Hvad sker der?

Hvorfor er her så stille? Hvad sker der lige? Sker der noget? Ja. Alt for meget:

Det er noget med et arbejdsprojekt, der endelig, endelig får sin ende i denne uge. Har betydet lange aftener foran computeren, nervøse trækninger og et alvorligt overforbrug af kaffe. Men nu er det snart slut, så jeg kan langt om længe få mig selv igen. Og en forhåbentlig tilfreds chef oveni.

Det har også været noget med et karneval. Mit års højdepunkt, der fandt sted i lørdags, hvis det skulle have gået nogens næse forbi. Sidste år drak jeg mig sanseløst beruset. Sådan helt uforsvarligt beruset. Det gør altså noget ved en at begynde med shots til morgenmaden. Men denne gang er jeg meget stolt af mig selv over at have været voksen nok til ikke at være gået kold. Husker faktisk hele dagen: Høj musik og udklædning med Søster fra morgenstunden. Den forventningsfulde stemningen, der bobler og ulmer i hele byen, når folk er på vej rundt til morgenmad. Det er det bedste, synes jeg. Vinduerne, der alle står på vid gab mens en tung bas banker dem, der af uforklarlige årsager endnu måtte sove, op. Glade mennesker der alle hilser og komplimenterer hinandens udklædning, som man har brugt timevis af planlægning på. Morgenmaden, hvor vi skåler og skriger og synger. Optoget, hvis karakteristiske stank slår hårdt imod en, når man rammer Vestbyen. Karneval lugter altid af våd asfalt, pis og sprut. Når man finder vognen, der spiller de bedste sange, danser man noget nær lykkelig gennem byen. Og varmen. Åh. Varmen i optoget er ulidelig, man står som sild i en tønde. Huset, vi blev inviteret til fest i med hjemmebygget waterslide i baghaven. Vi smed sæbe på presenningen og sprøjtede med vandslangen på hinanden. Nogen havde lagt en lort på stuegulvet. De brandvarme pizzaer jeg bagefter bestilte, var de bedste, jeg nogensinde havde smagt. Vi sad udenfor og spiste dem, jeg grinede og hostede og fik en skorpe galt i halsen. Røgbomber, glasskår, barnevogne, tyl, en smadret ankel. Perfekt dag.

Så har det været noget med en jobansøgning. En jobsamtale. Og et nyt job. Der er mit. Jeg starter allerede midt i juni. Det hele gik pludselig meget stærkt, og jeg nåede slet ikke at tænke mig om, før jeg stod med referencer og telefonopkald og banken på dørene. Den nye chef ringede til mig og fortalte mig, at jobbet var mit, mens jeg stod ved køledisken i Føtex. Han sagde, han allerede havde meldt mig ind i en arbejdsgruppe. Så nu skal jeg planlægge seminar for en hel afdeling jeg ikke kender. Shit.

Og så er det selvfølgelig også noget med en mand. Som gør mig så glad i disse dage, så jeg konstant render rundt med et fjollet smil, mens jeg kun kan tænke på ham og hans hænder. Ville så gerne have skrevet om ham noget før, men jeg har simpelthen ikke kunne finde på et navn til ham. Han er ikke noget. Han er bare ham. Der ligger allerede flere halvfærdige indlæg, men jeg er tilsyneladende ikke i stand til at kunne beskrive ham og hele det ætsende begær, der gennemsyrer min krop for tiden, på ordentlig vis. Han har været helt klar i mælet fra start af. Så det må ikke gå galt det her. Det går galt. Det er helt forrygende.

Yndlingsting

Yndlingsting 1: Den tykke, bløde mælkeskumsbræmme på min latte. En teske er mit redskab, og jeg skræller forsigtigt den hvide masse for lag, som jeg langsomt nedsvælger. Skummet farves, hvor mokkaen gled ned. Jeg drysser masser sukker i. To poser, to sukkerknalder eller to teskefulde. Når det er weekend, er kaffen i stedet med sirup; vanilje. En gang i mellem er jeg modig og prøver noget nyt. Men jeg er som regel hamrende konservativ hvad angår min weekendkaffe og vil for altid være tro mod vanilje. Mælkeboblerne smyger sig som fløjl mod min gane. Med tungespidsen fisker jeg skumrester op, slikker skeens skaft. Det værste jeg ved er to go-kaffe, hvor skummet spildt klistrer til låget.

Yndlingsting 2: Følelsen af tyndt papir mellem mine fingre: Siderne i en salmebog. Silkepapir foldet på midten. Kuponhæfter. Det brev min mor sendte fra Kenya. Visse indlægssedler jeg finder i medicinens emballage. Siderne i Når snerlen blomstrer, der står i min reol. Lotterisedler. Det madpapir, der nogle gange findes i æsker med figner eller chokolade.

Yndlingsting 3: At have gemt en hel uges Paradise Hotel for at fyre det hele af under tæpper på sofaen. Hvert forår er det min absolut foretrukne måde at tilbringe en fredag aften på. Det lykkes ikke hver uge at være god nok til at gemme på afsnittene, men når det gør, er det som en længe ventet pakke, der endelig er kommet med posten. Fredag morgen føles det som at få en mail om, at pakken nu kan afhentes på posthuset, og jeg venter, venter på at få fri, så jeg kan skynde mig hjem og flå pappet op. Pakken nydes bedst med M&Ms til.

Yndlingsting 4: At svaje og trippe rundt på stuegulvet i bare fødder og trusser til Leonard Cohens I’m Your Man. Nok verdens mest sexede sang. Med en kop et-eller-andet i den ene hånd og den anden dovent viftende i takt til musikkens karamelbløde bas. Lukkede øjne. Ubarberede ben. Leonard og jeg har et til tider lidt anstrengt forhold, men hans rustne stemme lokker altid en flydende følelse af verdenskvinde frem i mig, når jeg hører denne sang. Minder mig om ferie i Berlin. Og jeg ved, at det eneste der betyder noget er næste hoftesvaj. Alle burde tage sig 4.30 minutter med Cohen engang imellem.

    Newer posts