Svar på fødselsdagsspørgsmål – første del

Godt, så. Egentlig var min første tanke at kopiere jeres spørgsmål og poste dem i et indlæg med svar under. En god gammeldags Q&A, som vi kender den. Men lad os i stedet forsøge at holde det lidt i bloggens ånd og gøre det en smule mere flydende og sammenhængende. Så hermed kommer første del. Hvori vi blandt andet skal høre om de to mænd i mit liv, der indtil videre har gjort størst indtryk, mørke tanker, sandheder og lidt om en flytning.

Tilsyneladende har I ikke glemt Sommermanden. Det har jeg heller ikke. Men han var jo også skøn. Den allersidste gang jeg snakkede med ham, var den aften på Skype, hvor jeg ikke forstod særlig meget af alt det, han forsøgte at sige. I dag har vi ingen kontakt. Eller. Ikke udover den besked Sommermanden her i foråret sendte på min fødselsdag. Der stod en masse søde ting. Noget med han havde læst, at jeg ikke havde det så godt, og at det gjorde ham ked af det. At jeg er et dejligt menneske, der skal have dejlige ting i sit liv. Og så videre. I ved. Og jeg blev da glad for at høre fra ham, men syntes også, at det var underligt pludselig at få så hjertelig en hilsen. I hvert fald når man tager i betragtning, at der muligvis også lige var en enkelt gang i januar, hvor tingene koksede lidt i hovedet på mig, og jeg kom til at skrive noget dumt til ham. Føltes total som livets idé, lige indtil jeg trykkede send, hvorefter jeg selvfølgelig fortrød bitterligt. Hans svar dengang var venligt men temmelig afvisende. Så. Tja. Jeg ved ikke. Hverken om vi nogensinde kommer til at mødes igen, om jeg i det hele taget har lyst til at se ham, eller hvordan jeg har det med ham nu. Men jeg er ikke vred længere. Så meget kan jeg da sige. Måske mere bare uforstående. Og kun en lille, lille smule bitter. Jeg kan stadig ikke helt se formålet med at ville bryde manderegler, give gaver og hviske rare ord, når man i det lange løb ikke rigtig har tænkt sig at stå ved det alligevel. Men fred være med det. For gennem det sidste år har jeg brygget min egen sandhed om Sommermanden sammen. Blev i sin tid født efter uforsonlig hævntørst og altoverskyggende tristhed mødtes i sensommeren. Gik i det store hele ud på, at han må have nydt den udfordring, det var, at fælde mine barrierer og smide mine skjolde bort. Som en anden sjov sport. Og da det var gjort, så var det dét, og så var det videre. Bare. Bye bye. Men så hændte det, at jeg for nogle uger siden kom til at genlæse et par gamle indlæg. Pludselig kunne jeg huske dufte, stemninger og blikke fra sidste sommer. Sådan. Fuldstændig klart og knivskarpt. Og med et var min hjemmebryggede sandhed slet ikke så sand længere. For jeg kan godt se nu, at det virkelig var ægte og det var også næsten godt, det vi havde. Så selvom jeg synes, at Sommermanden opførte sig som et værre fjols, så fortjener han alligevel ikke dén sandhed.

Lad mig fortsætte lidt i samme dur. For der skal ikke herske tvivl om, at samme Sommermand med sit exit triggede den melankoli, jeg har hang til. Og jeg har haft et fucking lorteår. Rent ud sagt. Jeg bliver spurgt ind til, hvordan jeg har det nu. Bedre, lyder svaret. Nogle dage ligefrem godt. Og også rigtig godt. Det er ikke meget, jeg har skrevet om det, det der indeni. Åh jo, jeg har da forsøgt. Et par spæde, ufuldstændige indlæg er det også blevet til. Men ord har det med at blive fattige, når man forsøger at forklare noget uforklarligt. Mørke er som oftest en udløser så sikker som amen i kirken for mig. Hvorfor vintermånederne – og i særdeleshed januar og februar – er nogle, jeg møder med gru. De er tunge og lange at komme igennem. Sker hvert år. Men det har længe været i så mere eller mindre mild grad, at jeg næsten troede, jeg helt havde lært mig selv at undgå tungsind. Derfor kom det med et lammende brag denne gang. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet det så slemt. Og jeg ved ikke hvorfor, det kommer. Sådan er det bare nogle gange. Men jeg blev ærlig talt forskrækket, da det gik op for mig, at noget af det første jeg gjorde, da jeg vågnede om morgenen, var at græde. På arbejdet var det med dybe vejrtrækninger og spinkel stemme. Så snart jeg stod hjemme i min egen lejlighed igen, startede gråden forfra. Sjovt som sådan noget pludselig kan gå hen og føles almindeligt og hverdagsagtigt, når bare det sker nok gange. Heldigvis fandt jeg på at gå lange ture i vintersolen, og formentlig hjulpet godt på vej af den seriøse røvfuld D-vitamin, min mor stædigt vedblev at proppe ned i halsen på mig, endte det til sidst med, at jeg fik skabt mig en lille luftlomme.

Og da var der endelig overskud til at sande en ting eller to. Blandt andet hele jobsituationen. Den er jeg forresten ikke kommet meget nærmere. Eller jo. Altså. Jeg har besluttet at arbejde videre indtil næste sommer. Hvad der så skal ske, ved jeg vitterligt ikke, men vi snakker temmelig sikkert SU. Skal nok blive et chok af en anden verden, når jeg pludselig bliver tvunget til at begrænse mit forbrug. Det kan allerede gøre mig i umådelig dårligt humør, når jeg tænker på ikke længere at kunne købe damesager, som det passer mig. Præcis hvilken uddannelse jeg har nu, vil jeg ikke fortælle direkte. Men den er hverken lang eller mellemlang. Der er intet kreativt over mit nuværende job. En læser spørger, om jeg har med sprog eller skrift at gøre til daglig. Jeg kan fortælle, at det vildeste, jeg kommer til at skrive i løbet af en arbejdsdag, er et mødereferat eller en e-mail til en kollega. Såeh. Spændende.

Ja, og så flytter jeg. Den var I nogle stykker der fangede. Egentlig havde jeg tænkt at give flytningen sit eget indlæg, men jeg er ikke kommet videre med det, så lad os bare tage den her. Bliver i samme by. Flytter til et nyt kvarter. Der findes to grunde: 1) Min mor fortalte mig i går, at jeg giver mere i husleje for min lejlighed, end hun og min far giver for deres hus. Jeg sidder dyrt i det. Når man dernæst tænker på, hvor få kvadratmeter jeg egentlig har at boltre mig på, virker det som en fuldstændig absurd leje. Jeg vil ikke have råd til at bo her på SU. Selv ikke med et lån. Økonomi er altså den første grund. 2) I min lille luftlomme mærkede jeg den ultimative konsekvens af, at mennesker trenger mennesker, og jeg vidste, at det i allerhøjeste grad også gælder for mig. Tror muligvis, jeg har fundet mine mennesker nu. Håber ikke, nogen synes, jeg nogensinde har lagt skjul på, hvordan jeg har det med, at jeg både er ene single og snart også ene barnløse blandt mine veninder. Ensomhed skulle vise sig at blive grund nummer to. Jeg flytter derfor sammen med en flok mennesker, jeg kun har mødt en håndfuld gange, men som jeg er sikker på, at jeg nok skal få det rigtig, rigtig godt sammen med. Vi spiste for eksempel aftensmad sammen for ganske nylig. Og jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg sidst har grinet så meget, som jeg gjorde, da vi sad og smurte bønnemos og dryssede med agurkstykker på tortillapandekager. Det er et vemod uden lige at skulle flytte fra min dejlige, lyse, hjemlige tredjesalslejlighed. Men nogle gange må man vælge noget fra for at kunne vælge til.

Lad mig forresten lige vende tilbage til Sommermanden. Har jo før givet ham muligheden for at komme til orde herinde. Er det relevant for en historie, kan jeg måske godt lokkes til at gøre det igen. Om han så nogensinde kommer til at sætte sig ned og skrive endnu et indlæg, tvivler jeg dog på. Men man kan jo altid spørge rigtig sødt i en kommentar herunder, hvis man savner hans skriverier – han vil nemlig med ret stor sikkerhed læse dette. For ja, han læser fra tid til anden med herinde, og ja, det kan meget vel tænkes, at det var noget af det min dumme januarbesked handlede om. Eksen derimod læser ikke med. Da han opdagede bloggen, sagde han straks, at han ikke ville vide, hvad jeg laver. Jeg stoler hundrede procent på ham, når han siger sådan. Så jeg ved, at han ikke læser med. Ændrer dog ikke på, at jeg efter Afsløringen bestemte mig for fremover at skrive så lidt om ham som muligt. Men. I virkeligheden stoppede vi ikke med at se hinanden. I virkeligheden lå han inde i min seng, mens jeg sad ude i stuen og skrev med Sommermanden. I virkeligheden har jeg aldrig elsket nogen så hårdt og samtidig opført mig så usmageligt, som jeg har gjort, når det kommer til Eksen. Og i efteråret fik han langt om længe nok af mig. Så vi har heller ingen kontakt mere. Jeg tror, han stadig er sammen med den kæreste, han fandt, da jeg fik et jalousiflip. Vi snakkede sjældent om hende, hvorfor jeg ikke er helt sikker. Men jeg savner Eksen, så det river i mig, når jeg tænker på ham. Hvilket for øvrigt er stort set hver dag. Savner den måde vi altid lå på: Mit hoved på hans bryst – hans fuldkommen perfekt formede bryst til min kind – hans arm omkring mig, hånden hvilende på lænden, mens en finger strøg stedet, hvor ryg bliver til balle. Altså bare helt simpelt, ikke noget særlig indviklet. Men jeg har forsøgt at genskabe netop det scenarie med så mange mænd efter ham. Det har aldrig været det samme. Og jeg savner hans duft: Lidt sødlig, lidt krydret, meget maskulin. Jeg savner at snakke med ham, at høre ham le og se hans øjne smile til mig. Da Eksen i efteråret meddelte, at han ikke ville se mig mere, blev jeg så edderspændt, at jeg slettede og blokerede ham på samtlige sociale medier. Der skal rigtig, rigtig meget til, før jeg gør sådan noget. Normalt unfollower jeg bare.

Så. Hvorfor gik vi egentlig fra hinanden, Eksen og jeg? Jeg er vokset op i et idealistisk, politisk aktivt hjem med meget stærke holdninger og værdier. Da jeg som purung flyttede hjemmefra, gjorde jeg meget ud af ikke at leve som mine forældre havde brugt atten år på at lære mig. Lad os kalde det et oprør. Og det var faktisk først langt senere, jeg fandt ud af, at jeg ikke kan fornægte mine rødder. Står klarere og klarere for mig, jo ældre jeg bliver. Dog er og bliver jeg fuldstændig håbløs til politik og debatter, jeg gider ganske enkelt ikke at lære at forstå det, og er vel som sådan familiens sorte får. Det har dog trods alt lykkes mine forældre at plante nogle solide kerneværdier i mig. Men se. I mellemtiden havde jeg nemlig fundet Eksen. Han var stik modsat. Det fascinerede og lettede mig helt usigeligt i starten. Og jeg blev forelsket, som jeg aldrig har været det før. Seriøst. Det var fuldkommen sindssyge i over et år. Efter de første fjorten dage sammen, sagde han, at han elskede mig. Og jeg vidste, det var sand kærlighed, for jeg lå syg med halsbetændelse og kunne tilmed lugte mig selv, men han kyssede mig alligevel så inderligt. Vi snakkede børn, vi snakkede fremtid, og jeg kunne så let som ingenting blive rørt til tårer over den rene lyksalighed, jeg følte, havde ramt mit liv. Men tiden gik. Jeg blev ældre og samtidig mere bevidst om egne værdier, som jo var så fundamentalt forskellige fra Eksens, at det efterhånden i langt oftere og højere grad sprang i øjnene. Og jeg fandt ud af, det er vigtigt for mig, at et eventuelt barn kommer til at vokse op på samme måde som jeg selv gjorde. Vigtigt for mig med en mand, der deler samme overbevisning og holdninger, og ønsker at opdrage barnet efter disse. Det ville jeg ikke få sammen med Eksen. Og det kunne jeg ikke forlig mig med. Så. Kærligheden slap simpelthen op. I hvert fald den der uovervindelige, episke slags. Var desuden blevet voldsomt slidt og flosset, efter jeg havde fået endnu en af mine nedture med dertilhørende føromtalte melankoli, som Eksen forgæves havde forsøgt at bjerge mig fra. Tilbage var nu en hengiven kærlighed, jovist, men dog kun et blegt ekko af fordums flammer. Jeg blev boende i vores fælles lejlighed, jeg bor her endnu. Eksen fik de dyre vinglas og peberkværnen i sort højglans og flyttede til den anden ende af byen.

Når man spørger mig, om jeg fortryder, om jeg er ked af, at tingene gik, som de gjorde, og at drømmene brast – så er svaret både ja og nej. For det meste er jeg afklaret og helt på det rene med, at det var for det bedste. Men jeg kan også sagtens have enkelte dage, hvor jeg sørger og er på nippet til at tigge Eksen om at tage mig tilbage. Kan bogstavelig talt få fysiske stik af smerte, når jeg ser endnu et vennepar komme trillende med en barnevogn, mens jeg på samme tid er så vanvittig lettet over, at det ikke er mig, der må trækkes med en unge. Der går heldigvis længere tid mellem de væmmelige stik, og jeg kan efterhånden mindre og mindre se mig selv i sådan en familiekonstellation. Efter en del analyseren er jeg kommet frem til, at jeg tror, jeg i Sommermanden så netop den type mand, jeg ikke kunne få i Eksen, og som jeg er blevet bevidst om, jeg vil have. Var meget, meget svært at give slip på, da jeg endelig havde fundet ham.

Jeg er ikke spor bange for, at hverken Sommermanden eller Eksen afslører mig som Frøken Kløe. For førstnævntes vedkommende tror jeg, at han vist er mere bange for, at jeg skulle kunne finde på at afsløre ham som værende en af dem, der spiller en vigtig rolle herinde. På den måde har vi lidt noget på hinanden, som gør, at vi ikke tør sige noget. Er klar over, at han har snakket med en ven om, at han havde fundet en dame, der skrev om det sex vi havde sammen, dengang han skulle finde ud af, om han var ok med bloggen. Det er helt fint for mig. Med hensyn til Eksen så stoler jeg ganske enkelt bare så meget på ham, at jeg ved, han ikke vil afsløre mig. Men så er der nogle af jer, der spørger ind til Læseren. Er jo straks en anden snak. For Læseren kender mig ikke, der er intet, der knytter os sammen; ingen loyalitet eller trofasthed, som måske stadig ville kunne findes i forholdet til de to andre mænd, graver man bare lidt efter det. Så selvfølgelig er jeg smånervøs for, om han kunne finde på at afsløre mig. Selvom jeg ikke har fortrudt, at jeg valgte at stole på ham for flere måneder siden. Håber, han gør sig fortjent til den tillid.

I forhold til om Sommermandens status som læser har indflydelse på, hvad jeg deler om andre mænd, så er svaret nej. Der bliver ingen hensyn taget. Fortæller lige nøjagtig så meget eller så lidt, som jeg selv har lyst til. Men det er ingen hemmelighed, at hans kendskab til bloggen har gjort, at jeg har følt mig ufri, når et indlæg har skulle handle om netop ham. Og der er helt afgjort ting, jeg har undladt at skrive, fordi jeg simpelthen har vurderet, at det trods alt ville være for skrap kost. Det har betydet, at der på mit eget fristed har været ting, jeg har måtte gå på kompromis med. Altså. Bilder mig da ikke ind, at det altid har været lige morsomt for den ægte, levende Sommermand at læse om sig selv herinde. Som han skrev, så var der en helt særlig ærlighed mellem os – men selv den satte min pli altså grænser for. Hele situationen både ærgrede og hjalp mig. Begyndte at tænke mere over, hvordan jeg skrev om mænd, hvordan jeg behandlede dem i mine skriverier. Har endnu ikke rigtig taget stilling til, om jeg engang i fremtiden atter vil fortælle en sød mand om bloggen. Måske. Men i så fald ikke så tidligt, som jeg fortalte det til Sommermanden.

Og hermed, mine damer, er vi nået til vejs ende for første del af spørgerunden. Pyh. Faktisk lidt ærgerligt for nu har jeg ikke længere nogen undskyldning for at blive hjemme fra fitness. Nå. Man kan vel altid så småt begynde på anden del.

Nytårskvæk

Oy. Kunne det ikke være hyggeligt med et lille vrøvleindlæg helt uden nærværet af mænd og dating og egentlig mening, men i stedet med lidt opdateringer omkring mit spændende liv og hæsblæsende jul? Det synes jeg. Nok er jeg ikke så tjekket en blogger, der har styr over årets mest læste indlæg eller likede billeder, men en form for status kan jeg vel godt svinge mig op til. Egentlig havde jeg tidligere planlagt et mindre julehaderindlæg, men ok, tænkte jeg, der er alligevel grænser for hvor julenederen man kan være. Er jo som bekendt ellers ret meget på team Scrooge lige hvad angår julen, men jeg er også en nådig sjæl, så I kan hermed betragte jer selv som forskånet for de værste sure opstød.

Nå. Men jeg har ferie. Uh. Det passer mig til gengæld overordentligt godt. Sidder i skrivende stund i mine forældres bløde sofa. Havde helt fra feriestart haft i sinde at tilbringe størstedelen af mine vågne timer netop der. Indtil videre er det gået over al forventning. Satme en dejlig sofa. Flader jeg ikke ud på den, drøner jeg rundt i nattøj og savner et generelt overblik over ugedagene. Mine forældre spørger på skift forbavset: “Jamen. Skal du da slet ikke i fitness?” for det plejer jeg nemlig som regel, når jeg er hjemme og besøge dem. “Næ, du,” svarer jeg. For det gider jeg ikke. Vil efter nøje granskning af eget spejlbillede mene, at dovenskaben har sørget for lidt ekstra julesul på hofterne – min far laver seriøst en gudsbenådet konfekt og min mor en ditto brun sovs. Gæt om jeg indtager andet her i ferien? Og to gange om dagen er der kaffe med flødesjatter. Lige som det skal være, siger jeg bare. Lige som det skal være.

I den forbindelse har jeg måtte sande, at et nytårsforsæt om at tage mig sammen nok bør være på sin plads. Efter ferien står jeg derfor ansigt til ansigt med en alvorlig omgang sukkerdetox. Det har desuden stået sløjt til på fitnessfronten det sidste lange stykke tid. Først tænkte jeg, at det var ok, for jeg kunne jo, som nogen nok husker, ligesom bedre overskue smeltet ost end holdtræning på det tidspunkt. Men nu brokker skulderen sig, og jeg kan pludselig heller ikke klare samme belastning som før, når jeg endelig kommer afsted. Så. Altså. Ja ja. Jeg tager mig sammen. Men først fra på mandag. Af andre nytårsforsætter kan jeg oplyse, at et rygestop er på trapperne. Den var værre. Men det nok allervigtigste forsæt er, at jeg i 2017 har bestemt mig for at vinde i Lotto. Eller. Mindre kan måske også gøre det. Starter lige med ikke at gå alt for meget bananas i januarudsalg.

For nu må det simpelthen have en ende med det evindelige minus, der bare sådan helt automatisk hersker på min konto sidst på måneden. Det ville være synd at sige, at december har hjulpet på dette. Ikke fordi jeg køber julegaver til særligt mange: Min mor, min far, Søster, Søsters kæreste og så mig selv. Især er posten med julegaver til mig selv ret tung i det. Således fandt jeg både nederdel og nøjagtig den lyskæde, jeg havde ledt efter, hvilket jo er glædeligt og bestemt skabte stor munterhed i en uges tid eller så. Her efterfølgende kan jeg godt se, at det nok mest er disse julegaver, der tvinger mig til at holde lang ferie i mit barndomshjem. Lyskæden kostede mig eksempelvis resten af decembers madbudget. Ok. Nu er det i forvejen heller ikke en post, der skal kunne sørge for meget mere end rugbrød og havregryn, idet jeg ligesom er hende, der sjældent kunne drømme om at tilberede andet end en klapsammen. Men hvad betyder det hele alligevel, når man her bliver forkælet med den ene livret efter den anden, bare man vifter med et øjenbryn? Intet! Ha! Skulle have købt to lyskæder.

Ellers vil jeg mene, at gavehøsten har været tilfredsstillende. Tøffer rundt i mine spritnye uldfutter og gør et ihærdigt forsøg på at smadre mine hårsække med den epilator, der ligeledes blev pakket ud juleaften. Nogen lader åbenbart til at synes, at andre aldrig finder sig en passende mand med så stolt en hårvækst på benene. Nogen vil gerne snart have et par børnebørn, forstås. Jeg er såmænd bare glad for at kunne slippe for skraber og snitsår. Sådan en børge kan endda også tages med i bad. Arhmen. Simpelthen så smart.

Samme nogen har i en moden alder også opdaget glæden ved SKAM, som Søster og jeg næsten uafbrudt har snakket om i et par måneder. Henover ferien har vi derfor sammen genset sæson på sæson. Især giver klippet med O Helga Natt mig kuldegysninger og tårer i øjnene hver gang. Tror snart ikke, jeg kender et eneste menneske, som ikke ser den serie. Har man det af uforklarlige årsager endnu til gode, bør man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind og komme i gang. Vil egentlig ikke sige så meget mere om den sag. Bare gør det. Så! – nu spørger min mor: “Har du givet din kone et nytårskys, din romantiske, gamle steg?” og planter et særdeles vådt et af slagsen på min fars kind, så han brummer og ruller med øjnene. Men jeg kan godt se, at han smiler bag skægget. Selv har jeg ingen at kysse på i aften, men tror, at jeg i stedet vil genhøre Nils Bech. Og hvis man allerede har set samtlige afsnit af SKAM – og måske som jeg tørster og tilmed bruger pinligt mange timer inde på Kosegruppa DK – kan vi jo sammen trykke play herunder og tænke lidt over, hvor forbandet meget love der i grunden også har været i 2016.

Efterdønning

Der skulle ikke ret meget til at få mit bæger til at flyde over i dagene efter skypemødet med Sommermanden. I postkassen fandt jeg en seddel fra min udlejer med en kort besked om, at varmeregnskabet var gjort op, hvorfor jeg nu skyldte 214,65 kroner. Det fik mig til at jamre, som den lille, udsultede kat, jeg fandt for noget tid siden. Hele min verden drejede sig kun om en eneste undren: Hvordan Sommermanden kunne sige nej til kærligheden. Hvis man er forelsket i et menneske, siger man da ikke nej, når det er gengældt, tænkte jeg. “Jeg kan ikke forstå, hvorfor han ikke vil kæmpe for os,” sagde jeg. “Hør efter nu,” svarede Søster hårdt, “Sommermanden har givet, hvad han havde at give. Han har ikke mere i sig.” “Men han er jo forelsket…” prøvede jeg stille. “Ikke nok,” sagde hun, “du kunne ikke få flere følelser frem i ham. Du er ikke en del af hans drøm om et nyt liv. Hvis du var, havde vi ikke denne samtale nu. Han er mere forelsket i den drøm end i dig.”

Det har taget mig mange dage at skrive om mit og Sommermandens brud. Og i noget der vel snart minder om vanlig stil, er jeg selvfølgelig ikke helt færdig endnu, men runder af med en omgang føle-føle og refleksion. De sidste ugers forløb har været fuldstændig umulig for mig at huske ordentligt. Har konstant haft Søster i røret, hvor hun har måtte agere hukommelse. Det har været meget pinefuldt at skulle dykke ned i alle de følelser igen, som disse indlæg har krævet. Og det var egentlig først, da jeg en sen aften formulerede linjerne om vores farvel, at det gik rigtigt op for mig, hvad der var sket. Det var modbydeligt at erkende, at han ikke synes, jeg er værd at kæmpe for. Hæse hulk blev pumpet fra mave til mund i smertelige stød mod svælget, der kom helt bag på mig, og jeg forstod, at det var præcis, hvad Sommermanden havde sagt.

Denne aften gik det op for mig, at han i vores sidste samtale nok erklærede sig forelsket, men at han aldrig nogensinde havde brugt ordet direkte. Jeg tror på, at Sommermanden har ment det, da han sagde det. Men det har taget mig lang tid også at tro på hans handlinger, som desværre ikke altid har stemt overens med ordene. Det kan godt ske, han siger, at jeg er noget helt specielt, at jeg er svær at slippe, at han aldrig regner med at finde noget lige så vidunderligt, som det, vi har haft sammen. Og det kan godt ske, at han ser afstanden som vores fjende. Men jeg tror ikke, det er afstanden. Det er Sommermandens følelser. Eller mangel på samme. For hvis man har fundet kærligheden, hvem ville så nøjes med det næstbedste? Ingen, hvis man spørger mig. Og jeg troede, at det var det, han sagde. At jeg var hans kærlighed.

Jeg er gal på Sommermanden over, at han har fået det til at lyde som om, at jeg har været med til at sætte en kæp i hjulet på vores forhold. I stedet for bare at sige, at vores følelser ikke matchede hinanden. Jeg sagde engang til ham, at jeg drømte om at have modet til at følge ham, hvis han altså spurgte, om jeg ville med. Men jeg tror ikke, han forstod, at det blot var ment som en kærlighedserklæring. Ikke en opfordring til at spørge. Svaret kom straks: “Det er rigtigt, at vi aldrig har diskuteret muligheden for, at du kunne tage med. Men for det første har du altid snakket om, hvor meget du holder af din by, og hvordan du aldrig ville kunne forlade den. Så det giver ligesom sig selv. For det andet vil jeg gerne have det her eventyr for mig selv.” Altså. Som første punkt i forklaringen på, hvorfor vi ikke kan være sammen, skød Sommermanden skylden på mit stærke bånd til min by. Og nå ja. For øvrigt ville han også gerne have eventyret for sig selv. Men burde det netop ikke være hovedargumentet? At han ikke ville have mig med? Ville han have mig til at tænke, at det var min egen skyld, at vi ikke kunne være sammen? Ved samme lejlighed konfronterede jeg ham også med, at jeg følte mig snydt til at tro på, at det, vi havde, kunne blive til noget større. Fordi han i sommer tog min hånd og sagde, at han gerne ville vise mig sin verden, vise, at jeg var så meget mere end bare sex for ham. Fordi han med strålende øjne smilede, at han ville dø af kærlighed, hvis vi mødtes på Island. Og fordi han fortalte, at det gjorde ondt at læse, når jeg havde været sammen med andre mænd end ham. For ikke at tale om alle de småhints, han har drysset over mig gennem hele sommeren. For eksempel når han bad mig bryde alle mine manderegler, selvom jeg forklarede, at det var mit værn mod forelskelse. Men Sommermanden syntes ikke, han havde snydt mig. Nej. Han havde jo bare vist, at han var blevet glad for mig – og det var jo alligevel mig, der altid snakkede om at leve livet fuldt ud, så det måtte stå fuldstændig for egen regning, hvis jeg følte mig snydt, sagde han. Og det er jo rigtigt, at hvis nogen har været fortaler for at sige ja til alt, hvad livet måtte byde, så er det mig. Men som om at det ikke også indebærer forelskelse? Som om at det ikke også indebærer kærlighed? Ah ja, Sommermand. Kommer det bag på dig, at det er sådan jeg oplevede det? Forstår du nu, hvorfor jeg føler mig snydt til at føle noget, du alligevel ikke havde tænkt dig at gøre en skid ved, når det kom til stykket?

Bitter? Ja. Meget. Men derudover tror jeg også, at bloggen har haft betydning. Der er vel efterhånden ingen tvivl om, at den blottelse og sårbarhed jeg mærkede ved at lade Sommermanden læse med, gjorde mig så letpåvirkelig og modtagelig, så det blandt andet var medvirkende til forelskelsen. Det ved jeg så til en anden gang. Måske er Sommermanden blevet fascineret og har ladet sig rive med ind i noget, der måske ikke ville være blevet, hvis han ikke havde vidst, at han blev skrevet om. Har til tider også fået en fornemmelse af, at jeg for ham mere var Frøken Kløe end jeg var mig. Nok fordi jeg så tidligt fortalte om bloggen. Og at Sommermanden altså egentlig herigennem har lært mig rigtigt at kende. Den søde kløe viser jo kun en lille del af mit ellers røvsyge og helt normale liv. Jeg synes, at det har været svært at have ham som læser. Det har gjort mig ufri. På den anden side har jeg også udnyttet bloggen som en kommunikationskanal, hvor jeg har kunnet fortælle Sommermanden det, jeg ikke har haft mulighed for at sige ellers. Har håbet på at kunne provokere ham, tirret ham til reaktion. Som regel med held. Se bare det indlæg han selv skrev. Kan dog konkludere, at det ikke er den mest optimale kommunikationsform. Surprise. Og jeg har lige benyttet mig af det igen. Super.

Hvis nogen spørger, hvordan jeg har det nu, vil jeg svare, at jeg mest af alt føler vrede. Jeg kan mærke, jeg bliver varm af netop dette, når jeg stalker Sommermanden på Instagram og ser alle billederne af hans nye liv med hashtags og filtre. Det er som at se kulisser i en film, jeg fatter ikke, det findes, jeg kan på ingen tænkelig måde forestille mig, hvordan der må være der. Jeg kan se, der er fart på. Jeg kan se. Endelig kan jeg se. Noget af det sidste jeg sagde til Sommermanden, var, at jeg håbede, jeg kunne blive tilstrækkeligt vred på ham. Hans ansigtsudtryk fortalte mig, at han ikke brød sig om at høre det. Men jeg føler vreden, jeg lever den, byder den lettet velkommen og beder den hjælpe mig presse hver en dråbe af Sommermanden ud af mit blod. Der findes en styrke og fandenivoldskhed ved min vrede, som jeg langt hellere foretrækker end den svaghed, der følger tårerne.

Ikke at jeg slet ikke græder længere. Det er bare ikke på samme måde som før. Er under alle omstændigheder mest på tidspunkter, hvor jeg har for meget tid til at mærke efter. For alt det med vrede er jo fint nok. Hjælper mig ligesom med at komme videre. Omend man godt kunne efterlyse et lidt højere tempo i den henseende. Men jeg savner også Sommermanden. Helt vildt meget. Jeg savner ham, som han var engang. Men ham, jeg har beskrevet i dette indlæg, har jeg ikke lyst til at være kæreste med. 

Så her ender historien om Sommermanden. Med en brændt og forkullet Frøken Kløe. Lad mig slutte med maner til tonerne af Tami Tamaki, som har begået hvad jeg for tiden anser som værende mit livs soundtrack. Det er i hvert fald både smukt og ærligt og på konstant repeat i min øregang.

En slags afsked

Årsagen, til at jeg følte mig klar til at snakke med Sommermanden, skal findes nogle dage forinden. Han havde skrevet til mig en morgen i forrige uge. Spurgte, om jeg havde lyst til at ringes ved om aftenen. Jeg blev uendeligt glad. Sad der ved skrivebordet og smilede så fornøjet, at mine kolleger til sidst bemærkede det, blinkede og prikkede mig i siden. Dagen sneglede sig afsted. Jeg sværger, jeg talte minutterne. Så er knap tolv timers venten altså længe. Men det var lige meget. Ventede gerne dobbelt så lang tid for at se Sommermanden. Havde forestillet mig, at vi nu endelig skulle have en god, lang og ærlig snak. Jeg havde i hvert fald helt enormt brug for at høre ham bekræfte mine ønsker om det langdistanceforhold, vi forhåbentlig arbejdede hen imod. Da det endelig blev tid, fik jeg kortvarigt åndenød over at se ham tone frem på skærmen. På det tidspunkt havde vi ikke set hinanden i over en måned. Men ak. Internettet bestemte sig for at modarbejde os fuldstændig, og forbindelsen var så dårlig, at vi måtte ringe hinanden op flere gange. Derudover viste det sig imidlertid også, at Sommermanden befandt sig på sin nye arbejdsplads og derfor ikke kunne tale frit. Det blev en overfladisk, ligegyldig samtale. Det blev et antiklimaks uden lige. Sommermanden foreslog, at vi i stedet kunne ringes ved om aftenen den følgende søndag.

Efter den meget lidt forløsende samtale med Sommermanden, tastede jeg Søsters nummer. Har tidligere været lidt inde på, hvordan hun dagligt lod høre fra sig for at sikre, at jeg ikke druknede i de kaotiske bølger mine følelser skabte. Men da jeg fortalte om, hvordan Sommermanden havde siddet på arbejdet og ikke kunne snakke ordentligt med mig, fik hun nok. “Hvad så nu? Har du tænkt dig at være ked af det helt indtil på søndag? Og hvad så derefter? Når han gør dig ked af det igen? Du giver og giver, men får ingenting tilbage. Er du slet ikke klar over det?” spurgte hun. Gav mig en ordentlig røvfuld tough love. “Men Sommermanden sagde jo, at vi med tiden skulle se, hvad vi kunne blive til. Og det var ham, der foreslog at snakke igen. Han vil gerne se mig!” forsøgte jeg. “Han vil ingenting. Han sagde jo også, at han ikke ville love dig noget. Og han er på Tinder. Leder efter sit livs kærlighed. Hvor meget tydeligere vil du have ham til at sige, at det ikke er dig?” fortsatte Søster. “Men han siger det jo ikke. Han er nødt til at sige til mig, at det er slut, hvis det er. Jeg kan godt se alt det andet han gør. Men jeg kan ikke høre det,” røg det ud af mig. Gudfader, tænkte jeg, er det virkelig sådan jeg har det? Og lige dér gik det op for mig, at jeg var blevet den mest ynkelige udgave af mig selv, som jeg overhovedet kunne blive. “Hvorfor skal du altid helt derud, hvor du lader mændene tryne dig? Hvorfor kan du ikke selv tage en selvstændig beslutning om at ende det?” Søster gav mine drømme dødsstødet. Og sådan fortsatte vi med at diskutere de næste tre dage. Søster, der forsøgte at få mig til at fatte, hvad jeg så længe ikke havde været i stand til at forstå; og jeg, der langsomt men sikkert endte med at tage imod. Vores snakke var timelange, og når der var blevet lagt på, reflekterede vi hver især indtil næste dag, hvor alt endnu en gang blev endevendt. “Du skal passe på dig selv. For han har ikke tænkt sig at gøre det. Du skal vælge dig selv i stedet for hele tiden at lade ham vælge dig fra,” sagde hun. Den gik rent ind. Hun havde jo ret. Og således gik det til, at jeg henover tre dage gik fra at have et altoverskyggende behov for at få svar på utallige spørgsmål til at være fuldstændig afklaret.

I søndags var det en uge siden, at Sommermanden og jeg mødtes på Skype. Det var ellers en helt normal dag. Septemberhimlen var strålende blå, og jeg tænkte, jeg måtte adsprede mig selv, så jeg ikke ville gå alt for meget til af ren nervøsitet og spænding inden klokken slog otte om aftenen. Valgte at cykle i Ikea. Måske ikke helt gennemtænkt kun at have en cykelkurv til rådighed, når man går shoppeamok. Men med en smule behændighed lykkedes det til sidst, og jeg drønede afsted på Det Røde Lyn med podcast i ørene og et sandt læs af blomster, billedrammer og fnugruller. Hjemme igen gik jeg i gang med støvsugning. Og før jeg vidste af det var der kun en halv time til, at jeg skulle se Sommermanden. Jeg kan godt det her, tænkte jeg hele tiden. Havde flere sider med nedfældede tanker som lå klar ved siden af computeren. Jeg havde forberedt mig på to mulige udfald. At det enten ville være en få minutters kort samtale, hvor jeg fik sagt, hvad der skulle siges. Til det havde jeg en enkelt sides stikord. Eller at Sommermanden ville begynde at stille spørgsmål til min beslutning og måske endda give lidt af sig selv og sine egne tanker om vores forhold – hvortil jeg havde griflet hele fire siders argumenter ned, fordi jeg vidste, at jeg ville glemme hvert og et, når jeg først så ham igen. Havde desuden med største omhyggelighed forsøgt at slå det tåbelige, spinkle håb ihjel, der trods alt stadig levede i mit bryst, ved hele tiden at minde mig selv om, at lige meget hvad, så kunne dette kun ende med skuffelse. Var med andre ord så klar og fokuseret, som man overhovedet kan blive, når man skal afslutte tingene med det menneske, man allermindst har lyst til at sige farvel til. Klokken 19.58 bankede mit hjerte alligevel så hårdt, at jeg måtte ringe til Søster for anden gang den dag. “Jeg har glemt det. Ved ikke, hvad jeg skal sige. Hvorfor er det nu, at jeg er nødt til at gøre det her?” skingrede jeg. “Fordi du er mere værd end det, han byder dig,” svarede hun roligt. “Åh. Nå ja,” mumlede jeg. I samme øjeblik bimlede min computer.

Sommermanden så ud, som han plejede. Håret var lidt pjusket, han var næsten lige stået op, sagde han. Det var underligt at se ham der. Vi føltes så tæt og alligevel langt fra hinanden. Han viste mig rundt i sit nye hjem, tog mig med ud i køkkenet, bryggede en kop kaffe, mens jeg så til fra min sofas bløde hynder på den anden side af jorden. Vidste, at jeg var nødt til at få det sagt hurtigt, ellers ville modet svigte mig, hvis jeg ventede for længe. “Sommermand,” begyndte jeg, “jeg kan ikke blive ved sådan her længere.” Han sad stille. Og så forklarede jeg ham, at jeg ville have en, der er lige så forelsket i mig, som jeg er i ham. En, der vil kæmpe for mig. Men at alt hvad han gjorde, kun gødede min spirende tvivl om netop denne kampånd, som var blevet sået den skæbnesvangre aften, jeg stalkede ham på Tinder. At jeg ikke ville snakke med ham længere, når han ikke følte på samme måde. At jeg var nødt til at passe på mig selv nu. Sådan sagde jeg, mens mit blik flakkede mellem skærmen og mine sirlige noter, der med pink overstregning markerede de vigtigste pointer.

Og jeg havde jo regnet med en kort samtale. Det havde jeg. Og selvom jeg ikke kan benægte den lille snas af naivt håb, der sad som en igle i mit inderste hjertekammer, så havde jeg jo også regnet med det svar, han gav mig: “Du har ret i, at vi skal stoppe nu. Det her – vi – er ikke realistisk.”

Var jeg klog, havde jeg afbrudt samtalen der. Det var jo alligevel også det, jeg havde forberedt mig på. Dum er vist en mild underdrivelse i denne sammenhæng. Jeg er ikke sikker på, hvilken følelse det gav mig at høre ham sige sådan. Afmagt. Irritation. Ked af det-hed. Alt muligt. Det var under alle omstændigheder ikke en rar ting, der ulmede i mig. Skide være med det, tænkte jeg, og konfronterede ham nu med alle frustrationer, al undren, selvom jeg havde lovet mig selv at lade være. “Der er bare noget, jeg ikke forstår. Jeg forstår ikke, hvordan man kan lukke ned og bestemme sig for ikke at blive forelsket, fordi man skal rejse,” bed jeg bittert. “Nej,” sagde han efter lidt tid, “men det kunne jeg jo åbenbart heller ikke.” Og herfra husker jeg kun vage brudstykker. For det eneste jeg fattede, var, at Sommermanden lige havde indrømmet, at han havde flere følelser for mig, end jeg troede. Så var alt andet ligegyldigt. Pludselig spillede det ingen rolle længere, at han få øjeblikke tidligere lige havde fortalt, at han syntes, vi skulle stoppe al kontakt. Ligesom det heller ikke spillede nogen rolle, at det sådan set havde været hele mit mål med opkaldet. Gled fuldstændig i baggrunden for mig. Sådan en form for selektiv hørelse og vægelsind er en typisk bivirkning ved ulykkelig forelskelse, skal jeg sige jer. Det fik gigantisk betydning for min forståelse af resten af samtalen.

Jeg husker ikke hvornår, men på et tidspunkt blev Sommermanden meget berørt af hele situationen. “Du er så svær at give slip på,” sagde han med grødet stemme og tunge tårer i øjenvipperne. Anede ikke, hvad jeg skulle svare, andet end at jeg ikke kunne græde mere over ham. Han fortsatte med at sige en masse med, at jeg var en ener, at han ikke ville finde nogen som mig igen. Det forekommer mig, at det også var deromkring, at han igen kom ind på afstanden som værende vores kærligheds fjende nummer et. Helt ærligt. Så var jeg ikke i stand til at forstå et eneste ord. Så hans mund bevæge sig, men kunne kun høre mine egne tanker skrige: Han er forelsket i mig, han er forelsket i mig, han er forelsket i mig. Selv når jeg af al kraft forsøger, kan jeg her bagefter ikke genkalde mig præcis, hvad der blev sagt mellem os. Alt flyder sammen.

Sommermanden græd og græd. Jeg kunne se mit eget ansigt som en bleg klat i bunden af skærmen. “Hvorfor græder du, Sommermand?” hviskede jeg. “Fordi jeg ikke kan give dig det du fortjener,” svarede han. Og så: “Jeg er på vej med hundrede kilometer i timen mod et nyt liv, Frøken Kløe.” Mærkede en snigende fornemmelse af, at der måtte være en detalje, jeg ikke havde fået ordentligt fat i. Ligesom når man sidder i matematiktimen og indser, at der er noget helt grundlæggende, man må have misforstået, fordi de pokkers x’er og y’er slet ingen mening giver. “Jeg skal lige være sikker på, at jeg forstår det her rigtigt,” jeg hævede stemmen i et øjebliks klarhed. “Du vil ikke være sammen med mig, fordi vi er for langt væk fra hinanden?” Han nikkede. “Og du vil ikke være sammen med mig, fordi der ikke er plads til mig i dit nye liv?,” fortsatte jeg. “Ja,” svarede Sommermanden stille. På et tidspunkt fik han sagt noget om, at han alligevel stadig gerne ville holde kontakten. “Hvad regner du med? Tror du, at jeg kan finde ud af det? Er du klar over, hvor meget jeg længes efter at høre fra dig hver dag? Tror du, at jeg bare kan stoppe med at have det sådan her?” spurgte jeg. Nej. Det troede Sommermanden jo ikke, og han måtte æde ordene i sig igen. Derefter var der ikke meget mere at sige.

Vi endte med at tale sammen i tre timer. Indimellem havde vi grinet og snakket om andre knap så alvorlige emner. Vi havde siddet i stilhed og betragtet hinanden. “Jeg kan ikke få mig selv til at sige farvel,” sagde jeg, og jeg husker det som om, han sagde det samme. Stirrede på ham, sugede øjeblikket til mig, indprentede mig hans ansigts linjer, hans tårer, hans måde at kigge på mig. Jeg rakte hånden frem og aede hans kind. Så lagde jeg på.

“Han har det på samme måde som mig! Det sagde han!” jeg stod kort efter kæderygende nede i min mørke baggård og ringede Søster op. Hun lød overrasket og skeptisk. “Hvad mener du?” spurgte hun. “Sommermanden er forelsket,” min stemme rystede. “Men fik du afsluttet det?” ville hun vide. “Ja. Men han er forelsket,” svarede jeg. “Det vigtigste er, at du stod ved din beslutning og gjorde det forbi,” sagde Søster, inden vi lagde på. Sådan føles det bare ikke, tænkte jeg.

Sommermandens genmæle

Jeg ved godt, at det, der udkommer herinde, kun viser min side af en sag. Det hele kan muligvis blive en smule ensporet og unuanceret, når historierne kun bliver fortalt fra mit synspunkt. Nuvel. Det er min blog, mine følelser og oplevelser. Men jeg kan sagtens se, hvordan nogen måske ikke ville kunne genkende sig selv i mine beskrivelser, fordi nogen har oplevet tingene på en anden måde. Nogen kunne måske endda få lyst til at tage til genmæle. Nogen kunne finde på at sætte sig ned og skrive en mail til mig. Eller til jer. Til bloggen. Og måske også lidt til sig selv.

Så. Ork. Damer. Det begynder altså at være riiimelig svært at forblive standhaftig i beslutningen om ikke at ville se Sommermanden igen. Især når jeg midt i frokostpausen i går modtog følgende:

Ja, den er god nok. Det er mig, Sommermanden. Jer som har fulgt med her på bloggen ved jo, at Frk. K har fortalt mig om bloggen. Og selvom jeg ved at jeg nok ikke burde læse med, så er det forbandet svært at lade være. Og den her sidste gang om ”Sommermanden” var skøn og helt forfærdelig at læse. Jeg sidder nu, mens jeg skriver det her, med tårer i øjnene. 

For at kunne sige noget meningsfyldt om det her, må jeg gå tilbage til begyndelsen. I februar måned fik jeg tilbudt mit ultimative drømmejob. Jeg flytter til den anden side af jordkloden og skal være væk i 4-5-6 år. Det er en chance jeg ikke vil få igen, og jeg har boblet af glæde og stolthed hele foråret og sommeren, over at det faktisk er mig, der i næste uge rejser af sted på en one-way ticket. Så da jeg meldte mig ind på Tinder i april var jeg glad og fuld af livslyst. Jeg tænkte, ”jeg har da ikke lyst til at sætte mit kærlighedsliv i stå bare fordi jeg forlader landet. Og hvis jeg bare spiller med åbne kort, så kan alle de skønne tinderdamer jo bare sige nej tak…” Min enorme naivitet står til trone på den her blog. Da jeg mødte Frk. K første gang var hun heller ikke sen til at fortælle hvordan hun spiser mænd til morgenmad. Hvordan hun var i gang med at realisere sig selv og sin seksualitet som var vågnet efter et langt forhold. Hun virkede selvsikker. Hun virkede spændende. Hun virkede farlig. 

I udgangspunktet passede vores ønsker jo til hinandens. Jeg ville gerne have en skøn, og sjov og uforpligtende sommer. Frk. K gav i hvert fald udtryk for, at det sidste i verden hun ønskede sig var en kæreste. Nej, hun ville have den ultimative frihed. Hun ville sige ”ja” til alle tilbud verden gav hende, også selvom det gav lidt knubs undervejs. Okay. Let’s do this… 

Fra allerførste fløjt har Frk. K og mig, haft en særlig forbindelse. Vi har talt fantastisk godt sammen. Der har været en helt særlig type ærlighed imellem os, som jeg aldrig har oplevet før. Måske var det, det faktum at jeg rejser, der gjorde det. Hvorfor holde noget tilbage? Vi vidste begge at der var en udløbsdato. På min og Frk. K’s tredje date fortalte jeg ting, som jeg aldrig har fortalt til andre. Og Frk. K fortalte om bloggen. Det var virkelig grænseoverskridende at læse om sig selv og ens kejtethed på dates, og ens seksuelle formåen, og ens tendens til at svede lidt rigeligt, når der rigtig skal knaldes etc. Altså sådan virkelig mærkeligt. Det er klart, at der er ingen af jer, der læser det her, der ville vide det var mig, hvis I mødte mig på gaden. Men jeg ved det er mig. Jeg ved at det er min og Frk. K’s fantastiske og frustrerende sommer I alle sammen læser om. Mine og hendes tanker, følelser, replikker, seksuelle tilbøjeligheder og alt det andet. Men kun som de ses af Frk. K. Det er meget specielt. Og meget lærerigt. 

Måske er det den ærlighed, der har været imellem os, der har ført til at vi har haft det mest fantastiske sex man kan forestille sig. Jeg har aldrig og forventer aldrig igen, at finde noget så vidunderligt. Vi har fra første sekund kunnet mærke hinanden, vi har forstået hinanden, accepteret hinanden. Det har været fuld af glødende lidenskab, legesyge, vildskab, lyst til at gøre det godt for den anden. En umættelig lyst til hinanden. Til at være tæt forbundet. Til at vise hinanden det. Det blik Frk. K har i øjnene, når hun har lyst til mig, er det mest vidunderlige og mest tiltrækkende, jeg nogensinde har set. Jeg har flere gange sagt til Frk. K at det er hendes udstråling, der gør det for mig. Der er ingen tvivl om at Frk. K er smuk. Helt utroligt smuk. Men det er den måde hun fylder et rum på, som rammer mig. Den måde hendes boblende personlighed viser sig på. Den måde hendes smittende livsglæde og engagement og nysgerrighed farver verden. I får et glimt af det i hendes smittende sprog her på bloggen. (Hun er så mega talentfuld! Jeg har sagt, at hun bør udgives og læses af alle i verden 🙂) Jeg ser det i fuld flor hver gang jeg er sammen med hende. Hun er enestående. 

Men, det har heller ikke været helt nemt at være Frk. K’s sommermand. Lige fra allerførste gang jeg havde været på date med hende, har jeg haft lidt svært ved helt at greje hende. Det skrev jeg også til hende efter vores allerførste date. ”Jeg har svært ved at regne dig ud”, skrev jeg. Det blev Frk. K meget overrasket over. Men det er sgu stadigvæk lidt rigtigt. 

Det var svært for mig at læse om fingreknepperier i baggården med eks-kollegaen, fordi Frk. K eftersigende længtes efter mig. Det var decideret forfærdeligt at læse Melt-down-indlægget med stoffer på en tirsdag og, hvad der kun kan betegnes som, voldtægtssex. Det gjorde mig så ked af det, at Frk. K følte behov for at gøre det. Det var bestemt hendes ret, og jeg havde ikke ret til at blive vred. Men forhelvede det gjorde ondt. 

Når jeg tænker tilbage på vores mange og dybe samtaler i løbet af foråret og sommeren, så bliver det tydeligt, at Frk. K, har forsøgt at undertrykke de følelser, hun var bange for skulle opstå for mig. Det gjorde hun i baggården, det gjorde hun i Melt-down episoden, det gjorde hun da hun fortalte at hun har tænkt sig at knalde en masse med Vikaren, når jeg er taget afsted. I øjeblikket har disse ting været som en kniv i hjertet. Men når jeg ser på det nu, har det været forsøg på at reducere mig til endnu én. Reducere mig til sex. For at forsøge at gøre det nemmere at håndtere at jeg rejser i næste uge. 

Hele den situation er uden tvivl lettere at håndtere for mig. For det er mig der rejser. Det er mig der tager væk, ud på eventyr i den store verden. Det har jeg vidst hele tiden. Min voksende forelskelse er blevet holdt i ave af, at jeg ved jeg skal væk, og at Frk. K har sagt og gjort de ting jeg har beskrevet. Derfor blev jeg reelt overrasket da hun sagde ordene i min seng, mens vi lå i ske. ”Jeg er forelsket i dig, det ved du godt ik’…” Jeg havde det på fornemmelsen, men jeg ville ikke selv indse det heller. Jeg svarede, hvad der stadig føltes som helt ærligt og rigtigt. ”Hvis jeg skulle være blevet her, så var jeg også forelsket i dig.” Gør det mig følelseskold? Måske. Det ved jeg ikke. 

Jeg er blevet overvældet af den eksplosion af følelser som Frk. K’s sidste indlæg om mig indeholder. Rørt, overvældet og fandens ærgerlig. Det var sgu da aldrig nogensinde meningen at Frk. K og jeg skulle være en afsked på et gadehjørne, eller et flygtigt vink. Det er vi da alt for vigtige til. Jeg indrømmer blankt, at det var enormt dårligt håndteret af mig. Og en sindssygt dårlig formuleret SMS. Det indrømmer jeg blankt. Det er jeg flov over. Jeg tror ikke jeg turde stå ved hvor meget det betød for mig også. Min tanke var romantisk. Jeg ville komme forbi efter jeg havde lagt mine gamle bedsteforældre i seng, og snakke den halve nat. Grine, græde lidt, have endnu mere fantastisk sex indtil det blev morgen og Frk. K skulle op og på arbejde. Frk. K svarede ”Nej, det kan jeg ikke”. Og så græd jeg. Jeg forstår det godt. Du kunne ikke gøre andet, når jeg havde skrevet, som jeg havde skrevet. Det ser jeg nu. Men for helvede….