Alene

Vi er som en lang, tyst slange af hvide og røde blink på cykelstien gennem industrikvarteret om morgenen. Jeg cykler forsigtigt i svingene, vejen kan godt være glat. Min frakke er lynet helt op det første stykke. Halvvejs oppe af bakken damper det ligefrem fra mig. Halstørklædet kradser pludselig. Jeg åbner frakken. Kold vind mod maven. Knækker lidt sammen i albueleddene, så armhulerne også kan blive luftet. Det er ikke rart at have bh på, når man sveder. Sørger jeg for at skyde bagdelen lidt bagud, svajer jeg tilpas til at skabe ventilation under frakken. Ryggen køles. Jeg har podcast i ørerne og en sejlivet duft af krydret pebermynte i næseborene.

Vi var tre veninder ude at spise aftensmad sammen. Jeg skulle lige ud og ryge efter maden. Mine fingre frøs til is i løbet af ingen tid. Forsøgte at lune så meget af hånden som muligt i frakkeærmet, kun fingrespidser og filter stak frem. Jeg kunne dufte ham, før jeg så ham. Netop. Krydret pebermynte. Åh, hvor kan det stadig give mig hjertebanken! “Hej Frøken Kløe,” han kom bagfra. Helt tæt på, helt dæmpet stemme. Jeg snurrede rundt. Verdens Lækreste Mand lige foran mig. Kvækkede et hej idet han gik videre. Det hele gik så stærkt. Og luften var så sneklar, der var så koldt, hans duft skar fra næse til hjerne og blev hængende her som en sløvende dis flere dage efter.

Jeg brugte en time på at stalke hans kæreste på Facebook, inden jeg gik i seng. Hun har langt, lyst hår og mascara så tyk, så vipperne klumper. Sådan ser jeg ikke ud. På et billede havde hun en lyseblå skjorte på. Det slog mig, at jeg har en magen til. Prøvede at forestille mig hvordan deres lejlighed mon ser ud, hvad de laver i weekenderne, hvordan han laver aftensmad til hende, hvilke film de ser. Og jeg forsøgte at genkalde mig følelsen af at lægge sig til at sove ved siden af et menneske man elsker. Jeg kan ikke huske det længere. Jeg føler mig meget alene.

Nytårskvæk

Oy. Kunne det ikke være hyggeligt med et lille vrøvleindlæg helt uden nærværet af mænd og dating og egentlig mening, men i stedet med lidt opdateringer omkring mit spændende liv og hæsblæsende jul? Det synes jeg. Nok er jeg ikke så tjekket en blogger, der har styr over årets mest læste indlæg eller likede billeder, men en form for status kan jeg vel godt svinge mig op til. Egentlig havde jeg tidligere planlagt et mindre julehaderindlæg, men ok, tænkte jeg, der er alligevel grænser for hvor julenederen man kan være. Er jo som bekendt ellers ret meget på team Scrooge lige hvad angår julen, men jeg er også en nådig sjæl, så I kan hermed betragte jer selv som forskånet for de værste sure opstød.

Nå. Men jeg har ferie. Uh. Det passer mig til gengæld overordentligt godt. Sidder i skrivende stund i mine forældres bløde sofa. Havde helt fra feriestart haft i sinde at tilbringe størstedelen af mine vågne timer netop der. Indtil videre er det gået over al forventning. Satme en dejlig sofa. Flader jeg ikke ud på den, drøner jeg rundt i nattøj og savner et generelt overblik over ugedagene. Mine forældre spørger på skift forbavset: “Jamen. Skal du da slet ikke i fitness?” for det plejer jeg nemlig som regel, når jeg er hjemme og besøge dem. “Næ, du,” svarer jeg. For det gider jeg ikke. Vil efter nøje granskning af eget spejlbillede mene, at dovenskaben har sørget for lidt ekstra julesul på hofterne – min far laver seriøst en gudsbenådet konfekt og min mor en ditto brun sovs. Gæt om jeg indtager andet her i ferien? Og to gange om dagen er der kaffe med flødesjatter. Lige som det skal være, siger jeg bare. Lige som det skal være.

I den forbindelse har jeg måtte sande, at et nytårsforsæt om at tage mig sammen nok bør være på sin plads. Efter ferien står jeg derfor ansigt til ansigt med en alvorlig omgang sukkerdetox. Det har desuden stået sløjt til på fitnessfronten det sidste lange stykke tid. Først tænkte jeg, at det var ok, for jeg kunne jo, som nogen nok husker, ligesom bedre overskue smeltet ost end holdtræning på det tidspunkt. Men nu brokker skulderen sig, og jeg kan pludselig heller ikke klare samme belastning som før, når jeg endelig kommer afsted. Så. Altså. Ja ja. Jeg tager mig sammen. Men først fra på mandag. Af andre nytårsforsætter kan jeg oplyse, at et rygestop er på trapperne. Den var værre. Men det nok allervigtigste forsæt er, at jeg i 2017 har bestemt mig for at vinde i Lotto. Eller. Mindre kan måske også gøre det. Starter lige med ikke at gå alt for meget bananas i januarudsalg.

For nu må det simpelthen have en ende med det evindelige minus, der bare sådan helt automatisk hersker på min konto sidst på måneden. Det ville være synd at sige, at december har hjulpet på dette. Ikke fordi jeg køber julegaver til særligt mange: Min mor, min far, Søster, Søsters kæreste og så mig selv. Især er posten med julegaver til mig selv ret tung i det. Således fandt jeg både nederdel og nøjagtig den lyskæde, jeg havde ledt efter, hvilket jo er glædeligt og bestemt skabte stor munterhed i en uges tid eller så. Her efterfølgende kan jeg godt se, at det nok mest er disse julegaver, der tvinger mig til at holde lang ferie i mit barndomshjem. Lyskæden kostede mig eksempelvis resten af decembers madbudget. Ok. Nu er det i forvejen heller ikke en post, der skal kunne sørge for meget mere end rugbrød og havregryn, idet jeg ligesom er hende, der sjældent kunne drømme om at tilberede andet end en klapsammen. Men hvad betyder det hele alligevel, når man her bliver forkælet med den ene livret efter den anden, bare man vifter med et øjenbryn? Intet! Ha! Skulle have købt to lyskæder.

Ellers vil jeg mene, at gavehøsten har været tilfredsstillende. Tøffer rundt i mine spritnye uldfutter og gør et ihærdigt forsøg på at smadre mine hårsække med den epilator, der ligeledes blev pakket ud juleaften. Nogen lader åbenbart til at synes, at andre aldrig finder sig en passende mand med så stolt en hårvækst på benene. Nogen vil gerne snart have et par børnebørn, forstås. Jeg er såmænd bare glad for at kunne slippe for skraber og snitsår. Sådan en børge kan endda også tages med i bad. Arhmen. Simpelthen så smart.

Samme nogen har i en moden alder også opdaget glæden ved SKAM, som Søster og jeg næsten uafbrudt har snakket om i et par måneder. Henover ferien har vi derfor sammen genset sæson på sæson. Især giver klippet med O Helga Natt mig kuldegysninger og tårer i øjnene hver gang. Tror snart ikke, jeg kender et eneste menneske, som ikke ser den serie. Har man det af uforklarlige årsager endnu til gode, bør man gøre sig selv en tjeneste og skynde sig ind og komme i gang. Vil egentlig ikke sige så meget mere om den sag. Bare gør det. Så! – nu spørger min mor: “Har du givet din kone et nytårskys, din romantiske, gamle steg?” og planter et særdeles vådt et af slagsen på min fars kind, så han brummer og ruller med øjnene. Men jeg kan godt se, at han smiler bag skægget. Selv har jeg ingen at kysse på i aften, men tror, at jeg i stedet vil genhøre Nils Bech. Og hvis man allerede har set samtlige afsnit af SKAM – og måske som jeg tørster og tilmed bruger pinligt mange timer inde på Kosegruppa DK – kan vi jo sammen trykke play herunder og tænke lidt over, hvor forbandet meget love der i grunden også har været i 2016.

Ferie

Første dag i anden ferieuge. Indtil videre har jeg udrettet absolut ingenting. Er ikke god til at administrere al den frihed. Jeg bliver doven og dvask, tager både formiddags- og eftermiddagslure. Ferieuniformen består af plettede leggings og en forvasket t-shirt. Særligt tilføjede detaljer er et no makeup-look og smadret hår-frisure. Ah, ok. En enkelt gang har jeg været ude og drikke så meget tequila på tom mave, så jeg aldrig tror, jeg kan få mig selv til at nedsvælge skidtet igen. Men her havde jeg da i det mindste fundet ud af at tage mascara og en nogenlunde pæn jerseybluse på. Mine dage går derudover med at binge-watche sæsoner af House, som jeg må sige, jeg gennem det sidste døgn har gjort et imponerende indhug i. I går kom jeg på at sluge halvandet afsnit, mens jeg – omend en smule halvhjertet og ukoncentreret – tvang mit ferielade korpus på løbebåndet. Alligevel flot jeg fik slæbt mig i fitness. Før da havde jeg kun forladt lejligheden for at fange pokémons i nærområdet (radius max 2oo meter fra min gade) eller for at hente en af mine utallige pakker fra Asos. Arhmen. Har I set hvor billigt der er derinde for tiden? Det er jo dumt ikke at bestille noget hjem.

Men. I dag får piben en anden lyd. Jeps. Har gjort hytten ren og planlagt date med to dejlige damer, som jeg har savnet, savnet og glæder, glæder mig til at se igen. Har endda rigtigt tøj på! Ah, ok igen. Vi snakker stadig blødhedsjersey fra top til tå. Men uden pletter. Ansigtet har jeg smurt ind i en tyk foundationmaske, som alligevel ikke har held nok til at dække min hormonramte hud på tilfredsstillende vis. Eller. Chokoladeoverdosisramte hud. Også en mulighed. Enten det eller hormoner. Min menstruationsapp blinker og skræpper nemlig op om, at der burde ske ting og sager i nærmeste fremtid. Håber meget på, at det indtræder i dag eller i morgen. For på onsdag skal jeg sove hos Sommermanden igen. Denne gang TO nætter *hyperventilerer*. Og vi ved jo alle godt, hvordan det går med mig på første menstruationsdag. Diarre, mavekramper, selvmedlidenhed i spandevis. Nogle gange går det endda så vidt, at jeg kaster op og er urimeligt grådlabil. Det kan simpelthen lige passe, at det sker sammen med Sommermanden. Charmerende. Apropos sove sammen med Sommermanden, så havde vi vores første gang i forrige uge. Har et halvtfærdigt indlæg liggende om det. Men. Ferie, I ved. Gør alt svært. Åh. Så svært.

Uih. Var helt ved at glemme, at bloggen har haft fødselsdag. Et år. Sgu. Havde egentlig tænkt lidt på at lave noget særligt jubilæumshalløj i den anledning, men med hjernen på vågeblus, er det ikke ligefrem de kreative ideer, der er flest af. Skulle nogen være i det nostalgiske hjørne, kan man genlæse bloggens allerførste, spæde indlæg her. Og skulle andre være mere kreativt anlagt end mig, må de også gerne melde ind, hvad de kunne tænke sig af eventuelle hurra-indlæg.

Men I sidder jo nok alligevel allesammen på Kreta og smovser feta. Så det.

Hvad sker der?

Hvorfor er her så stille? Hvad sker der lige? Sker der noget? Ja. Alt for meget:

Det er noget med et arbejdsprojekt, der endelig, endelig får sin ende i denne uge. Har betydet lange aftener foran computeren, nervøse trækninger og et alvorligt overforbrug af kaffe. Men nu er det snart slut, så jeg kan langt om længe få mig selv igen. Og en forhåbentlig tilfreds chef oveni.

Det har også været noget med et karneval. Mit års højdepunkt, der fandt sted i lørdags, hvis det skulle have gået nogens næse forbi. Sidste år drak jeg mig sanseløst beruset. Sådan helt uforsvarligt beruset. Det gør altså noget ved en at begynde med shots til morgenmaden. Men denne gang er jeg meget stolt af mig selv over at have været voksen nok til ikke at være gået kold. Husker faktisk hele dagen: Høj musik og udklædning med Søster fra morgenstunden. Den forventningsfulde stemningen, der bobler og ulmer i hele byen, når folk er på vej rundt til morgenmad. Det er det bedste, synes jeg. Vinduerne, der alle står på vid gab mens en tung bas banker dem, der af uforklarlige årsager endnu måtte sove, op. Glade mennesker der alle hilser og komplimenterer hinandens udklædning, som man har brugt timevis af planlægning på. Morgenmaden, hvor vi skåler og skriger og synger. Optoget, hvis karakteristiske stank slår hårdt imod en, når man rammer Vestbyen. Karneval lugter altid af våd asfalt, pis og sprut. Når man finder vognen, der spiller de bedste sange, danser man noget nær lykkelig gennem byen. Og varmen. Åh. Varmen i optoget er ulidelig, man står som sild i en tønde. Huset, vi blev inviteret til fest i med hjemmebygget waterslide i baghaven. Vi smed sæbe på presenningen og sprøjtede med vandslangen på hinanden. Nogen havde lagt en lort på stuegulvet. De brandvarme pizzaer jeg bagefter bestilte, var de bedste, jeg nogensinde havde smagt. Vi sad udenfor og spiste dem, jeg grinede og hostede og fik en skorpe galt i halsen. Røgbomber, glasskår, barnevogne, tyl, en smadret ankel. Perfekt dag.

Så har det været noget med en jobansøgning. En jobsamtale. Og et nyt job. Der er mit. Jeg starter allerede midt i juni. Det hele gik pludselig meget stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg stod med referencer og telefonopkald og banken på dørene. Den nye chef ringede til mig og fortalte mig, at jobbet var mit, mens jeg stod ved køledisken i Føtex. Han sagde, han allerede havde meldt mig ind i en arbejdsgruppe. Så nu skal jeg planlægge seminar for en hel afdeling jeg ikke kender. Shit.

Og så er det selvfølgelig også noget med en mand. Som gør mig så glad i disse dage, så jeg konstant render rundt med et fjollet smil, mens jeg kun kan tænke på ham og hans hænder. Ville så gerne have skrevet om ham noget før, men jeg har simpelthen ikke kunne finde på et navn til ham. Han er ikke noget. Han er bare ham. Der ligger allerede flere halvfærdige indlæg, men jeg er tilsyneladende ikke i stand til at kunne beskrive ham og hele det ætsende begær, der gennemsyrer min krop for tiden, på ordentlig vis. Han har været helt klar i mælet fra start af. Så det må ikke gå galt det her. Det går galt. Det er helt forrygende.

Yndlingsting

Yndlingsting 1: Den tykke, bløde mælkeskumsbræmme på min latte. En teske er mit redskab, og jeg skræller forsigtigt den hvide masse for lag, som jeg langsomt nedsvælger. Skummet farves, hvor mokkaen gled ned. Jeg drysser masser sukker i. To poser, to sukkerknalder eller to teskefulde. Når det er weekend, er kaffen i stedet med sirup; vanilje. En gang i mellem er jeg modig og prøver noget nyt. Men jeg er som regel hamrende konservativ hvad angår min weekendkaffe og vil for altid være tro mod vanilje. Mælkeboblerne smyger sig som fløjl mod min gane. Med tungespidsen fisker jeg skumrester op, slikker skeens skaft. Det værste jeg ved er to go-kaffe, hvor skummet spildt klistrer til låget.

Yndlingsting 2: Følelsen af tyndt papir mellem mine fingre: Siderne i en salmebog. Silkepapir foldet på midten. Kuponhæfter. Det brev min mor sendte fra Kenya. Visse indlægssedler jeg finder i medicinens emballage. Siderne i Når snerlen blomstrer, der står i min reol. Lotterisedler. Det madpapir, der nogle gange findes i æsker med figner eller chokolade.

Yndlingsting 3: At have gemt en hel uges Paradise Hotel for at fyre det hele af under tæpper på sofaen. Hvert forår er det min absolut foretrukne måde at tilbringe en fredag aften på. Det lykkes ikke hver uge at være god nok til at gemme på afsnittene, men når det gør, er det som en længe ventet pakke, der endelig er kommet med posten. Fredag morgen føles det som at få en mail om, at pakken nu kan afhentes på posthuset, og jeg venter, venter på at få fri, så jeg kan skynde mig hjem og flå pappet op. Pakken nydes bedst med M&Ms til.

Yndlingsting 4: At svaje og trippe rundt på stuegulvet i bare fødder og trusser til Leonard Cohens I’m Your Man. Nok verdens mest sexede sang. Med en kop et-eller-andet i den ene hånd og den anden dovent viftende i takt til musikkens karamelbløde bas. Lukkede øjne. Ubarberede ben. Leonard og jeg har et til tider lidt anstrengt forhold, men hans rustne stemme lokker altid en flydende følelse af verdenskvinde frem i mig, når jeg hører denne sang. Minder mig om ferie i Berlin. Og jeg ved, at det eneste der betyder noget er næste hoftesvaj. Alle burde tage sig 4.30 minutter med Cohen engang imellem.