Før #2

Sex med Kunstneren var en fjollet affære. Vi passede ikke sammen. Slet, slet ikke. Jeg kan ikke længere huske vores første gang, til gengæld står minderne om tiden efter stadig knivskarpt.

Jeg forsøgte at få det til at fungere. Det gjorde jeg virkelig. Lånte bøger om sex på biblioteket, købte lækkert undertøj, søgte frustreret efter råd på nettet: “Hvordan tilfredsstiller jeg min kæreste?”. Jeg lavede lister med forslag, jeg forsøgte at tale med ham, jeg brød min hjerne til det yderste for at finde en løsning. Men Kunstneren ville have en hård, dominerende kvinde, han ville se mig i lak og hofteholdere, og han ville være lille ske, når vi puttede. Alt skreg, at det ikke kunne gå, men jeg ville død og pine have hans kantede brikker til at falde i hak med mine runde. Så jeg bed tænderne sammen og forsøgte at dominere ham, og han klynkede saligt, mens jeg følte mig forkert. Ret skal være ret – Kunstneren mandede sig også op en enkelt gang, men han misforstod og hev et bælte frem, jeg krabbede skræmt ud på sengekanten.

Omtrent på samme tid som Kunstneren indrømmede sin store skuffelse, stoppede han helt med at gå i seng med mig. Det var det ultimative nederlag. Man skulle jo mene, at man i den første lyserøde tid som kærester knepper som kaniner. Det har man vel hørt om før. Jeg havde i hvert fald. Men det syntes Kunstneren bestemt ikke var nødvendigt. Jeg havde svært ved at forstå ham. “Jeg har lyst til dig. Jeg har lyst til sex med min kæreste,” sagde jeg. Han gloede stille på mig. “Det er fandeme underligt at have så meget lyst til sex,” vrængede han til sidst – “du er den eneste pige, jeg nogensinde har mødt, der døjer så meget med kløe. Det er unormalt.”

Dengang var kløen, som den faste læser allerede ved, ikke noget jeg ellers dyrkede. Kløen var heller ikke som den er i dag. Den var flygtig og nem at undertrykke. Alligevel var jeg af den klare overbevisning, at det ikke var en forkert følelse at have – det var bare noget, jeg først havde lyst til at give efter for med den rette mand. Desuden var jeg relativt uerfaren, havde kun en vag idé om, hvad jeg kunne lide. Men jeg husker min kløe som spirende, nysgerrig. Jeg ved ikke, hvorfor Kunstneren reagerede med sådan en afsky på noget jeg selv betragtede som værende fint og rigtigt. En kedelig scene begyndte så småt at gentage sig hver aften: Sengetid. Kys. Jeg lagde mig ind til ham. “Lad nu være,” sagde Kunstneren irriteret og skubbede mig væk. Kunne med det samme mærke min underlæbe bæve og tårerne som en tyk, varm hinde om øjenæblet. “Og lad være med at prøve at give mig dårlig samvittighed på den der måde, det er ikke fair,” han vendte ryggen til mig. Med en følelse af at være fuldstændig misforstået og ydmyget græd jeg lydløst ved siden af ham.

Hvis sex ikke var noget, Kunstneren værdigede megen tid, så var fester og byture til gengæld lige noget for ham. Han var optaget af at skabe sig det rette omdømme. Tom Waits var Kunstnerens store helt og stod altid som et lysende fyrtårn, der viste ham sikkert på vej mod dette forjættede image som sand kunstnertype. Tom var en værre én. Han var ægte rock’n’roll. Han dikterede sort kaffe og smøger til lyden af skrattende lp’er om dagen. Thybajere og whisky om aftenen. I håb om en dag at kunne skabe lige så stor kunst, måtte man ofre alt og leve som Tom. Det kunne jeg vel nok forstå? Det betød – foruden førnævnte obligatoriske mixtur af forskellige stimulanser – en total prioritering af venner, musik og maleri over mig. Men nej, det forstod jeg sådan set slet ikke. Det endte altid i skænderi, gråd og smækken med døren. Og jeg sad alene aften efter aften.

Efter et halvt år sammen fortalte Kunstneren mig en dag, at han havde fået konstateret klamydia hos lægen. Jeg stirrede på ham: ”Nu får du én chance til at fortælle mig, om du har lavet noget, du ikke burde.” Det benægtede han. Åh nej, nej, nej, selvfølgelig havde han ikke det! Næ, han havde fået det af sin ekskæreste – som forresten var en temmelig udsvævende type, hvis Kunstneren selv skulle sige det. Og i al den tid han og jeg havde været sammen, havde han på mirakuløs vis ikke smittet. Det kan godt lade sig gøre. Det sagde lægen selv. Sagde Kunstneren. Det var meget forvirrende for mig. “Jeg stoler på dig,” sagde jeg til sidst. Det var løgn.

Men jeg gik stadig ikke fra ham.

 

Læs Før #1 her.

Før #1

Jeg var toogtyve, da jeg fik min første rigtige kæreste. Han var kunstner. Der var ikke det musikinstrument, han ikke beherskede. Han kunne synge, og han kunne male smukt. Han var kreativ ud over alle grænser. Og det er jo altid fedt. Men Kunstneren så ned på folk, der ikke havde samme evner, og som valgte at leve deres trivielle liv i små forstadshuse. Hvis der var noget, Kunstneren afskyede, så var det den grå normalitet, der hele tiden hang som en truende, regntung sky over hans hoved. Han gjorde en dyd ud af at være så speciel og excentrisk som muligt. Det blev en slags varemærke for ham. Desuden levede Kunstneren på en stram diæt bestående af de suk hans malerier fremkaldte. Intet smagte så lækkert som ros – det har som bekendt en parfumeret, meget sødlig smag, og Kunstneren blev helt sukkerafhængig.

Men alt det vidste jeg slet ikke endnu. Jeg vidste bare, at han var selvudnævnt sej og arrogant kunstnertype, der gik i flannelskjorte og Converse.

Vi mødtes tilfældigt i byen en aften. Jeg husker glimt af irish coffee og blå Kings. Han fulgte mig hjem. Der lå et tyndt lag sne på jorden, og mine stiletfødder var følelsesløse; kun få millimeter sål mellem hud og sne. Idet jeg vendte mig mod porten og min opgang, greb han min arm og hev mig tilbage ind mod sig. Jeg så det hele i slowmotion. Mine kolde hænder på hans bryst, hans læber mod mine.

Nogle dage efter inviterede jeg ham hjem til mig. Vi dry humpede hele natten. Havde bestemt, at jeg ikke ville gå i seng med ham lige med det samme. Så vi pillede, og vi gned, og vi pressede os mod hinanden. Senere fortalte han mig, at da han skulle hjem, havde han så ondt i nosserne, så han ikke kunne sidde på sin cykel. Han måtte stoppe op på vejen og gå ned i en kælderskakt og spille pik, mens han tænkte på mig. Jeg syntes, det var det mest romantiske, jeg nogensinde havde hørt.

Fra da af var vi kærester. Min allerførste kæreste. I starten var jeg forelsket i ham. Jeg tror også, han var forelsket i mig. Senere var jeg kun forelsket i tanken om endelig at have en kæreste.

Efter et par måneder kunne jeg mærke, der var noget galt. Kunstneren virkede til at være konstant misfornøjet med mig. Det er heller ikke meningen, at min kæreste skal være betaget af mig for evigt, mens vi traller glad mod solnedgangen. Men en smule forelskelse kan man vel stadig mønstre efter de første måneder sammen. Det mente jeg i hvert fald, man burde kunne. “Kunstner? Hvad er der galt?,” spurgte jeg en aften. “Du er ikke den, jeg troede, du var,” indrømmede han tvært. Efter nærmere udspørgen fortalte han, at han i starten havde troet, at jeg var den mest populære pige i byen. Det havde gjort mig vanvittigt tiltrækkende i Kunstnerens øjne. Jeg ville have pyntet så smukt, og ville have været perlen i hans samling af Specielle Skatte. Men nu hvor han havde lært mig at kende, opdagede han, at jeg var ganske ordinær. En mat, kedelig perle. Ja, faktisk var der måske mere tale om et sandkorn, der ikke havde formået at danne ordentlig perlemor i sit muslingebo. Han var blevet så skuffet, da han fandt ud af, hvem jeg i virkeligheden var.

Han sagde det uden skam. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Men jeg slog ikke op.