Endelig fyraftensøl igen

Ork. Jeg er så sindssygt meget bagud med at få skrevet om alt der sker for tiden. Nå. Hm. Hæsblæsende liv, I ved. Ej. Ok. Udover at være det mest glemsomme menneske, er det vel heller ikke for ingenting, at jeg også går for at være det langsomste. Så der er nok ikke andet for, end at tage det hele fra en ende af. Vi starter med lidt øl.

Havde lige nogle dumme uger efter hele miseren med Manden På Gaden. Kløen forsvandt. Mænd er roden til alt ondt, tænkte jeg og skulede olmt efter ethvert hankøn, der måtte passere min vej. Samtidig kunne jeg vitterligt skrige af ren og skær længsel efter følelsen af varm hud mod min egen. At lægge kinden mod et bryst og høre hjerteslaget. Blide strøg langs mit skulderblad, stærke arme om min talje, ben, der fletter sig ind mellem mine. Som single savner jeg altid nærvær på den måde, men som oftest i langt mildere grad. Dog var disse dage især grumme ved mig, og jeg savnede og sukkede og trængte. Min veninde var i færd med at blive fuldstændig mesterligt forført af en spændende mand. Hjalp ikke spor på noget som helst, og jeg var ved at gå til af misundelse trods midlertidig overbevisning om det der med mænd, rødder og ondskab. Ellers en super kombination, må man sige. Misundelse og hudsult. Veninden screenshottede beskeder og sendte til mig, så vi sammen kunne dåne en smule over hvordan en sand forfører opererer.

Men da var det, jeg kom til at snakke lidt med mit gamle slæng igen. Nogen har måske bemærket, at det er lang tid siden, jeg sidst har været ude og drikke fyraftensøl. Det findes der tre grunde til: For det første havde jeg jo lige et efterår, hvor jeg havde brug for at grave mig ned. Og hvor jeg måske heller ikke opførte mig som en særligt god ven. Snarere tværtimod. Fik jeg for eksempel ikke aflyst en aftale på forhånd, lod jeg simpelthen bare være med at møde op. Fordi. Mig og mennesker dengang? Ah-ah. Det tog mit slæng forståeligt nok ganske fortrydeligt op. Kontakten ebbede ud. Omkring juletid mødte jeg tilfældigvis et par stykker af dem i byen en aften. Der måtte en del undskyldninger og bajere på min regning til, før de tøede op overfor mig. Efterfølgende forsøgte vi at finde en fredag, hvor alle havde tid til at mødes. Men se, nu rendte vi straks ind i grund nummer to – for i mellemtiden havde de nemlig alle fået kærester. Hver og en. Og i stedet brugte de hellere deres fredage på at holde en sådan i hånden. Tsk. Tredje grund skulle vise sig at være vinteren. Der var mørkt og jeg var trist og dundrede i det hele taget i fuldt firspring mod Krisen Over Dem Alle. Igen mistede vi al kontakt. Men så skrev de pludselig til mig en dag. Og forrige fredag lykkedes det os endelig at ses.

Nøj, hvor havde jeg glædet mig! Det foregik nøjagtig som i gamle dage: Hjulede gennem byen på mit Røde Lyn. Hurtigt hjem for at hælde en skålfuld havregryn i gabet. Op på cyklen igen. Vejret var helt sommerligt, jeg havde solbriller på næsen. Mødte dem på det værtshus, som engang var vores faste, inden vi fandt et andet. Vi havde ikke været der i hvad der næsten føltes som hundrede år. Alle døre og vinduer stod vidt åbne, da jeg trådte indenfor med en lun brise i ryggen. De råbte mit navn og jeg smilede glad. Spurven sad i midten. Jeg kunne se, han lige var blevet klippet. Eftermiddagssolen glødede i hans hår, der nærmest fik en dyb, gylden farve. Det så blødt ud. Fik lyst til at lade håndfladen glide henover nakkehårene. Jeg gik op i baren og bestilte øl til hele bordet, før jeg satte mig ned hos dem. Spurven havde taget sin kammerat med. Påskemanden. Det ærgrede mig en smule. Vi pligtkonverserede kort, så stemningen ikke skulle blive alt for akavet. Han fortalte lidt om et nyt projekt, jeg lod som om, det interesserede mig. Vendte os hurtigt derefter væk fra hinanden og snakkede ikke rigtigt sammen igen resten af tiden. Jeg kiggede rundt og kunne konstatere, at jeg havde været sammen med tre ud af de i alt fem mænd, som sad bænket ved samme bord som jeg. Godt gået, tænkte jeg og var svært tilfreds med mig selv. Inden weekenden var omme, skulle det vise sig, at jeg ville nå op på fire.

“Hvor har jeg savnet dig,” sagde Ekskollegaen med ansigtet meget tæt mod mit. “Vikaren har fortalt mig, at du er flyttet sammen med din kæreste,” svarede jeg. “Ja,” han kiggede væk. “Hvor er Vikaren i øvrigt?” spurgte jeg. “Han er ikke blevet inviteret. Det var der ingen grund til. Han må alligevel ikke komme med,” lo Ekskollegaen og forklarede, hvordan Vikaren bliver holdt i overordentligt kort snor af sin dame. Jeg tror nu mere, han endelig bare er faldet til ro. Godt for ham. Kan huske, hvordan han, da vi mødtes i byen i julen, stolt fortalte, at han på daværende tidspunkt ikke havde rørt noget som helst pulver af nogen som helst art i månedsvis. Jeg havde smilet og sagt, at det var vældig flot. Havde dog inderst inde ikke rigtig troet, at det ville holde i længden, for jeg har da sjældent mødt nogen så begærlig efter vildskab som ham. Tilsyneladende har han fundet en, som kan mætte ham på anden vis, og det er jo glædeligt.

“Kan du huske dengang,” begyndte Ekskollegaen, “da vi næsten knaldede?” Jeg nikkede. Selvfølgelig kunne jeg det. Vi har aldrig rigtig fået snakket om det. “Det blev lidt skørt. Synes du ikke?” sagde han stille. Nikkede igen. “Men vi var jo også helt væk,” svarede jeg og tænkte, at det netop var dengang, da Vikarens vildskab og luner endnu fik lov til at præge størstedelen af vores møder. Var lidt spændt på, om vi denne aften alle kunne finde ud af at være sammen igen uden ham som evig sol og omdrejningspunkt. “Er du sur på mig over det?” spurgte Ekskollegaen. “Nej,” smilede jeg, “det er lige meget nu.” Og så skålede vi på det, jeg gav hans hånd et lille klem.

Denne gang var en ny mand med til at drikke øl. Jeg har mødt ham før. Endda også på Tinder op til flere gange. Har aldrig brudt mig specielt om ham. Han er så arrogant, synes jeg. Han er mindst ti år ældre end mig med både grånende tindinger og skæg. Som vi sad der ved bordet med øllerne foran os, var det ikke mange ord vi fik udvekslet. Vi havde Spurven imellem os, ved min anden side sad Ekskollegaen. På et tidspunkt begyndte Spurven at fortælle sjove historier. Den nye mand stemte hurtigt i, og de supplerede nu hinanden så perfekt, at jeg til sidst næsten ikke kunne få luft af bare latter. Jeg kiggede overrasket på den nye, som viste hidtil ukendte, morsomme sider af sig selv. Han blinkede til mig. Kort efter brød vi op og begav os allesammen videre til det næste værtshus. Her kom jeg til at sidde ved siden af den nye, og jeg overhørte ham tale om at vælge tosomheden fra, om at være en enspænder, om ikke at ville have børn. Ok. Det kan godt ske, at jeg da havde fået mere end en enkelt øl, men jeg blev fuldstændig blæst bagover af Enspænderens fortælling. Han taler jo sandheden!, kan jeg huske det rungede gennem mine efterhånden lettere sejlende tanker. “Du er et sandhedsmenneske,” sagde jeg. Stirrede på ham, som om jeg først nu så ham ordentligt for første gang. Han smilede skævt. Vendte overkroppen halvt, hvilede albuen på stoleryggen. Og det næste lange stykke tid sad vi lænet ind mod hinanden og snakkede om fravalget af børn, presset fra alle kanter om at ombestemme sig. Min egen spirende usikkerhed og kaotiske, modstridende følelser – angst mikset med en sær, udefinerbar tristhed af en slags, som altid opstår i mig, når jeg nogle gange tænker på, at det der med et barn muligvis indenfor en overskuelig fremtid er ved at være oppeover for mig. Hvis det altså skal være. Engang var jeg helt sikker. Sådan er det ikke længere. Men Enspænderen var urokkelig i sit valg. Rolig. Afklaret. Jeg syntes, det var vanvittigt tiltrækkende.

“Frøken Kløe og Enspænderen har vist gang i noget dybt derovre, men vi andre vil altså ind til byen nu,” sagde nogen. Så vi drak alle ud, låste cyklerne op og trak langsomt videre. Vi fandt stedet med den bedste musik, og vi skrålede: “Den jeg elsker, den jeg elsker, elsker jeeeg…” Ekskollegaen havde købt helflasker og fik et mindre kar med isterninger med sig. Jeg plantede mine guldøl strategisk i isen, stod dansende for enden af bordet, slog med en knyttet næve ud i luften og sang med på “Det’ mig der står herud’ og banker pååå…” Ja. Der var utroligt meget Thomas Helmig den aften. “Kom nu og sæt dig hos os,” sagde de indimellem. Men jeg havde gang i min egen lille fest, og i timevis stod jeg der for bordenden og dansede løs med mig selv. Kan huske, jeg syntes, jeg havde enormt styr på min brandert. Havde fundet en fin metode med først at tage et par slurke guldøl for så at spise en isterning. Hvilket åbenbart gav tilpas med vand indimellem til at holde mig flyvende. Øl, isterning, øl, isterning. Egentlig ret ulækkert, for jeg fandt af og til andet end is i karret, men det tog jeg naturligvis ikke så nøje på det tidspunkt.

“Isterningeleg!” udbrød Ekskollegaen. “Isterningeleg, isterningeleg, lååå-lålå-lå-lå,” sang jeg og proppede en ekstra stor en i munden. Greb Enspænderen om nakken og før jeg vidste af det, kyssede han mig, som kun en fuldvoksen, rutineret sølvræv kan. Det kom fuldstændig bag på mig, at han var så god til det. “Hvad var det?” mumlede jeg og kiggede forbavset på ham. Han grinede og afslørede lidt glinsende is mellem tænderne, før han sendte det videre til den næste, som legen kræver. “Jeg har mere,” sagde jeg og kyssede ham igen. Han lo højt, da han opdagede, at min mund var tom.

Flere isterninger, tænkte jeg og gik op i baren. En fyr stod og vinkede til mig deroppe. Kunne umiddelbart ikke rigtigt genkende ham, så jeg gik bare ned til bordet igen, da jeg havde fået mit is. Fyren fulgte efter. “Hej Frøken Kløe,” sagde han bag mig. Vendte mig og så nu, hvem det var. Åhr – det har jeg da vist forresten ikke fået fortalt? For et par måneder siden blev jeg kontaktet af selv samme fyr på Facebook. Kendte ham ikke, men han sagde, at han havde set mig før, og at han meget gerne ville drikke en kop kaffe med mig, skulle jeg have lyst. Jeg var betænkelig, syntes, han var ret ung. Han skrev mange søde ting for at overbevise mig, men enden blev, at jeg afslog. Nogle dage før denne fredag skrev han til mig igen. Om jeg ikke nok ville genoverveje mit svar? Blev vældig smigret over hans vedholdenhed, som jeg, når man tænker på, hvordan jeg selv kan finde på at opsøge mænd, heller ikke kunne lade være med at respektere. Skulle lige til at ombestemme mig og sige ja til kaffe alligevel, da jeg efter en hurtig indskydelse trykkede mig lidt længere ind på fyrens profil. Opdagede, at han var min gamle lærers søn. Den lærer og jeg havde et mildest talt anstrengt forhold til hinanden gennem hele min skoletid. Og pludselig kunne jeg kun se faren i sønnen, når jeg kiggede på hans billeder. Afgjorde ligesom sagen, og et meget bestemt nej blev sendt afsted. Men nu stod han her på en larmende, varm bar overfor mig, og jeg havde drukket øl og var i godt humør, og hørte pludselig mig selv spørge, om han ville med ud og have en smøg. Ville han selvfølgelig gerne. Snart efter charmerede han efter bedste evne, og jeg kunne ikke lade være med at synes, at han alligevel var en smule sød. “Du kan prøve at skrive igen, og så må vi jo se, hvad jeg svarer denne gang,” snøvlede jeg kælent, inden jeg gik indenfor igen.

Klokken var mange. Der var næsten blevet lyst udenfor og jeg var efterhånden knap så flyvende. Sad og hang og gabte. “Skal jeg følge dig hjem?” spurgte Enspænderen. Og jeg livede straks op, for der var ikke noget jeg hellere ville end at blive fulgt lidt på vej af ham. Vi købte pomfritter, kastede i spøg et par stykker efter hinanden, mens vi fortsatte mod min gade. “Tak for i aften,” sagde jeg og vendte mig om mod ham, da vi nåede hoveddøren. Han svarede ikke, men kyssede mig bare igen på sin rolige facon. Jeg sukkede, da hans hånd fandt mit bryst. Det var så tydeligt, at han havde prøvet det her et utal af gange før, og jeg lod mig trygt smelte. En finger lirkede prøvende ved nederdelens linning, jeg nikkede umærkeligt, hans hånd gled ned. “Du er jo helt våd,” hviskede han. Det var jeg virkelig. Fuldstændig. Drivende. Jeg lagde hovedet på hans skulder, næsen mod hans hals, stønnede sagte da den første finger gled op i mig. Det var så langsomt. “Tag mig med op,” bad han hæst. Åh, hvor havde jeg lyst. “Ikke i aften,” måtte jeg svare. Forklarede dernæst halvflov, at jeg havde en alt for rodet lejlighed til at kunne lade ham se den. Enspænderens latter var dæmpet, hans ånde som lette pust mod min pande. En anden finger fandt plads ved siden af den første. “I morgen har jeg tømmermænd, men på søndag vil jeg gerne kneppe med dig,” foreslog jeg. Han kneb øjnene hårdt i, da jeg strejfede den bule der hurtigt blev hårdere og hårdere. “Ja,” nikkede Enspænderen stakåndet, “det vil jeg gerne. Meget gerne.” Trak hans hånd op fra nederdelen igen. “Så skriv til mig, så finder vi ud af noget,” smilede jeg over skulderen og låste mig ind i opgangen.

Ups med Påskemanden

Der gik adskillige minutter efter jeg var vågnet i søndags, før jeg helt præcis kunne huske, hvad der var sket aftenen forinden. Men så skal jeg da også love for, at enhver detalje kom rullende ind over mig i pinefulde bølger. Er det da fuldstændig umuligt for mig at agere bare en smule normalt når det drejer sig om Sommermanden? End ikke når det kommer til mine hjertekvaler over ham, kan jeg finde ud af at gennemgå de fordømte stadier i rigtige rækkefølge. For eksempel husker jeg, at stadiet med en rebound så absolut var et af de sidste. Niende stadie følger sjældent i hælene på første. Så meget ved jeg da.

Nå. Men det havde været en lang uge, og det havde været en trist uge, og jeg havde bare lyst til at drikke mange, mange øl igen, da jeg endelig ramte weekenden. I sådanne tilfælde kan man jo altid trygt regne med mine gamle kolleger, mit faste slæng, der for tiden galant spiller rollen som trofast beskyttende musketerer. Vikaren tilbød atter at gøre Sommermanden til Lirekassemanden ved, ved hjælp af diverse grusomt beskrevne slag, at banke ham halvt fordærvet. Stadig vældig sødt af ham, jeg forstår hans forsøg på omsorg. “Hvordan går det nu?” spurgte Spurven. Jeg trak på skuldrene. “Du smiler, men dine øjne er bedrøvede. Det kan jeg se,” fortsatte han. “Har ellers gjort mig umage med mascaraen i dag,” svarede jeg. “Jeg kan se det,” gentog han. “Du kyssede mig,” jeg skiftede emne og så ham blive lille foran mig. “Ved ikke helt, hvordan jeg skal opføre mig overfor dig nu,” indrømmede han. “Jeg tænker ikke på det længere,” svarede jeg sandfærdigt. Spurven livede op. “Virkelig? Du er ikke vred?” udbrød han, og jeg grinede en smule stolt, da han efterfølgende fortalte, at jeg havde givet ham så ren besked på at holde nallerne for sig selv, så han havde skammet sig lige siden.

På en bar stødte vi ind i nogle af Spurvens venner. Jeg havde mødt dem før og kan godt lide dem, så jeg stemte for, da det blev foreslået at sidde ved deres bord. Der gik lidt tid før en sidste ven stødte til. Påskemanden. Fantastisk. Bare fucking fantastisk. Var selvklart høflig og hilste på ham, men mit smil var afmålt, og jeg vendte hurtigt ryggen til ham. På den måde forløb omtrent en time, hvor det lykkedes mig at ignorere Påskemandens tilstedeværelse fuldstændig. Altså. Ikke fordi jeg stadig er fornærmet over aldrig at have hørt fra ham igen efter vores date. Vel. Nærer bare ikke specielt varme følelser overfor mænd, der dumper mig på den måde. “Hej Frøken Kløe,” Påskemanden stod pludselig ved siden af mig. “Hør. Jeg synes, der er en elefant i rummet. Det er min skyld. Fik vist aldrig skrevet til dig.” Jeg kiggede på ham. “Det er nemlig rigtigt, Påskemand,” svarede jeg. “Ja. Undskyld. Det var ikke pænt gjort. Jeg var lige kommet ud af et langt forhold, og vidste ikke helt, hvad du ville,” forklarede han. Tænkte, han var fuld af løgn. Greb min øl. Nikkede. “Jeg ville såmænd bare kneppe,” svarede jeg, bundede øllen og forsøgte dermed at vise, at samtalen var slut. Han grinede overrasket. Det smittede. Irriterende. Indså modvilligt, at jeg ikke kunne lade være med at respektere, at han tog konfrontationen. “Kan vi starte forfra?” spurgte han. “Det kan vi vel,” endte jeg med at svare. Da jeg kort efter hvirvlede rundt på dansegulvet, lagde jeg mærke til Påskemandens lange blikke.

Vi fortsatte videre. På dette tidspunkt vurderede jeg åbenbart, at det var helt igennem passende at indvie en af Spurvens andre venner i mit drama med Sommermanden. Så jeg var hende der, der sidder snøftende på en bar, mens en fyr akavet trøstende klapper hende på skulderen. “Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre,” sagde jeg. “Jeg tror, du har brug for at finde en anden,” svarede vennen. “Muligvis,” nåede jeg lige at hikke, inden han bekendte kulør som en førsteklasses wingman og bogstaveligt talt skubbede mig i armene på Påskemanden. Meget mærkeligt, tænkte jeg og kiggede efter vennen, der forsvandt i barmylderet. Det var her, Påskemanden kyssede mig.

Det var ikke et specielt lidenskabeligt kys. Og alligevel tog jeg ham i hånden, mens jeg sagde, at vi lige skulle finde et andet sted. Egentlig ikke fordi det kløede, for det gjorde det ikke. Jeg tænkte bare, jeg havde brug for at mærke mig selv igen. Ikke langt fra baren fandt vi en parkeringsplads. Lidt ovre i et hjørne stod en bus. Jeg trak Påskemanden derhen. Jeans blev lynhurtigt åbnet. Bussen føltes støvet og fedtet, da han klemte mig op ad dens side. Vi asede og masede. Hev efter vejret. Stadigt stående forsøgte vi os først forfra. Derefter bagfra. Ingen af delene lod sig naturligvis gøre. For Påskemandens pik var blød på den der måde, som kun meget fulde mænd kan præstere. “Hjælp mig lige,” pustede han, og jeg gled tungt ned på bare knæ med bukserne hængende om anklerne. Han sukkede, da jeg gik i gang. Vil ikke afvise, at vi her var ude i en gentagelse af Verdens Dårligste Sutter. Som kun meget fulde Frøken Kløe kan præstere. Lige meget hjalp det. Er ikke sikker, men jeg vil tro, vi væltede rundt i en halv time, før vi fattede, at sex absolut ikke ville komme til at kunne ske. “Jeg skriver til dig, når vi er blevet ædru,” sagde Påskemanden, “så kan vi gøre det rigtigt.” Venligst lad være, tænkte jeg, mens jeg rodede rundt efter min ene sko. Jeg kunne mærke grus mellem tænderne, da vi smågrinende gik tilbage til baren.

Søndag var hård at komme igennem. Tømmermændene var urimelige. Også de moralske af slagsen. Var faktisk næsten de værste. For jeg var så træt af mig selv, så sindssygt træt af at have ladet Påskemanden komme tæt på endnu en gang. Simpelthen for dumt. Her et par dage efter er jeg heldigvis mere sådan: Oh well. Stadig ikke stolt af det. Men. Oh well.

Åh ja. Og har han skrevet til mig? Selvfølgelig ikke. Hvad havde I regnet med?

Noget om sol og øl

Ej. Okay. Det her sommeragtige vejr. Ik’? Det gør mig doven og døsig på mit solskinspot i baggården. Harmonerer ikke særlig godt med et større projekt på mit arbejde, der trækker tænder ud. Smatter jeg ikke ud i havestolene, sidder jeg bag computerskærmen. Når jeg endelig smatter, har jeg dårlig samvittighed over ikke at gå amok med arbejde. Og kan selvfølgelig kun tænke på at skaffe mig en lækker tan, når jeg sidder indenfor og sukkende kigger ud på det gode vejr. Tough life.

Nå. Men solen lokker åbenbart alle byens mænd ud af deres små mandehuler. Se, det er noget, jeg kan lide! Så sidder de der og griller i parken i deres bare, glinsende overkroppe. Søster var hjemme i Kristi Himmelfartsferien. Vi promenerede med latte to go og solbriller på næsen, mens vi gloede på mænd bag de mørke brilleglas. “Hej hej,” hilste Fitteren smilende, da han gik forbi os i en meget, meget stram t-shirt, så hans gigantiske overarme kom til sin ret. “Hold da kæft,” hviskede Søster og betragtede de svulmende biceps, “var det ham med den lille diller?” Ja. Det var det jo. Fitteren tager jeg mig ikke rigtig af længere. Eftersom vi deler fitnesscenter og bor i samme bydel, ser jeg ham forholdsvis tit. Søster og jeg satte os i græsset. Vi grinede og sladrede og sluprede kafferesterne i os. “Åh nej,” mimede jeg, da Påskemanden pludselig kom slentrende mod os. “Og det er så ham den anden, du fortalte om?” spurgte Søster. “Man kan da snart ikke gå to skridt i fred uden at støde ind i en, du har været sammen med,” grinede hun. Påskemanden hilste pænt, da han fik øje på mig, men skyndte sig videre igen. Spurven har fortalt mig, at han er temmelig flov over al sin plapren om coke sidst jeg mødte ham i byen.

Om aftenen tog vi til koncert. Her mødtes vi med Søsters kæreste og hans venner. “Ham derovre,” pegede Søster, “det var ham, der hjalp mig hjem fra Roskilde Festival engang.” Jeg kiggede op og opdagede nu et pragteksemplar af en viking stå få meter fra mig. Oho! Lige nøjagtig min type, lige nøjagtig sådan en jeg burde finde mig. Havde aldrig set ham før, og nu stod han bare der i sine sorte jeans og så helt fantastisk ud. Tatoveringerne snoede sig op af hans arme, skægget var kraftigt og flot, hans øjne var blide og lattermilde. Lige så hurtigt han var dukket op, forsvandt han igen. Spurgte henført Søsters kæreste, hvem Vikingen var. Åbenbart en perifer kammerat, som han nogle gange sås med. Jeg plagede, indtil han lovede at sætte et tilfældigt møde op mellem mig og Vikingen.

I højt humør væltede Søster og jeg ind på en bar. På et mindre plateau i den modsatte ende af lokalet stod Guitaristen. Ahrmen. Nu må det stoppe, tænkte jeg. Der var Wonderwall, der var to Heineken for otteoghalvfems, og der var skrå øjekast. “Han er godt nok flot,” Søster kiggede ublu på Guitaristen, der så en kende utilpas ud over hans nytilkomne publikum. “Det var jo det, jeg sagde,” nikkede jeg og marcherede forbi ham. Er træt af mænd, der aldrig skriver tilbage. Efter en veloverstået Over My Shoulder bestemte Guitaristen sig for at holde pause. Gik direkte over mod mig. Fik travlt med at se ud som om, jeg havde gang i alt muligt andet end at smugkigge på ham. Han spurgte, hvordan det gik. Jeg svarede, det gik godt. Jeg spurgte, om det ikke var meningen, at han skulle flytte. Han sagde, det først ville blive senere. Jeg introducerede ham for Søster. Han bemærkede, at vi ikke ligner hinanden. Jeg nikkede og smilede. Det var sødt af Guitaristen at komme over og snakke. Det havde jeg ikke regnet med, eftersom jeg aldrig har hørt fra ham siden vores date i efteråret. Men kunne igen lynhurtigt mærke, at jeg ikke havde nogen som helst fornemmelse for, hvor jeg havde ham. Igen denne utilnærmelige attitude, der ikke er til at bryde igennem.

Jeg har hørt, at det gode vejr skulle stoppe i weekenden. Det er selvfølgelig ærgerligt. Men det gør mig ikke noget igen at kunne gå lidt frit uden hele tiden at støde ind i mænd, jeg tidligere har datet.

Min bedste ven Spurven

Da jeg vågnede omkring middagstid i fredags, tilbragte jeg en hel time med at ligge og stirre ind i væggen, før jeg havde samlet kræfter nok til at stå op. Jeg drak øl i torsdags og jeg drak mange. Min hovedskal føltes dagen efter en kende stram. En skinger smerte borede i mine øjenhuler, pulserede i den tynde hud bag ørene. Ikke blot var jeg ramt af almindelige, fysiske tømmermænd – også de moralske kom så småt listende, jo mere jeg vågnede op.

Havde glædet mig sådan til at være sammen med mine gamle kolleger igen. Samtidig var jeg lidt spændt på, hvordan det ville gå – sidst jeg så Vikaren, var da jeg lukkede døren til hans soveværelse bag mig. En veninde har til stor moro under en tøsemiddag døbt mig Dødens Gab efter mit mislykkede blowjob. Tanken om mine tænder mod Vikarens allerhelligste har pint og plaget mig, jeg syntes, det var frygtelig pinligt at have givet ham verdens dårligste sutter.

Til at starte med snakkede vi ikke sammen. Han gav mig søde komplimenter, som han plejer, men kun når vi stod sammen med andre, han ville ikke være alene med mig. Fint nok, tænkte jeg. Der var også flere andre til stede, der var interessante at snakke med, og jeg lod Vikaren være, så han fik tid til at samle sig. Da det var blevet mørkt, mødte jeg ham ude på altanen. Det var kun os to nu. Vi snakkede lidt. Samtalen kredsede om ufarlige, arbejdsrelaterede emner. Stilhed. “Frøken Kløe, jeg skylder dig virkelig en kæmpe undskyldning,” sagde han til sidst. Jeg tænkte et øjeblik, at han nok var ked af, at han ikke havde skrevet til mig, som han lovede. Men jeg glemte, at Vikarens forfængelighed selvfølgelig ikke tåler ringe sex. Nøjagtig som min ikke tillader ditto blowjobs. “Jeg gav dig et rigtigt dårligt knald sidst. Jeg var altså helt væk, alt for fuld,” sagde han. “Nåeh. Det skal du ikke tænke på. Jeg var vist ikke meget bedre selv,” svarede jeg i én lang udånding. “Undskyld jeg bed dig i pikken,” mumlede jeg lidt efter. Vikaren grinede højt. Isen brast med et smæld. Jeg lo lettet med ham og gav ham et hurtigt kram, da han rakte ud efter mig. Han havde prøvet værre, sagde han. “Det er virkelig sørgeligt, Vikar,” fnes jeg. Nu kunne vi snakke om alt, og en kammeratlig stemning opstod mellem os. Vi satte os grinende og fortsatte lavmælt med at minde hinanden om akavede detaljer, mens de tomme flasker blev flere og flere foran os.

Men der var mere end én elefant i rummet. Jeg havde været skråsikker på, at Spurven ville bringe min date med Påskemanden på banen. Det skete bare ikke. Og jeg var til sidst ved at sprænges over det. Jeg havde den bedste date med Påskemanden, kemien gnistrede mellem os, og jeg var ikke i tvivl om, at vi skulle ses igen. Så jeg blev ked af, at han aldrig kontaktede mig efterfølgende. Faktisk ret ked af det. Det gjorde mig beklemt, at Påskemanden og Spurven er gode venner, fik mig pludselig til at føle mig meget sårbar og blottet. Bare lad være med at nævne noget om det, sagde jeg til mig selv og tog et shot, mens ordene selvfølgelig straks væltede fra mig: “Jeg har været på date med en af dine kammerater.” Flot. “Nå ja,” smilede Spurven, “skal I ses igen?” Forklarede ham kort, at Påskemanden med sin stilhed havde gjort ret klart, at han ikke havde lyst til endnu et møde. “Det skal du ikke være ked af. Han er slem. Hele tiden på dates, nye damer, ser dem aldrig igen. Du er bedre tjent uden det der,” trøstede han. Jeg tog et shot til.

Ud på aftenen fandt Spurven en guitar frem, og jeg følte mig femten år igen, da jeg skrålede med på Zombie. Vikaren spillede på skeer, jeg hjalp ham og klaskede umusikalsk med flad hånd på lårene. Jeg kiggede rundt på disse fulde, glade mennesker, og jeg følte mig levende og varm.

Vi tog en taxa ind mod byen, kun mig og mine to mænd. Vikaren gik målrettet mod en bestemt bar, Spurven og jeg slingrede bag ham. Der blev langet øl og drinks over disken til os. En lyshåret pige hviskede Vikaren i øret. De kendte åbenbart hinanden. Jeg så ham kigge på hende, kysse hende og kort efter vinke til os, da de hånd i hånd gik hjem sammen. Det var som at se mig og ham for et par måneder siden. Jeg mærkede et stik af jalousi oven på min trækken på skuldrene. Der blev spillet raggaeton, jeg gik ene ud på det tomme dansegulv og overgav mig til musikken. Spurven stødte til, vi dansede til sveden sprang. Grinende, hivende efter vejret, mere, mere.

Vi gik udenfor for at få luft. Sad ved et cafébord og drak øl. “Hej Spurv!” lød en stemme pludselig. En fyr kom hvirvlende bag mig. “Og hej Frøken Kløe!” sagde han, omfavnede mig inden jeg nåede at forstå hvem det var. Han satte sig hos os. Først da genkendte jeg Påskemanden. Ahrmen. Seriøst? Super. “Åhr. Det var egentlig slet ikke meningen, jeg skulle i byen i aften,” udbrød han, “jeg sad derhjemme, og jeg var helt færdig. Træt. Så kom jeg i tanker om, at jeg havde en lille pose coke liggende. Bare en rest. Der var lige nok til to baner. Så blev jeg frisk til byen. Og nu sidder jeg her.” Hans øjne var store og vågne. Vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle svare. Spurven gjorde mine til at hente en omgang. Det ville Påskemanden heldigvis ikke høre tale om, han skulle videre og forsvandt lige så pludseligt, som han var dukket op. Tænkte, at det vist alligevel ikke var så stort et tab aldrig at have hørt fra ham.

“Lad os gå derind,” pegede Spurven, vi styrede mod et usselt udseende diskotek. Indenfor var der knæklys og tung bas. Vi var tydeligvis de ældste gæster, men hvor de yngre usikkert flyttede vægten fra den ene fod til den anden i en art trippende rytme – pigerne med veninderne i hånden, drengene med gutterne i ring omkring sig – dansede Spurven og jeg hidsigt og selvsikkert i timevis uden stop. Jeg kunne se ham smile til mig i blink fra stetoskoplyset. Der var ingen flirt mellem os længere. Vi ved godt begge to, hvordan vi har det med hinanden. Var stiltiende blevet enige om at få det bedste ud af de få øjeblikke, vi har sammen. “Hvad skal vi nu?” spurgte jeg, da vi tidligt om morgenen gik hjem ad øde gader. “Kneppe i en baggård?” svarede han. “Pas på,” grinede jeg og tilføjede snøvlende: “Du er min bedste ven, du er.” Ved simpelthen ikke, hvad det er med ham, men Spurven kan lokke enhver hemmelighed frem fra dybet af mig. Og jeg fandt pludselig mig selv i færd med at fortælle ham de allermest hemmelige af slagsen. Overdængede ham med mine mest intime, personlige tanker, mens han stille lyttede. Jeg kan huske, jeg selv syntes, det var allertiders idé sådan at krænge mit inderste ud. De sidste par dage har jeg krummet tæer over mig selv og min løbske kæft. Håber inderligt han kan finde ud af at holde det for sig selv. Ellers.

Date med Påskemanden

Vi havde aftalt at gå en tur. Jeg regnede med, at det ville tage et par timer. Måske vi ville købe en kop kaffe med og slentre gennem gaderne. Tale lidt om det gode vejr, måske sidde på en bænk og nyde solen. Da jeg så Påskemanden stå der og vente på mig midt i menneskemyldret, tænkte jeg, at han ikke helt lignede de billeder jeg havde set af ham. Kunne sagtens få øje på ligheden, men jeg ville sikkert også have kunnet gå forbi ham uden at tænke over, at det var ham. Han så dog stadig sød ud. Pæn. En af den type mennesker, hvor man har lidt svært ved at indprente sig deres præcise ansigtstræk, så hver gang man kigger på dem, bliver man en smule overrasket over, at, nå ja!, det er sådan, de ser ud. Jeg kan huske, at hans øjne var meget blå. Kæben mere fremtræden og maskulin. Hans skæg havde en næsten rødlig nuance. Jakken stod åben og gav kig til brysthårene – dem lagde jeg selvfølgelig straks mærke til.

Vi travede rundt. Han snakkede meget. Men det var ikke ligegyldig snak; han var spændende og sjov, så jeg lyttede gerne. Der var god kemi med det samme. Han spurgte ind til mit job. På et tidspunkt fik jeg nævnt min gamle arbejdsplads. “Dér arbejder min gode kammerat,” udbrød han. Gæt hvem. Påskemanden er selvfølgelig allerbedste venner med Spurven. Den her by er fandeme for lille, tænkte jeg. Da jeg først blev bevidst om deres venskab, stod det pludselig soleklart, hvorfor netop de to er blevet venner: De minder enormt meget om hinanden.

En anden, som Påskemanden på mest irriterende vis også mindede om, var Kunsteren. Nogen husker måske min røvhulsagtige ekskæreste? Men hvor Kunsteren i sin væremåde og livsstil var arrogant og påtaget, var Påskemanden helt oprigtig og naturlig. Da jeg først havde opdaget min ekskæreste i ham, gav det mig næsten ticks og nervøse trækninger. Efterhånden kunne jeg heldigvis se nogenlunde bort fra det. For Påskemanden var vældig sød, og det var ikke fair, at lade ham lide under min fortid.

Vi fandt et smukt byggeri. Påskemanden havde ikke været derinde før, men jeg havde, så jeg tog ham i hånden og trak ham ad mørke korridorer og lange trapper. Øverst oppe fandt vi en terrasse, hvor vi kunne se hele byen badet i solskin. Her sad vi længe og skuede ud og snakkede og grinede. Mine baller nåede at blive kolde og følelsesløse. Han spurgte, om jeg kunne tænke mig at drikke en øl sammen med ham. Det ville jeg mægtig gerne, så vi gik på min stambar og raflede om ølprisen. Med en grøn flaske i hånden viste det sig hurtigt, at vi havde flere ting til fælles, end jeg først havde troet – vi sad i timevis og diskuterede alt fra Star Wars til konspirationsteorier. Mens han fortalte om en særligt kompliceret, hjemmestrikket teori, skinnede hans øjne af iver, og jeg fik umådelig lyst til at læne mig frem mod hans læber. “Jeg er sulten,” sagde Påskemanden pludselig. Min slunkne mavesæk stemte i, og selvom jeg grinede og syntes, det var lidt fjollet, sagde jeg ja, da han foreslog at gå på McDonald’s. “Meget fin middag du byder mig på vores første date,” drillede jeg. Men Påskemanden er sådan en, der bare smiler og er fuldstændig ligeglad med sådan noget. Efter burgere og pomfritter inviterede han mig med hjem.

Hans lejlighed lå helt oppe under taget. Indretningen var tilfældig og bar præg af total ligegyldighed. Lige som jeg havde forestillet mig. Vi sad i hans sofa. Han spurgte, om jeg ville have noget at drikke. Idet han rejste sig for at gå ud i køkkenet, greb han mit ansigt mellem sine hænder og kyssede mig. Vores fortænder stødte mod hinanden. Hans skæg kradsede. Da han kom tilbage med glas og vand, fortsatte vi, hvor vi slap. Kyssene blev mere heftige og krævende, jeg lænede mig villigt tilbage, da han forsigtigt pressede mig ned. Min krop lå hurtigt klemt i en skruestik under ham. Lod mine fingerspidser strejfe de brysthår, der tittede frem ved skjortekraven. Han pressede sit underliv mod mit, jeg kunne mærke den hårde bule, og kløen bankede og værkede og gjorde ved. “Skal vi ikke gå ind i soveværelset?” spurgte han stakåndet. “Æh. Nej,” svarede jeg. “Vil du hellere gøre det på sofaen?” han lød overrasket. “Altså. Det er ikke en dårlig undskyldning, men jeg har menstruation,” svarede jeg, rødmede let og kunne ikke huske hvornår jeg sidst havde følt mig så ærgerlig. Han var mindst lige så skuffet. Sagde, det også var ok bare at kysse lidt, så det gjorde vi, og vi gned os mod hinanden, mens vi skiftevis grinede og udstødte små, utilfredse suk. Mine hænder snurrede, den tynde hud omkring munden brændte, hele min krop længtes så forfærdeligt efter ham. “Jeg har brug for, at du knepper mig,” sagde jeg hæst. Påskemanden svarede straks, at det var det eneste, han havde lyst til. “Jeg er ligeglad,” nærmest råbte han til sidst og gjorde mine til at trække mig ind i soveværelset. I dag priser jeg mig lykkelig for, at han ikke fik overtalt mig. Fire ikke helt uvæsentlige detaljer stoppede mig heldigvis: 1) I mangel af bedre havde jeg plastret mine trusser til i et Super Ultra Thin natbind, og jeg kunne på ingen måde komme i tanke om, hvordan jeg skulle kunne liste trusserne diskret af, uden Påskemanden opdagede bleen. 2) Derudover havde jeg oven i købet helgarderet mig med tampon, og af bitter erfaring ved jeg, at ungkarle sjældent har en lille toiletspand til sådanne sager. At skulle bruge skraldespanden i køkkenet til mit blodplettede affald var mere end jeg kunne overskue på en første date. 3) Med tanke på sidste gang jeg lavede et nummer som dette, virkede afholdenhed pludselig som et bedre alternativ. 4) Jeg havde hverken barberet ben, armhuler eller kusse. I to uger.

Havde jeg vidst, at daten med Påskemanden ville gå så godt, at vi ville ende helt sammenviklet i hans sofa, at hans kys ville gøre mig så rundtosset, så havde jeg sørget for at udskyde vores møde et par dage. I stedet blev vi enige om, at det nok var bedst at indstille vores dry humping for en stund og finde på noget andet at lave. Påskemanden hev sin guitar frem og lærte mig akkorderne til “Leaving on a jet plane”. Jeg var et naturtalent, sagde han. Det var sødt sagt, jeg blinkede til ham og gav et ekstranummer.

Ved midnatstid fandt jeg min frakke i entreen. Han kyssede mig farvel, og vi endte selvfølgelig med endnu en gang at klynge os til hinanden, gispende, nærmest jamrende af indestængt, uforløst kløe. Jeg kunne pludselig ikke længere huske, hvorfor jeg ikke bare lod ham tage mig med ind i sengen, men havde dog åndsnærværelse nok til at vide, at det måtte være mit stik til at gå. Han stod med panden hvilende mod døren og så efter mig, mens jeg forsvandt ned ad trapperne.

Older posts