg ikke var i stødet. Med fritterne ved min side faldt jeg i søvn. Vågnede efter et par timer til ikke bare én men en hel håndfuld beskeder fra Iværksætteren. Spørgsmål på spørgsmål. Om jeg havde mange tømmermænd, om jeg brugte dagen på sofaen, om jeg var tørstig, om jeg havde lyst til cola, om han skulle hente cola til mig. Slap af, tænkte jeg. Med min altoverskyggende bagskid tacklede jeg sms-strømmen rigtig, rigtig flot og helt korrekt; jeg ignorerede den. Og i dag startede det forfra. Om det mon mere var moralske tømmermænd, jeg led af, om jeg havde lyst til cola nu, om jeg havde noget i køleskabet at byde uventede gæster. Ja, for Iværksætteren havde nemlig tænkt sig at komme på surprise-besøg, skrev han. Han stod faktisk neden for min opgang lige om lidt, lød næste besked. Nej, nej, nej. Igen greb jeg hele situationen super an: Slukkede lyset og lod som om jeg ikke var hjemme.

Anden date med Iværksætteren

Første møde med Iværksætteren udviklede sig til en spontan og sjov gåtur. Den inspirerede os til dagens tema: Skattejagt. Han havde fundet en app, som guidede os rundt til byens fineste perler – street art. Det er fantastisk, hvad man pludselig får øje på, bare man hæver blikket en smule fra skosnuden. Jeg blev helt stolt over at trave rundt og finde den ene gemte skat efter den anden. Sikke flot min by er! Oveni vidste Iværksætteren helt utrolig meget om alt vi kom forbi. Han var ivrig og passioneret. Det var spændende, når han fortalte historier.

Jeg kunne mærke, han gerne ville kysse mig. Krammede mig længe, aede mine skuldre, kom forsigtigt tættere på. Jeg var ikke henrykt over tanken om, at et muligt første snav skulle finde sted på en befærdet gade, så jeg undveg let. Og Iværksætteren er bare så sød, så han turde ikke hive mig ind i en tom, uforstyrret baggård. På den ene side syntes jeg, han skulle mande sig op og stjæle et kys alligevel. Bare have taget mig, hvis han havde lyst. Det ville egentlig have klædt ham. På den anden side, havde jeg heller ikke rigtig lyst til ham. Kan virkelig godt forstå, hvis han bliver forvirret.

Tror slet ikke, han tænker på sådan noget. Tage kys. Iværksætteren er meget, meget sød. Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har været på hele to dates med samme mand, og endnu ikke have kysset ham. Jeg tror faktisk aldrig, det er sket før. Det er selvfølgelig lidt sjovt at prøve. Men jeg har alt for meget tid til at tage stilling til, om jeg gider ham eller ej. For og imod. Frem og tilbage. Jeg ved ikke, hvordan jeg har det med ham. Han er allerede godt i gang med at blive friendzoned, så der må hellere snart til at ske noget.

Iværksætteren

Jeg har rygende travlt på arbejde i denne uge. Og næste uge med. Mindst. Er ved at segne af træthed, når jeg kommer hjem. Der er møder, deadlines, kurser. Det var måske lige optimistisk nok, da jeg oven i købet sagde ja til at tage på date i dag, for jeg ligger nu fuldstændig flad og drænet på min sofa. Egentlig ligger jeg lidt skævt på min hofte, det gør ondt, jeg orker end ikke vende mig. Og i stedet for at forberede mig til i morgen, går jeg nu i gang med at blogge om daten.

Han skrev til mig henover weekenden: “Hej Frøken Kløe 🙂 Jeg så dig på Tinder, men noget gik galt, for du forsvandt, og jeg har forgæves swipet løs for at finde dig igen. Jeg håber ikke, du synes, det er for stalker-creepy, at skrive til dig på Facebook. Jeg vil gerne invitere dig på kaffe, har du lyst til det?,” stod der. Lidt stalker-creepy måske. Også lidt sødt. Han fortalte, han er nystartet iværksætter. Det lød sejt. Da jeg først fik klikket mig ind på hans billeder, var jeg overbevist og rimelig klar på kaffe. Vi aftalte at mødes efter fyraften.

Genkendte Iværksætteren med det samme, da jeg så ham stå der på gadehjørnet. Lavere end jeg havde håbet. Praktiske gummisko. Men han havde store, troskyldige øjne og lyst skæg. Så charmerende ud. Jeg kunne mærke mit blik fare rundt og gennemsøge hver en snirkel og rynke i hans ansigt. Mine hænder flagrede, da jeg i løbet af de første sekunder lynhurtigt forsøgte at tolke hans kropssprog. Gengældte hans fnisen, og opdagede en hvirvel i hans pandelokker. Jeg var på med det samme, min hjerne kværnede, og mit smil strålede; mundvigene var som naglet med hæfteklammer i et U. Han ligner en, man kan få pæne børn med, tænkte jeg.

Vi købte kaffe to go. Og så gik vi. Gik og gik i tre timer. Kom forbi ditten, der mindede Iværksætteren om datten, så vi skyndte os over til dette, som bragte os videre til hint. Det var sjovt og spontant. Men jeg kunne ikke greje, om jeg var tiltrukket af ham eller ej. Så ham an fra enhver vinkel, vurderede, overvejede, slap ikke tanken. Da han et par gange tilfældigt stod tæt op af mig, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg ikke håbede, han ville benytte lejligheden til at forsøge at kysse mig. Kunne bare slet ikke overskue kys. Jeg håber, det var fordi, jeg var træt. For Iværksætteren er sød og god. Han er lige sådan en type, jeg burde snuppe. Så jeg gik med til at mødes igen og håber, jeg finder ham uimodståelig næste gang.