Møde med Læseren

Han kontaktede mig på Instagram. Havde læst Den søde kløe, skrev han. Og. Ville lige spørge om noget. Om jeg havde nogle gode råd, om jeg kunne hjælpe, om jeg havde tid til at tage en snak med ham. For han havde tænkt på at starte sin egen blog i samme boldgade som min. Manglede derfor en at sparre med. Og jeg er jo så frygtelig hjælpsomt et menneske. Simpelthen. Helt igennem godhjertet. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Bad ham sende en mail med alle spørgsmål han måtte have, for det virkede trods alt smartere end at kommunikere over Instagram. Åh! Han havde nu tænkt, om ikke vi kunne snuppe en kop kaffe sammen en dag i stedet for? Tjo, havde vi boet i samme by, ville jeg sikkert gerne, svarede jeg og tilføjede en blinkesmiley; men det gjorde vi ikke, så det blev selvklart lidt svært. Og det var jo nemt nok for mig at sidde og skrive. Sådan. Endnu helt anonym og ukendt og gemt. Men Læseren foreslog da, at vi bare kunne ringe sammen i stedet for. Det var lige godt pokkers, som han kunne finde på alternativer. Ups, tænkte jeg, nu kommer det pludselig tæt på. Jeg havde lyst til at hjælpe ham. Det havde jeg. Kunne dog samtidig godt se, der var en god chance for, at det sikkert ville blive både usmidigt og svært at gøre over en mailkorrespondance. Men. Tale i telefon. Lade ham høre min stemme. Give sig til kende. Kunne mærke, jeg havde brug for betænkningstid. Og under alle omstændigheder havde jeg heller ikke tid til noget som helst denne dag, for jeg stod med det ene ben på vej ud af døren. Vi blev enige om at skrives ved.

Dagen efter ringede jeg til Søster. Selvfølgelig. Reder mig altid, skulle nogen endnu ikke have opfattet det. Hvor jeg ikke selv kan finde ord, kommer hun mig til undsætning. Så jeg satte hende hurtigt ind i sagen: At der var denne her mand, der gerne ville starte sin egen blog, og som i den forbindelse havde brug for at snakke med mig. Tror, Søster var lige så forbløffet som jeg selv over, at Læseren kontaktede mig på den måde. Jeg mener. Var nærmest rystet helt ind i min inderste kerne over, at han bare spurgte mig ligeud. At han bad mig bryde min anonymitet. Som om. Som om det ikke var noget særligt. Eller. Noget stort. For det var det, syntes jeg. I hvert fald for mig. Ikke fordi han spurgte på en specielt ligegyldig eller respektløs måde. Tværtimod. Det var faktisk bare helt chill. Men selvfølgelig aner han ingenting om, hvor stort et arbejde jeg altid lægger i at sløre mænd, oplevelser og eskapader så meget som muligt, fordi jeg generelt er et omvandrende, paranoidt nervevrag, når det kommer til bloggen, min anonymitet og de ambivalente følelser, der følger. Ok, jeg kan blive afsløret. Vil højest sandsynligt gå ud over mit arbejde, måske endda også visse i min omgangskreds. Det har jeg ligesom selv valgt. Men at nogle af mine mænd – hvor slemme enkelte end måtte have været – skal lide under, at jeg har gang i den helt store selvrealisering og derfor ikke kan finde ud af at holde fingrene fra tastaturet, kan jeg næsten ikke bære. Giver mig tilmed ofte store samvittighedskvaler. Men Læseren vidste heller ikke noget om, at jeg samtidig mildest talt hungrer efter en medsammensvoren. At jeg savner en at dele erfaringer og etiske overvejelser med. Jo, jeg snakker med andre om at blogge. Som oftest er det Søster og én bestemt veninde. Det er to mennesker. De er overmåde flinke til at hjælpe og guide så godt som muligt. Men det er, når alt kommer til alt, ikke dem, der har en blog. Da jeg første gang skulle stå frem som Frøken Kløe, var det til et møde med Bloggers Delight, hvor der skulle skrives under på kontrakter og diskuteres muligheder og kigges på aftaler. Det var vist lidt svært at slippe af med mig igen, for jeg bare snakkede og snakkede. Havde endelig mødt nogen, der forstod og vidste, hvordan det er. Ork. Det lyder så navlepillende, det her. Nå. Summa summarum er, at jeg føler mig alene med en masse tanker. Og se så. Det var nemlig det, der skulle vise sig at blive Læserens smuthul. For efter opkald til Verdens Bedste Søster og dertilhørende mindre selvransagelse, endte jeg ud med erkendelsen af, at lysten til en kumpan var stærkere end frygten for at miste min anonymitet. Der var forresten sikkert også andre ting, der spillede ind. Nysgerrighed. Spænding. For at nævne et par. Især sidstnævnte var det, der i sin tid i et særligt modigt og muligvis lettere dumdristigt øjeblik fik mig til at oprette bloggens Instagram. Og det var nu her jeg atter gik ind for at skrive til Læseren, at det ville være i orden for mig at ringe sammen med ham. Så der sad jeg. En søndag eftermiddag med tømmermænd på mit solskinsspot i baggården. Pakket ind i uld og anden blødhed tastede jeg hans nummer.

Hvordan præsenterer man sig selv, når den, man ringer til, end ikke kender ens rigtige navn, men derimod ved alt om ens sexliv, akavede øjeblikke og forelskelser? Nogle gode forslag? Jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det, før han tog telefonen, og jeg fik sagt noget i stil med: “Hej! Det er. Øh. Altså. Frøken Kløe, du ved. Eller. Ehrm. Jeg hedder – – – i virkeligheden. Såeh. Æh.” Vi grinede lidt, jeg himlede med øjnene over mig selv. Kunne mærke min puls. Jeg var lidt urolig for, om han ville stille en masse svære spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Men sådan var det heldigvis slet ikke. Relativt hurtigt gik snakken let mellem os, selvom jeg hele vejen igennem kunne mærke, at jeg var mere eller mindre på vagt. Læseren fortalte sin historie. Han var en kvindebedårer. Det var sjovt og anderledes at høre oplevelser så lig mine egne fra en mands synspunkt. Opkaldet varede i over en time. Jeg fik kæderøget en hulens masse smøger undervejs. Han nævnte sine tanker og overvejelser. Jeg kommenterede, rådede og vejledte, som det orakel jeg nu engang er. Ej. Ved egentlig ikke helt, hvor stor hjælp jeg var til den dag. For det var midt i krisens rasen. Som desuden havde affødt en så solid skriveblokering, at det fik mig til at tvivle på egne evner. Et nogenlunde sandsynligt gæt vil derfor være, at jeg nok ikke var den mest positivt indstillede blogger, Læseren kunne have fundet til sin søndagssludder. “Du bor i samme by som Søster,” bemærkede jeg, da samtalen nærmede sig sin afslutning. “Måske vi så kan snakke videre over den der kop kaffe, næste gang du besøger hende?” spurgte Læseren. Tilfældigvis havde jeg meldt min ankomst i starten af juni. “Lad os tales ved,” sagde jeg. På vej op mod tredje sal kunne jeg høre ord for mine ører, sætninger der dannede sig for hver etage. Følte mig mere lettet end jeg længe havde været. Mærkeligt, tænkte jeg. Satte mig direkte ved computeren og skrev til langt ud på aftenen.

Der var karneval, der var fødselsdag, der var rigtig, rigtig meget andet. Samtalen med Læseren gled efterhånden lidt i baggrunden. På et enkelt tidspunkt skrev jeg dog kort til ham for at høre, om blogplanerne var blevet til noget. Det var de ikke. Så var der pludselig også en lejlighed, der skulle opsiges. Fremvisning for ny lejer. Øv, hvor skal der gøres rent og ryddes op til sådan noget. Min mor kom med flyttekasser. Og jeg fik næsten stress af at tænke på, at min dyrebare sommerferie næsten udelukkende vil komme til at gå med at fylde dem op. Da der var knap en uge til, at jeg skulle besøge Søster, skrev Læseren: “Kan du snakke i aften?” “Klart. Du ringer bare,” svarede jeg. Nåede at tænke, at det føltes underligt at skrive sådan, at han havde mit private telefonnummer nu. Han ringede et par timer senere. Denne gang snakkede vi om alt muligt. Ikke særlig blogrelateret. I hvert fald ikke lige så teknisk som det første opkald havde været. Det var mere en erfaringsudveksling. Det var hyggeligt og måske endda lidt som om, at vi kendte hinanden. Jeg kiggede på telefonens skærm, som viste halvanden times samtale. Kunne mærke, jeg var mere åben for at møde ham ansigt til ansigt. Måske jeg inderst inde også syntes, at han var så mystisk og spændende, så jeg slet ikke ville kunne lade være. Vi aftalte tid og sted for kaffe. “Lov, at du kommer og henter mig,” sagde jeg, “jeg har så elendig stedsans, at jeg knap nok ved, hvor jeg befinder mig nu – og da slet ikke i en fremmed by.” Det lovede han. “Har du tænkt på, at du ikke aner, hvordan jeg ser ud?” spurgte jeg derefter. “Ved du da, hvordan jeg ser ud?” gav Læseren igen. “Hør lige. Du taler med Stalker Nummer Et, så selvfølgelig ved jeg det,” indrømmede jeg. “Hm. Du har skrevet, at du har en flot røv,” sagde han. “Jamen, så kig efter hende med røven. Så finder du mig,” vi ringede kort efter af.

Jeg havde taget en enkelt fridag fra arbejde, så jeg kunne holde forlænget weekend med Søster. Ankom sent torsdag aften. “Jeg skal drikke kaffe med Læseren i morgen,” fortalte jeg, da vi havde spist pomfritter og børstet tænder og tisset af. Lå side om side i hendes seng. “Ja?” hun scrollede gennem Asos uden at kigge op. Tror måske, det er et aftenritual af en art, hun har. “Tror du, han lyver?” spurgte jeg lidt efter, “tror du, at han kun gør alt det her, fordi han vil se giraffen?” Hun slukkede sengelampen. “Det ville da være enormt meget besvær bare for at se dig,” grinede hun. Skubbede til hende. Lå med hovederne på hver vores pude og fortsatte med at vende Læserens mulige motiver en stund, indtil jeg kunne høre hendes tale blive til mumlen og kort efter også vejrtrækning blive dybere. Vi faldt i søvn hånd i hånd.

“Hvad nu, hvis han har et skjult kamera?” spurgte jeg næste morgen over havregrøden. Der var en time til mødet med Læseren, og jeg var kommet i alvorlig tvivl. “Nu slapper du af med at være så paranoid. Desuden er det ulovligt med skjulte kameraer. Tror jeg,” svarede Søster. Hun havde hostet sig gennem det halve af natten, jeg havde til sidst jaget en spids albue i siden af hende og trukket dynen op over hovedet. Nu sad hun og stirrede intenst ind i et lille håndspejl, mens hun lagde mascara med lange strøg. Vi diskuterede vejret. Bare ben ville nok være i overkanten, men mon ikke sandaler ville kunne gå an. Godt nok havde jeg taget et par halvløse sommerbukser på, men da jeg gik mod bussen, fortrød jeg i løbet af få øjeblikke både jakke og blusens lange ærmer. Og åh, hvor jeg hader offentlig transport i fremmede byer. Stod bare og svedte og holdte ængsteligt øje med Rejseplanen.

Jeg var voldsomt bevidst om mig selv, da jeg stod i skyggen og ventede på Læseren. Hvordan håret faldt om mine kinder, hvordan mit tøj sad, hvor skinger min stemme pludselig havde lydt, da jeg rømmede mig, og hvor små mine bare tæer så ud. Let fugtige håndflader. Hvad forventede han? Hvordan tror folk, jeg ser ud? Hvordan tror de, jeg er? Er med på, at man sikkert godt kan fornemme en smule af det i mine indlæg. Men jeg tager tit mig selv i at kunne distancere mig fra det, jeg skriver. Ja, jeg skriver om enkelte virkelige hændelser – men selvom Frøken Kløe er mig, er jeg ikke hende. Ikke kun, i hvert fald. Jeg er meget mere. Og jeg er også leverpostejsmadder. Ville Læseren mon kunne forstå det? Eller ville han blive skuffet over det med leverpostejen? Jeg modtager nogle gange mails med dybt personlige beretninger fra andre læsere. Beder mig gerne om råd i forhold til dating. Og jeg er absolut beæret over at blive taget i betragtning som en, der ville kunne retlede. Men. Jeg tænker også. I virkeligheden aner jeg jo ikke noget om noget. Kan ikke engang finde ud af mit eget liv, så hvem skulle jeg være til at kunne rådgive andre i deres? Jovist, jeg kan være god på en date. Men jeg har ikke svar på noget. Sådan tænkte jeg, der i skyggen, og lige så stille gik det op for mig, at jeg var bange for ikke at kunne leve op til den forestilling, jeg forestillede mig, Læseren havde om mig. Var flov over at stå og føle mig så usikker og selvbevidst.

Uh, dér kom han cyklende. Jeg kaldte stille hans navn bagfra, fik ham til at dreje omkring. Han var høj. Ikke sådan ualmindeligt høj, men jeg måtte da løfte mig en smule på tå for at kunne nå ham i et kram. Vi begav os ud efter kaffe med det samme. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage solbrillerne af, var nødt til at have noget mellem os, skærme mig. Hurtigt måtte jeg nævne min nervøsitet og kaotiske tanker, for jeg kan sjældent holde mund omkring ting, der flyder over indeni mig på den måde. Det var han vist lidt forbavset over at høre, tror jeg. Nå. Men vi fandt endelig kaffe og vi tog den med os, for det ville være en skam at sidde indenfor i det skønne vejr. Bagefter kom vi forbi en park og et par – hmm, rustikke? – bænke med et solidt plankebord imellem. Og så satte vi os på hver vores bænk og snakkede løs. Jeg smed først jakken, så sandalerne. Trak fødderne op under mig. Til sidst solbrillerne. Det føltes ok nu. Når jeg er udenbys, har jeg det med at sammenligne alt med min egen by. Skete selvfølgelig også denne gang, og her efterfølgende synes jeg, at jeg i starten kom til at plapre lige lovlig meget om hjemby og forskellighed og andet i den dur. Eller. Det var måske nærmere hele vejen igennem, at jeg blev ved med at vende tilbage til bysnak. Super.

“Jeg er god til af aflæse damer,” nævnte Læseren på et tidspunkt. “Hvad læser du så nu?” spurgte jeg og kiggede på ham. Var begyndt at slappe af sammen med ham. “Du er svær,” tøvede han. “Kompleks?” jeg lo. “Ja,” svarede han og smågrinede også. Vi kredsede hele tiden om emner som dating og sex og alt, der måtte følge med. Syntes, det var en meget ærlig snak. Men hvorfor også holde noget tilbage, tænkte jeg. Læseren vidste jo alligevel næsten alt om mig på lige dette punkt. “Måske jeg også var nervøs før,” sagde han, “jeg føler mig en del roligere nu.” Og det må have været sandt, for selvom jeg syntes, at vi var to ret forskellige typer, fungerede det efterhånden helt fint mellem os. Han var nem at snakke med. Ligesom i telefonen. Jeg var spændt på, om han ville bruge sine dameteknikker på mig. Faktisk tror jeg slet ikke, han kan lade være. Og der var et spil mellem, det er jeg slet ikke i tvivl om, der var. Men ville andet ikke også have været sært, når to så flirtende mennesker mødes på grove bænke og deler hemmeligheder? “Du må spørge mig om alt,” slog han flere gange fast. Så det her direkte blik. Lidt skråt. Lidt uskyldigt. Og så alligevel. Det var altså en sød måde at sige det på. “Er der da noget bestemt, du gerne vil have, jeg spørger om?” smilede jeg og kiggede op på ham gennem øjenvipper. Nåhr. Han trak lidt på det. “Jamen, så prøv du at spørge mig om noget i stedet for,” mit smil blev en kende bredere. Ved ikke, om han havde brug for at tage tilløb først, men sådan opfattede jeg det. “Havde du tænkt på, om vi skulle knalde?” spurgte han så. “Ja! Det havde jeg faktisk,” svarede jeg prompte. Læseren så overrasket på mig. “Jeg havde overvejet, om det måske var derfor, du ville drikke kaffe med mig. Men så tænkte jeg også, at du heller ikke lod til at have bagtanker på den måde.” Han rystede på hovedet. Nej. Ingen bagtanker. “Desuden har jeg mega menstruation, så at knalde kommer jeg i det hele taget ikke til med nogen som helst i dag,” tilføjede jeg og tog et hvæs af smøgen. Læserens latter var umiddelbar. Og så snakkede vi ellers videre, mens folk omkring os luftede hunde og solede sig og slæbte på indkøbsposer. Efter godt tre timer brød vi op med lovning om at ses igen en anden gang.

Det havde været rart at møde Læseren. Mit bryst var senere på eftermiddagen helt lyserødt af at have siddet så længe i solen sammen med ham. Jeg er stadig en smule i tvivl om, om han ser mig som mig eller Frøken Kløe. Men. Måske det også kan være svært at skelne, når man ikke kender hinanden bedre. Er desuden heller ikke noget, der går mig lige så meget på, som det gjorde, da jeg stod i skyggerne. Og jeg var endnu så forfjamsket, da han galant betalte for vores kaffe, at jeg vistnok helt glemte at sige tak. Så. Tak, Læser.

Anden date med Kreamanden

Scene 8. Ungpigehybel. Aften. Frøken Kløe – for hvem det i denne weekend har lykkes at føre et højest usædvanligt aktivitetsniveau med både langt event i fitness og kunstudstilling med sine forældre – ligger atter på sofaen iklædt nattøj. Hun har købt bland selv-slik for halvfjers kroner. Det er et par dage siden, hun var på date i teatret. På Tinder modtager hun en besked fra Kreamanden.

KREAMANDEN: Har du travlt i næste uge? Hvornår vil du se mig igen?

Beskeden formår at irritere Frøken Kløe nok til, at hun ikke gider svare lige med det samme. Hun er ved at gense Outlander; går i gang med sjette afsnit. Bagefter ringer hun til Søster.

SØSTER: Skriver han ordret “hvornår vil du se mig igen?”?

FRØKEN KLØE: Ja. Er det ikke lidt irriterende?

SØSTER: Jo, sådan lyder det. Også desperat. På en måde.

FRØKEN KLØE: Præcis!

SØSTER: Tror du ikke, det er fordi, du i virkeligheden ikke gider ham nok, at du har det sådan nu?

FRØKEN KLØE (slår smæld med tungen): Tjo. Sikkert. Det er bare fordi, han jo skaffede teaterbilletter. Så føler jeg ligesom, at jeg skylder ham noget. Du ved. Det er for dumt. Men. Han var jo også sød nok. Rigtig sød, faktisk. Hans ven var bare endnu sødere. Og smukkere. For satan, han var smuk.

SØSTER: Løven?

FRØKEN KLØE: Løven. Jeg har fundet ham på Facebook.

Søster søger efter Frøken Kløes anvisninger på Facebook. Hun finder Løven.

SØSTER: Ok. Hold da op. Han er godt nok. Ja. Det er han virkelig. Hold da helt op.

Frøken Kløe og Søster fortsætter med at stalke Løven en rum tid, inden de afslutter samtalen. 

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad med lørdag?

KREAMANDEN: Jeg kan desværre ikke i weekenden. Har du ikke mulighed for at ses tidligere på ugen?

Frøken Kløe ser syvende afsnit af Outlander.

FRØKEN KLØE (i besked på Tinder): Hvad så med i morgen?

KREAMANDEN: Det er en aftale.

– – –

Scene 9. Ungpigehybel. Dag. Frøken Kløe gør et forsøg på at rydde op, flytter en stak vasketøj fra stuebord til vindueskarm. Hun spiser en skålfuld havregryn. Dupper en smule ferskenfarvet lipgloss på læberne. Dørtelefonen kimer. Det er Kreamanden. Frøken Kløe sprayer hurtigt med lidt hårlak. Trækker dernæst i overtøjet, går ud af døren og ned ad trapperne.

– – –

Scene 10. På gaden. Kreamanden står udenfor Frøken Kløes opgang. Han har sin cykel med og har en mørkeblå filthat på hovedet. 

KREAMANDEN (smiler): Hej! Tak for sidst.

FRØKEN KLØE (giver ham et kram. Smiler): Hej Kreamand! Selv tak. Skal vi snuppe en kop kaffe?

De går sammen hen ad gaden. Snakker lidt om, hvad de hver især har lavet i løbet af dagen. Ved den første kaffebar går de indenfor. Frøken Kløe gør meget ud af på en diskret måde at vifte med sit dankort, så Kreamanden ikke er i tvivl om, at hun gerne vil betale for sig selv. De sætter sig.

KREAMANDEN (kigger ned ad Frøken Kløe, da hun tager jakken af): Du ser rigtig godt ud i dag.

Frøken Kløe er iført denimnederdel, rød- og blåstribet bluse og sorte ruskindsstøvler.

FRØKEN KLØE: Tak. Det er mit faste date-outfit.

KREAMANDEN (griner): Er det?

FRØKEN KLØE (griner): Nej, det var bare for sjov.

KREAMANDEN: Går du på mange dates?

FRØKEN KLØE: Nja. Det kommer vel an på, hvad man synes, der er mange dates. Tror ikke, jeg går på flere dates end andre singler.

KREAMANDEN: Jeg må sige, at du er en af de bedre dates, jeg har oplevet.

De drikker kaffe og småsnakker om løst og fast. Samtalen falder på fitness. Klassisk emne.  

KREAMANDEN: … Det er ligesom ham, jeg bor sammen med. Løven. Kan du huske, vi mødte ham i teatret? Det er min roommate. Han er fitnessinstruktør.

FRØKEN KLØE (pludseligt meget interesseret): Du bor sammen med Løven? Ja?

KREAMANDEN: Nemlig. Men han leder efter en lejlighed for sig selv nu.

FRØKEN KLØE (henkastet): Virkelig? Nå! Skal han da flytte sammen med sin kæreste eller hvordan?

KREAMANDEN: Nej, han har ingen kæreste.

FRØKEN KLØE: Aha. Hvor vil han bo? Midtbyen? Vestbyen? Østbyen?

KREAMANDEN (med let rynkede bryn): Øh. Det ved jeg ikke.

FRØKEN KLØE: Har han børn? Eller. Æh. Du ved. Men. Har han?

KREAMANDEN (griner): Nej, det har han ikke.

FRØKEN KLØE: Hvordan er han? Hvilken type? Jeg mener. Hænger jo tit sammen med hvilken bydel, man har lyst til at bo i.

KREAMANDEN: Han er sådan meget chill i det.

Frøken Kløe remser begejstret alle sidegaderne op omkring sin egen gade, som ville egne sig absolut glimrende til en chill, kæreste- og barnløs Løve. Tænk hvis de kunne blive naboer! Frøken Kløe synes efterhånden, det hele kunne minde om et manuskript til en B-film. I tankerne roser hun sig selv for at have håndteret de spændende, nye oplysninger om Løven på en så elegant og afslappet måde. Minder dernæst sig selv om, at det er Kreamanden og ikke Løven, hun er på date med nu. Hun begynder i stedet at tale om sommerferieplaner. Bagefter musik. Uddannelsesvalg. Runder endnu en gang sommerferieplanerne. Det bliver en kort date.

– – –

Scene 11. Foran kaffebaren.

FRØKEN KLØE: Tak for i dag, Kreamand.

KREAMANDEN: Har du lyst til at ses igen?

FRØKEN KLØE: Øh. Vi må lige tales ved.

KREAMANDEN: Jeg skriver til dig.

De siger farvel og skilles, går i hver sin retning. Da Frøken Kløe er kommet et godt stykke væk, ringer hun Søster op og sætter hende hurtigt ind i sagerne.

FRØKEN KLØE: Som jeg ser det nu, har jeg to muligheder: Blive venner med Kreamanden og sørge for at blive inviteret hjem til ham – på en fuldstændig venneagtig måde! – så jeg kan møde Løven igen. Eller – og det ville selvfølgelig være det pæneste at gøre – helt stoppe med at date Kreamanden og finde ud af det med Løven på anden vis. Skulle Løven tilfældigvis følge en eller anden åndssvag, pernitten bro code, er det bedst aldrig, aldrig at se Kreamanden igen.   

SØSTER: Du må under ingen omstændigheder knalde Kreamanden! Og du må heller ikke lade ham tro, at det nogensinde ville kunne lade sig gøre. Får Løven det at vide, er det først, han holder sig væk.

De fortsætter et stykke tid med at diskutere og vurdere Frøken Kløes muligheder. Selvom det med at blive venner med Kreamanden klart ville være det snedigste, bliver de til sidste enige om, at det nok vil være bedst ikke at se ham igen.

– – –

Scene 12. Ungpigehybel. Dag. Der er gået over fjorten dage siden sidste møde med Kreamanden. Han har ikke skrevet til Frøken Kløe, og i mellemtiden har der også været så meget andet rod, så hun har heller ikke kontaktet ham.

KREAMANDEN (i besked på Tinder): Hej Frøken Kløe. Det er lang tid siden. Hvordan har du det? Hvornår skal vi tage en tredje date?

FRØKEN KLØE: Hej Kreamand. Det har været hyggeligt at møde dig, men jeg synes ikke, vi skal ses igen.

KREAMANDEN: Kemien og den umiddelbare tiltrækning var der alligevel heller ikke rigtigt fra min side. Jeg synes bare, vi skulle give det en chance. Men det må du selv om. Ha’ det godt.

Frøken Kløe trækker på skuldrene. Kort efter sletter Kreamanden hende som match. Men da er Frøken Kløe allerede gået i gang med at lægge andre planer. 

Nørden

Jeg havde fundet denne her rimeligt lækre mand på Happn. Øj. Lige sådan en man godt gad se lidt mere til. Hans beskeder var oven i købet enormt velskrevne og sjove. Fik mig helt til at smile og vente fornøjet på ny lyd fra ham. Og havde det ikke været fordi, vi midt i alle skriverierne gik fuldstændig skæve af hinanden, ville jeg have holdt mit løfte om at ses sidste weekend. Vi kom til at snakke om feminisme. Det var egentlig bare en kort bibemærkning fra min side. Synes generelt, man bør holde sig til lettere emner, når man skriver med sit nye match. Har jeg lyst til at ytre mit forhold til feminisme, vil det umiddelbart ikke være en datingapp, jeg tyer til som kanal. Bevares. Naturligvis skal der være plads til holdninger på både Happn og Tinder. Jeg har bare for lang tid siden bestemt mig for, at det ikke er stedet, jeg vil diskutere. Så jeg forsøgte hurtigt at lukke den ned igen. Det var han åbenbart ikke helt med på. Og pludselig var den del af min besked, hvor jeg i en enkelt linje havde brugt det – skulle det snart vise sig – forhadte ord, arnested for et større palaver. For ifølge mit nye match var han ikke blot kritisk men også ret skeptisk overfor feminisme i sin nuværende form. Jeg spurgte pænt, om han mon hentydede til fjerdebølge-feminisme, mens jeg sagde til mig selv, at jeg skulle tælle til ti. Nærmere hundrede. For. Næ. Det vidste han egentlig slet ikke, hvad var. Forfattede til gengæld en længere klichefyldt smøre om hykleri, mandehad og argumentation baseret på følelser i stedet for rationalitet. Den bedste var alligevel, da han sagde, at der var en masse ting i vores hverdag, vi godtager som værende normale præmisser, men som i virkeligheden er helt forkerte – hvorefter han bevægede sig over i den noget kun tungere ende mod en rask omgang pro-slut shaming. Gad ikke engang at prøve længere. Bye bye. Ærgerligt.

Så gik det meget bedre med det næste match. Der var bare lige én ting. Lille bitte. Seriøst ikke noget, man bør hænge sig i. Og sikkert ikke noget, der behøver betyde noget. Men. Han satte hverken komma eller punktum. Jegkanikkemeddet. Gjorde dog mit bedste for at tyde hans beskeder, og det endte faktisk som en helt hyggelig snak. Han spurgte, om jeg havde lyst til at mødes. Selvfølgelig havde jeg det.

Jeg havde virkelig den bedste hårdag, jeg længe har haft. For pokker, hvor det sad. Perfekt til en date, tænkte jeg tilfreds og blinkede til mig selv i spejlet. Da jeg kort inden det aftalte mødetidspunkt kiggede ud på det regnfulde søndagsvejr, dalede humøret betragteligt. Nu var jeg nødt til at proppe hele manken ind i den trange hætte på min jakke. Og jeg havde ellers planlagt at tage en pæn, lys, hætteløs uldfrakke på, men måtte modvilligt krybe i en lidt mere praktisk sag.

Vi skulle mødes foran en café. Ankom nøjagtig samtidigt. Det blev til et hurtigt kram, før vi skyndte os indenfor i ly for regnen. Jeg kunne lugte jakkens plaskvåde stof, mens jeg rodede febrilsk rundt i mit hår for at få det til at sidde nogenlunde igen. Vi fandt et bord og satte os overfor hinanden. Her fik jeg endelig mulighed for at betragte ham ordentligt. Sneakers og en skjorte i groft lærred. Hagekløft og pjusket hår. Han så godt ud. Lignede en musiker. Ja. Der var faktisk en del Kurt Cobain over ham på både den ene og den anden måde. Det kunne jeg meget godt lide. Men jeg lagde også mærke til, at der tillige var en god portion Handymand over ham. Faktisk. Når jeg sad der og kiggede på min date og tænkte rigtigt efter, fandt jeg, at jeg i ham kunne se samtlige mænd, der har været i mit liv. Gudfader, hvordan kan jeg blive ved med at støve den samme type op gang på gang? Så kan det godt ske, der er mindre variationer såsom hårfarve og højde og drøjde ind i mellem. Men i bund og grund ligner de altså alle sammen hinanden. Nå ja, tænkte jeg tørt, så ved jeg da, hvad jeg får.

Til en afveksling var der egentlig ikke så megen prøvende småsnak mellem os som indledning. Det var bare lige på. Jeg tænkte, det var rart bare at kunne snakke løs sammen med ham. Han grinede nogle gange på en lidt sjov måde, havde svært ved at holde øjenkontakten og virkede til tider ret genert. Syntes, det var lidt sødt. Jeg kan godt lide, når mænd er nørdede omkring Star Wars, tegneserier og andet i den dur. Og det var ham her. Den fik ikke for lidt med diskussion af Rogue One og hånlig latter over Batman v Superman. Senere viste det sig tilmed, at han ikke bare lignede en musiker, han var også en. Og senere endnu fandt jeg ud af, at han desuden malede og tegnede. Han fortalte, at han var udpræget konkurrencemenneske, og at han, når han satte sig noget for, nørdede dette, indtil han mestrede det til fulde. Absolut et plus, vurderede jeg. Virkede i det store hele til at være ret cool, det, han havde gang i. Han var Nørden. Og jeg vidste, den var hjemme, da han stolt fremviste fotos af sine malerier. Sådan er det altid. Mænd kan godt lide at imponere og vise, hvor dygtige de er. Endnu en fællesnævner, konstaterede jeg, for sådan har det uden undtagelse været med alle mænd, jeg indtil videre har været sammen med. Og jeg har ikke noget imod at smile og spille med og give mig selv en mental high five, mens jeg tænker: Godt skuldret, søster.

“Hov. Er det en tatovering?” spurgte han og pegede på mit håndled. “Den er fin. Ikke for stor. Det kan hurtigt blive for meget, hvis man får nogle, der er større.” Jeg nænnede simpelthen ikke at linde yderligere på ærmet og vise, hvad det ellers gemte. “Har du tatoveringer?” spurgte jeg. “Nej. Men jeg har tænkt på det,” svarede han. “Jeg tror, det ville klæde dig,” sagde jeg og mente det, “har du fundet en tatovør?” Det mente Nørden, han havde: “Det skal være en af dem fra Tattoo Salonen.” “Altså. Det der tv-program?” spurgte jeg. Lige præcis. Jeg gav ham navnene på et par profiler på Instagram, han burde tjekke ud. “Åh,” mumlede han og scrollede sig opmærksomt igennem det ene farverige mønster efter det andet. Fornemmede, at han netop havde fundet sit næste nørdeemne.

Hvis der var en ting, jeg lagde ekstra mærke til, så var det, at Nørden lige fra starten talte til mig, som om han allerede havde bestemt, at vi skulle ses mere end denne ene gang. Han spillede med helt åbne kort, var tydeligvis på kærestejagt. Først blev jeg meget overrasket. For jeg mente, det var at være lige hurtig nok på aftrækkeren, da han i løbet af den første times tid fortalte, hvad han syntes, vi skulle lave sammen på næste date. Dernæst oplevede jeg kort at blive både afskrækket og provokeret af, at han med så stor overbevisning regnede med, at jeg ville se ham igen. Der var en sær uoverensstemmelse mellem denne beslutsomme selvsikkerhed og den kejtede generthed, der gennem hele daten fortsatte med at overmane Nørden med regelmæssige mellemrum. For mit eget vedkommende reagerede jeg på dette med henholdsvis lige dele modvilje og omsorg. Indtil det gik op for mig, at fornemmelsen af ikke rigtig at have noget at skulle have sagt i sagen om, hvorvidt vi skulle ses igen eller ej, æggede mig i så forbavsende grad, at jeg overgav mig fuldstændig og til sidst bare nød at føle mig eftertragtet.

Og således gik det til, at Nørden ved datens ende ingen problemer havde med at få lokket ikke blot mit telefonnummer ud af mig, men også tid og sted for næste møde.

Gøgleren

Han er en af dem, hvor man efter at have set hans billeder tænker, at han enten er meget pænere eller knap så pæn i virkeligheden. Jeg tog chancen. Vi matchede. Skrev lidt sammen. Jeg gider sjældent skrive med mænd i alt for lang tid ad gangen, for jeg har lært, at jeg enten begynder at kede mig og efterhånden glemme samtalen; eller modsat får så høje forventinger til daten, at det ikke kan ende med andet end at falde til jorden med et overdøvende rabalder, når vi endelig ses. Så jeg spurgte hurtigt mit nye match, om vi skulle snuppe en kop kaffe sammen. Han fortalte, at han ikke var så rutineret i dating, men at han gerne ville prøve. Note til fremtids-jeg: Når mænd siger sådan, så overvej lige en ekstra gang, om der mon kan være noget der gør, at de ikke dater så meget.

Jeg nåede at presse en lægeaftale ind inden daten. Siden p-pillestoppet har min menstruation mildt sagt været lunefuld. Lægen spurgte ind til symptomer, bladrede i en brochure og snakkede om kønshormoner og cyster, mens min ryg føltes kold. Henvisning til gynækolog. Blodprøve. Lige for en sikkerheds skyld, mente hun. Jeg bliver så tosset, hvis min kusse er syg, tænkte jeg og bøjede armen sammen om vatklumpen, da nålen blev fjernet fra åren. Egentlig ville jeg bare have haft en recept på en million Ipren. Mine tanker var ret optaget af alt muligt andet, da jeg gik fra lægen mod kaffedaten.

Han stod og ventede midt på fortovet. Kunne allerede på lang afstand tyde hans kropssprog som værende pænt nervøst. Han havde en Fjällräven-jakke på. Ret praktiske gummisko og bukser med store lommer på siden af læggen. Hvor var den hvide slim fit skjorte fra Tinder? De seje sneaks? Der blev tænkt ord som overfladisk og rummelig, da jeg i tankerne hurtigt irettesatte mig selv. For han så rar ud. Og jeg har altså brug for en rar mand, mindede jeg mig selv på. “Hej,” smilede jeg og gav ham et kram, “skal vi ikke tage kaffen med udenfor? Der er jo dejligt vejr.” Det ville han gerne være med til. Jeg bestilte latte, han sagde ditto, og mens vi stod og ventede, kunne jeg se svedperlerne på hans pande. Akavet småsnak. Jeg tænkte på blodcyster. Endelig fik vi vores papkrus og gik udenfor.

Først forløb samtalen mellem os faktisk fint. Han var sød. Vi talte om gode spisesteder i byen, han kendte til et par nye restauranter. Det kan godt ske solen tittede blegt frem, men det blæste en del. Især sidevinden var fæl, jeg fik hele tiden hårtotter i øjnene. Kaffen gik hurtigt fra varm til lunken. Han spurgte ind til mine fritidsaktiviteter, jeg svarede ting som fitness og shopping og damehygge. “Hvad med dig?” spurgte jeg, og sådan fandt jeg ud af, at han selv gøglede i sin fritid. Spyede ild og sådan. Jonglerede. Cyklede på ethjulet. Af hvad jeg ved, har jeg aldrig været på date med en gøgler før. Tænkte, at jeg vist mest var vant til, at mænd bare går til fodbold.

Gøgleren var også meget. Sådan. Åndelig. Eller. Filosofisk i det på en måde. Det er jeg altså ikke rigtig, og jeg kan godt have svært ved at følge med i samtaler med folk, der er. Måske mest fordi det ikke interesserer mig spor at snakke om. Han var fascineret af visse psykologiske mekanismer, fortalte en del om det. På et tidspunkt fik han sagt noget på så sjov en måde, at jeg grinede højt og længe. “Det var sjovt sagt,” lo jeg. Han virkede helt forbavset over min latter. Så lyste han op i et stort, stolt smil og gentog joken. Knap så morsomt anden gang, skulle jeg hilse og sige. Efter at have travet rundt i noget der føltes som mægtig lang tid, tjekkede jeg diskret mit ur. Der var ikke engang gået en time. Ork. Syntes ikke helt, jeg kunne få mig til at tage hjem endnu. Hele daten gik jo egentlig også ok. Jeg mener. Havde godt nok en klar fornemmelse af, at jeg nok ikke var interesseret i at lave noget som helst, der bare mindede om at lade Gøgleren lindre kløen. Men han var hyggelig at snakke med, og så længe det bare blev ved det, havde jeg ikke noget imod at fortsætte lidt endnu. Note til fremtids-jeg: Når du allerede i løbet af så kort tid sammen med en mand ved, at du ikke har lyst til mere – så stop. Bare stop.

For mit forslag om øl gav åbenbart Gøgleren mod og gjorde ham tilstrækkelig tryg til rigtigt at folde sig ud. “Har du noget imod rygning?” spurgte han, da vi sad med to Øko Thy foran os. Som udgangspunkt er jeg altid ikkeryger, hvis nogen spørger. Skulle jeg alligevel finde på at ryge på en date, kan man roligt tage det som indikator for, at jeg ikke er interesseret længere. Men nu røg Gøgleren jo tilsyneladende selv, så jeg rystede på hovedet og fiskede hurtigt smøgpakken frem fra jakkelommen. Åh, det går godt sammen med en bajer. Han tændte op med mikserblus. “Hold da op,” mumlede jeg og kiggede på flammen. Herfra gik der ikke mange øjeblikke før snakken kredsede om cannabis. Jeg har klare holdninger til det emne, men det havde Gøgleren også, og han kastede sig nu ud i noget, der bedst kan betegnes som et mindre foredrag om netop dette. Vidste alt om brug og virkning. Samt lovgivning om stoffer endda. I den forbindelse var han tilmed ret harm på Sundhedsstyrelsen, fornemmede jeg. Dernæst bevægede han sig over i noget lidt mere politisk – nærmere bestemt partiprogrammet for det parti han støttede. Til sidst sluttede han af med enetaler om CO2-udslip, klimaforandringer og gøglercamp. De gange jeg forsøgte at give mit besyv med, afbrød han hurtigt og fortsatte sit foredrag. Jeg tror ikke, det var Gøglerens mening at være uhøflig. Tror heller ikke, at det var fordi, han bedst kunne lide at høre sig selv snakke. Han virkede bare så ekstremt passioneret og nørdet omkring de emner han fortalte om, at der for ham nok slet ikke var plads til andet. Og mens jeg sugede på filteret og kiggede på Gøgleren, tænkte jeg, at der heller ikke var plads til en som ham i mit liv, så det gik måske alligevel lige op. Alt det med at være mere rummelig og mindre overfladisk var fuldstændig glemt. Jeg drak hurtigt. Han svedte voldsomt under armene. Der var ingen naturlige pauser mellem talerne, og jeg var til sidst så tissetrængende, så jeg måtte bede ham meget bestemt om at holde inde. På toilettet kunne jeg mærke, at jeg var ved at blive småsnalret efter kun halvanden øl. Bestemte, at det måtte være mit stik til at tage hjem. Tilbage hos Gøgleren igen, fortsatte han imidlertid ufortrødent snakken – vi var nu atter ved de psykologiske mekanismer – og jeg måtte trække i både frakke og halstørklæde, før han gav mig tid til hurtigt at indskyde, at daten var slut.

Han skrev til mig sent samme aften. “Hej Frøken Kløe. Tak for en hyggelig eftermiddag, jeg synes bare tiden fløj afsted sammen med dig.” Pudsigt. For mig havde det været et par meget lange timer. Mit svar var høfligt afvisende. Brugte resten af aftenen på netdoktor. Note til fremtids-jeg: Lad være med at google endometriose, PCOS, hormonforandringer eller blødningsforstyrrelser.

Små skridt

Jeg havde sparet penge op til rejse og billetter, for jeg havde tænkt, at jeg skulle besøge Sommermanden i efterårsferien. Men han ville hverken have besøg eller noget med mig at gøre, og i stedet meldte jeg mig frivilligt til at være en af de få, der mødte ind på arbejdet i denne uge. Kunne ikke holde tanken ud om at skulle gå alene rundt derhjemme, når jeg kunne have været hos ham. Pengene er i stedet blevet brugt på trøsteshopping. Uden nogen mærkbar forskel selvfølgelig.

Nej. Vent. Lad mig starte et helt andet sted: Jeg var lige blevet sytten, da jeg første gang lod en mand ødelægge mig. Efter et halvt år med fuld skrald på alt hvad livets skyggesider kan tilbyde, blev jeg introduceret til de huller mit sind nu en gang er udstyret med. Det tog mig fem år at hive mig selv op igen. Fem hele år for at udligne det ene halve. Jeg er ikke særlig stolt af den tid og har sjældnere end sjældent lyst til at tale om det. I takt med at jeg er blevet ældre, er jeg heldigvis også blevet klogere og ved nu efterhånden ret præcis hvad jeg skal gøre for at balancere udenom hullerne. Da bekendtskabet med Sommermanden er min første erfaring med ægte hjertesorger, var jeg forholdsvis uforberedt på med hvilken kraft det ville slå mig ud af kurs. Det gør mig bange, når jeg mærker, at jeg ikke længere kan finde ud af at være sammen med andre mennesker. Og det gør mig bange, når jeg indser, at jeg endnu mindre kan holde mit eget selskab ud. Egentlig havde jeg efter den sidste mislykkede date bestemt, at holde mig fra mænd for en stund. Men det her; det, jeg har gang i nu – det er ikke sundt. Det er jeg klar over. Så jeg ombestemte mig.

Derfor: I sidste uge havde jeg scrollet lidt tilfældigt rundt på Happn, da jeg stødte på en fyr, jeg havde mødt før i arbejdsøjemed. Dengang havde det bagefter udviklet sig til fyraftensbajere. Og jeg kan huske, at jeg da havde ærgret mig over, at jeg er så frygtelig overfladisk og ikke rigtig kunne finde ud af at se ud over, at jeg ikke syntes, han var en særligt fysisk tiltrækkende mand. For han var nemlig sjov og kemien mellem os havde været umiddelbar. Tilbage på Happn overvejede jeg grundigt, om jeg nu var blevet så voksen, at jeg kunne give ham en chance. Kom frem til, at det måtte komme an på en prøve, for under alle omstændigheder mente jeg at kunne huske, at han var så sød, som nogen kunne være. Og jeg har brug for søde mænd. Ikke flere røvhulsmænd i mit liv, tak. Så jeg likede ham. Og vi matchede. Selvfølgelig. Skrev lidt frem og tilbage. Han viste sig igen fra sin sjove side og sendte vittige beskeder til mig, som jeg kunne sidde og smile lidt over, mens hjertet værkede ved tanken om den forestående ikke-efterårsferie. På en eller anden måde endte jeg med at få inviteret mig selv på kaffe. Bagefter vidste jeg ikke helt, hvordan jeg havde med det, da aftalen endelig var i hus. For i bund og grund havde jeg virkelig, virkelig ikke lyst. Men jeg var simpelthen nødt til at komme lidt ud, vidste jeg. Og jeg havde her fundet den mest ufarlige type, jeg mente, man kunne støve op i hele byen. Så hvad fanden.

Natten til søndag modtog jeg imidlertid en besked fra samme søde mand. “Er du i byen? Jeg vil gerne se dig. Giver irish coffee, hvis du kommer,” skrev han. Naturligvis var jeg ikke i byen, for den slags gør jeg mig jo ikke i, så jeg sov videre og læste først hans besked henad formiddagen. Havde nok været lidt for optimistisk omkring føromtalte voksenhed, for jeg blev simpelthen så dødsens fornærmet over, at han troede, at det var ok at skrive sådan til mig midt om natten. Bør nok genoverveje det hele, tænkte jeg. For jeg vidste jo godt, at havde han bare været lækker nok, så havde jeg sikkert fniset og takket ja til både dansk og irsk kaffe og jeg ved snart ikke hvad. Det blev et halvspidst svar jeg fik sendt afsted. Glattet ud fik han nu alligevel i løbet af dagen med alle de vittige beskeder, så aftalen om at ses mandag eftermiddag bestod.

Jeg ved godt, at det ikke var helt fair overfor ham, at han egentlig mest var ment som et eksperiment. Og da jeg så ham stå der og vente på mig, fik jeg næsten dårlig samvittighed. Han så meget nervøs ud. Gav ham et kram som hilsen, hvilket gjorde ham tydeligt befippet. Åh. Skyndte mig at købe kaffe til os og få skubbet ham med udenfor igen med papkrus i hænderne. Jeg foreslog at gå en tur, og jeg tror, han ville have sagt ja til hvad som helst. Jeg fik suverænt lov til at bestemme. Alt. Han var så sød og forsigtig, sagde mig ikke det mindste imod. Det viste sig dog, at han nok mest kunne finde ud af at være sjov i sine beskeder, og at den kemi, jeg havde mærket sidst, vist også kun var blevet fremelsket af øllerne. Det hele endte med at gøre mig til lidt af en kælling. Tromlede ham fuldstændig, den stakkels mand fik næsten ikke et ord indført. Og efter både at have bestemt gåturens retning og samtaleemne i henved en time, bestemte jeg også, at det var tid til at sige farvel.

Hjemme igen var jeg sådan lidt meh omkring det hele. Godt nok var det ikke den bedste date, men det havde jo heller ikke været en helt forfærdelig oplevelse. Ikke at jeg har tænkt mig at se ham igen. Men alligevel. Han havde i hvert fald været det rette valg til mit Projekt Kom Videre. Bare små skridt, tænker jeg. Så bliver det måske bedre.

Older posts