Møde med Lærer X

Nu er det lige før der går lidt for meget Bridget i den, men ikke desto mindre var dette hvad Universet bød mig i morges.

Klokken var 7.38, og jeg var allerede sent på den. Min overlæbe var hurtigt blevet fugtig, fordi jeg susede gennem byen som et lyn. Og ikke et specielt elegant lyn. Dette er en årstid, hvor morgenerne ser kolde og klamme ud, så man tager strikketrøjer og sweatere på, og så snart man kommer udenfor og får sat sig i sadlen, viser september sig fra sin mildeste side. Med en skarp og morgendoven sol tittende bag hushjørnerne, begyndte sveden at pible stille ned af ryggen og drive fra min kavalergang. Jeg savnede mine solbriller. Kunne alligevel godt se, at skikkelsen, der kom gående mod mig, så bekendt ud. Det er simpelthen løgn, nåede jeg lige at tænke, inden det gik helt op for mig, at det var Lærer X på cykelstien.

I de få sekunder der gik inden vi passerede hinanden, nåede jeg at gå fuldstændig i panik. Min indre kujon skreg: “Vend om! Du kan stadig nå det. Stop! Vend ooom!” Det gjorde jeg selvfølgelig ikke, for det ville ærlig talt have set endnu mere åndssvagt ud, hvis jeg pludselig var standset op midt i trafikken og begyndt at hjule den anden vej.

Lærer X stirrede på mig. Hans læber var som en smal, stram streg, og han så mere alvorlig ud, end jeg nogensinde husker at have set ham. Han havde fået nye briller med et kraftigt stel, og hans hår var sat med lidt for meget voks. “Hej,” kvækkede jeg med et skævt smil og kunne slet ikke genkende min egen stemme. Lyder jeg altid så nasal? Helt ærligt. Det er bare for meget. Men Lærer X sagde ikke noget. Han nikkede til mig. Sådan et højtidligt, dødsensalvorligt nik. Mens han nedstirrede mig med en snert af et-eller-andet, jeg ikke helt kunne tolke, i blikket. Samme rædsel som jeg selv følte? Forlegenhed? Medlidenhed? Da jeg stoppede op for rødt ved næste lyskryds, begyndte jeg at grine ukontrolleret. Befandt mig i en tilstand af det skete bare ikke det dér!, hans dybe nik tog fuldstændig pippet fra mig, og jeg fniste nervøst resten af vejen mod arbejde.

Hvor er det bare typisk at rende ind i ham nu. Det må være en naturlov. Har ikke set så meget som skyggen af Lærer X i flere år, og så – efter et mislykket scoreforsøg og en elleve dage lang afvisning – møder jeg manden i morges. Av, Univers. Av.

Åh, Lærer X

”Hej Frøken Kløe 🙂

Lang tid siden. Jeg kan i øvrigt godt huske dig, hvis du var i tvivl.

Jeg mener bestemt ikke, at det er en stalker-agtig måde… Tværtimod vidner det om et mod af eksistentielle proportioner, hvilket i øvrigt er et kompliment.

Jeg føler mig meget smigret og flatteret, men står i den situation, at jeg har en kæreste og at mødes med dig vil nok sende de forkerte signaler.

PS. Jeg synes ikke, at du skal føle hverken pinlighed eller behov for en kæk afslutning. Det kræver både gåpåmod og viljestyrke at skrive en sådan besked, hvilket er karaktertræk, der kan bære dig rigtig langt.

Mvh. Lærer X”

Åh, Lærer X. Tog det dig virkelig elleve dage at skrive det? Elleve? Jeg forstår ikke helt, hvad eksistentielle proportioner betyder, men det lyder rigtig fint. Ville egentlig hellere have haft et kompliment om, hvor lækker jeg er, og hvor ærgerligt det er, at du har en kæreste, for hvis du ikke havde, ville du være hoppet på mig med det samme. Agtigt. Men det er ok.

Jeg får lidt en fornemmelse af, at du skriver en trøstende kommentar ved siden af karakteren 00 til en elev, der har forfattet en utilstrækkelig aflevering. Som i: “Det kan godt ske du dumper skolen med et brag, Frøken Kløe – til gengæld skal du huske på, at du har så mange andre brandgode kvaliteter, og det er alligevel meeeget bedre.” Men det er sødt af dig at forsøge at opmuntre mig. For er det ikke det, du gør? Det lykkes bare ikke helt, må jeg indrømme. For efter din besked føler jeg mig mere som en dum, lille skolepige, end jeg nogensinde gjorde, da du var min lærer.

Lærer X

For et par år siden tog jeg noget enkelfagskursus. Jeg havde en ung lærer. Helt nyuddannet og smækker. Han lignede lidt en nisse. En sød nisse. Lod som om jeg ikke kunne fordrage ham, så ingen opdagede, hvor vild jeg i virkeligheden var med ham. Havde mange hede fantasier om ham og mig. Som muligvis også involverede et tomt klasselokale, en kort nederdel og et kateder. Muligvis ikke. Ok, muligvis. Lige siden dengang har jeg håbet på at møde ham tilfældigt på gaden. Og jeg ville være sådan casual lækker. Og ville invitere ham på kaffe. Og han ville sige ja. Og vi ville ende med at bolle hele natten. Det skete bare aldrig. Så jeg besluttede at tage sagen i egen hånd, eftersom skæbnen åbenbart ikke er min ven i dette foretagende. Det er Facebook til gengæld. Har fundet frem til ham der gennem et mindre detektivarbejde. Efter flere timers tilløb sendte jeg endelig følgende:

”Hej Lærer X 🙂

Det her er måske lidt mærkeligt! Især fordi vi ikke har talt sammen i flere år. Og egentlig heller ikke rigtig kender hinanden.

Jeg havde lidt et hemmeligt crush på dig dengang du var min lærer. Havde egentlig håbet på at møde dig efter endt kursus, men det er bare aldrig sket – så med risiko for at det her kan gå hen og blive en pinlig affære for mig, tager jeg lidt en chance på en temmelig stalker-agtig måde og sender en besked i stedet for.

Har du ikke lyst til at drikke en øl sammen en dag? 

Jeg er ikke så vant til at skrive beskeder ala det her, så kan ikke lige komme på en kæk afslutning, men håber på at høre fra dig 🙂

Sendt klokken 21.09. Læst 23.44. Stadig intet svar. Fortsættes. Forhåbentlig.