Spurven forelsker sig

“Jeg slår ham ihjel,” rasede Vikaren, “banker ham sønder og sammen. Giv mig hans adresse, så tager jeg derhen med det samme. Han skal ikke gøre dig ked af det. Ingen gør Frøken Kløe ked af det.” Jeg smilede trist. “Du er sød. Ville du virkelig gøre det for mig?” spurgte jeg. “Ja. Altid,” svarede Vikaren prompte, “hvad skal jeg gøre ved ham? Du bestemmer.” Jeg tænkte lidt. “Måske bare slå ham?” foreslog jeg. Vikaren grinede. “Du kan satme tro, jeg vil slå ham,” han kiggede alvorligt på mig. “Det er det sødeste, du nogensinde har sagt. Tak,” lo jeg og gav ham et klem.

De havde ringet til mig, jeg havde grædende taget telefonen. Det var knap et par timer efter jeg var kommet hjem fra Sommermanden. Vandrede rundt i lejligheden fra køkken til entre, køkken, entre, om og om. Jamrende. Kunne ikke genkende min egen stemme. Jeg havde ikke lyst til at være alene, så de fik mig hurtigt overtalt til at møde dem på vores sædvanlige værtshus. Satte mig snøftende ved bordet. Mit ansigt var blegt og huden omkring øjnene rødspættet. “Hvad har han gjort ved dig?” spurgte Vikaren med det samme. Spurven stemte i. “Jeg gider ikke snakke om ham,” svarede jeg og bællede en øl. “Du ser godt ud i striber,” trøstede Spurven. Det ved jeg godt, det var derfor jeg tog dem på. Korte denimshorts, sort- og hvidstribet bluse. Men komplimenter hjælper jo altid lidt på humøret. Jeg smilede skævt. De sørgede for shots, og jeg tog grådigt for mig. Små Sure. Smagte vidunderligt. Røgen hang i tunge slør, øllene var mange, og snart følte jeg mig bedre tilpas.

Ud på natten tog vi videre til den næste bar. Spurven og jeg dansede, som vi altid gør. Vildt, med lukkede øjne, uden at tænke. Det rensede mig, og jeg kastede grinende med hovedet, gjorde tegn til at gå ud og få frisk luft. Udenfor sad resten af slænget bænket. Vi satte os hos dem. Samtalen rungede og snurrede for mig. Når jeg ikke længere var beskæftiget med dans, stoppede jeg hurtigt med at høre efter, hvad de snakkede om, og hengav mig atter til mørke tanker om Sommermanden. Spurven talte til mig. Sådan lidt sagte med ryggen vendt halvt til de andre. Front mod mig. Jeg nikkede uden rigtig at lægge mærke til, hvad han egentlig sagde. “… Så må jeg kysse dig?” lød det pludselig. “Hvad?” spurgte jeg forvirret, kiggede op på ham. “Jeg har lyst til at kysse dig. Må jeg det?” gentog han med et forlegent smil. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige. Det stod stille i mit hoved. “Er du okay?” spurgte jeg efter en rum tids stirren, “har I skændtes? Din kæreste og dig?” Nej, det havde de ikke, sagde Spurven og rystede bestemt på hovedet. Jeg forstod absolut ingenting. Så det sagde jeg: “Jeg forstår absolut ingenting. Hvorfor vil du kysse mig? Vi har kendt hinanden i snart et år. Jeg har budt mig til flere gange. Du har altid sagt nej. Hvorfor nu?” Kunne mærke, jeg begyndte at blive vred. Spurven mente ikke, det var rigtigt. Jeg havde da aldrig budt mig til, sagde han. For han havde da i hvert fald aldrig sagt nej til mig, hvis jeg havde, blev han gudhjælpemig ved. “Laver du sjov?” spruttede jeg arrigt. “Nu går jeg ind og danser videre. Du kan komme med, hvis du vil. Men jeg gider ikke høre mere.” Jeg rejste mig. Han fulgte efter.

Så. Vi dansede igen. Han lagde hænderne på mine hofter og panden mod min skulder. Kunne ikke finde ud af, hvad det var, der gnavede sådan i mig. Men jeg havde en lammende følelse af at være fuldstændig lige glad. Var lige glad med Spurven, lige glad med øllene, dansen, alt. Jeg var tom. Da han kom tættere på, trak jeg mig væk. Klog af skade og alt det der. “Lad være. Du er ikke ham,” sagde jeg. Så greb han mig. Og så kyssede Spurven mig.

Jeg tænkte. Hvad tænkte jeg? Endelig? Ved det ikke. Det hele var mig så usigelig ligegyldigt. Lagde mærke til, at hans tunge havde en bitter, skarp smag. Og så var det slut. Bartenderen råbte, at de lukkede. Vi blev gennet ud sammen med en lille håndfuld andre bargæster. Himlen var begyndt at lysne. “Så det her er altså forelskelse,” mumlede Spurven, mens han gloede på mig i det begyndende morgenlys. “Hold mund, Spurv,” skændte jeg irriteret. “Du er ikke forelsket i mig. Du har kunnet få mig, hvis du ville, og det ville du ikke. Men når jeg endelig finder en anden, og du ser, hvor glad jeg er for ham, bliver du pludselig vældig interesseret. Du er fuld af løgn. Og skal gå hjem til din kæreste nu.” Han kiggede væk. Vi fulgtes ad, skulle hjem i samme retning; vi bor ikke langt fra hinanden. Spurven rablede løs bag mig. Mumlede for sig selv. Noget om hvor lækker jeg var, hvor meget han ville os, at jeg var hans allerbedste ven. Der var ingen som mig, han kunne snakke med. Jeg var jo den eneste der forstod. Hans tale var usammenhængende, brød nogle gange pludseligt ud i kort, hård latter. Jeg vendte mig om og spurgte igen, om han var okay. Mistænkte ham efterhånden for at have indtaget andet end alkohol. Det her var ikke min Spurv. Ved baggården stoppede vi op. “Jeg går lige med op og får en kop vand. Bare dig og mig,” sagde han. Jeg rystede træt på hovedet. Bad ham gå hjem til sig selv og drikke sit eget vand. “Men vi er stadig venner?” spurgte han, “bedste venner?” Jeg smilede til ham. Ja. “Dine læber er fantastiske,” hviskede han og gik frem mod mig. “Godnat, Spurv,” sagde jeg og drejede om på hælen.

Næste dag vågnede jeg op med tømmermænd og øjenbetændelse. Da jeg ville pakke min taske ud efter miniferien hos Sommermanden, fandt jeg hans t-shirt klemt ned mellem toilettaske og sko. Jeg har grædt lige siden.

Første dag

Kan man kalde Vikaren for ven? Muligvis. Vi er i hvert fald efterhånden blevet noget der minder lidt om. Da han og en anden kom i tanker om, at jeg skulle starte på mit nye job i dag, tog de mig med ud og spise i aftes. Endte med running sushi. Under maden grinede vi og lagde planer for sommerferien. Berlin skal være vores mål. Det skålede vi på. Bare os, en gammel bil, og sommervarm asfalt i fuld fart mod Berlin. Det bliver skæppeskønt.

Et helt platonisk venskab kommer Vikaren og jeg nok aldrig til at få. Der er lidt for meget flirteri og fortid mellem os. Efter maden tog vi på bar. Her udfrittede han mig om Sommermanden, som jeg ganske tilfældigt – naturligvis! – havde fået flettet ind i samtalen som en diskret bibemærkning. Tog omhyggeligt sigte og lod en pil vædet med Sommermandens gift hvisle mod Vikaren. Bulls eye. “Knepper han godt?” spurgte Vikaren. “Himmelsk,” nikkede jeg. “Er du forelsket i ham?” ville han vide. “Nej,” svarede jeg. “Du er forelsket i ham,” konstaterede han. “Jeg kan se det på dig,” Vikaren skød utilfreds kæben frem. “Kig igen,” sagde jeg og gloede på ham. “Ha. Kvinder kan ikke stå for mænd, der knepper dem godt,” mente han. “Ærgerligt du ikke gjorde det bedre så,” lo jeg.

Da jeg endelig kom hjem omkring midnat, kunne jeg ikke sove. Sammenlagt har jeg nok blundet i en time eller to. Var åbenbart så spændt på at starte på nyt job, så det holdte mig vågen indtil mørket i mit soveværelse skiftede til gråt morgenlys. Mine øjne var hævede og randerne under violette, da jeg så mig selv i spejlet. Var decideret dårlig af mangel på søvn. Fik slæbt mig afsted og kom for en gangs skyld næsten til tiden.

Men jeg blev taget så godt imod af mine nye kolleger, så jeg alligevel ikke kunne have bedt om en bedre første dag. Meget lettet, meget glad, meget træt Frøken Kløe.

Hvad sker der?

Hvorfor er her så stille? Hvad sker der lige? Sker der noget? Ja. Alt for meget:

Det er noget med et arbejdsprojekt, der endelig, endelig får sin ende i denne uge. Har betydet lange aftener foran computeren, nervøse trækninger og et alvorligt overforbrug af kaffe. Men nu er det snart slut, så jeg kan langt om længe få mig selv igen. Og en forhåbentlig tilfreds chef oveni.

Det har også været noget med et karneval. Mit års højdepunkt, der fandt sted i lørdags, hvis det skulle have gået nogens næse forbi. Sidste år drak jeg mig sanseløst beruset. Sådan helt uforsvarligt beruset. Det gør altså noget ved en at begynde med shots til morgenmaden. Men denne gang er jeg meget stolt af mig selv over at have været voksen nok til ikke at være gået kold. Husker faktisk hele dagen: Høj musik og udklædning med Søster fra morgenstunden. Den forventningsfulde stemningen, der bobler og ulmer i hele byen, når folk er på vej rundt til morgenmad. Det er det bedste, synes jeg. Vinduerne, der alle står på vid gab mens en tung bas banker dem, der af uforklarlige årsager endnu måtte sove, op. Glade mennesker der alle hilser og komplimenterer hinandens udklædning, som man har brugt timevis af planlægning på. Morgenmaden, hvor vi skåler og skriger og synger. Optoget, hvis karakteristiske stank slår hårdt imod en, når man rammer Vestbyen. Karneval lugter altid af våd asfalt, pis og sprut. Når man finder vognen, der spiller de bedste sange, danser man noget nær lykkelig gennem byen. Og varmen. Åh. Varmen i optoget er ulidelig, man står som sild i en tønde. Huset, vi blev inviteret til fest i med hjemmebygget waterslide i baghaven. Vi smed sæbe på presenningen og sprøjtede med vandslangen på hinanden. Nogen havde lagt en lort på stuegulvet. De brandvarme pizzaer jeg bagefter bestilte, var de bedste, jeg nogensinde havde smagt. Vi sad udenfor og spiste dem, jeg grinede og hostede og fik en skorpe galt i halsen. Røgbomber, glasskår, barnevogne, tyl, en smadret ankel. Perfekt dag.

Så har det været noget med en jobansøgning. En jobsamtale. Og et nyt job. Der er mit. Jeg starter allerede midt i juni. Det hele gik pludselig meget stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg stod med referencer og telefonopkald og banken på dørene. Den nye chef ringede til mig og fortalte mig, at jobbet var mit, mens jeg stod ved køledisken i Føtex. Han sagde, han allerede havde meldt mig ind i en arbejdsgruppe. Så nu skal jeg planlægge seminar for en hel afdeling jeg ikke kender. Shit.

Og så er det selvfølgelig også noget med en mand. Som gør mig så glad i disse dage, så jeg konstant render rundt med et fjollet smil, mens jeg kun kan tænke på ham og hans hænder. Ville så gerne have skrevet om ham noget før, men jeg har simpelthen ikke kunne finde på et navn til ham. Han er ikke noget. Han er bare ham. Der ligger allerede flere halvfærdige indlæg, men jeg er tilsyneladende ikke i stand til at kunne beskrive ham og hele det ætsende begær, der gennemsyrer min krop for tiden, på ordentlig vis. Han har været helt klar i mælet fra start af. Så det må ikke gå galt det her. Det går galt. Det er helt forrygende.

Scoretip

“Åhr. Sig det nu, Frøken Kløe! Fortæl mig det,” bad Vikaren i fredags. Jeg prøvede en ny taktik af, der lod til at fungere over al forventning: Afvisning. “Sig nu hvordan din type ser ud,” blev han ved. Så cheesy, tænkte jeg. Men fint nok. Nu spurgte han jo selv. “Lyshåret,” svarede jeg. Kiggede demonstrativt på Vikarens mørke lokker. Han vred sig. “Så sig din,” nikkede jeg, og Vikaren gav sig straks til at prise mig fra top til tå og forsikre mig om, at det skam var det eneste, han drømte om. Helt ærligt. Det var simpelthen for nemt. Som aftenen skred frem, blev han tydeligvis mere og mere frustreret over mit på samme tid indbydende smil og afvisende attitude. Morede mig stille over at se ham spærre øjnene op, når jeg snoede mig væk fra hans favntag, når jeg bad ham gå sin vej, og når jeg sagde nej, når jeg vidste, han håbede på ja. Det er det ældste trick i bogen. Og Vikaren hoppede i med begge ben.

Havde egentlig ikke planlagt at afvise ham på den måde. Da jeg først ankom til vores sædvanlige snuskede værtshus, var jeg uoplagt og presset. Der var snart deadline på mit projekt, men havde ladet mig overtale til en enkelt øl. Derefter ville jeg tage hjem og hengive mig fuldstændig til kedeligt arbejde på en fredag aften. Den vakse læser vil dog vide, at det der med kun at snuppe en hurtig øl aldrig helt lykkes for mig. Og pludselig var klokken blevet så mange, så jeg gav pokker i arbejde og bestilte endnu en omgang. Da mit gode humør så småt vendte tilbage, opdagede jeg, hvilken effekt den indelukkede, afvisende opførsel havde på Vikaren. Og så kan man jo ikke stoppe. Vel. Så det stod på resten af aftenen. Lige på nær et kort øjeblik. Det fineste længe:

Jeg stod i baren, han kom bagfra. Armene om mit liv. Han vendte mig om, trak mig ind til sig. “Giv slip,” sagde jeg, da hans knæ kilede sig ind mellem mine. Vikaren var stærk og holdt mig godt fast. Ikke fast nok til at jeg ikke havde mulighed for at trække mig væk, hvis jeg virkelig ville. Men der var en insisteren, en bestemthed over hans tag, og jeg lod mig på mest vidunderlig, modvillig vis hive over i en mørk krog. Vikaren satte sig. Trak mig med, så jeg sad overskrævs på ham. Han knugede mig så hårdt nu, og jeg aede ham forbavset over panden. Han gemte ansigtet mellem mine bryster, sukkede, lagde kinden mod mit hjerte. Hænderne farede rasende over min ryg, mine balder, mine lår. Hele tiden det her hårde, fortvivlede tag om mig. Vikaren lukkede øjnene og vendte ansigtet op mod mig. Sådan et blottet vikaransigt så tæt mod mit eget er svært at modstå. Jeg slikkede hans læbe og kyssede ham let. Der var slet, slet ingen tvivl om, at det var mig, der bestemte denne gang. Han tilbød sig stille. Jeg kunne tage, hvad jeg ville. Jukeboksen spillede et John Denver-medley. Og mens Fly Away skrattede i baggrunden, tænkte jeg, at det her slet ikke lignede min selvsikre, dominerende Vikar. Hans ansigt var skiftevis mod mit bryst, vendt op mod mig, mod brystet, vendt op. Øjnene stadig lukkede. Jeg tænkte, at jeg trøstede ham, og jeg kyssede ham i tindingen og holdte om ham. Vikarens krop var stærk og varm mod min. Jeg trykkede mig mod hans underliv, hans hænder fandt lynhurtigt mine balder og hjalp til. Vores læber let adskilte mod hinanden.

“Det ser fandeme lækkert ud!” grinede en hæs stemme et stykke væk. “Har du set de to?” spurgte den hæse sin midaldrende kammerat og jog en albue i siden af ham. Vikaren og jeg farede fra hinanden, som havde vi brændt os. “Nej, bliv endelig ved,” grinede de sjofelt og vinkede til os. De forstod slet ikke, hvilken magi de lige havde ødelagt. Vi kiggede på hinanden. Så trådte jeg væk fra Vikaren og satte mig tilbage til vores bord.

Gammel kærlighed

Tinder og Happn fortsætter med at være gabende kedelige. Det er ved at gøre mig fuldstændig vanvittig. Men så skete der noget i fredags, der fik mig til at tabe pusten.

Da jeg gik på gymnasiet, crushede jeg alvorligt på tre drenge. Jeg splittede ligeligt min kærlighed mellem dem. Enhver kvinde ved, hvordan kun et ungpigehjerte kan flyde over af forelskelse. Der var rigeligt til dem alle tre.

Den ene var rødhåret. Ikke fesen rød. Men den smukkeste, dybeste kobberrød. Kan endnu huske den første gang, jeg så ham. Jeg var atten år og arbejdede i en biograf. Langede slik og popcorn over disken. Pludselig stod han foran mig. Jeg har den dag i dag aldrig vekslet andre ord med ham, end dem, da han købte en sodavand. Fandt ud af, at han gik på mit gymnasie. Hans skønhed bjergtog mig i en sådan grad, at han fra da af gav anledning til svedige håndflader og heftig hjertebanken, når jeg passerede ham på gangene. Man kunne genkende ham og hans røde manke på lang afstand. Jeg kan huske, hvordan han kom gående mod mig i en sort bluse, midt i det mylder et gymnasie i spisefrikvarteret altid er fyldt af. Fuldstændig som en lille sol overstrålede han alle omkring sig. Vi havde øjenkontakt fra enden af gangen og til vi var gået forbi hinanden. Han er flyttet langt væk nu. Jeg har aldrig set ham siden 3. g.

Den anden mødte jeg senere på et valgfagshold. Han havde langt, lyst hår, hvalpefedtet sad stadig på kinderne. Vi klikkede med det samme. Han var sjov og populær. Vi lavede gruppearbejde og røg smøger bag skuret. Jeg tænkte først, at han ikke var noget for mig. Men hans drengede charme, kvikke bemærkninger og tillidsfulde øjne fik langsomt og sikkert tag i mig, og snart hviskede jeg hans navn til puden og skyggerne om aftenen på mit barndomsværelse. Jeg begyndte forsigtigt at opsøge ham andre steder end til undervisning, fornemmede en vis gensidig nysgerrighed, men turde alligevel aldrig handle på den. Også han flyttede så snart den sidste eksamen var overstået. Han sagde farvel til mig i skolegården.

Den sidste gik i min klasse. Jeg sad bag ham og stirrede hver dag på hans nakke, der var den mest erotiske, jeg nogensinde havde set. Han duftede af krydret pebermynte. Det slog mig omkuld, når jeg kom tæt nok på til diskret at kunne snuse dybt ind. Snorlige tænder, knivskarp tøjstil, perlende latter. Dengang var der ikke noget jeg hellere ville, end lægge mine hænder mod hans bryst. Også han og jeg kom godt ud af det med hinanden. Først mange år efter forstod jeg hans kejtede flirten, og jeg begræd bittert mit naive pigesind, der ikke havde kunnet forstå en hentydning og tog alting for bogstaveligt. Gymnasietiden sluttede, alle blev spredt. Men både han og jeg er begge lidt af en hjemmefødning, der nødig bevæger os alt for langt væk fra det vante. Vi bor i dag i samme by. Dog støder jeg kun tilfældigt på ham med års mellemrum. Hans duft kan stadig gøre mig rundtosset.

Mon de vidste hvilke bølger, de satte i røre i mit i forvejen kaotiske indre? Mon de ved, at de for evigt er blevet min målestok, når jeg vurderer, om jeg finder en mand tiltrækkende eller ej?

Nå. Tilbage til historien: Da skete det i onsdags, at jeg endnu en gang gik på Tinder for at tjekke, om det endelig var nu, alle de lækre mænd havde bestemt sig for at vende tilbage. Og der var han. Den anden. Mit lyshårede gymnasiecrush. Det lange hår var klippet af og hvalpefedtet forsvundet. Men det var umiskendeligt ham. Jeg mener det, mit hjerte sprang et slag over. Likede ham. Ventede. Fredag formiddag sad jeg og hang over kaffen og kunne ikke helt komme i gear. Tillykke! Du har en ny match, blinkede det frem på min telefon. “Åh Gud, lad det være ham, lad det være ham, lad det være ham,” messede jeg lavmælt, mens jeg åbnede appen.

Det var ham.