Gæst

Det hele gik meget stærkt mellem Handymanden og mig. “Der er noget jeg gerne vil spørge dig om,” sagde han en aften. “Jeg tænkte på, om du har lyst til at aftale, at vi ikke dater andre end hinanden?” det tog ham lidt tid at finde den rette ordlyd. Men det var lige, hvad jeg havde ønsket, han ville spørge om. “Så er det bare dig og mig,” sagde jeg. “Ja. Bare dig og mig,” svarede han. Jeg savnede ham afsindigt. Det var den første uge.

Jeg var vildt fascineret af Handymandens ærlighed, hans direkte facon, hans måde at leve fuldstændig impulsivt på. Og det var sandt, at der fandtes punkter, hvor vi lignede hinanden. Vi var for eksempel lige glemsomme og distræte og havde som følge deraf begge en tendens til at komme for sent til stort set alt. Vi syntes, det var helt forrygende at finde en at være fælles om sådanne træk med – for det er noget andre hurtigt kan finde irriterende. Derudover havde vi samme drømme. Delte holdninger og værdier. Sundt, tænkte jeg. Ærlighed er en dyd for mig, men Handymanden var ærlig på en helt ny måde, og vores samtaler bar præg af dette i en grad, jeg aldrig før havde oplevet. I hvert fald ikke så tidligt i et forhold. Der var ikke så meget pis med ham, han sagde uden omsvøb, hvad han ville have: Mig. Os. Fremtid. Jeg fik vitterligt alt, jeg havde savnet. Og jeg ville gerne være nogens. At fokus så ikke var på hvis jeg reelt var, tog jeg mig ikke så meget af til at begynde med.

Som dagene gik, som telefonopkaldene blev flere fik jeg dog efterhånden en mistanke om, at selvom vi var ens, var vi også forskellige. Og det er jo egentlig fint nok. Men den helt afgørende forskel, kunne jeg mærke, skulle findes i nuancerne. I de små ting. Dem, der ikke kom umiddelbart til udtryk lige med det samme. Men alligevel sådan nogle, man ikke kan ændre på, fordi det bare er så basal en del af hvem man er. Så samtidig viste det sig altså at være noget stort og grundlæggende mellem os, der ikke helt stemte. Noget, det hele stod og faldt på. Jeg opfattede små antydninger af dette i telefonen. Det brød jeg mig ikke om. Det er ikke rart at blive konfronteret med virkeligheden, når illusionen er så meget bedre, og trangen til at opretholde den er altoverskyggende. Hvorfor det lykkedes mig at undertrykke den snigende fornemmelse af bekymring, der havde taget bolig i min mave, så den til sidst kun sad som et ekko øverst i mavesækken.

Når jeg tænkte på Handymanden, så jeg ham for mig, som jeg huskede ham på vores anden date. Der havde vi hængt vasketøj til tørre, mens han slog mig grundigt omkuld med sin lækkerhed. Inde i mit hoved var Handymanden ætset fast i hvid t-shirt, med sine bare, tatoverede arme og en aura af coolness. Derfor forvirrede det mig, når han på sine snaps ikke helt lignede den, jeg huskede. Jovist. Kunne sagtens se, at det var Handymanden. Og så alligevel var det ikke. Nogle mennesker er bare ikke fotogene, beroligede jeg mig selv. Han spurgte, om jeg ville med ham på festival til sommer. Jeg sagde ja, glædede mig allerede og kunne mærke, at jeg savnede ham meget. Det var den anden uge.

“Er du ikke nervøs over at skulle ses igen?” spurgte jeg. “Næ. Er du?” var hans svar. “Lidt,” indrømmede jeg, “det bliver jo en helt ny måde at være sammen på. Vi har lært hinanden at kende i telefonen. Sidst jeg så dig, kendte jeg dig ikke. Det er ligesom i omvendt rækkefølge. Det føles som om, vi skal starte forfra nu.” “Synes du?” Handymanden virkede overrasket. “Ja. Det synes jeg faktisk. Det gør mig nervøs,” svarede jeg. Sagde bagefter, at jeg stadig savnede ham. Lagde på og ringede kort efter Søster op. Hun bor tilfældigvis i samme by som Handymanden. Bad hende være min backup i tilfælde af, at weekenden ikke skulle forløbe som planlagt, uden helt at gøre klart for mig selv, hvad det betød. Det var den tredje uge.

Jeg havde købt en ny kjole. Havde tilmed lakeret negle og vokset bikinilinje. Det havde taget mig en hel aften. Noget med at sidde på stuegulvet med bar numse. Klistre voksstrimlerne fast. Tage dybe indåndinger. Tælle til tre. Sige “NU!” meget højt, meget bestemt. Og så alligevel kun kunne få sig til at hive halvdelen af. Der kom voks på stuegulvet. Skulle nok have overvejet badeværelset til sådanne projekter. Men jeg ville gerne se Grey’s Anatomy imens. Da jeg om fredagen trak i mit fineste undertøj, kunne jeg tilfreds konstatere, at det hele trods alt havde været besværet værd.

“Henter du mig på stationen?” skrev jeg, mens jeg var på vej i fuld fart mod Handymandens by. Det lovede han. Emojihjerter. Vi blev enige om, at selvom jeg kom lidt sent, ville vi spise aftensmad sammen. Jeg var spændt. Håndfladerne var let fugtige. Min hjerne spillede en hed gensynsscene om og om. Tjekkede mit spejlbillede i de mørke togvinduer en sidste gang, inden jeg steg af. Fremmed perron i fremmed by. Gik forbi rejsekortstanderne. Gik ned af trapperne. Passerede cykelstativerne. Fremmed gade. Der var hvinende koldt, fik mine øjne til at løbe i vand. Jeg ventede. Ringede til Handymanden. Han tog den ikke. Til sidst fik jeg øje på en skikkelse, der med stor hastighed nærmede sig på cykel. Han bremsede hårdt op foran mig. Gullige gadelygter. Der var mange skygger. Tog et skridt baglæns. For jeg kunne nu se, at Handymanden lignede sine snaps og slet ikke den, jeg havde fremkaldt for mit indre blik så mange gange. Det gjorde mig paf. Bekymringen drattede med et hårdt bump ned fra sit skjul, fyldte lynhurtigt maven. Tror ikke, han opdagede noget. Hev mig i hvert fald bare glad ind til sig i et bjørneknus. Sagde “mmh”, da han kyssede mig. Efter at have snakket om alt hver eneste dag i flere uger, havde jeg pludselig ikke noget at sige. Min taske kom op på Handymandens bagagebærer. Vi gik hjem til ham, mens jeg forsøgte at få styr på et virvar af modstridende følelser.

Han havde selv sat lejligheden i stand. Jeg var meget imponeret. Fandeme en mand med hænderne skruet ordentligt på. Godt. Var så småt ved at have samlet mig tilpas til at få mod på det hele igen. Jeg smilede til ham. Vi blev enige om pizza. Klokken ville nok nærme sig ni, før vi fik noget at spise, så vi skyndte os hurtigt ned af trapperne igen. En nummer fireogtyve og seksogtyve blev bestilt. Vi ville købe ind til morgenmad i mellemtiden. Netto havde bare ikke det økologiske bacon, som Handymanden gerne ville have. Fakta havde heller ikke. Det forsøgte ungarbejderen også at forklare, men Handymanden ville på det bestemteste vide hvorfor, og jeg endte med at tage den unge i forsvar. Sagde, at han da sikkert ikke vidste hvorfor. Ungarbejderen gav mig ret med en bekræftende hovedrysten. “Kan vi ikke bare købe almindelig bacon i stedet for?” spurgte jeg, men blev hurtigt belært om, at det var ren og skær dyrplageri, hvis man ikke købte økologisk. “Jeg køber ikke økologisk. Ikke hver gang,” men det skulle jeg aldrig have sagt, for Handymanden kunne slet ikke forstå, hvordan jeg kunne leve med mig selv, hvis jeg ikke var konsekvent udi økologi. Forklarede, at jeg gjorde, når jeg havde råd, og at det derfor kunne knibe lidt sidst på måneden. “Det er en prioriteringssag,” sagde han, “jeg ved jo, at du til gengæld bruger alle dine penge på sjov og dameting. Så selvfølgelig har du råd.” Jeg gloede på ham. “Men jeg skal naturligvis ikke fortælle dig, hvad du skal bruge dine penge på,” udglattede han. “Nej, det skal du nemlig ikke. Jeg vil ikke have bacon,” svarede jeg. Så hentede vi pizzaerne.

Stemningen lettede, mens vi spiste. Vi grinede. Jeg syntes, det både var meget mærkeligt og meget rart endelig at være sammen med Handymanden. Det var som om, vi skulle finde hinanden igen. Og det var sært, for jeg var på en gang også tilbageholdende og utålmodig efter at få tøjet af ham. Så snart den sidste pizzakrumme var gledet ned, var det ret tydeligt, hvad der skulle ske. “Du tager dig virkelig god tid, hva'” fløj det ud af mig efter adskillige minutters langsomt kysseri. Handymanden så usikker ud. “Nej. Undskyld. Det er helt fint. Meget dejligt,” mumlede jeg. Overtog dog hurtigt styringen, for jeg kunne alligevel ikke overskue mere langtrukkent forspil. Og jeg tror, at det var nøjagtig det, han havde håbet, jeg ville gøre, for han virkede så grumme tilfreds, da han lå under mig. “Se på mig,” sagde jeg og greb ham om kæben. Dernæst halsen. Han gispede. Tid til at skifte stilling. Forstod han mon? Gled forventningsfuld ned på siden. Jeg havde vist ham, hvordan man gør. Nu var det hans tur. Det var egentlig ikke fordi, Handymanden kneppede specielt blidt. Men han tog mig ikke. Det hele blev afsluttet på nøjagtig samme måde som tidligere. Jeg spyttede spermen ud i toilettet, skyllede munden med vand. Tænkte, at vi vist foretrak noget forskelligt. Bagefter hørte vi Leonard Cohen, og øjeblikket blev atter specielt mellem os. Jeg lagde mit tøj sammen, inden vi faldt i søvn. Den nye kjole var blevet krøllet af rejsen. Det var fredag.

Næste morgen var vi tidligt oppe, for jeg kunne ikke sove længe i en fremmed seng. Var svært stolt over, at jeg om aftenen ikke var gået alt for meget i selvsving over at skulle sove sammen med Handymanden. Jeg gik i bad. Han råbte gennem toiletdøren, at han lige ville gå en hurtig tur udenfor. Jeg havde ondt i lænden og maven. Mens shampooen skummede i håret, løb blodet ned af mit inderlår. Fik hurtigt gjort mig færdig. Nu gjorde det for alvor ondt, og jeg trak vejret i korte stød. Da Handymanden kom tilbage, lå jeg i fosterstilling under dynen. Han havde cyklet et godt stykke, før han endelig fandt økologisk bacon. Det var til mig, sagde han. Og han var så sød, fandt piller og vand og varmedunk til mig. Aede mig lidt på panden og vidste vist ikke helt, hvad man stiller op med en dame, der knap kan tale af bare menstruationssmerter. Han lavede morgenmad, mens jeg lå og koncentrerede mig om at tænke på alt muligt andet end den jernhånd, der syntes at være i færd med at tæve mig indefra. Rev og flåede i min livmoder. Da maden var færdig, virkede pillerne heldigvis. Det var virkelig god bacon.

Dagens program skulle selvsagt ikke være for vildt for mit vedkommende, men gå en tur ville jeg gerne være med til. “Hov,” sagde Handymanden, da vi passerede en bestemt forretning, “lad os gå derind.” I udstillingsvinduet havde han fået øje på lige nøjagtig den trøje, han havde ledt længe efter. Og jeg vil jo gerne shoppe, så jeg gik villigt med. Den klædte ham godt. Var dog lidt dyr i det. Handymanden betænkte sig i omtrent fem sekunder, før han langede trøjen over disken. Ekspedienten smiskede og småsnakkede, slog beløbet ind. “Jeg har kontanter,” sagde Handymanden og hev et par store sedler frem. Han og ekspedienten jokede lidt med, at man så sjældent har kontanter på sig nu om dage, så det næsten kan føles gratis at købe noget, fordi man ikke har brugt sit kort. “Desuden er de tjent sort,” grinede Handymanden venligt. Ekspedienten så helt forkert ud i ansigtet. Sådan lidt rådvild i det. Da han ikke kunne komme på et passende svar, bestemte han sig øjensynligt for at lade som om, at han ikke havde hørt, hvad Handymanden havde sagt. Fumlede lidt med posen. “Jeg sagde,” gentog Handymanden – der åbenbart befandt sig i den vildfarelse, at ekspedienten måtte være enten tungnem eller døv – lidt højere og meget tydeligt, “AT JEG HAR TJENT PENGENE SORT.” “Åh. Ja. Okay,” svarede ekspedienten spagt. Jeg vendte brat ryggen til og fortrak til den fjerneste ende af butikken.

Jeg havde ærgret mig sådan over, at jeg ikke havde fået Mortens And i år. Det kunne vi ikke have, mente Handymanden, så han trak mig med ind i et supermarked, begyndte at smide rødkål og kartofler i indkøbskurven. Han fandt en hel and til mig. Kan ikke selv finde ud af at tilberede andesteg, men det kunne Handymanden, og det blev med svesker og æbler og indmad. Det blev også med sovs lavet på fløde og en uhørt mængde fedt fundet i stegeposen. Vi havde en del bøvl med sukkeret, men i tredje hug lykkedes det også at lave brunede kartofler. Jeg dækkede bord og tændte levende lys. Maden smagte fuldstændig fantastisk. Jeg grinede og snakkede om vores første dates. Sagde, at jeg ikke havde troet, han var interesseret i mig. Det viste sig, at Handymanden havde troet det samme om mig. Fortalte smilende, at jeg havde ventet og ventet på, at han ville kysse mig. At jeg var blevet så glad, da det endelig skete. Og på et eller andet tidspunkt i samtalen, missede jeg, at Handymanden vist tog det ret nært, da jeg opremsede alle de små, fjollede ting, jeg havde gjort for at få ham til at komme tættere på, men som han tilsyneladende havde overset. “Lad så være med at afbryde mig,” udbrød han højt, da jeg åbenbart havde gjort mig skyldig i netop dette. “Ups, undskyld,” jeg viste med en håndbevægelse, at han skulle tale videre. “Det er så irriterende. Sindssygt dårlig stil,” fortsatte han. Kunne ikke tolke hans ansigtsudtryk. “Æh. Okay,” mumlede jeg overrasket. “Simpelthen så uopdragent,” rasede Handymanden videre. Her klappede jeg demonstrativt i og gloede i stedet på ham, mens han holdte en lang enetale om, hvor belastende det er, at mænd altid skal tage initiativet, at jeg var med til at fastholde kønsroller, og at det faktisk var sexet, når kvinder bare tog, hvad de ville have. “Er du færdig?” spurgte jeg afmålt. Han nikkede. “Jeg følte, at du var meget tydelig i din afvisning, da vi så film på anden date. Kunne godt have forsøgt at kysse dig, men det havde jeg ikke lyst til.” “Du er gammeldags,” sagde han. “Det er jeg lige glad med. Jeg kan bedst lide, når en mand kysser mig først. Så føler jeg mig feminin og begæret. Og det tænder mig. Så det venter jeg gerne på,” svarede jeg og begyndte så småt at blive gal over, at jeg var nødt til at forklare mig på den måde. “Du burde begynde at tage ansvar for dit eget liv,” sagde Handymanden. Jeg forstod aldrig helt, hvad vi egentlig snakkede om. Det var lørdag.

Jeg vågnede op med en stiv pik mellem ballerne. Stønnen i øret. Slik på min hals. Først var jeg helt ved siden af mig selv, stadig halvsovende. Da han stak sin morgensure tunge ind i munden på mig, skubbede jeg ham hårdt væk. Handymanden hviskede, at han godt kunne huske, jeg havde sagt, at jeg ikke brød mig om sådan noget om morgenen, men om det ikke kunne være lige meget? Hans underliv bankede taktfast mod mit. Mine øjne føltes hævede. Som svar rykkede jeg væk. Det dér er præcis en af grundene til, at jeg ikke sover sammen med mænd. Efter lidt forgæves overtalelse stoppede han, og jeg kunne høre, at han var faldet i søvn igen.

Vi bestemte os for at flotte os og gå ud og spise morgenmad. Fandt et vældig hyggeligt sted til formålet. Vi sad ved vinduet, der var travlt på gaden udenfor. Kunne mærke, jeg var begyndt at få svært ved at se ham i øjnene, at jeg ikke havde lyst til at holde ham i hånden og generelt bare tolererede mindre og mindre. Jeg blev snerpet. En dum diskussion opstod mellem os, hvor jeg ikke ville lade Handymanden smage min mad. Og jeg tror måske, at det også her gik op for ham, at alt mellem os ikke var, som det skulle være. Jeg følte, at jeg havde indladt mig på noget alt for seriøst med et menneske, jeg i bund og grund slet ikke kendte. Hele diskussionen endte med, at Handymanden mente, jeg måtte være arrogant. Da – lige dér midt i morgenmaden – gav jeg endegyldigt op.

Pakkede min taske, så snart vi var hjemme i hans lejlighed igen. Er sikker på, han kunne mærke, hvordan det var fat med mig. For han blev stille og fik store øjne og sagde, at han gerne ville ligge sammen med mig en sidste gang, inden jeg rejste. Det blødte mig op. Han var jo så sød og på en måde stadig min Handymand. I hvert fald lidt endnu. Men jeg beholdt trusserne på, da jeg lagde mig ved siden af ham. Gjorde, hvad jeg gør bedst. Det var ikke så nemt at komme sammen med ham længere. Handymanden satte sig overskrævs på mig, mens han spillede pik. Det så flot ud. Vi nåede frem samtidig. Jeg måtte skifte trusser bagefter. Der var ikke tid til at putte, og jeg kunne egentlig heller ikke rigtig se nogen mening med det længere. Han fulgte mig hen til stationen. “Vi ses snart igen. Ik’?” sagde han og så så underligt fortabt ud. Aftalen var nemlig, at Handymanden skulle komme hjem til mig weekenden efter. “Vi snakkes ved,” svarede jeg. Så kyssede han mig. Jeg kiggede på ham. Det var virkelig farvel. Turen hjem til min egen by var lang. Følte mig fuldstændig bombet. Fuldstændig målløs over den drejning tingene pludselig havde taget. Jeg havde insisteret på at give ham og os en chance, var rejst afsted trods en ildevarslende fornemmelse og sad nu i toget med en fæl overdosis. Alt det jeg tidligere havde fundet så fascinerende og dragende ved ham, var det, jeg nu tænkte, jeg ikke kunne leve med. Der havde gennem hele weekenden været flere episoder – dog alle så små, at det havde været muligt for mig at overbevise mig selv om at se gennem fingre med det. Men i sidste ende vidste jeg godt, at de havde medvirket til at skærpe kontrasterne mellem os. Og jeg skammede mig. Gud, hvor jeg skammede mig. Over at have følt mig flov sammen med Handymanden, over at være blevet forgabt i en fantasi, ikke have brudt mig om virkeligheden og stædigt holdt fast i hvad der var. Over at have ladet det hele komme så vidt. Efter en time fandt jeg lidt indtørret sperm i håret. Det var søndag.

Og det var det.

Sommermanden

Han er sådan en, hvor jeg tænkte “fuck yeah!”, da jeg så ham på Tinder. Vi matchede straks. Han skrev først. En sjov besked. Flere sjove beskeder. Uh. Han gjorde mig helt kåd og fnisende i løbet af ingen tid. Lå i min seng, mens han flirtede med mig på en så elegant, underspillet måde, så han endte med at få fyret godt og grundigt op under kløen. Det tegnede godt. Fandt endda ud af, at vi bor meget, meget langt væk fra hinanden, men denne gang syntes det, at være en mindre ubetydelig detalje at skulle tilbringe timer i toget for at se ham. En sjælden gang imellem slår det bare klik inden man rigtigt har mødt hinanden. Han fortalte om sit job, der lød spændende, men som sidst på sommeren krævede et længere udlandsophold. Så ikke noget seriøst, skrev han allerede tidligt. Nej, nej. Ikke noget seriøst. Kun for sommeren, blev han ved. Ja, ja. Kun for i sommer. Da han tilfældigt skulle forbi min by en søndag eftermiddag, spurgte han, om ikke jeg havde lyst til at ses. Der var faktisk ikke noget jeg hellere ville.

Da jeg vågnede om morgenen var det til menstruation og mavekramper. Sådan noget satans pisselort, tænkte jeg surt og skød en hvid pil efter alt der involverede noget som helst med at tage tøjet af. I stedet fik jeg arrangeret kaffe. Udvalgte nøje de sorte og hvide striber jeg trak over hovedet. Kiggede tilfreds på mig selv i spejlet. Det gælder om at se casual ud på den helt rigtige måde. Håret op i en hestehale, nogle få totter hang meget lidt tilfældigt og krøllede let ved mit øre.

Da Sommermanden kom gående mod mig, så han fuldstændig ud, som jeg havde håbet. Tilpas høj, tilpas mandig. Bemærkede glad, at jeg kunne ane brysthår ved t-shirtens hals. Hans hænder var større end mine, de så meget stærke ud. Og så de her øjne, der gjorde mig helt forvirret. Lidt skrå. Meget brune. Åh. Kunne mærke min selvsikkerhed skride, når han kiggede på mig. Rødmede befippet og fik hurtigt guidet os ind på den nærmeste kaffebar, mens jeg forsøgte at hanke op i mig selv. Vi købte kaffe, og der var så kvælende varmt, så vi blev enige om at tage den med os ud i det gode vejr. Jeg viste ham rundt i byen. Han bad mig tage ham med til mine hemmelige yndlingssteder. Så jeg viste ham lindealleen, der med sit syregrønne tag gør mig stum og lille. Sommermanden stod for enden og betragtede mit barkede yndlingssted med respekt. Jeg følte mig stolt og genert. Og så gik vi op og ned, op og ned af alleen, mens vi sludrede og grinede og mærkede kemien pulsere elektrisk. Sørgede for hele tiden at holde anstændig afstand mellem os. De få gange han alligevel tilfældigt strejfede mig bølgede det behageligt gennem fingrene, mens jeg febrilsk tænkte, at nu måtte han ikke komme tættere på. Sommermanden lod heldigvis ikke til at bemærke min nærmest jomfruelige reaktion på ham. Fortalte i stedet om de tvivlsomme delikatesser han havde nedsvælget på sine rejser, og jeg hvinede og gøs, da han grinende beskrev karamelliserede græshopper og kryb. “Vis mig mere,” bad han. Så jeg tog ham med til udkigsposten, hvor hele verden breder sig under. Jeg trådte op på en sten for bedre at kunne se, han lånte mig sin skulder som støtte. Havde lyst til at stryge ham over skægget og mærke, om det var lige så blødt, som det så ud. Det var her jeg tænkte, at spændingen mellem os nu var så stor, så der ikke skulle megen overtalelse til, før jeg ville glemme alt om menstruation og lade ham tage mig bag en busk.

Vi købte is og vi gik stadig. Bare gik og gik. Jeg følte, jeg kendte ham. Han talte, som om han kendte mig. Efter tre timers gåtur begyndte mine sko at skave. Da vi sagde farvel, var han meget tæt på mig. Men vi stod bare der og smilede og kiggede på hinanden. Solen bagede, de sorte og hvide striber klæbede til ryggen. “Jeg vil meget gerne se dig igen,” sagde han.

Efterfølgende har han tilføjet mig på alle sociale medier. Vi stalker hinanden som gale. Snapper, liker, kommenterer. Arbejde og dumme planer har gjort, at vi ikke har kunne se hinanden igen lige med det samme. Det er ikke nemt, når han bor så langt væk. Til gengæld har vi skrevet sammen næsten hver dag. Venter åndeløst på hver en lyd fra ham. I starten var det søde beskeder, forsigtige, prøvende. Men efterhånden som flirten udviklede sig, blev begæret så håbløst åbenlyst, og jeg modtager nu de mest saftige sms’er, jeg nogensinde har fået. Magen til velskreven sexting skal man lede længe efter. Ikke sådan noget gængs jeg-har-lyst-til-at-stikke-min-store-pik-i-din-stramme-fisse. Nej. Det er beskrivelser af tunge åndedrag, sitren i kroppen og længselsfulde kys. Han er ved at køre mig fuldstændig op i en spids.

“Jeg kommer i næste weekend,” skrev han i sidste uge. Glemte alt om mine manderegler og inviterede ham straks hjem. Der er ikke mange dage til nu. Jeg skal efterhånden anstrenge mig meget for at huske på, at han kun er en sommermand.

Blodigt gensyn

Det er vist blevet en dårlig vane, det her. Stort set hver måned delagtiggør jeg mine læsere i mit underlivs forunderlige forvandling fra sart blomst til krampende, blødende vilddyr. Og jeg burde finde noget andet at skrive om. Det burde jeg virkelig. Men så skete dette:

Jeg havde aftalt med Ingeniøren, at han skulle komme på besøg en sen eftermiddag. Efter vores lidenskabelige nat, var det som om, det hele var stilnet lidt af mellem os. Altså jeg ville ham stadig gerne, det var bare knap så spændende som før. Alligevel havde jeg frygtelig travlt med at få mit hjem til at tage sig så casual lækkert ud som muligt en time inden Ingeniøren ringede på. Det var noget med at slænge en uldtrøje over stolen og stille en halv kop urtete på spisebordet. Alle mine anstrengelser var selvfølgelig spildte, for Ingeniøren var med det samme alt for travlt beskæftiget med min mund og bryster til at ænse noget som helst andet. De ellers perfekt skødesløst placeret sofapuder lå bløde og urørte tilbage, da vi tæt omslynget tumlede mod soveværelset.

Anden gang mindede meget om første. Med store øjne erklærede jeg gispende, at han var den eneste, der kneppede mig sådan. Det kunne han godt lide at høre, og han greb mig om hofterne og stønnede, at jeg var den eneste, han kunne kneppe sådan. Og jeg sværger, der var tidspunkter, hvor Ingeniøren fik mig til at svæve. Vi kendte allerede hinandens kroppe lidt bedre, og han må have husket mit henførte suk, da han klemte om min hals, for han gjorde det igen indtil jeg hev efter vejret og kom i kaskader af hårdt, hvidt lys. Da han kort tid efter selv var færdig, blev jeg liggende ovenpå ham, mens jeg endnu småvuggede frem og tilbage. Opdagede et par pletter på lagenet. De havde ikke været der før. Kom pludselig til at mærke ordentligt efter. Noget var galt. Der var meget, meget vådt. Dernede. “Øhm,” begyndte jeg. “Mh?” brummede Ingeniøren med lukkede øjne. “Måske der er sket noget. Det er bare fordi. Hvis man knalder, kan det nogle gange fremprovokere… ting,” sagde jeg. Ingeniøren så op på mig med et spørgende blik. “Nej, du skal ikke kigge! Jeg ordner lige det her,” nærmest hvinede jeg. Greb fat om roden på ham og steg af.

Nu ved jeg ikke med jer, men min menstruation kan godt finde på at have en gusten farve lige i starten. Men de brunlige nuancer, der bredte sig på Ingeniørens lår, nosser og lyske, var af en sådan kaliber, så jeg havde lyst til at gemme mig under dynen i ren flovhed. Bad ham lukke øjnene, han adlød grinende. Fik pillet det blodige kondom af. Kunne ikke få mig selv til at lade ham være alene og risikere, at han ville kigge ned og opdage hele den brune herlighed, mens jeg hentede papir, så jeg forsøgte i stedet at tørre det værste af med hænderne. Til sidste måtte jeg lade den endnu grinende Ingeniør tage et bad, og jeg fandt trusser og bind frem.

Selvom Ingeniøren tog det lille uheld ganske pænt og vi alt i alt havde en hyggelig aften sammen, var det tydeligt, at magien var forsvundet. Mine tanker omkring den manglende spænding dukkede op igen. Der var noget usagt, noget forandret mellem os. Vores forhold var ikke bare startet som en lille gnist men mere som et mindre bål, og nu føltes det næsten som om, at kemien var brændt ud. Da jeg vågnede efter at have blundet hen med hovedet mod Ingeniørens bryst, gik det op for mig, at han, der få dage tidligere havde været genstand for så inderlig betagelse, nu var blevet reduceret til en helt almindelig mand. Jeg tænkte, at det måtte have vildledt ham som det havde med mig selv, og jeg blev så bevidst om hvilke signaler jeg mon sendte med min kind begravet i Ingeniørens brysthår. Vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham.

Vi sagde pænt godnat til hinanden, og Ingeniøren cyklede hjem. Jeg gik i seng med en tam fornemmelse. Vi har ikke snakket sammen siden.

Hej fra sygelejet

Såeh. Efter kun en halv time på kontoret i dag, sagde kroppen stop og valgte at vende vrangen ud på sig selv. Kunne pludselig mærke hvordan blodet veg fra læberne, hvordan koldsveden sprang, og hvordan mit åndedrag kun kom stødvis. Troede først, jeg skulle besvime og svingede hovedet mellem benene for at undgå total ydmygelse allerede klokken 8.30. Desuden har jeg menstruation, og jeg ved simpelthen ikke hvordan, men jeg nåede også at tænke på, om jeg mon ved en pludselig besvimelse ville kunne holde på det diarreagtige affald, der rumler i mine tarme for tiden og som trofast akkompagnerer mine månedlige blødninger. Jeg aner ikke om det kan lade sig gøre, men kunne lige se mig selv miste bevidstheden, hamre hovedet ned i skrivebordet og skide i bukserne samtidig. Hurtigt gik det dog op for mig, at det var mit maveindhold der truede med at tømme sig den gale vej, så jeg løb i stedet mod toilettet. Nåede det lige akkurat i tide: Havregrød og kaffe flød i skøn forening rundt i kummen.

Så nu ligger jeg hjemme under tæpper. For anden gang i løbet af lidt over en måned har sygdom sat mig grundigt skakmat. Ikke fordi jeg er ked af at skulle være syg i julen. Jeg er ikke et specielt julet menneske. Synes faktisk, julen skulle tage at styre sig lidt. Virkelig bare. Chill altså. Er mere nervøs for at komme til at brække den gode andesteg op igen i morgen aften.

Jeg er ved at drukne i jul. På min arbejdsplads dingler der julekugler ned i panden på en, når man går ned på anden sal. På tredje har de juleduge på skrivebordene. Og der er levende lys og gran og hemmelige nisser og pebernøddekrummer. Mine kolleger var ved at få et føl, da jeg fortalte, at jeg ikke pynter op til jul herhjemme. Ikke så meget som et enkelt snedrys har jeg. Da jeg oven i købet fik nævnt, at jeg heller ikke følger med i julekalender (ok. Har måske set et enkelt afsnit, men også KUN fordi ham Allan Hyde er med, og vi er nogle, der ikke bare sådan lige glemmer True Blood), ville forargelsen næsten ingen ende have. Da jeg senere erfarede, at nogle havde så ondt af mit juleforladte hjerte, så de ville splejse om indkøb af julepynt til mig, måtte jeg tale med store bogstaver, før de forstod, at det såmænd er rigtig meget med vilje, at mit hjem ikke er klistret til i rensdyr og kræmmerhuse med krøllet hank.

Til gengæld kan jeg rimelig godt lide flæskesteg og marcipan. Og juleferie. Som så lige starter med et ordentligt rabalder en hel dag tidligere end planlagt.

Søndagspanik

Det er det samme hver måned. Menstruationsstress. Stor ulempe ved at stoppe på p-piller. Jeg er efterhånden blevet ret hysterisk med min menstruation og noterer sirligt røde krydser og streger i kalenderen de dage, den indfinder sig. At blødningen er fuldstændig utilregnelig, og at jeg åbenbart er helt håbløs til at tælle uger, gør ikke stressen mindre. Således skete det, at jeg indviede en sød kollega i min udeblevne menstruation fredag aften over vin og netværksmiddag. Hun har selv to børn og derfor FULDSTÆNDIG styr på menstruation, skulle jeg mene. Hun grinede og spurgte med lystigt nysgerrige øjne: “Hvem er faren?” Åh nej. Åh nej, nej, nej. Vi analyserede grundigt min cyklus. Var gået tre dage over tid. Blev enige om at købe graviditetstest. Igen. Inden aftenen var omme, havde vi nået at tale os selv op i en spids – babyen var praktisk talt så godt som på vej – og jeg endte med at sidde med et tomt, indadvendt blik, mens kollegaen trøstende klappede mig på hånden.

Lørdag fik jeg købt en test. Ventede, ventede på søndag morgen. Drak godt med vand aftenen inden; den test skulle have hele armen. Og den var negativ. “99,7% sikker,” stod der på æsken. Det kunne fandeme lige passe, at jeg var de sidste 0,3%. Og jo mere jeg tænkte over det, des mere sikker i min sag blev jeg. Selvfølgelig, det var soleklart. Så panikkede jeg. Det er allerede hormonerne, tænkte jeg. Ringede grædende til Eksen og fortalte, at han godt kunne forberede sig på at blive far. Han tog det med ophøjet ro. Han kender mig. Ved, jeg gør sådan noget. Ringer og siger mærkelige ting, rabler derudaf. Hans dybe bas beroligede mig, og han spurgte, om jeg ikke var en smule stresset på arbejdet for tiden. Mjoh. Lidt stresset måske. Han var sikker på, at min krop ville falde til ro, så snart sindet gjorde, og se!, så ville kroppen begynde at bløde helt af sig selv. “Mh. Måske,” snøftede jeg. “Og bagefter vil du grine af det og føle dig lidt dum, ligesom dengang du skulle til eksamen og brugte hele natten på at græde, fordi du troede, du ville dumpe. Men hvad skete der så?” spurgte han. Jeg kunne høre, han smilede i røret. “Jeg. Øh. Fik 10. Øh,” mumlede jeg. Han sluttede af med at give mig sin kode til Netflix.

Og i aftes, mens jeg lå henslængt i sofaen, skete det. Min Røde Frelser kom galopperende gennem mit underliv med en sådan kraft, at jeg måtte ty til en stærk cocktail bestående af Pinex og Ribena. Mit kød krampede og sved, men jeg følte mig så lettet, at jeg hilste smerten velkommen som en kær ven. I dag er jeg glad og flov. Svinger triumferende rundt med bind og tampon. Har lovet mig selv afholdenhed. Ikke mere menstruationsstress. Fra nu af. Nu.

Older posts