Det kan godt ske, jeg er blevet kræsen. Eller også daler udvalget af lækre mænd på diverse datingapps bare endnu en gang foruroligende. Er nok en blanding. Ikke fordi det nogensinde har været noget at gå specielt amok over. Mændene på Tinder. Sjovt, for jeg fik engang lov til at swipe for en kammerat. Og der tonede da den ene smukke dame frem på skærmen efter den anden. Mon de lækre mænd også er lidt tungnemme i det og endnu ikke helt har forstået, at tilsvarende damer kun er et svirp med tomlen væk? Nu er det jo heller ikke ligefrem fordi, Tinder og Happn er splinternye, banebrydende opfindelser, så hvorfor de til stadighed nægter at deltage i festlighederne derinde, forbliver et mysterie for mig.

Men jeg fandt da efter en del opgivende udbrud endelig en flot og sød mand. Jeg likede. Vi matchede. Nøj, hvor har han alligevel været en besværlig lille musvit at få fingrene i. Blev ordentlig ved med at aflyse dates og flyve ud af mit greb. Hvorfor man bliver ved med at spille kostbar, når man én gang har givet udtryk for, at man ved et match er interesseret, er jeg heller ikke helt med på. Men ok. Kan jo også godt lide at jagte mine mænd lidt nogle gange, så jeg var på den måde ikke ved at gå til af spekulationer. Happn er godt nok ikke det nemmeste sted at lege kat, men jeg må simpelthen lige tage et øjeblik og rose mig selv. For Musvitten lod aldrig til at opdage, at han trods sine ivrige, små hop i den modsatte retning hele tiden var durk på vej mod mine kløer. Lidt smalltalk, lidt smiger, lidt afvisning, lidt sødme, og så var han fanget. I bund og grund nemt. Jeg indsætter en mental selvfed-smiley-med-solbriller her.

Så. Efter at have trukket tingene i langdrag i ugevis, landede vi endelig på en fast dato for et møde. Musvitten ville gerne gå en tur. Det kan jeg jo også godt lide at gøre på en date, så jeg var frisk. Vi mødtes i aftes. Jeg stod og ventede på ham på en travl gade. Havde godt set ham ud af øjenkrogen komme gående mod mig, men jeg vedblev at spejde let søgende mod et punkt en smule til venstre for ham. Var tilpas overrasket, da jeg opdagede ham få skridt før han stod foran mig. Jeg undskyldte smilende mit distræte væsen, han virkede vældig tilfreds med at være kommet sådan bag på mig. “Skal vi gå derhen?” pegede jeg og guidede ham gelinde på vej. Musvitten var meget flottere i virkeligheden, end jeg havde forventet. Man kunne se, at hår, bryn og vipper var solbleget, hans kulør var sund og sommerbrun. Han duftede godt. Kunne høre på hans dialekt, at vi vist ikke kom samme sted fra, og det viste sig da også, at Musvitten kun havde boet i min by i ganske kort tid. “Så kan jeg jo vise dig rundt,” foreslog jeg glad. Det lod han til at synes var en fin idé. Så vi gik og gik, mens jeg fortalte og viste og spurgte, om han kendte til dette og hint. Vil mene, at der maksimum nok kun forløb omkring tyve minutter, før jeg fik en kraftig mistanke om, at vores kemi ikke var helt så gnistrende, som man kunne have håbet. Og herfra blev det faktisk kun værre og værre. Ikke at vi ikke kunne snakke sammen. Jeg er god til bare at fyre en masse af og holde en samtale kørende, så det var ikke noget problem.

Der var imidlertid et nyt byggeri, som jeg endnu ikke har besøgt, men som jeg regner med forhåbentlig at tilbringe mange varme sommereftermiddage ved, og vi besluttede at gå hen og kigge nærmere på det. På vejen præsenterede jeg ham for et af mine yndlingssteder. Musvitten var ingenlunde imponeret. Og havde jeg ikke vidst det før, vidste jeg da, at kunne han ikke lide dette sted, ville han formentlig heller ikke kunne lide mig. Men vi nåede det nye byggeri, og jeg var ovenud begejstret. Min følgesvend knap så meget. Vi traskede lidt rundt og ih’ede og åh’ede, før vi begav os tilbage igen. På hjemvejen snakkede vi om ferieplaner. Musvitten fortalte, at han skulle ud og sejle om et par uger. Svarede, at jeg ville ønske, jeg var mere søstærk, end jeg er; men det skyldes en ganske bestemt episode på charterferie i Tyrkiet for mere end tyve år siden. Min mor havde taget mig og Søster med på en typisk turistsejltur, mens min far denne dag var blevet på hotellet for at se Tour de France nede i poolbaren. Undervejs blæste det op, og jeg husker den sorte himmel og trykkede, alvorlige stemning ombord. Min mor har senere fortalt, hvordan hun havde bedt en fremmed mand om at passe på mig, skulle vi risikere at kæntre. For jeg kunne næsten svømme selv, men Søster var endnu en lillebitte pusling, og min mor kunne ikke bjerge to små børn på samme tid. Mens jeg under stor indlevelse fortalte alt dette til Musvitten, sagde han ikke meget. På et tidspunkt – bare et kort splitsekund hvor han vendte blikket mod skosnuderne – så han endda så træt og uinteresseret ud, at jeg denne gang blev oprigtig overrasket. Lynhurtigt fik han atter styr på sin belevne maske. Men han havde dog nået at bekræfte mig i, at jeg ikke var den eneste, der havde mærket det komplette fravær af både kemi og tiltrækning mellem os.

Han fulgte mig hjem, lige til hoveddøren. Det var pænt gjort af ham. Et sidste emne, vi her rundede, var SKAM. Hvor jeg fangirler fuldstændig ubehersket og drøner omkring iført citat-t-shirts og -muleposer og synes, det er det absolut sejeste, kunne jeg ligefrem se på Musvittens mimik, hvor udmattet han blev af den blotte tanke. Da vi derefter skiltes, var det under høflige fraser, men uden nogen form for tilkendegivelse af at have lyst til at se hinanden igen. “Tak for en hyggelig rundvisning,” sagde han. “Selv tak. Farvel,” smilede jeg. Han var allerede på vej væk.

Jeg regner ikke med at skulle mødes med Musvitten til flere byvandringer. Regner ikke med hverken at høre fra ham eller selv tage kontakt. Det var mærkeligt at opleve, hvordan jeg kunne rende rundt i to stive timer med et menneske, jeg sagtens kunne se var rigtig sød, men som jeg ikke havde noget som helst til fælles med. Der havde været sådan en underligt flad, død fornemmelse under hele daten. Skulle han dog mod al forventning finde på at foreslå film og aftenhygge under tæpper, takker jeg natuligvis ja. Er trods alt endnu ikke gået hen og blevet kræsen og krævende, så småting som manglende gnister har nogen betydning for, om jeg gider knalde en flot mand eller ej.

Efter vores farvel sad jeg nede i min baggård og nød en aftensmøg. Den flade, døde fornemmelse var blevet hos mig. Og jeg kunne nu mærke, hvor meget jeg savner lidenskab og brand og for fanden da bare at finde en enkelt, hvor kemien er i top. En, der deler min begejstring for både fine nybyggerier og samtidig den diametrale modsætning i faldefærdige yndlingssteder. Som sender mig smil, der gør mig blød og blævrende fra knæ til ankel. Som kan se skønheden og betagelsen ved et virtuelt norsk univers, der virker så ægte og vigtigt som nogensinde. Og som sidst men ikke mindst kan få mig til at føle, at rollerne er byttet om, så det pludselig er mig, hvis vinger bliver stukket og som langsomt bliver trukket ubehjælpeligt mod kattens favn.