Derfor

For satan. Jeg er i krise. Seriøst. Kæmpe, gigantisk hvad-skal-jeg-stille-op-med-mit-liv-krise. Troede egentlig ikke, det kunne lade sig gøre for mig at få flere kriser på den måde. Men der skal jeg lige love for, jeg tog fejl. Når jeg kigger tilbage på indlæg skrevet i de mørkeste vintermåneder, kan jeg godt se, at jeg troede, det hele skyldtes gammel hjertesmerte, ensomhed eller bare generel januarlede. Og det kan da heller ikke udelukkes, at det også har spillet en vigtig rolle. Men nu er jeg klar over, at der er mere, der ligger til grund for at jeg har det, som jeg har det.

Det psykiske bliver altid fysisk for mig – man kan blandt andet se, hvordan elendigheden overtager min mimik og hele udtryk. Og det burde jo have fortalt mig noget, da jeg opdagede de første tegn sætte sig tungt i smilefolderne. Jeg burde have anet uråd, da jeg ikke kunne genkende mit eget spejlbillede længere. Kan jeg forresten stadig ikke. Det er ikke sådan: Hvad er det dog for et menneske, du er blevet, Frøken Kløe?! Men mere: Mit ansigt ligner en kogt kartoffel. Randerne pløjer sig mørke og dybe under øjnene. Der er noget mærkeligt bolledejsagtigt over kinderne. Og som om det skulle hjælpe på noget som helst, klippede min frisør i forrige uge tilmed fem centimeter for meget af min i forvejen sparsomme, skandinaviskfine hårpragt. Må have syv års ulykke på frisørfronten eller sådan noget; det er anden gang i år, det sker.

Siden januar er der noget, der har gnavet i mig. Har ikke helt kunne finde ud af, hvad det præcis var. Føltes uformeligt og stort. Men var jeg i tvivl om, hvad jeg kunne mærke, var det til gengæld en smal sag at blive bekræftet i, at der i hvert fald var et eller andet helt galt, når jeg kiggede i spejlet. Indtil det en dag gik op for mig, at jeg ikke er glad. Jeg går rundt som en anden skide zombie, tjekker ind på mit arbejde klokken 8, tjekker ud klokken 16. Går i fitness. Går hjem og ser Paradise. Går i seng. Om igen. Hver morgen mærker jeg grundigt efter, om jeg ikke bare har den mindste smule ondt i maven eller lilletåen, så jeg kan være nødt til at blive hjemme. Sidder ved mit skrivebord og glor og tænker, at det hele rager mig en høstblomst. Og jeg bliver urolig, når jeg mærker så lammende ligegyldighed, men foretager mig alligevel ikke andet end at gå ud og skænke mig endnu en kop brændt automatkaffe. Det var først for nogle uger siden, det for alvor gik op for mig, at jeg ikke bryder mig om mit arbejde længere. At jeg keder mig gudsjammerligt. At det bare slet ikke er det her, jeg har lyst til at bruge de næste mange år på. Eller. Det var i hvert fald først der, jeg rigtigt ville indrømme overfor mig selv, at det var sådan fat. Og så gik det ellers stærkt. Scrolle, scrolle gennem jobannoncer. Hm. Ingenting. Fandt et enkelt opslag, hvortil jeg både manglede kvalifikationer og erfaring. Skrev ikke desto mindre en killer ansøgning og krydsede fingre for i stedet at kunne hive den hjem på charmen. Det kunne jeg ikke.

Mit fag har aldrig været noget, jeg brænder specielt for. Mit arbejde har været fint nok. Ikke mere, ikke mindre. Men det glippede åbenbart lige for mig at mærke, hvornår fint nok skiftede til knap så godt for at ende ud i rædsomt. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan jeg er nået dertil, hvor jeg er nu. Men status er, at jeg går med seriøse tanker om at sadle helt om. Starte på uddannelse igen. Flytte. Måske ny by. Måske bare et andet kvarter. Et eller andet. Der er nødt til at ske et eller andet. For det her er fuldstændig uholdbart. Jeg vil ikke have det sådan indeni.

Jeg er ked af, at jeg på det seneste ikke har fået svaret på jeres søde kommentarer, når I i tørketiden herinde har spurgt, om jeg er ok. Det er jeg ikke. Der er maksimalt minus på overskud, og sådan har det i virkeligheden været i månedsvis nu. Men så snart dette er udgivet, vil jeg gå ind og skrive et forsinket svar til jer. Desuden skylder jeg jer allesammen en opfølgning på både det ene og det andet. Især det andet. Selvom man ikke er helt på toppen indeni, kan man jo stadig godt se en mand. Eller to. Ok. Tre.

Men damer? I alt det her bliver skriverier nedprioriteret. Så jeg kan ikke love jer, hvornår næste update bliver. Eller om det bliver. For lige nu føles det som at have et uoverskueligt rod, der skal grovsorteres i. Lige nu har jeg verdens mest dødssyge liv, jeg skal forsøge at få til at give nogenlunde mening igen. Men jeg vil meget gerne love jer at gøre mit bedste. Måske det bliver til et indlæg, når jeg i ny og næ finder et åndehul. Det håber jeg.

Sommerplaner

Februar er nær, hvilket betyder, at størstedelen af min nærmeste familie kan fejre fødselsdag. Nu går vi heldigvis lige så lidt op i fødselsdage, som vi gør i jul, men et hurtigt visit hjem kan jeg da gå med til. Så der var tillykke på forhånd, tulipaner indpakket i brunt papir, kaffe og chokoladestykker på spraglede servietter, da jeg i går eftermiddag besøgte den bedste, der allerede på februars første dag sætter startskuddet for de kommende ugers fejringer. “Og hvad med dig, min skat,” smilede hun, “har du fundet en ny ven? Din mor har jo fortalt mig om din sidste ven.” Er ikke helt sikker på hvilken, hun mente, for jeg har trods alt løftet sløret for mere end en. Det skulle nu alligevel undre mig, hvis jeg ikke har ret i min mistanke om hvilken ven, der blev hentydet til. For lige når det kommer til denne, fandtes der vist både håb og støt voksende forventninger. Eller også var det mest for mit eget vedkommende. “Ingen ven,” jeg rystede på hovedet, tog et stykke med karamelfyld fra chokoladeæsken. Der er ikke engang noget der minder om udsigt til nye, mandlige bekendtskaber, og dem, der var, er jeg ikke just på talefod med længere. “Åh. Nå ja. Han kommer, når han kommer,” trøstede hun.

“Har du ønsket sommerferie?” spurgte min mor om aftenen. Jeg overnattede hos mine forældre og fik gullasch til aftensmad. “Uge 29, 30 og 31,” svarede jeg, hvortil min mor straks ville vide, hvad jeg havde tænkt mig at bruge ferien på. Ikke rigtig noget. Ingen planer. “Har du tænkt på,” spurgte hun og fik et fiffigt udtryk i ansigtet, “om der findes ferier for singler? Hvor I kan rejse sammen?” “Mor! Det er sådan noget gamle mennesker og fraskilte gør!” jeg var næsten forarget. “Har du måske undersøgt det?” spurgte hun. Naturligvis har jeg ikke det. Men fordommene fejler ikke noget, skulle jeg hilse at sige. “Jeg har ikke råd,” svarede jeg bare. Og det var hverken min mors eller bedstes skyld. Det var det virkelig ikke. Men jeg havde tårer i øjnene og svært ved at få luft, da jeg dækkede bordet.

Er ved at have mere end almindelig krise på. Der er hele tiden sådan en dum, varm fornemmelse af overproduktion i tårekanalerne. Ondt i brystet. I sjælen. Jeg troede, det var slut. Var helt sikker. Er det normalt, at det varer så længe? Sådan kommer tilbage på den måde? Stopper det aldrig? Hvorfor stopper det ikke? Jeg tror ikke engang, jeg selv ved, hvad jeg snakker om.

Alene

Vi er som en lang, tyst slange af hvide og røde blink på cykelstien gennem industrikvarteret om morgenen. Jeg cykler forsigtigt i svingene, vejen kan godt være glat. Min frakke er lynet helt op det første stykke. Halvvejs oppe af bakken damper det ligefrem fra mig. Halstørklædet kradser pludselig. Jeg åbner frakken. Kold vind mod maven. Knækker lidt sammen i albueleddene, så armhulerne også kan blive luftet. Det er ikke rart at have bh på, når man sveder. Sørger jeg for at skyde bagdelen lidt bagud, svajer jeg tilpas til at skabe ventilation under frakken. Ryggen køles. Jeg har podcast i ørerne og en sejlivet duft af krydret pebermynte i næseborene.

Vi var tre veninder ude at spise aftensmad sammen. Jeg skulle lige ud og ryge efter maden. Mine fingre frøs til is i løbet af ingen tid. Forsøgte at lune så meget af hånden som muligt i frakkeærmet, kun fingrespidser og filter stak frem. Jeg kunne dufte ham, før jeg så ham. Netop. Krydret pebermynte. Åh, hvor kan det stadig give mig hjertebanken! “Hej Frøken Kløe,” han kom bagfra. Helt tæt på, helt dæmpet stemme. Jeg snurrede rundt. Verdens Lækreste Mand lige foran mig. Kvækkede et hej idet han gik videre. Det hele gik så stærkt. Og luften var så sneklar, der var så koldt, hans duft skar fra næse til hjerne og blev hængende her som en sløvende dis flere dage efter.

Jeg brugte en time på at stalke hans kæreste på Facebook, inden jeg gik i seng. Hun har langt, lyst hår og mascara så tyk, så vipperne klumper. Sådan ser jeg ikke ud. På et billede havde hun en lyseblå skjorte på. Det slog mig, at jeg har en magen til. Prøvede at forestille mig hvordan deres lejlighed mon ser ud, hvad de laver i weekenderne, hvordan han laver aftensmad til hende, hvilke film de ser. Og jeg forsøgte at genkalde mig følelsen af at lægge sig til at sove ved siden af et menneske man elsker. Jeg kan ikke huske det længere. Jeg føler mig meget alene.

Nytårskvæk

Oy. Kunne det ikke være hyggeligt med et lille vrøvleindlæg helt uden nærværet af mænd og dating og egentlig mening, men i stedet med lidt opdateringer omkring mit spændende liv og hæsblæsende jul? Det synes jeg. Nok er jeg ikke så tjekket en blogger, der har styr over årets mest læste indlæg eller likede billeder, men en form for status kan jeg vel godt svinge mig op til. Egentlig havde jeg tidligere planlagt et mindre julehaderindlæg, men ok, tænkte jeg, der er alligevel grænser for hvor julenederen man kan være. Er jo som bekendt ellers ret meget på team Scrooge lige hvad angår julen, men jeg er også en nådig sjæl, så I kan hermed betragte jer selv som forskånet for de værste sure opstød.

Nå. Men jeg har ferie. Uh. Det passer mig til gengæld overordentligt godt. Sidder i skrivende stund i mine forældres bløde sofa. Havde helt fra feriestart haft i sinde at tilbringe størstedelen af mine vågne timer netop der. Indtil videre er det gået over al forventning. Satme en dejlig sofa. Flader jeg ikke ud på den, drøner jeg rundt i nattøj og savner et generelt overblik over ugedagene. Mine forældre spørger på skift forbavset: “Jamen. Skal du da slet ikke i fitness?” for det plejer jeg nemlig som regel, når jeg er hjemme og besøge dem. “Næ, du,” svarer jeg. For det gider jeg ikke. Vil efter nøje granskning af eget spejlbillede mene, at dovenskaben har sørget for lidt ekstra julesul på hofterne – min far laver seriøst en gudsbenådet konfekt og min mor en ditto brun sovs. Gæt om jeg indtager andet her i ferien? Og to gange om dagen er der kaffe med flødesjatter. Lige som det skal være, siger jeg bare. Lige som det skal være.

I den forbindelse har jeg måtte sande, at et nytårsforsæt om at tage mig sammen nok bør være på sin plads. Efter ferien står jeg derfor ansigt til ansigt med en alvorlig omgang sukkerdetox. Det har desuden stået sløjt til på fitnessfronten det sidste lange stykke tid. Først tænkte jeg, at det var ok, for jeg kunne jo, som nogen nok husker, ligesom bedre overskue smeltet ost end holdtræning på det tidspunkt. Men nu brokker skulderen sig, og jeg kan pludselig heller ikke klare samme belastning som før, når jeg endelig kommer afsted. Så. Altså. Ja ja. Jeg tager mig sammen. Men først fra på mandag. Af andre nytårsforsætter kan jeg oplyse, at et rygestop er på trapperne. Den var værre. Men det nok allervigtigste forsæt er, at jeg i 2017 har bestemt mig for at vinde i Lotto. Eller. Mindre kan måske også gøre det. Starter lige med ikke at gå alt for meget bananas i januarudsalg.

For nu må det simpelthen have en ende med det evindelige minus, der bare sådan helt automatisk hersker på min konto sidst på måneden. Det ville være synd at sige, at december har hjulpet på dette. Ikke fordi jeg køber julegaver til særligt mange: Min mor, min far, Søster, Søsters kæreste og så mig selv. Især er posten med julegaver til mig selv ret tung i det. Således fandt jeg både nederdel og nøjagtig den lyskæde, jeg havde ledt efter, hvilket jo er glædeligt og bestemt skabte stor munterhed i en uges tid eller så. Her efterfølgende kan jeg godt se, at det nok mest er disse julegaver, der tvinger mig til at holde lang ferie i mit barndomshjem. Lyskæden kostede mig eksempelvis resten af decembers madbudget. Ok. Nu er det i forvejen heller ikke en post, der skal kunne sørge for meget mere end rugbrød og havregryn, idet jeg ligesom er hende, der sjældent kunne drømme om at tilberede andet end en klapsammen. Men hvad betyder det hele alligevel, når man her bliver forkælet med den ene livret efter den anden, bare man vifter med et øjenbryn? Intet! Ha! Skulle have købt to lyskæder.

Ellers vil jeg mene, at gavehøsten har været tilfredsstillende. Tøffer rundt i mine spritnye uldfutter og gør et ihærdigt forsøg på at smadre mine hårsække med den epilator, der ligeledes blev pakket ud juleaften. Nogen lader åbenbart til at synes, at andre aldrig finder sig en passende mand med så stolt en hårvækst på benene. Nogen vil gerne snart have et par børnebørn, forstås. Jeg er såmænd bare glad for at kunne slippe for skraber og snitsår. Sådan en børge kan endda også tages med i bad. Arhmen. Simpelthen så smart.

Samme nogen har i en moden alder også opdaget glæden ved SKAM, som Søster og jeg næsten uafbrudt har snakket om i et par måneder. Henover ferien har vi derfor sammen genset sæson på sæson. Især giver klippet med O Helga Natt mig kuldegysninger og tårer i øjnene hver gang. Tror snart ikke, jeg kender et eneste menneske, som ikke ser den serie. Har man det af uforklarlige årsager endnu til gode, bør man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind og komme i gang. Vil egentlig ikke sige så meget mere om den sag. Bare gør det. Så! – nu spørger min mor: “Har du givet din kone et nytårskys, din romantiske, gamle steg?” og planter et særdeles vådt et af slagsen på min fars kind, så han brummer og ruller med øjnene. Men jeg kan godt se, at han smiler bag skægget. Selv har jeg ingen at kysse på i aften, men tror, at jeg i stedet vil genhøre Nils Bech. Og hvis man allerede har set samtlige afsnit af SKAM – og måske som jeg tørster og tilmed bruger pinligt mange timer inde på Kosegruppa DK – kan vi jo sammen trykke play herunder og tænke lidt over, hvor forbandet meget love der i grunden også har været i 2016.

Sådan er det nu

Jeg tændte for min radiator i sidste weekend. Indså, at det alligevel ikke var værd at spare på varmen, når morgenkulden slog så hårdt mod inderlårene, at de begyndte at sitre, bare der blev lindet det mindste på dynen. Vækkeuret ringede klokken seks i går morges. Havde ellers fået bygget mig en mægtig rar og lun rede gennem nattens løb. Den var svær at forlade. Glædede mig allerede til at kunne krybe derned igen. Inde i stuen konstaterede jeg for hundredesyttende gang, at termostaten enten skulle sættes et nøk op, eller også skulle min morgenmundering fremover bestå af fleece fra isse til tå. Udenfor blæste det. Grenene på de store træer i min baggård var i vildt vigør. Og var der tilmed lidt regndråber på ruden? Efter hurtigt at have konsulteret med YR, vidste jeg, at end ikke ti vilde heste kunne få mig til at svinge mit korpus op på cyklen i sådan et vejr. Fandeme om man gider være så omhyggelig med håropsætning og makeup – som i forvejen er den absolut mest tidskrævende af alle mine morgenritualer – for blot at få blæst det hele til ukendelighed, så snart man sætter foden i pedalen. Tænkte, det ville være smart at være forberedt på efterårets luner. Rodede lidt rundt efter en paraply, hvis sorte plastikstof for længst havde givet op og sluppet skelettet. Nå. Bedre end ingenting. På mit badeværelsesgulv lå resterne af det bad, jeg havde taget om aftenen. Sjoskede direkte ned på en gennemblødt bademåtte med venstre fod, så sæbevandet sprøjtede koldt. Havde i søndags ikke kunnet overskue at gøre andet ved afløbet, der undervejs i mit bad pludselig havde bestemt sig for at spytte alt indkommende den modsatte vej, end at svuppe lidt, hvæse lidt og med en tå banke lidt på gulvafløbets rustfrie rist. I løbet af ugen havde der ikke vist sig nogen bedring af hele afløbssituationen, og jeg tænkte groggy, at det nok snart var ved at være på tide at kontakte min udlejer desangående. Vandet var aftenen forinden steget til knap ankelhøjde. Henover natten havde det dog reduceret sig til en mindre pøl, der nu mest bare lå og boblede og gjorde ved.

Min morgenmad består for tiden af skyr, speltmüsli og honning. Man kan smage sundheden brede sig i hver en tør mundfuld. Blev spist, mens jeg søvndrukken hang ind over køkkenbordet og læste videre i den paperback, jeg efter en hurtig indskydelse havde smidt i indkøbskurven, sidst jeg var i Føtex. Måltidet blev toppet med en kopfuld koffein lavet på lige dele ultrastærk kaffe, mælk og sukker. Blev som altid indtaget stående foran det store spejl i gangen, mens jeg smurte løs med mascara og rouge og concealer. Med endnu et blik ud på blæsevejret følte jeg mig helgarderet, da jeg trak i fire lag tøj.

Bussen var forsinket. Stod ellers parat og ventede ved siden af størstedelen af midtbyens beboere, der heller ikke havde tænkt sig at hjule rundt i vind og støvregn. Stuvet sammen i et sørgeligt læskur kunne vi vist alle være blevet enige om, at dette ikke evnede til fulde at opfylde sit eneste formål, havde vi bare snakket sammen. Men alle var trætte og gabende, mens vinden peb. Der blev ikke mælet et eneste ord, og sådan kan jeg også bedst lide det. Kan simpelthen ikke overskue den slags mennesker, der tiltaler en, når man tager offentlig transport. Især ikke om morgenen. Skulle nogen alligevel driste sig til at overveje at henvende sig til mig, har jeg som middel mod dette altid hovedtelefoner proppet grundigt ind i ørene, mens jeg med al tydelighed søger at virke så utilnærmelig som muligt. Bussen kom endelig. Et kvarter forsinket. Den lugtede af fugtige jakker, aviser og skoletasker. Inden jeg vidste af det, tvang vejarbejde os ud i omkørsel. Ærgrede mig, da jeg så på uret. Den bustur, der normalt tager omkring syv minutter, nærmede sig nu det dobbelte. Og jeg, der ellers for en gang skyld havde startet med at være i god tid. En ung pige betragtede beundrende mine nye, sorte ruskindsstøvler hvis hæle forlænger mine ben med adskillige centimeter. Dog på så tilpas en facon, så de både kan betegnes som tækkelige på job og cool på gaden. Pigen stod der i midtergangen med en tweenagers karakteristiske stankelben i skinny jeans og udtrådte Vans. Smilede genert til mig, da hun opdagede mit blik. Jeg vippede lidt med tæerne. De er virkelig også smarte, de støvler.

Nåede lige at tænde min computer og få hentet morgenens anden kop kaffe få minutter inden afsnitsmødets start. Ledte halvforvirret efter den dagsorden, jeg var sikker på, jeg havde modtaget på mail et par dage forinden. Min indbakkes rod ville ingen ende tage. Men i en undermappe – snedigt navngivet Møder – fandt jeg omsider, hvad jeg søgte. Min kollegas indledende orienteringer var jeg således gået glip af, da det er en absolut umulighed for mig at koncentrere mig om mere end én ting ad gangen. Ligesom jeg heller ikke kan gå og sms’e på samme tid. Kræver simpelthen for megen hjerneaktivitet kombineret med en ikke helt veludviklet koordinationsevne, til, at det kan lade sig gøre for mig. Så det er enten eller. Mødet tog halvanden time. Spiste fiberknækbrød med hamburgerryg ude i det lille tekøkken bagefter. Dernæst var det taste, taste, taste. Sagsmapper i en stak på mit skrivebord. Et evigt rend ind og ud af kopirummet. Så frokost. Risotto. Derefter faggruppemøde. Havde glemt, at det var min tur som mødeleder. Hvilket også betød referent. Irriterende. Hader at tage referat. Igen: Det der med at skulle gøre flere ting samtidigt.

Jeg arbejder meget for tiden. Rager den ene afspadseringstime til mig efter den anden. Når jeg er på arbejde, har jeg det som regel godt. Så tænker jeg ikke. Behøver ikke at forholde mig til mit ikke specielt velfungerende privatliv. Sad derfor stadig ved hæve-sænkebordet, mens kontorerne et for et blev stille og mørklagte ud på eftermiddagen.

Egentlig var jeg blevet inviteret til aftensmad bestående af tarteletter med efterfølgende øl i litervis. Men for det første kan jeg ved min Gud ikke forstå hypen ved den beige tapetklisterassociering, som tarteletfyld ellers giver mig. For det andet havde jeg hørt, at Spurvens kæreste skulle med. Har aldrig mødt hende. Men jeg er ikke et sekund i tvivl om, hvad hun synes om mig. Det har Spurven da så rigeligt sørget for at fortælle engang i en brandert. Ved ikke, om jeg skal tage det som en underlig kompliment, at hun tilsyneladende føler sig så truet af mig, siden jeg åbenbart bliver omtalt i så grove vendinger hjemme hos dem. Men jeg er bare der lige nu, hvor jeg på ingen måde evner at hæve mine parader. Hvilket jeg kunne forestille mig, at et møde med kæresten ville kræve. Orkede ikke at skulle ud i mulige forklaringer om, at det vel snart er både år og måneder siden, at jeg ville noget som helst med Spurven. Og for det tredje kan jeg i det hele taget ikke rigtigt finde ud af at være sammen med andre mennesker for tiden. Fik jeg vist til fulde demonstreret sidste fredag, hvor jeg sad mut, mens resten af selskabet raflede og råbte højt. Vikaren havde med en sigende banken mod næsefløjen spurgt, om han skulle skaffe noget, der kunne gøre mig i bedre humør. Med en hovedrysten afslog jeg. Gang i snakketøjet kom der nu alligevel, da indtaget af longdrinks og shots til sidst peakede. Men følelsen af at noget ikke helt var, som det skulle være, kunne jeg ikke ryste af mig. Da jeg på toilettet så min svajende skygge mod klinkevæggen, forstod jeg, at jeg slet ikke brød mig om at være sammen med så mange mennesker. Sneg mig hjem inden klokken blev 22. Lige siden har jeg ikke kunnet overskue en gentagelse. Desuden begynder min definition af en god fredag aften pludselig i uhyggelig grad at nærme sig noget holden-i-hånd til Vild Med Dans sammen med sød kærestetype – fremfor høj musik og flirt med tilfældige mænd på tilfældige barer. Jeg ved virkelig ikke, hvad der er galt med mig.

Så. Jeg blev hjemme i aftes. Lod som om, jeg ikke fandtes. Spiste ostemadder. Læste videre i paperbacken. Fandt en gemt skruetrækker. Pirkede lidt til afløbsristen, fik til sidst skruet den af. Jeg havde gule gummihandsker på, mens jeg hev hår og slam op af vandlåsen. Svuppede igen. Vandet var brunt og stinkende. Bestemte mig for, at det måtte være rigeligt. Trak derefter i nattøj og gravede mig ned i den bløde rede, jeg havde forladt for så mange timer siden. Har viklet et gammelt vattæppe om et par puder. En stor, uformelig klump ved siden af mig på madrassen. Min hjemmelavede kludemand. Jeg puttede mig ind til hans vatterede bryst og brast i stille gråd over, at det var sådan, det var nu.

Older posts