Nytårskvæk

Oy. Kunne det ikke være hyggeligt med et lille vrøvleindlæg helt uden nærværet af mænd og dating og egentlig mening, men i stedet med lidt opdateringer omkring mit spændende liv og hæsblæsende jul? Det synes jeg. Nok er jeg ikke så tjekket en blogger, der har styr over årets mest læste indlæg eller likede billeder, men en form for status kan jeg vel godt svinge mig op til. Egentlig havde jeg tidligere planlagt et mindre julehaderindlæg, men ok, tænkte jeg, der er alligevel grænser for hvor julenederen man kan være. Er jo som bekendt ellers ret meget på team Scrooge lige hvad angår julen, men jeg er også en nådig sjæl, så I kan hermed betragte jer selv som forskånet for de værste sure opstød.

Nå. Men jeg har ferie. Uh. Det passer mig til gengæld overordentligt godt. Sidder i skrivende stund i mine forældres bløde sofa. Havde helt fra feriestart haft i sinde at tilbringe størstedelen af mine vågne timer netop der. Indtil videre er det gået over al forventning. Satme en dejlig sofa. Flader jeg ikke ud på den, drøner jeg rundt i nattøj og savner et generelt overblik over ugedagene. Mine forældre spørger på skift forbavset: “Jamen. Skal du da slet ikke i fitness?” for det plejer jeg nemlig som regel, når jeg er hjemme og besøge dem. “Næ, du,” svarer jeg. For det gider jeg ikke. Vil efter nøje granskning af eget spejlbillede mene, at dovenskaben har sørget for lidt ekstra julesul på hofterne – min far laver seriøst en gudsbenådet konfekt og min mor en ditto brun sovs. Gæt om jeg indtager andet her i ferien? Og to gange om dagen er der kaffe med flødesjatter. Lige som det skal være, siger jeg bare. Lige som det skal være.

I den forbindelse har jeg måtte sande, at et nytårsforsæt om at tage mig sammen nok bør være på sin plads. Efter ferien står jeg derfor ansigt til ansigt med en alvorlig omgang sukkerdetox. Det har desuden stået sløjt til på fitnessfronten det sidste lange stykke tid. Først tænkte jeg, at det var ok, for jeg kunne jo, som nogen nok husker, ligesom bedre overskue smeltet ost end holdtræning på det tidspunkt. Men nu brokker skulderen sig, og jeg kan pludselig heller ikke klare samme belastning som før, når jeg endelig kommer afsted. Så. Altså. Ja ja. Jeg tager mig sammen. Men først fra på mandag. Af andre nytårsforsætter kan jeg oplyse, at et rygestop er på trapperne. Den var værre. Men det nok allervigtigste forsæt er, at jeg i 2017 har bestemt mig for at vinde i Lotto. Eller. Mindre kan måske også gøre det. Starter lige med ikke at gå alt for meget bananas i januarudsalg.

For nu må det simpelthen have en ende med det evindelige minus, der bare sådan helt automatisk hersker på min konto sidst på måneden. Det ville være synd at sige, at december har hjulpet på dette. Ikke fordi jeg køber julegaver til særligt mange: Min mor, min far, Søster, Søsters kæreste og så mig selv. Især er posten med julegaver til mig selv ret tung i det. Således fandt jeg både nederdel og nøjagtig den lyskæde, jeg havde ledt efter, hvilket jo er glædeligt og bestemt skabte stor munterhed i en uges tid eller så. Her efterfølgende kan jeg godt se, at det nok mest er disse julegaver, der tvinger mig til at holde lang ferie i mit barndomshjem. Lyskæden kostede mig eksempelvis resten af decembers madbudget. Ok. Nu er det i forvejen heller ikke en post, der skal kunne sørge for meget mere end rugbrød og havregryn, idet jeg ligesom er hende, der sjældent kunne drømme om at tilberede andet end en klapsammen. Men hvad betyder det hele alligevel, når man her bliver forkælet med den ene livret efter den anden, bare man vifter med et øjenbryn? Intet! Ha! Skulle have købt to lyskæder.

Ellers vil jeg mene, at gavehøsten har været tilfredsstillende. Tøffer rundt i mine spritnye uldfutter og gør et ihærdigt forsøg på at smadre mine hårsække med den epilator, der ligeledes blev pakket ud juleaften. Nogen lader åbenbart til at synes, at andre aldrig finder sig en passende mand med så stolt en hårvækst på benene. Nogen vil gerne snart have et par børnebørn, forstås. Jeg er såmænd bare glad for at kunne slippe for skraber og snitsår. Sådan en børge kan endda også tages med i bad. Arhmen. Simpelthen så smart.

Samme nogen har i en moden alder også opdaget glæden ved SKAM, som Søster og jeg næsten uafbrudt har snakket om i et par måneder. Henover ferien har vi derfor sammen genset sæson på sæson. Især giver klippet med O Helga Natt mig kuldegysninger og tårer i øjnene hver gang. Tror snart ikke, jeg kender et eneste menneske, som ikke ser den serie. Har man det af uforklarlige årsager endnu til gode, bør man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind og komme i gang. Vil egentlig ikke sige så meget mere om den sag. Bare gør det. Så! – nu spørger min mor: “Har du givet din kone et nytårskys, din romantiske, gamle steg?” og planter et særdeles vådt et af slagsen på min fars kind, så han brummer og ruller med øjnene. Men jeg kan godt se, at han smiler bag skægget. Selv har jeg ingen at kysse på i aften, men tror, at jeg i stedet vil genhøre Nils Bech. Og hvis man allerede har set samtlige afsnit af SKAM – og måske som jeg tørster og tilmed bruger pinligt mange timer inde på Kosegruppa DK – kan vi jo sammen trykke play herunder og tænke lidt over, hvor forbandet meget love der i grunden også har været i 2016.

Hej fra sygelejet

Såeh. Efter kun en halv time på kontoret i dag, sagde kroppen stop og valgte at vende vrangen ud på sig selv. Kunne pludselig mærke hvordan blodet veg fra læberne, hvordan koldsveden sprang, og hvordan mit åndedrag kun kom stødvis. Troede først, jeg skulle besvime og svingede hovedet mellem benene for at undgå total ydmygelse allerede klokken 8.30. Desuden har jeg menstruation, og jeg ved simpelthen ikke hvordan, men jeg nåede også at tænke på, om jeg mon ved en pludselig besvimelse ville kunne holde på det diarreagtige affald, der rumler i mine tarme for tiden og som trofast akkompagnerer mine månedlige blødninger. Jeg aner ikke om det kan lade sig gøre, men kunne lige se mig selv miste bevidstheden, hamre hovedet ned i skrivebordet og skide i bukserne samtidig. Hurtigt gik det dog op for mig, at det var mit maveindhold der truede med at tømme sig den gale vej, så jeg løb i stedet mod toilettet. Nåede det lige akkurat i tide: Havregrød og kaffe flød i skøn forening rundt i kummen.

Så nu ligger jeg hjemme under tæpper. For anden gang i løbet af lidt over en måned har sygdom sat mig grundigt skakmat. Ikke fordi jeg er ked af at skulle være syg i julen. Jeg er ikke et specielt julet menneske. Synes faktisk, julen skulle tage at styre sig lidt. Virkelig bare. Chill altså. Er mere nervøs for at komme til at brække den gode andesteg op igen i morgen aften.

Jeg er ved at drukne i jul. På min arbejdsplads dingler der julekugler ned i panden på en, når man går ned på anden sal. På tredje har de juleduge på skrivebordene. Og der er levende lys og gran og hemmelige nisser og pebernøddekrummer. Mine kolleger var ved at få et føl, da jeg fortalte, at jeg ikke pynter op til jul herhjemme. Ikke så meget som et enkelt snedrys har jeg. Da jeg oven i købet fik nævnt, at jeg heller ikke følger med i julekalender (ok. Har måske set et enkelt afsnit, men også KUN fordi ham Allan Hyde er med, og vi er nogle, der ikke bare sådan lige glemmer True Blood), ville forargelsen næsten ingen ende have. Da jeg senere erfarede, at nogle havde så ondt af mit juleforladte hjerte, så de ville splejse om indkøb af julepynt til mig, måtte jeg tale med store bogstaver, før de forstod, at det såmænd er rigtig meget med vilje, at mit hjem ikke er klistret til i rensdyr og kræmmerhuse med krøllet hank.

Til gengæld kan jeg rimelig godt lide flæskesteg og marcipan. Og juleferie. Som så lige starter med et ordentligt rabalder en hel dag tidligere end planlagt.