Sommervrøvl

Troede ikke, at jeg var i dårligt humør, da jeg stod op i morges. Følte mig næsten udhvilet. Jeg tog en blomstret nederdel på. Hvid bluse. Hørte radio og drak kaffe. Jeg har købt sådan nogle frottésokker med gele og lavendelolie i, som angiveligt skulle give bløde fødder. Drønsmart, tænkte jeg og befriede sokkerne for indpakning. De mærkedes underlige at have på. Under fodsålerne er der små skridsikre siliconedutter. Altså, konkluderede jeg, må de være beregnet til at gå rundt i. Det var først efter tyve minutters trissen rundt i sokkerne, at jeg opdagede det olierede stisystem, jeg havde skabt på mit ubehandlede trægulv. Hovedsageligt mellem klædeskab og spejl, men en smuttur mod køkkenet kunne også anes. Bliver helt sikkert en fest at holde flyttesyn med min udlejer inden længe. Den sorte skosværteplet findes forresten stadig ude i entreen. Det var helt nye gulve, da jeg flyttede ind. Håber ikke, udlejer også opdager den kæmpe flig, der mangler inde på min stues planker efter et kikset stunt med en stol. Ja, og så har jeg vist også formået at ødelægge badeværelsesdøren. Troede ikke, at det der med badeforhæng var så vigtigt. Eller. Altså. Jeg har et badeforhæng. Det er bare temmelig meget for kort. Og da jeg først opdagede, hvordan døren begyndte at hæve og bule faretruende fugtmættet, var det jo ligesom for sent. Heldigvis var mine fødder både babybløde og lavendelduftende, da jeg tog sokkerne af.

De havde lovet høj sol i dag, men det var gråvejr, jeg vågnede op til. Efter fast makeuprutine, efter ærgrelse over oliefodspor, og efter at have skiftet blomster til denim faldt sådan en underlig tomhed over mig. Jeg har ikke noget, jeg skal. Ferie. Jovist. Men ingen planer. Man kunne vel argumentere for, at jeg for eksempel bare kan lege turist i egen by. Kigge på slotte og kirker og malerier og synes, at det er mægtigt. Man kunne også mene, at jeg burde gå i gang med at pakke min lejlighed ned i kasser og poser. Især taget i betragtning af, at der er under to uger til, jeg skal flytte. Måske man endda kunne opremse den ene bog efter den anden, som jeg straks burde kaste mig over og bruge al vågen ferietid på at hamre mig igennem. Og jeg har også prøvet alt det der. Også næsten helhjertet. Er i hvert fald gået i gang med seriøse intentioner om at færdiggøre både museumsbesøg, papkassefoldning samt sommerlæsning. Men jeg er ikke god til at være alene længere. Jeg bliver energiforladt og dvask og får ikke gjort, hvad jeg burde. Føler direkte afmagt. Og sommerferie er altid lig med oceaner af netop alenetid til mig. Ja, man kan vel gå så vidt og sige, at det nogle somre har været tre hele uger i streg alene. Det bliver man lidt småskør af. Og meget, meget trist. Åh. Men jeg er vant til det. Sådan har det været i årevis nu, så det skal man ikke tænke på. Og der var også engang, hvor jeg kunne få noget ud af mine ferier. Hvor jeg afrimede fryseren eller vaskede gulvtæpperne og stolt tænkte, at det lige godt var pokkers så huslig og produktiv jeg kunne være, når det virkelig stak mig. Kunne også hygge med dameblade og ansigtsmasker. Købe mørk chokolade og nedsvælge små, bitre bidder, mens masken virkede, og først da komme ubelejligt i tanke om, at jeg i virkeligheden hellere ville have haft den lyse slags. Jeg kunne tænde stearinlys og sidde og kigge og være tilfreds med bare at være. Men et eller andet sted gik det galt. Et eller andet sted mistede jeg evnen til at kunne sætte pris på kun at være mig og kunne finde ud af at lave noget på egen hånd. Måske det var, da jeg satte mig med en lidt for dyr husleje som endegyldigt afgjorde, at samtlige fremtidige somre skulle og måtte foregå her på tredje sal. Eller måske det var helt dengang, da jeg så alle venner flytte mod større byer og ikke selv turde følge. Tog mig lang tid at opbygge et nogenlunde netværk derefter. Måske det bare er, hvad al for megen alenetid kan gøre ved en; det der med pludselig at mangle energi og ikke evne at gøre noget ved det. Ved det ikke rigtigt. Men hvor er det godt, hvor er jeg heldig, hvor priser jeg mig lykkelig for snart at have bofæller. Jeg er så klar.

Nå. Men ellers havde jeg faktisk tænkt på at finde en feriemand. Selvfølgelig en, der ikke er ude og rejse, forstås. Muligvis også en jeg kunne have lyst til at se lidt mere til efter ferien. Hvem ved? Ikke at jeg er kommet så meget videre med den plan end selve tanken. Men alligevel. Såeh. Har man en bror, en fætter eller bare en rigtig sød kammerat, der render lige så mutters rundt i det halvtarvelige danske sommervejr, som jeg – oho! Eller som er en af dem, der synes, det er super hyggeligt at pakke lejligheder ned i papkasser, og som derfor ikke kunne forestille sig noget bedre end at gå på flyttedate med undertegnede – losser man ham endelig bare min vej.

Svar på fødselsdagsspørgsmål – første del

Godt, så. Egentlig var min første tanke at kopiere jeres spørgsmål og poste dem i et indlæg med svar under. En god gammeldags Q&A, som vi kender den. Men lad os i stedet forsøge at holde det lidt i bloggens ånd og gøre det en smule mere flydende og sammenhængende. Så hermed kommer første del. Hvori vi blandt andet skal høre om de to mænd i mit liv, der indtil videre har gjort størst indtryk, mørke tanker, sandheder og lidt om en flytning.

Tilsyneladende har I ikke glemt Sommermanden. Det har jeg heller ikke. Men han var jo også skøn. Den allersidste gang jeg snakkede med ham, var den aften på Skype, hvor jeg ikke forstod særlig meget af alt det, han forsøgte at sige. I dag har vi ingen kontakt. Eller. Ikke udover den besked Sommermanden her i foråret sendte på min fødselsdag. Der stod en masse søde ting. Noget med han havde læst, at jeg ikke havde det så godt, og at det gjorde ham ked af det. At jeg er et dejligt menneske, der skal have dejlige ting i sit liv. Og så videre. I ved. Og jeg blev da glad for at høre fra ham, men syntes også, at det var underligt pludselig at få så hjertelig en hilsen. I hvert fald når man tager i betragtning, at der muligvis også lige var en enkelt gang i januar, hvor tingene koksede lidt i hovedet på mig, og jeg kom til at skrive noget dumt til ham. Føltes total som livets idé, lige indtil jeg trykkede send, hvorefter jeg selvfølgelig fortrød bitterligt. Hans svar dengang var venligt men temmelig afvisende. Så. Tja. Jeg ved ikke. Hverken om vi nogensinde kommer til at mødes igen, om jeg i det hele taget har lyst til at se ham, eller hvordan jeg har det med ham nu. Men jeg er ikke vred længere. Så meget kan jeg da sige. Måske mere bare uforstående. Og kun en lille, lille smule bitter. Jeg kan stadig ikke helt se formålet med at ville bryde manderegler, give gaver og hviske rare ord, når man i det lange løb ikke rigtig har tænkt sig at stå ved det alligevel. Men fred være med det. For gennem det sidste år har jeg brygget min egen sandhed om Sommermanden sammen. Blev i sin tid født efter uforsonlig hævntørst og altoverskyggende tristhed mødtes i sensommeren. Gik i det store hele ud på, at han må have nydt den udfordring, det var, at fælde mine barrierer og smide mine skjolde bort. Som en anden sjov sport. Og da det var gjort, så var det dét, og så var det videre. Bare. Bye bye. Men så hændte det, at jeg for nogle uger siden kom til at genlæse et par gamle indlæg. Pludselig kunne jeg huske dufte, stemninger og blikke fra sidste sommer. Sådan. Fuldstændig klart og knivskarpt. Og med et var min hjemmebryggede sandhed slet ikke så sand længere. For jeg kan godt se nu, at det virkelig var ægte og det var også næsten godt, det vi havde. Så selvom jeg synes, at Sommermanden opførte sig som et værre fjols, så fortjener han alligevel ikke dén sandhed.

Lad mig fortsætte lidt i samme dur. For der skal ikke herske tvivl om, at samme Sommermand med sit exit triggede den melankoli, jeg har hang til. Og jeg har haft et fucking lorteår. Rent ud sagt. Jeg bliver spurgt ind til, hvordan jeg har det nu. Bedre, lyder svaret. Nogle dage ligefrem godt. Og også rigtig godt. Det er ikke meget, jeg har skrevet om det, det der indeni. Åh jo, jeg har da forsøgt. Et par spæde, ufuldstændige indlæg er det også blevet til. Men ord har det med at blive fattige, når man forsøger at forklare noget uforklarligt. Mørke er som oftest en udløser så sikker som amen i kirken for mig. Hvorfor vintermånederne – og i særdeleshed januar og februar – er nogle, jeg møder med gru. De er tunge og lange at komme igennem. Sker hvert år. Men det har længe været i så mere eller mindre mild grad, at jeg næsten troede, jeg helt havde lært mig selv at undgå tungsind. Derfor kom det med et lammende brag denne gang. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har oplevet det så slemt. Og jeg ved ikke hvorfor, det kommer. Sådan er det bare nogle gange. Men jeg blev ærlig talt forskrækket, da det gik op for mig, at noget af det første jeg gjorde, da jeg vågnede om morgenen, var at græde. På arbejdet var det med dybe vejrtrækninger og spinkel stemme. Så snart jeg stod hjemme i min egen lejlighed igen, startede gråden forfra. Sjovt som sådan noget pludselig kan gå hen og føles almindeligt og hverdagsagtigt, når bare det sker nok gange. Heldigvis fandt jeg på at gå lange ture i vintersolen, og formentlig hjulpet godt på vej af den seriøse røvfuld D-vitamin, min mor stædigt vedblev at proppe ned i halsen på mig, endte det til sidst med, at jeg fik skabt mig en lille luftlomme.

Og da var der endelig overskud til at sande en ting eller to. Blandt andet hele jobsituationen. Den er jeg forresten ikke kommet meget nærmere. Eller jo. Altså. Jeg har besluttet at arbejde videre indtil næste sommer. Hvad der så skal ske, ved jeg vitterligt ikke, men vi snakker temmelig sikkert SU. Skal nok blive et chok af en anden verden, når jeg pludselig bliver tvunget til at begrænse mit forbrug. Det kan allerede gøre mig i umådelig dårligt humør, når jeg tænker på ikke længere at kunne købe damesager, som det passer mig. Præcis hvilken uddannelse jeg har nu, vil jeg ikke fortælle direkte. Men den er hverken lang eller mellemlang. Der er intet kreativt over mit nuværende job. En læser spørger, om jeg har med sprog eller skrift at gøre til daglig. Jeg kan fortælle, at det vildeste, jeg kommer til at skrive i løbet af en arbejdsdag, er et mødereferat eller en e-mail til en kollega. Såeh. Spændende.

Ja, og så flytter jeg. Den var I nogle stykker der fangede. Egentlig havde jeg tænkt at give flytningen sit eget indlæg, men jeg er ikke kommet videre med det, så lad os bare tage den her. Bliver i samme by. Flytter til et nyt kvarter. Der findes to grunde: 1) Min mor fortalte mig i går, at jeg giver mere i husleje for min lejlighed, end hun og min far giver for deres hus. Jeg sidder dyrt i det. Når man dernæst tænker på, hvor få kvadratmeter jeg egentlig har at boltre mig på, virker det som en fuldstændig absurd leje. Jeg vil ikke have råd til at bo her på SU. Selv ikke med et lån. Økonomi er altså den første grund. 2) I min lille luftlomme mærkede jeg den ultimative konsekvens af, at mennesker trenger mennesker, og jeg vidste, at det i allerhøjeste grad også gælder for mig. Tror muligvis, jeg har fundet mine mennesker nu. Håber ikke, nogen synes, jeg nogensinde har lagt skjul på, hvordan jeg har det med, at jeg både er ene single og snart også ene barnløse blandt mine veninder. Ensomhed skulle vise sig at blive grund nummer to. Jeg flytter derfor sammen med en flok mennesker, jeg kun har mødt en håndfuld gange, men som jeg er sikker på, at jeg nok skal få det rigtig, rigtig godt sammen med. Vi spiste for eksempel aftensmad sammen for ganske nylig. Og jeg ved virkelig ikke, hvornår jeg sidst har grinet så meget, som jeg gjorde, da vi sad og smurte bønnemos og dryssede med agurkstykker på tortillapandekager. Det er et vemod uden lige at skulle flytte fra min dejlige, lyse, hjemlige tredjesalslejlighed. Men nogle gange må man vælge noget fra for at kunne vælge til.

Lad mig forresten lige vende tilbage til Sommermanden. Har jo før givet ham muligheden for at komme til orde herinde. Er det relevant for en historie, kan jeg måske godt lokkes til at gøre det igen. Om han så nogensinde kommer til at sætte sig ned og skrive endnu et indlæg, tvivler jeg dog på. Men man kan jo altid spørge rigtig sødt i en kommentar herunder, hvis man savner hans skriverier – han vil nemlig med ret stor sikkerhed læse dette. For ja, han læser fra tid til anden med herinde, og ja, det kan meget vel tænkes, at det var noget af det min dumme januarbesked handlede om. Eksen derimod læser ikke med. Da han opdagede bloggen, sagde han straks, at han ikke ville vide, hvad jeg laver. Jeg stoler hundrede procent på ham, når han siger sådan. Så jeg ved, at han ikke læser med. Ændrer dog ikke på, at jeg efter Afsløringen bestemte mig for fremover at skrive så lidt om ham som muligt. Men. I virkeligheden stoppede vi ikke med at se hinanden. I virkeligheden lå han inde i min seng, mens jeg sad ude i stuen og skrev med Sommermanden. I virkeligheden har jeg aldrig elsket nogen så hårdt og samtidig opført mig så usmageligt, som jeg har gjort, når det kommer til Eksen. Og i efteråret fik han langt om længe nok af mig. Så vi har heller ingen kontakt mere. Jeg tror, han stadig er sammen med den kæreste, han fandt, da jeg fik et jalousiflip. Vi snakkede sjældent om hende, hvorfor jeg ikke er helt sikker. Men jeg savner Eksen, så det river i mig, når jeg tænker på ham. Hvilket for øvrigt er stort set hver dag. Savner den måde vi altid lå på: Mit hoved på hans bryst – hans fuldkommen perfekt formede bryst til min kind – hans arm omkring mig, hånden hvilende på lænden, mens en finger strøg stedet, hvor ryg bliver til balle. Altså bare helt simpelt, ikke noget særlig indviklet. Men jeg har forsøgt at genskabe netop det scenarie med så mange mænd efter ham. Det har aldrig været det samme. Og jeg savner hans duft: Lidt sødlig, lidt krydret, meget maskulin. Jeg savner at snakke med ham, at høre ham le og se hans øjne smile til mig. Da Eksen i efteråret meddelte, at han ikke ville se mig mere, blev jeg så edderspændt, at jeg slettede og blokerede ham på samtlige sociale medier. Der skal rigtig, rigtig meget til, før jeg gør sådan noget. Normalt unfollower jeg bare.

Så. Hvorfor gik vi egentlig fra hinanden, Eksen og jeg? Jeg er vokset op i et idealistisk, politisk aktivt hjem med meget stærke holdninger og værdier. Da jeg som purung flyttede hjemmefra, gjorde jeg meget ud af ikke at leve som mine forældre havde brugt atten år på at lære mig. Lad os kalde det et oprør. Og det var faktisk først langt senere, jeg fandt ud af, at jeg ikke kan fornægte mine rødder. Står klarere og klarere for mig, jo ældre jeg bliver. Dog er og bliver jeg fuldstændig håbløs til politik og debatter, jeg gider ganske enkelt ikke at lære at forstå det, og er vel som sådan familiens sorte får. Det har dog trods alt lykkes mine forældre at plante nogle solide kerneværdier i mig. Men se. I mellemtiden havde jeg nemlig fundet Eksen. Han var stik modsat. Det fascinerede og lettede mig helt usigeligt i starten. Og jeg blev forelsket, som jeg aldrig har været det før. Seriøst. Det var fuldkommen sindssyge i over et år. Efter de første fjorten dage sammen, sagde han, at han elskede mig. Og jeg vidste, det var sand kærlighed, for jeg lå syg med halsbetændelse og kunne tilmed lugte mig selv, men han kyssede mig alligevel så inderligt. Vi snakkede børn, vi snakkede fremtid, og jeg kunne så let som ingenting blive rørt til tårer over den rene lyksalighed, jeg følte, havde ramt mit liv. Men tiden gik. Jeg blev ældre og samtidig mere bevidst om egne værdier, som jo var så fundamentalt forskellige fra Eksens, at det efterhånden i langt oftere og højere grad sprang i øjnene. Og jeg fandt ud af, det er vigtigt for mig, at et eventuelt barn kommer til at vokse op på samme måde som jeg selv gjorde. Vigtigt for mig med en mand, der deler samme overbevisning og holdninger, og ønsker at opdrage barnet efter disse. Det ville jeg ikke få sammen med Eksen. Og det kunne jeg ikke forlig mig med. Så. Kærligheden slap simpelthen op. I hvert fald den der uovervindelige, episke slags. Var desuden blevet voldsomt slidt og flosset, efter jeg havde fået endnu en af mine nedture med dertilhørende føromtalte melankoli, som Eksen forgæves havde forsøgt at bjerge mig fra. Tilbage var nu en hengiven kærlighed, jovist, men dog kun et blegt ekko af fordums flammer. Jeg blev boende i vores fælles lejlighed, jeg bor her endnu. Eksen fik de dyre vinglas og peberkværnen i sort højglans og flyttede til den anden ende af byen.

Når man spørger mig, om jeg fortryder, om jeg er ked af, at tingene gik, som de gjorde, og at drømmene brast – så er svaret både ja og nej. For det meste er jeg afklaret og helt på det rene med, at det var for det bedste. Men jeg kan også sagtens have enkelte dage, hvor jeg sørger og er på nippet til at tigge Eksen om at tage mig tilbage. Kan bogstavelig talt få fysiske stik af smerte, når jeg ser endnu et vennepar komme trillende med en barnevogn, mens jeg på samme tid er så vanvittig lettet over, at det ikke er mig, der må trækkes med en unge. Der går heldigvis længere tid mellem de væmmelige stik, og jeg kan efterhånden mindre og mindre se mig selv i sådan en familiekonstellation. Efter en del analyseren er jeg kommet frem til, at jeg tror, jeg i Sommermanden så netop den type mand, jeg ikke kunne få i Eksen, og som jeg er blevet bevidst om, jeg vil have. Var meget, meget svært at give slip på, da jeg endelig havde fundet ham.

Jeg er ikke spor bange for, at hverken Sommermanden eller Eksen afslører mig som Frøken Kløe. For førstnævntes vedkommende tror jeg, at han vist er mere bange for, at jeg skulle kunne finde på at afsløre ham som værende en af dem, der spiller en vigtig rolle herinde. På den måde har vi lidt noget på hinanden, som gør, at vi ikke tør sige noget. Er klar over, at han har snakket med en ven om, at han havde fundet en dame, der skrev om det sex vi havde sammen, dengang han skulle finde ud af, om han var ok med bloggen. Det er helt fint for mig. Med hensyn til Eksen så stoler jeg ganske enkelt bare så meget på ham, at jeg ved, han ikke vil afsløre mig. Men så er der nogle af jer, der spørger ind til Læseren. Er jo straks en anden snak. For Læseren kender mig ikke, der er intet, der knytter os sammen; ingen loyalitet eller trofasthed, som måske stadig ville kunne findes i forholdet til de to andre mænd, graver man bare lidt efter det. Så selvfølgelig er jeg smånervøs for, om han kunne finde på at afsløre mig. Selvom jeg ikke har fortrudt, at jeg valgte at stole på ham for flere måneder siden. Håber, han gør sig fortjent til den tillid.

I forhold til om Sommermandens status som læser har indflydelse på, hvad jeg deler om andre mænd, så er svaret nej. Der bliver ingen hensyn taget. Fortæller lige nøjagtig så meget eller så lidt, som jeg selv har lyst til. Men det er ingen hemmelighed, at hans kendskab til bloggen har gjort, at jeg har følt mig ufri, når et indlæg har skulle handle om netop ham. Og der er helt afgjort ting, jeg har undladt at skrive, fordi jeg simpelthen har vurderet, at det trods alt ville være for skrap kost. Det har betydet, at der på mit eget fristed har været ting, jeg har måtte gå på kompromis med. Altså. Bilder mig da ikke ind, at det altid har været lige morsomt for den ægte, levende Sommermand at læse om sig selv herinde. Som han skrev, så var der en helt særlig ærlighed mellem os – men selv den satte min pli altså grænser for. Hele situationen både ærgrede og hjalp mig. Begyndte at tænke mere over, hvordan jeg skrev om mænd, hvordan jeg behandlede dem i mine skriverier. Har endnu ikke rigtig taget stilling til, om jeg engang i fremtiden atter vil fortælle en sød mand om bloggen. Måske. Men i så fald ikke så tidligt, som jeg fortalte det til Sommermanden.

Og hermed, mine damer, er vi nået til vejs ende for første del af spørgerunden. Pyh. Faktisk lidt ærgerligt for nu har jeg ikke længere nogen undskyldning for at blive hjemme fra fitness. Nå. Man kan vel altid så småt begynde på anden del.

Fødselsdagsspørgsmål

Bloggen har fødselsdag i dag. To år. Hvem skulle have troet det, da slem kløe og kedsomhed ledte til, at jeg nogenlunde spontant oprettede Den søde kløe en sen juniaften? Jeg havde helt ærligt bare regnet med, at det skulle være et tidsfordriv henover sommeren. Og jeg havde faktisk besluttet mig for at lukke hele skidtet ned igen, da en sød dame pludselig nævnte mig, og I alle begyndte at klikke løs. Så i anledning af dette og ikke mindst fordi jeg jo er et yderst selvoptaget menneske, der bare rigtig godt kan lide når alt drejer sig om mig, tænkte jeg, at det måske kunne være sjovt med en lille leg. Sådan en spørgerundeleg. Agtigt. Ligesom alle de andre bloggere gør nogle gange. Og jeg vil også! Nu kan jeg jo ikke deltage i seje events og posere på pastelfarvede OOTD-billeder – men det her, det må da kunne lade sig gøre. Under alle omstændigheder er det i hvert fald altid de indlæg jeg som regel selv bedst kan lide at læse på blogs, og måske I er en enkelt eller to, som har det på samme måde?

Såeh. Vær med til at støtte op om en ydmyg bloggers narcissistiske tendenser og stil en masse spørgsmål, så svarer jeg på dem alle i et indlæg inden længe. Hurra!

PS. Ej. Seriøst, damer. Spørg lige om noget. Bare et eller andet. Vil være pænt pinligt med et gabende tomt kommentarfelt herunder.

PPS. Hav forresten lige in mente at det jo er nødt til at være spørgsmål, som jeg kan svare på. Altså. Uden det går ud over min anonymitet. Ik’. Også selvom min nye ting er at bryde den.

PPPS. Det plejer vist godt nok at høre sig til i et fødselsdagsindlæg, men forestiller mig ikke, det er spor nødvendigt at nævne noget som helst om, hvor glad jeg selvfølgelig er for, at jeg alligevel ikke lukkede bloggen hin sommer. Fordi nu har jeg nemlig stadig jer. Men det er jeg sikker på, I allerede ved alt om. *Hjerte-emoji, hjerte-emoji til alle*.

Møde med Læseren

Han kontaktede mig på Instagram. Havde læst Den søde kløe, skrev han. Og. Ville lige spørge om noget. Om jeg havde nogle gode råd, om jeg kunne hjælpe, om jeg havde tid til at tage en snak med ham. For han havde tænkt på at starte sin egen blog i samme boldgade som min. Manglede derfor en at sparre med. Og jeg er jo så frygtelig hjælpsomt et menneske. Simpelthen. Helt igennem godhjertet. Så jeg sagde selvfølgelig ja. Bad ham sende en mail med alle spørgsmål han måtte have, for det virkede trods alt smartere end at kommunikere over Instagram. Åh! Han havde nu tænkt, om ikke vi kunne snuppe en kop kaffe sammen en dag i stedet for? Tjo, havde vi boet i samme by, ville jeg sikkert gerne, svarede jeg og tilføjede en blinkesmiley; men det gjorde vi ikke, så det blev selvklart lidt svært. Og det var jo nemt nok for mig at sidde og skrive. Sådan. Endnu helt anonym og ukendt og gemt. Men Læseren foreslog da, at vi bare kunne ringe sammen i stedet for. Det var lige godt pokkers, som han kunne finde på alternativer. Ups, tænkte jeg, nu kommer det pludselig tæt på. Jeg havde lyst til at hjælpe ham. Det havde jeg. Kunne dog samtidig godt se, der var en god chance for, at det sikkert ville blive både usmidigt og svært at gøre over en mailkorrespondance. Men. Tale i telefon. Lade ham høre min stemme. Give sig til kende. Kunne mærke, jeg havde brug for betænkningstid. Og under alle omstændigheder havde jeg heller ikke tid til noget som helst denne dag, for jeg stod med det ene ben på vej ud af døren. Vi blev enige om at skrives ved.

Dagen efter ringede jeg til Søster. Selvfølgelig. Reder mig altid, skulle nogen endnu ikke have opfattet det. Hvor jeg ikke selv kan finde ord, kommer hun mig til undsætning. Så jeg satte hende hurtigt ind i sagen: At der var denne her mand, der gerne ville starte sin egen blog, og som i den forbindelse havde brug for at snakke med mig. Tror, Søster var lige så forbløffet som jeg selv over, at Læseren kontaktede mig på den måde. Jeg mener. Var nærmest rystet helt ind i min inderste kerne over, at han bare spurgte mig ligeud. At han bad mig bryde min anonymitet. Som om. Som om det ikke var noget særligt. Eller. Noget stort. For det var det, syntes jeg. I hvert fald for mig. Ikke fordi han spurgte på en specielt ligegyldig eller respektløs måde. Tværtimod. Det var faktisk bare helt chill. Men selvfølgelig aner han ingenting om, hvor stort et arbejde jeg altid lægger i at sløre mænd, oplevelser og eskapader så meget som muligt, fordi jeg generelt er et omvandrende, paranoidt nervevrag, når det kommer til bloggen, min anonymitet og de ambivalente følelser, der følger. Ok, jeg kan blive afsløret. Vil højest sandsynligt gå ud over mit arbejde, måske endda også visse i min omgangskreds. Det har jeg ligesom selv valgt. Men at nogle af mine mænd – hvor slemme enkelte end måtte have været – skal lide under, at jeg har gang i den helt store selvrealisering og derfor ikke kan finde ud af at holde fingrene fra tastaturet, kan jeg næsten ikke bære. Giver mig tilmed ofte store samvittighedskvaler. Men Læseren vidste heller ikke noget om, at jeg samtidig mildest talt hungrer efter en medsammensvoren. At jeg savner en at dele erfaringer og etiske overvejelser med. Jo, jeg snakker med andre om at blogge. Som oftest er det Søster og én bestemt veninde. Det er to mennesker. De er overmåde flinke til at hjælpe og guide så godt som muligt. Men det er, når alt kommer til alt, ikke dem, der har en blog. Da jeg første gang skulle stå frem som Frøken Kløe, var det til et møde med Bloggers Delight, hvor der skulle skrives under på kontrakter og diskuteres muligheder og kigges på aftaler. Det var vist lidt svært at slippe af med mig igen, for jeg bare snakkede og snakkede. Havde endelig mødt nogen, der forstod og vidste, hvordan det er. Ork. Det lyder så navlepillende, det her. Nå. Summa summarum er, at jeg føler mig alene med en masse tanker. Og se så. Det var nemlig det, der skulle vise sig at blive Læserens smuthul. For efter opkald til Verdens Bedste Søster og dertilhørende mindre selvransagelse, endte jeg ud med erkendelsen af, at lysten til en kumpan var stærkere end frygten for at miste min anonymitet. Der var forresten sikkert også andre ting, der spillede ind. Nysgerrighed. Spænding. For at nævne et par. Især sidstnævnte var det, der i sin tid i et særligt modigt og muligvis lettere dumdristigt øjeblik fik mig til at oprette bloggens Instagram. Og det var nu her jeg atter gik ind for at skrive til Læseren, at det ville være i orden for mig at ringe sammen med ham. Så der sad jeg. En søndag eftermiddag med tømmermænd på mit solskinsspot i baggården. Pakket ind i uld og anden blødhed tastede jeg hans nummer.

Hvordan præsenterer man sig selv, når den, man ringer til, end ikke kender ens rigtige navn, men derimod ved alt om ens sexliv, akavede øjeblikke og forelskelser? Nogle gode forslag? Jeg havde i hvert fald ikke tænkt over det, før han tog telefonen, og jeg fik sagt noget i stil med: “Hej! Det er. Øh. Altså. Frøken Kløe, du ved. Eller. Ehrm. Jeg hedder – – – i virkeligheden. Såeh. Æh.” Vi grinede lidt, jeg himlede med øjnene over mig selv. Kunne mærke min puls. Jeg var lidt urolig for, om han ville stille en masse svære spørgsmål, som jeg ikke kunne svare på. Men sådan var det heldigvis slet ikke. Relativt hurtigt gik snakken let mellem os, selvom jeg hele vejen igennem kunne mærke, at jeg var mere eller mindre på vagt. Læseren fortalte sin historie. Han var en kvindebedårer. Det var sjovt og anderledes at høre oplevelser så lig mine egne fra en mands synspunkt. Opkaldet varede i over en time. Jeg fik kæderøget en hulens masse smøger undervejs. Han nævnte sine tanker og overvejelser. Jeg kommenterede, rådede og vejledte, som det orakel jeg nu engang er. Ej. Ved egentlig ikke helt, hvor stor hjælp jeg var til den dag. For det var midt i krisens rasen. Som desuden havde affødt en så solid skriveblokering, at det fik mig til at tvivle på egne evner. Et nogenlunde sandsynligt gæt vil derfor være, at jeg nok ikke var den mest positivt indstillede blogger, Læseren kunne have fundet til sin søndagssludder. “Du bor i samme by som Søster,” bemærkede jeg, da samtalen nærmede sig sin afslutning. “Måske vi så kan snakke videre over den der kop kaffe, næste gang du besøger hende?” spurgte Læseren. Tilfældigvis havde jeg meldt min ankomst i starten af juni. “Lad os tales ved,” sagde jeg. På vej op mod tredje sal kunne jeg høre ord for mine ører, sætninger der dannede sig for hver etage. Følte mig mere lettet end jeg længe havde været. Mærkeligt, tænkte jeg. Satte mig direkte ved computeren og skrev til langt ud på aftenen.

Der var karneval, der var fødselsdag, der var rigtig, rigtig meget andet. Samtalen med Læseren gled efterhånden lidt i baggrunden. På et enkelt tidspunkt skrev jeg dog kort til ham for at høre, om blogplanerne var blevet til noget. Det var de ikke. Så var der pludselig også en lejlighed, der skulle opsiges. Fremvisning for ny lejer. Øv, hvor skal der gøres rent og ryddes op til sådan noget. Min mor kom med flyttekasser. Og jeg fik næsten stress af at tænke på, at min dyrebare sommerferie næsten udelukkende vil komme til at gå med at fylde dem op. Da der var knap en uge til, at jeg skulle besøge Søster, skrev Læseren: “Kan du snakke i aften?” “Klart. Du ringer bare,” svarede jeg. Nåede at tænke, at det føltes underligt at skrive sådan, at han havde mit private telefonnummer nu. Han ringede et par timer senere. Denne gang snakkede vi om alt muligt. Ikke særlig blogrelateret. I hvert fald ikke lige så teknisk som det første opkald havde været. Det var mere en erfaringsudveksling. Det var hyggeligt og måske endda lidt som om, at vi kendte hinanden. Jeg kiggede på telefonens skærm, som viste halvanden times samtale. Kunne mærke, jeg var mere åben for at møde ham ansigt til ansigt. Måske jeg inderst inde også syntes, at han var så mystisk og spændende, så jeg slet ikke ville kunne lade være. Vi aftalte tid og sted for kaffe. “Lov, at du kommer og henter mig,” sagde jeg, “jeg har så elendig stedsans, at jeg knap nok ved, hvor jeg befinder mig nu – og da slet ikke i en fremmed by.” Det lovede han. “Har du tænkt på, at du ikke aner, hvordan jeg ser ud?” spurgte jeg derefter. “Ved du da, hvordan jeg ser ud?” gav Læseren igen. “Hør lige. Du taler med Stalker Nummer Et, så selvfølgelig ved jeg det,” indrømmede jeg. “Hm. Du har skrevet, at du har en flot røv,” sagde han. “Jamen, så kig efter hende med røven. Så finder du mig,” vi ringede kort efter af.

Jeg havde taget en enkelt fridag fra arbejde, så jeg kunne holde forlænget weekend med Søster. Ankom sent torsdag aften. “Jeg skal drikke kaffe med Læseren i morgen,” fortalte jeg, da vi havde spist pomfritter og børstet tænder og tisset af. Lå side om side i hendes seng. “Ja?” hun scrollede gennem Asos uden at kigge op. Tror måske, det er et aftenritual af en art, hun har. “Tror du, han lyver?” spurgte jeg lidt efter, “tror du, at han kun gør alt det her, fordi han vil se giraffen?” Hun slukkede sengelampen. “Det ville da være enormt meget besvær bare for at se dig,” grinede hun. Skubbede til hende. Lå med hovederne på hver vores pude og fortsatte med at vende Læserens mulige motiver en stund, indtil jeg kunne høre hendes tale blive til mumlen og kort efter også vejrtrækning blive dybere. Vi faldt i søvn hånd i hånd.

“Hvad nu, hvis han har et skjult kamera?” spurgte jeg næste morgen over havregrøden. Der var en time til mødet med Læseren, og jeg var kommet i alvorlig tvivl. “Nu slapper du af med at være så paranoid. Desuden er det ulovligt med skjulte kameraer. Tror jeg,” svarede Søster. Hun havde hostet sig gennem det halve af natten, jeg havde til sidst jaget en spids albue i siden af hende og trukket dynen op over hovedet. Nu sad hun og stirrede intenst ind i et lille håndspejl, mens hun lagde mascara med lange strøg. Vi diskuterede vejret. Bare ben ville nok være i overkanten, men mon ikke sandaler ville kunne gå an. Godt nok havde jeg taget et par halvløse sommerbukser på, men da jeg gik mod bussen, fortrød jeg i løbet af få øjeblikke både jakke og blusens lange ærmer. Og åh, hvor jeg hader offentlig transport i fremmede byer. Stod bare og svedte og holdte ængsteligt øje med Rejseplanen.

Jeg var voldsomt bevidst om mig selv, da jeg stod i skyggen og ventede på Læseren. Hvordan håret faldt om mine kinder, hvordan mit tøj sad, hvor skinger min stemme pludselig havde lydt, da jeg rømmede mig, og hvor små mine bare tæer så ud. Let fugtige håndflader. Hvad forventede han? Hvordan tror folk, jeg ser ud? Hvordan tror de, jeg er? Er med på, at man sikkert godt kan fornemme en smule af det i mine indlæg. Men jeg tager tit mig selv i at kunne distancere mig fra det, jeg skriver. Ja, jeg skriver om enkelte virkelige hændelser – men selvom Frøken Kløe er mig, er jeg ikke hende. Ikke kun, i hvert fald. Jeg er meget mere. Og jeg er også leverpostejsmadder. Ville Læseren mon kunne forstå det? Eller ville han blive skuffet over det med leverpostejen? Jeg modtager nogle gange mails med dybt personlige beretninger fra andre læsere. Beder mig gerne om råd i forhold til dating. Og jeg er absolut beæret over at blive taget i betragtning som en, der ville kunne retlede. Men. Jeg tænker også. I virkeligheden aner jeg jo ikke noget om noget. Kan ikke engang finde ud af mit eget liv, så hvem skulle jeg være til at kunne rådgive andre i deres? Jovist, jeg kan være god på en date. Men jeg har ikke svar på noget. Sådan tænkte jeg, der i skyggen, og lige så stille gik det op for mig, at jeg var bange for ikke at kunne leve op til den forestilling, jeg forestillede mig, Læseren havde om mig. Var flov over at stå og føle mig så usikker og selvbevidst.

Uh, dér kom han cyklende. Jeg kaldte stille hans navn bagfra, fik ham til at dreje omkring. Han var høj. Ikke sådan ualmindeligt høj, men jeg måtte da løfte mig en smule på tå for at kunne nå ham i et kram. Vi begav os ud efter kaffe med det samme. Jeg kunne ikke få mig selv til at tage solbrillerne af, var nødt til at have noget mellem os, skærme mig. Hurtigt måtte jeg nævne min nervøsitet og kaotiske tanker, for jeg kan sjældent holde mund omkring ting, der flyder over indeni mig på den måde. Det var han vist lidt forbavset over at høre, tror jeg. Nå. Men vi fandt endelig kaffe og vi tog den med os, for det ville være en skam at sidde indenfor i det skønne vejr. Bagefter kom vi forbi en park og et par – hmm, rustikke? – bænke med et solidt plankebord imellem. Og så satte vi os på hver vores bænk og snakkede løs. Jeg smed først jakken, så sandalerne. Trak fødderne op under mig. Til sidst solbrillerne. Det føltes ok nu. Når jeg er udenbys, har jeg det med at sammenligne alt med min egen by. Skete selvfølgelig også denne gang, og her efterfølgende synes jeg, at jeg i starten kom til at plapre lige lovlig meget om hjemby og forskellighed og andet i den dur. Eller. Det var måske nærmere hele vejen igennem, at jeg blev ved med at vende tilbage til bysnak. Super.

“Jeg er god til af aflæse damer,” nævnte Læseren på et tidspunkt. “Hvad læser du så nu?” spurgte jeg og kiggede på ham. Var begyndt at slappe af sammen med ham. “Du er svær,” tøvede han. “Kompleks?” jeg lo. “Ja,” svarede han og smågrinede også. Vi kredsede hele tiden om emner som dating og sex og alt, der måtte følge med. Syntes, det var en meget ærlig snak. Men hvorfor også holde noget tilbage, tænkte jeg. Læseren vidste jo alligevel næsten alt om mig på lige dette punkt. “Måske jeg også var nervøs før,” sagde han, “jeg føler mig en del roligere nu.” Og det må have været sandt, for selvom jeg syntes, at vi var to ret forskellige typer, fungerede det efterhånden helt fint mellem os. Han var nem at snakke med. Ligesom i telefonen. Jeg var spændt på, om han ville bruge sine dameteknikker på mig. Faktisk tror jeg slet ikke, han kan lade være. Og der var et spil mellem, det er jeg slet ikke i tvivl om, der var. Men ville andet ikke også have været sært, når to så flirtende mennesker mødes på grove bænke og deler hemmeligheder? “Du må spørge mig om alt,” slog han flere gange fast. Så det her direkte blik. Lidt skråt. Lidt uskyldigt. Og så alligevel. Det var altså en sød måde at sige det på. “Er der da noget bestemt, du gerne vil have, jeg spørger om?” smilede jeg og kiggede op på ham gennem øjenvipper. Nåhr. Han trak lidt på det. “Jamen, så prøv du at spørge mig om noget i stedet for,” mit smil blev en kende bredere. Ved ikke, om han havde brug for at tage tilløb først, men sådan opfattede jeg det. “Havde du tænkt på, om vi skulle knalde?” spurgte han så. “Ja! Det havde jeg faktisk,” svarede jeg prompte. Læseren så overrasket på mig. “Jeg havde overvejet, om det måske var derfor, du ville drikke kaffe med mig. Men så tænkte jeg også, at du heller ikke lod til at have bagtanker på den måde.” Han rystede på hovedet. Nej. Ingen bagtanker. “Desuden har jeg mega menstruation, så at knalde kommer jeg i det hele taget ikke til med nogen som helst i dag,” tilføjede jeg og tog et hvæs af smøgen. Læserens latter var umiddelbar. Og så snakkede vi ellers videre, mens folk omkring os luftede hunde og solede sig og slæbte på indkøbsposer. Efter godt tre timer brød vi op med lovning om at ses igen en anden gang.

Det havde været rart at møde Læseren. Mit bryst var senere på eftermiddagen helt lyserødt af at have siddet så længe i solen sammen med ham. Jeg er stadig en smule i tvivl om, om han ser mig som mig eller Frøken Kløe. Men. Måske det også kan være svært at skelne, når man ikke kender hinanden bedre. Er desuden heller ikke noget, der går mig lige så meget på, som det gjorde, da jeg stod i skyggerne. Og jeg var endnu så forfjamsket, da han galant betalte for vores kaffe, at jeg vistnok helt glemte at sige tak. Så. Tak, Læser.

Derfor

For satan. Jeg er i krise. Seriøst. Kæmpe, gigantisk hvad-skal-jeg-stille-op-med-mit-liv-krise. Troede egentlig ikke, det kunne lade sig gøre for mig at få flere kriser på den måde. Men der skal jeg lige love for, jeg tog fejl. Når jeg kigger tilbage på indlæg skrevet i de mørkeste vintermåneder, kan jeg godt se, at jeg troede, det hele skyldtes gammel hjertesmerte, ensomhed eller bare generel januarlede. Og det kan da heller ikke udelukkes, at det også har spillet en vigtig rolle. Men nu er jeg klar over, at der er mere, der ligger til grund for at jeg har det, som jeg har det.

Det psykiske bliver altid fysisk for mig – man kan blandt andet se, hvordan elendigheden overtager min mimik og hele udtryk. Og det burde jo have fortalt mig noget, da jeg opdagede de første tegn sætte sig tungt i smilefolderne. Jeg burde have anet uråd, da jeg ikke kunne genkende mit eget spejlbillede længere. Kan jeg forresten stadig ikke. Det er ikke sådan: Hvad er det dog for et menneske, du er blevet, Frøken Kløe?! Men mere: Mit ansigt ligner en kogt kartoffel. Randerne pløjer sig mørke og dybe under øjnene. Der er noget mærkeligt bolledejsagtigt over kinderne. Og som om det skulle hjælpe på noget som helst, klippede min frisør i forrige uge tilmed fem centimeter for meget af min i forvejen sparsomme, skandinaviskfine hårpragt. Må have syv års ulykke på frisørfronten eller sådan noget; det er anden gang i år, det sker.

Siden januar er der noget, der har gnavet i mig. Har ikke helt kunne finde ud af, hvad det præcis var. Føltes uformeligt og stort. Men var jeg i tvivl om, hvad jeg kunne mærke, var det til gengæld en smal sag at blive bekræftet i, at der i hvert fald var et eller andet helt galt, når jeg kiggede i spejlet. Indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke er glad. Jeg går rundt som en anden skide zombie, tjekker ind på mit arbejde klokken 8, tjekker ud klokken 16. Går i fitness. Går hjem og ser Paradise. Går i seng. Om igen. Hver morgen mærker jeg grundigt efter, om jeg ikke bare har den mindste smule ondt i maven eller lilletåen, så jeg kan være nødt til at blive hjemme. Sidder ved mit skrivebord og glor og tænker, at det hele rager mig en høstblomst. Og jeg bliver urolig, når jeg mærker så lammende ligegyldighed, men foretager mig alligevel ikke andet end at gå ud og skænke mig endnu en kop brændt automatkaffe. Det var først for nogle uger siden, det for alvor gik op for mig, at jeg ikke bryder mig om mit arbejde længere. At jeg keder mig gudsjammerligt. At det bare slet ikke er det her, jeg har lyst til at bruge de næste mange år på. Eller. Det var i hvert fald først der, jeg rigtigt ville indrømme overfor mig selv, at det var sådan fat. Og så gik det ellers stærkt. Scrolle, scrolle gennem jobannoncer. Hm. Ingenting. Fandt et enkelt opslag, hvortil jeg både manglede kvalifikationer og erfaring. Skrev ikke desto mindre en killer ansøgning og krydsede fingre for i stedet at kunne hive den hjem på charmen. Det kunne jeg ikke.

Mit fag har aldrig været noget, jeg brænder specielt for. Mit arbejde har været fint nok. Ikke mere, ikke mindre. Men det glippede åbenbart lige for mig at mærke, hvornår fint nok skiftede til knap så godt for at ende ud i rædsomt. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er nu. Men status er, at jeg går med seriøse tanker om at sadle helt om. Starte på uddannelse igen. Flytte. Måske ny by. Måske bare et andet kvarter. Et eller andet. Der er nødt til at ske et eller andet. For det her er fuldstændig uholdbart. Jeg vil ikke have det sådan indeni.

Jeg er ked af, at jeg på det seneste ikke har fået svaret på jeres søde kommentarer, når I i tørketiden herinde har spurgt, om jeg er ok. Det er jeg ikke. Der er maksimalt minus på overskud, og sådan har det i virkeligheden været i månedsvis nu. Men så snart dette er udgivet, vil jeg gå ind og skrive et forsinket svar til jer. Desuden skylder jeg jer allesammen en opfølgning på både det ene og det andet. Især det andet. Selvom man ikke er helt på toppen indeni, kan man jo stadig godt se en mand. Eller to. Ok. Tre.

Men damer? I alt det her bliver skriverier nedprioriteret. Så jeg kan ikke love jer, hvornår næste update bliver. Eller om det bliver. For lige nu føles det som at have et uoverskueligt rod, der skal grovsorteres i. Lige nu har jeg verdens mest dødssyge liv, jeg skal forsøge at få til at give nogenlunde mening igen. Men jeg vil meget gerne love jer at gøre mit bedste. Måske det bliver til et indlæg, når jeg i ny og næ finder et åndehul. Det håber jeg.

Older posts